V
Det første år på Filmskolen i København begyndte jeg at skrive på et manuskript, som jeg forestillede mig skulle blive en spillefilm. Titlen var ganske enkelt Herbert Noll. Jeg havde fundet historien på biblioteket i en bog, der hed Verdens uheldigste mennesker. Historien var med andre ord sand. Det skulle fremgå af forteksterne, baseret på en sand historie. Da De Allierede havde vundet krigen, altså i maj 1945, jagtede både briterne, amerikanerne og i særdeleshed russerne Hitler for det tilfælde, at han stadig var i live og holdt sig skjult i Berlin eller et andet sted. Det var en storstilet jagt, praktisk taget fra dør til dør gennem hele det sønderbombede Tyskland, og en række fremstående nazister blev snuppet i samme runde, Göring, Himmler, Speer. Men Hitler fandt de ikke. Var han alligevel død og tilintetgjort i førerbunkeren sammen med Eva Braun? Stalin såede tvivl om det, og de måtte være sikre. Så troede briterne, at de omsider havde fundet ham: En ganske lille, uanselig mand blev anholdt i ruinerne tæt ved Brandenburger Tor. Han lignede Hitler til forveksling, samme sideskilning, samme alder, hovedform og, ikke mindst, nøjagtigt samme overskæg. Det kunne ikke være andre end Hitler. Manden nægtede selvfølgelig og stillede sig uforstående over for påstanden. Han måtte igennem lange og umenneskelige forhør, hvor hele krigens repertoire blev kørt i stilling, jeg taler med andre ord om tortur, fysisk såvel som psykisk, man kan levende forestille sig det, og jeg ville ikke lægge fingrene imellem. Der blev desuden taget en række medicinske prøver af væv, tænder, blod, hår. Til sidst viste det sig altså, at manden ikke var Hitler. Han hed Herbert Noll og var en ugift bogholder fra Dortmund, der ledte efter sin søster i Berlin. Han blev omgående sat på fri fod og tog sit liv mindre end en uge efter. Han hængte sig.
Jeg forestillede mig selvsagt historien som en tragedie, et drama, et hjerteskærende og foruroligende portræt, kafka gange tre, det var ligesom jargonen, bergman møder buster, woody begår en strindberg. Jeg noterede en linje, det var måske en replik, eller voice-over, som jeg var overmåde stolt af, men måske havde jeg bare stjålet den, det var min store skræk, at intet af det, jeg fandt på, var mit eget: Når krigen er vundet, begynder krigen.
Det gik imidlertid i stå allerede i første scene.
For uanset hvor stor umage jeg gjorde mig, uanset hvordan jeg vendte og drejede denne, i mine øjne, tragiske historie, blev det ikke til andet end komedie. Jeg forstod det simpelthen ikke. Jeg ville ikke have folk til at le ad Herbert Noll. De skulle tværtimod føle med ham, de skulle føle harme og fortvivlelse på hans vegne, den lille mand mod overmagten, de skulle føle deres egen angst på egen krop, så at sige. Men det var og blev komedie. Jeg fattede ikke hvorfor. Stoffet var jo for helvede tragisk. Der var ikke én eneste forsonende eller befriende scene, ikke ét åndehul, så langt jeg kunne se. Så gik det op for mig: overskægget. Det var overskægget. Havde det ikke været for overskægget, ville dette aldrig være sket. For hvem fanden går rundt med præcis sådan et overskæg i Berlin i maj 1945? Herbert Noll gjorde.
Det endte som et kort kortfilmmanus med titlen Overskægget, hvad ellers, som der for øvrigt heller ikke kom noget ud af.
Eller er det også bare noget, jeg har drømt, en drøm baseret på en sand historie?
Jeg blev i hvert fald vækket af hunden. Den stod uden for døren og bjæffede og var åbenbart atter sulten. Nu kunne jeg tydeligvis bruges igen. Det var altså mandag. Jeg havde sovet over mig. Men hvordan kan man sove over sig, hvis man ikke skal nå noget? Jeg havde ingen aftaler. Jeg havde ingen deadlines. Jeg var, og jeg kunne ikke sige det tit nok, min egen herre. Klokken var ikke desto mindre snart elleve. Cathrin var selvfølgelig gået. Jeg var stadig ikke udsovet. Jeg kom langt om længe på benene, gik ud i køkkenet, lagde mad i skålen, hunden spiste og logrede samtidig, så gik jeg ud på badeværelset, tissede, gik i bad, børstede tænder, tog morgenkåben på, skænkede mig en kop lunken kaffe, der var tilovers efter Cathrin, satte mig i arbejdsværelset, startede computeren, kiggede ud ad vinduet, mens den summede og blinkede, og tænkte, at lyset på denne årstid, når solen kun lige trænger gennem disen, har nogenlunde samme farve som urin.
Endelig strålede skærmen foran mig, blåt og skarpt, næsten som en stump himmel.
Jeg ville fortsætte med lejlighedernes historie. Jeg havde tiltro til den idé. Den var ikke bare et af disse flygtige påfund, der stinker, efter at sidste salgsdato er overskredet med tre minutter. Jeg kaldte projektet Portræt af lejligheder. En engelsk titel var heller ikke af vejen: Portrait of apartments. En undertitel ville også gøre sig: City Stories. Jeg var overbevist om, at det her, hvis det altså blev til noget, hvad jeg også var overbevist om, altså en film, gerne en trilogi af kortfilm, kunne blive et hit på festivalerne. Det var temmelig længe siden, jeg havde været sådan i stødet, det måtte i givet fald være dengang, jeg begyndte på Herbert Noll. Jeg var med andre ord ambitiøs. Men da jeg skulle begynde at skrive, ikke andet end en huskeliste, hovedpunkter, navne, kunne jeg ikke samle tankerne. Jeg kunne ikke samle mig om andet end tanken om det, der var foregået oppe på loftet i den faldefærdige villa dagen før. Og alene tanken gjorde mig ophidset og fraværende på samme tid. Jeg tog salgsopstillingen frem og kiggede på billederne: de møblerede værelser, den frodige have, bordet, som nogle snart ville tage plads ved og spise, drikke, skåle, tale for derefter at forlade det og lade huset synke ned i glemsel, råd, fugt, melankolien i denne, hvad stod der nu i annoncen, sjæl, i sort-hvid, gjorde mig ikke mindre ophidset. Jeg lukkede øjnene, men fik ikke fred, jeg så Cathrin ligge på knæ på loftet. Hvilken leg var nu dette? Hvilke regler gjaldt der i denne leg, ingen? Havde det noget med Ikea-kataloget at gøre, umuligt.
Jeg rejste mig og begyndte at gå hvileløst fra rum til rum med hunden i hælene, gennem stuen, ud på badeværelset, forbi køkkenet, frem og tilbage gik jeg og opmålte denne lejlighed, hvor vi snart havde boet sammen i fire år. Den måtte være på mindst hundrede kvadratmeter, højt til loftet, moderne elinstallationer, ovenlys i soveværelset, nye vinduer, hvis jeg var valuar, jeg var valuaren, ville jeg anslå prisen til 2,5 mio., ikke en krone mindre, snarere mere. Hunden gad ikke følge efter mig længere og lagde sig i kurven. Til sidst standsede jeg op i Cathrins arbejdsværelse. Jeg havde allerede snaget én gang. Gjorde flere gange det værre? Hendes rejsetaske stod stadig i skabet. Et kort øjeblik blev jeg roligere. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg kunne lige så godt være blevet endnu mere bange. Men i stedet blev jeg altså roligere. Så ringede telefonen. Det var som at blive grebet på fersk gerning. Lyden gik gennem marv og ben. Og jeg fik den tanke, at det kunne virke mistænkeligt, ja, påfaldende, ikke at tage den. Mistænkeligt? Påfaldende? Hvad, hvis jeg var ude at lufte hunden lige nu? Det ville ikke være så usandsynligt. Det ville være troværdigt. Ikke desto mindre nærmest spænede jeg tilbage til mit værelse, løftede røret og regnede med, at det var Cathrins mor. Det var det ikke. Det var en mand.
– Nå, der er du endelig, sagde han.
– Hvem?
– Taler jeg med Willy Bråten?
– Ja.
– Godt. Jeg har prøvet at få fat i dig. Mit navn er Peder Holm. Den nye konsulent herude på Norsk Film.
Jeg satte mig, svimmel.
– Javel, sagde jeg.
– Og nu sidder jeg og bladrer i nogle gamle papirer og kan se, at du har fået udviklingsstøtte til to manuskripter for halvandet år siden.
Jeg blev tør i munden, selvom han hverken virkede bidsk eller krævende, snarere nysgerrig, i bedste fald interesseret.
– Det stemmer, mumlede jeg.
– Og hvordan går det?
Jeg sagde det, som det var:
– De er fortsat under udarbejdelse.
– Under udarbejdelse? Efter halvandet år?
– Jeg gik lidt i stå, forstår du.
– Det forstår jeg. Det kan ske for den bedste.
Jeg blev lidt for ivrig.
– Jeg gik egentlig ikke i stå, men jeg …
Peder Holm afbrød mig.
– Kan vi ikke tage os en snak en dag?
– Du mener om projekterne?
– Også dem. Jeg kan godt lide at møde de forfattere, jeg samarbejder med. Hvad med frokost på Bristol i morgen?
Jeg skulle ingenting næste dag.
– I morgen passer mig dårligt, sagde jeg.
– Jamen så lad os sige onsdag klokken et i stedet. Okay?
– Okay.
Vi lagde på.
Der blev frygteligt stille.
Jeg måtte have luft.
Jeg tog hunden med. Vi gik gennem St. Hanshaugen. Hunden luftede mig. Den var vokset. Den halede og trak i halsbåndet, da en mynde kom hen mod os. Hvordan genkender hunde hinanden? Hvordan ved en puddel, at en schæfer er en hund og ikke en ræv? Far sagde, det var lugten. Selv fuglene har deres egen lugt. Derfor tager de ikke fejl. Dyr kan lugte deres egne. Ellers ville de være bukket under. Mynden var imidlertid ikke interesseret i en af sine egne. Og jeg kunne ikke rigtigt beslutte mig for, om jeg netop havde fået en god nyhed eller ej. Jeg tog mig en øl på Schrøder, og mens jeg drak, og alle servitricerne ville klappe hunden, besluttede jeg mig for, at nyheden var god, virkelig god. Peder Holm ville mødes med mig. Og ikke kun det. Han havde inviteret mig på frokost på Bristol. Jeg købte to flasker champagne i vinmonopolet ved siden af, Veuve Cliquot. Det fortjente vi. Da jeg kom hjem, ringede telefonen igen. Denne gang var det hende, Cathrins mor. Hun gik lige til sagen.
– Er Cathy gravid, Will?
– Hvad sagde du?
– Du hørte godt, hvad jeg sagde, Will.
– Cathy gravid? Ikke hvad jeg ved af.
– Hvad ved du, Will?
– Syntes du ikke, hun så tynd ud?
– Tynde piger kan også få børn. Er hun hjemme?
– Nej. Jeg tror, det bliver sent. Tak for sidst, for resten.
Moderen var tavs et øjeblik deroppe i den hvide by.
Så sagde hun:
– Hvis Cathy venter sig, og du er faderen, så vil jeg have, at I gifter jer.
Jeg var lige ved at tabe røret.
– Øh, hvad?
– Du synes måske, jeg er gammeldags, Will, men se lige, hvordan det er gået med Finn og mig.
– Hvordan er det gået med Finn og dig?
– Vi giftede os, da vi havde sølvbryllup, og Cathy var atten år. Jeg ved ikke, hvad der gik af os. Vi blev vel grebet af frygt, formoder jeg.
– Frygt?
– Jeg mener det, Will. Hvis I skal have børn, så gift dig med hende og hold op med at fjolle rundt.
Jeg blev nødt til at sige noget:
– Jeg fjoller ikke rundt.
– Det er jeg glad for at høre.
– Tak.
– Ville det måske være en idé, at I tog med ned til Spanien? I hvert fald Cathy? Det vil hun sikkert have godt af under alle omstændigheder.
Jeg så endeløse golfbaner for mig, lunkne drinks og ure, der stod stille. Nærmere Helvede var det formentlig umuligt at komme, det var mæglernes, skattesvindlernes og de oldgamle oprøreres sidste skærsild.
– Sikkert, sagde jeg.
– Hvordan går det for resten med hunden?
– Fint.
– Fint. Vær sød at bede Cathy ringe til mig.
Moderen lagde på.
Jeg blev stående og kom mig, kom til hægterne. To opringninger af denne type på én og samme formiddag var lige i overkanten, simpelthen på grænsen af, hvad jeg kunne klare. Mor brugte sådan et udtryk: at gå op i limningen. Nu går jeg snart op i limningen, sagde hun, som regel om lørdagen, jeg ved ikke helt hvorfor. Det var det, der var ved at ske. Også jeg gik næsten op i limningen. Jeg åbnede den ene flaske. Jeg drak ikke champagne, før jeg var 24. Det passer. Dengang rystede jeg flasken først, for at være sikker på, at den skulle sprøjte rigtigt. Jeg havde set noget i den stil i tv-sporten, eller måske var det, da muren faldt. Det var en nytårsaften. Det sprøjtede. Jeg husker, hvordan Cathrin vendte sig væk, næsten rødmende, veninderne, der fnisede, mine venner, der også rystede de andre flasker, sprøjtede og lo i et tappert forsøg på at redde mig, os alle, ud af forlegenheden, eller måske blot endnu en ydmygelse. Kunsten er at vride flasken ud af proppen, ikke omvendt. Jeg lærte det med tiden. Med andre ord, en lydløs champagne på en mandag. Jeg drak lige så stilfærdigt og tænkte over disse to beskeder: om Cathrin var gravid, og at Norsk Film inviterede mig på frokost. Var dette min bedste eller måske værste dag?
Ville jeg det her?
Ville jeg ikke helst fortsætte med at flyde omkring, uangribelig og doven, bare fortsætte med at have mit på det tørre, eller som moderen sagde: fjolle rundt?
Fjolle rundt?
Flasken var tom, da Cathrin endelig kom hjem.
– Vil du gifte dig med mig? spurgte jeg.
Hun tøvede et øjeblik, mens hun tog jakken af.
– Champagne og mandag?
– Mine manuskripter bliver til film.
– Er det rigtigt?
– I hvert fald det ene. De ringede fra Norsk Film.
– Det er jo fantastisk.
Jeg åbnede den næste flaske og spildte ikke en dråbe.
– Vil du gifte dig med mig? gentog jeg.
– Nu kan du ikke holde så meget fri.
Vi skålede og satte os.
Hunden lagde sig på gulvtæppet mellem sofaen og stolene, ja, i det hele taget lignede det en idyl, det ikke blot lignede, det var det, en idyl, i det mindste så længe det varede, jeg mener, hvis nogen havde kigget ind ad vinduet og set os, møblerne, flaskerne, Cathrin, hunden og mig, ville de have misundt os.
– Kan jeg ikke? spurgte jeg.
– Kan ikke hvad?
– Holde så meget fri.
– Mener du det virkelig?
– Hvad?
– At de vil lave en film?
– De inviterede mig på frokost. Bristol.
– Det er fedt, Will. Skænk op.
Det var sgu ikke min værste dag, det var min bedste.
Vi skålede igen.
– Jeg har tænkt mig, at jeg selv skal stå for instruktionen. Jeg mener, det er jo mig, der har set det, ikke? Jeg har ikke lyst til, at en eller anden analfabet, der tror, han er et geni, skal radbrække manus. Fandeme nej.
– Det har du ret i, Will.
– Og så tænkte jeg at pitche ham Herbert Noll bagefter, bare for at høre, om han synes, det er drama eller komedie. Du kan godt huske, at jeg fortalte dig om Herbert Noll, ikke?
Cathrin nikkede.
– Og hvis han synes, det er en komedie? spurgte hun.
– Så siger jeg, at jeg er villig til at lave en komedie. Materialet kan bære det.
– Jamen gør det, Will. Skid på, om det er komedie eller tragedie. Tænk rød løber.
Jeg betragtede hende. Hun virkede åndsfraværende, træt, måske var det bare champagnen eller lyset eller det, der var sket i går, at hun stadig var udmattet, sådan som jeg havde været. Eller måske talte jeg for meget om mig selv. Hun var ikke vant til det, heller ikke jeg, for den sags skyld. Opkomlinge bør helst være lydløse, som champagne.
– Hvordan går det med kataloget? spurgte jeg.
– Hvilket?
– Ikea-kataloget. Er du i gang med flere kataloger?
– Fint.
– Hvad er konceptet?
– Billig luksus.
– Du mener ragelse?
– Luksus er en personlig oplevelse, Will. Nøjagtig ligesom film.
Cathrin rejste sig og gik ud i køkkenet eller på badeværelset. Hunden luntede efter. Jeg blev siddende.
– Den har fået mad, råbte jeg.
Så stod Cathrin der igen.
– Har du været inde på mit værelse?
– På dit værelse?
– Døren stod åben.
– Jeg ledte efter hunden.
– Fandt du den?
Det var nu, jeg skulle have spurgt hende, lige her og nu, om hun havde tænkt sig at rejse, om hun havde tænkt sig at forlade mig, om hun var gravid, om alt, jeg skulle have spurgt hende om alt, lige her og nu.
– Ja, sagde jeg. Den var inde i soveværelset.
Cathrin var tavs et øjeblik. Flasken var endnu ikke tom.
– Jeg er stolt af dig, sagde hun pludselig. Måske vil jeg alligevel gifte mig med dig.
– Tak. Tak, Cathy.
Hun studsede. Cathy? Jeg skulle ikke have sagt Cathy.
– Bare du ikke bliver skuffet, sagde hun.
Det skulle hun heller ikke have sagt. Vi skulle ikke have sagt noget nogen af os. Vi skulle have tiet stille og drukket champagne og smagt på lykken, succesen, alt det, vi bildte os ind.
– Din mor ringede, sagde jeg.
– Hvad ville hun?
– Invitere os med til Spanien.
– Hvor vildt. Sagde du ikke ja?
– Hun bad dig ringe.
Cathrin ringede til moderen. Jeg hørte ikke, hvad hun sagde, kun at hun indimellem lo, og der var noget fremmed over hendes latter, det var, som om den kom et andet sted fra, som om en anden, altså en fremmed, befandt sig i disse stuer og lo ad mig, eller hvad fanden ved jeg, og det kunne sgu være det samme, jeg gav fanden i det.
Dagen var og blev min.
Det mindede om titlen på en ikke særlig vigtig film.
Alligevel var jeg tilfreds.
Glæden er en sær snegl.
Men den nat vågnede jeg ved, at Cathrin sad op i sengen, klokken var næsten tre, og hun sad foroverbøjet med hovedet mellem knæene. Hun var som en mørk, takket bue, krum, mager. Et øjeblik troede jeg, at det var hunden, hun holdt om, men nej, det var det ikke, det var sig selv, hun klamrede sig til. Jeg blev forskrækket. Jeg blev rædselsslagen. Der findes et dansk ord, som dækker det bedre: at være angst. Det er noget andet end at være bange. Det går dybere. Jeg fik angst. Det er ikke nogen gave. Det er det omvendte. Det er noget, der bliver taget fra en. Man bliver tømt, for sprog, og bliver opfyldt af noget andet, det usagte: angst. Jeg var angst. Jeg ville røre ved hende, uendelig forsigtigt, men turde ikke. Jeg turde ikke. For jeg vidste ikke, hvad der kunne ske. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde har set ensomheden tydeligere end dette: Cathrins krumme ryg, en cirkel, sin egen skygge. Og det gjorde mig dobbelt ensom. Hun var mit spejl. Vi var ensomme sammen. Jeg lå så stille, jeg kunne. Jeg hørte, at hun hviskede noget, og kunne ikke afgøre, om det var i søvne, eller om hun talte til mig, sig selv, hunden, hvem som helst, ingen: Syndig, hviskede hun. Syndig. Så lagde hun sig ned, lukkede øjnene, mens jeg blev liggende vågen og tænkte på dette ord, syndig, det lignede en slags ekko, det var ikke hende, der skulle have sagt det, jeg skulle have sagt det, syndig, det var et ord, jeg voksede op med, tag synderne på dig, plejede far at sige, og jeg så for mig, at synderne var tøj, som man måtte bære, et klædningsstykke for hver synd, hvis den var lille, behøvede man kun en undertrøje, var synden stor, skulle man tage hat på, sikkerhedssko, frakke, så synderne kunne ses. Det var aldeles uudholdeligt at tænke på, og da jeg ikke kunne falde i søvn igen, tænkte jeg i stedet på, hvilket jakkesæt jeg burde iføre mig, når jeg skulle møde Norsk Film, eller rettere, hvilken rolle jeg skulle vælge, eller skulle jeg simpelthen være ærlig. Findes ærlig? Jeg mener, findes der en, som kun er mig og ingen anden, en, som er sand, eller er jeg blot én af mange og kan vælge og vrage mellem dem, vælge mellem mig selv? Jeg kunne i hvert fald ikke sove. Men Cathrin faldt i søvn. Jeg kunne høre det på hendes vejrtrækning, små pust over læberne. Jeg havde valgt hende. Hun havde valgt mig.