VIII

Da vi gik hjemad, tog vi en lille omvej, måske havde vi brug for luft, tid, en lille forsinkelse, ned mod Slottsparken og rundt om Bislet. Her skete der noget ubehageligt igen, og denne gang var det Cathrin, det gik ud over, selvom jeg heller ikke gik helt fri, men på en anden måde. To drenge og en pige, ikke mere end teenagere, kom gående imod os i Pilestredet, de var klædt ret så demonstrativt, det der partisantørklæde, vide bukser, badges i alle mulige afskygninger, piercinger i ansigtet, de skulle sikkert hen til Blitzhuset og gøre oprør mod staten, der gav dem husly, jeg var altså blevet lige præcis så gammel, at jeg tænkte sådan. Den ene af drengene holdt de to andre tilbage, da vi passerede dem. Jeg kunne fornemme det, noget i blikkene, i lugten, var det triumf og had, hvis de da overhovedet kunne føle noget så stærkt, altså had, uanset hvad var der en fjendtlig kemi her. Så kom de efter os.

– Lede svin! råbte pigen.

Jeg prøvede at få Cathrin til at gå hurtigere, men hun strittede imod, i stedet sagtnede hun farten og lod dem indhente sig, jeg forstod overhovedet ingenting.

– Lede svin! råbte pigen en gang til.

Cathrin standsede og så på hende.

Jeg var på vej rundt om hjørnet og måtte gå tilbage.

Alle var standset nu.

– Undskyld, men hvad sagde du? spurgte Cathrin.

Pigen blev hylet lidt ud af den, drengene også, for resten, de havde nok ikke forventet modstand på den måde, men de kunne heller ikke bakke ud.

– Hun sagde lede svin, sagde den ene dreng.

Pigen pegede på pelsen.

Det var selvfølgelig pelsen, de hadede, og hende, der havde den på. De ville give pelsen tilbage til minkene og slippe minkene fri.

– Skide dyrplager! råbte hun.

Cathrin smilede.

– I tager fejl. Det er ikke svin. Det er mink. Min farmor flåede dem med sine egne hænder.

Først blev pigen forvirret, og det var hun for så vidt ikke alene om, men pludselig trådte hun et skridt frem og tog en dyb indånding.

– Fascist, sagde hun.

Så spyttede hun Cathrin lige i ansigtet.

Cathrin prøvede at stikke hende en, men pigen var hurtig og greb i stedet fat i pelsen, væltede hende omkuld og spyttede en gang til.

Den anden dreng, der havde holdt sig lidt i baggrunden, rodede i lommerne på sin grønne militærjakke. Det var ham, der bekymrede mig.

Jeg hjalp Cathrin på benene.

– Nu går vi, sagde jeg.

Men før vi nåede så langt, havde han fundet en spraydåse frem, sigtede på Cathrin og sendte en skarp, rød sky gennem luften, som ramte pelsen og lignede blodpletter, en blodpøl, som hun ikke kunne se ud gennem.

Hun vendte sig om mod mig.

– Tag ham, Will, sagde hun.

Men i stedet tog jeg Cathrin under armen og fik hende endelig med mig. De grinede bag ved os og kom med flere ukvemsord. De havde vundet. Når de kom ned til Blitzhuset, kunne de berette om store sejre og få tab. Cathrin rev sig løs, og et øjeblik troede jeg, at hun ville gå tilbage til dem og begynde at slås for alvor. Det gjorde hun heldigvis ikke. Hun krængede blot pelsen af og smed den i en container, der stod på fortovet uden for en ejendom, der var under istandsættelse.

Jeg nåede ikke at bremse hende.

– Den kan sikkert renses, sagde jeg.

Hun så ikke på mig.

– Jeg har i virkeligheden aldrig brudt mig om den pels, sagde hun.

Jeg ville lægge min frakke over hendes skuldre, vinden var bidende og forræderisk, men det ville hun gerne have sig frabedt. Hun løftede begge hænder afværgende, som om jeg udsatte hende for endnu en ydmygelse. Hun ville vist hellere fryse, blive forkølet og få influenza og det, der er værre, end at tage imod hjælp fra mig. Så begyndte hun at gå, hurtigere og hurtigere, og jeg fulgte efter hende og kunne se, hvordan hun spændte nakken under det tynde hår, ikke noget godt tegn. Hun ville ikke engang gå ved siden af mig, og jeg burde selvfølgelig have sagt noget nu, noget ekstra kvikt, men kunne ikke finde de rigtige ord, de rigtige ord fandtes ikke, og så var det bedre at holde kæft, tavsheden var trods alt det mindste af to onder.

Jeg holdt kæft.

Vel hjemme, hvis jeg kan udtrykke det sådan, gik Cathrin direkte ud på badeværelset og blev der temmelig længe. Jeg gav Som Sædvanlig mad, tjekkede telefonsvareren, nul beskeder, en liden trøst, tændte for computeren, stirrede tomt på skærmen, der langsomt blev fyldt af lys og tegn, scenerne, parret, dialogen, det sagde mig ikke noget, jeg fik bare lyst til at slette det hele, det eneste, jeg ændrede, var navnet, Herbert Noll, han havde ikke noget at gøre her, det var ikke andet end en grille, og jeg skrev i stedet Will Bråten på skemaet fra mægleren i det gule jakkesæt. Så slukkede jeg for computeren igen, inden jeg fandt på noget dumt, støvsugede, vandede potteplanterne, vi havde to i den ene vindueskarm, lavede mig en drink, bellini selvsagt, hvad ellers, og så endnu en, og endelig var Cathrin færdig på badeværelset, hun stod i døren, barbenet, i morgenkåbe og med et håndklæde om hovedet.

– Hvorfor beskyttede du mig ikke? spurgte hun.

Hendes stemme var skælvende, helt ude i diskanten. Jeg kiggede hen på vinduet. Det var snart mørkt. Jeg svarede ikke.

– Hvorfor greb du ikke ind, Will?

Jeg blev stående med ryggen til.

– Det ved jeg ikke.

– Ved ikke? Ved du det ikke?

– Nej, jeg ved det for helvede ikke! Beklager!

Jeg hørte hende komme nærmere.

– Du gjorde det i taxakøen. Er Bent vigtigere end mig? Er Bent mere værd end mig, eller hvad?

– Selvfølgelig ikke.

– Hvorfor gjorde du så ikke noget?

– Jeg ved det ikke, Cath. Hvor mange gange skal jeg sige det?

– Du elsker mig ikke mere.

Det var efterhånden sjældent, vi brugte den slags ord, måske gjorde vi det i begyndelsen, men det gik over.

– Selvfølgelig elsker jeg dig.

– Så ville du have gjort noget.

Hun holdt inde, og jeg mærkede hendes ånde i nakken.

– Hvorfor sagde du det der nonsens om din farmor? hviskede jeg. Hvorfor gik du ikke bare? For helvede da. Sommetider er det klogest bare at gå, ikke?

Hendes stemme blev anderledes, ikke harmdirrende, men bedrøvet, og det var næsten værre.

– Jeg troede, du ville beskytte mig. Hvorfor beskyttede du mig ikke, Will?

Og for tredje, eller var det fjerde, gang sagde jeg, nej, jeg råbte det:

– Jeg ved det ikke!

Men det passede heller ikke. Jeg vidste det. Jeg ville se hende sådan, ydmyget, hundset med, og havde hun måske ikke, når alt kom til alt, selv bedt om det?

– Du ved vist ingenting, sagde Cathrin.

– Så fortæl mig det! Alt det, du ved, og som jeg ikke ved!

Jeg vendte mig om mod hende, og i det samme ringede telefonen.

Vi stod ansigt til ansigt.

– Tag den, sagde hun bare.

– Det er sikkert din mor.

– Jeg går i seng.

Hun forsvandt ind i soveværelset og lukkede døren efter sig.

Telefonen blev ved at ringe.

Så gik telefonsvareren i gang, og jeg lyttede til min egen stemme, kunstig og anderledes, som om jeg bare læste en replik fra et dårligt manus: Du har ringet til Cathrin og Will. Vi er ikke hjemme lige nu, så indtal en besked efter klartonen. Så hørte jeg, da klartonen endelig holdt inde, en højlydt gaben. Jeg løftede røret.

– Hej, Aksel, sagde jeg.

– Taler jeg med et bånd eller et levende væsen?

– Det er mig.

– Hvad foregår der, Will?

– Foregår der noget?

– Skal I flytte?

Jeg måtte skifte hånd.

– Hvad mener du?

– Rygtet går, Will.

– Hvad for et rygte?

Aksel lo, jeg kunne høre støj i baggrunden.

– Kom nu, sagde han.

– Hvad for et rygte? gentog jeg.

– At I kigger på lejligheder. Byen er lille. Pas hellere på.

Jeg satte mig.

– Det er bare for sjov.

– Bare for sjov?

– Ja. Er der noget galt i det?

Aksel tav også et øjeblik. Jeg hørte mere larm i baggrunden og gættede på Lorry eller Mistral. Så sagde han:

– Vi sidder for resten nede på Burum og afrunder weekenden.

– Du må hilse.

– Vi har stadig en ledig stol. Hvis du da ikke er blevet træt af os, mener jeg.

Aksel lagde på.

Jeg blev stående i egne tanker, som det hedder, men jeg var snarere tanketom. Så måtte jeg åbenbart alligevel have haft en tanke med det hele, for jeg hentede hundehalsbåndet, egentlig uden at tænke mig om, og stak hovedet indenfor i soveværelset. Cathrin lå i sengen, halvvejs skjult af dynen, med hænderne foran sig, foldede, som om hun bad aftenbøn. Jeg kunne for øvrigt ikke høre en lyd, ikke en-gang at hun trak vejret, og jeg kunne heller ikke se, om hun sov.

– Som Sædvanlig ter sig tosset og vil ud, hviskede jeg.

Cathrin svarede ikke.

Hun var vel faldet i søvn, og det tjente ikke noget formål at vække hende.

Jeg lukkede døren forsigtigt, fæstede halsbåndet, Som Sædvanlig strittede imod, ja, hun satte sig i den grad på bagbenene, jeg måtte hive og flå, men fik hende til sidst af sted. Det var hunden, der luftede mig. Det er en gammel vits, men den var god nok til mig, især når jeg var ude med Som Sædvanlig. Jeg frøs om hænderne. Månen hang klar over byen i øst og vidnede om mere kulde. Vi gik ned til Burum. Der tøjrede jeg Som Sædvanlig til cykelstativet og fandt drengene ved vinduesbordet. De virkede ret så medtagne og visne. Men der var stadig en ledig stol. Jeg bestilte øl og gammel dansk.

Alle kiggede ud.

Derefter vendte de sig om mod mig.

– Hund, sagde Aksel.

Jeg nikkede.

– Cathrin fik den i fødselsdagsgave af forældrene.

– Og nu skal du ligesom gå tur med den?

– Hund, gentog Robert.

Jeg ventede bare på, at Bent også skulle sige det, på samme måde, hund, og få det til at lyde som skæbne.

– Hvad hedder den? spurgte Bent.

– Som Sædvanlig.

Robert lænede sig ind over bordet.

– Øh, hva’? Hvad hed dyret?

– Som Sædvanlig.

– Er Som Sædvanlig et normalt hundenavn? Er det lovligt? Aksel, er det lovligt at kalde en hund Som Sædvanlig?

Aksel kiggede ud igen.

– Hvis han opdrager den godt, kan han bruge den som førerhund.

Herefter drak vi mere for at komme til hægterne, eller sagen. Men rusen virkede ligesom ikke, som den skulle. Den var ikke andet end en doven bølge, en dønning, der slæbte vraggods med sig. Rusen lagde ikke en dæmper. Den gjorde os snarere utålmodige, rastløse, rådvilde.

Aksel tog ordet først:

– Diagnose, Robert.

Robert så på mig.

– Fire års samliv. Patienterne gribes af panik og akut angst. Restriktiv slitage i forholdet. Symptomer: kigger på lejligheder, er hjemme i weekenden og ikke mindst hund. Smitsomt. Sygdommen lader sig sjældent kurere uden dramatiske indgreb og fører som oftest til en meget langsom og smertefuld død.

Vi sagde ikke mere et stykke tid.

Men vi fik i hvert fald øl.

Så var det Bents tur:

– Alt har sin tid, sagde han.

Aksel blev hidsig.

– Hvad fanden mener du med det? At alt har sin tid? Er det filosofi? Er det græsk? Er det visdomsord og skide betydningsfuldt? Hva’?

Bent tømte sit glas, før han svarede, det vil sige, han svarede ikke, han gik i gang med en af sine forelæsninger, som han gerne holdt på Burum eller Lorry og Mistral, vi kaldte det søndagsskolen:

– Alder er den tid, der forløber, fra vi fødes, ikke? Så langt den nu går. Og tiden består af barndommen, ungdommen, voksenalderen, tilbagegangsalderen og oldingealderen, hvis vi er heldige, eller uheldige, alt efter hvordan man ser på det, og går planken ud. Har jeg ikke ret, dr. Robert?

– Du burde søge job på Retsmedicinsk Institut. Kan De fortælle, hvornår døden indtraf? Ja, præcis engang mellem ungdommen og oldingealderen.

Bent overhørte ham og fortsatte:

– Og jeg vil bestemt mene, at vi er trådt ind i voksenalderen og nu blot kan se frem til tilbagegangsalderen, demens, inkontinens og bleer eller gøre en ende på hele elendigheden for egen hånd. Har jeg ret, dr. Robert?

– Noget unuanceret rent medicinsk set, men som livsanskuelse hovedsagelig rigtigt, ja.

Men der var ingen, som lo, hvad vi ellers plejede i Bents søndagsskole, tømmermændenes lattersalver, den trygge kynisme, ironiens voldgrav, det var, som om jargonen havde overskredet sidste salgsdato, sproget var ikke længere på vores side, og vitserne hørte hjemme et andet sted, de var også blevet gamle.

– Kan du anbefale en sikker metode, der er diskret og ikke sviner? spurgte Bent.

Dr. Robert tænkte efter.

– Hvis du er god til knuder, er hængning ikke at foragte, forudsat at du finder et solidt sted at fæste rebet.

Aksel var uenig.

– Dårlig idé. Alle kropsvæskerne løber ud gennem buksebenene. Hvem ønsker at blive fundet sådan?

Jeg løftede glasset og ville være med på løjerne.

– Kan du ikke bare skaffe nogle overdoser morfin? sagde jeg. Fire Göringampuller, ikke?

Robert rystede på hovedet og sukkede:

– Vi ender alligevel med at kede os ihjel. Milten revner og sender ren galde op i hypofysen, mens leveren imploderer og ender med at ligne en rosin og pumper affaldsstofferne direkte ud i blodet.

Aksel lænede sig ind over bordet, og hans stemme var underligt spag.

– Du mener altså, at vi har raset ud?

Bent nikkede.

– Sådan kan man vel også udtrykke det.

– Juryen mener altså, at vi bør slå os til ro?

Bent trak på skuldrene.

– Nogle af os har jo allerede gjort det, sagde han.

Og med ét gik det op for mig, at det var mig, de var vrede på. Jeg var syndebukken. Jeg havde overtrådt reglerne, og reglen var, at der ikke skulle være nogen regler. Hvem fanden havde fundet på sådan en regel? Vi havde. Og nu havde jeg uforvarende åbnet en afgrund under os, så stærkt vil jeg udtrykke det, og det gjorde man selvfølgelig ikke ustraffet. Og var det måske ikke typisk, at det lige netop var mig, der gjorde det, at han, der kom her og var fremmed, på udebane, kort sagt en bonde i byen, og som allernådigst blev lukket ind i varmen, også var den, der trak sig ud, om jeg så må sige, for det var ikke det, jeg ville, jeg ville ikke trække mig ud, tværtimod, jeg havde måske mere brug for dem nu end nogensinde. Men jeg havde bragt dem i forlegenhed. Skulle der så lidt til at vippe os af pinden, bare et skridt til siden, tilbage, én weekend hjemme?

Jeg tænkte: Hvem ser de i mig i dette øjeblik, kragen eller hejren, eller måske hunden?

Tag ham, Will.

Den sidste omgang gik bordet rundt.

Jeg kunne have fortalt dem om Cathrin, om alt, men jeg brændte inde med det, jeg lod det ligge. Fortielse er en smitsom affære, og den rammer os med en slags undselighed og ængstelse.

Så slukkede vi lyset og gik fra hinanden.

Da jeg kom hen til cykelstativet, opdagede jeg, at Som Sædvanlig ikke var der. Hun måtte have revet sig løs, eller nogen havde sluppet hende fri af ondskabsfuldhed, hun kunne tilmed være blevet stjålet. Det gav et sæt i mig. Det var den ældgamle følelse af at miste: At miste er at falde. Jeg spejdede i alle retninger, men hunden var ikke at se nogen steder. Jeg faldt. Jeg gik i panik. Jeg begyndte at råbe.

– Som Sædvanlig! Kom her, Som Sædvanlig!

Jeg stod på hjørnet ved Burum, klokken var ti minutter over tolv, og jeg råbte af al kraft, til ingen verdens nytte:

– Som Sædvanlig!

En pumpet fyr kom ud fra pubben og tog et fast greb i min arm.

– Så stopper du, sagde han.

– Jeg har mistet min hund.

– Du kan ikke stå her og hyle op bare for det. Gå hjem med dig.

Han skubbede mig væk derfra, men jeg gik ikke hjem. I stedet trawlede jeg gennem gaderne, Solli plass, parken ved Hydrobygningen, Bygdøy allé, jeg kiggede i porte og under biler, jeg spurgte forbipasserende, de få, jeg mødte, om de havde set en hund, en hvalp, golden retriever, men de undgik mig, som om jeg var en fare, en trussel, og til sidst stod jeg uden for den ejendom, hvor Vivi boede, nede på Skillebekk, vi havde ofte været der til vorspiel, fest, nachspiel og brunch, og guderne må vide, hvad det hedder, nu var det for øvrigt ret længe siden. Lejligheden lå på anden sal. Jeg gik derop og ringede på. Hvad havde jeg at miste? Jeg havde jo snart mistet alt alligevel. Jeg havde ingen anelse om, hvad jeg skulle sige. Jeg vidste ikke engang, hvad jeg lavede der. Heldigvis varede det lidt, før hun åbnede døren, på klem, uden at fjerne sikkerhedskæden.

– Hunden er forsvundet, sagde jeg.

Vivi missede med øjnene.

– Hvad siger du?

– Vores hund.

– Ved du, hvor meget klokken er?

– Over tolv.

– Nemlig. Jeg er gået i seng. Jeg sover.

– Du er vågen nu.

Jeg blev stående. Det gjorde Vivi også. Vi stod der og ligesom målte hinanden. Så rystede hun til sidst på hovedet, fjernede sikkerhedskæden og lukkede mig ind. Jeg havde åbenbart vækket hende. Hun var iført en rød, barnlig pyjamas og trak en plaid, eller et sjal, rundt om sig. Hun var også blevet genert.

– Har I hund? spurgte hun.

– Vidste du ikke det?

– Nej, det vidste jeg ikke, Will. Ellers havde jeg ikke gidet spørge.

– Vi har hund, Som Sædvanlig. Cathrin fik den af sine forældre i fødselsdagsgave. Taler I ikke sammen mere?

– Og I? Taler I heller ikke sammen?

– Hvad mener du?

Vivi gik ind i stuen. Jeg fulgte efter hende.

– Og nu er hunden blevet væk?

– Den stak af fra Burum.

– Tror du måske, at den er her?

Jeg satte mig i sofaen og lagde hovedet i hænderne.

– Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal gøre, sagde jeg.

Vivi satte sig ved siden af mig. Måske forstod hun, at det var mit alvor, for hun lagde hånden på min skulder.

– Der er sikkert nogen, som finder den.

– Det hjælper ikke. Den har ikke noget hundetegn.

– Så må du hænge en efterlysning op rundtomkring i kvarteret. Det er der mange, som gør. Der er hele tiden dyr, som bliver væk, ikke? Katte, hunde, fugle, heste, ildere …

Jeg afbrød hende.

– Tak, Vivi, sagde jeg. Tak.

– Ingen årsag. Det var så lidt.

Vi lo, på en stille måde, det var næsten som i gamle dage, hvor vi fjollede rundt og havde det sjovt og ikke tænkte os særlig meget om.

– Måske har Aksel taget den, sagde jeg.

Vivi trak hånden til sig.

– Hvorfor skulle han gøre det?

– Det ved jeg ikke.

– Er du ikke en anelse paranoid nu?

– Jeg ved det ikke, Vivi.

– Nemlig.

Jeg så på hende.

– Hvis du får dig en hund, skal den hedde Nemlig. Så kan Nemlig og Som Sædvanlig gå tur med hinanden.

– Vil du have en kop kaffe, Will?

Jeg svarede ikke.

I stedet spurgte jeg:

– Hvad sker der med Cathrin?

Vivi rejste sig brat op.

– Det er altså derfor, du er kommet. Du vil tale om Cathrin. Du har sgu ikke mistet nogen hund.

– Jo, det passer. Den er forsvundet.

Vivi så på mig, længe nok til, at jeg blev urolig. Så sagde hun noget pudsigt, ja, næsten skræmmende.

– Vi forsvinder, sagde hun.

Jeg hader, når folk taler sådan, i gåder, kryptiske udmeldinger, camouflage, når det, man siger, bare går i ét med resten af sproget, betydningsløst og fejt.

– Hvad fanden betyder det? sagde jeg.

– Det betyder det, jeg sagde.

– Men jeg forstår det ikke.

Vivi vendte sig om mod vinduet, så hun stod med ryggen til mig. En ambulance flakkede gennem en eller anden gade i nærheden og trak et blåt ar forbi os. Og jeg kom pludselig i tanker om noget, far plejede at sige, specielt om efteråret, når folk skiftede til pigdæk, han sagde, at vejene forsvinder, langsomt, men sikkert forsvinder de, hjulene æder vejene op, sagde han, luften er fuld af støv, svævestøv, umuligt at se, men en dag er vejene forsvundet, de forsvinder, Willy, hører du, og det skræmte livet af mig, når han sagde den slags, for hvordan skulle jeg så komme væk derfra, hvis vejene forsvandt?

Vivi så på mig igen, og der var noget andet i hendes øjne, som jeg ikke havde set før.

– Vi mister hinanden. Er det lettere at forstå?

Så sagde jeg noget lige så dumt:

– Vi er hunde.

Vivi lignede sig selv igen, og det var egentlig bedre sådan, trods alt.

– Prøver du at spille smart, Will? Det klæder dig ikke. Har du endnu ikke fattet det?

– Hvad fanden mener du?

– Du er ganske sød, men ikke smart. Okay?

Jeg kiggede hen mod det grelle mørke udenfor, de urolige skygger fra de kraftige træer, der næsten fik stuen til at vælte.

– Vi kan hænge efterlysninger op, sagde jeg.

– Ja, gør det. Willy leder efter Cathrin. Elsket og savnet.

– Nu er det vist dig, der spiller smart. Er du sikker på, det klæder dig?

Vivi kom hen og satte sig ved siden af mig igen.

– Jeg savner også Cathrin. Og nu synes jeg, du skal gå hjem og finde hende.

– Udsmideren på Burum sagde noget i samme stil.

– Så er udsmideren på Burum og jeg enige.

Vivi gjorde noget, hun ikke havde gjort før. Hun kyssede mig på kinden. Jeg ved ikke, om det var et godt eller dårligt tegn, det lignede et farvel, men jeg lod hende gøre det, og jeg gjorde heller ikke mere ud af det. Jeg gjorde, som hun sagde, ikke som hun kyssede. Jeg gik hjem. Jeg kaldte på Som Sædvanlig på hvert gadehjørne. Det hjalp selvfølgelig ikke. Jeg blev stående på Ullevålsveien og ventede lidt. Troede jeg, at hunden ville komme tilbage? Den vidste jo næppe, hvor den boede, vel? Hvorfor kunne jeg ikke bare sige det til hende, til Cathrin, at hunden var blevet væk, at det var min skyld, jeg vidste jo ikke engang, om hun var særlig glad for hunden! Så låste jeg mig ind. Cathrin sov. Jeg lagde mig, helt stille, og holdt om hende. Jeg ved ikke, om hun mærkede det, men jeg kunne i det mindste høre hende trække vejret.

SCENE 13.

Ekst. have. Eftermiddag, samme søndag.

Parret stiger ud af en taxa. De går ind til en statelig villa i Oslo Vest, sandsynligvis Vinderen. Hun skynder sig hen til MODEREN, der står på trappen og venter. Hun ligner en luksushippie. FADEREN står nede i en tom swimmingpool og river de visne blade på bunden sammen. Han har gråt hår og hestehale. Begge er omkring de halvtreds. Han vinker ad Will, der hopper ned til ham. De hilser på hinanden.

FADEREN: Du ser mig noget forpjusket ud, Will. Har du løbet?

WILL: Vi har kigget på lejligheder.

FADEREN: Ja, det kræver også sin mand.

Faderen trækker en fed joint op af lommen, tænder den, inhalerer dybt og rækker den til Will. Faderen sætter sig op ad den grønne poolvæg, Will gør det samme, giver ham jointen tilbage.

FADEREN: I skal ikke købe, før I har solgt. Ellers risikerer I at brænde nallerne. Sælg nu og vent med at købe til efter jul, hvor alle er på røven og paniske og deprimerede.

WILL: Og hvor skal vi så bo i mellemtiden?

FADEREN: På hotel. Lej et sted. Her. Vi har plads nok.

WILL: Tak. Men vi gør det egentlig mest for vores fornøjelses skyld.

FADEREN: For jeres fornøjelses skyld? Ingen kigger på lejligheder for fornøjelsens skyld. Åbent husfremvisninger er business. Man skal ikke blande fornøjelse og business. Det her, Will, er derimod for fornøjelsens skyld.

Faderen rækker ham jointen igen, og Will tager endnu en gang et dybt hvæs.

SCENE 14.

Int. villa. Samme eftermiddag.

Moderen og datteren står ved vinduet i stuen og kigger ud på røgen, der stiger op fra swimmingpoolen. De står med hver sin drink.

MODEREN: Hvad ser du egentlig i Will, Cathy?

CATHY: Er det ikke et lidt underligt spørgsmål, mor?

MODEREN: Nej. Det underlige er, at du ikke svarede på det.

CATHY: Han har et godt tag på hunde.

De tier, drikker lidt, kigger ud på swimmingpoolen.

CATHY: Og hvad ser du i far?

MODEREN: Jeg så ret meget engang. Nu er jeg nødt til at kigge helvedes godt efter for at få øje på det, jeg så.

De ler lidt, drikker, ser på røgen, der stadig stiger op fra swimmingpoolen.

MODEREN: Hvad har de egentlig gang i dernede?

CATHY: Jeg er syg, mor.

MODEREN: Brænder de affald?

CATHY: Hørte du ikke, hvad jeg sagde? Jeg er syg.

MODEREN: Jamen det sagde jeg jo. At du var blevet tynd.

CATHY: Jeg skal dø. Jeg har tre måneder tilbage. Højst.

Cathy går væk fra moderen, som bliver stående. Så er det, som om alvoren først nu går op for hende, og hun løber efter datteren.

I det samme kommer Will og faderen til syne over kanten på swimmingpoolen, temmelig skæve og lattermilde.