Skyggebilleder

Med let rystende fingre drejede Vibeke på knapperne til indstilling af de strålesikre blænder på røntgenrøret. Hun tjekkede distræt – og med et let bid i læben – billedbeskæringen. Det var svært for hende at koncentrere sig om arbejdet. Især fordi denne krop skulle fotograferes i den nederste del af ryggen. Hun kneb øjnene hårdt sammen et øjeblik for at fjerne en tåge eller hinde, der lå hen over dem og slørede hendes blik som et defekt filter.

Hun kiggede på skærmen igen. Billedet viste det nederste af columna lumbalis , os sacrum og os coccygis . Hun fokuserede på os coccygis-hvirvlerne nederst i billedet. Godt nok. Skærmen, hun kiggede på, gjorde hende i stand til at se, hvordan billedet ville blive, endnu inden filmen var eksponeret. Men opløsningen på skærmbilledet var ikke så god, at man kunne se detaljer. Ikke den slags detaljer hun havde i tankerne.

Så trykkede hun på udløseren. Først et klik. Så holde knappen nede, og derefter endnu et.

– Klik. –

Hun pustede ud – havde tendens til også selv at holde vejret, når hun bad patienterne om det – og drejede hovedet ned mod mikrofonen, mens hun stirrede gennem blyglasruden på den tætte, tunge krop, der stod ubevægelig som en voksdukke. Hun tænkte for det meste på patienterne som kroppe. Kroppe der kunne vendes og drejes, og som gjorde alt, hvad hun forlangte. Fantastisk som folk var autoritetstro. “Hold vejret,” behøvede hun bare at sige, og patienten ville holde vejret, til hovedet var ved at sprænges.

“ Ja tak.”

Ofte havde hun været fristet til at se, hvor langt hun kunne trække den. Turde dog ikke. Patienterne var skeptiske nok over for hende i forvejen. Altid klædt helt i sort, fra top til tå, yderst til inderst. Kortklippet, ildrødt, strittende hår. Ring i næsen og adskillige i ørerne. Og når hun var i dét humør – og vejret var til det – havde hun en helt kort trøje på, der blottede hendes mave, navle og – frem for alt – ringen i navlen. Det kunne virkelig få folk til at kigge. Radiologen fik faktisk klager over hende af og til alene på grund af hendes udseende.

“ Det var det,” skrattede hendes stemme i røntgenrummets højttalere. I det samme blev voksdukken forvandlet til kød, muskler, sener og knogler. Især knogler. Hun tøvede altid lidt med at sige de forløsende ord, for hun var fascineret af sceneriet på den anden side af glasruden. Mennesket i maskinens vold. Nøgent, varmt og sårbart kød over for koldt, hårdt metal.

Defekte kroppe. Med skjulte skavanker dybt begravet i sig. Det var hendes job at få de skavanker synliggjort. Ikke ved hjælp af lys, men ved hjælp af skygger. Gennemstråle legemet og opfange skyggen af knoglerne på en fotografisk følsom plade. Kigge ind, få et glimt af noget, som ellers først ville blive synligt, når alt kød var rådnet bort.

Hun rettede sig op og sukkede. Endelig. Det var dagens sidste krop. Hun havde ikke været sig selv hele dagen. Arbejdede nærmest som i en døs. Havde meget svært ved at ryste sin opdagelse af sig.

Opdagelsen .

Hun smagte lidt på ordet. Det smagte af saltvand, skibsplanker, albatrosser, bølger, verdens ende. Og ikke af røntgenlys og fotografisk emulsion. Ikke desto mindre havde hun opdaget noget på et røntgenbillede, som gjorde hende svimmel, hver gang hun tænkte på det. Hun prøvede at fortælle sig selv, at der ikke var noget uhyggeligt ved et antal bogstaver og tal sat sammen i en lille kort rækkefølge. Det var jo ikke anderledes end en nummerplade eller et stelnummer. Men stelnumre burde ikke være at finde på røntgenbilleder. Afgjort ikke. Især ikke på patienternes rygsøjler.