III

Da jeg gik på filmskolen i København, på manuskriptlinjen, og var, når alt kom til alt, indrømmet, en middelmådighed mellem genier, de danske genier, og I ved sikkert, hvem jeg sigter til, forekom det trods alt, at jeg indimellem fik ros for mit såkaldt skarpe blik, ikke så tit, men det lunede. Jeg var imidlertid ikke kommet ind på dette studium på grund af mit blik, men snarere på grund af mit overblik, hvad der er noget ganske andet. Jeg skuffede dem, eller jeg havde måske fuppet dem. Det kan også tænkes, at jeg fuppede mig selv og ville være en anden, end jeg var. Jeg ønskede blot at ligne de andre, sådan som jeg altid har haft for vane. Det var også på denne tid, at virkeligheden begyndte at forsvinde, jeg mener, en by var ikke længere en by, København, Oslo, Berlin, New York, men en metropol, ekst. metropol, aften. Så var man dybsindig og universel. Intet blev kaldt ved sit rette navn. Samtidig forsvandt farverne, og det blev vedtaget, at sort var nok. Jeg mistede altså overblikket, for vild og fandt detaljerne i stedet. Jeg plejer nemlig at lægge mærke til detaljer, såkaldte bagateller, som andre overser, men som set fra mit perspektiv har en helt særlig glans, jeg taler ikke om betydning, snarere om lys, jeg er slet og ret ømfindtlig og ved ikke, hvor jeg har det fra: et klædningsstykke på en tørresnor, en hjulkapsel i vejkanten, en ørering, en våd brosten på Gråbrødre Torv, der pludselig ligner et ansigt, den slags ting, som børn peger på, det er lige mig. Men hvad vil du bruge det til? spurgte professoren på et tidspunkt. Han var en gammel ræv i faget, fuld det halve af dagen og tømmermændsplaget resten af tiden, i virkeligheden ville han være instruktør, men her var han, bitter og skarp. Detaljerne skal have jordforbindelse, sagde han, de skal kobles på handling, strømmen skal sluttes til, billederne skal hænge logisk sammen, fra begyndelse til slutning, og ikke kun være til pynt, se på de store, tror du, Ibsen gjorde brug af nogen som helst pynt, alt, hvad der var med, var nødvendigt, ingenting var unødvendigt, ikke en dør, en stol, en lampe var tilfældig, lær af Ibsen, læs Ibsen, og du vil skrive bedre, se på Spielberg, min ven, en fremragende instruktør, det ved vi alle, men hvad sker der, når han får et elendigt manus som One from the Heart, så bliver det tom pynt, smuk lort, som han elskede at kalde det, smuk lort, men musikken var god, sagde jeg, musikken, spurgte han, og jeg mærkede vodkaånden indhylle mig, ja, Tom Waits, han blev faktisk nomineret til en Oscar for den. Vil du synge eller skrive? spurgte professoren. Til sidst forsvarede jeg mig med, at det er summen af detaljer, der tilsammen udgør historien, er det ikke? De små ting, som jeg sagde i Danmark, de små ting er mit motto. Hertil sagde han blot, at detaljer uden sammenhæng ikke var andet end tarveligt nips, som jeg kunne anbringe på kaminhylden i min norske hytte et sted deroppe på det øde fjeld, hvor der hverken var elektrisk lys eller veje, kun åndsformørkelse og religion, professoren havde med andre ord tømmermænd og var vel egentlig i sit bedste lune. Når han ikke var i sit bedste lune, sagde han efter at have læst nogle af mine scener eller udkast: Glem nu ikke, hvem du er, Willy. Hvem er jeg? spurgte jeg. Du er for det første ikke dyb nok, sagde han. Hvad er jeg så? Professoren trak skuffen ud, skruede proppen af en flaske og drak åbenlyst, han drak lige for øjnene af mig. Du er en vittighed, sagde han. Og du er en drukmås, sagde jeg. Professoren lo. Sandt nok, sandt nok. Men du ender måske med at blive en skidegod vittighed med tiden.

Genierne ved siden af mig var med andre ord tragedier.

Men jeg glemte ikke, hvad professoren sagde. Og det værste var, at jeg troede ham, og jeg kunne leve med det. Han havde ret, og det havde jeg egentlig vidst hele tiden.

Jeg var opkomlingen, og et sted måtte jeg jo komme fra.

Er det ikke også en slags dybde?

Jeg skrev altså filmmanuskripter. Der blev sjældent, jeg mener aldrig, noget af dem. Det kunne egentlig være det samme. Kunsten var at pitche en idé, der var lige præcis så god, at man fik manuskriptstøtte, men aldrig så god, at det blev til en film, kort sagt: penge for ikke at lave noget som helst. Måske er jeg doven. Måske mangler jeg ambitioner. Jeg er altså en doven opkomling uden ambitioner. Stik den. Men det plejer at gå ad helvede til med de ambitiøse, det er nu min erfaring. Det gælder om at holde sig flydende, kun lige præcis flydende, ikke vise, at man er uduelig, og samtidig lade, som om man er noget. Det er sådan, genier bliver til, ikke? Jeg havde fået udviklingsstøtte til to projekter, to kortfilm, fra Norsk Film året før. De to ideer kunne ret beset slås sammen til én, uden at filmen ville blive længere af den grund, men i så fald havde jeg jo fået tildelt færre penge.

Det var mandag.

Cathrin var allerede taget på arbejde. Jeg arbejdede, som man forstår, hjemme. Jeg var min egen herre. Det er ikke noget videre at stræbe efter. Der lå en seddel på bordet i køkkenet: Køb hundemad. Først da kom jeg i tanker om hunden. Den lå stadig og sov inde i hendes arbejdsværelse. Jeg hentede den. Hunden virkede bange og tillidsfuld på samme tid. Jeg kunne mærke hjertet slå hurtigt inde bag den tynde pels. Jeg gav den vand og noget kødpålæg, der havde overskredet sidste salgsdato. Det kunne vel ikke skade. Den logrede i hvert fald, og da jeg gik ind i mit arbejdsværelse, fulgte den efter mig og lagde sig ved mine fødder. Vi var blevet venner. Jeg var ikke helt sikker på, at det huede mig; vi måtte måske skille os af med hende. Det var bare en tanke, jeg fik. Hvorfor skulle vi skille os af med hende? Jeg sagde hende i tankerne, ikke den eller bare hunden. Far plejede at sige: Knyt dig ikke for meget til dyrene. Men jeg husker, at han græd, da den yngste hund døde, den blev syg, en svulst i øret, til sidst ravede den bare rundt og hylede. Far skød den og kørte kadaveret hen på lossepladsen ved grusgraven. Jeg tændte for computeren, men kunne ikke rigtigt bestemme mig for, hvad jeg skulle tage fat på, eller om jeg overhovedet skulle tage fat. Det første projekt hed Vinduet. Jeg forestillede mig en dreng, lad os sige på elleve eller tolv år, i hvert fald ikke ældre, der sidder ved vinduet en hel dag og kigger ud, måske en uge, filmen skulle selvfølgelig ikke tage lige så lang tid, det var mit yndlingsudtryk, jeg havde tilmed taget patent på det, det holdt et stykke tid, men der er grænser for, hvor mange gange man kan gentage sig selv: Film handlede om at presse kullet til diamant. Men hvilket vindue ser han ud ad, og hvem er han, denne dreng? Jeg måtte altså foretage nogle valg for at komme videre: Foregår det her i byen, ud mod en befærdet gade, et torv, eller foregår det på landet, i en landsby, er drengen enebarn, har han en bror, en søster, pjækker han fra skole, og uanset hvad, hvorfor sidder den fordømte knægt der ved vinduet, hvor pokker det end foregår? Det var imidlertid ikke dette, der interesserede mig, drengens historie, biografi, baggrund, familieforhold, tilstand, alt det lort, vi slæber rundt på. Det, der interesserede mig, var alle detaljerne, de bittesmå forskydninger, der kan ændre billedet totalt, og her tænker jeg også på livet, ikke for at være specielt dyb, men er det ikke sådan, at den mindste ting kan vende op og ned på tilværelsen? Jeg forestillede mig for eksempel, at dette var sent på efteråret, netop i det øjeblik, hvor vinteren begynder: sneen, der falder på lyngens, på træernes kraftige, klare farver. Jeg kan således ikke nægte, at hvordan jeg end vendte og drejede denne såkaldte idé, så var det mit eget vindue, jeg så for mig, vinduet i mit værelse deroppe i Hurdal, hvor jeg plejede at sidde og kigge ud mod Rudshøgda. Der skete ikke det store, for nu at sige det meget mildt, det meste var skov og atter skov, og øverst en flig af himlen, når tågen ikke hang for lavt. Men jeg kunne altså godt lide at sidde sådan. Jeg drømte og var vågen på én og samme tid. Det var dette, jeg var bedst til. Jeg kom pludselig i tanker om en historie, mor fortalte: om en krage, der kom flyvende med noget blankt i næbbet, alle ved, at krager er grådige og snupper det, der skinner mest, men hvad var dette? En adræt person fra nabogården klatrede op til reden dagen efter og fandt en vielsesring, som en kvinde samme sommer havde mistet på campingpladsen, hendes navn stod i ringen, så der var ingen tvivl. Det kom oven i købet i fjernsynet, i Norge Rundt. Var det den fugl, jeg ventede på, som skulle komme med en skat i næbbet? Var det derfor, drengen sad der ved vinduet? Jeg ved det ikke. I stedet satte jeg mig og tænkte over, hvilket navn vi skulle give hunden. Fars hunde hed for resten Magten og Æren, og det er ikke engang løgn. Nogle syntes, det var blasfemiske navne, selv mor syntes det, tror jeg, men far var ikke blasfemisk, alt, hvad han gjorde, blev gjort i største alvor, far var bogstavelig. Magten, den ældste, døde året efter Æren, som fik denne svulst i øret, den druknede i Øyangen, røg gennem en våge i isen, ved elvmundingen, i den nordlige ende af søen, og frøs ihjel, før vi fik halet den op på land. Vi var på skitur, far og jeg, omkring påske. Det, der forundrede mig dengang, var, at far ikke græd. Han blev bare rasende. Han var rasende på sig selv, fordi han lod hunden løbe rundt ved elvmundingen. Han var rasende på hunden, der løb rundt lige præcis dér. Han var rasende på mig, der ikke fulgte hurtigt nok i hælene på ham. Og rasende mennesker græder ikke. De vender ryggen til. De gemmer sig. Eller de slår. Jeg skrev en liste med navne på kvindelige skuespillere, jeg godt kunne lide, derefter kvindelige forfattere, til sidst kvindelige instruktører, det var ikke mange, og ingen af dem kunne bruges på en hund, det indså jeg straks, så jeg slettede den sidste liste og skrev i stedet navnet på kvindelige hovedpersoner i bøger og film, jeg kunne komme i tanker om, og endte således med en liste med skuespillere, forfattere og hovedpersoner fra både film og bøger, hvad der for så vidt var mere end nok.

Det andet projekt hed Fuglene. Åh ja, jeg ved, at titlen er brugt før.

Telefonen ringede. Hunden vågnede og hoppede op på mit skød. Telefoner bør helst ikke ringe om mandagen. Det er nu min mening. Jeg ringer aldrig om mandagen. Det var Cathrin.

– Hvordan går det? spurgte hun.

– Fint. Og du?

– Fint. Ikea presser på. Du svarede ikke.

– Jeg sagde fint. Jeg skriver.

– Jeg mener hunden.

– Jeg prøver at finde et navn.

– Sagde du ikke, at du skrev?

– Har du nogen forslag?

Cathrin var stille et øjeblik, eller også gav hun nogle beskeder til andre, jeg er ikke sikker, måske gav nogen beskeder til hende. Det lød anderledes. Det forvirrede mig. Alt, hvad der er anderledes, forvirrer mig, før jeg forstår sammenhængen. Måske stod hun ude på gaden og ringede eller var på vej gennem en reception, et kontorlandskab, til et møde.

– Nej, sagde hun til sidst. Hvad skriver du?

– Hvad med Audrey?

– Audrey? Gider du lige.

– Eller Holiday Golightly.

– Holli-hvad-for-noget?

– Personen, som Audrey Hepburn spiller i Breakfast …

Cathrin afbrød mig.

– Det er bare en hund, Will. Du har vel ikke drukket al vores bellini?

– Jeg gør, hvad jeg kan, Cath.

– For at drikke?

– For at finde et navn.

– Prøv igen. Jeg kommer for resten sent hjem. Du skal ikke sidde oppe og vente.

Cathrin lagde på.

Du skal ikke sidde oppe og vente.

Siger nogen, der er forelsket, sådan til hinanden? Er det ikke snarere sådan, de hensynsfulde og ligeglade, altså dem, der er kørt træt, siger: Du skal ikke sidde oppe og vente. De forelskede siger: Vent på mig, vil du ikke nok?

Jeg klappede hende, altså hunden.

Jeg tænkte: Jeg kan give den et navn, som kun jeg kender, og på den måde vil den ikke adlyde andre end mig.

Telefonen ringede igen. Jeg tog den ikke. Jeg havde på en måde sagt mit. Jeg var egentlig en smule vred. Da der endelig blev stille, og ingen besked blev indtalt på svareren, fik jeg i stedet dårlig samvittighed. Kunne det være mor? Det var i hvert fald ikke far. Det var altid mor, der ringede, og hun kunne ikke lide at tale til en telefonsvarer. Cath havde ret. Det var ret længe siden, vi havde talt sammen, nogen af os, sikkert et år, måske mere.

Hunden bjæffede, det lød som små, hidsige host. Jeg kunne, kunne jeg det, kalde den Navn?

Kom her, Navn. Kom så, Navn.

Hvordan blev jeg for resten interesseret i film? Det var også en mandag. Mor og far var ude, det var et eller andet i menigheden, oppe i den nordlige ende af søen, vafler, kaffe, indsamling, mission, velgørenhed, det var det ofte, velgørenhed, vi var, i hvert fald mine forældre, godgørende, opofrende, de tilhørte de frivillige. De ville selvfølgelig have mig med. Jeg gad ikke. Eller jeg sagde, at jeg var forkølet, havde lektier for, norsk stil, noget i den retning. Jeg havde altid en eller anden undskyldning. Jeg var med andre ord ikke opofrende. Jeg var ikke frivillig. Og de vred ligesom ikke armen om på mig og tvang mig med, de blev bare skuffede, dybt skuffede, og det var næsten endnu værre, de der blikke. Men jeg ville hellere være alene hjemme. Det kunne jeg godt lide. Der var en særlig frihed, næsten noget ulovligt, ved at have huset for sig selv. Det var som at være voksen. Og mor og far lod mig være. For min skyld kunne de godt være ude til velgørenhed resten af livet. Begge hundene var døde. Jeg tænkte en modbydelig tanke, at hvis mor og far også døde, kunne jeg være alene hjemme resten af livet. Jeg fik omgående dårlig samvittighed, jeg var trods alt ikke helt ufølsom, men tanken slap alligevel ikke sit tag. Jeg var tretten. Det var altså mandag. Jeg gik væk fra vinduet, hvor jeg plejede at sidde, og ind i stuen, tændte for fjernsynet. Dengang sendte de noget, der hed filmklassikere, og denne aften viste de altså Breakfast at Tiffany’s, eller Pigen Holly, som den også hed. Jeg kom tilfældigvis ind lige i begyndelsen, hvor Audrey Hepburn står uden for Tiffany & Co., den berømte juvelerbutik i New York, før de åbner, på vej hjem fra et eller andet eller til noget, det ved man endnu ikke, når man begynder at se filmen, men hun virker under alle omstændigheder hjemløs, på sin egen måde, som en, der altid er på gennemrejse, på besøg overalt, hvor hun kommer, og byen New York, ja, New York, ikke en hvilken som helst metropol, er heller ikke åbnet endnu, de lange gader, avenuerne, som endeløse øde portaler, og hun, Audrey Hepburn, så smuk, så forpjusket, så uimodståelig, at jeg næsten tabte vejret og gik fra forstanden og alt, hvad jeg ellers kunne gå fra, som jeg sad der i sofaen i Hurdal, tretten år gammel, foran et flimrende fjernsyn med dårlige farver. Aldrig før havde jeg oplevet noget lignende, måske heller ikke efter, bortset fra dengang jeg mødte Cathrin. Men det er noget andet. Audrey Hepburn spiser et eller andet, hun måske har haft med fra en restaurant, en bar, rester, hun er iført en stram, sort, enkel kjole, som ingen havde kunnet bære sådan, som lige netop hun bar den. Dette billede brændte sig ind i erindringen, og da jeg siden læste Truman Capotes roman, der egentlig ikke er en roman, men blot en lang novelle, og ikke desto mindre perfekt, blev jeg skuffet, det vil sige, jeg blev dybt imponeret og samtidig forvirret. Bogen var selvfølgelig bedst, hvis man kan bruge en sådan målestok, at sammenligne ord og billeder, lys og bogstaver, eller hund og kat, hejre og krage, hvad er ligesom bedst, men én ting er i hvert fald sikker, bogen havde ikke Audrey Hepburn, bogen havde ikke hendes sorte kjole. Jeg ville aldrig have kunnet skrive en roman, eller en novelle for den sags skyld, men manuskriptet til filmen, det ville jeg have kunnet skrive, oven i købet bedre, for manusforfatteren havde fiflet unødigt meget med Capotes historie, ja, på grænsen til det uhørte, ikke mindst hvad angik fortælleren i denne George Peppards højst forglemmelige skikkelse. Havde jeg været Truman Capote, en latterlig tanke, ville jeg være blevet stiktosset. Man må bare håbe, at han fik en helvedes masse penge. I Capotes historie er fortælleren uden tvivl bøsse, det forstår man allerede på side tredive, hvor han omtaler en mandlig gæsts indbydende vedhæng, derfor kan han også ligge uanfægtet i samme seng som Audrey Hepburn, jeg mener Holiday Golightly, uden at der sker andet mellem dem, end at de er venner og læser højt for hinanden, ryger cigaretter og drikker, og det er det kun en bøsse, der kan klare, han er kun en ven, ikke en trussel, andre mænd ville selvfølgelig blive vanvittige af at ligge i samme seng som Audrey Hepburn. I filmen skal han derimod være førsteelsker, og den rolle klæder ham temmelig dårligt, for nu at udtrykke det mildt. Der er sågar tilføjet en happy ending, utåleligt. Melankolien i Capotes historie er fjernet, en melankoli, der dog findes i den første scene, men det er, som om producerne syntes, at melankolien var snavset, sendte den til rensning og fik en sentimental vittighed tilbage, og så hjælper det ikke stort, at det øser ned i sidste scene. Dette fattede jeg selvfølgelig ikke en skid af dengang, tretten år gammel, men jeg blev grebet, det blev jeg, og dette billede af Audrey Hepburn uden for Tiffany i New York en tidlig morgen i den sorte kjole, måske drømte hun om den gule diamant derinde, styrede mig på en måde herhen, hvor jeg er havnet i dag.

Det var måske det, professoren mente, at jeg var en sentimental vittighed.

Hvor er jeg nået til i dag?

Jeg afbrød et forløb. Jeg ville ikke holde vejene farbare i Mathiesens skove. Jeg tog til Oslo i stedet, bestod universitetets grundkurser og læste litteraturvidenskab. Jeg bragte min far i en slags forlegenhed. Han var stolt og såret på samme tid, men turde ikke vise nogen af delene. Der var ikke mere end halvfjerds kilometer derind, til byen, og alligevel var det en anden verden. Jeg begyndte at opføre mig anderledes, jeg efterlignede de andre, dem, der hurtigt blev mine venner, der var på hjemmebane, jeg så, hvad de gjorde, hvordan de gik klædt, og jeg hørte, hvad de sagde, nej, ikke hvad de sagde, men måden de sagde det på. Jeg imiterede. Jeg føjede mig. Jeg ønskede at gå i ét med omgivelserne og på den måde skjule mig. Men samtidig tænkte jeg: Det er sådan, jeg er, det her er mig, her kommer jeg til min ret. Bliver du aldrig voksen, sagde far, når jeg en sjælden gang tog hjem, og det blev sjældnere og sjældnere. Jeg var blevet en fremmed. Halvfjerds kilometer væk var jeg blevet en fremmed på mindre end nogle år. I mine øjne var det ham, far, der var blevet en fremmed. Lad nu være at plage knægten, sagde mor, Herren være lovet for hende. Og så kunne jeg fortælle, at jeg var kommet ind på Filmskolen i København, på manuskriptlinjen, jeg havde skrevet en optagelsesansøgning, der for øvrigt omhandlede adaptionen af Breakfast at Tiffany’s, og havde foreslået nogle andre løsninger, noget med en voice-over, en rammefortælling, jeg ville hente melankolien, der var gået tabt, tilbage og ikke fifle med fortællerens seksuelle observans og dermed gøre det til en historie om et umage par, der alligevel ligner hinanden, de er hinandens spejl, de er rejsende begge to, men i forskellige baner, og skaber et ædelt og samtidig melankolsk venskab, eller sammenhold, midt i en sump af begær og udskejelser. Jeg kom altså ind på Filmskolen, til min store undren må jeg tilstå, og der skulle jeg blive i to år, i København, hvor jeg med tiden udviklede min sans for detaljer og glemte helheden, selve linjen. Det var formentlig opkomlingen i mig, der fik sig en ordentlig forskrækkelse. Jeg indrømmer det gerne, endnu en gang, jeg var ikke en af de tunge drenge i København, jeg var snarere en stikirenddreng, en lommetyv, der sad på Det Kongelige Bibliotek og ledte efter historier, jeg kunne negle, i det mindste låne. Men denne nyhed var selvsagt ubegribelig for far. Filmmanuskripter? Var det et arbejde? Var det meningen, at jeg skulle leve af det? Er der overhovedet nogen, der lever af den slags? Jeg prøvede at forklare det, så godt jeg kunne: Jeg vil skrive film, vi kan hygge os med, og forstod i samme øjeblik, jeg havde sagt det, at jeg modsagde mig selv eller det, jeg mente, men fortsatte ikke desto mindre: for eksempel sådan nogle som Breakfast at Tiffany’s. Den har vi ikke set, sagde mor.

Og så sagde hun noget mærkeligt:

– Men vi har set Audrey Hepburn.

– Hvor har I set Audrey Hepburn?

– Inde i Skrukkedalen.

Jeg troede, mor var gået fra forstanden, og gik forsigtigt frem.

– Har I set Audrey Hepburn i Skrukkedalen?

– Ja, i påsken 1964. Far ryddede løjperne. Hende og manden var på besøg hos Mathiesen. De stod på ski. Har jeg ret, far?

Mor vendte sig om mod far, som stod dér med hænderne på ryggen, opfyldt af et minde, eller et syn, jeg havde ikke set ham sådan før og tænkte, at han måske i virkeligheden er stolt over at have en søn, der så at sige er i samme branche som selveste Audrey Hepburn.

– Ja, mor, sagde han bare.

Og mor vendte sig om mod mig igen.

– Du skulle have set hende, Willy. Stretchbukser, strikket sweater, et blåt tørklæde om hovedet og store solbriller, der næsten dækkede hele ansigtet. Hun var søreme køn. Alle damerne i hele Nannestad var misundelige. Har jeg ret, far?

– Ja, mor.

Tænk, hvis jeg, eller drengen, havde set Audrey Hepburn gå forbi vinduet, og måske standser hun op et øjeblik, skubber solbrillerne op i panden, vender sig om mod det sted, hvor jeg, et rent barn, sidder, før hun går videre, ikke ind i Tiffany, til juvelerne og smykkerne, men ind i skovene, der var sortere end nogen drøm.

En anden idé faldt mig ind: at knytte forskellige historier til de lejligheder, vi havde været henne og se på, hvem der boede der før, hvorfor de var flyttet, hvad der var sket, hvilke liv der var levet der, jeg kunne interviewe naboer og give fiktionen et dokumentarisk præg, autenticitet, noterede jeg, samtidig med at min sans, eller lidenskab, for detaljer også kunne komme til sin ret, det udtørrede stykke sæbe, fotografier, tapetet, møblerne, blomsterne på natbordet, vasen, med andre ord genstandenes og rekvisitternes fortællinger, både de sande og de usande, og oven i alt dette kunne jeg lægge stemmer, samtaler, råb, gråd, latter, beskeder, menneskenes daglige tale, ja, det her var noget, det her var virkelig noget, som jeg tror, at selv den gamle drukkenbolt af en dansk professor ville have bifaldet.

Telefonen ringede. Jeg var rimeligt tilfreds med mig selv, så jeg tog den. Det var ikke mor. Det var heller ikke Cathrin, der sagde, at hun ville have mig til at sidde oppe og vente på hende, ligegyldigt hvor sent det blev. Det var mægleren fra den første lejlighed, den på Elisenbergveien.

– Jeg ville bare fortælle, at det ikke er noget problem at have hund i ejendommen, sagde han.

Jeg var ikke helt med.

– Hund i ejendommen?

– Jeg har da ringet til Will Bråten, ikke?

– Jo.

– Din kone spurgte, om man måtte holde hund i ejendommen. Det må man altså godt. Der er flere i ejendommen, som har hund. Det er et yderst velegnet sted til hunde.

– Javel.

– Er I interesserede?

– Nej.

– Vi taler om et nedslag i prisen. Hvis buddet er inde i løbet af tirsdag. Altså i morgen.

– Nej tak, gentog jeg.

– Vi taler om et klækkeligt prisnedslag, sagde mægleren. Et klækkeligt nedslag.

Jeg skulle til at lægge på uden at sige farvel, men i det samme gik det op for mig, at denne mægler måske kunne være til lidt nytte.

– Hvem boede i lejligheden før? spurgte jeg.

– Du mener, hvem sælgeren er? Det er et ældre ægtepar. Lad mig se. Kåre og Else Johansen. Det står for øvrigt i papirerne.

– Hvad arbejdede de med?

Mægleren var tavs et øjeblik.

– Så vidt jeg ved, er han pensioneret revisor. Hun var hjemmegående, vil jeg tro.

– Hvem boede der før dem?

– Før Johansen? Nja, det har jeg desværre ikke helt styr på.

– Der er ikke sket noget i lejligheden?

– Sket noget? Nu er jeg vist ikke helt med.

– En forbrydelse, for eksempel. Vold. Mord. Er nogen blevet slået ihjel i lejligheden? Ja, jeg spørger bare.

– Jeg kan forsikre dig om, at der hverken er begået vold eller slået nogen ihjel på Elisenbergveien 18.

– Men hvorfor sælger de så med et klækkeligt prisnedslag?

– Af den enkle grund, at ægteparret Johansen skal bruge pengene hurtigst muligt. De har købt en timeshare på Solkysten i Spanien. Og det her behøver jeg strengt taget ikke oplyse.

– Det var for resten kat, min kone spurgte om.

– Kat? Jeg er ret sikker på, det var hund.

– Nej. Kat.

Mægleren blev utålmodig, ja, hans stemme var presset helt ud på høflighedens mørke overdrev.

– Hvis det er tilladt at holde hund, må det også være tilladt at holde kat. Er I interesserede?

– Overhovedet ikke. Ellers tak.

Jeg lagde på og blev siddende og grublede lidt, gjorde nogle notater, det er i virkeligheden det, jeg bedst kan lide, at gøre notater, stikordene i en historie, selve tørresnoren, revisor, pensioneret, regnskab, har brug for hurtige penge, Spanien. Så gik jeg hen til dyrehandelen ved St. Hanshaugen og købte det udstyr, som jeg mente, hunden havde brug for, en komfortabel hundekurv, madskål, vandskål, tørfoder, gourmetdåsemad, et kødben af gummi og sidst, men ikke mindst: et halsbånd.

Bagefter satte jeg mig et øjeblik på en af bænkene ved dammen, men solen var ikke længere den samme.

Da jeg kom hjem, lå der en besked til mig på telefonsvareren. Det var en eller anden fra Norsk Film, Peder Holm præsenterede han sig som, hvis jeg ikke husker galt, havde aldrig hørt om manden. Han bad mig ringe tilbage. Det havde muligvis noget med støtten at gøre, der var trods alt gået et stykke tid, siden jeg fik pengene, nærmere bestemt et år, godt og vel, og de havde ikke hørt ret meget fra mig, det vil sige ingenting. Men han lød heller ikke direkte uvenlig. Jeg ringede ikke tilbage.

Hunden virkede tilfreds med mine indkøb, især det falske kødben vakte begejstring. Så kom jeg i tanker om, at den også havde nogle naturlige behov, som jeg helst så, at den ikke forrettede inden døre. Jeg gav den halsbåndet på, og vi gik ud, den anden vej nu, mod Stensparken. Det var ret underligt. Når man går med sådan et lille dyr i snor, smiler folk til en på en ny måde, de bliver venligere, det er, som om hundens uskyldighed smitter af på en selv, børn ville hen og klappe den, i det hele taget. Det er sådan, det er i byen. Men da en pige spurgte, hvad den hed, blev jeg hende svar skyldig, og det var lidt, som om noget af magien forsvandt, jeg blegnede og blev almindelig, nærmest frastødende, børnene trak sig væk, mistænksomme, en hund uden navn, havde jeg stjålet den, holdt jeg ikke af den, kaldte jeg aldrig på den? Hunden sked på hjørnet af Theresesgate. Så gik vi hjem. Senere på aftenen fandt den sig til rette i kurven, som jeg havde stillet inde i Cathrins arbejdsværelse. Det var trods alt hendes hund. Og mens jeg stod derinde, gjorde jeg noget uhørt. Jeg snagede. Jeg bladrede i en mappe, der lå på skrivebordet, lutter glittede fotografier af håbefulde modeller, bureauets arkiv, det vil sige studerende, bartendere og ekspeditricer, wannabees og hasbeens, man kunne snart ikke se forskel længere, de virkede så forlorne, som om det moderne, det trendy, som de skulle forestille at udstråle, var blevet gammeldags i løbet af de sekunder, det tog at tage billedet. Jeg kiggede i en skuffe, regninger, kontoudskrifter, bilag, det var Cathrin, der tog sig af den slags. Jeg åbnede et skab. Der stod en rejsetaske. Hun havde fået den af mig det første år, en Burberry, ternet, læder og stof, lynlås, jeg var flad i tre måneder efter den gave. Jeg tog i den. Tasken var tung, i hvert fald ikke tom. Jeg åbnede lynlåsen. Der lå alt, hvad hun skulle bruge til en rejse, nydeligt pakket og klart: toilettaske, to sæt skiftetøj, undertøj, et par sko.

Jeg lod, som om jeg sov, da jeg hørte Cathrin ude i entreen. Klokken var næsten et. Jeg hørte, at hun snakkede lidt med hunden, eller hviskede, sådan som man hvisker til børn. Jeg spekulerede på, om hun ville lægge sig på sofaen i nat også. Der var meget, jeg spekulerede på. Jeg var bange. Jeg kunne ikke huske, at jeg nogensinde havde været bange på den måde før. Men lidt efter kom hun ind i soveværelset, uden at sige noget og uden at tænde lyset, lagde sig og kyssede mig forsigtigt på skulderen. Mere var det egentlig ikke. Det var mere end nok.