XIII
Og hvad andet end tretten kunne dette kapitel ligesom hedde?
Jeg kan ikke fordrage den slags sammentræf, og jeg er heller ikke overtroisk, gudbedredet, selv min far er ikke overtroisk, hvis man kalder ham det, bliver han temmelig stødt både på Guds, menighedens og egne vegne, nej, overtro er noget bespotteligt, overtro er luksus, bedrageri og regndans, og den slags var der ikke meget af i Hurdal, der var mere overtro på Solli plass end der. Far er saglig. Hans tro er saglig, den er hans hænder, bordbønnen, pligten, arbejdet, ikke mindst arbejdet, også mors tro, for den sags skyld, er saglig, men den er imidlertid smukkere, mors tro er de saglige broderier, der hænger rundtomkring i landsbyen.
Hjem, kære hjem.
Fars tro er hårdere: vejen gennem skoven.
Deres tro er fast. Den er det, du bærer. Troen holder dig oppe, sneploven, vejhøvlen, symaskinen. Håbet er blot det, du synker ned i.
Jeg tror derimod ikke længere på noget. Jeg har aldrig haft den tilbøjelighed. Det forekommer indimellem, at jeg drømmer noget, men næste morgen er det væk. Jeg har forsøgt at skrive det ned, det er umuligt, det er en slags blindskrift eller sådan noget blæk, vi havde som børn, usynligt blæk.
Cathrin kom ikke, og vi hørte ikke noget fra hende.
Jeg håbede og sank.
Der er hoteller, som ikke har nogen trettende etage, fordi gæsterne ikke vil bo der, elevatoren går altså direkte fra tolvte til fjortende. Det samme ser man i flyvemaskiner. Ingen vil sidde på trettende række. Måske kunne man gøre det samme i romaner: springe kapitel tretten over for ikke at genere overtroiske og nærtagende læsere. I biografen har jeg imidlertid ofte siddet på trettende række, ja, sågar på sæde tretten på række tretten, og når jeg tænker over det, og jeg havde tid nok til at tænke over den slags i denne tid, har jeg siddet på trettende række under nogle af de dårligste film, jeg desværre har set, Pretty Woman, Høstsonaten, Døde Poeters Klub, for nu at nævne nogle, men jeg har aldrig tænkt på, at en ulykke kunne ramme mig af den grund, filmene var ulykke nok i sig selv.
Nu var Cathrin væk.
Jeg skulle ikke have siddet på trettende række.
Det blev december.
Jeg havde ingen ønskeseddel, ønskede kun, at Cathrin skulle komme tilbage.
Og Som Sædvanlig.
I den rækkefølge: Cathrin og Som Sædvanlig.
Det bedste havde selvfølgelig været, hvis de kom sammen.
Forældrene ventede på Vinderen.
Jeg ventede i lejligheden.
Jeg ventede på at høre Cathrins stemme i entreen, hallo, det er bare mig, som om ingenting var sket, og det hele var en misforståelse. Og det, der slår mig nu så længe efter, er, at jo langsommere denne tid gik, denne ventetid, og der var ikke gået mere end en eller to dage, siden jeg var hos forældrene, desto hurtigere må jeg skrive det her, og alligevel holder jeg igen, jeg holder ordene tilbage og udsætter, for jeg er endnu ikke sunket helt, jeg håber, og det, jeg skriver, er ved at tage det fra mig, håbet. Jeg ville ønske, jeg kunne tro i stedet, men det ligger ikke til mig.
Jeg har for resten ingen steder at bo længere.
Jeg er altså flyttet hjem.
Jeg venter stadig.
Jeg skriver og venter.
Hvad var det, jeg skrev om den første sætning i Breakfast at Tiffany’s, i optagelsesansøgningen til Filmskolen, noget om kammertonen, melankolien.
Jeg føler altid en dragning mod …
Det tror jeg heller ikke på. Det klinger falsk i mine ører, romantisk, og hvis jeg kunne vælge, ville jeg hellere se Audrey Hepburn i New Yorks mennesketomme gader, én eneste kvinde, der befolker en hel by, end at læse den sætning.
Af og til hjælper jeg far i skoven. Vejene er plørede og mudrede. Det er med andre ord snart forår, begyndelsen af april. Det sker, at vi næsten sidder fast, især lige efter bommen oppe ved Vestlia, hvor der er mest stejlt, og jeg må overtage styringen. Når far ser på mig nu, er det på en anden måde end før. Han siger det ikke, men det er, som om han mener, at jeg endelig er kommet på ret køl, på trods af det der er sket, eller måske på grund af det. Alvoren har nået mig. Kun troen mangler.
Jeg har ikke længere tal på dagene.
Men det har mor. Hun syr et sting for hvert døgn, der går, siden Cathrin forsvandt. Det er hendes måde.
Jeg sætter mig ved computeren igen og prøver at brodere videre.
Og jeg begynder på ny, jeg ved ikke for hvilken gang:
Der skete ingenting.
Og endnu en ting slår mig, at begyndelserne snart begynder at ligne en slutning.
Så en morgen skete der alligevel noget, jeg tror, det var morgen, døgnet gik i ét for mig. Det ringede på, jeg for sammen, ja, jeg stormede hen til døren, men indså straks, at det ikke kunne være Cathrin, hun ville jo ikke have ringet på, vel, men bare have låst sig ind, men på den anden side, hun kunne jo have mistet nøglerne, eller måske var det nogen fra politiet, nej, en præst, de havde fundet hende, og derfor kom de herhen med den besked, jeg ikke kunne klare at høre. Det var Vivi. Jeg havde ikke lyst til at få besøg, i særdeleshed ikke af hende, men hvad andet kunne jeg gøre end at lukke hende ind.
Hun gik lige forbi mig uden at tage overtøjet af og satte sig i stuen, i sofaen, hjemmevant, overlegen.
Jeg fulgte efter.
– Hvorfor gør du ikke noget? spurgte Vivi.
– Gør noget? Hvad mener du? Jeg venter.
– Du kunne i det mindste have forsøgt at lede efter hende.
– Og hvor synes du, jeg skulle være begyndt? Nede i gården? På Adamstuen? Vinderen? På må og få, ligesom?
– Det er i hvert fald bedre end bare at sidde her.
– Kommer du her for at anklage mig? Er der nogen, som har sendt dig? Hendes forældre?
Vivi kiggede ned.
– Sorry, Will. Det var ikke meningen. Selvfølgelig har ingen sendt mig.
– Kan jeg byde dig på noget?
– Nej tak.
Så sagde jeg, for jeg var nødt til at sige det:
– Havde hun en anden?
– Havde?
– Har hun en anden?
– Nu er du sgu for banal, Will.
– Du kendte, jeg mener kender hende bedre end jeg.
Vivi lagde sin hånd over min.
– Cathrin havde ikke nogen anden. Ikke andre end dig. Okay?
– Men hvorfor tog hun orlov?
Vivi var tavs et stykke tid, før hun så på mig med et blik så bedrøvet, at jeg dårlig nok kunne holde ud at møde det.
– Måske kender vi alligevel ikke hinanden særlig godt, sagde hun.
– Hvad mener du?
– Jeg mener ikke andet end det, jeg siger. Du kender ikke mig. Jeg kender ikke dig. Ingen kendte Cathrin. Vi er ikke andet end fremmede, der tilfældigvis mødes.
– Nu er det sgu dig, der er banal, sagde jeg.
– Sorry, gentog hun.
– Kendte du ikke Cathrin? Er det dét, du siger? At du ikke kendte din veninde?
– Selvfølgelig gjorde jeg det. Men alligevel. Hun fortalte aldrig noget. I hvert fald ikke ret meget. Det er kun mig, der plaprer op i fuldskab, ikke?
– Er der noget, du ikke vil fortælle?
Vivi så på mig.
Og så begyndte hun at græde.
Værre kunne det næsten ikke blive.
– Kan jeg byde dig på noget? spurgte jeg.
– Nej tak.
Jeg hentede den nærmeste flaske alligevel og et lommetørklæde og skænkede os et glas.
– Det hjælper ikke noget videre, men det gør det i det mindste ikke værre.
Vivi snøftede og drak.
– Fandt du hunden? spurgte hun.
– Det er ikke hunden, vi taler om nu.
– Nej, det har du ret i. Vi taler om dig.
Jeg tømte glasset.
– Om mig? Og hvad har du så at sige om mig?
Vivi vred sig i stolen.
– Har du gjort noget forkert? spurgte hun.
– Noget forkert? Hvad mener du?
– Det ved jeg ikke. Jeg spørger bare. Du må ikke blive vred, Will.
– Jeg er ikke vred. Tror du, at jeg har gjort hende noget? Hvad? Tror I virkelig det? Det er altså det, I tror om mig? Gudfader bevares!
Vivi rystede på hovedet.
– Jeg var bare nødt til at spørge. Kan du ikke forstå det?
– Nej, det kan jeg ikke forstå. Alene det, at du, eller I, kan komme på den tanke, piner mig. At jeg kan have gjort Cathrin fortræd. Tror du virkelig, at jeg kunne gøre hende fortræd?
– Jeg mente det ikke sådan, Will.
– Ved du, hvad jeg tror, du mente?
– Kan vi i det mindste ikke lade være med at skændes?
– Jeg tror, du mente, at jeg ikke var god nok til hende. Du, veninderne, vennerne, forældrene, alle, ikke? Jeg var ikke god nok til hende.
Vivi så på mig med en vis foragt, eller måske var det overbærenhed.
– Nu er du for åndssvag, Will.
– Tak. Tak, fordi du kommer og trøster mig. Det er lige, hvad jeg trænger til.
– Er det opkomlingen, der taler nu? Din stakkel. Og tror du virkelig, Cathrin valgte dig bare for at være venlig? Hvad? Så kender du ikke Cathrin. Og det troede jeg, du gjorde.
Jeg var tavs et stykke tid, drak, og modstræbende indså jeg, at jeg egentlig syntes godt om Vivi, jeg burde have næret modvilje mod hende og hadet hende, men jeg syntes altså om hende. Vivi gik lige til sagen. Vivi kunne have kørt sneploven.
Og pludselig lagde jeg min hånd over hendes, og det røg bare ud af mig:
– Jeg kan godt lide dig.
I samme øjeblik jeg sagde det, hørte jeg, hvor forkert det lød, hvordan det kunne misbruges, misforstås, hvis det var det, man ville.
Vivi trak hånden til sig.
– Flirter du? spurgte hun.
– Selvfølgelig ikke.
– Prøver du ligesom at lægge an på mig nu, hvor Cathrin er forsvundet? Du er ikke så lidt fræk, Will.
Jeg måtte rejse mig og gå hen til vinduet, så langt væk fra hende som muligt, så hun ikke skulle få flere vanvittige ideer, og jeg blev stående med ryggen til.
– Du har åbenbart besluttet dig for at misforstå mig, sagde jeg. Eller er du bare dum?
– Ved du hvad, Will? Jeg tror, jeg går nu.
– Jeg sagde, jeg kunne lide dig, fordi du er den eneste, der har besøgt mig, okay?
Vivi rejste sig, jeg hørte den pludselige bevægelse.
– Og hvor mange har du for eksempel ringet til?
Jeg vendte mig om mod hende.
– Vidste du for resten, at hun brugte paryk? spurgte jeg.
Vivi lo næsten.
– Paryk? Cathrin? Styr dig. Det kan umuligt passe.
– Jo. Paryk. Præcis magen til hendes egen frisure.
– Hvorfor skulle Cathrin bruge paryk? Med det hår, mener jeg. Som alle misundte hende.
– Det er jo det, jeg spørger om.
– Du vrøvler.
– Nej. Det passer.
Vivi satte sig igen og lagde et billede af Cathrin på bordet.
– Er det her en paryk?
Det var ikke kun et billede. Det var en efterlysning, i farver. Har nogen set Cathrin Juell? Forsvundet siden 22. november fra Adamstuen/Vinderen. Fotografiet måtte være taget i sommer, jeg husker ikke i hvilken anledning, der var så mange anledninger. Hun var solbrændt, smilende, sandsynligvis sad hun, eller vi, ved et eller andet cafébord, hun med hovedet på skrå, den ene ørering, lyset i øreringen og øjnene, den slanke hals, det var måske oven i købet mig, der havde taget det, og jeg tænkte, at det er sådan, sådan jeg vil mindes hende.
– Nej, det var før, alting begyndte at ske.
Vivi så på mig.
– Det var den 22., hun forsvandt, ikke?
– Jo. Om morgenen.
– Robert har forhørt sig på alle hospitalerne. Aksel har ringet til hotellerne. Uden resultat.
– Er det en god eller dårlig nyhed?
– Ingen af delene, Will.
– Eller begge dele, sagde jeg.
– Og Bent har kontaktet Aftenposten. De har det med i næste udgave.
– Tak. I skal have tak. Virkelig. I er …
Vivi afbrød mig, som om hun ikke ville høre det, jeg skulle til at sige, eller det, hun troede, jeg ville sige, nemlig at I er sande venner.
– Hvad mente du med det, du sagde lige før? spurgte hun.
– Hvad?
– Du sagde, før alting begyndte at ske. Hvad var det, der begyndte at ske, Will?
Jeg tog flasken, men den var tom.
– Jeg tror, hun begyndte at kede sig.
Vivi lo, ikke særlig lystigt.
– Hvem gør ikke det? Men jeg anskaffer mig ikke en paryk af den grund. Og forsvinder. Selvom jeg indimellem kunne have lyst til det.
– Kunne du?
Hun tog sig i det, flov, og det var næsten rart at se hende sådan, flov og ærlig.
– Jeg beklager, sagde hun.
– Det behøver du ikke. Vi skal være åbne over for hinanden, ikke?
Vivi løftede blikket igen.
– Jo. Vi skal være åbne. Er du åben, Will?
Jeg stillede den tomme flaske fra mig.
– Hvorfor foretager politiet sig ikke noget? spurgte jeg i stedet.
– Aksel siger, det ikke er nogen sag, før der er gået en vis tid.
– Det samme sagde de til hendes far.
– Og så længe der ikke er mistanke om noget kriminelt.
– Kriminelt? Hvad mener du? Noget kriminelt?
Vivi kiggede væk igen.
– Det er sikkert bare sådan, de formulerer det.
Vi blev siddende lidt uden at sige noget.
– Hvor længe tror du, en vis tid er? spurgte jeg til sidst.
Vivi rejste sig og lagde efterlysningen i tasken.
– Skal vi begynde? sagde hun.
Vi begyndte, hvor vi var, der hvor Cathrin var begyndt at forsvinde: uden for gadedøren på Ullevålsveien. Vi hængte plakaterne på lygtepælene ned til taxaholdepladsen ved Adamstuen, Vivi gav nogle til et par af chaufførerne, de kunne ikke huske at have set Cathrin, men de ville holde udkig, det lovede de. Jeg fik en mistanke om, at de beholdt billedet, fordi de syntes, hun var pæn. Vi fortsatte til Stensparken, Majorstua, Burum, steder, hvor vi havde været, steder, vi havde tilfælles, og jeg mærkede, hvor godt det var at foretage sig noget. Jeg var endelig til nytte, og det var befriende. Jeg glemte mig selv. Vivi måtte have trykt mindst hundrede efterlysninger. Vi tog tilbage til Bogstadveien og hængte dem op uden for cafeerne og forretningerne, i sidegader og på hjørner, og langsomt, men sikkert, idet jeg så, hvordan folk bare skyndte sig forbi Cathrin uden så meget som at værdige hende et blik, og det stødte mig, at de ikke engang lagde mærke til hende, gik denne befriende følelse af at være til nytte, af at være en andens redskab, over i det stik modsatte: Det var planløst, meningsløst. Jeg kunne lige så godt have åbnet vinduet midt om natten og råbt hendes navn, hylet mod månen eller stukket hovedet ned under et brønddæksel og grædt en hel kloak fuld, og da vi endte på Vinderen Station for at hænge de sidste billeder op, så jeg en af vores gamle efterlysninger på opslagstavlen ved apoteket, laset, flænget, næsten ulæselig: Vores elskede hund … dusør udloves. Og jeg tænkte, at det, der savnes og ikke bliver fundet, måtte erstattes af noget andet, der savnes, for savnet er uophørligt og har ingen ende. Savnet er bare en cirkel. Savnet er et hjul. Og en anden tanke slog mig: Skulle vi have skrevet dusør udloves for det tilfælde, at nogen fandt Cathrin? Var Som Sædvanlig mere værd? Eller forholdt det sig bare sådan, at et menneske var ubetaleligt, mens et dyr havde sin pris? Alt dette sagde jeg selvfølgelig intet om.
Samme aften blev der skrevet om Cathrin i Aftenposten, ikke på forsiden, men lidt længere inde, blot en notits, nederst på siden, saglig som en hvilken som helst annonce: kvinde, 27 år, forsvundet fra sit hjem siden 22. november. Billedet af hende, det, som Vivi havde brugt på opslaget, var gråt, utydeligt, ingen ville genkende hende ud fra det, knap nok jeg selv, og det var ikke sådan, jeg ville mindes Cathrin. Jeg rev avisen i stykker, og den nat, da jeg igen ikke kunne sove, åbnede jeg vinduet og råbte hendes navn. Jeg stod ved vinduet, frøs og råbte, så højt jeg kunne: Cathrin! Cathrin!
Jeg måtte have vækket nogen, for nogen, en mand, råbte rasende tilbage gennem mørket og kulden: Hold så kæft, din idiot!
Sådan var det blevet. Sådan talte vi til hinanden, fra vindue til vindue.
Jeg trak gardinerne for, rystede over hele kroppen, og så fik jeg en idé, tænk, at det ikke var faldet mig ind tidligere, det var bare helt utroligt, at jeg ikke havde tænkt på det før. Jeg nærmest løb hen til telefonen og ringede hjem til Hurdal. Det varede lidt, før røret blev taget, og selv ikke i løbet af denne tid gik det op for mig, hvor latterligt det her faktisk var, det var ikke engang forsøget værd. Så var far der, med gnaven stemme.
– Det er hos Bråten.
– Det er bare Willy, far.
– Er der noget galt?
Det var altså det første, han sagde, da jeg ringede hjem. Og han havde ret.
– Jeg spekulerede bare på, om Cathrin er hos jer, sagde jeg.
– Om Cathrin er hos os? Er du da gået fra forstanden, knægt?
– Det var bare en tanke, far.
– Er du fuld? Har du drukket? Hva’?
– Nej, far.
– Det er midt om natten. Du vækkede os. Du gør mor bange. Gå i seng!
Der lød lidt støj, ord blev vekslet, jeg kunne ikke helt høre, hvad de sagde, så var mor i røret.
– Hvad er der sket, Willy?
– Ingenting, mor.
– Er Cathrin ikke hos dig?
– Nej.
– Har hun været væk længe?
– Et stykke tid.
– Men hvor er hun da?
Jeg trak vejret dybt ind og lukkede øjnene.
– Sikkert bare sammen med nogle veninder, mor.
– Men hvorfor troede du så, at hun var her?
– Fordi hun kunne lide at være deroppe.
– Kunne hun? Det var da rart.
Og jeg gav mig ikke.
– Har I set nogen nede hos Jonsruden?
– Nej. Hvorfor det? Tror …
Jeg afbrød hende.
– Gider I ikke bare gøre det? Se efter hos Jonsruden, om …
Nu var det mor, der afbrød mig.
– Jonsrudens hus er revet ned, Willy.
Jeg åbnede øjnene og så vinden løfte gardinerne ind i stuen.
– Det var også på tide. Den gamle rønne.
– Vil du have, at vi kommer ned til dig? spurgte mor.
– Nej. Nej, det behøves ikke. Det var ikke min mening at gøre dig bange.
– Det er dig, der er bange. Er du sikker på, vi ikke skal komme?
– Ja, det er jeg sikker på.
Mor tav et lille øjeblik.
Så sagde hun:
– Gå nu bare i seng, min ven. Det ordner sig nok.
Jeg lagde på, lukkede vinduet og faldt i søvn på sofaen.
Dagen efter dannede vi kæde.
Vi var en hel trop, veninder, venner, kolleger, naboer, piger, som Cathrin havde spillet håndbold med i Njård for flere år siden eller gået i klasse med, frivillige, fremmede, medlemmer af det lokale Røde Kors og Rotary. Det var som en stor sammenkomst. Der opstod nærmest en ny verden omkring Cathrin, omkring hendes fravær, tomrummet. Og det var forældrene, der fik al opmærksomheden, medfølelsen, selvfølgelig fik jeg den også, alle både trøstede og opmuntrede hinanden i en slags emsig iver, men jeg fornemmede det alligevel, straks jeg kom derhen, til Vinderen, til den hvide have, at der klæbede et eller andet til mig, noget, der ikke kunne udtales, i hvert fald ikke foreløbig. Jeg blev holdt på en vis afstand, ingen så mig lige i øjnene, Bent, for eksempel, klappede mig bare hurtigt på skulderen og skyndte sig videre til nogle andre, Aksel havde travlt med at dele kort ud, hvor der var afmærket zoner, løjper og roder, Robert sagde sikke noget lort, ikke mere, og havde noget, han skulle fikse, refleksbrikker, en walkie-talkie, noget i den stil.
Men pludselig klappede faderen i hænderne, stillede sig ved siden af mig, og alle samlede sig rundt om os.
– Først vil jeg sige tak til alle, der er mødt op i dag. Det betyder meget for Julie og mig.
– Selvfølgelig, det skulle da lige mangle. Jeg tror, det var Vivi, der sagde det.
Faderen lagde hånden på min skulder.
– Og som I ved, var Willy den, der så Cathrin sidst.
Der blev stille, og nu rettede alle blikket mod mig, et stort øje pegede mig ligesom ud, før de så på faderen igen.
Han fortsatte:
– Hvad havde hun på, Willy? Hvordan var hun klædt, den dag hun forsvandt?
Hvad havde det med sagen at gøre?
Ville det være lettere at finde hende, hvis vi kendte farven på frakken?
Faderen klappede min skulder, utålmodigt, mærkede jeg.
– Vi kan udmærket forstå dig, hvis du ikke husker det, Willy.
– Jeg kan godt huske det, sagde jeg.
Faderens hånd lå igen stille på min skulder.
– Hun havde lange støvler på, sorte, den mørkeblå frakke, gule vanter, det lange halstørklæde, jeg tror, det var blåt, ja, blåt, og den grønne hue, eller hat, den havde en slags skygge, så jeg kaldte den altid for hendes hat.
Jeg tav.
Faderen slap mig.
– Fik alle fat i det?
Så blev vi opdelt i forskellige hold. Nogle, de mest adrætte og bedst udrustede, skulle lede i området omkring Sognsvann og op gennem kløften mod Lille Åklungen. Hvorfor troede de, at hun kunne være der? tænkte jeg, men sagde det ikke. Nogle skulle ud til Bygdøy, nogle skulle finkæmme Frognerparken, nogle, de ældste, skulle tage sig af haverne i kvarteret. Jeg kom på hold med nogle, jeg ikke kendte, vi hilste flygtigt på hinanden, de var naboer. Vi skulle følge bækken, tre på hver side, vi må sprede os og alligevel være samlet, sagde en mand, der omgående udpegede sig selv til anfører for vores hold, han var i Hjemmeværnet. Vi gjorde, som han sagde. Vi gik ned langs bækken på hver side, forbi vandfaldet, hvor der var stejlt og næsten ufremkommeligt, og ned til dammene i den brede kløft, der var fredet område, næsten som en jungle. Det var frosset til. Jeg kunne høre vandet under isen, som en sort torden. Hvad var det egentlig, vi ledte efter? Eller hvad var det, vi regnede med at finde? En støvle, et halstørklæde, en vante? Eller troede nogen, at Cathrin ville sidde et sted i skyggerne mellem træerne og vente på os, som om det var os, der havde forladt hende? Jeg sagde ingenting. Ingen sagde noget. Vi gik bare langsomt, hver for sig og alligevel sammen, i den hårde sne, årvågne, agtpågivende. Det var endnu lyst nok, men det ville ikke vare længe. To af mændene havde kraftige lommelygter med. En kvinde iført kedeldragt tog en pandelygte på. Det lignede næsten en leg. Tanken slog mig. De legede for alvor. De måtte gøre noget. Det gjorde dem godt. Det gjorde dem gode. Jeg vidste nøjagtigt, hvordan det føltes. Jeg havde følt det selv. Jeg følte det ikke længere. Hvis Cathrin ikke ville blive fundet, ville heller ingen finde hende. Jeg frøs. Jeg var for tyndt klædt. Jeg kunne ikke det her. Jeg havde aldrig ledt efter nogen før, bortset fra Som Sædvanlig, hvis det tæller med. Jeg fulgte bare de andre, gjorde præcis som dem, spejdede, kiggede, så. Men jeg så ikke hejren nogen steder. Den var fløjet i tide. Det var også det eneste.
Senere på aftenen var alle inviteret hjem i villaen, hvor der blev serveret varm suppe, som nogle af naboerne, de ældste kvinder, havde lavet, mens vi andre dannede kæde. Vi var blevet en sammentømret flok, bortset fra mig. Til trods for skuffelsen, vi havde jo ikke fundet noget som helst, det hele var jo mislykkedes, var stemningen animeret, næsten løftet, de ivrigste talte om, at de havde udført en bedrift, især holdet, der havde været i Nordmarka. Jeg fandt et hjørne for mig selv, det var ikke svært, drak, spiste suppe og prøvede at få lidt varme i kroppen. Jeg kendte for øvrigt skikken hjemmefra, da jeg var barn. Når en eller anden døde, kom naboerne med mad til de efterladte, så de kunne bruge kræfterne på at sørge og samtidig ikke sulte. Jeg ved ikke, om det var en skik eller blot høflighed her i den hvide by. Så måtte jeg på toilettet og brække mig. Ingen var død. Jeg brækkede mig og græd. Ingen var død endnu. Jeg tænkte på rejsetasken, hun havde pakket og måske taget med sig. Det var mit håb, mit tveæggede håb. Folk, der medfører bagage, bliver ikke væk for altid. Folk, der medfører bagage, vender hjem. Sådan tænkte jeg. Hvorfor sagde jeg ikke noget om den rejsetaske? Hvis jeg havde fortalt det, var det aldrig blevet nogen sag. Vel? Jeg gjorde det for Cathrins skyld: sagde ingenting. Da jeg kom tilbage til stuen, blev der helt stille. Alle stod i tavshed med skeen i den ene hånd og den dybe, dampende tallerken i den anden. Bestikkets symfoni var forbi. Det var det eneste, jeg tænkte. Bestikkets symfoni er slut. Jeg ville helst bare gå, men jeg kunne ikke være den første, der gik. Jeg stillede mig i det samme hjørne som før. En eller anden havde fjernet både min tallerken og mit glas. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gøre af hænderne. Så kom Julie, moderen, og tog dem, mine hænder, begge to, og spurgte:
– Havde hun armbåndet på?
Hun virkede beruset, nej, snarere på piller, langsom i ansigtet og slap i hånden.
– Hvad for et?
– Lad nu være at spille dum. Gaven. Er du klar over, hvor meget det er værd, Willy? Armbåndet. Langaard. 1936. Wesselton. Brillanterne.
– Nej.
– Fem. Hundrede. Tusind. Mindst. Kan du følge mig?
– Jeg ved ikke, om hun havde det på. Spiller det nogen rolle?
Moderen slap mig og blev stående og kiggede væk.
– Vær nu ærlig, Willy.
– Jeg er ærlig.
– Hvad tror du, der er sket?
– Det ved jeg ikke, sagde jeg. Jeg ved det virkelig ikke.
Hun vaklede et skridt til siden, og jeg måtte støtte hende, det var lige før, jeg trådte hende over tæerne, for hun var barbenet som altid, selv nu gik hun på bare fødder, og på en eller anden måde var dette det mest normale ved hende.
– Du ved det virkelig ikke, gentog hun, som et skævt ekko.
– Jeg kan kun huske noget, Cathrin sagde. Da hunden stak af.
Moderen lyste ligesom op, et håb, et åndepust, et øjeblik.
– Ja? Hvad sagde hun?
– At et sted må de jo være.
– Være? Hvem, Willy?
– Alle dem, der bliver væk. Et sted må de jo være.
Moderen var ved at synke ned i sit eget mørke igen.
Så råbte hun pludselig:
– Hundehuset!
Nogle vendte sig om mod os.
– Hvad er der med hundehuset? spurgte jeg.
– Vi har jo ikke kigget i hundehuset!
Og Julie, moderen, nærmest skubbede mig væk og løb ud, løb, som om langsomheden blot havde ventet på denne fart, dette hastværk. Vi kunne se hende fra vinduet. Lygterne ved gadedøren kastede hvide skygger. Hun gled i den skarpe sne, blødte fra de nøgne fødder, kravlede videre på alle fire hen mod hundehuset, det tomme hundehus ved swimmingpoolen. Jeg ved ikke, om faderen græd eller skar ansigt, men han gik ikke ud til hende.