XVI
I april, fem måneder efter at Cathrin forsvandt, blev der holdt en mindehøjtidelighed for hende i Ris Kirke efter gudstjenesten. Det var altså en søndag. Solen stod allerede højt på himlen. Frakken, jeg havde taget på, var for varm. Den tilhørte vinteren. Vinteren var forbi. Træerne kastede et svagt, grønt lys over jorden. Da jeg kom hen til kirken, var den næsten fyldt, forældrene på første bænkerad, veninder, venner, de, der havde dannet kæde, og sikkert nogle, der bare var blevet hængende efter gudstjenesten for at få det hele med. Ved katafalken stod der et billede af Cathrin og en blomst, en hvid rose. Det lignede en bisættelse uden kiste. Ingen var død. Nogen var bare gået bort. Alle vendte sig om mod mig. Jeg troede måske, jeg ville blive mødt med en slags medlidenhed. Jeg tog fejl. Det blev jeg ikke. Jeg blev ikke mødt med medlidenhed. Jeg var Herbert Noll, misforståelsen, der alligevel ikke blev tilgivet. Aksel rejste sig, kom ned ad midtergangen og spærrede vejen.
Han talte dæmpet.
– Du skal ikke være her.
– Skal ikke være her? Hvad mener du?
– Familiens ønske.
– Det kan ikke passe.
– Jo. Det passer. Privat arrangement.
Aksel lagde hånden på min skulder, mens alle fulgte nøje med, jeg tror, flere gjorde sig klar til at gribe ind, hvis det skulle blive nødvendigt.
– Lav nu ikke nogen scene, Will. Jeg beder dig.
– Det er dig, der laver en scene.
– Forstår du det ikke? Du er uønsket her.
Det var nok disse ord, der ramte mig hårdest.
– Det forstår jeg, sagde jeg.
Jeg så på Aksel, der lod hånden falde, lettet.
– Det er godt nok noget lort, sagde han.
Jeg ønskede det ikke, alligevel gjorde jeg det, jeg løb ud. Kirketjeneren lukkede dørene efter mig. Jeg ventede henne ved parkeringspladsen. Lidt efter kunne jeg høre musik, sang. Mindehøjtideligheden var begyndt. To ældre kvinder gik arm i arm mellem gravene et stykke væk. Deres langsomhed gjorde mig roligere. Jeg mærkede tidsforskellen i mig selv. Sorgen er også en langsom affære. Den går ikke over. Men den fortyndes. Jeg tænkte på den drink, vi plejede at lave, bellini. Kvinderne standsede ved en grav, lagde noget fra sig og fortsatte, endnu langsommere, som om de helt til det sidste havde en evighed at tage af.
Tanken om, at Cathrin gik ind i villaen, i barndomshjemmet, og bare forsvandt der, at hun fandtes i en fortid, der var uden for min rækkevidde, var næsten en trøst.
Pludselig stod jeg i skygge og var glad for, at jeg alligevel havde taget frakken på. Blege, tunge skyer samlede sig til et andet vejr. Jeg kom i tanker om noget, far havde sagt om hejren, at hejren ikke kunne fordrage regn, derfor fløj den over skyerne, når den vidste, der var regn i vente. Ingen fløj højere end hejren.
Så var højtideligheden forbi derinde. Dørene blev åbnet. Forældrene kom først, arm i arm. Moderen bar solbriller. Efter dem fulgte de andre, tavse, mørke. Jeg trak mig lidt væk. Men faderen havde allerede set mig. Han slap Julie og kom hen, hvor jeg stod. Det var for sent.
– Du skal ud, sagde han.
– Ud? Hvad mener du?
– Ud af lejligheden. Jeg sælger den.
– Det kan du ikke. Jeg bor der. Jeg …
Faderen afbrød mig, som han havde for vane.
– Kan jeg ikke? Vent og se.
Fuldkommen hjælpeløst sagde jeg:
– Jeg hyrer en advokat.
– Gør endelig det, og jeg skal gøre dit liv til et endnu større helvede, end det allerede er.
– Javel.
Faderen betragtede mig blot i tavshed temmelig længe. Jeg vidste heller ikke, hvad jeg skulle sige.
– Det er søndag i dag, sagde han endelig. Var det ikke om søndagen, I plejede at kigge på lejligheder, Willy?
Så gik han hen til Julie og de andre, der ventede ved bilerne.
Jeg gik hjem, hvis jeg da stadig kunne kalde det hjem. Det kunne jeg ikke. Uden for gadedøren stod det skilt, jeg kendte så godt: ÅBENT HUS. Jeg løb op ad trappen til lejligheden. En mægler, ung, velklædt, solbrændt, tog imod folk i entreen, og der var mange, delte salgsopstillinger ud og viste rundt. Han havde åbenbart fået besked om, hvem jeg var, for jeg fik ikke nogen salgsopstilling, og det havde jeg heller ikke brug for. Helst ville han have mig væk, men som Aksel, juristen, sagde: Lav nu ikke nogen scene. Jeg masede mig imidlertid forbi ham og tog opstilling mellem køkkenet og stuen og betragtede disse mennesker, der tog sig friheder, prøvede sofaen, åbnede skabe, trak skuffer ud, kiggede i bøger, løftede vaser, vendte på plaider, flyttede borde, ja, de tog sig friheder, som om de allerede boede her, en dreng havde endog slået sig ned i en stol og tændt for fjernsynet, skiløb, sæsonens sidste skiløb. De var ikke andet end tyve. Jeg gik ind i soveværelset, men her var der heller ikke fred at finde, og i mit arbejdsværelse var der kø. Og et af parrene var der noget bekendt ved, det var de mest pilfingrede af dem, men jeg kunne ikke huske, hvor jeg kendte dem fra. Kvinden passerede mig i døråbningen, tøvede et øjeblik og spurgte:
– Er her for resten en vinterhave? Jeg syntes, det stod i annoncen.
– Hvor skulle jeg vide det fra?
Hun fortsatte ud på badeværelset.
Jeg kunne ikke klare mere.
I stedet ventede jeg nede på gaden, til det hele var overstået, og mægleren klappede skiltet sammen, lagde det på bagsædet af sin firhjulstrækker og kørte sin vej.
Jeg sov ikke hele den nat.
Nu var det mig, der følte mig som en tyv, en fremmed.
Der indløb nogle bud allerede dagen efter første fremvisning, og faderen slog til, det var måske dårlige tider i hans usynlige branche, og han havde brug for kontanter, eller måske ville han bare af med lejligheden i en allerhelvedes fart for at lægge det her bag sig og samtidig pine mig mest muligt.
Onsdag var den solgt.
Torsdag parkerede flyttevognen fra Majorstua Transport udenfor.
Fire mænd invaderede lejligheden med bærestropper, papkasser og gaffatape.
Og jo mere de bar ned, jo mere gik det op for mig, hvor lidt der var mit her.
Det meste var Cathrins.
Jeg var ikke klar over, at vi, eller snarere hun, ejede så meget, vi ikke havde brug for.
Rum efter rum blev tømt, alt, hvad der lignede et liv, blev skrabet væk, til kun lejlighedens skelet var synligt: væggene, gulvene, loftet.
Mens de var i gang i stuen, gik jeg ud i køkkenet, fandt saksen, og jeg ved ikke hvorfor, men jeg klippede gardinerne i stykker, i så små strimler, at jeg kunne proppe det hele i skraldeposen. Jeg fik lyst til at klippe mere. Jeg fik lyst til at klippe mine fingre af, ørerne, næsen, tæerne. Saksen lyste i min hånd. Jeg fik lyst til at klippe alting i småstumper og samle dem igen, én efter én, i en anden rækkefølge.
Jeg lagde saksen tilbage i skuffen.
Og da mændene var færdige, efterlod de kun min tomme pc, modelflyet, telefonen og uret. Klokken var præcis tolv minutter over fem, syttende april 1997. Hvorfor jeg husker det så nøjagtigt?
Fordi det var på det tidspunkt, telefonen ringede.
INT. LEJLIGHED. OSLO. EFTERMIDDAG. FORÅR/APRIL.
Will bukker sig ned og løfter røret af telefonen, der står på gulvet i den tomme stue, lytter med en blanding af glæde og sorg, støtter sig til væggen.
INT. FLY. SAMME AFTEN.
Will sidder ved vinduet, sædet ved siden af er ledigt. Han kigger ud, solen går ned og kaster et rødt og mørkt lys i horisonten. En stewardesse læner sig ind over ham. Will drejer hovedet, han har grædt, eller græder. Han prøver ikke at skjule det. Stewardessen ser bekymret på ham. Hun holder en bakke med drikkevarer, appelsinjuice, champagne. Will flyver altså på businessclass.
STEWARDESSE: Vil du have noget? At drikke? Champagne …
WILL (afbryder): Nej tak.
STEWARDESSE: Er alt i orden?
WILL: Selvfølgelig er alt i orden.
Stewardessen rækker Will en varm, dampende stofserviet. Han tørrer sig hurtigt i ansigtet.
STEWARDESSE: Sikker?
WILL: Nå ja, for resten. Serverer I bellini?
STEWARDESSE: Hvad er det?
WILL: Glem det.
INT. FLY. SAMME AFTEN/NAT.
Flyet taxierer ind til gaten. Will kigger ud igen: FRANKFURT. Et virvar af lys, der bevæger sig i alle retninger.
INT. LUFTHAVN. SAMME NAT/MORGEN.
Will sover i en stol i ankomsthallen, holder om en rejsetaske. Ansigtet er roligt, fjernt. Så bliver han vækket af noget, åbner øjnene med et sæt, forvirret. Wills POV: En fugl har forvildet sig ind i hallen, den flakser rundt oppe under loftet, mens en gruppe MÆND, rengøringsassistenter og vagter, står og kigger op på den. En af mændene har en kraftig hov. Fuglen flyver videre hen mod en café, der har lukket, mændene løber efter. Fuglen lander på et bord, pikker i nogle krummer, men idet mændene nærmer sig, letter fuglen og sætter sig på en bjælke højt over dem. Mændene bander og rådslår højrøstet indbyrdes.
(OFF: latter.)
INT. TAXA. SAMME MORGEN.
Will sidder på bagsædet. Han ler. Det er en slags ukontrolleret latter. CHAUFFØREN er tavs, korrekt, kigger nu og da på ham i bakspejlet. De kører gennem et smukt landskab, store skove, marker, drejer ind ad en port til noget, der ligner et gammelt slot, men viser sig at være et privathospital.
INT. HOSPITAL. SAMME FORMIDDAG.
Will går sammen med en LÆGE hen ad en lang gang. Han har rejsetasken i hånden.
LÆGEN (skal tale tysk/engelsk): Hun er meget svag. Og dog er hun stærk. Hvis du forstår mig.
WILL: Ja. Jeg kender hende.
LÆGEN: Det skal du ikke være så sikker på.
Lægen standser uden for en hospitalsstue. Der er tapet et nummer, en slags kode, op på døren. Will ser på ham.
WILL: Hvad mener du?
LÆGEN: Jeg siger det samme til alle, og som regel passer det. Du må være forberedt på, at hun måske ikke kan genkende dig.
WILL: Hvor længe har hun …
LÆGEN (afbryder): Vores politik er åbenhed. Fuld åbenhed. Vi siger tingene, som de er. Både til patienterne og de pårørende.
WILL: Og hvordan er de?
LÆGEN: Jeg fik for resten ikke helt fat i, hvem du …
WILL (afbryder): Hendes kæreste.
Lægen ser på uret.
LÆGEN: Ti minutter. Tryk på alarmknappen, hvis der sker noget.
WILL: Må jeg spørge dig om en ting mere?
LÆGEN: Naturligvis.
WILL: Hvor meget koster det at blive behandlet her?
LÆGEN (modstræbende): Er du da syg?
WILL: Nej.
LÆGEN: Så venter vi, til det bliver aktuelt, men lad mig sige det sådan: Livet er kostbart. Jeg mener dyrebart.
WILL: Også hvis man ved, at man skal dø?
LÆGEN (overbærende): Ved vi ikke alle det? Udsættelse. Det er det eneste, vi kan forlange.
Lægen skal til at gå, men vender sig om mod Will igen.
LÆGEN: Og for øvrigt anvender vi ikke ordet død her.
Lægen lægger en finger over munden, før han fortsætter hen ad gangen. Will må mande sig op, lægger til sidst hånden på dørhåndtaget og skubber langsomt døren op.
INT. HOSPITALSSTUE.
SAMME FORMIDDAG/EFTERMIDDAG.
Will ser Cathrin ligge i sengen i et pragtfuldt lokale, bortset fra slanger, kanyler, drop, skærmbræt, apparater. Hun er skaldet, næsten ukendelig. Hun bærer stadig den ene ørering af rav. Will stiller tasken fra sig. Hun sover. Will står og betragter hende. Så går han stille hen til sengen, trækker en stol derhen, sætter sig og lægger forsigtigt hånden på hendes glatte, stramme pande. Hun åbner øjnene og drejer hovedet om mod ham. Deres blikke mødes. Will er bange for, at hun ikke skal genkende ham. Han bøjer sig længere frem,som om han vil have, at hun skal se ham bedre. Hun lægger hånden om hans nakke. Hun kysser ham. Han kysser hende. Et ganske let kys, læberne strejfer kun flygtigt hinanden.
WILL: Fanden tage dig, Cath.
Cathrin ler, begynder at hoste, rejser sig op i sengen, Will prøver at hjælpe hende, er lige ved at gå i panik, kigger efter alarmknappen, så synker hun ned igen, afkræftet.
CATHRIN: Fanden tage dig, Will. Det er gået over. Virkelig. Men du må ikke få mig til at le. Jeg kan dø af det.
WILL: Det ord anvender vi ikke her.
Cathrin er lige ved at le igen.
CATHRIN: Nej, vi gør det bare.
Will tager hendes hånd, stadig lige forsigtigt, som om han tror, hun kan gå i stykker for øjnene af ham.
WILL: Du bad mig komme.
CATHRIN: Jeg var lidt bange. Værre er det ikke.
WILL: Hvorfor sagde du ikke noget?
CATHRIN: Jeg ville ikke gøre jer bange. Jeg ville ikke gøre dig bange.
WILL: Du har allerede gjort mig bange, Cath. Du har gjort mange bange.
CATHRIN: Jeg ville klare det selv, okay?
WILL: Nej. Vi kunne have klaret det sammen.
CATHRIN: Skændes vi?
Will læner sig ind over hende.
WILL: Selvfølgelig ikke.
CATHRIN: Jo, jeg tror sgu, vi skændes. Det er godt.
Will tager en lille pakke op af rejsetasken og giver den til Cathrin. Hun har svært ved at pakke den op, Will må hjælpe. I et foret etui ligger den ørering, han købte, julegaven. Cathrin smiler.
WILL: God jul i hvert fald. Selvom det er et stykke tid siden.
Begge ler lidt.
CATHRIN: Tak. Jeg kan lide mænd med god hukommelse.
Will vil fæste øreringen i det andet øre, men hun skubber hans hånd væk.
CATHRIN: Vi venter lidt med det. Bare læg den der.
Will lægger øreringen og etuiet på sengebordet.
WILL: Hvornår kommer du tilbage?
CATHRIN: Spil nu ikke dum, Will.
WILL: Hvad mener du?
CATHRIN: At jeg ikke ved det. Om jeg kommer tilbage.
WILL: Selvfølgelig gør du det. Det skal nok gå.
CATHRIN: Når du lyver, skifter dine øjne farve. Er du klar over det? De bliver næsten grønne. Det klæder dig ikke.
WILL: Hvordan kan du vide det?
CATHRIN: Jeg så det sommetider, når vi havde sex. Værre er det ikke. Se dig i spejlet. Dine øjne er grønne.
Lægen åbner døren, bag ham står to sygeplejersker og venter. Will bøjer sig ind over Cathrin, hun stryger ham over håret. Cathrin drejer hovedet om mod lægen, der peger på uret. De taler dæmpet sammen, mens læge og sygeplejersker venter.
CATHRIN: Jeg er bange for, at du må gå nu. Hav det godt, Will. Dejligt at se dig.
WILL: Jeg bliver her.
CATHRIN: Og jeg, der troede, du var vokset op med dyr.
WILL: Hvad mener du?
CATHRIN (endnu mere lavmælt): Gemmer dyrene sig ikke, når de skal dø? Uf da, nu sagde jeg det igen. Jeg mente det ikke.
WILL: Der er nogle, som savner dig, Cathrin.
CATHRIN: Hvem?
WILL: Jeg. Dine forældre. Vivi. Alle.
CATHRIN: Har du fundet Som Sædvanlig?
WILL: Pist væk, men jeg er sikker på, at den også savner dig.
Will tager hendes hånd og opdager, at armbåndet er væk. Og Cathrin lægger mærke til det.
CATHRIN: Kan du huske mægleren i huset med sjæl? Ham det klamme fedtbjerg? Jeg tror, han udspionerede os.
WILL: Det tvivler jeg på. Han ville aldrig have klaret stigen op til loftet.
CATHRIN: Kan du ikke huske, hvordan han svedte? Du lægger ikke mærke til noget, Will.
WILL: Hvad med ham?
CATHRIN: Han købte armbåndet. Og her er jeg. Du må ikke være vred. Sig, at ingen må blive vrede. De er dygtige her. Det koster tre hundrede tusind at …
Cathrin siger ikke mere, lægger blot fingeren over sine tørre, sprukne læber.
WILL: Jeg er ikke vred. Der er ingen, som er vrede. Vi er bare …
CATHRIN (afbryder): Det er godt. Skidegodt. Vær lidt vred, Will. For én gangs skyld.
Lægen og sygeplejerskerne bliver utålmodige og kommer ind på stuen.
WILL: Vi ses.
CATHRIN: Ja. Vi ses. Vær sikker på det. Men det er ikke sikkert, jeg venter på dig.
WILL: Hvad mener du?
Cathrin trækker ham nærmere igen, hvisker.
CATHRIN: Skal vi ikke sige det én gang for alle? At vi elskede hinanden for en tid.
WILL: Elsker, Cathrin. Ikke elskede.
CATHRIN: Okay. Sig det.
WILL: Vi elsker hinanden. Du skal også sige det.
CATHRIN: Vi elsker hinanden. Hvad skal du med den taske?
WILL: Jeg bliver her, Cath.
CATHRIN: Det kan jeg ikke klare. Desuden er de dygtige her. Måske er det ovre i nat.
Will holder fast i hendes hånd og vil ikke give slip.
WILL: Vi havde en god tid sammen, havde vi ikke? I hvert fald før vi begyndte at kede os.
Cathrin ser på ham, smiler, prøver at rejse sig, men magter det ikke.
CATHRIN: Det havde vi. Især da vi kedede os og kunne synde lidt. Er det ikke dejligt at tænke på?
WILL: Jo. Det er dejligt at tænke på.
CATHRIN: Du må ikke være bange. Vil du love mig det?
WILL: Nej. Jeg er bange. Bange på dine vegne.
CATHRIN: Det er nok, at jeg er bange, Will. Mere kan jeg ikke bære.
Hun slipper hans hånd, og Will læner sig frem og kysser hendes tørre læber. Så rejser han sig. Sygeplejerskerne følger ham ud, mens lægen tager sig af Cathrin. Will standser op i døren og vender sig om mod Cathrin, for sidste gang, men hun ser ham ikke.
INT. HOSPITAL. SAMME AFTEN/NAT.
Will går hen ad den statelige hospitalsgang, alene. Han standser, sætter sig på en stol, lader rejsetasken falde ned på gulvet og skjuler ansigtet i hænderne. Han græder. Det er den eneste lyd i den mennesketomme gang.
(Musik: Tom Waits’ Broken Bicycles, første vers: somebody must have an orphanage for/all the things that nobody wants anymore)
Mens Will sidder sådan, nedbøjet, med ansigtet i hænderne, kommer lægen og sygeplejerskerne ud fra Cathrins stue i baggrunden. Den sidste tager sedlen med nummeret og koden ned, kaster et blik på Will, tøver og følger så efter de andre.
FLASHBACK
Int. bil. Eftermiddag. (musik fortsætter i kontinuitet)
Will kører, Cathrin sidder ved siden af. De er på vej fra hans barndomshjem, fra faderens halvtredsårsdag. Han er iført et mørkt jakkesæt, hun en smart, grå dragt. Vejen er dårlig, der er sne i luften. Ingen siger noget. Så sætter Will farten ned og standser ved et temmelig faldefærdigt hus, nærmest en ruin, hvor et skilt er blæst over ende i grøften: TIL SALG. Grunden er fuld af bilvrag, bildele, dæk og rustne cykler, cykelhjul, stel. Will åbner bildøren.
CATHRIN: Hvad skal du?
WILL: Se mig om. Det er til salg. Den forrige ejer hængte sig. Jonsruden. Vi kan sikkert få det til under ejendomsvurderingen.
CATHRIN: Du er vred.
WILL: Jeg er ikke vred. Jeg er bare lidt sentimental. Gamle jagtmarker og alt det der, du ved.
CATHRIN: Du er vred, fordi jeg sagde, du ville holde tale for din far.
WILL: Var det dig, der sagde det? Det havde jeg sandelig ingen anelse om.
CATHRIN: Will. Hold nu op. Jeg fryser. Jeg …
WILL (afbryder): Han sagde, at det bare var noget, jeg havde drømt.
CATHRIN: Hvad var?
WILL: Hejren.
CATHRIN: Hvad for en hejre?
Will åbner døren endnu mere. Der blæser sne ind i bilen.
WILL: Han sagde, at jeg skulle passe godt på dig. Skal jeg passe godt på dig?
Cathrin skutter sig og ser på ham.
CATHRIN: Er du sikker på, han ikke sagde, at det var mig, der skulle passe godt på dig?
Will venter lidt, så lukker han døren, læner sig ind mod Cathrin, holder om hende, varmer hende.
Ekst. vej. (flashback/drøm)
Vi ser de røde baglygter forsvinde i snefoget. Et vindstød løfter TIL SALG-skiltet op i luften, og det falder ned på jorden et stykke derfra med bagsiden opad. Her står der med håndmalede bogstaver: SOLGT.
INT. HOSPITAL. SAMME NAT.
Will ser sig omkring. Gangen er øde igen. Han rejser sig, lader tasken stå, går hen mod udgangen, mens musikken, Tom Waits’ sang, fortsætter helt til slutningen. Will leder tydeligvis efter noget og finder det endelig: en kaffeautomat. Han lægger et par mønter i, stiller et bæger i holderen, trykker på en knap og venter. Der sker ingenting. Han trykker igen. Det hjælper ikke. Han lægger flere mønter i, trykker på en anden knap. Der sker stadig ikke noget. Han begynder at slå på maskinen. Han mister besindelsen. Rasende står Will der og hamrer og hamrer på kaffeautomaten.