X

Næste gang, jeg mødte Peder Holm, var det ikke i Biblioteksbaren på Bristol, bordene derinde var formentlig optaget af større forfattere end mig, hvis jeg da overhovedet kunne kalde mig det, forfatter, men på Landhandleriet, en temmelig tarvelig og lurvet café på den anden side af gaden. Det passede sig vel bedre. Jeg kom under alle omstændigheder fem minutter for sent. Jeg kunne give vejret skylden. Det var en fredag med slud i lange baner. Tøjet blev tungt som våde rustninger. Herfra kunne man kigge over til november, en dyster udsigt. Peder Holm sad i den bageste bås og bladrede i nogle papirer, formodentlig dem, jeg havde sendt ham, nemlig indledningen til min første version af Åbent hus.

Jeg blev stående et øjeblik lige inden for døren og betragtede denne mand, min dommer, min bøddel, den måde, hvorpå han lagde siderne fra sig, drak, tændte en ny cigaret, drak mere øl, alt sammen med en langsom og træt bevægelse, kroppens gamle rutiner, mekanisk og åndsforladt.

Han lignede ikke just yderligere tredive tusind.

Så løftede Peder Holm blikket, lige så langsomt, fik øje på mig, eller han vidste sandsynligvis, at jeg havde stået der hele tiden, åndsforladt, ja, men ikke blind, og der kom ligesom liv i ham, det hele var bare et spil, og jeg var galleriet.

Jeg satte mig hos ham.

– Har I fundet en lejlighed? spurgte han.

Når de begynder at tale om noget andet, noget andet end selve manuskriptet, så er der virkelig fare på færde.

Jeg rystede på hovedet.

– Har I? spurgte jeg.

– Vi leder ikke længere. Vi skal skilles. Hun kunne simpelthen ikke holde mig ud mere.

– Det er jeg ked af at høre.

– Er du? Du græder vel ikke? Eller er det bare sneen, der smelter?

Peder Holm lagde en ildelugtende, gul finger på min våde kind. Jeg skubbede hans hånd væk.

– Hvad synes du om åbningsscenen? spurgte jeg.

Han løftede armen i stedet og vinkede ad tjeneren, der straks kom hen til os. Der var ikke andre gæster.

– To øl, sagde Peder Holm. Og gider du smide det her ud?

Han rakte manuskriptet til tjeneren, der forsvandt bag bardisken.

Vi sagde ikke noget, før glassene stod på bordet.

Peder Holm kiggede på mig.

– Skal du ikke lægge frakken?

– Jeg skal snart gå.

Peder Holm smilede og lænede sig ind over bordet.

– Du blev vel ikke fornærmet, Willy? For det har du sandsynligvis ikke talent nok til.

– Jeg er ikke fornærmet.

Jeg tog frakken af. Så nem er jeg. Desuden lå begyndelsen på version II i skuldertasken. Så meget havde jeg trods alt lært i København, at man ikke skal spille alle kort ud samtidig. Men det kunne Peder Holm jo ikke vide.

– Jeg syntes, du sagde Chat Noir, sidst vi talte sammen. Men det her var Nationaltheatret. Og ikke nok med det. Det var kraftedeme amfiscenen!

Jeg skulle til at sige noget, men nåede ikke så langt, Peder Holm var nemlig ikke helt færdig.

– Kære Willy Bråten, skal vi lave endnu en film om ulykkelig barndom? Om væmmelige fædre, dyster natur og underkuede sønner? Hvad?

– Det var bare et tilløb, forsøgte jeg.

– Tilløb? Tænder du på at se halshuggede hejrer?

Jeg forsøgte igen:

– Det er en drøm.

Peder Holm afbrød mig.

– Det er et forpulet mareridt, Willy! Et mareridt! Fugle? Isfiskeri! Rygsække! Skal vi vises frem i Norge Rundt, Willy? Skal vi?

– Jeg kan stryge det.

– Ja, gå ud til skraldebøtten omme i gården og stryg det der, og hvad sidder vi så tilbage med? Jo, mælkekartoner, tomme flasker, madrester, cigaretskod, bræk og en røvkedelig fyr, der vågner, og en nøgen skulder i mørket. Ikke så meget som en patte. Men en skulder! Det er fandeme for dårligt, Willy. Jeg troede, vi skulle lave en erotisk film.

– Helt enig, sagde jeg.

Peder Holm studsede og trak sig ligesom tilbage. Et øjeblik troede jeg, at jeg havde ham.

– Hvad mener du? Helt enig?

– Det er noget lort.

– Hvis du ved, det er lort, hvorfor fanden spilder du så min tid?

Jeg drak langsomt af øllen.

– For at teste dig, sagde jeg.

– Teste mig?

– Ja, for at se, om du kan skelne skidt fra kanel, se, hvor god du er.

Også Peder Holm var tavs et øjeblik, han virkede næsten rystet, drak øl, tændte en cigaret og så mig til sidst roligt, eller snarere foragteligt, i øjnene.

– Det ville være at overdrive at påstå, at jeg kan lide dig, Willy, men du giver mig i hvert fald helvedes gode grunde til at synes rigtigt dårligt om dig.

– Tak.

– Men med dine uvaner ville jeg ikke spænde buen for højt. Hvordan har din kone det for resten?

Jeg måtte vinde tid, for Peder Holm havde drejet samtalen og ramt mig i stedet, han havde mindet mig om, hvorfor vi overhovedet sad her.

– Samlever, sagde jeg.

– Hvordan har din samlever det, Willy?

Jeg kunne høre, hvor elendig en dialog denne dialog var, skidt og kanel, spænde buen, den slags klicheer, hvordan har din kone det, ikke én eneste skuespiller i verden kunne have udtalt dem, med en vis troværdighed, uden at skære ansigt, uden at gå i knæ og bryde sammen, og her sad vi på Landhandleriet, en lurvet og mennesketom café i Oslo, og mente det alvorligt, og ikke nok med det, jeg fik også et anfald af ærlighed, jeg spildte ærlighed på den allerede plettede dug.

– Jeg tror faktisk ikke, hun har det særlig godt.

– Det er jeg ked af at høre. Er hun blevet træt af legen?

Jeg havde den glæde at afbryde ham.

– Er du? Du græder vel ikke? Eller er det bare sveden, der løber?

Peder Holm smilede faktisk.

– Jeg er såmænd bare bekymret for manuskriptet, Willy.

Så trak jeg Åbent hus, version II op af skuldertasken og lagde den foran ham mellem glasset og askebægret.

– Værsgo, sagde jeg.

Peder Holm kastede et hurtigt blik på sideantallet.

– Giv mig en halv time. Så kan jeg også nå at pisse.

Jeg rejste mig og gik hen til baren imens, købte en øl og fandt en telefon bagest i lokalet, ved siden af toiletterne. Det var de der løse tråde. Jeg hader løse tråde. Kan jeg udtrykke det så stærkt, at jeg hader løse tråde, og hele mit liv begyndte at ligne en løs tråd, trådet gennem disse dage, der lakkede mod enden, uden at jeg kunne vide det. Paryk, orlov, syndig. Jeg ringede til reklamebureauet, til omstillingsdamen, der ikke længere hedder omstillingsdame, hvis man sagde omstillingsdame eller sekretær, fik man én i synet, men coach, det gik an, og hun svarede sukkersødt:

– Mono Productions, goddag, hvad kan jeg hjælpe med?

– Jeg vil godt tale med Cathrin Juell, sagde jeg.

– Cathrin Juell har desværre orlov for øjeblikket.

– Hvorfor det?

– Det kan jeg desværre ikke svare på.

– Kan du ikke, eller vil du ikke?

Reklamebureaustemmen blev køligere.

– Hvad drejer det sig om?

– Hvor længe har hun orlov?

– Hvad drejer det sig om? gentog coachen.

Jeg tog en hurtig slurk af øllen.

– Jeg skal fortælle dig, hvad det drejer sig om. Det drejer sig om Ikea-kataloget. Vi var yderst tilfredse med Cathrin Juell, og når vores samarbejdspartnere tager orlov, forlanger vi at få det at vide! Er det så svært at fatte? Er jeg nødt til at ringe til hovedkontoret i Stockholm? Er hun gravid?

Nu var stemmen betragteligt mindre kry.

– Det ved jeg ikke. På ære.

– På ære? Hvad betyder det? Plejer I da ikke at tale sandt i Mono Productions? Hvad? I så fald må jeg tage hele samarbejdet op til fornyet overvejelse, og ved du, hvad det betyder? Det betyder fire årsværk, min pige!

– Undskyld, men hvad var Deres navn?

– Herbert Noll. Glem ikke det.

Jeg tror, tøsen var gråden nær.

– Jeg skal straks stille Dem ind til Vivi Strand, Herbert Noll.

Det varede lidt, før jeg blev stillet igennem, sandsynligvis var omstillingsdamen, sekretæren, coachen, eller hvad hun nu hed, inde hos Vivi først og advare hende om, at dette var en ubehagelig telefonopringning, at en ubehagelig mand var i røret, en Herbert Noll, Ikea stod på spil, måske ville sågar chefen og hans hof blive tilkaldt, for at miste Ikea var det samme som at dreje nøglen om.

Endelig var stemmen der, rede, renset og rolig, men dog med en sitrende overtone, som måske kun jeg kunne høre, denne forbandede hundefløjte.

– Du taler med Vivi Strand. Hvad kan jeg hjælpe med?

Og jeg spurgte for tredje, eller var det fjerde gang:

– Har du talt med Cathrin?

Der blev stille i lang tid på reklamebureauet, måske udnyttede hun tiden til at få uvedkommende væk, ud af kontoret, det her var ikke krise, men en misforståelse, så var hendes stemme der igen, og den lignede sig selv, bortset fra at den ikke var helt rolig længere.

– Will? Er det bare dig?

– Ja, indrømmede jeg.

– For helvede da, Will.

– Vivi …

Hun lod mig ikke tale ud.

– Du skal ikke lave fis med mig, Will. Og du skal i særdeleshed ikke lave fis med mig på jobbet.

– Det var ikke meningen, Vivi. Sorry. Virkelig sorry.

Så blev der stille igen. Mit glas var tomt. Jeg kunne måske begynde at ryge. En ventilator i loftet skubbede den tunge luft rundt og rundt. Jeg hørte Peder Holm bladre i manuskriptet, side efter side. Og da Vivi sagde noget igen, virkede hun, som om hun kedede sig, ikke som om hun var ked af det, men kedede sig.

– Har I fundet hunden?

– Nej. Cathrin sidder derhjemme og venter ved telefonen.

– Så ring til hende.

– Jeg har ikke fundet hunden.

– Hvad er det egentlig, du prøver at sige?

– Jeg ville bare sige, at det var en misforståelse, det med hunden. Den stak af, da Cathrin skulle ned med skraldet. Ikke fra Burum.

– Ved du hvad, Willy?

– Nej, hvad?

– Jeg kan høre helt herhen, at du lyver. Uanset hvor du er.

Ventilatoren i loftet begyndte at gå mig på nerverne. Det var som at stå under en røremaskine og blive pisket.

Jeg sagde:

– Lad være med at sige noget om hunden, hvis du taler med hende. At …

Så afbrød Vivi mig igen:

– Du er ikke sød mod Cathrin, sagde hun.

Hvad var det, hun tillod sig at sige?

– Vel er jeg da så.

– Nej, det er du ikke.

– Har Cathrin sagt det? At jeg ikke er sød? Har hun?

Vivi lagde på.

Jeg ville ønske, at jeg havde gjort det først.

Da der var gået præcis en halv time, og Peder Holm havde pisset, satte jeg mig hos ham igen. Han vendte papirstakken og vinkede ad tjeneren, der kom hen til vores bord. Peder Holm kiggede op på ham, tøvede et øjeblik, og i denne mellemtid, i dette indelukkede helvede, tænkte jeg, at det er nu, dommen falder, dommen er en bestilling på Landhandleriet, og tjeneren er bøddelen.

– To øl og to gammel dansk, sagde Peder Holm.

Jeg åndede ud, ja, jeg åndede lettet op, så billig var jeg altså, en øl og en gammel dansk.

Kort efter var drikkevarerne serveret.

Vi skålede.

Så begyndte Peder Holm at bladre i manusset igen, og jeg kunne se, at han havde strøget det meste.

– For meget dialog, sagde han.

– Synes du?

– Om jeg synes det? Jeg skal sige dig, hvad jeg synes, med fire enkle ord: Mere billede, mindre tekst.

Jeg havde hørt det der før, men lige nu huskede jeg ikke hvor, sandsynligvis i København, eller også var det bare noget, alle sagde, mere billede, mindre tekst, og de sagde det, lige indtil de troede, det var deres egen idé, og begyndte at tro på den.

– Lige mine ord, sagde jeg.

Peder Holm så på mig et øjeblik, ilde berørt.

– Desuden har man ikke dialoger om muslimer og sataniske vers i en erotisk film, Willy Bråten.

– Den er da ret morsom.

– Og hvad så? Olsenbanden er ret morsom. Breakfast at Tiffany’s er også ret morsom, indtil den bliver sentimental, og selv ikke Hepburn kan redde den. Vi skal derimod være kløgtige, Willy. Der er for få kløgtige film. Og det der elendige modelfly, der hænger ned fra loftet i køkkenet? Hvad skal det gøre godt for?

– Jeg syntes bare, det var flot.

Peder Holm kiggede bestyrtet på mig.

– Flot? Men hvad skal vi med det? Du behøver ikke møblere rummene, Willy. Overlad det til scenograferne. Smuk lort, som professoren sagde.

Vi drak igen.

Jeg begyndte at miste modet, eller lysten, eller begge dele, jeg længtes kort sagt hjem, og det var et temmelig dårligt tegn.

– Er der overhovedet noget, du kan lide? spurgte jeg.

Peder Holm bladrede videre.

– Jeg gider ikke kommentere navnene foreløbig. Skriv, hvad du vil. Will. Cathy. Herbert. Det er mig det samme. Det kan vi rette ind til sidst. Men den der sygdom er du nødt til at droppe. Vi skal jo ikke lave Love Story II, vel? Vi snøfter ikke, når vi har ståpik.

– Nogle gør, sagde jeg.

Peder Holm lo.

– Du er fandeme en kynisk satan, Willy. Du er værre end mig. Og derfor kan jeg lide dig.

– Tak skal du have, Peder.

Pludselig lænede han sig ind over bordet.

– Bestikkets symfoni. Som du dog kan sige det. Men hvis hovedpersonen skal dø inden for tre måneder, er det kun det og intet andet, filmen handler om. Er døden sexet, Willy? Er den?

– Nej.

– Vil du have, at hun skal dø?

– Nej, sagde jeg. Selvfølgelig ikke.

– Hvorfor skriver du det så, dit fjols? Du kan skrive, hvad der passer dig! Du er herre og mester, Willy! Fatter du det ikke? Herre og mester!

Jeg lod dette synke ind, jeg lod i hvert fald, som om det sank ind, mens Peder Holm lænede sig tilbage og tømte sine glas.

Herre og mester?

Var jeg både herren og mesteren? Tanken var ikke ubehagelig.

– Hvad med voice-overen? spurgte jeg.

– Lidt for meget Manhattan, hvis du forstår, hvad jeg mener, men skriv du bare løs, hvis det kan hjælpe. Vi kommer alligevel ikke til at bruge det.

– Jeg tænkte ikke på Woody Allen. På ære.

Peder Holm lo.

– På ære? Det siger alle. Hvis der var fængselsstraf for at stjæle ideer, ville samtlige manusforfattere sidde inde på livstid, Willy. Også dig. I dit tilfælde vil jeg ikke helt udelukke dødsstraf. Men lad os nu ikke hænge os i detaljer. Må jeg tillade mig et lille forslag?

– Værsgo. Hvis det kan hjælpe.

– Du må fylde lidt mere på. Vi kan ikke nøjes med det ene par. Du må udvide repertoiret. Trekant. Firkant. Hvad som helst. Telefonen ringer, ikke? Et andet par har set dem. De har fundet nummeret på de der skemaer. De begynder at lege sammen. Eller han følger efter hende. Hun har måske en elsker. Er du med? Er du med, Willy?

– Det vil jeg mene.

Hvad andet kunne jeg sige?

Peder Holm virkede pludselig træt, han sank sammen, ind i sig selv, åndsfraværende igen, og sukkede.

– Kun de overfladiske tror, de er dybe. De skraber og skraber fra undersiden. Men de virkelig dybe, Willy, de begynder øverst.

Han spurgte heldigvis ikke, om jeg var med.

I stedet spurgte jeg:

– Hvad sker der så nu?

Peder Holm rettede sig ligesom op og vendte tilbage.

– Du har fat i noget her, Willy. Godt nok ikke til endnu tredive tusind på hånden, men du er i det mindste på vej.

– Hvorhen?

– Det må du selv finde ud af. Ring til mig, når du ved noget mere. Tak.

Jeg forstod, at mødet, eller timen, var slut.

Jeg lagde manuskriptet i skuldertasken og gik.

Det var begyndt at sne. Byen forsvandt rundt om mig som tynde, vakkelvorne kulisser. Menneskene sneg sig hen ad fortovene. Og alle paraplyerne, jeg ville gerne have set dem oppefra, sorte blomster, der springer ud i hvidt, skakmat, dronningen, der snubler, bønderne, der går amok. Jeg var lettere overrislet, for nu at sige det sådan.

Da jeg kom hjem, sad Cathrin i stuen og lagde røret på i det samme.

Jeg standsede op, næsten optimistisk, mens jeg tog den tunge frakke af, og i samme øjeblik lagde jeg mærke til, at hun var blevet endnu magrere, på en hård måde, jeg kunne tælle til fem i hendes nakke, hvirvlerne, der forsvandt under det tynde hår.

– Som Sædvanlig? spurgte jeg. Er den blevet fundet?

– Det var din mor, sagde Cathrin.

– Min mor? Hvad ville hun?

Først nu fik jeg øje på invitationen, der lå på bordet.

Og Cathrin så ud ad vinduet, på sit eget spejlbillede, på skyggen af mig i baggrunden eller bare på sneen, der blev ved med at falde, skråt i lyset fra gadelygterne, der blev tændt. Jeg ventede. Vi var som sagt i forskellige POV. Og jeg havde heller ingen anelse om, hvad hun skulle til at sige.

– Jeg ringede og sagde, at vi kom, sagde hun.

– Hvad sagde du?

Hun vendte sig endelig om, og jeg kunne knap nok kende hende igen, kinderne, hule skygger, blikket mørkt som lakrids, og en usandsynlig tanke slog mig, at jeg simpelthen var gået ind i den forkerte lejlighed, hvad jeg selvfølgelig ikke var, jeg var desværre på rette sted, altså hjemme.

– At vi kommer på søndag, Will. Til halvtredsårsdagen.

Jeg blev rasende, ja, jeg mistede fatningen, og det er ikke noget kønt syn, jeg smed noget på gulvet, en vase, en skål, en flaske, jeg husker det ikke længere, og det kan også være det samme, der var i hvert fald et eller andet, som blev knust i nærheden, og jeg hørte min egen stemme, som om jeg stod i en anden stue, i en anden lejlighed, og råbte til mig selv som en trodsig unge.

– Jeg tager ikke med! Forstår du det? Jeg tager ikke med! Er det klart? Jeg mener, er det feset ind?!

Cathrin var helt rolig, hård og rolig, sådan så hun ud, og det var det, der var så ophidsende.

– Så gør jeg, sagde hun.