II

Vi gik gennem Stensparken, St. Hanshaugens lillebror, men jeg kunne egentlig bedst lide Stensparken, udsigten er bedre, hvis man for eksempel står på Blåsen, det højeste punkt, kan man se forbi Nesoddlandet og også de blå højdedrag på vestsiden af fjorden. Solen varmede, selvom det altså var september, det var bare endnu en indian summer, et let og stille vindpust hen over de stejle, røde hustage, der fik duerne til at lette fra tagryggene og sprede sig som grå pletter i lyset, eller måske skyldtes det bare kirkeklokkerne, der kimede i det samme. Det her er måske den dejligste tid i byen. Den er faldet til ro. Ferien er forbi. Det er efterår. Slap af. Der er ikke mere, du kan gøre. Men dagene bliver ikke desto mindre kortere og mørkere. Denne sol på den blege, flydende himmel er ikke andet end en narrefisse, en kokette, et fingerknips, sådan, borte og væk, og kulden tager dig. Folk kom ud af kirken neden for bakken, ikke mange, ældre mænd og kvinder, de slæbte en slags kulde efter sig. Nogle af dem så på os, var blikkene strenge eller misundelige, jeg kunne ikke afgøre det. Uanset hvad lod vi dem se. Vi havde ikke noget imod at blive set. Vi lignede måske et lykkeligt par, formoder jeg, som vi gik der hånd i hånd på stien gennem Stensparken til vores første åbent hus-fremvisning, eller vellykket er måske det rette ord, men er det ikke stort set det samme, lykkelig og vellykket, er det måske ikke lykke, hvis det ligner lykke?

– Indian summer, sagde jeg. Nøjagtig som dengang.

– Hvilken gang?

Jeg slap hendes hånd et øjeblik.

– Dengang vi mødte hinanden. Hvornår ellers? Og du havde den samme ørering på, men i det andet øre.

Cathrin stillede sig foran mig og spærrede vejen.

– Hvad betyder indian summer egentlig?

– Indiansk sommer, svarede jeg.

– Men hvad betyder det i virkeligheden? Det er ikke bare et af de der smarte filmudtryk, du boltrer dig i? Solen tilter og fade til sort og cut og alt det fis.

Jeg afbrød hende.

– Det var sådan, jeg scorede dig, ikke?

– Det var det i hvert fald ikke.

– Jeg POV’ede dig. Kan du ikke huske det? Jeg havde zoomet kameraet ind på din nakke.

– Eller måske POV’ede jeg dig først, eller hvad?

– Du sad med ryggen til. Umuligt.

– Og du var fuld. Alt er muligt.

– Indian summer var bare noget, min mor plejede at sige. Det betyder varmt i vejret, efter at den rigtige sommer er forbi. Et kort pust. Og …

Jeg klappede i, jeg frøs, det slog mig, at jeg var ved at ødelægge hendes ord.

– Og så? Sig det!

– Ungdommelig opblomstring hos ældre mennesker, sagde jeg temmelig højtideligt.

Cathrin lo og kyssede mig, på en ret så resolut måde.

– Kunne du virkelig huske den ørering? hviskede hun.

Cathrin kyssede mig en gang til, tog min hånd, og vi fortsatte ned til lejligheden på Elisenbergveien. Der stod et skilt uden for nummer 18. Vi gik indenfor og op ad trappen til første sal. Der kom nogen ned, et par på vores alder, måske lidt ældre. Mægleren ventede i entreen, en af de der joviale typer, han gav hånd til os begge, sagde et navn, jeg selvfølgelig ikke kan huske, og gav mig salgsopstillingen. 3,9 mio. 140 m². Byggeår 1912. Ingen fejl og mangler. Jeg kiggede mig om. Billederne i salgsopstillingen var mere imponerende end selve lejligheden, de måtte være taget med vidvinkel. Mægleren tog imod endnu et par og sagde det samme til dem. Jeg fulgte efter Cathrin gennem stuen. Rummet var møbleret som et almindeligt hjem, men alligevel virkede det anderledes, som en slags forskydning, som en dekoration, en filmkulisse, tænkte jeg, der var noget umenneskeligt over det, jeg kunne ikke finde noget andet ord, sådan bor folk ikke. Cathrin standsede ved vinduet i køkkenet og kiggede ned i gården.

– Kunne du tænke dig at bo her? spurgte jeg.

– Selvfølgelig ikke.

– Hvad laver vi så her?

Cathrin svarede ikke. Hun skyndte sig bare hen ad en lille gang, en slags anretterværelse med høje, tomme skabe, og ind i soveværelset, hvorfra et andet par samtidig kom ud, også på vores alder, der var kun par, ingen tog alene hen og kiggede på lejligheder af den størrelse. Ensomheden kunne måles i kvadratmeter. Det er den slags replikker, der lyder flotte et øjeblik, især hen over bordet, men den bliver strøget til syvende og sidst, vær vis på det. En vase med tulipaner var anbragt på det ene natbord. Her havde en stylist været på færde, jeg mener, hvem stiller en buket tulipaner tre centimeter fra hovedpuden, når den sandsynligvis vil visne lige i synet på én i løbet af natten? Alting var kun til pynt. Cathrin satte sig på sengen, lagde hånden på plaiden, der var lagt hen over, gyngede nærmest lidt, som om hun mærkede efter, om sengen var god at ligge i, mens hun så op på mig, og for tredje gang den dag kunne jeg ikke genkende hende, det var et eller andet med blikket, det skiftede farve, og pludselig forestillede jeg mig, at jeg befandt mig på et hotelværelse og havde taget en fremmed kvinde med.

I det samme dukkede mægleren op i døren, stadig smilende, jeg tror, han skulle til at sige noget.

Cathrin vendte sig straks om mod ham og spurgte:

– Må man holde hund her?

– Hund?

Cathrin rejste sig fra sengen.

– Ja. Hund. Det er ikke forbudt her i ejendommen? At have hund, mener jeg.

Mægleren rystede energisk på hovedet.

– Nej, det er jeg temmelig sikker på, det ikke er. Forbudt at holde hund. Helt sikker. Men jeg skal da gerne undersøge det. Bare for en sikkerheds skyld.

– Mange tak, sagde Cathrin.

Hun gik forbi mægleren, det samme gjorde jeg, jeg troede, jeg var sluppet væk, men da vi stod i entreen, kom han efter os med et skema og var ivrig. Hans indre sælger var vågnet. Han ville gerne have navn, adresse, telefonnummer, så han kunne holde os orienteret om buddene, og ikke mindst om reglerne angående husdyr i ejendommen. Han lo, af en eller anden grund, og formelig pressede et skema i hånden på mig. Jeg syntes ikke, der var noget at le ad, og blev irriteret, det var som at få en slags eksem over hele kroppen. Jeg sagde åndssvage ting. Det gør jeg, når nogen koster rundt med mig. Det sker også, at jeg slår.

– Er jeg nødt til det? spurgte jeg. At skrive mig på, mener jeg.

Cathrin så på mig.

– Hvorfor ikke, sagde hun blot.

Og jeg skrev mit fulde navn, adresse og nummer på det forbandede skema. Nu ville telefonen sandsynligvis kime uafbrudt de næste dage. Heldigvis var der flere underskrifter før min, mindst ti stykker, udelukkende mænd, lagde jeg mærke til, så mægleren havde trods alt flere end mig, han kunne ringe til og hidse op. Så rakte jeg skemaet tilbage, og endelig stod vi nede på fortovet igen. Det var blevet køligere, ikke meget, måske var det bare lyset, der havde ændret sig, og når det sker, altså at lyset ændrer sig, og skygger forskydes, bliver lydene også anderledes, klangen af skridtene i en gade, træernes raslen i nærheden, et barns gråd fra et vindue, disse satans hunde, der gør. Jeg ville helst hjem. Cathrin ville videre. Vi nåede en kop kaffe mellem bataljerne på den lille café bag Frogner Bio.

– Kunne du tænke dig en hund? spurgte jeg.

Cathrin lo.

– Hvad får dig til at tro det? Jeg kan ikke fordrage hunde.

– Havde du ikke … hvad var det for en race?

– Fuglehund.

– Havde du ikke en fuglehund, da du voksede op?

– Jo. To stykker. Bob og Neil. Havde du ikke også hund?

– Elghunde. Det var mest min fars.

– Det var mine også. Kunne du tænke dig en hund, Willy?

– Nej.

Cathrin fandt annoncerne frem og kastede et hurtigt blik på uret.

– Vi skal gå nu, sagde hun.

– Behøver vi virkelig?

– Vær nu ikke så kedelig.

Jeg greb hendes hånd, hårdt, måske lidt for hårdt.

– Synes du, jeg er kedelig?

– Kom, sagde hun.

Jeg efterlod salgsopstillingen på bordet og fulgte efter.

Den næste lejlighed, den i Niels Juels gate, en taglejlighed, var nyistandsat og umøbleret, væggene var hvide, parketgulve, køkken i åbent plan, alt var åbent bortset fra badeværelset, den var mindre end den første lejlighed, men kvadratmeterprisen var højere, 85 plus tagterrasse, 2,4 mio. Mægleren lignede den forrige til forveksling, det gjorde de fremmødte par også, vi lignede hinanden, slog det mig. Jeg fik endnu en salgsopstilling. Cathrin gik ud på terrassen. Jeg lod hende stå der alene et øjeblik, lænet op ad gelænderet, jeg ved ikke rigtigt hvorfor, måske ville jeg bare se, hvor lang tid der gik, før hun vendte sig om. Håret løsnede sig fra knuden, faldt ned på skuldrene og skjulte nakken. Det var et eller andet, hun gjorde, jeg kunne ikke helt sige hvad. Et øjeblik forekom det mig, at hun skælvede, det rykkede ligesom i hende, og jeg var lige ved at tro, at hun ville falde. Men hun vendte sig ikke om. I stedet stillede jeg mig ved siden af hende. Vi blev stående sådan lidt uden at sige noget. Når man ser byen fra en anden vinkel, som den her, virker den pludselig fremmed, ny. Det er egentlig et flot syn. Vi kunne have været et sted i udlandet, hvor ingen kendte noget til os, og det ville ikke have generet mig. Cathrin lagde sin hånd over min og kom nærmere.

– Jeg kan godt lide det udtryk, sagde hun.

– Hvad for et udtryk?

– Indian summer.

– Min mor plejede at bruge det.

– Indian summer, gentog Cathrin. Ja, det fortalte du. Hvornår får jeg lov at møde hende?

– Haster det?

Hun blev stående lidt i egne tanker, fjern, næsten drømmende, og jeg anede ikke, hvad hun drømte om, før hun slap min hånd og havde besluttet sig.

– Lad os gå. Det her er ikke noget.

Det var i den sidste lejlighed, det skete, eller jeg skulle måske hellere sige ikke skete, men det kunne være sket. Uanset hvad var det der, alting begyndte at tage fart, og det lykkedes os ikke rigtigt at holde trit med vores egne handlinger, det var snarere dem, der trak os efter sig. Det ene førte til det andet, som om det hele var afgjort på forhånd, og vi bare skulle opfylde vores liv i den hensigt. Det lyder godt nok sært, men jeg ved ikke, hvordan jeg ellers skal udtrykke det. Lejligheden lå i Thomas Heftyes gate. Den var på 160 m², mørk, nedslidt, møblerne ligeså, køkkenet kunne der ikke have været gjort noget ved siden halvtredserne, linoleum, skuffer til salt og sukker, heller ikke badeværelset, det lugtede af fugt, mug, og i de store stuer bulede det falmede tapet ud på væggene. Der var kun nogle få andre par, ingen sagde noget. Mægleren, en midaldrende kvinde denne gang, virkede næsten flov, da hun rakte mig salgsopstillingen. De havde deres eget ord for den slags forfald: potentiale. Dødsbo med potentiale. Jeg ville sige et eller andet til Cathrin om det, men pludselig var hun væk. Jeg gik tilbage gennem stuerne. Jeg kunne ikke se hende nogen steder. Jeg må have været irriteret, for jeg husker, at jeg skubbede til folk, en mand sagde et eller andet, som jeg ikke svarede på, jeg sagde heller ikke undskyld, jeg fortsatte bare og fandt hende til sidst inde i det, der måtte være pigeværelset, hvor hushjælpen plejede at bo, pigerne, der kom ind til byen fra landet og i tjeneste hos dette borgerskab, som lærte dem at tale pænt og også flytte væk fra deres sprog, det vil sige tale som dem, ikke helt, det var ikke passende, men næsten, nøjagtig som jeg, da jeg kom til selv samme by og måtte lære mig koderne, ikke, de nye ord, den anden latter, og jeg kan det stadigvæk ikke, det kan ikke læres. Men nu var tjenestepigerne ikke desto mindre flyttet ud, borgerskabet var stedt til hvile i vildvin, og lejligheden groede til, den groede til og opløste sig, jeg tænkte på forladte drivhuse, det knuste glas, ukrudtet, rust, døde insekter, en handske; jeg kunne fylde en hel ordbog, hvad angik den slags rekvisitter, og aldrig komme til sagen. Herudover var det et smalt og uanseligt værelse i tilknytning til køkkenet, ud mod gården. Cathrin stod ved et chatol i hjørnet og så på mig, nej, det var et helt andet POV, hun så lige forbi mig, som om hun ville forvisse sig om, at der ikke var andre.

– Sikke et hul, sagde jeg.

– Kom, hviskede hun.

– Hvad?

– Kom nu bare.

Jeg gik hen til hende.

– Hvad er der?

– Schhh.

Og så lod hun fingrene glide hen over mit lår, og først forstod jeg ikke, hvad hun ville, tungnem som jeg var, for det her var simpelthen umuligt, det kunne ikke passe, men så vendte hun sig brat om, trak op i den grå, stramme nederdel, og jeg tænkte, det var altså det her, hun mente med senere, da hun sagde senere, skat, derefter tænkte jeg ikke mere, jeg var tanketom og ophidset, jeg adlød bare, jeg knappede bukserne op med skælvende hænder, pressede mig ind mod hende og trak de tynde trusser til side, mens hun bøjede sig ind over kommoden, eller det der forbandede møbel, der vaklede, hun måtte også støtte sig til vindueskarmen, og da jeg skulle til at glide ind i hende, hørte jeg en eller anden langt væk og lige bag mig, jeg stoppede op, jeg vågnede i samme øjeblik, om jeg så må sige, Cathrin rettede sig op, nederdelen gled på plads, jeg blev stående sådan med ryggen til døren, knappede bukserne igen, og jeg hørte denne stemme, der sagde: Gudfader. Jeg vendte mig langsomt om. Det var den mand, jeg havde skubbet til. Han stod sammen med en kvinde, begge klædt i sort, de var nogle år ældre end os, måske ti, jeg så dem kun utydeligt, flygtigt, i halvmørket og forvirringen.

– Gudfader, gentog manden.

Jeg nikkede, selvom jeg ikke vidste, om det var mig, han henvendte sig til, eller kvinden, formentlig hans kone, de lignede et ægtepar.

– Ja, sagde jeg.

– Tre millioner. Plus mindst to til renovering af hele lortet. Hvad er det her for noget? Et pulterrum?

Cathrin vendte sig også om og smilede.

– Det er pigeværelset, sagde hun.

Så gik vi forbi dem i den smalle døråbning, jeg bagest, og jeg hørte manden sige, næsten muntert: Se dig dog for, mand. Jeg smuttede ind på badeværelset på vejen ud og skyllede hurtigt fingrene under hanen. Der lå et lille stykke sæbe på kanten af håndvasken, tørt og sprukkent, mørkegult, jeg gned det mellem hænderne, det skummede ikke engang, det var som at rulle en sten i håndfladerne. Så lagde jeg det på plads igen og fik øje på mit ansigt i det matte spejl, et chokerende syn, må jeg tilstå, ikke meget talte til min fordel. Var jeg virkelig så udmattet, jeg, der ikke lavede en skid? Og i samme spejl kunne jeg også se mægleren, der var standset op uden for badeværelset og betragtede mig, hvor længe havde hun mon stået der?

– Du føler dig vist allerede hjemme, sagde hun.

Jeg lukkede for vandhanerne, koldt og varmt, en til hver, og kunne ikke komme på noget særlig kvikt at sige. Jeg sagde:

– Her trænger til lidt istandsættelse.

– Det er derfor, prisen er så lav. Men kvarteret trænger i hvert fald ikke til istandsættelse. Supervestvendt beliggenhed. Fjordglimt mod syd. Er du interesseret?

– Nej.

Hun rakte mig skemaet alligevel. Jeg fik lyst til at skrive et falsk navn. Hvad for et navn skulle jeg bruge? Men jeg kunne ikke komme på noget falsk navn, ikke ét eneste, der var hundredvis, ja, tusindvis af andre navne, jeg kunne have benyttet, men min hjerne stod helt stille, og til sidst skrev jeg mit eget, plus adressen og telefonnummeret, og først da vi var på vej ned ad trappen, kom jeg i tanker om, hvilket navn jeg skulle have skrevet på dette skema, på denne obskure og grådige mandtalsliste, George Peppard, selvfølgelig, tøffelhelten fra Tiffany’s, for hvem husker ham? Ingen. Måske var det lige netop det, der var meningen, at han ikke skulle stjæle billedet fra Audrey Hepburn, at han ganske enkelt skulle være lige tilpas forglemmelig. De, der castede denne film, fik én opgave, det vil sige to, som gik ud på ét: find en ligegyldig nar og sig, at han er helten.

Klokken var kvart i fire.

Cathrin vinkede ad en taxa, der i det samme blev ledig henne på hjørnet. Hun satte sig på forsædet, jeg satte mig ind bagved. Hun oplyste adressen, tog noget makeup frem, en læbestift, og brugte hele turen op til Vinderen, den hvide by, på at gøre sig i stand. Jeg lagde forsigtigt hånden på hendes nakke. Hun bøjede sig frem, jeg lænede mig tilbage og lukkede øjnene. Det blev alligevel ikke mørkt nok. Da jeg åbnede dem, holdt vi allerede stille ved lågen ind til villaen, Cathrins barndomshjem, og jeg fik en underlig følelse af at have sovet, sovet alt for længe. Chaufføren ventede på sine penge. Jeg stak ham nogle sedler, lod ham beholde resten og steg ud af bilen. Cathrin løb forbi det faldefærdige hundehus og hen til faderen, der stod ved kanten af den tomme, grønne swimmingpool med en rive og ikke foretog sig noget. Han havde samme hestehale som før, det grå hår redt stramt tilbage og samlet med en rød elastik, det her var altså Cathrins far, hestehale, jakkesæt og rive. For ikke at glemme penge. Han plejede at sige, at penge er tal, der ikke eksisterer. Ikke nogen specielt original livsfilosofi, hvis man spørger mig, men den virkede. Eller mente han mon det omvendte, at tal er penge, der ikke eksisterer? Et sted må de jo trods alt komme fra, ikke? Jeg spurgte aldrig. Nu slap han riven, hilste på datteren og holdt om hende. Jeg lod dem stå sådan et øjeblik i det grønne, matte skær fra poolen, der måske var blevet tømt lige præcis i dag. Moderen kom også ud. Hun var iført en lang, farvestrålende kjole, gul og lilla, kan det mon passe, og hvis jeg ikke tager fejl, gik hun også denne dag barbenet i det kølige, snart våde græs. Hun var dyrlæge, jeg mener veterinær. De lignede sig selv. Det er for resten ikke helt sandt, det, jeg sagde om vores forældre, at de var en nydelig blanding af levertran og syre. Det er måske sandt, hvad angår Cathrins forældre. Jeg kunne godt forestille mig, at der stadig flød lidt syre i direktionslokalerne, før pengene, eller tallene, blev flyttet omkring i atmosfæren i kolonner, lange og blafrende og uangribelige som nordlys. Men jeg er ikke herfra, fra de hvide villaer på begge sider af Håkon den Godes vei. Jeg er nok fra et mørkere sted. Jeg er fra landet. Jeg kommer fra en lille gård oppe ved Hurdalsjøen. Der stod den kun på levertran. Min mor arbejdede på plejehjemmet fem kilometer derfra, mellem kirken og elvmundingen, fritiden, den smule tid, der var tilovers efter dagens eller nattens slid, brugte hun til at lave broderier, nogle af dem solgte hun sågar eller forærede væk til naboer, til menigheden, på plejehjemmet hang der også flere broderier, som hun havde lavet og var temmelig stolt af. Min mor var god til at brodere. Den ros skal hun have. Jeg har ikke helt glemt mit sprog endnu. Jeg har ikke ligget længe nok i pigeværelserne inde bagest i lejlighederne. Jeg taler, som det passer mig. Det kommer kun an på, hvor jeg er. Min far holdt vejene farbare i Mathiesens skove, sne ploven om vinteren, vejhøvlen resten af året. Far havde aldrig tid tilovers. Cathrin vendte sig om, som om hun pludselig kom i tanker om, at jeg var med. Jeg gik hen til dem, moderen fik et knus, hendes far gav mig også et knus, jeg var ikke så vild med det og kunne heller ikke helt vænne mig til det. Hjemme hos mine forældre omfavnede vi sjældent hinanden, der skulle i hvert fald ret meget til, begravelser og den slags, og dårlig nok det. Finn, som faderen hed, og det er godt nok lidt af et navn i en historie som den her, men sgu da ikke min skyld, lod riven ligge i bladene og nedfaldsfrugten, og vi begyndte at bevæge os op mod terrassen, hvor dørene til stuen stod åbne, og de lette, lyse gardiner bølgede i den svage brise, der var taget til nu, hvor det snart var aften. Moderen stod pludselig stille og kiggede undersøgende, næsten vredt, på Cathrin.

– Du er blevet tynd, sagde hun.

– Mor, gider du ikke lige …

Hun afbrød datteren.

– Spiser du ikke noget?

– Hold nu op, mor.

Moderen kiggede på mig i stedet.

– Synes du ikke også, hun er blevet tynd, Will?

– Jeg synes, hun er tilpas, sagde jeg.

– Tilpas hvad?

– Tilpas tynd.

– Kan du høre, Cathy? Will synes også, du er tynd.

Cathrin blev irriteret og fortsatte hen mod terrassen, prøvede at gå hurtigt, væk, fra moderen, fra os, men de høje hæle sank ned i det våde græs og fik hende til at vakle, og til sidst faldt hun omkuld og bandede. Jeg skulle selvfølgelig have været den første til at hjælpe hende, men moderen kom mig i forkøbet. Hun hjalp Cathrin op.

– Jeg har meget om ørerne for tiden, sagde hun. Okay? Okay?

Moderen stak armen ind under hendes, og sammen gik de videre hen mod terrassen, støttende sig til hinanden, side om side, den ene barbenet, den anden på høje hæle.

Faderen lagde hånden på min skulder og så efter dem, mens han ligesom lænede sig op ad mig, det var temmelig ubehageligt, men det var der ikke rigtig noget at gøre ved, præcis som de der knus, hvor havde de det fra?

– De ligner hinanden, sagde han.

– Hvem?

– Er du sløv i bolden i dag? Cathrin og Julie, selvfølgelig. Troede du, jeg mente os to?

Faderen lo og trak hånden gennem hestehalen, den lignede en grå pisk.

Jeg var på udebane og tog ham derfor bogstaveligt. Så er man på den sikreste side.

– Nej. Ikke os to. Jeg mente, er det Cathrin, der ligner Julie, eller omvendt?

Vi var alene i haven nu. Jeg var ikke specielt vild med at stå alene i haven sammen med Cathrins far. Ikke blot var jeg på udebane, jeg var også en opkomling i dette kvarter, i dette hus, i dette selskab, og jeg spekulerede på, om det måske havde været bedst ikke at sige noget overhovedet, for den, der forholder sig tavs, er som regel på den sikre side, så længe det varer, og det er trods alt bedre end ingenting.

– Har hun meget at lave for tiden? sagde han til sidst.

– Jeg ser hende knap nok.

– Fint. Helt fint.

Hvad betød det? Fint? At jeg knap nok så hende, eller at hun havde meget at lave?

Faderen slap mig endelig, og vi gik ind.

Der var en helt speciel lugt i Cathrins barndomshjem, jeg tror, det var røgelse, en gammel duft, denne bagvendte generations parfume, rigdom og røgelse, både rar og ubehagelig, må jeg indrømme, ubehagelig og rar. Faderen miksede nogle drinks før maden, gin & tonic er ikke lige min favorit, men jeg drikker som regel det, jeg får serveret. Cathrin fik omsider sin fødselsdagsgave, et armbånd, der lignede noget kitsch fra forhistorisk tid, sådan noget, de gik med i tresserne, når de nøgenbadede i Besserudtjernet, eller hvor fanden det nu var, de holdt til, og spillede akustisk guitar bagefter. Jeg havde set nogle fotografier, et par af dem hang oven i købet på væggen, alle var tilbørligt uskarpe, og det hele lignede et fredet karneval. Men det viste sig altså at være et smykke fra mormoderen, den ægte vare, man kunne sandsynligvis finansiere en hel spillefilm plus en kort en for det armbånd. Det klædte Cathrin. Det meste klædte Cathrin. Nogle gange tænkte jeg, at det eneste, der ikke klædte hende, var mig. Vi skålede.

– Ægte Conrad Langaard, sagde moderen. Hvidguld.

– Hold da helt kæft, sagde Cathrin.

– Og brillanterne er Top Wesselton, bare så du ved det.

Faderen sendte mig et hurtigt blik, mand til mand, et blik, der fortalte, at det her var kvindfolkesnak, vi kunne drikke imens.

Jeg drak.

– Det er alt for meget, sagde Cathrin. Jeg bliver jo ikke engang tredive.

Moderen hævede glasset.

– Du ved, at jeg hader runde tal. Runde tal springer vi over. Skål, forkælede pigebarn!

Vi skålede, skålede for Cathrin, 27 år, det urunde år, som holdt armen frem, hvor brillanterne, vistnok 78 i alt, strålede som et håndjern af stjerner.

– Og hvordan fejrede I det så i går? spurgte moderen.

– Som sædvanlig, sagde Cathrin.

– Som sædvanlig?

– Vi nåede at drikke den sidste udendørsbajer på Celsius, sagde jeg.

– Og Vivi blev fuld som altid, Iselin ville betro sig som altid, Nina opstøvede en idiot som altid, og jeg måtte trøste alle. Som altid.

Moderen skænkede mere i glassene.

– Men I morede jer vel?

– Også i dén grad, sagde Cathrin.

Så spiste vi i den anden stue.

Faderen holdt en lille tale under forretten, mousse et-eller-andet, måske laks, i hvert fald fisk, ferskvands. Han blev heldigvis siddende, han ville bare sige, at 27, 27 er en fed alder, brug den godt, engang sagde vi, sagde faderen, stol ikke på nogen over tredive, men det er længe siden, tænkte jeg, næsten tredive år siden, så du, jeg mener I, kan trods alt godt stole på os, og han afsluttede gudhjælpemig med at synge noget, Procol Harum, forklarede han, a whiter shade of pale, heldigvis nøjedes han med omkvædet, og derefter citerede han Neil Young, old man, look at yourself, I’m a lot like you were.

Mente han mig?

Hvem fanden mente han?

Vi skålede igen.

– Hvad fik du af Will? spurgte moderen.

– Den her dragt, sagde Cathrin.

Moderen så på datteren, derefter på mig.

– Jeg vidste ikke, at du var så borgerlig, Will.

– Jeg gør det bare, så godt jeg kan, sagde jeg.

Herefter fulgte der en vis tavshed, det vil sige, før hovedretten kom, noget vildt, jeg ved ikke rigtigt, om den var direkte pinlig, denne tavshed, ingenting var egentlig direkte pinligt i dette hus, blot foruroligende. Til sidst sagde faderen:

– Og hvad er det så, der optager dig så meget for tiden, Cathy?

Ingen spurgte længere, hvad jeg rendte og lavede, og det var jeg faktisk glad for, det tog en helvedes tid at fortælle, hvor lidt man foretog sig.

– Ikea-kataloget.

– Ikea? Jeg håber, du sælger dig fandens dyrt.

– Fire årsværk, far. Bureauet overlever.

– For snart vil Ikea møblere hele Østeuropa. Mærk dig mine ord. Fra Vilnius til Moskva. Jeg vil ikke ligefrem påstå, at en drøm er gået i opfyldelse, men det er ikke det værste, der kunne være sket. Det er det ikke.

– Hvad er det værste, der kunne være sket? spurgte jeg.

Faderen skænkede rødvin i mit glas.

– At vi havde fået ret, sagde han.

Cathrin rystede på hovedet og tog flasken fra ham.

Jeg tillod mig at spørge:

– Hvad mener du med det?

Faderen så på os, eller et sted midtimellem, jeg kunne ikke fange blikkene, jeg så kun, at hestehalen lå på hans skulder, nu ikke som en pisk, snarere som et dyr, et reptil med pels og sløjfe.

– Vi fik magt, men ikke ret, sagde han. Var der mere, du ville vide?

Moderen sukkede.

– Drop det, Finn.

– Drop hvad, Julie?

Julie, altså moderen, jeg glemte vist at præsentere hende, løftede servietten og krøllede den sammen i hånden. Først troede jeg, at hun ville kaste den hen over bordet, på Finn, faderen, men i stedet vendte hun sig om mod mig.

– Hvordan går det med dine forældre, Will?

– Glimrende, tak.

Cathrin sagde:

– Du har ikke talt med dem i et år, mindst.

– Hvad ved du om det?

Moderen slap servietten, og den foldede sig ud som en fugl i hendes skød.

– Skændes I?

– Nej da, mor. Willy har bare lidt dårlig samvittighed.

Jeg hedder altså Willy. De fleste kalder mig bare Will. Jeg foretrækker Will. Andre gange kan jeg bedst lide Willy. Det kommer an på. Det kommer an på, hvor man er, ude eller hjemme, ikke? Og da Cathrin kaldte mig Willy, fik jeg den fikse idé, at jeg også skulle holde tale. Hvorfor ikke? Jeg ville ikke stå tilbage for nogen. Jeg ville tværtimod udmærke mig. Jeg slog pænt gaflen mod glasset, der blev omgående stille, og jeg rejste mig.

– Kære Cathrin, begyndte jeg. Kære Julie og Finn. Men først og fremmest kære Cathrin. Det er præcis fire år siden, vi mødtes.

Og mens jeg stod der og talte, denne søndag i den hvide by, i Cathrins barndomshjem, slog det mig, at disse ord, jeg udtalte, virkede tomme, som fornemme vaser uden blomster, selvom jeg mente dem, jeg sværger, med hånden på hjertet, jeg mente dem sgu, hvert eneste bogstav jeg udtalte, er det måske ikke tanken, der tæller, nej, det er det ikke, for hvordan skal nogen kunne vide, hvad tanken er, hvis den ikke kommer til udtryk?

– Det var faktisk bare det, jeg ville sige, afsluttede jeg.

Jeg satte mig. Vi skålede.

– Godt sagt, sagde faderen. Lidt svulstigt, men kort og godt sagt!

Så forlod Cathrin bordet. Hun blev væk. Hun kom simpelthen ikke tilbage. Lyden af bestikket var lige ved at gå mig på nerverne. Hvis man virkelig hører godt efter og lægger mærke til denne lyd, kniv og gaffel, denne skraben på tallerkenen, er den temmelig uudholdelig i længden, jeg har altid haft lyst til at skrive en kortfilm om lige præcis dette, stilhedens lydspor, Bestikkets symfoni, forestillede jeg mig, at den skulle hedde, eller helt enkelt tortur.

– Så I Sidewalker, da I kom? spurgte moderen.

– Nej, vi tog en taxa.

Moderen sukkede.

– Han er værre end nogensinde. Vi kan lugte ham helt herned.

Faderen afbrød hende.

– Nu overdriver du vist.

– Vel gør jeg ej. Når vinden bærer denne vej, stinker det i haven.

– Lad ham dog leve sit liv, sagde faderen. Præcis som vi lever vores. Det er hans valg. Hvis han vil ligge i sit eget skidt under åben himmel, så ham om det.

– Selvom han stinker på lang afstand?

– Han stinker ikke værre end udstødningen fra bilerne og naboens grill. For øvrigt skal han være lidt af et geni.

– Geni, siger du? Hvis han var så genial, ville han vaske sig.

Jeg lod dem knevre. De talte altså om evighedsstudenten, der var groet fast oppe på skråningen ved Blindern og snart var en del af den stedlige flora, ja, han var nærmest sin egen klimazone, hvor nye arter inden længe ville se dagens lys, han kunne få en planet opkaldt efter sig, Sidewalker I. Hvorfor han hed Sidewalker? Fordi han, de sjældne gange han rejste sig, måske hvert femte år, aldrig kunne gå et skridt frem uden at tage et skridt til siden, med andre ord: Han kom ingen vegne.

– Vi må respektere hans frihed, sagde faderen.

– Frihed? Frihed er ikke det samme som at tage sig friheder, Finn.

Faderen drejede sig om mod mig.

– Men der er én ting, du aldrig må spørge ham om, Will.

– Jeg har ikke tænkt mig at spørge ham om noget som helst, sagde jeg.

– Du må aldrig spørge ham, hvad klokken er.

– Hvorfor skulle jeg spørge ham om det? Jeg har selv et ur.

– Det aner jeg ikke, men du må i hvert fald ikke spørge ham, hvad klokken er. Så ved du det.

Nu blev jeg for alvor nysgerrig.

– Hvorfor ikke?

Faderen trak på skuldrene.

– Tror du, der er et svar på alt, Will? Så enkelt er det vist ikke. Nogle ting må man bare acceptere og leve med, ikke? Jeg har en kollega i USA, der altid sidder splitternøgen, når han køber og sælger. Og hvorfor ikke?

– Det ville jeg ønske, sukkede moderen.

– Hvad? At jeg sad nøgen og spillede den af, mens jeg tjente penge? Det kan jeg da godt.

– Hold nu op, Finn. Vi har gæster. At der var et svar på alt.

Der var noget, som undrede mig.

Jeg vendte mig om mod faderen.

– Hvordan ved du det? spurgte jeg.

– Øh, hvabehar?

– At man ikke skal spørge ham, hvad klokken er.

Faderen ville vist ikke uddybe det her.

– Lad os hellere snakke om noget rarere, sagde han. Fortæl om hunden, Julie.

Moderen lænede sig ind over bordet.

– Golden retriever. Kejsersnit. Otte hvalpe. Hvad stiller man op med fem hvalpe, som ejeren ikke vil have?

– Afliver dem, sagde jeg.

Moderen lænede sig tilbage i stolen og så forundret, næsten stødt, på mig.

– Burde du ikke finde Cathrin? sagde hun.

– Selvfølgelig.

Jeg gik op ad trappen til første sal. Der, mellem etagerne, standsede jeg op og lyttede. Jeg hørte ingenting. I givet fald måtte det være de dæmpede stemmer nede i stuen, ved bordet, men jeg indbilder mig, at der var helt stille i huset, og hvorom alting var, kunne jeg ikke høre, hvad de sagde dernede. Talte de om mig? Havde dette, som jeg ikke vidste hvad betød, noget med mig at gøre? Dørene på begge sider af gangen var lukkede, på nær den længst nede, som stod på klem, den ind til Cathrins værelse, det urørte værelse, ikke at jeg havde nogen anelse om, hvorfor det var blevet stående sådan. Troede de forstyrrede forældre, eller Cathrin selv, at hun ville flytte hjem en dag? I så fald havde det helt klart noget med mig at gøre, så meget er sikkert, at jeg ikke var hende værdig, at hun ikke havde fundet den rette, men derimod mig, Willy Bråten, den urette. Jeg fortsatte derhen, bankede på, for en sikkerheds skyld, og skubbede til døren foran mig med foden. Hun sad på sengen, sovesofaen, med en stor dukke på skødet, en farvestrålende, rynket og smilende dukke. Det var som at træde ind i en andens tid, Cathrins, den, som hun havde, før min tid kom, og jeg følte mig, jeg ved ikke rigtigt hvorfor, men jeg følte mig altså som en gemen tyv. Var dette også en leg, eller var det bare ramme alvor?

– Fint POV, men flyt lige den dukke.

– Hvorfor det?

Hun flyttede ikke den afskyelige dukke.

– Kunne du ikke lide min tale? spurgte jeg.

Cathrin svarede ikke.

Jeg blev stående i døren og ville ikke nærmere. Noget holdt mig tilbage, noget, der skræmte og forførte mig mere end noget andet denne søndag.

Til sidst sagde jeg:

– Du ved vel, hvad jeg gør?

Hun så op, som om hun pludselig vågnede.

– Hvad gør du?

– Elsker dig.

– Gør du?

– Det står i manus, Cathrin. Det er bare så helvedes svært at få sagt.

– Styr dig.

– Det passer. Vil du også have voice-over?

– Nej tak.

– Dine forældre venter for resten på dig. Og jeg går fandeme ikke derned alene.

Cathrin rejste sig langt om længe, tog min hånd, og sådan gik vi ned igen, hånd i hånd, som det par vi var, jeg mener fire år, tog plads ved bordet, fandt os til rette, hvis jeg kan udtrykke det sådan, og desserten var allerede serveret, gudfader, tiramisu, hedvin, kaffen med avec stod klar i den tredje stue. Sikken aften.

– Og hvad har I så lavet i dag? spurgte moderen. Ud over at pleje jeres tømmermænd, mener jeg.

– Kigget på lejligheder, sagde jeg.

Det skulle jeg ikke have sagt.

Forældrene vekslede blikke fra hver sin ende af bordet, de kiggede indforstået på hinanden, mens jeg kiggede på et sted midtimellem, og jeg aner ikke, hvor Cathrin så hen.

– Har I fundet noget interessant? spurgte faderen.

Det var Cathrin, han spurgte, og mig, der svarede.

– Ikke endnu. Vi er lige begyndt.

Moderen lænede sig ind over dugen.

– Sker der noget, Cathy?

– Om der sker noget? Hvad mener du?

Moderen flyttede blikket i retning af mig.

– Sker der noget, Will?

– Ikke hvad jeg ved af.

Det var måske den mest sande sætning, jeg havde sagt i løbet af denne dag: ikke hvad jeg ved af.

Moderen rejste sig også pludseligt.

– Jeg har en gave til, sagde hun. Men jeg er ikke sikker på, den er passende lige nu. Det må du selv afgøre.

Hun hentede en lille kasse, og jeg var næsten sikker på, at der kom nogle lyde fra den. Cathrin fjernede låget og holdt en lille hundehvalp op, jeg har praktisk taget aldrig set noget mindre, den kunne næsten gemme sig i hendes hånd.

– Du skal bare sige det, hvis du ikke vil have den.

– Selvfølgelig vil jeg have den, mor. Den er vildt sød.

– Retriever. Hunhund. To måneder gammel. Jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at aflive den.

Moderen så strengt på mig, mens Cathrin lagde hunden i mit skød, og hunden, hvalpen, begyndte at slikke mine hænder, og lidt efter prøvede den at bide, men forgæves, det lille gab var blødt som en vante. Jeg gav den tilbage til Cathrin. Den var jo trods alt hendes, det var hende, der havde fået den, ikke mig.

– Hvad skal den hedde? spurgte jeg.

Da vi skulle gå, trak faderen mig til side og sænkede stemmen.

– Sig til, hvis I finder noget, I synes om.

Jeg spillede dum:

– Mener du navnet på hunden?

– Jeg mener selvfølgelig en lejlighed. Find noget, I kan lide. Tænk ikke på prisen, jeg kan spæde til her og der. Hvis du forstår, hvad jeg mener.

Han lavede nogle hurtige fingerbevægelser, hans hånd knitrede. Jeg forstod, hvad han mente.

– Tak, sagde jeg. Det er meget generøst af dig.

– For du har vel ikke fået solgt nogen manuskripter til Hollywood endnu?

Faderen lagde igen hånden på min skulder, denne hans intime uvane, men hvad kunne jeg gøre, jeg var så at sige i hans kløer og lod ham gøre det, rage på mig, opkomlingen, og der var samtidig noget mand-til-mand over scenen eller dette stilfærdige, tilbagetrukne optrin, der bød mig imod, og jeg var ikke i stand til at huske, om min egen far nogensinde havde lagt hånden på min skulder på samme måde, nej, det havde han aldrig gjort, vi havde det som sagt ikke sådan.

– Nej, sagde jeg.

Også denne gang ville Cathrin sidde foran i taxaen. Hun havde hunden på skødet. Jeg tror, den sov. Klokken var ikke mere end halv elleve, da vi endelig var hjemme. Cathrin ville i seng med det samme. Hun spurgte ikke, om jeg ikke også snart ville lægge mig, selvom jeg mente, at vi havde noget uafklaret, noget, hun havde igangsat og ikke fuldført, der var en slags dyb utilfredshed i mig, og jeg havde heller ikke lyst til at fiske efter noget, ligge på knæ og tigge om sex, et simpelt knald, jeg syntes, jeg fortjente mere end som så. Men Cathrin havde vist rigeligt at se til med hvalpen, og jeg var heller ikke i humør til at skændes, og for øvrigt er det sin sag at skændes i nærværelse af sådan en hvalp. Jeg sagde:

– Vi har det da godt her, har vi ikke?

– Hvad mener du?

Det slog mig pludselig, at det var dette, vi mest spurgte hinanden om: Hvad mener du? Alle gik rundt og spurgte: Hvad mener du? Det var i virkeligheden det farligste spørgsmål, vi kunne stille. Inderst inde var vi ængstelige og mistroiske. Det var undertekstens tidsalder. Ironi er at sige én ting, mene noget andet og antyde noget tredje. Ironi er helgardering, ude, hjemme og uafgjort. Men gevinsten er ikke ret stor. Jeg kunne ikke gøre krav på den.

– Lejligheden, sagde jeg. Hvad ellers?

Cathrin gik hen mod badeværelset.

Jeg fulgte efter hende, som så mange gange før.

– Cath, sagde jeg.

– Ja?

Jeg tøvede.

– Hvorfor er din mor altid barbenet?

– Hun siger, det får hende til at føle sig mere fri.

– Mere fri?

– Og at det er godt for kredsløbet.

Så spurgte jeg om det, jeg i virkeligheden spekulerede på:

– Hvad mente hun egentlig?

– Mente min mor noget? Det kan jeg ikke huske.

– Da hun spurgte, om der sker noget?

– Min mor mener ingenting, Will. Skid på det.

Cathrin åbnede døren til badeværelset. Jeg standsede hende, og jeg ved ikke, om det generede hende lidt, måske gjorde jeg det på en forkert måde.

– Det, der skete i dag.

Hun afbrød mig.

– Hvad?

– Du ved godt, hvad jeg mener. Skal vi snakke om det?

Cathrin lukkede døren. Jeg satte mig ind i stuen og så nyhederne, mens jeg bladrede i nogle notater, jeg burde få gjort færdige, i det mindste for et syns skyld. I virkeligheden havde jeg mest lyst til at drikke mig fuld. Da jeg omsider gik i seng, lå Cathrin ikke i sengen, som hun plejede. Jeg kiggede ind i hendes arbejdsværelse, og der lå hun på sofaen med hunden i favnen. Jeg vækkede hende selvfølgelig ikke, heller ikke hunden, der endnu ikke havde fået noget navn.