IX

Jeg brugte hele næste formiddag på at hænge efterlysninger op i kvarteret rundt om Burum, på lygtepæle, træer, husmure og telefonbokse. Eftersom jeg ikke havde noget billede af Som Sædvanlig, måtte jeg nøjes med en skriftlig beskrivelse: Golden retriever, tre måneder gammel, forsvundet fra Burum søndag den 13. oktober, og nederst havde jeg lavet en række slipper med telefonnummeret på, som man kunne rive af. Jeg indså straks, at jeg med dette ”forsvundet fra Burum”, altså et værtshus, og så tilmed på en søndag, ikke stillede mig i et gunstigt lys, men snarere fremstod som en uansvarlig hundeejer. Nogle ville måske vægre sig ved at ringe og hellere sende Som Sædvanlig til Dyrenes Beskyttelse. Men havde jeg noget valg? Jeg håbede bare, at Som Sædvanlig ville dukke op, inden Cathrin overhovedet opdagede, at den var væk. Eller hvad nu, hvis hun så efterlysningen af sin egen hund, måske på vej hen til Vivi, selvom de ikke talte så meget sammen længere? Jeg var på nippet til at flå alle opslagene ned igen, men lod dem hænge, for som sagt, havde jeg noget valg? I stedet stregede jeg Burum ud og skrev Ullevålsveien, forsvundet fra Ullevålsveien, jeg mener, hvis en hund først stikker af, nøjes den vel ikke ligefrem med bare at gå et par meter? Nu syntes jeg, at jeg havde mit på det tørre. Nu kunne jeg nægte enhver skyld og med sindsro hævde, at Som Sædvanlig var kommet hjem sammen med mig den søndag, og kunne det slet og ret være Cathrin, der havde lukket den ud, naturligvis ved en fejltagelse, for eksempel da hun skulle ned med skrald?

Da jeg kom hjem, lå der to breve til mig i postkassen, tydeligvis en god og en dårlig nyhed, for det ene var en A4-konvolut fra Norsk Film, mens det andet var en smal konvolut fra mor, jeg genkendte den håndskrift. Jeg gik op, låste mig ind, blev stående i entreen og vejede lidt for og imod, hvilken skulle jeg åbne først? Det var egentlig et nemt valg. Jeg ville selvfølgelig åbne brevet fra mor først, så kunne jeg komme i godt humør igen, når jeg gennemlæste kontrakten fra Norsk Film bagefter. Mor inviterede mig, det vil sige os, altså Cathrin og mig, din samlever skrev hun, til fars halvtredsårsdag den sidste søndag i oktober. Min far fyldte halvtreds år. Kontrakten var bedre. Jeg modtog tredive tusind ved kontraktens indgåelse og det resterende beløb, også tredive tusind, når manusset Åbent hus, herefter kaldet værket, var afleveret. Jeg havde altså intet at miste. Tredive tusind var under alle omstændigheder mine. Og hvis jeg lagde mig lidt i selen, kunne det blive dobbelt så meget. Jeg underskrev to eksemplarer, anførte bankkontonummeret og faxede alle siderne til Norsk Film på Jar. Det tog en evighed. Maskinen drøvtyggede papirarkene langsommere end et æsel. Jeg tænkte: Hvad nu, hvis de ombestemmer sig, før de modtager kontrakten? Så lyste det endelig grønt, og meddelelse sendt viste sig på displayet. Og præcis i det samme kom Cathrin til syne i døren med invitationen i hånden.

– Hvad skal vi give din far? spurgte hun.

Jeg havde ikke hørt hende komme og måtte sunde mig lidt.

– Tidligt fri? sagde jeg.

Hun viftede med mors brev.

– Vi må finde på noget til ham, gentog hun.

– Jeg tager ikke med, sagde jeg.

– Hold nu op.

– Jeg mener det. Jeg tager ikke med.

– Så vidt jeg kan se, er jeg også inviteret. Medmindre du da har andre samlevere, mener jeg.

– Glem det, sagde jeg.

Cathrin kom ind i værelset.

– Vil du ikke vise mig frem?

– Jeg vil bare skåne dig.

– Mange tak, men det behøver du ikke. Har du tænkt på noget?

– På hvad?

– Tag dig sammen. På en gave, selvfølgelig. Din far fylder halvtreds.

– Som Sædvanlig, sagde jeg.

Cathrin kiggede på mig, et øjeblik usikker.

– Hvad?

– Hunden. Min far savner sine hunde.

Hun forholdt sig tavs et øjeblik, mens hun lagde brevet fra sig på mit skrivebord. Jeg fortrød naturligvis i det samme, at jeg kunne være så dum, så tankeløs at sige sådan noget og på denne måde overhovedet bringe Som Sædvanlig på bane.

– Det var ikke pænt sagt, Willy.

– Sorry. Jeg mente det ikke.

Jeg lagde hånden på hendes skulder, men hun trak sig væk.

– Jo, det tror jeg, at du gjorde, sagde hun.

Så sagde jeg endnu mere, som jeg heller ikke skulle have sagt, det var nærmest, som om ordene kom af sig selv, som om replikkerne var skrevet på forhånd af en anden, og tør jeg sige dårligere, i hvert fald mere ondskabsfuld, manusforfatter end mig, og derefter fulgte samtalen i bund og grund sine egne love, uafhængig af dem, der talte, vi udfyldte blot hinanden, den ene med sin oprigtighed, den anden med sin løgn, som det nu faldt sig.

– Hvor er Som Sædvanlig for resten? spurgte jeg.

– Hvor? Er den ikke her?

– Nej.

– Er du sikker?

– Jeg troede, du havde taget den med på arbejde.

Cathrin tøvede et øjeblik.

– Hvorfor skulle jeg det? Tage Som Sædvanlig med på arbejde?

Jeg trak på skuldrene.

– Ville det være så mærkeligt? Vrimler det ikke med hunde på reklamebureauerne?

Hun fik fattet sig og kom nærmere igen, trodsigt.

– Det var dig, der luftede Som Sædvanlig i aftes, Will.

– Ja, og Som Sædvanlig kom selvfølgelig hjem sammen med mig.

– Det var sent. Og du lugtede af øl.

– Gjorde jeg?

– Tror du ikke, jeg lagde mærke til det?

– Og hvad så? Den stak måske af, da du gik i morges. At døren var åben. At du ikke lagde mærke til det. Er det helt utænkeligt?

Cathrin skjulte ansigtet i hænderne, ikke længere trodsig, men kun fortvivlet.

– Lad os ikke skyde skylden på hinanden, hviskede hun.

Jeg holdt om hende.

– Nej, sagde jeg lige så lavmælt. Det er ingens skyld.

Og mens vi stod sådan og lod os holde om hinanden, slog det mig, at nærmere end som så havde vi ikke været, så længe jeg kunne huske, måske aldrig.

Det var næsten lige før, jeg spurgte: Skal vi ikke tage fri?

Så gik Cathrin i aktion. Hun gennemsøgte lejligheden, hun fandt gemmesteder og kroge, jeg aldrig ville have fundet, til ingen nytte, selvfølgelig, jeg prøvede også at yde mit bidrag, hvad andet kunne jeg gøre, det skulle da også lige mangle, jeg kiggede under sofaen og under sengen, heller ikke det til nogen nytte, selvfølgelig, men da jeg åbnede døren til Cathrins værelse for på den måde at udnytte chancen for at finde noget andet, intetanende så at sige, nemlig rejsetasken og parykken i skabet, og spørge, hvad i alverden dette skulle betyde, standsede hun mig, før jeg kom så langt.

– Den er her jo ikke, sagde Cathrin, som om det først nu var gået op for hende, at Som Sædvanlig virkelig var væk.

– Nej, sagde jeg.

Herefter ledte hun både nede ved gadedøren og på køkkentrappen og ringede på hos dem, der var hjemme, stadig til ingen nytte, og til sidst stod hun nede i gården mellem affaldsskuret og tørrestativet, jeg så hende fra vinduet, og jeg kunne høre hende råbe Som Sædvanlig, Som Sædvanlig!

Behøver jeg gentage, til ingen nytte?

Jeg lukkede øjnene og holdt mig for ørerne.

Så kom hun op igen og forsvandt direkte ind på sit arbejdsværelse, som sædvanlig med mig lige i hælene.

– Vi må efterlyse den, sagde hun.

– God idé, sagde jeg.

Hun startede computeren, og mens den summede sig klar, langsomt og enerverende, så hun på mig.

– Hvad synes du, vi skal skrive?

– Hvad plejer man at skrive på den slags opslag? Race, alder, navnet, datoen, hvor den forsvandt, hvor den forsvandt fra, telefonnummer, dusør.

– Hvor meget?

– Bare skriv, at dusør udloves. Ikke noget beløb.

– Du er vel ikke stadig nærig, Will?

Jeg hørte, hvad hun sagde, hun sagde stadig.

– Det kommer an på, hvem der finder den, ikke? Hvis det er en skibsreder, får han ikke lige så meget, som hvis en lille dreng finder den, vel? Er det at være nærig? Det er ikke nærighed. Det hedder retfærdighed, der hvor jeg kommer fra.

Computeren blev omsider klar, før jeg kunne nå at sige noget mere dumt, og hun begyndte at lave en efterlysning. Jeg stod bag hende og fulgte med. Cathrins computer var langt mere avanceret end min, en mac, hun kunne lave praktisk taget hvad som helst på den, store typer i farver og det hele, det var lige før, hun fik skærmen til at gø, men pludselig vendte hun sig om mod mig igen.

– Hvilken dato forsvandt den egentlig?

– Hvilken dato?

– Ja, i går eller i dag?

– Skriv mellem den trettende og den fjortende. Så er vi på den sikre side.

– Ja, det er måske bedst.

Cathrin fortsatte med at skrive, ivrigt, koncentreret, og nu vidste jeg det, jeg vidste, at hun holdt af Som Sædvanlig.

Jeg lænede mig op ad hendes skulder.

– Skal du ikke også skrive nummeret til reklamebureauet?

Hun vristede sin venstre skulder fri.

– Vi blander ikke privatliv og job, Will. Desuden er du jo hjemme det meste af tiden, er du ikke?

Jeg slap hende.

– Naturligvis, Cath. Will er på pletten.

Hun printede tredive efterlysninger ud, meget flottere end mine, men jeg var jo heller ikke art director, kun manusforfatter: Vores elskede hund, en golden retriever, tre måneder gammel, er forsvundet fra Ullevålsveien mellem den 13. og 14. oktober. Dusør udloves. Ring når som helst på døgnet. Papiret var lyseblåt, skriften fed og sort. Jeg syntes, der var for meget tekst, folk gider ikke stå i flere minutter og læse den slags opslag, og der burde selvfølgelig også være et billede, vi kunne have brugt et billede af en hvilken som helst golden retriever på tre måneder, hvem kan se forskel på dem? Det ville jeg sige, at der burde være mere billede og mindre tekst. I stedet spurgte jeg:

– Hvorfor skrev du ikke navnet?

– Mit? Dit?

– Hundens. Som Sædvanlig.

Cathrin svarede ikke. Og jeg forstod, at hun var glad for hunden, men ikke for navnet, hun var måske oven i købet flov over det.

– Vi begynder på St. Hanshaugen, sagde hun.

– Det er bedst, at vi deler os, foreslog jeg. Jeg tager Stensparken.

Hun så på mig med en vis beundring.

– Drengen fra landet, sagde hun. Vi deler os.

Vi lo, trods alt.

Og mens Cathrin gik hen til St. Hanshaugen, løb jeg den anden vej, altså til Stensparken, og hængte efterlysningerne op der, ved børnehaven, kirken og karrusellen, sågar oppe på toppen af det, der hedder Blåsen, parkens højeste punkt, fæstede jeg et opslag på et træ. Det er nemlig min overbevisning, at også efterlysninger skal være vanskelige at finde. Så kan man stole på dem, der leder.

Så tog jeg en taxa fra Adamstuen ned til Burum og fjernede alle mine gamle opslag, jeg slettede mine spor, så at sige, men da jeg kom til det sidste sted, en lygtepæl på Drammensveien, mellem UB og Solli plass, opdagede jeg, at et telefonnummer var revet af.

Men i lang tid var der ingen, som ringede, ikke før alt det, der skete dette besynderlige, skæbnesvangre efterår, var overstået.

SCENE 15.

Int. stue. Samme eftermiddag/aften.

Will, Cathy og hendes forældre sidder ved bordet. Lysekronen får glassene til at kaste skygger ud over den hvide dug. Ingen siger noget. Stilheden er trykkende. De spiser steg, sandsynligvis elg, drikker rødvin. Will og faderen er fortsat skæve.

FADEREN (højrøstet): Will er ikke ligefrem vokset op med swimmingpool og vant til at brænde visne blade af, men han forstår sgu at fyre en fed!

Faderen og Will bryder ud i en barnlig, fnisende latter. Cathy og moderen er tilsvarende alvorlige, nærmest afvisende. Der bliver stille igen, endnu mere stille, bortset fra lyden af kniv og gaffel mod tallerkenerne, der vokser til en bestikkets symfoni, uudholdelig i længden. Til sidst kigger faderen rundt på dem.

FADEREN: Noget galt?

Moderen lægger bestikket fra sig.

MODEREN: Cathy har noget, hun godt vil fortælle os.

Alle ser på hende og venter. Cathy kaster et hurtigt, rasende blik på moderen, som de andre to ikke lægger mærke til, så kigger hun rundt, smiler.

CATHY: Will og jeg har kigget på lejligheder i dag. Andet er det ikke.

FADEREN: Det har Will allerede fortalt, Cathy. Er der noget i gære? Har I brug for mere plads? Et ekstra værelse?

Faderen ser på moderen, der sidder tavs og bleg ved siden af datteren. Han hæver glasset.

FADEREN: Jeg tror, vi måske har noget at skåle på, mor.

Alle på nær moderen hæver glasset.

Klip til:

SCENE 16.

Montage div. lejligheder.

Cathy og Will knepper i forskellige lejligheder og huse: på loftet i en gammel villa, i et køkken, i en entré. De bliver dristigere og dristigere, og det ophidser dem mere og mere: Cathy sidder på et bord i et børneværelse, løfter op i nederdelen, mens Will tager hende og kvæler stønnene, både hendes og sine egne, med et kys. I baggrunden, i gangen udenfor, går folk forbi med salgsopstillinger.

Klip til:

SCENE 17.

Int. soveværelse. Hjemme. Morgen/formiddag.

Cathy og Will ligger vågne i sengen, på ryggen og ved siden af hinanden, stirrer op i loftet. De virker udmattede, udbrændte. Uden for vinduet er der slud, en mellemting mellem regn og sne. Lyset er gråt og tungt.

CATHY: Hvad så nu?

I det samme RINGER telefonen et sted i lejligheden.