VI

Jeg kom ti minutter for sent. Det var også meningen. Jeg vidste ikke, hvem Peder Holm var. Men han genkendte åbenbart mig. I hvert fald rejste en mand sig fra stolen i hjørnet ved siden af baren, det bedste bord, og han lignede den mand, jeg havde forestillet mig: jernbanefløjl, omkring de fyrre, tyndhåret, skæg. Et øjeblik var det, som om jeg genkendte ham, men det kunne jo ikke passe, det var bare sådan, at disse særlige typer lignede hinanden, konsulenter, dramaturger, bureaukrater, dem, vi plejede at kalde slyngplanterne, dem, der klatrede på os, vi kunne godt lide at sige den slags, de var i hvert fald af samme støbning hele banden, jeg kunne genkende en dramaturg eller en konsulent på tre hundrede meters afstand i tæt tåge.

– Peder Holm, sagde han.

– Willy Bråten, sagde jeg.

Vi satte os.

– Noget at drikke? Eller spise?

– Bare en kop kaffe, tak.

Peder Holm lænede sig over mod mig og sukkede.

– Hvorfor er alle så helvedes kedelige?

– Kedelige?

– Har du læst Fitzgeralds lille roman fra hans tid i Hollywood? Pat Hobby?

– Nej.

– Der står det hele. Sådan er filmbranchen. Den ene dag er man på toppen. Den næste er man på bunden. Man er indenfor den ene uge og udenfor den næste. Men de havde det i det mindste sjovt, mens det stod på.

– Og jeg? Er jeg indenfor eller udenfor?

– Det er ligesom det, vi skal finde ud af.

Servitricen kom hen til os.

Jeg bestilte kaffe.

– To øl, sagde Peder Holm.

Vi sagde ikke mere, før servitricen vendte tilbage med vores bestilling, en kaffe og to øl. Den ene var til mig. Vi skålede.

– Fortæl om København, sagde Peder Holm.

– Det var lærerigt.

– Lærerigt? Du mener fuldstændig nytteløst?

– Vi så i hvert fald en masse film.

– Og hr. Skak? Var han fuld eller ædru?

– Begge dele.

– Så er han allerbedst. Sikker på, du ikke er sulten? De har en satans god tatar her.

– Tak, men jeg nøjes med øllen.

– Og hvad er din yndlingsfilm?

Jeg så på ham, ansigtet over glasset, øjnene var kørt i stilling, rødrandede, og de sigtede på mig.

– Breakfast at Tiffany’s, sagde jeg.

Peder Holm rystede på hovedet.

– Hvor gammel er du egentlig?

Når folk gør grin med mig, foretrækker jeg at tage dem bogstaveligt, som sagt, det er min form for spøgefuldhed, og af og til virker den.

– Jeg er født 4. juli 1969. På Stensby Hospital.

Jeg tror, den virkede.

– Det er noget skidt med fødselsdag i juli. Du holdt aldrig børnefødselsdag, vel?

– Nja.

Peder Holm bestilte to øl mere.

– Og hvad husker du bedst fra Breakfast at Tiffany’s? Bortset fra bogen, mener jeg.

– Audrey Hepburn, Moon River og katten.

– Du husker altså ikke selve filmen?

– Jeg husker øjeblikkene. Består film ikke af øjeblikke?

– Helst flere efter hinanden. I en vis sammenhæng. Hvad synes du om Pulp Fiction?

– Elegant tomhed.

– Du vil hellere have uelegant indhold?

– Helst begge dele.

– Interessant. Så kan du måske bedre lide Forrest Gump?

– Falsk sentimentalitet. Livet er en æske fyldt chokolade. Så gik jeg.

– Er sentimentalitet ikke altid falsk?

– Nej. Moon River er ægte.

– Og hvilken norsk film kan du bedst lide?

– Olsenbanden.

Peder Holm lænede sig frem.

– Forklar, sagde han.

Det her var ligesom min kongstanke, eller måske havde jeg bare læst det et sted, og nu troede jeg, at jeg selv havde fundet på det, det plejede jeg, og jeg var ikke ligefrem alene om denne uvane, hele branchen vrimlede med folk, der tog æren for andres ideer:

– Norsk film havde to alternativer sidst i tresserne, to veje at gå. Chat Noir eller Nationaltheatret. De valgte forkert.

– Hvad ville du have valgt?

– Chat Noir.

Peder Holm lo.

– Jeg tror sgu næsten, jeg kan lide dig, Willy. Folk er dødtrætte af kitchensink og dybsindige dialoger. De vil have action og følelser. De vil have eventyr. Men nu er vi snart på rette vej.

– Mener du mine manuskripter?

– Du mener dem, der er under udarbejdelse?

– Ja, som I gav mig støtte til.

– Glem dem.

– Glem dem?

– Ja, glem dem. Smid dem ud. Slet dem. Gør, hvad du vil. De bliver aldrig til film. De er elendige.

Jeg måtte sunde mig. Havde Peder Holm bare inviteret mig på frokost for at fortælle, at jeg var en fiasko, for at chikanere og nedgøre mig?

– Den forrige konsulent kunne godt lide dem, sagde jeg.

– Og hvorfor tror du, jeg er den nye konsulent, Willy?

Jeg aner ikke, hvad der fik mig til at sige det, det var totalt malplaceret, men jeg sagde det alligevel.

– Jeg så for resten Audrey Hepburn engang.

– Gjorde du det? Hvorhenne?

– I Skrukkedalen. Lige ved Øyangen. Hun stod på ski. Min far ryddede løjperne derinde. Jeg var sammen med ham.

Jeg fortrød det inderligt i samme øjeblik, jeg havde sagt det.

– Var hun lige så sexet som på film?

– Jeg var ikke så gammel, så det lagde jeg ikke mærke til. Men jeg tror, min far syntes det. Selvom han er en from mand.

– En from mand?

– Bordbøn, aftenbøn, disciplin, du ved.

– Jeg vil tro, at Audrey Hepburn kan vippe enhver from mand af pinden, selv i Skrukkedalen. Er du sikker på, du ikke vil have tatar?

– Tak, men jeg er ikke sulten

Peder Holm var tavs et stykke tid, drak, gik hen og hentede et stykke smørrebrød, tatar, hældte æggeblommen ud over det rå kød og spiste kapers med fingrene.

– Hvornår så du sidst en erotisk norsk film, Willy? spurgte han.

Jeg måtte tænke mig om, men jeg kunne ikke tænke klart, jeg var i vildrede med det meste, og i virkeligheden burde jeg være gået, men der sad jeg, høflig, smilende, selvom jeg havde fået dødsstødet: at jeg var totalt elendig. Glem dem, Willy. Det er opkomlingens modus operandi, og den slår aldrig fejl. Han rejser sig ikke, før de andre går.

– Måske Ung flugt med Liv Ullmann, svarede jeg. Eller Line.

Peder Holm nikkede.

– Og det er snart fyrre år siden. Et lille glimt af et bryst i solnedgang. Lidt nøgenbadning og en bh, der hænger til tørre. Det er desværre ikke nok længere.

Jeg sagde det ligeud:

– Tænker du på porno?

Peder Holm lo.

– Porno? Det er for handelsrejsende på hotelværelser, efter at baren er lukket, med østeuropæiske teenagepiger med blå mærker og tatoveringer på rumpen. Jeg tænker på erotiske film, Willy. Erotiske. Gode roller. Gode skuespillere. Godt plot. Seriøst. Ophidsende scener. Gedigen og stueren porno for voksne. Er du med? Som mor og far kan kigge på og få tiden til at gå med eller lave børn til. Vi må have noget mere at drikke.

Servitricen kom med øl og en gammel dansk til os hver.

– Og hvad har det med mig at gøre, hvis jeg er så elendig? spurgte jeg.

– Jeg sagde, at dine manuskripter er elendige. Ikke dig. Tag det ikke personligt.

– Gør det nogen forskel?

Peder Holm sukkede.

– Kan jeg få lov at tale ud? Jeg har nemlig en idé, jeg godt vil lufte for dig.

– Jeg foretrækker selv at finde på ideerne.

Peder Holm sukkede endnu dybere.

– Hvis du har fine fornemmelser og tror, du er en stor kunstner, er du havnet i den forkerte branche, Willy. Du er en arbejder. Glem ikke de tre p’er.

– Hvad for p’er?

– Lærte du ikke det i København? Penge, produktion og publikum. Bare læs Fitzgerald.

Jeg syntes mindre og mindre om Peder Holm, men han var i det mindste ærlig, og det slog mig, at jeg ikke var vant til ærlighed, særlig ikke i den senere tid, derfor blev jeg siddende, jeg havde intet at miste, havde jeg vel?

Jeg ville trods alt hellere være indenfor end ude.

– Hvad er ideen så? spurgte jeg.

Peder Holm foldede hænderne og støttede sig til dem.

– Jeg forestiller mig et ungt par, her fra Oslo, der er såkaldt vellykkede, karriere og hele svineriet, ikke, men et eller andet skurrer. De beslutter at flytte og begynder at kigge på lejligheder. Og under de der åbent hus-arrangementer indleder de en erotisk leg. De knepper i fremmede soveværelser. Det bliver en besættelse. De tager større og større chancer. For risikoen for at blive opdaget, grebet på fersk gerning, er en del af ophidselsen. Hvad synes du, Willy?

Jeg stivnede, men forsøgte at bevare fatningen. Hvor var det, jeg havde set ham før?

– Og så? sagde jeg.

– Det er her, du kommer ind i billedet. Du gør historien til din. Det er det, der er kunsten, Willy. At gøre den til din. Og jeg mener fandeme med hud og hår. Og jeg giver dig selvfølgelig frie hænder. Og et forskud. Hvad med halvtreds tusind?

– Halvtreds?

– Så siger vi tres. Du er en hård nyser, Willy.

Der var noget velkendt ved ham, noget anderledes, jeg havde virkelig set ham før, og så vidste jeg det pludselig, jeg vidste, hvor jeg havde set ham, det var i den første lejlighed, det var ham, jeg skubbede til, det var ham, der sagde se dig dog for, mand. Det måtte være ham. Det var som at synke. Jeg sank gennem etagerne i mig selv, og jeg kom helt ned i kælderen, et sted, hvor jeg ikke trivedes særlig godt.

Men hvad skulle jeg sige?

– Er du på udkig efter en lejlighed? spurgte jeg.

Peder Holm smilede.

– Kald det research. Og I?

– Vi sonderer bare terrænet. Hvordan fandt du mit navn?

– Du skrev dig på listen. Både på Elisenbergveien og oppe i den faldefærdige villa. Hvad syntes I for øvrigt om den?

Jeg kiggede væk. Jeg måtte vinde tid. Han havde altså også været dér. Det var ham, der kom ind fra altanen, formentlig sammen med sin kone. Fulgte han simpelthen efter mig?

– Huset havde sjæl, sagde jeg.

Peder Holm lo.

– Som du dog kan sige det. Sjæl. Kan du mon få noget på papiret i løbet af efteråret? Treatment. Synopsis. Så kan vi begynde at se os om efter instruktører.

– Jeg skal gøre mit bedste.

Han rakte hånden frem. Jeg tog den.

– Hvad ellers? Jamen så har vi en aftale. Jeg sender dig en kontrakt i næste uge. Og så sender du mig nogle scener undervejs. Bare for en sikkerheds skyld, ikke?

– Selvfølgelig.

– Skidehyggeligt at snakke med dig, Willy.

Peder Holm blev siddende. Jeg gik. Men jeg gik ikke lige hjem, hvad jeg helt afgjort burde have gjort. Jeg smuttede i stedet ind forbi Cathrins reklamebureau, Mono Productions, det lå ikke så langt derfra, nede i Rosenkrantzgaten. Jeg havde ingen anelse om, hvorfor jeg gjorde det, om hvad jeg skulle sige, skulle jeg lette mit hjerte? Kunne jeg overhovedet fortælle det her, at vi var blevet set, at vi sandsynligvis var blevet grebet på fersk gerning, og at det nu var meningen, at jeg skulle lave et filmmanus ud af det? Hvor dybt kan man egentlig synke? Jeg var under min egen værdighed. Jeg havde oven i købet givet manden hånden. Jeg kunne ikke se Cathrin nogen steder, men Vivi sad i det mindste inde i et af mødelokalerne, hvor nogen havde tegnet en skitse på whiteboardet, en sofa, hvor der lå en mand. Her var ikke andet end glasvægge og åbent kontorlandskab. Vivi løftede hånden i en hurtig hilsen, hun havde også fået øje på mig, men det undrede mig, at hun virkede så overrasket, eller forlegen, hvad skulle jeg lægge i det? Og hvorfor var Cathrin der ikke? Vivi kom ud efter et par minutter og gav mig et knus.

– Hej, Will. Vores alle sammens helt.

– Helt?

– Vær nu ikke så beskeden, selvom du er fra landet. Slagsmålet i taxakøen. Vi er næsten forelsket i dig alle sammen.

Jeg kunne både lide og ikke lide det, hun sagde.

– Gider du lige, sagde jeg.

Vivi slap mig.

– Hvad laver du for resten her?

– Hvad jeg laver her? Leder efter Cathrin, selvfølgelig. Hvad ellers?

Vivi kiggede på mig et stykke tid. Jeg vidste ikke, hvad hun havde gang i. Jeg blev urolig.

– Er du lidt småfuld, Will?

– Jeg har lige skrevet kontrakt med Norsk Film.

– Fantastisk. Så har du fortjent at være lidt småfuld.

– Jeg er ikke småfuld. Hvor er Cathrin?

Vivi kiggede ned, væk, jeg havde vist bragt hende i forlegenhed, jeg vidste ikke hvorfor, det kunne da ikke være, fordi jeg var lidt småfuld, at hun pludselig undgik mig, jeg mener, Vivi var ikke just den snerpede type.

– Ved du det ikke? sagde hun til sidst.

– Ved hvad?

Vivi tøvede, virkede modvillig.

– At hun har orlov.

– Orlov? Hvad skal det betyde?

– Det ved jeg ikke, Will.

– Ved du det ikke? I arbejder sammen. Du er hendes veninde.

– Jeg synes, du skulle spørge hende selv.

– Tager du gas på mig?

– Hvad mener du? Gas?

– Arbejder hun ikke med Ikea-kataloget? Hun sagde jo, at hun arbejdede med Ikea-kataloget.

Vivi blev stram i masken, virkede utilpas, hun kunne ikke lide mig længere. For et øjeblik siden var jeg en helt, nu var jeg bare en irriterende fyr, venindens kæreste, knap nok det.

– Jeg synes, du skulle spørge hende selv, gentog hun.

Jeg tog Vivis hånd, hårdere end det havde været min hensigt, og forstod omgående, at det ikke var særlig smart af mig.

– Hvad fanden foregår der? spurgte jeg.

– Det ved jeg ikke. Slip mig.

– Kan du ikke bare sige, hvor hun er? Er det så skide svært?

Jeg klemte hendes fingre endnu hårdere. Vivi prøvede at trække hånden til sig.

– Har du også tænkt dig at slå mig, Will?

Jeg slap taget og holdt begge hænder i vejret.

– Sorry, sagde jeg. Det var ikke meningen.

Vivi strøg mig hurtigt over kinden, og det kunne hun godt have sparet sig. Jeg havde ikke brug for trøst, hvis det var det, hun troede.

– Det er i orden, Will. Sorry. Jeg mente det ikke.

– Fint. Vi mente det ikke.

– Snak nu bare med Cathrin, ikke?

Og så sagde jeg noget, som i virkeligheden bare gjorde alting værre og mere indviklet.

– Lad være med at fortælle, at jeg har været her.

Vivi målte mig, også nu med en vis skepsis, nikkede kort og gik tilbage til mødelokalet.

Jeg tog en taxa hjem, gav den utaknemmelige hund mad, gik i bad, blev ædru, men ikke specielt roligere, derefter satte jeg mig i mit arbejdsværelse og ventede.

Hvad skulle jeg sige til Cathrin, når hun kom?

Var hun blevet fyret?

Eller var hun mig bare utro? Bare? Var hun mig utro? Men behøvede hun virkelig at tage orlov af den grund? Var det ikke tilstrækkeligt med overarbejde og frokostpauser på hotelværelser med glemsomme receptionister? Det var sgu så banalt som i en film. Jeg havde set det før.

Var hun ikke kommet sent hjem ret ofte på det sidste?

Jeg vidste allerede, hvad jeg ville sige: ingenting.

Jeg ville ikke sige noget, før hun sagde det.

Så lille ville jeg ikke gøre mig.

Jeg skyndte mig ind på hendes værelse. Jeg kunne ikke lade være. Rejsetasken stod der stadig. Mappen med modellerne lå på samme sted. Jeg trak ud i nogle flere skuffer: tuschpenne, linealer, skitser. Så lagde jeg mærke til en æske i skabet, næsten skjult af tasken. Jeg løftede låget. I æsken lå der en paryk. Og den lignede Cathrins rigtige hår til forveksling. Jeg rørte ved den, forsigtigt, den var tyk, glat. Det hele var overordentligt forvirrende. Det hele virkede planlagt og uklart på samme tid. Det var bedre at vide ingenting end bare en lille smule. Jeg skulle ikke være taget ind på reklamebureauet. Det havde været bedre, hvis jeg ikke havde set denne paryk. Skulle der for resten snart være karneval? Nej, karnevalernes tid i Oslo var så decideret forbi. Nu forstillede vi os hele året. Og når maskerne en sjælden gang faldt, jeg kunne ikke huske, hvornår det sidst var sket, kaldte vi det i stedet for karneval. Jeg hadede disse tanker. De var ikke engang mine. Jeg var virkelig en krage, som fyldte min rede med alt, hvad jeg troede glitrede. Men hvorfor i alverden skulle man klæde sig ud med en paryk, der lignede den frisure, man havde i forvejen?

Hunden bjæffede.

Jeg slog hovedet ind i skabsdøren.

Der stod den, hunden, i døren og gloede misbilligende på mig.

Jeg skyndte mig forbi den og tilbage til mit eget værelse.

Hvis Cathrin havde en hemmelighed, eller flere, kunne jeg vel også have det: manuskriptet om os.

Jeg åbnede et nyt dokument og kaldte det ganske enkelt Åbent hus. Et spillefilmmanus af Will Bråten.

Hvad havde jeg: Jeg havde nogle notater fra lejlighederne, en løs idé, genstande, pynt. Det kunne i bedste fald danne baggrund. Jeg manglede kun resten. Jeg måtte befolke værelserne. Jeg forestillede mig, at et par i tyverne var hovedpersonerne, det var indlysende, bosat i Oslo, sandsynligvis et sted i den vestlige ende af byen. Jeg måtte finde ud af, hvad de arbejdede med, deres baggrund, omgangskreds, miljø, al den slags. Hun kunne for eksempel være en arkæolog, der arbejdede med en udgravning nede ved havnen, hvor hun gravede knogler og smykker fra middelalderen frem. Han kunne godt være tolk, ved retssager, afhøringer, diplomati, med en universitetsgrad i for eksempel arabisk. Han er altså tolk, men ikke i stand til at tyde sin egen kone, kvinde. Så forestillede jeg mig det modsatte, at de snarere burde have almindelige job, hun arbejder på et posthus, han er ansat ved skattevæsnet, noget i den stil, noget, der gjorde deres hemmelighed endnu mere uhørt, det almindelige og afvigelsen, side om side; så kom jeg frem til, at denne forestilling var falsk og derfor ubrugelig, denne afvigelse vil være uhørt, uanset hvem der udfører den, det eneste, der tæller, er, om publikum kan lide dem, publikum skal kunne lide dem, der gør det uhørte, ellers bliver det hele bare uhørt, afskyeligt, og ingen vil eller gider se det. Det er filmens falskhed, den slipper man ikke uden om, den er man nødt til at bruge. Det allervigtigste var dog at finde ud af, hvorfor de, eller rettere sagt hun, indleder denne leg, at kneppe i fremmede lejligheder. Keder hun sig? Nej, det kan ikke være tilstrækkelig grund. Det må med andre ord stikke dybere, hvad er selve drivkraften, konflikten, hvilken lidenskab er hun besat af, lidenskab og lede, tænkte jeg, hænger de to ting måske ikke uløseligt sammen, tomheden, der skal fyldes ud, og hver gang den er fuld, skal den fyldes på ny, med endnu mere, og var denne konflikt, hvad den så end indebar, bæredygtig nok til en hel spillefilm?

Jeg mærkede, og jeg kan dårlig nok huske, hvornår det skete sidst, det måtte i givet fald være, da jeg fandt Herbert Noll, at jeg blev grebet af nysgerrighed efter det, jeg skulle i gang med at skrive.

Jeg nedskrev det ord, Cathrin havde hvisket i nat: syndig.

Derefter skrev jeg: orlov, paryk.

Var det dette, der skulle forløse mig, var det her min chance for at få mit navn på plakaten, i rulleteksterne, var det dette, der skulle hæve mig fra opkomlingens trin til en højere etage?

Og for et kort øjeblik, hvor latterligt det end lyder, glemte jeg mig selv.

ÅBENT HUS (version I)

SCENE 1.

Eksteriør barndom. Vinter.

En høj, slank fugl står fastfrosset i den blanke is på en sø. Det er en hejre. Pludselig basker den med vingerne, voldsomt, og prøver at komme løs. Det nytter ikke. Den står igen helt roligt, majestætisk, som om den har affundet sig med sin skæbne.

En mand og en dreng står et stykke derfra og kigger på fuglen. Det er far og søn. Drengen er syv år. Faderen har en rygsæk med et isbor i. Drengen holder en fiskestang i hånden. Det er koldt. Deres ånde ligger som en tåge omkring ansigterne. Faderen tager rygsækken af og finder en kniv frem.

SØNNEN: Hvad skal du, far?

FADEREN: Bliv her.

Faderen begynder at gå hen mod fuglen, der bliver urolig igen. Sønnen slipper fiskestangen og følger efter faderen.

SØNNEN: Hvad skal du?

FADEREN: Bliv her, sagde jeg.

Sønnen forsøger at holde faderen tilbage.

SØNNEN: Isen smelter snart, far. Isen …

Faderen skubber sønnen væk og afbryder ham.

FADEREN: Vend dig om, hvis du ikke kan klare det.

Sønnen bliver stående, mens faderen går helt hen til hejren, griber fat om den slanke hals og skærer den over med kniven. Blodet strømmer ud over den blanke is. Den hovedløse fugl fortsætter med at baske med vingerne. Faderen vender sig om mod sønnen, der står lige bag ham, tavs, rasende, (grædende). Nærbillede af blodet, der drypper fra faderens fingre.

SCENE 2.

Int. soveværelse, nat.

En mand, 27 år gammel, rejser sig med et sæt op i sengen, panden er fugtig af sved, han trækker vejret tungt. Et øjeblik skjuler han ansigtet i hænderne, ånder ud. Så kigger han på uret på natbordet, de lysende tal i halvmørket: 03:14, 4.9. 1996. Han vender sig om og ser på kvinden, der ligger ved siden af ham med ryggen til. Det sorte hår på den hvide pude. Skulderen er nøgen. Han skal til at lægge hånden forsigtigt på skulderen, men lader være, trækker sig i stedet lidt væk.

Jeg standsede. Et eller andet var forkert. Det lignede en anden film. Var jeg i gang med en komedie eller en tragedie? Det var mit evindelige Herbert Noll-kompleks. Jeg var lige ved at slette begge scener. Så kom jeg i tanker om noget, som professoren i København, Skak hed han, aldrig undlod at sige: Alt, hvad du skriver, er nyttigt. Intet af det, du skriver, er unyttigt. Det er et godt råd og fandens billigt. Jeg lod scenerne stå. Det var også sjældent, at samme professor lod chancen gå fra sig for at understrege betydningen af at begynde filmmanusset der, hvor filmen faktisk begynder. Alt andet er omveje, føleri, smuk lort. Så hørte jeg Cathrin. Eller det var hunden, der hørte hende først, de hurtige poter på parketgulvet ude i entreen fik mig til at vågne. Jeg blev siddende ved computeren. Lidt efter stod Cathrin bag ved mig. Hun virkede forpustet. Hun var måske løbet op ad trappen. Hun trak i hvert fald vejret tungt, hurtigt. Eller også var hun bare anspændt. Uanset hvad turde jeg ikke vende mig om, for jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle møde hendes blik.

– Hvordan gik mødet? spurgte hun.

– Godt. Rigtig godt.

– Hvor meget er rigtig godt?

– Tres.

– Tres tusind? For kortfilmene?

Jeg tøvede med svaret:

– For Herbert Noll.

Cathrin lagde hånden på min skulder. Læste hun det, jeg havde skrevet? Jeg lænede mig ind over skærmen.

– Hvad hedder ham fyren fra Norsk Film egentlig? spurgte hun.

– Peder Holm. Flink skiderik. Som de fleste.

– Og mente Peder Holm, at det var en komedie eller en tragedie?

– Det er det, jeg har efteråret til at finde ud af.

– I så fald skal jeg ikke forstyrre.

Cathrin trak sig væk, og så vendte jeg mig endelig om.

– Må jeg spørge dig om noget? sagde jeg.

Hun stoppede op. Blev hun nervøs? Var hun på vagt? Var hun forberedt på alt, på alt, hvad jeg kunne tænkes at sige? Jeg kunne ikke afgøre det.

– Selvfølgelig, Will.

Jeg rejste mig og så længe på hende.

– Har du været hos frisøren? spurgte jeg.

– Hvad mener du?

– Du virker anderledes.

– Mener du frisuren?

– Ja. Hvad ellers?

Cathrin lo og trak fingrene gennem håret, som en kam, og det slog mig, var det ikke blevet lysere, eller tyndere, et eller andet var der i hvert fald.

– Var det bare det, du ville spørge om?

– Du virker anderledes, gentog jeg.

– Det ønsker jeg måske også.

– Ønsker hvad?

– At virke anderledes.

Jeg satte mig igen. Jeg havde ikke mere at sige, jeg gav simpelthen op, og det var en slags lettelse, næsten fryd, alt var som før, ikke, bortset fra at jeg havde fået tres kilo i forskud.

Cathrin lagde hovedet på skrå, som hun plejede, hvad enten øreringen hang i den ene eller den anden side.

– Kan du ikke lide frisuren? spurgte hun til sidst.

– Jamen selvfølgelig, Cath.

Så gik hun ud i køkkenet eller på badeværelset, som sædvanlig med hunden i hælene. Jeg blev siddende og stirrede ind i skærmen, til jeg så tegnene forsvinde og ikke andet end mit eget ansigt i det blå, elektroniske dyb, indtil også det forsvandt, heldigvis.

– Har du købt mad? råbte Cathrin.

– Til os eller hunden?

– Til os, skat.

– Kan vi ikke bare tage fri? råbte jeg.

– Skal du ikke arbejde?

Jeg bestilte en pizza, hvor der fulgte en flaske Farris med. Buddet kom efter tre kvarter, en dreng, formentlig atten år, selvom han så yngre ud, men han måtte velsagtens have kørekort, og han var iført en slags uniform, som han tydeligvis ikke havde det godt med, rød kasket og røde bukser, der var for store, han lignede en klovn med bumser. Han stillede flasken inden for døren og rakte mig den flade, varme papæske. Jeg betalte og gav nogle kroner i drikkepenge.

– Hvis du bestiller ni, får du den tiende gratis, sagde han.

– Så sulten er jeg ikke, sagde jeg.

Han blev mopset, fornærmet, som kun knægte på hans alder kan blive det, genkendte jeg måske ikke mig selv?

– Jeg prøvede bare at være venlig, mumlede han og daskede ned ad trappen.

– Flot uniform, råbte jeg efter ham.

Han gav mig fingeren, før han forsvandt på etagen nedenunder.

Så gik jeg ind til Cathrin, og vi satte os i sofaen foran tv’et og spiste de trekantede pizzastykker lige fra æsken, og osten hang i strimler fra munden, som om vi var tøjret til maden. Vi snuppede et afsnit af Venner. Det var noget med et hotel, Ross, der ragede alt det løsøre til sig, som han fik plads til i kufferten, shampoo, sæbe, brusebadehætter, tandstikkere, den slags, men inden da var der en række forviklinger, forkert dame på rigtigt værelse eller rigtig fyr på forkert værelse, og er det ikke, hvad alting handler om? Vis mig et stykke kunst, ligegyldigt hvilken genre, uden forviklinger, og jeg tager hatten af. Det findes ikke. Cathrin lo. Jeg prøvede at le. Jeg ved ikke hvorfor, men en tanke slog mig, at da min far var på min alder, var jeg fire år.

– Hvor er der fest på lørdag? spurgte jeg.

– Aner det ikke.

– Aner du det ikke?

– Nej. Er der fest på lørdag?

– Plejer der ikke at være det?

– Og så?

Jeg trak på skuldrene.

– Skal vi se Breakfast at Tiffany’s sammen? foreslog jeg.

– Jeg er træt, sagde hun.

– Vi kan spole forbi Micky Rooney. Og også George Peppard.

– Jeg er træt, gentog hun.

– Træt af hvad?

– Hvad tror du?

Cathrin kyssede mig på kinden, sad næsten fast med al den smeltede ost på læberne, og gik ind i seng.

Hvad troede jeg? Var det Breakfast at Tiffany’s, hun var træt af? Jeg måtte godt nok tilstå, at vi havde set den et par gange, for at sige det mildt. Eller var det mig, som hun havde set endnu flere gange?

Jeg lukkede øjnene og svævede af sted i en sløv tilstand, der lignede søvn, afbrudt af skarpe billeder, øjeblikke, man kunne skære sig på, hvis man ikke så sig for, de dukkede op som ansigtet i dybet bag tegnene, det var interiør barndom: vågen i isen ved elvmundingen, april, lyset, isflagerne, der rejser sig som blanke, takkede katedraler, vejene, der bliver smallere og smallere indefter i skovene, indtil de lukker sig lydløst som sorte porte, lige før man når derhen.

Senere, da fjernsynet for længst var gået i sort, og jeg kom ind for at gå i seng, var Cathrin stadig vågen. Hun virkede oprevet over et eller andet, så meget kunne jeg se, måske havde jeg vækket hende, jeg ved det ikke. Jeg kravlede i hvert fald ned under dynen så lydløst som muligt, mens noget rørte på sig ved siden af sengen, det var selvfølgelig hunden, den lå på gulvet med det ene øje åbent, som en våd plet i mørket.

– Sorry, hviskede jeg.

Og sådan blev vi liggende ved siden af hinanden, og jeg tænkte, hvor meget vejer tavsheden, hvor megen tavshed kan man bære, før munden ikke kan klare mere og ganske enkelt eksploderer?

Så sagde Cathrin noget alligevel:

– Det forbandede ur.

Jeg blev bange. Det var, som om hun talte i søvne, men det gjorde hun ikke, hun var vågen.

– Hvad mener du, Cath?

– Jeg mener det forbandede ur. Jeg kan ikke lide det.

– Mener du det ur, jeg købte i New York?

– Hvad ellers?

– Hvad er der med det? Jeg troede, du syntes, det var flot.

– Det generer mig.

– Hvordan?

– Hvorfor skal ure også vise dato og årstal? Det er så pissekikset.

Jeg lå tavs et stykke tid igen, såret, jeg lod i hvert fald, som om jeg var det.

– Det er ret praktisk, sagde jeg omsider. Og det betyder …

Cathrin afbrød mig.

– Praktisk? For det tilfælde, at man skulle glemme, hvilket år det er?

– Ja, for eksempel. Så er man helt sikker på ikke at komme for sent på arbejde.

Hendes tonefald blev mere afdæmpet, eller måske var det bare noget, jeg håbede.

– Jeg kan ikke lide det alligevel, gentog hun.

– Hvorfor ikke?

Og pludselig råbte hun, nej, hun skreg det nærmest:

– Fordi det generer mig! Kan du ikke bare få det ind i knolden? Jeg kan ikke falde i søvn!

– Du kunne da godt falde i søvn før.

Hun lænede sig ind over mig, og et øjeblik troede jeg, at hun ville tage uret og kyle det ind i væggen. I det samme begyndte hunden at gø, som om den ville komme os til undsætning.

For første gang kunne jeg lide køteren.

Cathrin standsede op midt i bevægelsen og lagde sig ned igen.

Hunden blev også stille.

– Vi må finde et navn til den, sagde jeg. Ellers kommer den aldrig til at lystre.

– Jeg troede, du havde fundet et navn allerede, sagde Cathrin.

– Hvad skulle det være?

– Som Sædvanlig.

Jeg lo lidt.

– Som Sædvanlig. Det kan den ikke hedde. Som Sædvanlig.

Hunden rejste sig straks og logrede.

– Der kan du selv se, Will. Den lystrer.

– Som Sædvanlig, gentog jeg, denne gang højere.

Og hunden sprang op i sengen, blev stående oven på dynen, taknemmelig som en hund skal være, før den lagde sig til rette mellem os og lukkede begge øjne.

Så drejede jeg uret om, så de lysende, hårde tal, klokkeslæt, dato og årstal, vendte væk, mod vinduet, byen, natten. Det blev endnu mørkere.

ÅBENT HUS (version II)

SCENE 1.

Int. restaurant. Oslo. Sen aften.

En flok venner, tre par, alle sidst i tyverne, sidder ved et bord på en temmelig fancy restaurant. Det er tydeligvis ved at være sidst på aftenen, vinflasker på bordet, cognac, drinks, stemningen er løftet, lidt for løftet, latteren sidder lidt for løst, de snakker i munden på hinanden, og vi hører brudstykker af samtalen, mens vi ser de forskellige ansigter, bevægelser, glas, der løftes, cigaretter, der tændes og skoddes, nogle er mere berusede end andre. Det hele går hurtigt, bevægelserne, replikkerne.

– Det er genialt, ikke?

– Hvad er genialt?

– Rushdie. Salman Rushdie. Det lykkedes ham sgu at fornærme over en milliard muslimer på én gang.

– En milliard? Er der så mange?

– Hvor mange kristne tror du, der er?

– Her? Ingen.

– Nej, i alt. Er der overhovedet nogen kristne tilbage? Ja, paven.

– Paven er ikke kristen. Men du er fuld.

– Og hvad er der så genialt ved det?

– Ved hvad?

– Det var sgu da dig, der sagde det, din sinke. At fornærme en milliard muslimer.

– Kan du ikke se det? Først fornærmer man nogen og får deres opmærksomhed, og bagefter sælger man noget til dem.

– Fornærmelse og reklame. Godt tænkt. Den er jeg med på.

– Hvad sælger man for resten til en milliard muslimer?

– Det var bare et eksempel. Du tager alting så skide bogstaveligt.

– Cigaretter. De drikker ikke og horer ikke, men ryger som sindssyge. Tror jeg.

– Vi kan fornærme pensionisterne.

– Pensionisterne ejer ikke en klink.

– Så bøsserne da. De elsker at shoppe.

– Kvinderne! Vi fornærmer sgu da kvinderne! Den halve befolkning. Og bagefter sælger vi dem rynkecreme!

Fyrene griner, kvinderne fniser, latter, glas, der vælter, og pludselig hvisker den ene af kvinderne, den fuldeste ved bordet:

– Næste år fylder jeg tredive.

Alle vender sig om mod hende, hun sidder dér fuld og sentimental og ulykkelig, der bliver stille.

– Hvad sagde du?

– Næste år fylder vi tredive.

Klip til:

SCENE 2.

Ekst. Oslo. Morgen. Midten af halvfemserne.

VOICE-OVER (mand): Alle byer har deres egen lugt. Især om søndagen.

Oslo set fra luften en stille søndag morgen, tidligt efterår. Gaderne er mennesketomme. Det er, som om byen er forladt, en slags truende (forventningsfuld) idyl. I parkerne begynder træerne at blive gule. Musik. Jazz? Bigband? Lidt a la Allens Manhattan? VO til og med forteksterne. (NB: Jeg ved godt, at voice-over ikke står i særlig høj kurs hos norske konsulenter og dramaturger, og den kan også sløjfes her, uden at det går ud over selve handlingen, men jeg lader den stå alligevel).

VOICE-OVER (forts.): Den kommer fra de mennesketomme gader, tømmermændene, samvittigheden, glæden, kirkeklokkerne, en hel symfoni af lugte, som byen opfører. Denne by hedder Oslo, og Oslo er et orkester. Jeg ved ikke, hvilket instrument jeg spiller. I hvert fald ikke pauke. Måske triangel.

SCENE 3.

Int. soveværelse. Samme morgen.

Et af parrene fra restauranten ligger i dobbeltsengen. Tøj smidt på gulvet. Han sover tungt, med ryggen til hende. Hun er vågen, stirrer op i loftet.

SCENE 4.

Ekst. gader. Oslo. Samme morgen/formiddag.

En bil standser et sted i den vestlige ende af byen, ud stiger en jakkeklædt og spændstig trediveårig. Det er en ejendomsmægler. Han medbringer et skilt, som han sætter uden for en opgang: ÅBENT HUS.

Det samme sker i en anden gade: En smart klædt kvinde stiger ud af en bil og anbringer et lignende skilt ved en villa: ÅBENT HUS.

FORTEKSTER:

På disse skilte, der er anbragt rundtomkring i byen, står navnet på forfatter, instruktør, skuespillere, producer, lidt a la det, man kan se i norske film fra tresserne.

SCENE 5.

Int. køkken. Søndag morgen/formiddag. Tidligt efterår.

Parret, begge i morgenkåbe (hvide, som på hoteller), sidder i tavshed med hver sit glas juice og læser avis (Aftenposten). Han bladrer gennem sportssiderne (evt. kultursiderne). Hun kigger i boligsektionen. Køkkenet, og lejligheden som helhed, signalerer god økonomi og en vis stil, om end upersonlig. Det eneste, der stikker ud, er et modelfly, der hænger ned fra loftet. De har holdt sammen i fire (fem) år, men er ikke gift. Ingen børn. Hun arbejder med reklame, er art director på et bureau. Han er freelancer og arbejder hjemme. De virker altså som et vellykket par, bortset fra at de keder sig, eller hinanden. De taler sammen uden at se på hinanden.

HAN: Vivi blev godt vissen i går.

Hun siger ingenting, fortsætter bare med at læse boligannoncerne.

HAN: Du burde måske ringe til hende? Jeg mener, bondeanger og alt det der lort. Det er rart med en opringning, når man er i den tilstand, ikke? Jeg mener, hvad har man ellers venner til? Først gør man sig til grin sammen med dem, og bagefter skal man trøstes af dem. Der har du min opskrift på venner.

Han synes, han er ret morsom, men hun hører ikke rigtigt efter. Stilhed.

HUN: Skal vi kigge på lejligheder i dag?

HAN: Hvorfor det?

HUN: Hvorfor det?

HAN: Kan du ikke lide at bo her?

HUN: Det er ikke det.

HAN: Hvad er det så?

HUN: Jeg kan i hvert fald ikke lide dig, når du spørger for meget.

HAN: Spørger jeg nu også for meget?

HUN: Ja, hør lige dig selv.

HAN: Jeg prøver jo bare at lyde interesseret, ikke? Værre er det heller ikke. Eller har du noget at skjule? Er det derfor, jeg ikke skal spørge? Man kan ikke tale sammen, hvis man ikke spørger. Prøv bare. Samtalen går i stå efter tre replikker.

Hun svarer ikke, sidder bøjet over avisen og annoncerne.

HAN: Keder du dig?

Hun ser hurtigt op, og deres blikke mødes for første gang denne sene morgen. Han har brugt det forbudte k-ord. Ikke kræft, men kede.

HUN: Nu gjorde du det igen.

HAN: Gjorde hvad?

Hun trækker en skuffe ud og finder en blank saks frem. Lyset, der falder ind ad vinduet, får saksen til at skinne i hendes hånd.

HUN: Spurgte for meget.

Han løfter hænderne, som om han overgiver sig, mens hun begynder at klippe annoncerne ud.

HUN: 140 m², første sal, to toiletter, altan, roligt kvarter, 3,9 mio. Gæt, hvor det er.

HAN: Frognerveien.

HUN: Er Frognerveien måske et roligt kvarter, eller hvad?

Han løfter foden under bordet og lader den glide ind mellem hendes lår, morgenkåben bliver skubbet til side. Hun er nøgen indenunder.

HAN: Niels Juels gate.

HUN: Tampen brænder.

Hun spreder benene lidt, flytter sig på stolen.

HAN: Elisenbergveien.

Hun udstøder et lille suk, før hun skubber hans fod væk og fanger hans blik igen.

SCENE 6.

Int. soveværelse. Samme formiddag.

De står foran hver sit spejl, helfigur, med ryggen til hinanden og klæder sig på, hun i en smart, grå dragt, han i et lyst jakkesæt og hvid skjorte: et smukt par. Nu og da mødes deres blikke i spejlet, tvetydige, legesyge blikke. Det er hende, der tager initiativet nu.

VOICE-OVER (forts.): Halvfemserne, hvad skal man egentlig kalde dette tiår fuldt af kredit, selvmord og reklame? Slet. Alt for dystert. Halvfemserne, dette tiår, der tæller ned til årtusindskiftet, et omvendt kasseapparat. Slet, slet. Sidste forsøg: Halvfemserne, hvad skal man kalde dette tiår, en evig runddans på afgrundens rand, et slag poker med kreditkort, eller måske én eneste lang fødselsdagsfest, hvor ingen tør puste lysene ud, og selskabslegene aldrig hører op. Men jeg vidste endnu ikke, hvad denne leg hed.

HUN: Hvor skal vi begynde?

HAN: Hvor?

HUN: Lejlighed eller villa? Eller måske rækkehus?

SCENE 7.

Ekst. gade. Samme formiddag.

De står uden for en opgang, hvor der er anbragt et skilt: Åbent hus. De kigger op på facaden. Det er en ældre, temmelig herskabelig, men nedslidt etageejendom i Oslo Vest, lad os sige Frogner, Elisenbergveien. Han åbner døren for hende, hun går ind, han følger efter. Døren smækker i.

SCENE 8.

Int. opgang. Samme formiddag.

Han går bag hende op ad trappen. Nogle andre par, ældre end dem, er på vej ned. Han tager ikke øjnene fra hendes krop, lårene, læggene, bagdelen. Der er noget indstuderet over de yndefulde bevægelser, som om hun ved, at hun bliver iagttaget. Hun vender sig om.

HUN: Du husker vel, at vi skal hen til mine forældre i dag?

Han nikker fraværende og fortsætter op til etagen, hvor der er åbent hus: En smilende mægler, iført et latterligt, næsten gult jakkesæt, står i døren og lukker dem ind.

(NB: Kan voice-overen være hendes?)