Hun designede omhyggeligt et stort antal vilddyr, som hun satte til at bevæge sig rundt på planetens overflade, og hun var endda i stand til at give dem en vis form for intelligens. Nok til at de ikke ville blive stående hjælpeløse, hvis de stødte ind i en forhindring, men ville være i stand til at bevæge sig udenom, eller hen over, alt efter hvilken type dyr de var.
Hun specificerede hvilke dyr, der spiste hvilke dyr og hvor mange, hvor hurtigt de enkelte individer reproducerede sig selv, hvor gamle de kunne blive – og det tog hende lang tid, før hun fik det hele til at balancere. Det hele skulle afpasses så utroligt nøje. Hvis en dyreart pludselig blev for talrig, forstyrrede det hele opbygningen af planetens dyrebestand. Talrige gange havde hun prøvet at lade hele systemet køre et stykke tid, uden at gribe ind, og det var stensikkert, at det gik galt. Enten var der ikke ét eneste levende væsen tilbage på hele planeten, eller også var planeten fuldstændig dækket af dyr af én bestemt race. Men lige netop det problem blev kraftigt afhjulpet, da hun fandt ud af at indbygge et maximalt antal artsfæller i hver enkelt dyrerace.
Hvis en race overskred en af hende fastlagt øvre grænse, ville de overskydende dyr marchere mod havet og drukne sig. Hun kunne godt have fået dem til bare at disintegrere, men der var noget rørende ved at se de store flokke af dyr marchere mod deres egen undergang.
Men netop balance var hendes helt store problem. Det gjaldt ikke kun dyrebestanden. Økosystemerne skulle også balancere.
Gang på gang blev den store sø udtørret, fordi der ikke kom vand nok oppe fra bjergene, og ismasserne ved polerne smeltede enten alt for hurtigt eller alt for langsomt. Der var ingen stabilitet. Hver gang hun ændrede på én parameter, fik det følger alle mulige andre steder, som hun umuligt kunne gætte sig til på forhånd.
Der var alt, alt for mange parametre, og hun erkendte, at det var en langt større opgave at bygge en planet op fra bunden, end hun havde forestillet sig. Hun var sikker på, at det nok skulle lykkes hende på et tidspunkt, men foreløbig havde hun brugt tid nok på denne verden. Havde høstet en masse erfaringer, som kunne gøre det lettere for hende, næste gang hun forsøgte sig. Det var trods alt hendes første verden.
Der var kun én ting at gøre. Skrotte alt, hvad hun havde lavet, og begynde på ny med noget enklere.