Feberen greb ham. Den feber, der altid tog tag i ham, når han begyndte på en ny bog, og da astronomibogen ikke var tykkere, end den var, tog det ham kun én nat at gennemtjekke den. Der var en del fejl af forskellig slags. 12 trykfejl, 4 forståelsesfejl, 2 regnefejl, 2 fejl i diverse-kategorien og 3 graverende fejl.
Tre graverende fejl. Han smilede for sig selv og lod et par fingre stryge hen over bogens titelblad. Det var ikke dårligt. Slet ikke. Han skrev et rødt tretal uden på kladdehæftet, lige under bogens titel og udgivelsesår.
Det var altid lidt svært at tjekke gamle bøger, og jo ældre de var, desto sværere var det. Især naturvidenskabelige værker. For de var blevet skrevet i en anden tid, med et helt andet forståelsesgrundlag og en helt anden verdensopfattelse, der ofte afstedkom en total mangel på overblik og præcision. Han havde derfor haft lange, svære overvejelser omkring fejl i naturvidenskabelige værker. Enten skulle fejlsøgningen baseres på den viden, man dengang anså for korrekt, eller også skulle de koldt og kynisk registreres som fejl, baseret på den langt mere avancerede viden, man havde nu til dags. Han valgte det sidste. Først og fremmest fordi alternativet var umuligt at praktisere. Han ville aldrig kunne se på verden og dens viden som et menneske fra 1870 for eksempel. Det var umuligt. Desuden gav den metode, han valgte, også langt flere fejl.
Men netop dén problemstilling var også grunden til, at han ikke længere ledte efter fejl i bøger, der var over ti år gamle. Kun rent undtagelsesvis undersøgte han bøger, der var ældre. Som nu for eksempel denne bog.
Han lukkede den langsomt sammen, tog kladdehæftet og rejste sig op. Det var et stykke op ad formiddagen, han burde egentlig gå Ruten, men han var træt nu. Det værkede i ryggen, han havde ondt i højre hånd af at holde på kuglepennen, og den ene fod sov. Den sovende fod ramte bordbenet og satte kuglepennen i bevægelse, så den rullede ud over kanten af bordet og landede på trægulvet med et lille dunk. Han rynkede brynene, bed sig i læben og mumlede: “Bagateltærsklen.”
Med et langstrakt suk tog han kladdehæftet, gik ind i soveværelset og fandt det sted i rækken, hvor det nye kladdehæfte passede ind. Han skubbede lidt til de to hæfter, der stod på hver sin side af den plads, som det nye hæfte ifølge den strenge, alfabetiske orden skulle indtage. Så kneb han pludselig øjnene sammen og gryntede utilfreds, for inde i mørket bag hæfterne lå der et eller andet, der ikke skulle ligge der. Han stak hånden ind og fiskede et kladdehæfte frem.
Sveden brød frem overalt på hans krop, og med rystende fingre vendte han hæftet om for at læse dets titel og med et sug, der trak helt ned i maven, så han, at titlen var den samme som på det helt nye hæfte, han stod med. Benene blev slappe, og han dumpede ned på sengen. Som i en tåge så han det store røde firetal, der lyste som et neonskilt lige neden under titlen. Fire graverende fejl! Fire?
Han stirrede på tretallet på det nye hæfte. Det kunne ikke passe. Han havde overset en graverende fejl! Lommeregneren! Hvor var Lommeregneren? Han ville rejse sig for at finde den, men hans øjne fandt kun uret og de røde lysende tal, der viste 11:13, og erkendelsen af, at han var gået glip af 11:11, gav ham det sidste skub ud over kanten.
Hjertet bankede så hurtigt og voldsomt imod brystkassen, at det gav dønninger i hele hans krop, pulsen piskede blodet til skum, og lige inden hans øjne bristede, så han det korte, klare blitzglimt, han vidste, ville blænde ham og opløse ham for evigt.