VII

Næste søndag var det mig, der sad i køkkenet og bladrede i boligannoncerne. Jeg var alene. Der var noget, der ikke stemte, et eller andet ved selve rummet, som jeg altid havde oplevet som luftigt, åbent, ja, næsten imponerende, nu virkede det knugende, jeg bøjede uvilkårligt nakken, som om der ikke var højt nok til loftet. Da Cathrin endelig kom, blev hun stående i døråbningen, den ind til stuen, lænede sig op ad karmen, lagde armene over kors, morgenkåbens hvide ærmer lignede et par vinger, og hun betragtede mig et øjeblik uden at sige noget. Jeg lod, som om jeg ikke lagde mærke til hende. Men som hun stod der lænet op ad karmen, næsten lidt skødesløst, syntes jeg, tænkte hun mon da det samme som jeg, at der var ved at blive for småt her, for småt til os? Det kunne jeg ikke vide. Jeg er POV, ikke tankelæser. Jeg vidste ikke stort om hendes voice-over. Jeg var altså stået tidligere op, end vi plejede, måske fordi vi ikke havde været til fest aftenen før, hvad der var temmelig længe siden, jeg kunne ikke huske sidst. Jeg havde allerede nået at dække bord og presse vores juice, to høje glas, appelsin og fersken; blandet med lidt vodka hedder den ikke længere morgenmad, men bellini, som sagt, en drink, der vistnok første gang blev serveret på Harrys Bar i Venedig i trediverne engang, jeg tror, det var Hemingway, der bestilte den. Denne søndag valgte jeg imidlertid at komme andre ting i, hvad der gav juicen en mørkere farve, en ny tyngde, så at sige, det var i hvert fald et forsøg værd. Jeg havde sågar givet Som Sædvanlig mad, hendes livret, havde jeg fundet ud af, nemlig lam & kalkun. Nu lå hun i sin kurv, mæt og tilfreds, vil jeg formode. Udenfor var der gråt, tågen drev forbi i tykke flager, med andre ord oktober, Oslo. Mit blik faldt på en super treværelses ved Vestkanttorget.

– Hvad laver du? spurgte Cathrin.

– Læser avis, Cath.

– Det kan jeg se, Will. Har du overhovedet ikke sovet?

– Jeg har skrevet lidt.

Hun blev stående på samme sted.

– Og hvad læser du? Dødsannoncerne?

– Nej, boligannoncerne.

Endelig satte hun sig.

– Finder du noget?

– 63 m², tagterrasse, Dybwads gate 14.

– 63? Er det ikke lige lovlig småt?

– Stort nok til mig.

Jeg så op, og der kom en svag og bekymret skygge til syne i Cathrins ansigt, som om dette var det skinbarlige og ramme alvor. Så gik det over. Lyset skiftede farve. Hun lo.

– Stort nok til dig, ja, men hvad med Som Sædvanlig?

Jeg lagde ikke noget særligt i det og ville lyde lige så kæk:

– Der bliver sikkert plads til os alle tre, sagde jeg.

– Will, Cathrin og Som Sædvanlig, sagde hun.

Jeg pegede på glasset.

– Skal du ikke smage?

Hun tog en slurk.

– God, Will. Rigtigt god.

– Kan du smage forskel?

Hun drak endnu en mundfuld og lukkede øjnene, jeg kunne se kæbernes bevægelser, som om hun tyggede juicen.

Så gjorde hun en synkebevægelse og så på mig.

– Appelsin, fersken og …

Hun lukkede øjnene igen, mens hun slikkede læberne med tungespidsen. Jeg blev utålmodig.

– Og? sagde jeg. Hvad mere?

– Noget blåt?

– Både og.

– Blomme?

– Langtfra.

– Solbær?

Jeg lagde foden mellem hendes knæ og skubbede morgenkåben til side. Hun flyttede sig på stolen, ikke ret meget, men jeg indbildte mig, at hun gjorde det, for at jeg lettere skulle komme til.

– Solbær? Heller ikke.

– Har min far det i haven?

– Det tvivler jeg stærkt på.

– Jamen så sig det dog.

– Giver du allerede op?

– Ja. Sig det nu! Appelsin, fersken og …

Jeg gned foden langs indersiden af hendes lår, tættere på trussekanten, kønnet, kussen, og igen kunne jeg mærke, hvor mager hun var blevet, endnu magrere, mager og hård, knogler og ben betrukket med stram, tør hud, og det hele bød mig pludselig imod, Cathrin bød mig imod, og jeg turde knap nok se på hende, for hun ville uden tøven have læst min voice-over; lige præcis det var hun ret god til.

– Granatæble, sagde jeg.

Hun tømte glasset i én slurk, næsten rasende, der hang frugttråde under hagen på hende, som om hun netop havde drukket en brandmand.

– Her er stille, sagde hun.

– Hvad mener du?

– At her er stille.

Jeg lyttede. Cathrin havde ret. Der var påfaldende stille. Det eneste, jeg kunne høre, var papirets raslen, når jeg bladrede i avisen, eller en af os sagde noget, for eksempel at her var stille.

– Det er måske, fordi vi ikke var til fest i går, sagde jeg.

Hun lo lidt.

– Du mener, at det er vores hoveder, der er stille? Inden i vores hoveder, ligesom?

Jeg lænede mig ind over bordet og tørrede resterne af hendes hage.

– Kan du ikke lide det?

– At du rører ved mit ansigt?

– At her er stille, sagde jeg.

Hun tøvede et øjeblik.

– Det er måske alligevel ikke så slemt, Will.

Vi sad i tavshed et godt stykke tid.

Jeg troede næsten, at vi ville blive siddende sådan, til vi faldt i søvn igen.

Men pludselig tog Cathrin saksen frem og lagde den oven på avisen med et klask, som om hun ville sætte mig på en prøve.

Og jeg tænker, når jeg ser tilbage og prøver at huske, prøver at skille begivenhederne fra hinanden i rigtig rækkefølge: Kunne jeg have bremset os denne dag?

Jeg klippede annoncen ud.

Så ryddede vi af bordet, gik ind i soveværelset og klædte os på, foran hver sit spejl, med ryggen til hinanden. Det var på den måde, vi havde indrettet os, ikke med vilje, om jeg så må sige, det var snarere, som om møblerne, tingene, genstandene havde flyttet sig, langsomt, men sikkert, mod vores vilje, og anbragt sig mellem os. Møblerne var misundelige på vores kærlighed. Vi vekslede blikke i spejlet. Det var tæt nok på og lige nøjagtig langt nok væk. Det var ikke nødvendigt at sige noget. Jeg bestemte mig for at bruge frakken for første gang i år, den lugtede en smule muggent, men var ellers i fin form, kameluld, med et bordeauxfarvet halstørklæde var jeg slet ikke så værst. Cathrin valgte en aldeles politisk ukorrekt pels, som hun havde fået af sin farmor, tror jeg, halvlang mink, mig generede det ikke, at hun gik med pels, mener jeg. Jeg kommer jo fra landet, ikke? Det er kun folk i byerne, der elsker dyr, bortset fra Cathrin.

– Hyg dig, Som Sædvanlig! råbte jeg.

Ikke et bjæf.

Udenfor var tågen ved at lette og efterlod i stedet en kølig, bidende vind i gaderne, den kom fra alle retninger og fik weekendens affald til at suse hen ad fortovene og rendestenene. Vi fortrød ikke, at vi havde klædt os varmt på.

Cathrin ville tage bilen. Jeg ville gå.

Vi tog bussen til Majorstua og spadserede derfra.

Og jeg var lige ved at spørge hende ligeud: Hvad sker der, Cath? Hvad er det, der sker med dig? Hvor er vi egentlig på vej hen? Men så gik disse ord i sig selv, og jeg bed tænderne sammen. Jeg mistede simpelthen modet. Jeg ville måske ikke kunne klare svaret, og var denne tavshed trods alt ikke at foretrække?

I stedet var det hende, der spurgte:

– Hvordan går det?

– Med hvad?

– Med manusset, selvfølgelig. Sagde du ikke, at du havde skrevet i nat?

– Godt. Det går godt. Jeg kæmper lidt med første del.

Hun tog min hånd.

– Der er noget, jeg har spekuleret på, Will.

– Ja?

– Skal han tale tysk eller norsk?

Jeg var ikke helt med. Jeg er altså en dårlig løgner. Det burde i det mindste tale til min fordel.

– Hvem?

Cathrin lo.

– Herbert Noll, din klovn. Det er en tysk historie, ikke? Den foregår i Tyskland.

Jeg sagde, som sandt var:

– Det har jeg sgu ikke tænkt på.

– Det burde du.

Hun slap min hånd.

Vi gik det sidste stykke uden at sige mere.

Superlejligheden lå for enden af Dybwads gate, på hjørnet af Vestkanttorget. Der var allerede kø i opgangen. Jeg fulgte efter Cathrin, tæt på væggen. Selv i pelsen kunne jeg se, hvor tynd hun var blevet. Nogle nikkede til os, jeg nikkede tilbage for et syns skyld, det gjorde mig nervøs, agtpågivende, et øjeblik frygtede jeg, at vi skulle rende ind i Peder Holm, men så gik det op for mig, at det her bare var mennesker, vi havde set i andre lejligheder, ufarligt, uskyldigt, og jeg kunne falde til ro; vi var på goddag, som om vi tilhørte en omrejsende familie, der aldrig kunne slå sig til ro og brød op hver søndag.

På øverste etage stod mægleren parat, en ikke helt ung fyr i et håbløst latterligt jakkesæt, nærmest gult, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, at han lignede, en flygtning fra den sidste garderobe på Moulin Rouge i trediverne, eller måske var han faldet af et omrejsende tivoli og havde slået sig op på denne karrusel i stedet. Han bød alle velkommen, delte salgsopstillinger ud, som var det programmet til en gallaforestilling, og slap os omsider indenfor.

SCENE 9.

Int. lejlighed. Samme formiddag.

Parret står i entreen og kigger i salgsopstillingen. Super treværelses i to plan med tagterrasse. Der er også flere andre par, de fleste på deres alder. De fortsætter ind i stuen. Fyldte bogreoler op ad den ene væg. Glasbord. Lædersofa og læderstole. Et stort vindue mod syd får den til at virke større. Han kigger på bøgerne, prøver at tage en ud, men det er ikke andet end falske bogrygge. De går hen til vinduet og beundrer udsigten. De kan se fjorden, højdedragene på hver side. Hun tager hans hånd, kæler med den. Han kigger hurtigt på hende, overrasket, spørgende. De går ud i køkkenet, smalt og ret lille. Hun åbner et skab, det er tomt. Han sætter sig ved det lille bord, hvor der kun er plads til to. Mægleren i det gule jakkesæt står i døren.

MÆGLER: Det er selvfølgelig muligt at rive skillevæggen ned og lave en åbenplanløsning. Den forrige ejer legede med tanken.

Hun vender sig om mod ham.

HUN: Hvor er soveværelset?

Mægleren peger på loftet, nærmest stolt.

MÆGLER: Ovenpå.

De følger efter ham hen til en smal trappe i entreen, går op ad den og kommer til soveværelset, der fylder hele etagen og har en glasdør ud til en terrasse. De er pludselig alene. De ser sig om. Indretningen er i skrigende farver, latterlig. Hun går tættere på ham.

HUN (dæmpet): Jeg tør vædde på, at det er ham selv, der sælger den.

HAN: Hvem?

HUN: Mægleren.

Hun lægger sig på sengen, mærker efter, gynger lidt, ler.

HUN: Tror du, at du kunne sove her?

HAN: Styr dig. Der kunne komme …

HUN (afbryder): Og hvad så? Vi prøver bare lejligheden, ikke? Ligesom når man køber bil. Eller sko.

Hun rejser sig, går hen til ham og lader langsomt hånden glide ned over hans bryst, mod skridtet.

HUN (endnu mere dæmpet): Tør du ikke?

Han tager om hende, kysser hende, omfavnelsen bliver mere og mere heftig. Så hører de nogen på trappen, slipper hinanden og går ud på terrassen.

SCENE 10.

Ekst. terrasse. Samme formiddag.

De bliver stående i blæsten, et stykke fra hinanden. Byen breder sig ud under dem, lydene er langt borte, luften er klar og skarp. Nogle par bevæger sig inden for glasdøren, kigger ud, går ned igen. Han går tættere på hende. Hun trækker sig væk. Det ligner en leg.

HAN: Tør jeg ikke?

HUN: Det ved kun du selv.

Han skubber hende resolut ind mod muren, med ryggen op ad den, knapper bukserne op, mens hun løfter op i nederdelen, bevægelserne er hektiske, og han tager hende, vildt og hurtigt.

SCENE 11.

Int. lejlighed. Samme formiddag.

Mægleren står neden for trappen og kigger bekymret op mod soveværelset. Der er ikke andre.

MÆGLER: Hallo?

Han hører nogen, og lidt efter kommer parret ned ad trappen, hun først, han lige efter, begge virker forpjuskede og åndsfraværende, prøver at holde masken.

MÆGLER: Var det noget af interesse?

Hun går lige forbi mægleren uden et ord. Han standser, idet mægleren holder et skema frem.

MÆGLER: Du vil måske skrive dig på? For en sikkerheds skyld. Det er aldrig for sent at fortryde.

Han skriver navn, adresse og telefonnummer på skemaet, nærmest automatisk, i vildelse, og fortsætter hen mod døren. Mægleren ser på skemaet og drejer sig om mod ham.

MÆGLER: Jeg ringer, når vi har nogle bud, Herbert Noll!

SCENE 12.

Ekst. gade. Samme formiddag/eftermiddag.

Parret går hen ad gaden, mens mægleren kommer ud og klapper Åbent husskiltet sammen. Vi ser det samme i andre gader: mæglerne, der bærer skiltene væk. Til sidst ligger gaderne øde hen.