I

Da vi havde boet sammen i fire år, og det i samme lejlighed, og fire år var ret meget dengang, begyndte vi at blive trætte af den, eller måske var det snarere sådan, at vi begyndte at blive trætte af hinanden og bare lod, som om det var lejligheden og ikke os, der var noget galt med. Det kan også godt være, at det bare var mig, der tænkte sådan, jeg ved det faktisk ikke rigtigt, men det var i hvert fald Cathrin, der bragte det på bane, det er stort set det eneste, jeg kan sige med sikkerhed. Alt, hvad der herefter skete, står mere uklart for mig, og det er netop dette, jeg nu vil forsøge at fortælle, hvad der skete herefter. Jeg har ikke så meget andet at tage mig til ud over at vente. Jeg vil altid vente. Af og til hjælper jeg far, hvis han har brug for det, det er ikke så tit. For det meste sidder jeg ved vinduet på mit gamle værelse på første sal, mellem mors broderier, det gamle værelse, der ikke længere er mit. Når jeg kigger ud, rykker skoven nærmere, mørkere og tættere end nogensinde, lige til den er ved at omringe mig, og jo, jeg havde ret, det gør skoven faktisk, den rykker nærmere.

Men det var altså sådan, det begyndte, helt enkelt:

– Skal vi kigge på lejligheder i dag? foreslog Cathrin.

Det var søndag, september, klokken var allerede over elleve, det vil sige snart tolv, vi plejede at sove længe om søndagen, ikke at vi arbejdede hårdt og stod enormt tidligt op resten af ugen, om jeg så må sige, men som sædvanlig havde vi været til fest aftenen før, jeg husker ikke helt hvilken slags fest, i hvilken anledning, hvor, med hvem, og det spiller heller ikke nogen rolle, kun at det blev sent, for alle disse fester, alle disse mennesker, al denne festivitas, runddans og leg, går i ét for mig, når jeg prøver at udskille det ene fra det andet, begivenhederne bliver begivenhedsløse, måske var det bare sommeren, vi fejrede, at den var forbi, at det var blevet efterår, at det regnede eller var solskin, det var aldrig svært at finde en grund til eller en undskyldning, kald det, hvad du vil, for at feste.

– Hvorfor det? spurgte jeg.

Cathrin så stift på mig, kun et øjeblik, irettesættende, måske irriteret, og i dette øjeblik lignede hun pludselig ikke sig selv, det vil sige, hun lignede ikke den, jeg troede, jeg kendte, og jeg forestillede mig, at hun lignede sig selv som gammel, som hun sad der, og det var et mildest talt skræmmende syn, som om det her ikke var andet end afslutningen på et alt for langtrukkent one-night stand, og det var på høje tid, at en af os smuttede frivilligt, før det hele blev for pinligt, selvfølgelig afhængigt af, hvem der var gået hjem med hvem, hvis det her vel at mærke havde været sådan en situation, hvad det overhovedet ikke var, fire år, som sagt, under samme tag, det var ligesom noget mere, noget meget mere, det var sgu nærmest rekord i vores kreds, det var alvor, og alvor skræmte os altså fra vid og sans.

– Hvorfor det? gentog hun bare.

For at sige det såre enkelt: Vi havde ikke længere samme POV. Jeg vidste ikke, hvad hun så. Hun anede ikke, hvad jeg kunne se. I begyndelsen plejede jeg at spørge: Hvordan er dit POV så i dag? Hun forstod ikke, hvad jeg mente, og jeg måtte forklare det, og det passede mig fint, jeg følte mig tjekket: Ved du ikke det? Point of view er det, kameraet ser, ikke? Når kameraet er blikket i en film, som for eksempel når Audrey Hepburn ser på sin kat i Breakfast at Tiffany’s, ikke?

Vi sad altså i køkkenet, med morgenkåbe og tømmermænd i hver vores POV, kølige, fredsommelige tømmermænd, der efter min mening bør nydes indendørs, havde det bare været så vel, og spiste morgenmad, og vores søndagsmorgenmad bestod udelukkende af juice, presset appelsin og fersken, bellini uden vodka, med de fine trævler, der lagde sig på tungen, gennemsigtig frugt, og denne scene, vi to, selve parret, Cathrin og jeg ved det brede spisebord, kunne minde om en ret god start på en søndag, som man under alle omstændigheder har ret små forventninger til, hvis det ikke havde været for den kendsgerning, at vi var inviteret til middag hos Cathrins forældre klokken fire, og nu havde hun herudover fået denne fikse idé, der skulle vise sig at ødelægge alt for os, nej, ikke for os, men ødelægge os.

Jeg lænede mig ind over bordet og mærkede hendes varme ånde, ikke kun fra munden, men fra hele kroppen, og dette pust, hudens åndedræt, plejede at gøre mig ophidset, og det gjorde det også nu, men hun trak sig væk.

– Kan du ikke lide at bo her? spurgte jeg.

– Det er ikke det.

– Hvad er det så?

Hun trak på skuldrene.

– Jeg kan i hvert fald ikke lide dig, når du spørger for meget.

Vi hørte avisbuddet ude i opgangen, de trætte skridt, Aftenposten, der ramte dørmåtten med et klask. Alle var ligesom for sent ude dette efterår, eller forsinkede, som om vi næsten stod stille, i hvileposition, og jeg tror, at vi inderst inde kunne lide det sådan, og det var en trøst. Cathrin hentede dette bjerg af papir, rystede boligsektionen fri og gav mig resten, som om hun gjorde mig en stor tjeneste ved at give mig selve avisen først, bortset fra at jeg ikke var særlig interesseret i nyheder, kultur, sport, reklame, det gav mig bare kvalme, især kulturen, og her tænker jeg specielt på film, og jeg havde lavet mit eget lille system for at holde det ud, hvor én prik var det højeste på terningen, ligesom på universitetet, og seks var bundskraberen. Jeg kunne til nød læse dødsannoncerne og more mig lidt over dem, de håbløse vers, der altid gik igen, en virksom hånd har fundet hvile, ikke, det suser i løvet, næsten som de gamle vitser i knallerterne, vi trak i fra hver sin ende, da vi var børn og ikke vidste bedre, men det gad jeg heller ikke, læse dødsannoncerne, jeg kendte jo alligevel ikke nogen af dem, så i stedet blev jeg siddende og kiggede på Cathrin, der nippede til vores fede, lyserøde bellini uden vodka, mens hun læste disse boligannoncer, det modsatte af dødsannoncerne, i den ene flytter man ind, i den anden flytter man ud, sådan er dét, og det slog mig igen, at hun ikke lignede sig selv, altså den, jeg troede, jeg kendte bedre end nogen anden, hun var lige pludselig yngre, hun lignede sig selv som pige, forestillede jeg mig, før jeg overhovedet anede noget om hendes eksistens, nøjagtig sådan måtte hun have set ud, længe før jeg kom ind i billedet, og jeg kan ikke påstå andet, end at jeg sgu nød dette syn, der både rummede det, jeg var gået glip af, og det, jeg fik til sidst, og alt det, jeg snart skulle miste; jeg er jo ligesom ikke helt synsk, vel?

– Vil du have lidt vodka i? spurgte jeg.

– Vi skal være hos mine forældre klokken fire, sagde hun.

Endog den store voice-over var tavs.

Jeg mødte for resten Cath efter en demonstration nede i byen, det var noget med Golfkrigen, operation ørkenstorm, vi protesterede stadig mod Golfkrigen, hvis jeg ikke husker galt, selvom den for længst var forbi; vi troede, at vi omsider havde fået vores Vietnam, noget, vi kunne samles om, et bål i mørket, muren holdt ikke længere, den var allerede solgt som souvenirs, sten for sten, vi måtte have mere, vi ville også opleve den retfærdige harme og give os hen til slagordene, raseriet og massemønstringerne, vi syntes simpelthen, at vi af en eller anden grund fortjente det, selvom vi ikke havde gjort os fortjent til noget som helst, hvis du spørger mig. Der var bare den hage ved det hele, at Saddam blandt andet havde gasset nogle tusind kurdere, henrettet fodboldspillere, der tabte landskampe, var gået i krig mod Iran, hvad der kostede omkring et par millioner menneskeliv, fortrinsvis børn med en plasticnøgle til Paradis om halsen, og til sidst valgte han i stedet at invadere lilleputlandet Kuwait, så det handlede ikke bare om at tage parti, vi havde ligesom ikke billeder af Saddam på væggen og gik heller ikke rundt med Saddam-badges på jakkereversen og skød op i luften med geværer, om jeg så må sige. Der var efterhånden ikke én eneste ordentlig frontlinje at opdrive nogen steder, kun forvirring. Men vi trøstede os med, at vi var imod krig, al slags krig, vi demonstrerede mod krig som sådan, vi havde for helvede principper, havde vi ikke, vi var indædte pacifister på andres vegne, med andre ord norske idealister, vi var gode, altså gode på bunden, og krig var ondt, mere var der ikke at sige om den sag, og det måtte være tilstrækkeligt, men de mest hårdnakkede, de, der hadede Amerika, virkelig hadede Amerika, sådan som nogle børn kan hade deres forældre og alligevel tage imod arven med den allerstørste glæde og selvfølgelighed, hævdede, at det amerikanske angreb var skyld i kong Olavs død. Ja, Amerika havde en folkekær norsk konge på samvittigheden. Jeg gik sammen med nogle venner, jeg ikke kender længere, eller som ikke vil kendes ved mig, hvad hed de nu, noget i stil med Aksel, Robert og Bent, der var sikkert også flere. Bagefter tog vi os i hvert fald en øl med mere på Celsius, protestmarchen var egentlig bare en omvej til Celsius. Dette var også om efteråret, september, men man kunne stadig sidde udendørs. Solen gav den ligesom en sidste skalle. Jeg elskede det udtryk, da jeg var barn: indian summer. Mor plejede at sige det. Indian summer. Vi var ganske godt tilfreds med os selv, så længe det varede. Vi tilhørte en generation, der faldt mellem alle stole, og der var knap nok en skide skammel tilbage at sætte sig på. Vi er med andre ord født sidst i de opreklamerede tressere, vores forældres verdenskrig, gudfader, hvor var vi trætte af at høre alle de fortærskede historier fra slagmarken, punkerne passerede forbi os som en flok sortklædte haner og kortbenede høns med søm i næbbet, og vi måtte tage til takke med Duran Duran, A-ha, ikke et ondt ord om dem, virkelig, ikke et ondt ord, og nogle mosgroede overlevende fra halvfjerdserne eller vores ophavs forvirrede pladesamling, der var en blanding af Cliff Richard og Grateful Dead, levertran og syre, gulerod og galar, jeg mener, er det underligt, at vi blev, som vi blev, hvis man da ikke var så kvik, at man fandt frem til Tom Waits, The Smiths eller Nick Cave på egen hånd i en alder af tolv, og vi kunne godt lide at lade, som om vi var så kvikke. Bruce Springsteen gider jeg ikke engang nævne. Der var i virkeligheden kun én ting tilovers til os, når det kom til stykket: legen. Vi gjorde legen til vores tro, og det eneste bud på vores tavle var dette: Du må ikke kede dig. Det var det, vi var mest bange for. Vi ville ikke være voksne. Vi ville ikke dybere ned. Vi ville være på overfladen. Den var dyb nok. Man kan drukne i en tekop, ikke? Vi ville ikke dø, ikke endnu. Og det var altså der, på Celsius i efteråret 1991, at jeg så Cathrin første gang, det vil sige, først lagde jeg mærke til hendes ørering, hun havde kun én, i venstre øreflip, rav, i lyset, der faldt ind over deres bord, lignede smykket gennemsigtigt, næsten flydende kobber. Så, langsomt, men sikkert fik jeg øje på resten af hende. Hun sad sammen med nogle veninder, fire-fem stykker tror jeg, hvad hed de nu, Iselin, Nina, Vivi, det er ligegyldigt, hele flokken var temmelig højrøstede og lattermilde, de varmede op til narrestreger og bællede hvidvin, men det var altså Cath, jeg først og fremmest lagde mærke til, eller øreringen, det sker af og til, at visse kvinder kan tiltrække sig al min opmærksomhed, næsten før jeg har set dem, jeg ved bare, at de er i nærheden, som om de er magneter, og jeg, eller alle mine sanser, er jernspåner, der drages mod dem, jeg kan ikke lade være. Cath var sådan en magnet, med det mørke hår sat op, så den lange, slanke hals var synlig, der var noget drenget over hende, noget smidigt og smart, indbildte jeg mig, men også noget skrøbeligt, hun mindede om en eller anden, om Audrey Hepburn i Breakfast at Tiffany’s, og jeg sad og stirrede på hende, sløvt og årvågent på én og samme tid, lige til hun mærkede, at jeg ikke tog øjnene fra hende, og hun drejede sig om mod mig, løftede vinglasset, som om hun havde ventet på det her og bare ladet mig se, nyde hende, og jeg løftede ølkruset, høflig mand taget på fersk gerning, ikke, vi skålede, så vendte hun sig væk igen og lo ad noget, måske var det mig, det er meget muligt, men senere på aftenen fik vi oprettet en vis kontakt mellem bordene, altså herrebordet og damebordet, en simpel form for diplomati, vi bestilte mere hvidvin til dem, nærmere bestemt mere end nok til os alle, med denne besked skrevet på en serviet: fra fire hemmelige beundrere, har I lyst til mere voice-over? Vi var ikke særlig hemmelige, og damerne havde allerede rigeligt med voice-over, men de skulle ikke spørges to gange. Jeg satte mig ved siden af Cath. Hun gik på Westerdahls Reklameskole, på sidste år. Jeg sagde, at jeg skrev filmmanuskripter. Om hun havde set nogle film, jeg havde skrevet? Ikke endnu, sagde jeg, tilpas vagt og gådefuldt. Vi var altså ikke helt fremmede for hinanden. Vi talte samme sprog, så at sige, vi talte i billeder, i hvert fald forstod vi hinanden. Det viste sig, at hun havde fødselsdag. Det var det, de fejrede. Hun fyldte 22. Det er en ret fed alder. Man har endnu tid. Man behøver ikke beslutte sig i morgen. Altså mere hvidvin. Hvad vi snakkede om? Vi nævnte selvfølgelig i forbifarten, at vi havde været til demonstration, og det gjorde jo et vist indtryk på damerne, de fik næsten dårlig samvittighed, hvad der selvsagt var meningen, vindebroen var så godt som sænket, og lidt senere bragte en eller anden De sataniske vers på bane, kan jeg huske, mig var det i hvert fald ikke, at fornærme over en milliard muslimer på én gang, det stod der respekt om, her havde reklameverdenen noget at lære, en fantastisk mulighed, først fornærme en milliard muslimer, så har man fået deres opmærksomhed, hvorefter man kan begynde at sælge. Hvad kunne man sælge til en milliard muslimer? Måske var det Cath, der sagde det? Vi fulgtes hjem til mig. Jeg boede til leje tæt ved Vestre Aker. Det bedste, man kunne sige om værelset, var, at det havde en god udsigt. Når bladene faldt af træerne, kunne man se en stribe af fjorden. Det værste, man kunne sige om det, var også udsigten. Hele året kunne jeg se ned på kirkegården ved hospitalet. Kan du lide dit POV? spurgte jeg. Cath stod ved vinduet og vendte sig om mod mig. POV? Ja. Kan du lide det, du ser? Hun så på mig. Okay, sagde hun. Og du? Kan du lide dit POV? Især hvis du kommer nærmere, sagde jeg. Du er nemlig lidt ude af fokus. Sådan, ja. Fint. Taler du altid sådan? POV og voice-over? Nej, kun en gang imellem. Sengen var i hvert fald bred nok. Cath havde et usædvanligt repertoire. Mere siger jeg ikke om den sag foreløbig. Vi legede sammen resten af efteråret og hele vinteren. Jeg husker, at vi lo temmelig meget, men ikke rigtigt, hvad vi lo ad. Legen hed tampen brænder. Det var det, vi kaldte den. Den følgende sommer flyttede jeg ind hos hende i den store lejlighed, hun havde fået af sine forældre oppe for enden af Ullevålsveien, ikke så langt fra St. Hanshaugen. Nu sad hun og læste boligannoncerne ved morgenbordet. Og jeg husker også, hvad det var, vi havde fejret aftenen før, eller samme nat. Det var selvfølgelig hendes fødselsdag. Vi havde været på Celsius igen. Denne gang sad vi indenfor, ved pejsen. Hun var fyldt 27. Det er en ujævn alder. Det er et fartbump. Man giver den enten gas eller bremser. Det er omkring det tidspunkt, panikken begynder. Man er tættere på tredive end tyve. Jeg var noget ældre, ikke meget, men for mit vedkommende var panikken ikke overstået af den grund. Jeg blev pludselig rædselsslagen.

– Keder du dig? spurgte jeg.

Cathrin sendte mig et skarpt blik. Jeg havde udtalt de forbudte ord, keder du dig. Jeg kunne lige så godt have spurgt: Er du død?

– Nu gjorde du det igen.

– Gjorde hvad?

– Spurgte for meget.

Jeg kiggede væk.

– Jeg spurgte bare, sagde jeg.

– Det er ligesom det, jeg mener.

– Sorry. Det skal ikke gentage sig.

– Gider du give mig saksen?

Jeg fandt saksen, der lå i skuffen lige bag mig, og rakte hende den, og lige præcis i dette øjeblik faldt lyset sådan ind ad vinduet, der vendte mod syd, at det ramte saksen, og de to skarpe blade skinnede som sølv i hendes smalle hånd, og dette billede, lyset, den skinnende saks, hånden, ætsede sig ind i erindringen, og når jeg tænker tilbage på dette efterår, hvor det ene førte til det andet i et skjult og umuligt mønster, er dette billede, septembers ar, det eneste, der står klart for mig. Alt, hvad der skete, var før og efter lige netop det her, det var med andre ord for sent.

– Smukt, hviskede jeg.

– Hvad sagde du?

– Ikke noget. Glem det.

Jeg vendte mig om mod vinduet. En skygge gled langsomt over væggen og henlagde hele køkkenet i en slags mørke. De blanke redskaber, knivene i opvaskestativet på køkkenbordet, frugtpresseren, saksen, mistede deres glans og blev næsten sorte, syntes jeg. Jeg hørte Cathrin begynde at klippe, papirets raslen, de hurtige metallyde, hun klippede tre annoncer ud og læste den ene af dem op:

– 140 m², første sal, to toiletter, altan, roligt kvarter, 3,9 mio., kan du gætte, hvor det er?

Og jeg forstod, at dette var den nye leg, den hed åbent hus.

– Frognerveien, sagde jeg.

Cathrin sukkede.

– Er Frognerveien måske et roligt kvarter, hva’?

– Niels Juels gate, prøvede jeg.

– Tampen brænder.

– Jamen så Elisenbergveien.

Cathrin kom rundt om bordet og kyssede mig. Det var sådan, hun var, pludselig medgørlig, føjelig, hun var enten eller, legesyg eller mopset, det måtte være noget fra barndommen i den hvide by på Vinderen, at hun fik det, som hun ville, og hvis hun ikke fik det, præcis som hun ville, spillede hun sur og fik alligevel sin vilje, og jeg følte mig som et barn, der fik ros, og det værste var, at jeg elskede denne ros, jeg ville have, at hun skulle rose mig hele tiden, så der ikke var nogen tvivl om, at det var mig, hun ville have.

– Vi kan nå at kigge på tre lejligheder inden middagen, sagde hun.

Så gik Cathrin ud på badeværelset, og jeg fulgte efter, lige bag hende gennem de højloftede rum, og en ny og skræmmende tanke slog mig, for jeg havde simpelthen ikke tænkt på det før nu, at dette jo var hendes lejlighed, jeg var flyttet ind her, vi havde ingen papirer, ingen ringe, ingen kontrakter, vi var bare et par. Vi, eller jeg, var bare i god tro. Hvis hun ville flytte et andet sted hen, var det op til hende, spørgsmålet var altså, om hun ville have mig med på flyttelæsset, penge var nemlig ikke min stærke side, så der havde jeg ikke meget at bidrage med. Jeg kan vel sige det på den måde, at jeg levede på nas, og det betyder i bund og grund at leve på nåde, og det kræver sin mand. Jeg tænkte: Cathrin er 27, og det er fandengaleme ramme alvor. Hun klædte sig af, det vil sige lod morgenkåben falde, måske en anelse for indstuderet, den gled langsomt ned fra skuldrene, ned over ryggen, hun vidste selvfølgelig, at jeg fulgte lige i hælene på hende, det lignede en scene i en eller anden film, eller var det en reklame, ja, sandsynligvis, hun var i hvert fald nøgen indenunder, og jeg lagde forsigtigt hånden på hendes hofte og mærkede den hårde kant under fingrene.

– Du er blevet tynd, sagde jeg.

– Fint.

Jeg kunne godt have tænkt mig at tilbringe lidt tid sammen med hende under bruseren og slap ikke taget, hun ville imidlertid være alene og skubbede min hånd væk uden at røre ved den.

– Senere, hviskede Cathrin.

– Senere? Hvornår?

– Senere, skat. Bare vent.

Mere sagde hun ikke, før hun forsvandt ind i brusekabinen og lukkede døren efter sig, og jeg kunne ikke helt afgøre, om det var et rigtigt lovende eller et dårligt tegn, om hun var legesyg eller bare mopset på en høflig, men afvisende måde.

Jeg gik tilbage til køkkenet, lagde den sorte saks på plads i skuffen, hældte en sjat vodka i det, der var tilbage af bellinien, og blev stående der og drak før klokken tolv en søndag, mens jeg så på de tre annoncer, hun havde klippet ud, Elisenbergveien, Niels Juels gate og Thomas Heftyes gate, den dyreste havde en ejendomsvurdering på 5,1, alene tallet gjorde mig urolig, så jeg tog mig en drink til, før Cathrin havde badet færdigt, og så stod hun pludselig i døren og kiggede på mig, på flasken, som jeg lidt forlegent stillede fra mig på bordet, hvor længe havde hun egentlig stået der, hun var iført den stramme og efter min mening elegante dragt, koksgrå, den lignede både en invitation og et afslag, den klædte hende med andre ord, og hun havde taget samme ørering på som dengang på Celsius, men nu sad smykket i stedet i højre øre og fik hendes hoved til at falde ned mod skulderen, eller måske lagde hun det bare sådan, på skrå, og så på mig, for at jeg skulle se på hende.

– Du ser sgu godt ud, sagde jeg.

Cathrin smilede.

– Og du?

– Hvad med mig?

– Ser du sgu godt ud?

Jeg fattede omsider pointen, hun ville have, at jeg også skulle gøre mig i stand, eller måske var det bare drinken, hun sigtede til, at jeg stod der og drak iført morgenkåbe, ikke desto mindre gik jeg ind i soveværelset og valgte et jakkesæt, som jeg mente passede til hendes dragt, hvis det her var en del af legen, ville jeg ikke stille mig på bagbenene. Men så slog det mig, at planen måske var at tage direkte op til hendes forældre bagefter, derfor denne mundering, kostumerne, og mens jeg stod foran spejlet i det lysebrune jakkesæt, den hvide skjorte, to knapper åbnet i halsen, håret redt tilbage, var det lige netop dette, der skræmte mig mest, at jeg ikke længere kunne tyde scenerne, replikkerne, bevægelserne, at jeg ikke længere kunne tyde Cathrin. Måske var det bare ét eneste skidelangt one-night stand, vi havde sammen. Og idet disse tanker fadede ud, som om mit ansigt blev tømt derinde i spejlet og løb ind i øjnene på mig, tænkte jeg omgående det modsatte i stedet, at jeg måske aldrig før havde set tingene klarere end i dette tvetydige og tvivlsomme efterår, som det her skal handle om.

Hvor kan man dog tage fejl og alligevel have ret.

Cathrin ventede i entreen.

Så begyndte vi at kigge på lejligheder.