XIV

Så blev det en sag.

Cathrin havde været væk i fjorten døgn.

To politibetjente kom hjem til mig, en midaldrende mand og en ganske ung kvinde, nyuddannet vil jeg tro, og jeg fik den tanke, at hun var i lære hos sin ældre kollega, at de nærmest brugte Cathrins forsvinden til at øve sig på. Det oprørte mig. Tog de det ikke alvorligt? Jeg sagde det selvfølgelig ikke. Jeg lukkede dem ind. Vi satte os i stuen. Begge var i civil, og jeg skulle snart forstå, at de havde talt med alle de andre først, forældrene, veninderne, vennerne, kollegerne, naboerne. Jeg var den sidste, de henvendte sig til, så de omgående kunne anholde mig, hvis der var noget i min forklaring, der ikke stemte. Det bekræftede kun det, der havde naget mig hele tiden, men som jeg ikke formåede at indrømme, tænke eller sætte ord på, nemlig at jeg var mistænkt, mistænkt for et eller andet. Og lad mig også sige dette: Jeg er ikke i stand til at huske, hvem der spurgte om hvad, rækkefølgen, hvor lang tid det hele varede, men jeg husker, at de blev ved med at komme tilbage, en dag medbragte de nogle teknikere, tre tavse mænd, der gik systematisk til værks, især inde på Cathrins værelse, de endevendte alt, og til sidst tog de hendes mac med, der egentlig tilhørte reklamebureauet, Mono Productions, som hun altså havde orlov fra. De fandt ingenting. Men det, de ikke fandt, var vistnok af stor betydning. De kiggede også på min computer. Jeg var af en eller anden grund glad for, at jeg havde slettet det meste. Efterhånden skiftede jeg også mening om forholdet mellem de to, den unge kvinde og den ældre mand. Selvom det var ham, der spurgte mest, og hun stort set kun lyttede og gjorde notater, var hun den kvikkeste, skarpeste, når først hun kom til orde, og jeg forstod, at der var en slags taktik i dette, at jeg skulle slappe af og blive mindre agtpågivende, når hun stillede spørgsmål, måske modsige mig selv og dermed gå i fælden og røbe mig. Hvad skulle jeg røbe? Uanset hvad skriver jeg det her hulter til bulter, sådan som vi faktisk lærte af den amerikanske dialogdoktor, der forelæste for os en uge på Filmskolen, optag en tilfældig samtale på bånd, sagde han, og I vil høre vrøvl, vrøvl og atter vrøvl, sætninger uden sammenhæng, bristfældig logik, hvis der i det hele taget findes logik, støj, malplaceret latter, fortalelser, misforståelser, I vil høre, at folk halvfems procent af tiden taler forbi hinanden, og han anbefalede os altså at nedskrive det, vi hørte, tilstræbe den kaotiske realisme i dialogerne, jeg kaldte ham Doktor Død i mit stille sind. Men det her var ikke en tilfældig dialog, det var en afhøring, eller et forhør, stringent, planlagt, udtænkt, altså tættere på filmen, litteraturen, end på livet, hvis jeg kan udtrykke det sådan. Men det spiller ikke længere nogen rolle, hvem der sagde hvad, og jeg er overhovedet ikke i stand til at beskrive bevægelserne, blikkene, rytmen, stemmelejet og ikke mindst pauserne, alt dette, der er en del af samtalernes eller dialogernes repertoire og beskaffenhed. Prøv hellere at se det for jer, hvem der taler, lyt til det, der siges, og det, der ikke bliver sagt, holdningerne, der veksler mellem venlighed og arrogance, forståelse og mistænksomhed, sympati og nedladenhed. Jeg nøjes altså med dette, hverken mere eller mindre:

– Du kan godt huske, hvad Cathrin havde på, den dag hun forsvandt?

– Ja.

– Kan du gentage det?

– Gentage det? Hvorfor? Hvis I allerede ved det.

– Vi vil også gerne høre det fra dig. Så vi er sikre på, at vi ikke har overset noget.

– Lange støvler, blå frakke, gule vanter, en slags hat. Og et langt tørklæde viklet flere gange rundt om halsen.

– Er det ikke temmelig bemærkelsesværdigt?

– Hvad er?

– At du så nøjagtigt kan huske, hvad hun havde på, den dag hun forsvandt?

– Jeg er vant til at lægge mærke til detaljer.

– Hvilken farve har min frakke, som jeg hængte i entreen?

– Det ved jeg ikke. Formodentlig grå.

– Men Cathrins tøj husker du, fjorten dage efter?

– Cathrin var meget smuk. Jeg lagde altid mærke til hende.

– Der skete altså ikke noget specielt denne morgen? Som gør, at du husker den så godt?

– Nej. Hvad skulle det være?

– Jeg spørger bare.

– Jeg troede faktisk, det var meningen, at jeg skulle huske. At jo mere jeg kan huske, desto bedre er det. Tager jeg fejl?

– Havde I været oppe at skændes?

– Nej. Overhovedet ikke.

– Cathrin mistede sit kørekort for ikke så længe siden. Betjenten sagde, at stemningen mellem jer i bilen var anspændt. Meget anspændt.

– Vi kom fra min fars halvtredsårs fødselsdag. Jeg er altid anspændt, når jeg kommer fra min fars halvtredsårs fødselsdag.

– Alle skændes, Willy. Det er ikke spor pinligt at indrømme.

– Vi havde planer om at gifte os.

– Det var derfor, I kiggede på lejligheder?

– Ja. Blandt andet.

– Blandt andet?

– Vi kunne måske tænke os noget mere børnevenligt. Mindre trafik. Måske en lille have.

– Men det her var altså en helt almindelig morgen, og Cathrin gik bare, og siden da har du ikke set hende?

– Noget i den stil.

– Noget i den stil?

– Jeg sad allerede på mit værelse og arbejdede. Hun kom ind og kyssede mig, før hun gik. Det plejede hun ikke.

– Hvilke tanker gjorde du dig om det?

– Ingen dengang. Jeg blev bare glad, men her bagefter kan jeg jo godt se, at det ligner en afsked.

– Afsked? Du mener altså, at hun er forsvundet af egen fri vilje? At hun tog afsked med dig og ganske enkelt havde besluttet at blive væk?

– Jeg lægger måske for meget i det. Hun er i hvert fald ikke kommet tilbage.

– Og hun efterlod ikke noget brev, en besked, noget overhovedet, der kan give en forklaring?

– Nej. Det ville jeg have set.

– Hvad tror du, der er sket?

– Det ved jeg ikke.

– Du har vel gjort dig nogle tanker, ikke? Du, der arbejder med fantasi, havde jeg nær sagt.

– Jeg har ikke magtet at tænke på det.

– Kan hun have taget livet af sig?

– Jeg har som sagt ikke magtet at tænke så langt.

– Prøv. Selvom det er svært.

– Nej. Cathrin var lykkelig. Vi var lykkelige. Eller så lykkelige, som man nu kan være.

– Hvad mener du med det?

– At nogle dage var bedre end andre. Er det ikke sådan i alle parforhold? Alle skændes, ikke?

– Lagde du for resten mærke til, om hun havde armbåndet på?

– Nej.

– Du husker hendes påklædning i detaljer, men ikke armbåndet?

– Du har vist glemt, at hun allerede havde frakke og vanter på. Hvordan fanden skulle jeg så kunne se et armbånd?

– Har du let til vrede, Willy?

– Vrede? Hvad mener du?

– Tog Cathrin noget med?

– Ikke hvad jeg ved af.

– Er du sikker på det? At hun ikke tog noget med herfra? Der er ikke noget, du skjuler?

– Undskyld mig, men er jeg mistænkt for noget?

– Vi prøver bare at danne os det bedst mulige overblik. Det er ren rutine.

– Ikke for mig.

– Jamen er du ikke lige så interesseret som os i at få opklaret det her?

– Hvorfor spørger du på den måde? Hvad betyder det? Antyder du, at jeg ikke er interesseret i at få det her opklaret? Det er sgu da groft.

– Kan du nu ikke bare prøve at svare på spørgsmålene. Tog Cathrin noget med?

– Jeg er ikke sikker på noget mere.

– Og hvad betyder det?

– At jeg er forvirret. At jeg ikke ved, hvad der foregår. At mit liv er ved at falde fra hinanden.

– Hvad med parykken?

– Hvad med den?

– Hvorfor har du ikke nævnt den?

– I har ikke spurgt.

– Fortalte hun dig om parykken?

– Nej.

– Hvordan opdagede du den så?

– Jeg så den i hendes skab. Ved et tilfælde.

– Hvad skulle hun med parykken, tror du? Gemme sig? Bruge den som forklædning? Eller hvad?

– Det tror jeg ikke.

– Hvorfor ikke?

– Fordi parykken lignede hendes normale hår til forveksling.

– Cathrin, som du skulle giftes med, fortalte heller ikke, at hun havde orlov.

– Nej.

– Er det ikke mildest talt påfaldende?

– Jo. Sikkert.

– Hun lod altså, som om hun gik på arbejde hver morgen? Og du troede hende.

– Ja.

– Hvad tror du, hun foretog sig i det tidsrum, hvor hun lod, som om hun var på arbejde?

– Det ved jeg ikke.

– Det virker, som om du tager ret let på tingene.

– Jeg synes bare, at folk indimellem skal have lov til at have nogle hemmeligheder. Og de skal have lov til at have dem i fred.

– Hvilke hemmeligheder har du?

– Ingen.

De gik.

Samme aften var jeg nødt til at spise hos forældrene, eller måske var det senere, en anden dag, jeg ved det ikke, og det spiller som sagt ikke længere nogen rolle. Moderen var i balance igen, og ikke nok med det: Hun gik med sko. Faderen havde imidlertid fået noget fremmed, næsten undseligt over sig, og det var først et stykke inde i måltidet, jeg lagde mærke til, at han var blevet klippet, det vil sige havde klippet hestehalen af. Vi sad ved bordet, tre i stedet for fire, og vi var tavse det meste af tiden, indtil faderen sagde:

– Det er i det mindste godt, at der sker noget.

Moderen så på ham.

– Sker? Hvad mener du med sker?

– Politiet, mener jeg. At de …

Hun afbrød ham.

– Jeg skal fortælle dig, hvad der sker. De snakker og snakker bare, mens der ikke sker en skid. De hæver deres løn og gaber og går hjem i seng.

– De gør sikkert deres bedste, sagde faderen.

Moderen fnyste bare.

– Bedste? Hvis de havde gjort deres bedste, havde Cathrin siddet her nu. Hun ville have siddet på stolen dér og spurgt, hvad vi ønskede os til jul. Hun ville have lagt en ønskeseddel på bordet og grinet og sagt, at vi lige så godt kunne begynde nedefra som oppefra, for hun ønskede sig alligevel det hele. Er det ikke rigtigt?

Faderen svarede ikke.

Vi spiste et stykke tid, eller ingen af os spiste ret meget, uden at sige noget, og det var altså først da, jeg lagde mærke til, at hans hestehale var væk. Manden var blevet mindre, blødere siden sidst, hvad der snart skulle vise sig at være helt forkert, ja, fuldstændig forkert. Jeg kunne ikke engang bedømme mennesker længere. Og mens vi sad der uden at sige noget, spekulerede jeg på, om jeg skulle nævne det med hestehalen, men jeg undlod det, selvom det godt nok var påfaldende, jeg mener, manden havde mistet sin signatur, som om sorgen havde sneget sig ind på ham bagfra og taget hans skalp.

– Jeg håber, du fortæller politiet alt, hvad du ved, sagde faderen.

– Selvfølgelig. Hvorfor skulle jeg ikke det?

– Fordi der er så meget, som vi tror, vi ikke ved, Will.

– Såsom hvad?

– Små ting. Et ord. Et blik. En bemærkning. Noget, hun har gjort. Noget, du har gjort.

– Jeg prøver at huske alt. Jeg gør ikke andet end at prøve at huske.

Moderen afbrød os.

Hun så på mig:

– Politiet mener, at Cathrin sandsynligvis havde sit pas med, for de fandt det ikke hjemme hos jer. Heller ikke armbåndet.

Det måtte altså alligevel have været en senere aften, efter at teknikerne havde endevendt lejligheden.

– Det plejede hun. At have passet med, mener jeg.

– Hvorfor?

– Det forekom, at hun måtte rejse til møder i udlandet med ganske kort varsel.

Moderen slog næsten i bordet.

– Hun gik jo ikke på arbejde, for pokker! Hvad skulle hun så med passet?

– Gammel vane, måske.

Faderen skænkede vin, men kun til sig selv.

– Foreløbig må vi stole på politiet, sagde han.

Foreløbig.

De kom tilbage.

Ham den ældste var iført det samme tøj, frakken, lidt luvslidt, lidt træt, en træt frakke, som han hængte i entreen, så den kunne hvile sig der imens. Hun havde derimod en anden dragt på, en buksedragt, og også ny frisure. Jeg tænkte omgående, at der var en plan med det, at de ville teste mig, tjekke, hvad jeg lagde mærke til, lægge en eller anden slags fælde. Derfor sagde jeg for at komme dem, eller hende, i forkøbet:

– Den klæder dig.

– Hvad?

– Både dragten og frisuren. Nyt, ikke?

Denne gang ville de ind i mit arbejdsværelse.

– Det var altså herfra, du så Cathrin gå?

– Ja.

– Hvilken vej?

– Mod Adamstuen. Ned ad bakken.

– Hun kom altså herind, kyssede dig og gik.

– Ja. Hun kyssede mig på kinden. Hvis I vil vide det.

– Var det måske derfor, du sagde, at det mindede om en afsked?

– Måske. Jeg ved det ikke. Jeg ser bare alting i et andet lys nu bagefter. Er det ikke normalt?

– Du er ret så opfarende, ikke, Willy?

– Er jeg?

– Du bliver vred temmelig tit, gør du ikke?

– Det er anden gang, I spørger om det, hvis jeg ikke tager fejl.

– Du svarede ikke sidst.

– Jeg er vel ikke værre end andre.

– Du slog en mand ned i taxakøen på Karl Johan lørdag den femte oktober i år. Er det korrekt?

– Jeg greb ind. Jeg tog mine forholdsregler. Det var selvforsvar, for fanden. Jeg forsvarede os. Skal man ikke det? Når der ikke er politi til stede, der kan beskytte os? Hvad? Skulle jeg bare have set passivt til?

– Vi bebrejder dig ikke noget, Willy. Ro på.

– Tak.

– Men da du var voldelig over for posemanden ved Blindern Station, var det så også i selvforsvar?

– Jeg var ikke voldelig.

– Du hældte varm kaffe ud over ham og sparkede til hans mad. Og du ville slå ham med et bræt. To kontrollører fra sporvejene måtte holde dig tilbage. De sagde, at du var helt balstyrig.

– Jeg beklager. Jeg beklager det, der skete. Jeg var oprevet. Ude af balance. Jeg vidste ikke, hvad jeg gjorde.

– Så når du er oprevet, lader du det gå ud over andre?

– Jeg sagde, at jeg beklager det. Jeg skal nok lægge appelsinerne på plads igen og købe ny kaffe til ham.

– Synes du, det her er morsomt?

– Nej. Beklager. Det er ikke morsomt.

– Hvorfor var du så oprevet?

– Hvorfor? Jeg kom henne fra forældrene. Det var først på det tidspunkt, det gik op for mig, at Cathrin var forsvundet.

– Forældrene var ikke kommet hjem fra Spanien endnu, den dag det her skete.

– Undskyld. Jeg blander det sammen. Jeg roder rundt i dagene. Jeg kom fra Norsk Film. Ude på Jar. Jeg havde fået afvist et manuskript.

– Hvad handlede det om? Manuskriptet.

– Herbert Noll.

– Hvem er det?

– En tysker, der blev anholdt efter krigen, fordi han lignede Hitler. Men han blev løsladt, da amerikanerne forstod, at det hele var en misforståelse. Det hele på grund af et overskæg.

– Lidt af en misforståelse. Den film ville jeg gerne have set.

– Også jeg.

– Men det oprørte dig altså mere at blive afvist, end at Cathrin var væk?

– Jeg troede, hun ville komme tilbage. Jeg troede, hun bare var ude i villaen. Hvor mange gange skal jeg sige det?

– Og så lod du det gå ud over en uskyldig og hjælpeløs posemand? Fordi du følte dig mislykket?

– Hvor mange gange skal jeg sige det? Jeg beklager. Jeg beder om undskyldning. Værsgo at sigte mig. Døm mig. Sæt mig i fængsel. Jeg vil med glæde tage min straf.

– Det slipper du for.

– Tak.

– Vi er mere interesseret i, hvor langt du er i stand til at gå.

– På hvilken måde?

– Hvis du ikke var blevet standset. Hvad var der så sket? Havde du måske slået ham ihjel?

– Jeg havde måske slået mig selv ihjel i stedet. – Åh, er det nu dig, det er synd for?

– Det var ikke det, jeg mente.

– Hvad mente du så?

– At der ikke var sket mere.

– Mere?

– Jeg prøver bare at sige, at jeg ikke er en voldelig mand. Hvis det er det, I tror.

– Men hemmeligheder har du?

– Såsom?

– For eksempel at du ikke kun så Cathrin fra vinduet den morgen. Du fulgte efter hende.

– Hvorfor sagde I det ikke med det samme, hvis I allerede ved det?

– Fordi det ville være meget rarere for os alle, hvis du selv sagde det. Fulgte du efter hende?

– Jamen så ved I sikkert også, at jeg ikke greb ind, da Cathrin blev overfaldet af tre bz’ere, fordi hun gik med pels. Jeg er altså ikke voldelig.

– Hvorfor greb du ikke ind dengang? Hvor du virkelig havde grund til det.

– Det er forvirrende, ikke?

– Fulgte du efter Cathrin den morgen?

– Ja, jeg fulgte efter hende.

– Hvorhen?

– Til villaen på Vinderen. Hun gik derind, og det er det sidste, jeg så af Cathrin.

– Du fulgte ikke med ind?

– Nej, jeg ventede udenfor. En halv time. Måske en time. Så gik jeg hjem.

– Er du sikker på det? Du har allerede løjet for os.

– De nysgerrige naboer, der sikkert har set mig og fortalte jer det, så helt sikkert også, at jeg ikke gik ind i huset.

– Hvorfor ringede du ikke bare på og spurgte, hvad der foregik?

– Fordi jeg stadig har lidt stolthed.

– Stolthed?

– Jeg forsøgte i det mindste. At bevare en smule stolthed.

– Hvorfor fulgte du for resten efter hende overhovedet?

– Fordi jeg var fortvivlet. Hun skjulte noget for mig. Jeg ville finde ud af, hvad det var. Hvor hun skulle hen. Om hun havde en anden. Jeg var skræmt fra vid og sans. Helt ærlig!

– Skjulte?

– Ja, hun havde taget orlov fra arbejdet, ikke? Jeg fik det at vide af hendes veninde. Vivi. Ikke af Cathrin. Jeg ved ikke, hvad jeg troede. Jeg ville bare vide det.

– Så du syntes alligevel ikke, at hun skulle have hemmeligheder?

– Måske ikke.

– Hvad tænkte du, da hun tog hen til sit barndomshjem?

– Jeg blev vel lettet.

– Og da hun ikke kom tilbage? Blev du ikke urolig?

– Jo, men jeg tænkte, at hun bare ville være lidt for sig selv. Og det skulle hun have lov til.

– Er det sket før? At hun ville være for sig selv, som du siger.

– Nej. Ikke på den måde.

– På hvilken måde så?

– At vi holdt os til hver vores værelse. Eller sov hver for sig. Er det unormalt, eller hvad?

– Hvorfor fortalte du ikke med det samme, at du fulgte efter hende? Hvis det ikke er værre, end du siger?

– Fordi jeg skammer mig.

– Du blev bekymret, men du meldte hende ikke savnet?

– Fordi jeg troede, hun var på Vinderen.

– Cathrin blev først meldt savnet, da forældrene kom hjem fra Spanien. Det var faderen, der ringede til politiet.

– Ja, og han fik at vide, at det ikke var nogen sag.

– Hvordan har du det egentlig, Willy?

Dette spørgsmål, af alle, var så overrumplende, så uventet, at jeg begyndte at græde og måtte vende mig væk. Jeg tror, det var kvinden, der spurgte, men det var ikke desto mindre manden, der lagde hånden på min skulder.

– Det hjælper, hvis du siger sandheden.

Jeg kiggede ud ad vinduet, det sneede, jeg græd ikke længere.

– Jeg har det ad helvede til, sagde jeg.

– Først hunden. Så Cathrin. Det er meget.

– Og det bliver heller ikke meget bedre af, at jeg siger sandheden.

– Hvordan forsvandt hunden egentlig?

– Den stak af, da jeg tog en øl med nogle venner på Burum nede på Frognerveien. Jeg havde bundet den udenfor. Til cykelstativet.

– Jeg troede, den stak af herfra. Da Cathrin skulle ned med skraldeposen. Det var da, hvad moderen sagde, ikke? Det her er en anelse forvirrende, Willy.

– Hvad har den hund med det her at gøre?

– Ingenting. Men det har du.

– Den stak af fra Burum. Jeg løj. Jeg bad Vivi, veninden, dække over mig. I har sikkert også snakket med hende, okay?

– Og så gav du Cathrin skylden?

– Ja, det gjorde jeg vel.

– Du er sgu ikke ked af det. Give andre skylden for egne fadæser.

– Er vi ikke alle sammen røvhuller en gang imellem?

– Fandt I så hunden?

– Nej.

Så gik de.

Jeg troede, de ville vende tilbage ret hurtigt, måske allerede samme aften, eller i det mindste næste morgen. Jeg havde denne klare følelse af, at de mente, jeg var skyldig på en eller anden måde, at jeg var et uhyre, og denne følelse inficerede mig. Jeg ikke bare følte mig skyldig. Jeg var skyldig. Jeg stod foran spejlet i soveværelset og så det med deres øjne: en løgner, en forbryder. Jeg kom pludselig i tanker om noget fra Fitzgeralds roman om Pat Hobby i Hollywood, en sætning, der havde bidt sig fast: Takket være et benådet dokument blev alle spejle fjernet fra manuskriptforfatternes kontorer. Jeg tog spejlet ned og ventede. De kunne bare komme og hente mig. De kom ikke. Der skete nemlig noget i mellemtiden. De kaldte det en slags gennembrud: Cathrins armbånd blev fundet hos en antikvitetshandler et sted i byens nordlige kvarterer. Han gav selv lyd fra sig, efter at politiet var gået ud med detaljerede oplysninger i pressen, blandt andet om dette armbånd. Han var med andre ord om ikke en ærlig mand, så en mand af ære og uden for enhver mistanke. Det vigtigste var, hvordan han var kommet i besiddelse af armbåndet. Politiet var sparsom med information, i hvert fald når det gjaldt mig, men jeg fik da så meget at vide, at antikvitetshandleren havde købt det af en midaldrende mand tre uger tidligere, altså da Cathrin forsvandt. Det var åbenbart en lyssky forretning, der var sandsynligvis tale om hvidvaskning, idet der nemlig hverken forelå kvittering eller certifikat og heller ingen bankkonto, handlen foregik kontant, et betydeligt beløb, det drejede sig om flere hundrede tusind kroner, hvad der også bestyrkede antikvitetshandlerens uskyld i forhold til Cathrins forsvinden, eftersom han var villig til at afsløre et temmelig sort og diskutabelt forretningsforetagende for at hjælpe til med at opklare sagen om en forsvunden kvinde, han ikke engang kendte. Det talte ganske enkelt til hans fordel. Hans gode gerninger opvejede hans mørkere sider, for nu at sige det sådan, og jeg tror, at politiet vendte det blinde øje til og nøjedes med at give ham en kraftig advarsel. De var mere interesseret i sælgeren. Et signalement blev sendt til aviserne samt en indstændig anmodning om, at vedkommende eller andre, der kunne have oplysninger i sagen, kontaktede politiet: Mand, 50-55 år, ca. 1,70 høj, meget korpulent, iført mørkt jakkesæt, hvid skjorte, slips, skaldet. En fantomtegning viste en fed mand med små, stikkende øjne. Ingen meldte sig. Det ville jeg heller ikke have gjort, hvis jeg så sådan ud. Men det, som jeg, eller vi, troede ville føre til en slags gennembrud, viste sig at have den stik modsatte virkning. Politiet trappede efterforskningen ned. De mistede interessen. Sagen blev triviel. De udelukkede, at Cathrin var blevet dræbt eller udsat for et røverisk overfald, for i så fald ville et sådant armbånd ikke blive omsat i en antikvitetsforretning i en sidegade i det nordlige Oslo, men i udlandet. Og på en måde blev også jeg renvasket, ikke skinnende hvid, men grå nok til at blive ladt i fred. Det hele blev kogt ned til, at en overklassepige simpelthen solgte et kostbart smykke og forsvandt af egen fri vilje. Jeg tænkte på rejsetasken, som hun havde taget med, og klamrede mig til dette spinkle håb, som jeg altså valgte at tie om, selvom det strengt taget ikke længere var nødvendigt. Politiet mente, at hun efter al sandsynlighed ville vende tilbage, når pengene var brugt.

Hvor lang tid tager det at bruge tre hundrede tusind?

Sagen blev ikke henlagt.

Den blev kun lagt på is.

Men ingen slog sig til tåls.

Jeg gik hvileløst omkring i de farvestrålende gader, der fik den brune sne til at virke endnu mere beskidt, storbysneen. Æltet og glitteret lignede hinanden. Jeg så efterlysningerne, vi havde hængt op, de fleste var løsnet, ulæselige, lasede, billedet af Cathrin løb ud. Selv efterlysningerne var ved at forsvinde. Inden længe var også efterlysningerne savnet, snart måtte noget andet blive væk for at holde savnet ved lige.

Og en dag mødte jeg desværre hendes far. Jeg havde købt gaver, været på posthuset og sendt dem til Hurdal, et gammelt opslagsværk om broderi og en håndlavet dolkeskede plus nogle skrabelodder til gamle Knut og Ivar og de nærmeste. Og det var, da jeg skulle købe noget til Cathrin, for jeg tænkte som så, at hvis jeg gjorde det, købte en fin gave til hende, var hun nødt til at komme hjem, at jeg mødte faderen, ved smykkemontren i Norway Designs. Jeg havde allerede udset mig en ørering i rav. Jeg tror, at vi begge blev ret så forlegne, at vi overhovedet kunne beskæftige os med noget så dagligdags som at købe julegaver, under disse omstændigheder, gjorde os forlegne; vi greb så at sige hinanden på fersk gerning.

Vi havde ikke set hinanden eller talt sammen, siden vi dannede kæde.

Vi gav hånd, og han fik straks overtaget.

– Ser man det? Ude at se på gaver?

Jeg skulle til at sige, at jeg ville købe noget til Cathrin, men lod være. Han ville måske tage det ilde op.

– Ja. Kan ikke undslippe. Og du?

– Flot smykke, for resten. Hvem har du i tankerne? Allerede en ny veninde?

Jeg burde være blevet fornærmet, stiktosset, og være gået med det samme, jeg prøvede imidlertid at sætte mig i hans sted, han var ude af balance nøjagtig som jeg.

– Selvfølgelig ikke. Hvorfor siger du det?

Faderen kom endnu tættere på. Ja, jeg burde allerede være gået.

– Ved du, hvad jeg er på udkig efter, Willy?

– Nej, det ved jeg ikke.

– Jeg leder efter en gave til Cathrin.

– Til Cathrin? Javel.

– Ja. Til Cathrin. Synes du, det er så skide underligt? At jeg er på udkig efter en julegave til min datter?

– Nej. Overhovedet ikke.

Han sukkede og førte af gammel vane hånden gennem håret, hvor hestehalen skulle sidde, men trak nu i den tomme luft.

– Det føles ikke rigtigt ikke at købe en gave til hende. Forstår du det? Forstår du, hvad jeg mener? Nej, det forstår du ikke.

– Jeg forstår skam, hvad du mener. Jeg fik præcis samme tanke selv. Det er derfor, jeg er her.

Finn sænkede blikket ganske kort, og det var nok første gang, han sagde undskyld for noget, i hvert fald til mig.

– Undskyld. Det var dumt sagt. Det med veninden. Dumt sagt.

Vi var tavse et øjeblik.

Hans mobiltelefon ringede. Han vendte sig væk. Jeg opfattede ikke, hvad han sagde, og han lyttede også mest. Samtalen var kort. Han så på mig igen. Der var kommet noget over ham, en slags mørke, der ikke længere mindede om fortvivlelse eller sorg.

– Noget nyt? spurgte jeg.

– Hvorfor fanden havde Cathrin ikke mobiltelefon?

– Vi havde planer om at anskaffe en.

– Havde planer? Hvad kan vi bruge det til? Jeg kunne have skaffet hende en!

– Noget nyt? gentog jeg.

– Fra hvem?

– Fra politiet.

– Nej, fra politiet er der ikke noget nyt. Politiet har andre sager. Større sager.

– Vi må jo bare leve i håbet, sagde jeg.

Jeg kunne høre, hvor håbløst det lød, før jeg havde afsluttet sætningen.

Pludselig lagde faderen hånden på min skulder.

– Det var for øvrigt heldigt, at jeg mødte dig. Jeg ville faktisk ringe til dig under alle omstændigheder.

– Jaså.

– Julie og jeg vil godt invitere dig på lidt gløgg en aften.

– Tak. Det lyder hyggeligt.

– Ja, ikke? Så siger vi i aften. Klokken seks.

Faderen gik, uden at købe noget.

Jeg bad ekspeditricen pakke øreringen ind, med sløjfe og det hele, tog hjem, gik i bad, klædte om, drak mig lidt mod til, tog en taxa til den hvide by, og på vej derhen tænkte jeg, at jeg måske burde have haft nogle gaver med, i hvert fald blomster, for eksempel en julestjerne, men nu var det for sent, og måske var det bedst sådan, trods alt, at komme tomhændet og taknemmelig.

Villaen henlå næsten i mørke, kun i ét af værelserne var der lys, så vidt jeg kunne se.

Jeg gik ind i haven, og faderen stod allerede parat på trappen. Han lod mig passere, lukkede døren forsigtigt og lagde fingeren over munden.

– Julie sover, hviskede han.

Han tog min frakke og lod den falde ned på en stol.

Der lugtede ikke ligefrem af gløgg.

– Hvordan går det med hende? spurgte jeg.

– Hun sover.

– Så er det måske ikke så smart, at jeg kommer.

– Det er helt i orden, Willy.

– Jeg kan godt komme igen en anden aften.

– Der er en, jeg godt vil have, at du møder, sagde faderen.

Jeg fulgte efter ham gennem den halvmørke entré, og jeg havde ingen anelse om, hvad jeg gik ind til. Vi standsede i biblioteket, det eneste sted, hvor der var lys nok. Der var tændt op i pejsen. Varmen slog imod mig. I sofaen sad en ældre, statelig kvinde. Ved første øjekast lignede hun en velkonserveret tante. Hun havde en sort taske, eller dokumentmappe, i skødet. Hendes hår var næsten blåt, ansigtet hårdt og engang smukt. Jeg anede ikke, hvem hun var.

– Her har vi så selveste Willy Bråten, sagde faderen.

Jeg rakte hånden frem.

Hun nøjedes med at se på mig, nej, hun målte mig, hun målte og vejede mig med ét eneste blik, før hun lænede sig tilbage med et lille smil.

Vist var hun velkonserveret, men tydeligvis ikke nogen helt almindelig tante.

Faderen satte sig i en stol.

– Fandt du så en gave til Cathrin, Willy?

Jeg blev stående.

– Det tror jeg.

Faderen lo.

– Tror?

– En ørering, sagde jeg. Rav. Hun har en fra før.

– Pænt af dig.

– Hun havde den for resten på, den morgen hun forsvandt. Den fra før, mener jeg. Det glemte jeg vist at sige til politiet.

Faderen skænkede noget fra en karaffel i to glas, ikke gløgg, men sherry, rakte det ene glas til kvinden i sofaen og beholdt det andet selv.

– Og jeg glemte vist at præsentere dig for Judith Høegh. Hun er privatdetektiv.

– Javel. Privatdetektiv?

– Du tror vel ikke, jeg sidder her med hænderne i skødet, mens politiet gør alt, hvad de kan for ikke at foretage sig noget som helst? Er du klar over, hvor meget hun tager i timen?

– Nej.

– Ingenting. Hun tager ikke noget, før sagen er opklaret. Og så tager hun til gengæld præcis, hvad hun vil. Det er derfor, hun er den bedste.

Jeg var ude af stand til at sætte mig.

– Har hun fundet ud af noget?

– Du må godt tale direkte til hende, Willy.

Jeg vendte mig om mod Judith Høegh, privatdetektiven i sofaen. Hvem kunne have gættet, at hun var privatdetektiv? Ingen. Ifølge faderen var det måske derfor, hun var den bedste. Hun åbnede dokumentmappen, lynlås, en langsom, hvinende lyd.

– Har du fundet ud af, hvem der solgte armbåndet? spurgte jeg.

Hun så ikke på mig.

– Nej.

Faderen rejste sig igen.

– Men vi har fundet ud af andre ting, Willy, sagde han.

– Såsom hvad?

– Hun har været i lejligheden og set sig lidt om.

– I min lejlighed? Har hun …

Faderen afbrød mig.

– Din? Din lejlighed?

– Jeg mener vores. Cathrins og …

Han blev ved med at afbryde mig.

– Min lejlighed, Willy. Jeg har faktisk nøgler.

Jeg kunne snart ikke mere.

– Hvad fandt hun?

Privatdetektiven svarede:

– Cathrin var uhyre optaget af gaver. Hun skrev lister over alt, hvad hun fik. Og gav, for øvrigt. Du gav hende en rejsetaske, da hun fyldte 23. Burberry. Ved du, hvor den er nu?

Jeg trak på skuldrene. Det var for sent at sige det, som det var. Jeg havde allerede undladt at sige det. Gjorde det mig til løgner?

– Kan hun måske have taget den med? sagde jeg.

Hendes stemme var uforanderligt venlig:

– Du fulgte efter hende herhen, så ville du ikke have set, hvis hun havde en taske med?

– Det havde hun ikke. Hun havde måske stillet den her tidligere. Jeg ved det ikke.

– Vi må altså gå ud fra, at hun tog rejsetasken med?

– Ja. Og hvad fortæller det?

– Det kommer an på, hvad der var i tasken. Ved du det?

– Jeg er desværre ikke synsk.

Hendes stemme var ikke længere venlig.

– Drop lige den tone, Willy Bråten. Den klæder hverken omstændighederne eller dig.

– Det var ikke sådan ment.

– Hvad mente du så? Ikke at det spiller nogen rolle, men jeg er nysgerrig.

– Jeg undrede mig bare over, hvad det betyder. Hvis Cathrin tog tasken med.

– Det kan betyde gode nyheder, alternativerne taget i betragtning. Det kan betyde, at hun bare er rejst sin vej.

– Hvorfor skulle hun være rejst sin vej?

Faderen stillede glasset fra sig.

– Judith kiggede også på din pc, sagde han.

– På min pc? Er det lovligt?

– Sikkert ikke. Har du tænkt dig at anmelde hende? Eller os? Værsgo.

Jeg så ned, rystede på hovedet.

– Selvfølgelig ikke.

– Godt.

Jeg besluttede mig for at gå lige til sagen og kiggede op på kvinden i sofaen, der stadig fingererede med lynlåsen i sin sorte lædermappe.

– Og hvad fandt du så i min computer? spurgte jeg.

Men det var, som om hun igen havde mistet interessen for mig, hvis hun da nogensinde havde haft den, og det var faderen, der svarede.

– Ikke ret meget, Willy. For du havde jo slettet det meste i tide, havde du ikke?

– Jeg sletter det, jeg ikke har brug for.

– Og så må vi jo lede andre steder, ikke? Vis ham det, Judith.

Judith Høegh, privatdetektiven, trak en slasket stak papirer op af mappen og lagde den på bordet. Jeg behøvede ikke gå tættere på for at se, hvad det var. Det var mit manuskript, Åbent hus, som jeg gav til Peder Holm, vådt, tilsmudset, men stadig fuldt læseligt.

– Og så? sagde jeg.

Faderen kom faretruende nær.

– Og så? Er det alt, hvad du har at sige?

– Hvor fandt I Peder Holm?

Den nydelige tante skubbede manuskriptet hen over bordet.

– I rendestenen. Man skulle bare gå efter lugten.

Og faderen satte glasset fra sig med et smæld og pegede på manuskriptet, de snavsede sider, hans hånd skælvede næsten.

– Det er måske derfor, Cathrin er rejst, sagde han.

Jeg var både med og ikke med.

– Derfor?

Faderen pegede på mig i stedet.

– Du misbrugte min datter, Willy Bråten. Du udnyttede hende hensynsløst. Du …

Jeg måtte afbryde ham.

– Men jeg slettede det jo! gentog jeg.

Det gjorde ikke indtryk.

– Hvad hjælper det? Manuskriptet er her. Her! Det eksisterer! At bruge hendes navn på en så beskidt, på en så gemen måde!

– Jeg brugte også mit.

– Det vil jeg sgu da skide på. For min skyld kan du trække dig selv så langt ned i sølet, du har lyst til. Jeg taler om min datter. Det var måske derfor, hun rejste. Hun læste dit lort og kunne ikke tage mere. Alt det her er måske din skyld. Tænk lige lidt over det.

– Jeg ville selvfølgelig have ændret navnene, hvis …

Afbrudt:

– Hvis? Hvis hvad?

– Hvis det var kommet så langt. At der blev en film af det.

Faderen blev pludselig mild og skræmmende.

– Altid en undskyldning på rede hånd. Det er opkomlingens eneste talent. Altid en undskyldning at diske op med. Jeg så det i samme øjeblik, du satte foden inden for døren hos os. Du er en snylter, Willy Bråten. En mislykket snylter.

Han kunne have tilføjet krage.

– Jeg går nu, sagde jeg.

– Vent lidt.

Faderen kastede manuskriptet ind i pejsen. Et kort øjeblik hvirvlede gnisterne rundt i stuen, og jeg rykkede bagover. Så greb flammerne side efter side og krøllede dem sammen til sorte flager, der til sidst blev til støv, som blandede sig med resten af ilden.

Og det var, som om faderen ligesom mistede modet, mens dette skete.

Han bøjede hovedet, og stemmen var lav.

– Jeg ved snart ikke, Willy. Jeg ved snart ingenting mere.

– Det gør jeg heller ikke.

– Hvad var det, du sagde, da vi mødtes i dag? I forretningen. Norway Designs.

– Det kan jeg ikke huske.

– At vi må leve i håbet.

– Ja. Det er rigtigt.

Faderen stod sådan lidt, nedbøjet, gammel.

– Leve i håbet. Sikke noget pis, Willy.

Så vendte han sig om mod mig.

– Nu kan du gå, sagde han.

Da jeg stod ude i haven, for sidste gang, så jeg en skygge bag gardinet på første sal, moderen, en mekanisk, tung skygge, der næsten dækkede hele vinduet. Jeg løftede hånden til en hilsen for det tilfælde, at hun havde set mig.

Så gik jeg hjem.

På vejen købte jeg for resten noget kaffe og en pose appelsiner i kiosken ved stationen og lagde det hos Sidewalker, som stadig lå der og talte stjerner. Jeg tror ikke, han lagde mærke til det. Men når det lysnede, ville han i hvert fald få øje på appelsinerne.

Det var den første jul, jeg var alene.

Det kunne ikke være anderledes.

Jeg sad i stuen, drak, og alt, hvad jeg drak, var rent, frugten var væk, mens jeg så på gaven, jeg havde købt, øreringen.

Cathrin kom ikke og pakkede den op.

Der er en scene i en anden film, Once Upon a Time in America, som der tit blev refereret til på Filmskolen, og som jeg ikke glemmer: Robert de Niro er tilbage i New York efter tredive år, ikke Audrey Hepburns ødsle New York, men voldens og hævnens New York. Han opsøger en gammel ven på en bar, og der er en hjerteskærende nænsomhed mellem disse to mænd, da vennen spørger: Hvad har du lavet i alle disse år? Og de Niro svarer: Gået tidligt i seng.

Jeg ville ønske, jeg kunne sige det samme til Cathrin en dag.

Tidligere ville jeg have Mancini til at lave musikken til mit liv.

Nu måtte det blive Morricone.

Mor ringede selvfølgelig og tryglede og bad mig om at komme hjem.

– Jeg venter her, sagde jeg.

Jeg kunne høre far i baggrunden, så var mor der igen.

– Far takker for gaven, sagde hun.

– Har han allerede pakket den ud?

– Du kender far. Han kan ikke vente.

Jeg skulle til at sige, at jeg overhovedet ikke kendte ham.

– En kniv har han jo i forvejen, sagde jeg.

Mor begyndte at græde.

– Du er en god dreng alligevel, Willy.

Alligevel? Hvad mente hun med det? Alligevel?

– Jeg er nok nødt til at smutte nu.

Mor slap mig dog ikke.

– Men får du nu noget at spise? spurgte hun.

Og jeg tænkte igen på den gamle skik, når naboerne kom med suppe og kogt kød til de efterladte.

– Ingen er døde endnu, sagde jeg.

Så lagde jeg på og gik i seng.