“Aaaahhhhh,” sukkede han og smilede bredt og længe ved erindringen om, hvad der var sket dagen før. Det var for vildt at tænke på, selv for ham. For han var gået ind i byens stormagasin for at snuse rundt i lingeri- og parfumeafdelingen – ikke for at købe noget, men for at nyde de smukke kvinder, der altid flokkedes i området. Og så var der pludselig sket et eller andet mellem ham og en af ekspedienterne, som han stadig ikke kunne forklare. Hun havde kigget så intenst på ham og været mere end almindeligt ivrig efter at sælge ham en parfume, som han ikke på noget tidspunkt havde tænkt sig at købe. Hun havde virket nervøs, og hendes ene øje løb i vand og var rødt, og det var måske derfor, hun tabte en parfumeflaske ned imellem dem, så flasken knustes, og væsken sprøjtede ud over gulvet.
Af ren og skær medlidenhed havde han købt en parfume af hende, bare som en trøst, men da han ville til at gå, havde hun sendt ham et blik, han kun kunne tolke på én måde. Og så forsvandt hun ind i et lille rum under de rullende trapper. Han havde fulgt efter, og i det mørke lille rum havde han bollet hende op ad en væg med en heftighed, der kom bag på ham selv. Hun havde været særdeles villig, og det hele tog højst nogle få minutter.
Han slog i bordet og lo højt, mens han foldede dagens avis ud. Kunne man forestille sig nogen bedre optakt til weekenden? Han kunne ikke.
På vejen hjem havde han i øvrigt kylet parfumen i en skraldespand. Hvad skulle han med den? Han var ikke på gavefod med nogen kvinder og ønskede heller ikke at komme det.
Han læste altid erhvervs- og jobsiderne først, og studerede kurserne på sine aktier med den kontrollerede entusiasme, som kun en investor med råd til at miste investeringen kan mønstre. Han havde investeret en anseelig sum penge i håndplukkede aktier, men havde også penge forskellige andre steder. Derfor kunne han tage det roligt, når kurserne havde retning mod kælderen. Desuden havde han været med så længe, at han vidste, at det før eller siden ville gå den anden vej.
Derefter læste han udlands- og indlandsstoffet, så sporten og tegneserierne. Og til allersidst og nærmest nødtvungent – han betalte jo trods alt også for dé sider – kulturstoffet.
Men endnu inden han var kommet helt igennem de sidste jobsider, bemærkede han ved et tilfælde, at det var ved at blive mørkt udenfor. Han måtte tænde lampen over køkkenbordet for at kunne læse videre.
Det må være noget af et uvejr, der er på vej, tænkte han og lænede sig frem for at kigge ud ad vinduet. Og så gik det op for ham, at solen var ved at gå ned. Han lod avisen falde ned på bordet og gik helt hen til vinduet.
“
Fanden tag mig, jo! Solen
er
sgu’ ved at gå ned!” Han kiggede på sit ur. Det viste 19.00.
“
Nej!” Han lo. “Stop nu lige en halv!” Så trampede han ind i stuen og ringede til klokken igen.
“
Nitten-nul-tre-og-fyrre-DUT.”
Han stirrede vantro på røret. Smækkede det hårdt ned på telefonen og gik tilbage til køkkenet. Avisen lå stadig slået op på jobsiderne. Men han havde for fanden da ikke været syv timer om at læse erhvervs- og jobsiderne.
Han lo igen for sig selv og rystede på hovedet. Så skyndte han sig i bad, fik tøj på, og gjorde sig klar. Noget der normalt tog omkring tre kvarter. Men da han var færdig, var klokken ét minut i 22.
“
For satan da!” udbrød han højt og inderligt indædt. Nu ville han komme for sent! Ikke fordi der var nogen, der ventede på ham, men det var en del af hans nøje opbyggede image altid at træde ind ad caféens dør præcis klokken 22. Præcis ligesom de tre dage gamle skægstubbe var en omhyggeligt passet og plejet del af hans udseende og image. Han mente selv, at det gav hans fremtoning lige præcis den grad af skødesløs velplejethed, med en snert af rå- og barskhed, som passede til hans karakter. Når han glatbarberede sig, så han alt for ung ud. Anonym. Kedelig.
Han fik sin frakke på og styrtede ud ad døren, ned ad trapperne og glemte alt om, at han ikke havde fået drukket sin Guarana-ampul.