IV

Weekenderne eller festerne, man kan kalde det, hvad man vil, det var i hvert fald skægt, i hvert fald for en tid, kunne forløbe nogenlunde sådan her: De begyndte som regel torsdag efter forelæsningerne, stille og roligt, på Valka, hvor vi havde gættekonkurrence om, hvilke gæster der ville dø før næste weekend, Robert plejede at vinde, men han læste jo også medicin, fortsatte fredag ved femtiden på Burns, aftog om lørdagen, for eksempel i Frognerparken, hvis det vel at mærke var forår, eller på Jeppes, Aker Brygge kunne de pæne have for sig selv, og morskaben varede, til tv-sporten var forbi. Det var en langtrukken leg, et evigt fødselsdagsselskab med sprut i stedet for kage, tømmermænd i stedet for gaver, men vi blev sjældent mere fulde, end at i det mindste én af os kunne finde hjem, og så gik vi hen til det nærmeste hjem og fortsatte drikkeriet og så for eksempel Frank’s wild years eller One from the heart, især den. En dag hvor vi sad på Valka og kiggede på vragene rundt om os, der måtte holde om glasset med begge hænder eller læne sig ind over fadøllen for at slubre den første slurk i sig, og gættede på, hvem af dem der ville stille træskoene før næste weekend, sagde Robert desuden noget, eller måske var det Aksel, den jurastuderende kyniker: En dag ender vi også sådan. Var det den dag, disse fester begyndte at miste deres glans? Det tror jeg. Der sænkede sig en slags melankoli over os. Vi var endnu ikke fyldt 24. Og melankoliens formel er enkel: Noget er gået tabt for altid, noget, der hele tiden skal erstattes af noget andet. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kom til at tænke på min far, ham, der ryddede vejene i deres fulde længde ind gennem Mathiesens skove. Hvad enten det var Aksel eller Robert, nej, han ville ikke have sagt det, det var måske ligefrem Bent, matematikeren, ja, det var sikkert Bent, der sagde det, for en dag endte han sådan. Det turde være unødvendigt at sige, at vi holdt op med at komme på Valka. Vi havde ikke lyst til at gætte på, hvem af os der skulle dø, tænk, hvis vi vandt, tænk, hvis vi fik ret? Vi måtte finde på nye lege. Jeg tog som sagt til København, og da jeg kom tilbage to år efter som en middelmådig manusforfatter med sans for detaljer, eller pynt, og Bent og Aksel og Robert snart var matematiker og jurist og læge, og guderne må vide hvad, begyndte vi at komme på Lorry, Kunstnernes Hus, Celsius, vi fortsatte, hvor vi slap, bare andre steder, det er melankoliens lystige ligning, melankolien er for de vellykkede med god tid, den fik os næsten i godt humør igen, melankolien gjorde os dybe og mørke, og det var altså der, på Celsius, jeg mødte Cathrin det efterår og så solen glitre i hendes ørering, og efter at kæresterne kom ind i billedet, faldt tingene lidt til ro, ikke at kæresterne var tabt bag af en vogn, tværtimod, men der kom dug på bordet, for nu at udtrykke det på den måde, og sådan fortsatte det.

Nu var det et andet efterår, og denne weekend skete der noget ubehageligt. Som sædvanlig begyndte det som sædvanlig, som Cathrin plejede at sige. Vi spiste på Storyville nede på Universitetsgaten, spareribs, god, men snasket mad, vores fingre og ansigter glinsede af fedt, da vi til sidst lagde bestikket fra os og brugte hænderne for at fjerne de sidste kødtrævler mellem tænderne. I det næsten røde lys dernede i kælderlokalet lignede vi vildmænd. Det slog mig: Er vi grådige eller bare komiske? Har melankolien sluppet sit tag og gjort selskabet til en zoologisk have i stedet? Cille spurgte, om vi havde fundet et navn til hunden, det havde vi ikke, mens Aksel fortalte noget om en fyr, der havde påkørt en cyklist, cyklisten døde, det var en stor dreng, og bagefter sagsøgte fyren forældrene for at få erstatning for de skader, der var påført bilen, blandt andet en smadret frontrude og buler i karosseriet. Om Aksel ville have taget sagen? Selvfølgelig, sagde Aksel. Der blev stille omkring bordet. Har røvhuller ikke også ret til en advokat? Alle stønnede. Aksel morede sig, vil jeg tro. Hvor går grænsen? spurgte han. Hvilken grænse? ville Nina vide. For hvor stort et røvhul man skal være, før ingen vil forsvare en, sagde Aksel. For eksempel dig, sagde Nina. Alle lo. Vi havde fundet en ny leg, den hed røvhulslegen. Mange navne blev foreslået, ja, dette var en leg, der kunne fortsætte helt til jul, måske hen over nytår, røvhuller er der altid nok af. Og med ét kom jeg til at tænke på den dag, jeg snagede i Cathrins ting. Hvem kunne forsvare det? Aksel? Cathrin? Men det var ikke dette, jeg hentydede til, da jeg nævnte, at der skete noget ubehageligt, selvom tanken om det var ubehagelig nok i sig selv, det virkelig ubehagelige skete, da vi skulle hjem. Cathrin ville tage en taxa. Jeg syntes, vi skulle gå. Det var rart med lidt frisk luft. Desuden kunne vi måske få chancen for at snakke lidt på vejen, jeg mener tale sammen, det gjorde vi sjældent for tiden. Jeg var lige nøjagtig beruset nok til, at jeg måske kunne spørge hende om rejsetasken, der stod pakket og klar. Jeg havde nemlig en løgn i baghånden: at jeg ledte efter hunden, kalde på den kunne jeg jo ikke, for den havde ikke noget navn, vel, og til sidst fandt jeg den i skabet bag hendes taske. Løgnen var ikke ligefrem vandtæt, men den gik an. Cathrin gav sig imidlertid ikke. Hun ville med taxa. Og det endte med, at hele flokken stillede sig i køen på Karl Johan. Der var for mange mennesker og for få biler. Stemningen var anspændt. Nogle forsøgte at springe over i køen. Der var tilløb til håndgemæng. Jeg blev sur. Det ville være hurtigere at gå. En aften, der afsluttes i en taxakø, er en mislykket aften. Og da jeg så mig om, syntes jeg, at alle havde glinsende fedt i ansigtet og på hænderne. Vi var kødædere. Klokken var snart et. Det var stenalderen i Oslo. Så var det, at Bent gik hen til kiosken og købte en pølse med brød, ikke at jeg fatter, at han kunne få mere ned efter den middag, ham om det, men da han kom tilbage og ville stille sig i køen igen, ville de, der stod bag os, to gnavne mandspersoner, ikke lade ham komme ind foran sig. Jeg stod jo sammen med dem, sagde Bent. Det er lige meget, sagde de. Bent kiggede på Aksel. Forklar dem juraen, sagde Bent, og Aksel sagde, så sagligt han kunne: Min ven har ret. Han har hævd på denne plads i køen. Bent smilede og stillede sig mellem os igen. Den ene fyr skubbede ham væk. Det er sådan, det begynder. Nogen skubber. Det kan være i skolegården, på hjørnet, hvor som helst, eller som her, i en taxakø. Jeg tænkte: Nu er der hverken brug for jura eller matematik, men medicin. Nogen lugtede blod. Bent skubbede til fyren, der havde skubbet til ham. Cille, eller Nina, råbte noget, hold op, styr jer. Han, der havde skubbet først, langede ud efter Bent. Slaget var ikke særlig godt, men det var heller ikke godt ment, det gled bare af på tindingen. Bent var imidlertid ikke vant til den slags, han vaklede, mere forfjamsket end skadet, det her var et vanskeligere regnestykke, end han kunne løse, pølsen faldt ned på fortovet, ketchuppen sprøjtede ud over hans sko, en eller anden skreg, nogen troede måske, at han blødte, og Bent vendte sig om mod mig, det var, som om alting skete samtidig, uden rækkefølge, og sagde tag ham, Will, og Aksel og Robert sagde præcis det samme, ja, tag ham for fanden, Will. Og det var dette, der var det ubehagelige, ikke at jeg var bange, for det var jeg ikke, men selve erkendelsen af, at det var sådan, de stadig så på mig: fyren fra landet, bondeknolden, vokset op med slagsmål hver weekend, ikke, det var som en refleks hos dem, de var som konger og dronninger, tag ham, Will. Jeg tog ham. Noget havde jeg da lært på landet. Det skal gå hurtigt. Og hvis du først skal slå, skal du slå først. Jeg slog. Jeg ramte bedre. Langt om længe kom vi hjem. Hunden stod i entreen og logrede. Cathrin gav den mad, oksekødet, som jeg havde købt, gourmet, mens jeg fortsatte med at drikke, til jeg faldt i søvn, ved siden af hende, tror jeg, og næste morgen var det endnu en søndag, støvregn som et gråt, bølgende slør over vinduerne, med andre ord mere september end søndagen før, ingen indian summer mere, kun norsk efterår. Vi sad i køkkenet med vores sædvanlige bellini, flydende frugt, jeg havde brug for det, jeg havde brug for en masse. Hunden lå under bordet ved Cathrins fødder. Cathrin bladrede i boligsektionen.

– Du var god i går, Will, sagde hun uden at løfte blikket.

Og disse ord, du var god i går, Will, gjorde mig glad, næsten stolt, det er opkomlingens varemærke, ikke, hans higen efter og lige så store mistænksomhed over for ros. For i det samme tænkte jeg, at hun lige så godt kunne have været spydig, og jeg blev tilsvarende spag. Jeg skjulte det dog, så godt jeg kunne, jeg mener, hvem vil gøre sig så lille?

– Hvad mener du? God?

– Da du ryddede op i køen.

Jeg skulle til at sige tak, men hun kom mig heldigvis i forkøbet.

– Skal vi prøve længere østpå i dag?

– Okay.

Cathrin kiggede på mig, først forundret, så lagde hun hovedet på skrå, som hun havde for vane, og smilede.

– Okay?

– Ja, hvorfor ikke?

Jeg gav hende saksen, den skinnede ikke helt så meget i dag, og hun begyndte at klippe tre annoncer, som hun allerede havde udset sig, ud af avissektionen.

– Skal vi tage hunden med? spurgte jeg.

– Nej. Den klarer sig fint.

– Den. Er det ikke på tide at finde et navn?

– Har du da flere forslag?

– Audrey.

– Jeg vil ikke have en hund, der hedder Audrey.

– Har du nogen forslag?

– Det haster ikke.

– Hvad med Cathy?

– Meget morsomt.

– Nu ved jeg det. Som Sædvanlig. Som er fornavnet. Sædvanlig er efternavnet. Vil det ikke være sejt at sige ”Kom, Som”? Og ved lidt mere højtidelige lejligheder “Kom, Sædvanlig!”

– Er du i godt humør i dag, eller har du tømmermænd?

– Måske begge dele.

Og hunden kom faktisk ud på gulvet og kiggede op på os, eller rettere sagt på Cathrin, med dette bedende blik, som jeg i virkeligheden ikke kan udstå, den var efter al sandsynlighed sulten.

Cathrin gav hunden mere mad, og var det ikke det, jeg sagde, snart var vi glemt, og den stod på hovedet i madskålen, den elskede os ikke, i hvert fald ikke mig, og den var heller ikke usandsynligt vaks, den var bare sulten.

– Der er åbent hus fra klokken et, sagde hun.

Jeg lagde saksen tilbage i skuffen og så på uret, kvart over tolv.

– Ingen kigger på lejligheder i kirketiden, sagde jeg.

Cathrin valgte en halvlang nederdel, som jeg næsten havde glemt, og som fik hende til at virke fyldigere, hvad jeg godt kunne lide, rigtigt godt endda, men selvfølgelig ikke nævnte, og de højhælede støvler, armbåndet fra Langaard samt den korte, røde læderjakke gjorde heller ikke sagen værre. Jeg ville matche stilen, sæsonen for lyse habitter var alligevel forbi, så jeg tog de sorte bukser og min læderjakke på, også den sort, som jeg havde købt i en genbrugsbutik på Nørrebro under mit første år i København, jeg kaldte den manusjakken, for jeg fandt altid en kuglepen og noget at skrive på i en af lommerne, og et af de manuskripter, jeg begyndte på og aldrig rigtigt kom videre med, var en historie om, hvem der havde ejet jakken før mig, og hvorfor han havde skaffet sig af med den, jeg så en ret så dramatisk historie for mig, nogen skulle i hvert fald dø, sandsynligvis jakkens ejer, derfor havnede den i genbrugsbutikken, kæresten solgte alle hans ting, og til sidst ser hun mig, jeg mener hovedpersonen, gå rundt i denne jakke, og hun indleder et forhold til ham; jeg forestillede mig det som en slags metafor for hele dette donorhalløj, der blev talt så meget om, bare med en læderjakke i stedet for et hjerte.

Vi brugte for resten aldrig paraply.

– Hej så længe, Som Sædvanlig, råbte jeg.

– Styr dig, sagde Cathrin.

Så vi gik langsomt gennem regnen, som om vi ville sige, du kan rende os, regn, denne gang i retning af St. Hanshaugen, altså østpå i byen. Dammen nede ved Ullevålsveien var allerede blevet tømt. Ænderne vraltede rundt i slammet på bunden mellem tomme flasker, cykelhjul og glasskår. En vinter hvor far og jeg skulle fiske i Hurdalsjøen, så vi en fugl, der var frosset fast i isen. Det var en hejre, ret sjælden på de kanter. Og det var måske derfor, den var frosset fast. Den var en fremmed fugl og vidste ikke bedre. Den høje, slanke fugl baskede og baskede med vingerne, men lettede aldrig. Hvor længe havde den mon stået sådan? Siden den første frostnat en uge tidligere? Far krængede rygsækken af, fandt kniven frem og gik hen til den rædselsslagne og udmattede fugl, greb fat om den lange, tynde hals og skar. Jeg husker blodet, der strømmede ud over den blanke is, fuglehovedet og vingerne, der stadig slog og slog.

Cathrin tog min hånd.

Jeg tænkte, jeg ved ikke, hvad jeg tænkte på, formodentlig det tomme bassin bag os: Nu kommer affaldet til syne.

Vi passerede Vor Frelsers Gravlund. Kirkeklokkerne ringede igen, i Trefoldighetskirken eller Gamle Aker, måske begge steder samtidig. Klokkeklangen blandede sig med regnen, og det var præcis, som om hver dråbe fik sin egen lyd, sådan hørte jeg det, før skyerne drev væk fra himlen og efterlod en endnu større stilhed i det tunge, blå lys, der pludselig indhyllede os, det var ophidsende, dystert og uvist.

Hvad var det egentlig, vi gik hen til?

Vi gik hen til Munchs gate 4, en gammel og temmelig forfalden etageejendom, skidengul, med skæve vinduesrammer, på hjørnet lå der en nedlagt kolonialhandel, inden længe ville hele molevitten brase sammen, hvis der ikke blev gjort noget.

– Kunne du tænke dig at bo her? spurgte jeg.

– Aldrig i livet, sagde Cathrin.

Jeg åbnede gadedøren og fulgte efter hende op ad den deprimerende trappe til lejligheden på første sal. Der var allerede troppet folk op, yngre end os, det hele mindede om en fest, der var ved at køre træt, nachspielet, som ingen vil forlade, fordi de ikke har nogen steder at gå hen. Af en eller anden grund gik alle barfodet eller på strømpefødder. Det var derfor, her var så stille på trods af trængslen. Mægleren, der så ud til at have dårlig samvittighed, han smilede for meget, rakte mig salgsopstillingen, praktisk lejlighed, centralt i Oslo, aftensol, 60 m², 1,1 mio., skal ses. Hvad fanden havde de forestillet sig? At man købte lejligheder ubeset? Cathrin kiggede sig om, hurtigt, det smalle køkken, stuen indenfor, hvor nogle sølle møbler var anbragt på må og få, en gang med to døre, formentlig til toilet og soveværelse, og jeg slap hende ikke af syne, hvad var hendes næste træk? Hun fortsatte hen mod denne gang med de to døre, men nu trådte mægleren ind foran og pegede ned.

– Skoene, sagde han.

Cathrin betragtede ham et øjeblik.

– Hvabehar?

Mægleren rømmede sig.

– Der er vådt udenfor i dag. Hvordan ville her ikke se ud, hvis …

Cathrin afbrød ham.

– Skal jeg tage dem af?

– Ja. Jeg mener skoene. Støvlerne.

– Har du vasket gulvet?

Mægleren blev forvirret.

– Hvad? Vasket gulvet? Nej, jeg …

Cathrin afbrød ham igen.

– Og så vil du have mig til at gå barbenet rundt, mens jeg beslutter mig for, om jeg vil købe det her hul?

Mægleren trak på skuldrene, som om han gav op og i virkeligheden bare var lettet.

– Gør, som du vil, sagde han.

Cathrin vendte sig om mod mig.

– Vi må vist tage fodtøjet af, Will.

Cathrin trak de lange støvler af, mens jeg fik skoene af. Der var noget ulækkert ved det her, noget næsten forstemmende intimt, at gå på strømpefødder gennem disse tarvelige rum. Pludselig stod mægleren der igen. Nu holdt han en skål med frugt foran sig, farverne skar i øjnene, og mumlede et eller andet, det lignede en slags trøst, eller en beklagelse. Jeg tog en appelsin, selvom jeg overhovedet ikke havde lyst til den, måske havde jeg ondt af fyren, eftersom han åbenbart havde ondt af os, hvad ved jeg, og vi fortsatte hen ad gangen og ind i værelset til højre, soveværelset, der var i hvert fald en uredt seng, en fordybning i puden, hvor nogen havde sovet, jeg fik kvalme. Cathrin stillede sig ved vinduet. Der var direkte udsigt til en mur, ikke mere end en meter væk, forekom det.

– Hvis her er aftensol, må den komme med posten, sagde jeg.

– Pudsig lille mand, sagde Cathrin.

– Mener du mig?

– Mægleren, selvfølgelig.

– Selvfølgelig.

Jeg gik hen til hende, men hun trak sig væk, en lillebitte bevægelse, og lige i dét øjeblik vidste jeg ikke, om det var en afvisning, eller om hun ville have mig til rykke med. Der kom folk hele tiden. Vi blev stående med ryggen til dem, et stykke fra hinanden. Hvorfor okkuperede de ikke bare lejligheden?

– Hvad ville du have drømt her? spurgte jeg dæmpet.

– Aner det ikke. Ingenting, sandsynligvis. Hvad med dig?

– Se lige, sagde jeg.

Jeg lagde appelsinen på gulvet, og den trillede langsomt hen mod væggen og blev til sidst liggende i det ene hjørne. Så lagde jeg mærke til, at alle var standset op og fulgte med, nogle lo, om end en anelse usikkert, men de fleste rystede bare på hovedet. En anden lagde et æble på gulvet. Det tog lidt længere tid, men så begyndte det at trille samme vej som appelsinen. En dreng, hvor han så kom fra, lagde en glaskugle ned, og den trillede af sted med fuld fart og endte midt mellem appelsinen og æblet. Klapsalver. Drengen holdt triumferende armene i vejret. En pige med grønt hår fandt en perle frem, uægte formoder jeg, som hun lod falde ned på gulvet, og den endte i det andet hjørne, som om bygningen allerede var begyndt at give efter, hælde. I baggrunden, ude i den smalle gang, stod mægleren med en tom frugtskål, smilet var forsvundet.

– Kom, sagde Cathrin.

Vi fandt med besvær vores fodtøj i entreen.

Det var begyndt at regne igen.

Klokken var snart to. Jeg var sulten og tørstig. Cathrin var kun utålmodig.

Den næste lejlighed lå på Markveien, tættere på Grünerløkka, halvfems kvadratmeter, 1,2, midt i Oslos nye village. Village? Her var der endnu mere trængsel, rockmusikere, skuespillere, kunstnere eller dem, der gerne ville være rockmusikere, skuespillere og kunstnere, wannabees, den nye generation, midlertidige mennesker, alt, hvad de foretog sig, var midlertidigt, præcis som mig, ikke, men vi slap i det mindste for at tage skoene af. Vi gik i gåsegang fra værelse til værelse, lyst parketgulv, moderne møbler, design, vi gnubbede os op ad hinanden, skubbede, puffede, stemningen var hektisk, næsten aggressiv, og det smittede af på Cathrin, jeg så det på den måde, hun bevægede sig, den stramme nakke, munden, og det gjorde også mig rastløs, næsten utilpas. Der var hele to mæglere. Jeg spurgte den ene, om inventaret fulgte med. Han målte mig med en slags foragt eller nedladenhed og rystede på hovedet, før han vendte ryggen til. Så var jeg lige ved at miste Cathrin af syne, masede mig videre, syntes, jeg genkendte nogle ansigter, men ingen så ud til at genkende mig, så derfor var jeg omhyggelig med ikke at nikke til nogen, hvad man ellers ofte gør af ren og skær vanvare, og i sådanne situationer føler sig dybt såret, før nogen eventuelt nikkede til mig, hvad der ikke skete, og til sidst fandt jeg hende i køkkenet sammen med omkring femten andre, der var dårlig nok plads til os.

– Ikke noget for mig, sagde hun.

– Enig.

Da vi stod nede på gaden igen i den kølige regn, kom en ledig taxa forbi. Cathrin standsede den, og vi satte os ind på bagsædet. Et kort øjeblik troede jeg, at vi skulle hjem. Det skulle vi altså ikke.

– Trosterud allé 18, sagde Cathrin.

Chaufføren kørte over Olav Ryes plass, mod Ringveien.

– Trosterud allé? spurgte jeg. Er det ikke lige ved dine forældre?

– Og hvad så? Jeg tror, vi er færdige østpå.

– Jeg troede, vi skulle hjem. Jeg er sulten.

– Og tørstig.

– Ja, sulten og tørstig.

Cathrin fandt den sidste annonce, hun havde klippet ud, og læste højt:

– Klassisk villa med sjæl og renoveringsbehov. 329 m². Fire soveværelser. To badeværelser.

Jeg afbrød hende.

– Sjæl og renoveringsbehov? Er det ikke bare en pæn måde at sige, at huset er en ruin?

– Potentiale, Will. Det hedder potentiale. Har du glemt det?

Jeg lænede mig tilbage i sædet, og vi sagde ikke mere, men Cathrin lagde sin hånd over min, gav den et næsten umærkeligt klem, alligevel virkede det som et favntag, et kærtegn, i hvert fald et tegn, men jeg vidste ikke med sikkerhed, hvad det var tegn på, og sådan blev vi siddende, til chaufføren standsede oppe for enden af den skrånende og fornemme Trosterud allé. Jeg betalte, vi gik ud i den samme regn, taxaen vendte om og kørte ned mod byen igen.

– Lovende, sagde jeg.

Villaen lå i en mørk, tilgroet have, næsten skjult bag en våd væg af høje graner. Smedejernslågen i stakittet, der måske havde været hvidt engang, lå på jorden, et rustent gitter. Det var bare at gå lige ind. En fedladen, midaldrende mand i sort jakkesæt kom os i møde med en paraply, som han holdt over Cathrin det sidste stykke op til huset. Jeg lagde mærke til, at han straks lagde mærke til hendes armbånd, millionen rundt om håndleddet, men han bemærkede ikke, at jeg bemærkede det, for kasseapparatet begyndte at klinge faretruende i hans blik. Jeg kunne heller ikke lade være med at lægge mærke til hentehåret, der lå klinet til panden, som var fugtig af regn eller sved eller begge dele. Klipsede de det fast, eller brugte de en slags velcrobånd? Jeg mener, var det den slags mæglere, der solgte gamle huse med sjæl?

– Glem ikke, at huset har sjæl, sagde han.

– Ja, det stod der jo ligesom i annoncen, sagde Cathrin. Godt sagt.

– Helt korrekt, den dame. Hvis man bare lukker øjnene, kan man forestille sig, hvordan det kan blive.

Da vi endelig kom indenfor, slog den forpustede mægler paraplyen sammen og gav mig salgsopstillingen, og det var, som om et eller andet i hans smil sagde noget i retning af, at han udmærket var klar over, at det var konen, der havde pengene, men at han var hensynsfuld nok til ikke at bringe mig i forlegenhed.

– Jeg skal gerne følge jer rundt, sagde han.

Cathrin smilede.

– Tak, men vi klarer os selv.

Mægleren drejede sig om mod hende.

– Selvfølgelig. Må jeg for resten komplimentere det smukke armbånd. Conrad Langaard, har jeg ret? Med Top Wesselton. Det har også sjæl.

– Tak.

– Jeg gav din mand en salgsopstilling. Men far nu ikke vild.

Vi for i hvert fald væk fra mægleren.

Jeg fulgte efter Cathrin ind i huset. Værelserne lå på rad og række, store og næsten tomme, badet i et brunt, mat lys. Nogle par, ikke mange og langt ældre end os, ja, ældre end vores forældre, bevægede sig langsomt forbi hinanden. Her var der plads nok. Jeg forestillede mig, at de ikke var købere, men blot nysgerrige naboer, og nu mønstrede de os på deres egen diskrete facon, var det mon os, der måske ville flytte ind her og blive deres nye naboer? Passede vi ind? For et syns skyld kiggede jeg i salgsopstillingen. Huset var opført i 1912, og så vidt jeg kunne bedømme, var der ikke gjort noget ved det siden da. Alt skulle udskiftes, rør, kloakering, elinstallationer, vinduer, tag, gulve. Valuarens rapport var i det mindste ærlig. Men fotografierne viste ikke, hvordan huset kunne blive, hvis man lukkede øjnene, som mægleren foreslog, eller hvordan det rent faktisk var, de viste, hvordan det havde været, billeder i sort-hvid, sikkert fra før krigen, malerier på væggene, jagttrofæer, gevirer, dyrehoveder, bogreoler, stole og sofaer i læder, blomster i høje vaser, et spisebord dækket til mindst tolv personer, lysekroner, glimt af landskabet udenfor, lave træer, velplejede hække, et springvand, var dette husets sjæl, det, der havde været engang, et forsvundet interiør, en glemt eller bortgemt have? En dråbe faldt ned på papiret, og i denne temmelig skumle stilhed lød det som et brag. Jeg kiggede op. I loftet voksede en mørk plet frem, jeg kunne faktisk se den blive større, fugt, som en slags sygdom. Cathrin vendte sig om mod mig, igen utålmodig. Hun ville videre til første sal. Jeg fulgte efter hende.

Fulgte jeg måske ikke altid efter hende, eller hvad?

På første sal var der fire værelser, alle tomme, regnen silede ned ad indersiden af vinduerne og lagde sig i en pyt på gulvet. Et par kom ind fra en altan, de var ældre end os, men ikke så gamle som oldingene i stueetagen. De standsede op, begge våde i håret, og diskuterede et eller andet, sandsynligvis potentiale og sjæl. Pludselig kiggede manden hen på os, eller snarere på mig, jeg ved ikke rigtigt, men jeg fik en følelse af at have set ham før, nej, at han havde set mig før, det er nemlig ikke helt det samme, og jeg var lige ved at hilse, men lod heldigvis være, for Cathrin trak mig i armen og pegede: Der var endnu en etage, og en stejl trappe førte derop.

– Dig først, sagde hun.

Jeg kravlede op mod døren, eller lugen. Nu var det Cathrin, der fulgte efter mig. Det kunne jeg godt lide. Jeg mente at kunne høre, at hun gispede efter vejret, mere og mere for hvert trin. Til sidst stod vi oppe på loftet. Taget skrånede på hver side. Det eneste lys faldt ind gennem et rundt vindue. Det mindede om et kapel. Det var de ord, der faldt mig ind: kapel og forrådnelse, altså efterår. Af alle årstider kan jeg alligevel bedst lide efteråret. Vi blev stående i halvmørket og så tingene komme langsomt til syne: gamle kufferter, møbler dækket af falmede lagner, et bjørneskind, bogreoler uden bøger, en lysekrone på gulvet som en kolossal, død edderkop, et billardbord, gevirer, et rustent fuglebur, en gyngehest. Cathrin gik hen til den, trak op i nederdelen og satte sig overskrævs, gyngede frem og tilbage. Det knirkede i den afkræftede hest. Jeg var sikker på, det kunne høres i hele huset. Cathrin lo. Jeg greb hendes arm, måske for hårdt, men hun blev omgående stille, og i stedet lyttede vi, til huset eller hinanden, og det var fuldstændig, som om jeg et øjeblik vidste præcis, hvad der skulle ske, og alligevel ikke kunne forestille mig det. Cathrin rejste sig, enhver bevægelse var velovervejet og forhalet, hun sank ned på knæ, jeg knælede også, bag hende, jeg var parat, hun var parat, jeg holdt om hofterne og gled ind i hende, der gik ikke mere end nogle sekunder, før jeg kom, jeg husker regnen og vores gispen, trak mig ud, og vi rejste os samtidig, så ikke på hinanden, i hvert fald ikke i øjnene, fik bragt tøjet i orden, men jeg nåede at se en dråbe, der langsomt løb ned ad hendes lår.

– Vi siger ikke det her til nogen, hviskede hun.

Sige til nogen? Hvem skulle vi sige det til?

– Til hvem? spurgte jeg.

– Hold nu op.

Jeg sagde i hvert fald ingenting.

Så gik vi ned igen. Vi var vist de sidste. Mægleren ventede på os i entreen. Panden var dækket af sved, dråberne løb ned ad det fede, forpustede ansigt, og han måtte ustandselig tørre sig med et lommetørklæde, mens han prøvede at tale.

– Travl dag for os alle. Stort hus.

– Og ikke mindst med sjæl.

Han så på mig og foldede lommetørklædet sammen.

– Lige netop! Der ramte du hovedet på sømmet. Interesseret?

– Vi må nok tænke lidt over det.

– Ja, hvem må ikke det? Det er jo en stor beslutning. Noget galt?

Cathrin vendte sig hurtigt om mod ham.

– Noget galt? Hvad mener du?

Mægleren lo.

– Jeg var lige ved at tro, at I var faret vild. Vil I låne paraplyen?

– Tak, men det behøves ikke.

Mægleren åbnede døren for Cathrin, men da jeg ville følge efter hende, standsede han mig.

– Salgsopstillingen, sagde han.

– Hvad med den?

– Jeg har ikke så mange.

– Og …?

– Hvis du tager den med, vil jeg sætte pris på, at du skriver dit navn her. Og telefonnummeret. Og også adressen, mener jeg.

Mægleren rakte mig et skema og en kuglepen. Foreløbig havde ingen skrevet sig på. Jeg havde lyst til at beholde denne salgsopstilling. Det var den eneste klare tanke, jeg havde, hvis jeg kan kalde den det. Mægleren trak sig et skridt væk, som om vi, eller jeg, lugtede af et eller andet, og mens jeg skrev, sagde han:

– Huskede I for resten at lukke øjnene?

Så tog han skemaet og kuglepennen, lod mig slippe forbi, og vi gik gennem den tilgroede have. Jeg fik øje på springvandet, eller fontænen, et sted mellem træerne, ikke andet end en sammenstyrtet mur. Det blev ved med at regne. Vi sagde ikke noget. Jeg købte en færdigret hos Gastro, pasta, men da vi kom hjem, var ingen af os sultne. Hunden stod ved den tomme madskål. Hunden var sulten. Cathrin gav den foder og vand. Vi sagde ikke et ord. Jeg var udmattet. Jeg havde aldrig haft det sådan før. Jeg ville gerne spørge Cathrin, om hun havde det på samme måde, men gav op, jeg havde ikke kræfter til det. Der lå en besked på telefonsvareren. Det var hendes mor: Cathy? Hvor er du? Ring til mig. Cathrin ringede ikke. Hun tog armbåndet af, gik ud på badeværelset og blev der i lang tid. Hunden stillede sig uden for døren og ventede på hende. Den var ikke videre interesseret i mig, skønt det var mig, der havde luftet den først og købt mad, kødben og kurv og det hele. Nå, pyt med det. Jeg lagde salgsopstillingen i en skuffe i mit arbejdsværelse. Jeg forestillede mig, at jeg var en krage, jeg var en krage, der stjal alt, hvad der glitrede. Så ombestemte jeg mig. Jeg var i stedet hejren, hejren, der var frosset fast i isen, og nu kom far snart med kniven. Jeg satte mig i stuen, tændte for tv’et og fandt et afsnit af Seinfeld på en eller anden kanal. Jeg grinede ikke én eneste gang. I stedet satte jeg videoen med Breakfast at Tiffany’s på og frøs det første billede af Audrey Hepburn i den sorte kjole i et mennesketomt New York.