Epilog

Jeg havde boet der på gården, i barndomshjemmet, i et par år, for den nye lufthavn på Gardermoen var allerede åbnet, da der skete noget. Jeg vil ikke påstå, at flyene generede mig, selvom alle brokkede sig et stykke tid, men det skete, at nogle sene eller tidlige fly fik nogle af os til at vågne med et sæt, de ældste i landsbyen sagde, at lyden mindede dem om krigen, distriktslægen udtalte, at det hele udgjorde en sundhedsfare for lokalsamfundet, og mange truede med at flytte, sagsøge staten, der blev afholdt nogle demonstrationer, til ingen nytte, selvfølgelig. Står der for resten noget om søvn i menneskerettighederne? Det kunne man godt ligge vågen over, men for mig spillede det egentlig ikke nogen rolle. Mor holdt ud, stærk som hun var inderst inde, det foregav hun i hvert fald, og det lykkedes hende at lade som om, som mødre har det med at gøre, og det er nok for mig. Hun havde stadig jobbet på plejehjemmet og sit eget syge hjem at pleje. Far faldt nemlig af på den. Pludselig var styrken der ikke længere, ham, der var slideren, mens jeg var den dovne med glatte hænder, ham, der gik ud hver morgen, ham, der ordnede vejene gennem skoven. Sliddet havde nedslidt ham, hvad skal jeg kalde det på mit sprog, for far og jeg har ikke længere samme sprog, det var, som om arbejdet straffede ham og krævede sit tilbage, og jeg syntes, han havde fortjent bedre. Vi så det, mor og jeg, han sank sammen, dag for dag, time for time, kræfterne forlod ham, og til sidst erklærede denne distriktslæge nede i centeret ham for uarbejdsdygtig, og han fik en eller anden pension og blev hidsig, menneskesky og nærtagende, gik ikke ud, sad bare ved vinduet i stuen med den evindelige kaffekop. Jeg kunne ikke rejse fra mor, sådan som det stod til nu, og jeg havde heller ikke noget med resten af verden at gøre. Eller sagt på en anden måde: Jeg havde ikke hørt fra den, bortset fra flyene. Sneploven stod i garagen. Det var måske det værste for far, at ploven stod i garagen. Så kom de fra kommunen for at hente den. Der kom to mænd. Der var ikke brug for ploven mere. Der var med andre ord ikke brug for far. Den dag så jeg ham fra en anden side. Han stormede ud, han krævede sit, han råbte, han brugte ord, der ikke stod i Bibelen. Det hjalp ikke. Drengene, de var ikke mænd, men ikke andet end drenge og vidste godt, hvem far var, var høflige og forlegne og lod far rase, til han gav op. Aldrig havde jeg syntes bedre om min far end da og aldrig haft mere ondt af ham. Så stod garagen tom. Det forekom, at jeg tog mig en tur ind i skoven, til fods, mest for syns skyld, jeg mener for fars skyld, men også min, det gjorde mig godt. Når jeg kom tilbage, var det, som om far livede en smule op, han spurgte og udfrittede mig i det mindste, hvordan var vejen ned til Skrukkedalen, fin og farbar, sagde jeg, selv Audrey Hepburn kan gå der med stiletter, far trak på smilebåndet, men hvordan var strækningen langs Øyangen, var rabatterne sikre, som penge i banken, sagde jeg, og vi lo sammen, godt, sagde far, du kan jo gå med en dag, sagde jeg, så kan du vise mig det sted, hvor du så Audrey Hepburn, men da vendte han sig væk, forbi er forbi, sagde han, og jeg hadede de ord, jeg hadede dem, og jeg hadede ham, da han udtalte dem, hvad mener du med det, far, at forbi er forbi, du er for helvede ikke fyldt tres endnu, man bander ikke i mit hus, sagde han, undskyld, far, desuden er hende, hvad var det nu, hun hed, Audrey Hepburn, sagde jeg, ja, hun er død, hun døde før olympiaden. Gjorde hun? Det havde jeg faktisk ikke opfattet. Havde jeg overhovedet opfattet noget som helst i løbet af disse år? Jeg blev bedrøvet på en besynderlig og anderledes måde. Nu kunne ingen fortælle, om det var sandt eller ej, at hun havde stået på ski i Skrukkedalen, på fars løjper. Jeg skulle til at gå. Jeg ville være alene. De næste ord standsede mig.

– Dyrene er klogere end os, skal du vide.

– Jaså. På hvilken måde? Er koen nede hos Kåre kvikkere end mig? Hvad? Eller Magten? Der forvildede sig ud på den våge? Var han klogere end dig? Hvad?

Far stod helt stille.

– Dyrene ved, når de skal dø. Så trækker de sig bare tilbage og gemmer sig for ikke at være til besvær.

Jeg var virkelig glad for, at mor ikke var hjemme og hørte det her.

– Den slags må du ikke sige, far. Du vil …

Han satte sig i den forbandede stol og afbrød mig.

– Går jeg måske ikke her og er til besvær?

Hvad skulle jeg svare?

Jeg prøvede, selvfølgelig forgæves, at være morsom:

– Nej, du sidder for det meste.

– Der kan du selv høre, sagde han.

Jeg trådte nærmere og ville lægge hænderne på hans skuldre, men nåede ikke så langt, og det slog mig igen, at vi aldrig havde rørt ved hinanden, måske et håndtryk, et klap, men ikke mere. Det skræmte mig. I stedet bremsede jeg mig selv og sagde:

– Du har ryddet vejen for andre i mere end tredive år, far. Kan andre så ikke rydde vejen for dig nu?

– Hvem skulle det være?

– Hvem? Mor. Mig. Ivar. Roald. Naboerne. Hele landsbyen kan træde til, far.

Far lo og hørte ikke efter.

– Og hvad ved I om at rydde en vej? Du og mor!

– Hvis der er noget, jeg ikke ved, så kan du lære mig det.

Far sagde noget, som jeg knap nok kunne høre, men jeg hørte det:

– Herren giver, og Herren tager.

Og det gjorde mig så edderspændt rasende at høre disse ord, som jeg havde hørt så mange gange før under min opvækst, disse ord, som jeg tog for givet, ligesom jeg tog min far for givet, men nu kunne jeg ikke tage dem, jeg kunne ikke tage min far, der messede disse ord, og jeg havde ikke været rasende i fire år. Det føltes næsten rart.

– Gør han? Og nu har han ligesom taget det tilbage, han har givet?

Far sagde ikke mere, det gjorde jeg heldigvis heller ikke.

I stedet gik jeg op på mit værelse. Jeg arbejdede stadig med nogle ideer, halvhjertet som altid, men det holdt mig i gang. Jeg havde lagt alt det gamle bag mig. Manuskriptet, jeg skrev på nu, hed Orkestrets stilhed. Ja, jeg ved, det lyder latterligt, men det vil jeg skide på, for jeg har ikke længere noget at miste. Det handlede om en cellist, kvinde, tredive år, med en lysende karriere foran sig. Jeg havde læst historien i lokalavisen, hun var vistnok fra et sted i nærheden, i hvert fald så tæt på, at der kunne stå noget om hende i vores lokalavis. I virkeligheden var hun violinist, men jeg gjorde hende altså til cellist for på den måde at gøre historien til min egen. Det er sådan, vi gør, ikke? Violinisten spillede i Radiosymfoniorkestret. Jeg lader min cellist spille med de største orkestre i Europa. Hun skal være større end lokalavisen. Hun høster bifald i koncertsalene i Wien, Paris, London. Langsomt, men sikkert rammes hun imidlertid af en sjælden sygdom, jeg skal selvfølgelig finde ud af, hvad den hedder, ikke susen for ørerne, tinnitus, der er ret almindelig blandt musikere, men noget langt værre: Hun kan ikke længere tåle lyde. Hun er simpelthen nødt til at holde op med at spille. Og ikke nok med det, hun må også holde op med at lytte. Hver en knirken, hvert et åndepust, hvert eneste fodtrin er som en sabel i øret, en eksplosion i hovedet. Kroppen bliver et torturinstrument, en rungende og pinefuld kanonade: hende selv. Hun isolerer sig i en afsidesliggende lejlighed og får mad, og hvad hun ellers har brug for, bragt til døren. Min pitch, helt enkelt, og jeg var egentlig ikke kommet ret meget længere: Hvad sker der med et menneske, der mister alt, som i dette tilfælde musikken? Findes der noget, som kan erstatte det, man har mistet? Kan noget fylde det tabte med samme volumen? Men jeg kunne ikke koncentrere mig. Jeg fik ikke greb om tankerne. Linjerne forsvandt. Jeg kiggede ud, skingert efterår, farverne, der ikke ligner farverne i byen, her har de en anden klang. Skoven plagede mig ikke mere. Vi havde nok forliget os med hinanden, uden at vi var nære venner af den grund. Far havde selvfølgelig fået mig til at tænke på Cathrin igen. Ikke at jeg havde glemt hende, det var et dybt sår, og såret var ved at blive til et ar, og det er noget andet end sår. Ar bløder ikke. De ses. Men far med al hans snak om disse kloge dyr, der trak sig afsides, når det lakkede mod enden, fik mig til at tænke på Cathrin, og jeg tænkte på hende med en lethed, der både undrede og rystede mig. Er det så enkelt? Bliver disse byrder mindre efterhånden og mister deres vægt, lige til de er til at bære? Er det her Herren, der giver eller tager? Er det lige præcis dette, der er viseligt indrettet? Jeg kom i tanker om noget, Fitzgerald havde skrevet i den temmelig banale bog om Pat Hobby: Ved hver nytårsfest i studiet viste de en film, der var sat sammen af alle de fraklippede scener. Det blev måske den bedste film. Og da jeg tænkte på Cathrin, for første gang i lang tid, så tænkte jeg ikke på, hvordan vi havde det, mens vi var sammen, men hvordan vi kunne have haft det.

Jeg hørte, at mor kom hjem.

Jeg gik nedenunder.

Hendes øjne var trætte blå kanter, skygger, det skulle lige mangle, men alligevel med det stille håb, der mindede mig om indian summer. Hvor stærke kan mødre egentlig blive? Hun sagde det ikke længere, indian summer, jeg heller ikke.

– Hvordan har far det? spurgte hun.

– Fint.

Jeg fulgte efter hende ud i køkkenet. Hun lagde varerne i køleskabet, stillede middagen på bordet, noget færdigt, der bare skulle varmes. Og pludselig vendte hun sig om mod mig, og jeg kunne ikke længere genkende hende. Det var ikke min mor, der stod der.

– I ligner hinanden, sagde hun.

– Hvad mener du med det?

– Du og far. I giver op. Hvordan tror du, det ville være gået, hvis jeg også gav op? Har du tænkt på det?

– Jeg har sgu da ikke givet op.

– Man bander ikke i mit hus.

– Det sagde far også. Jeg har ikke givet op.

Mor lænede sig op ad køleskabet.

– Satans, sagde hun.

Jeg havde aldrig hørt mor bande før, aldrig. Mor havde forklædt sig og var kommet hjem som en anden. Jeg var tredive år og rædselsslagen.

– Man bander ikke i mit hus, sagde jeg.

Mor sendte mig et hurtigt blik og smilede, og endelig kunne jeg kende hende igen. Der var stadig en indian summer derinde et sted, dybt inde i hendes årstider.

– Der lå noget til dig i postkassen, sagde hun.

Det var altså dette, der skete den dag:

Hun rakte mig et brev.

Jeg tog imod det og gik op på mit værelse.

Jeg ville ikke have noget brev.

Det havde taget ret så mange omveje for at nå hertil, først til Ullevålsveien, derfra til mit gamle værelse ved Vestre Aker, så tilbage til København, til Filmskolen, og til sidst helt til Hurdal, hvor jeg nu holdt det i hænderne. Brevet var sendt baglæns gennem min ungdom, men desværre kommer posten altså som oftest frem. Brevet var fra Danmark. Det så jeg på frimærkerne, såmænd. Jeg åbnede konvolutten. Det var en invitation. Jeg troede næppe mine egne øjne. Jeg var inviteret til premieren på ÅBENT HUS, en film af Peder Holm og Pelle Skak, min gamle professor, i biografsalen på Det Danske Filminstitut i København den 22. oktober, kl. 16.00, altså næste dag. Det lød som et gammelt stumfilmpar, Peder og Pelle, Holm og Skak. Svar inden 10. oktober. Fristen var altså udløbet. Gæstens sidste salgsdato var også udløbet.

Jeg fattede ikke ret meget på stående fod. Jeg vidste ikke engang, om jeg var vred eller smigret.

Ikke desto mindre ringede jeg og bestilte en flybillet, kvinden ville vide, om det skulle være retur, nej, sagde jeg, så bliver det dyrere, sagde hun, javel, sagde jeg, jeg vil have den absolut dyreste billet, du har, gerne i cockpittet, og et værelse på det bedste hotel i København. Så pakkede jeg en lille rejsetaske, der var ikke meget, jeg skulle bruge, og det var en god følelse, at der ikke var meget, jeg skulle bruge, at jeg kunne bryde op med kort varsel, selv når det er for sent, det er tyvens, kragens visdom, jeg havde egentlig ikke brug for mere end det, jeg gik og stod i, og måske et par ekstra sokker, et sæt undertøj og solbriller, bare for en sikkerheds skyld.

Den dag i dag ved jeg stadig ikke, hvem der sendte mig den invitation.

– Kommer du ned og spiser? råbte mor.

Jeg gik i seng, faldt ikke i søvn, men havde alligevel en mærkelig drøm. Om natten brød folk ind i et bibliotek, et enormt bibliotek i en eller anden storby, smuglæste i bøgerne, de sad der med lommelygter og lærte alting udenad, romaner, digte, skuespil, rejseskildringer, leksika, bibler, satte omhyggeligt bøgerne tilbage på deres rette plads og sneg sig ud igen, før biblioteket åbnede. Dette skete hver eneste nat.

Stjal de bøgerne? Er det en forbrydelse at lære noget udenad?

Næste morgen gik jeg nedenunder, og mor sad i køkkenet, kiggede på mig, på rejsetasken, tøjet, som om hun havde forstået noget, jeg endnu ikke havde fattet.

– Jeg rejser, sagde jeg.

– Hvorhen?

– Til København. De vil vise min film dernede.

– Det var altså det, der stod i brevet?

– Ja. Hvad troede du ellers?

Mor kiggede væk.

– Jeg troede, at det måske kunne være fra Cathrin.

Jeg blev stående i tavshed et øjeblik med min lille rejsetaske i hånden.

– Hvor er far? spurgte jeg.

– Han skovler sne. Har du ikke set, at det har sneet?

Jeg vendte mig også om mod vinduet. Det havde sneet i løbet af natten, årets første sne, tidligere end normalt, mens jeg lå vågen og drømte om biblioteker. Det var ikke meget sne, far fik fjernet med hver skovlfuld, men hvis han fortsatte længe nok, og han havde jo ikke andet at tage sig til, ville han sikkert være færdig, før den smeltede. Skovlen lignede en teske i hænderne på ham.

– Klarer du dig, mor?

Mor blev vred, nej, ikke vred, bare stødt.

– Skulle jeg ikke klare mig? Har du ikke større tanker om din mor?

– Undskyld. Jeg tænkte på far.

– Jeg har taget mig af syge mennesker hele mit voksne liv, så jeg skal nok klare ham også.

– Godt, sagde jeg.

Mor tav et øjeblik.

– Skynd dig, sagde hun til sidst. Ellers når du ikke bussen.

Og jeg tænkte pludselig, at uanset hvor man skal hen, hvor langt man skal rejse, om det så er jorden rundt, så går det ikke, hvis man ikke når bussen fra Hurdal.

Så lukkede hun døren bag mig. Måske stillede hun sig ved vinduet og kiggede. Jeg ved det ikke. Jeg vendte mig ikke om. Jeg standsede ved far. Han fortsatte lidt endnu, før han stak skovlen ned i sneen og lænede sig op ad den. Han forholdt sig tavs, skønt han kunne se, at jeg stod der med tasken i hånden og iført den lidt slidte kameluldsfrakke, tydeligvis på rejsefod. Jeg måtte hellere sige noget.

– De vil vise min film i København, sagde jeg.

– Jamen så held og lykke, sagde han blot.

– Tak.

Jeg åbnede lågen.

Så sagde far pludselig:

– Hvad handler den om, din film?

Jeg standsede op igen. Far havde aldrig spurgt om sådan noget før, men måske indså han også, at det var sidste chance.

– Cathrin, svarede jeg.

Så tog jeg bussen nede ved brugsforeningen. Jeg kunne selvfølgelig have taget en taxa, men det havde virket lige lovlig ekstravagant. Bussen overholdt køreplanen. Sjældent har den holdt sig så meget til køreplanen. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kom til at tænke på det store årtusindskifte, der snart nærmede sig, det skyldtes måske, at jeg så dette landskab, der tilhørte min barndom, fare forbi, dækket af sne, pakket ind i hvidt, som noget, man ikke har brug for længere og stiller på loftet, giver til Frelsens Hær eller bare smider ud. Der var ligesom en stemning, som mindede mig om den måde, dyrene opfører sig på, når de mærker tordenen nærme sig, længe før det brager løs. Alting ville ligesom bryde sammen: telefoner, computere, ægteskaber, regeringer, traktorer, symaskiner, der ville kun være skovle, nål og tråd, tændstikker og stearinlys tilbage. Det rene vrøvl, selvfølgelig, nogle tjente fedt på denne angst. Men da jeg kom til denne nye flyveplads, eller lufthavn som det hed nu, var også den som en slags varsel: et palads til flugt. Hvor skulle man for øvrigt stikke af til? Tiden var den samme overalt bortset fra i nogle afkroge af verden, hvor vandet løber den anden vej, og solen følger den forkerte bane og får skyggerne til at flytte sig i den modsatte retning, når man krydser gaden. Jeg skulle kun til København. Jeg checkede ind og købte en flaske bellini i den taxfree. Det var længe siden, jeg havde drukket bellini. Man drak ikke bellini til morgenmad i Hurdal. Så sad jeg i flyet, sæde 2A, jeg havde hele rækken for mig selv. Flyet fulgte også køreplanen. Maskinen skråede først mod nord, før den foretog et sving og satte kursen sydpå, og jeg nåede at se min hjemegn, de tre søer, Hurdalsjøen, Skjersjøen og Øyangen, som plateauer i landskabet, gedde, aborre og ørred, men vejene gennem skoven var næsten ikke synlige længere. En stewardesse kom med champagne. Jeg drak champagne over fars tilgroede skove, før flyet forsvandt ind i et tæt skydække. Det samme gjorde jeg. Jeg stak den alt for store flaske i inderlommen og gik hurtigt ind på toilettet, åbnede flasken, drak, og smagen af bellini, ikke beruselsen, men smagen, mindede mig så stærkt om Cathrin, vores sene søndage, før vi begyndte at kede os, eller måske netop idet vi begyndte at kede os, at jeg var lige ved at gå i gulvet og måtte læne mig op ad den smalle, glatte håndvask i dette trange, urolige aflukke, og jeg så en mand i spejlet, jeg ikke kendte. Det var mig, Willy Bråten. Jeg ved ikke, hvor længe jeg stod sådan. En eller anden bankede i hvert fald på døren, to gange. Jeg smed flasken ind ad lugen under vasken, hvor der endnu ikke lå noget papir, flyet var jo lige lettet, og der lød et hårdt bump, da den landede, måske blev den knust. Det bankede på for tredje gang, og jeg åbnede døren. Den samme stewardesse kiggede bekymret på mig.

– Alt i orden? spurgte hun.

– Ja. Alt i orden.

– Sikker?

– Nej, det kan man aldrig være.

Stewardessen kastede et hurtigt blik forbi mig, rundt om mig, jeg havde måske taget noget derinde, brugt noget, så tog hun fat om min arm, trak mig ud og lukkede døren, nu strammere i masken. Heldigvis var forhænget trukket for, men en purser stod i baggrunden og passede ligesom på, måske var jeg ude på ballade og skulle overmandes.

– Du skal ikke gå herud og drikke, er du med?

– Flyskræk, sagde jeg.

– Du kan få det, jeg vil servere for dig, og ikke en dråbe mere, okay?

– Ja da.

– Så gå hen og sæt dig.

Purseren holdt det blå forhæng til side og bukkede, som om han slap mig ind i Himlen, hvor han åbenbart mente, jeg ikke hørte hjemme. Himlen var businessclass. Jeg tog plads på 2A og følte mig nærmest som en skoledreng, der er grebet på fersk gerning, lænede kinden op ad ruden, mærkede den konstante rysten fra motorerne, vinden, denne rysten, der til syvende og sidst får flyene til at gå op i sømmene, falde fra hinanden og styrte ned. Et pludseligt lys faldt gennem hovedet på mig, og jeg måtte være faldet i søvn undervejs, for jeg blev i hvert fald vækket af stewardessen, der heldigvis smilede, og purseren var ikke at se nogen steder.

– Det gik jo rigtig godt alligevel, sagde hun. Men nu kommer du nok ikke længere.

Jeg rejste mig, et øjeblik svimmel og forvirret. Flyet holdt allerede stille, og resten af kabinen var tom. Jeg var den sidste passager.

Stewardessen rakte mig håndbagagen og frakken og fulgte mig ud af flyet.

Jeg slap gennem tolden, vekslede nogle penge og tog en taxa til Hotel d’Angleterre på Kongens Nytorv. Jeg plejede at gå herhen, da jeg læste på Filmskolen, for at kigge på de to store messingplader ved receptionen, hvor berømte gæsters navne står skrevet: Clark Gable, Cary Grant, Chaplin, David Niven, Elizabeth Taylor, Richard Burton, Marilyn Monroe, hele filmverdenens pensum, i hvert fald mit, spørg hellere, hvem der ikke havde boet der, ja, spørg om det, og jeg kan svare: manusforfatterne. Ikke én eneste manusforfatter var med, selv ikke Pat Hobby. Men selvfølgelig var Audrey Hepburn med, hun stod mellem Eisenhower og Ringo Starr, men de to interesserede mig ikke. Jeg kunne stå der i timevis, indtil jeg ikke så andet end mit ansigt i den skinnende messing, middelmådighedens, opkomlingens portræt, og kiggede på disse navne og især hendes, Audrey Hepburns, alene det at vide, at hun engang havde gået forbi mig på dette mørkerøde gulvtæppe, måske i den sorte kjole, hun brugte i Breakfast at Tiffany’s, var så overvældende, at jeg næsten begyndte at tale højt med mig selv. Well, when I get the blues the only thing that does any good is to jump in a cab and go to Tiffany’s. Så bad vagten, ham i den imponerende uniform og den høje hat, mig pænt om at gå, men han nægtede mig heller ikke at komme tilbage, hvad jeg da også gjorde. Endog George Peppard havde fået sit navn på den ene plade, ganske vist helt nede i det ene hjørne under Rod Stewart. Jeg fik aldrig rigtigt fat i, hvad systemet gik ud på, for det var ikke alfabetisk og heller ikke kronologisk, altså i den rækkefølge, de måtte have boet der, for i så fald skulle Ronald Reagan have været den allerførste gæst, og ganske vist var han gammel og både skuespiller og præsident, men det kunne umuligt passe, det var måske slet og ret en rangliste, men det kunne heller ikke passe, for så skulle Audrey Hepburn have stået øverst og på ingen måde efter Ringo Starr. Jeg overbeviste mig selv om, at rækkefølgen var tilfældig. Samtidig bevægede det mig lidt, at netop George Peppard også var med, den glemte tøffelhelt fra Breakfast at Tiffany’s, der forsvandt i Hepburns lys, ja, selv katten var bedre end ham. Så var han trods alt ikke helt glemt alligevel, han eksisterede stadig på en messingplade i receptionen på et hotel i København.

Denne gang var det min tur til at bo her.

Denne gang stod jeg ikke og spejlede mig i andres navne.

Mit værelse var imidlertid ikke klar.

Jeg satte mig i baren og ventede. Klokken var ti minutter i to. Jeg kunne nå at drikke mig rimeligt ædru inden premieren.

Udenfor: København i oktober, luften klar og stille, træerne endnu friske, en grøn cirkel, de sorte cykler mindede mig om en anden tid, jeg ved ikke helt hvilken, det samme gjorde kvinderne, der sad på dem.

Heller ikke klokken tre var mit værelse blevet klar.

Jeg blev trættekær og høj i hatten. Vidste hotellet måske ikke, hvem jeg var? En dag ville også mit navn stå i messing her, ikke øverst, men i hvert fald før George Peppard. Jeg nøjedes dog med at sige:

– Det kan vel ikke være så svært at gøre en seng klar.

Receptionisten lagde begge hænder på skranken og sukkede.

– Det er ikke det. Der er noget galt med ventilationsanlægget. Vores elektriker gør, hvad han kan.

– Jeg har ikke brug for ventilation. Jeg har brug for et værelse.

– Det er ikke det. Det er af sikkerhedshensyn. Elektricitet. Der er meget strenge regler. Det forstår De sikkert.

– Kan jeg så ikke bare få et andet værelse?

– Det er ikke det.

Jeg afbrød receptionisten.

– Vær nu rar ikke at sige ”det er ikke det” en gang til.

Han vred hænderne.

– Der er ikke andre ledige værelser. Men alt, hvad De drikker i baren, mens De venter, er naturligvis på hotellets regning. De får besked, så snart værelset er klar. Det er ikke det.

Jeg tog en dyb indånding og tog plads ved samme bord igen. Lyset ændrede sig. En skygge gled ind gennem Nyhavn og farvede brostenene sorte. Alligevel kunne jeg tydeligt se plakaterne, hele repertoiret, oktober 1999, på Det Kongelige Teater: Samuel Beckett: Vi venter på Godot, Henrik Ibsen: Når vi døde vågner, Tennessee Williams: Omstigning til Paradis.

Tjeneren kom tilbage.

– Skulle der være noget mere? spurgte han.

– En flaske champagne.

Tjeneren tøvede.

– Et glas champagne?

– En flaske.

Tjeneren tøvede igen.

– Og hvilket mærke kunne herren tænke sig?

– Det dyreste.

– Den dyreste champagne. Og en flaske?

– Korrekt.

– Og hvor mange glas?

– Hvor mange glas? Jeg sagde en flaske.

– Jeg mener, venter De flere gæster?

– Kun ét glas, tak.

Tjeneren forsvandt et godt stykke tid, klokken nærmede sig halv fire, så stod han der igen med champagnekøler og hvidt viskestykke og det hele. Han havde sågar taget hvide handsker på. Han havde også en yngre tjener med, åbenbart en tjenerelev, der bukkede, mens han stillede det høje glas på mit bord. De havde sikkert været dybt nede i kælderen under Hotel d’Angleterre. Min tjener viste mig fundet. Jeg kendte ikke titlen, etiketten, ligesom jeg sjældent kunne titlen på filmene, når de andre studerende talte sammen og var selvfølgelige og indforståede, som om verden var deres, og det var den eneste verden. Jeg kiggede længe på etiketten, før jeg med et kort nik godkendte valget. Så fjernede han folien, viklede ståltråden af og åbnede flasken, ikke ved at vride proppen, men det modsatte, nemlig ved at holde proppen fast og dreje flasken. Det er jo sådan, det skal gøres. Skal man drive det til noget, må man holde på sit og dreje verden, ikke omvendt, ikke lade verden dreje rundt på én. Jeg var i det humør. Der lød et suk, idet proppen løsnede sig, og en slags blå røg steg op mellem tjenerens hvide fingre, som om champagnen omsider kunne puste ud, og han skænkede mit glas halvfuldt, jeg var lige ved at gribe ud efter det for at smage, men han kom mig i forkøbet og fyldte det helt op, mens boblerne sank. Jeg kunne drikke. Jeg drak, sad tavs et øjeblik og lod det ligesom synke ind, bogstavelig talt, og nikkede på samme måde som før, et kort og bestemt nik.

Tjeneren lænede sig nærmere.

– Smagte den?

– Udmærket, sagde jeg.

– Bedre champagne får De nemlig ikke. Det er den dyreste, vi har.

– Tak.

Så lagde tjeneren flasken i køleren, det raslede af isterninger, lagde viskestykket, eller servietten, over, så kun halsen var synlig, og gik sammen med eleven hen til depotet, eller hvad jeg nu skal kalde det, og tog opstilling der med hænderne på ryggen, parat til at rykke ud, hvis nogle af gæsterne skulle begynde at brænde. Jeg drak. Nu og da kiggede de på mig. Morede de sig over noget? Var der noget at more sig over? Bartenderne, to sortklædte kvinder, holdt også øje med mit bord. Lo de? Var der noget at le ad? Var her noget, der var virkelig morsomt? Da jeg ville skænke mere i mit glas, for det var allerede tomt, kom den ældste tjener stormende og nærmest flåede flasken fra mig med høflig magt, mens han samtidig lagde servietten rundt om den og lydløst skænkede op i glasset, til det var fuldt nok.

– Den smagte vist, sagde han.

– Det gjorde den, sagde jeg.

– Intet at klage over, med andre ord?

– Ikke hvad jeg ved af.

– Det er vi meget glade for, alle vi, der arbejder på hotellet.

Tjeneren anbragte igen flasken i køleren og stillede sig det samme sted ved siden af eleven, hviskede noget til ham, virkede det som, han fnisede og lagde hurtigt hånden over munden, før han gemte den på ryggen, hvor den skulle være.

Jeg drak.

Jeg så på uret.

Mit glas var tomt.

Da jeg ville skænke op til mig selv denne gang, var det eleven, der kom løbende, men han glemte servietten, og jeg så, at etiketten, den eksklusive etiket, havde løsnet sig og gled ned ad flasken som varemærket på en billig habit. Eleven rødmede voldsomt, skænkede op, stillede den nøgne, halvtomme flaske i det lunkne vand og skyndte sig tilbage. Denne følelse af at være blevet holdt for nar var jeg i og for sig vant til, men jeg kunne aldrig vænne mig til den. Alligevel lod jeg som ingenting. Det er jeg ret god til. Jeg drak, smilede, smækkede med læberne, løftede glasset. Nu var der imidlertid ingen, som kiggede på mig. Nu var der ikke længere nogen, som lo eller fnisede. De kiggede væk og ned. Jeg skålede i ensom majestæt. Jeg sendte ikke flasken ud og bad om en ny. Jeg lavede ikke ballade. For jeg syntes, champagnen var lige så god som før, hvis ikke bedre.

Men uanset hvor meget champagne jeg drak, blev mit værelse ikke klar. Klokken halv seks måtte jeg overlade min beskedne håndbagage til den rødklædte, ældgamle piccolo, der til gengæld gav mig en seddel med et nummer på, en huskeseddel, en forsikring.

– Vil De have en paraply? spurgte han.

Jeg tænkte efter.

– I så fald vil jeg have den dyreste, sagde jeg.

– Hvabehar? Den dyreste paraply?

– Ja. Den allerdyreste.

– Alle disse paraplyer er lige gode. De holder regnen ude.

Piccoloen var en fornuftig og erfaren mand.

Men jeg tænkte pludselig på Cathrin, som om jeg ikke havde tænkt på hende hele tiden. Vi brugte aldrig paraply. Var det vores eneste varemærke? Parret uden paraply?

– Så kan det være det samme, sagde jeg.

Piccoloen åbnede ikke desto mindre døren, og jeg gik ud og op ad Strøget, drejede til højre før Illums Bolighus, og da jeg kom til Rundetårn, begyndte det at regne, sådan som det kun kan regne i København i oktober, det øsede ned, kameluldsfrakken blev mørk og tung at bære, jeg lignede formentlig et dyr i den forkerte pels, ikke længere en kamel, men en elg, ja, elg, det ville far sikkert have kunnet lide, og det var måske lige nøjagtigt, hvad jeg var, når alt kom til alt, en anden end den, jeg ville være, og en helt anden end den, jeg troede, jeg var. Jeg skulle selvfølgelig have taget læderjakken i stedet, den, jeg købte i genbrugsbutikken på Nørrebro, ja, det skulle jeg virkelig. Jeg løb det sidste stykke og standsede ved Filminstituttet på det modsatte fortov. Den røde løber var rullet ud. Faklerne skælvede i hver deres skål på hver side. Jeg så publikum skynde sig ind. Jeg ventede, til der ikke kom flere, og klokken var lidt over seks. Så var det min tur til at gå på den røde løber, for første gang, langsomt og stadig i ensom majestæt, men i døren blev jeg standset af to mistænksomme vagter. Jeg måtte være så venlig at vise dem invitationen, jeg af alle. Jeg ved endnu ikke, hvem der sendte mig den, men jeg stod formodentlig på en eller anden liste, selvom jeg helst vil tro noget andet. Jeg slap i hvert fald ind til sidst, det skulle da også lige mangle, og fandt en ledig plads bagest i den ganske lille sal, der måske rummede hundrede tilskuere, og da jeg havde sat mig, var den fyldt op. Jeg så mig forsigtigt om. Her var de, de studerende, skuespillerne, løverne, smigrerne, kritikerne, wannabees og hasbeens og dem, der hverken havde været noget eller nogensinde ville blive det. De kendte ikke mig, men jeg genkendte dem, sortklædte, udringede og trætte, dem, der kedede sig, allerede før det begyndte, de smeltede sammen til én eneste skikkelse, den farligste af dem alle: publikum.

Det nærmest regnede fra min kameluldsfrakke. Kvinden foran mig vendte sig irriteret om, som om hun betragtede et skadedyr. Hun genkendte mig heller ikke. Jeg tog den af og skubbede den ind under sædet.

Så kom to mænd op på scenen. Det var Peder Holm og Pelle Skak. Professoren var blevet ædru og mager. Peder Holm lignede stadig sig selv, bare mere velplejet end sidst. Var det ligesom de to, der havde lavet denne film helt alene, havde de simpelthen filmet hinanden? Blev jeg ikke engang inviteret op på scenen?

Nej.

Klapsalver.

Peder Holm bød først velkommen til forevisningen af Åbent hus og begyndte så at forklare filmen, et rigtigt dårligt tegn. Kunne de ikke lige så godt have delt en brugsanvisning ud på den røde løber?

– Vi har simpelthen ønsket, og som I ved, er det simpelthen noget af det sværeste, man kan gøre, at skabe en film, der både er underholdende og smal.

Smal? Det er det ord, som de, der ikke har noget på hjerte, altid bruger.

Professoren overtog, og jeg vil ganske kortfattet forsøge at gengive noget af det, han sagde:

– Der er for lidt smuk lort i dansk film. Der er i det hele taget for lidt smuk lort i film. For enten er det lort eller bare smukt, og begge dele er lige gudsjammerligt kedeligt.

Mere latter og bifald.

Jeg var den eneste, der ikke lo.

Professoren var altså blevet totalt tørlagt, og nu ville han have smuk lort.

– Derfor har vi lavet den her film, der både er smuk og lort. Og vi håber, jeg og Peder Holm, min gode og norske makker, at I, ærede publikum, også kan fornemme både stanken og parfumen og ikke mindst den lugt, der ligger midtimellem, nemlig lugten af det ægte menneske.

Dette faldt i rigtigt god jord. Sådan skulle det siges. Bifaldet ville næsten ingen ende tage. Men det dryppede stadig fra kameluldsfrakken, mine sko blev våde, jeg prøvede at skubbe den endnu længere ind under sædet. Og jeg nævner selvfølgelig ikke, at ingen af dem, hverken Holm eller Skak, nævnte nogen af dem, der havde ydet deres bidrag til filmen, i det mindste titlen.

Makkerparret gik ned fra scenen, tog plads på første række, lyset dæmpedes, og filmen kunne begynde. Og lad mig sige det, først som sidst, så der ikke opstår nogen misforståelser: Jeg er ikke upartisk i denne gengivelse, tværtimod, jeg er fandeme far med kniven på isen.

Musik. Jazz. Bigband.

Sort.

Fortekster: Åbent hus.

Det sorte lysner, musikken fortsætter.

En film af Pelle Skak og Peder Holm.

Var jeg ikke engang med i forteksterne? Skulle jeg vente helt til rulleteksterne? Stod jeg nederst efter catering og tak til venner, familie og andre sponsorer, dem, vi spøgefuldt og bittert plejede at kalde rullestenene?

Det kan begynde:

En ung kvinde står uden for Illums Bolighus, handlingen er altså henlagt til København, det er efterår, tidlig morgen, Strøget er mennesketomt. Hun er meget smuk, selvom hun er iført en slags duffelcoat, og instruktøren har gjort alt for at gøre hende sjusket, billig, grim, men man kan ikke gøre en smuk kvinde grim, uanset hvad man gør ved hende. Det er de gamle mænds drøm: realisme. Jeg havde allerede kvalme. Og det var håndholdt kamera, med andre ord skælvende hænder, mode med overskredet sidste salgsdato, jeg forestillede mig en ædru Skak eller varm luft-Holm, og hun, denne smukke kvinde, som de prøver at gøre grim, ser længselsfuldt på alle tingene i udstillingsvinduet, møbler, ure, smykker, dansk design, med andre ord dårligt camoufleret reklame, mens hun spiser en burger fra McDonald’s, nærmest skovler den ind, skrupsulten, sandsynligvis efter en lang nats festen.

Og jeg hørte denne indforståede gnæggen i salen fra dem, der genkendte citatet, Breakfast at Tiffany’s, og derfor følte sig kloge, klogere end andre, det her var noget, de kunne lide, og så at hun, den lækre, kunne være så grim, men bare vent. Jeg kan huske, at lige præcis det ord blev brugt ofte, det var muligvis det ord, der blev brugt oftest, da jeg gik her på Filmskolen: citat. Vi citerer, vi viser os, det, der på godt norsk faktisk hedder tyveri. Større mænd end jeg har sagt, at middelmådige kunstnere låner, mens de store stjæler.

Selvfølgelig genkendte jeg også denne åbningsscene. Men den var ikke min. Hvad lavede den her?

Musikken stopper brat, og der klippes til et deprimerende, rodet soveværelse, det ligner soveværelset i en bz-bygning, hvor denne kvinde klæder sig af, og da hun klæder sig af, kan alle se, hvor lækker hun er, hvad sagde jeg? Det er det elendigste trick i branchen, vi kaldte det for Sylvester efter det sted i Rocky, hvor han tager brillerne af kvinden, og pludselig er hun nærmest køn, den kønneste i gaden. Hun, altså vores kvinde, lægger sig ved siden af en halvnøgen, langhåret og i mine øjne ulækker mand på hendes alder, med ryggen til ham. Så følger en voice-over, mens billedet fastholdes på de to, den smukke og den ulækre, hende, der straks falder i søvn, og ham, der er lysvågen, og det begynder at ligne noget, ligne noget, som jeg har noget at gøre med, bortset fra at det er en kvinde, der taler, og ikke en mand, som jeg havde tænkt mig det: Da vi havde boet sammen i fire år, og dét i samme lejlighed, og fire år var ret meget dengang, begyndte vi at blive trætte af den, eller måske var det snarere sådan, at vi begyndte at blive trætte af hinanden. Så klippes der endelig til køkkenet, der er lige så trøstesløst som soveværelset, hvor voice-over’en fortsætter, og parret sidder, han med kaffe, hun med en Tuborg. Det burde altså have været omvendt, at hun var ulækker og han lækker. Hun læser i en avis. Han ser på hende, prøver tydeligvis at få hendes opmærksomhed. Det blev sent i går, siger han. Hun ser på ham, siger: Skal vi kigge på lejligheder? Nu gnæggede publikum. Parret går til den ene fremvisning efter den anden, og de knepper i smug, tager chancer og ophidser hinanden. Jeg vil ikke pine nogen yderligere med disse deprimerende og pinlige scener bortset fra én, det vil sige to, cirka midt i filmen, lige før turningpoint II: Det er endnu en morgenmadsscene. Hun bæller en Tuborg. Drikker du ikke lidt for meget? siger han. Hvad mener du? spørger hun. Det, jeg sagde. Synes du? Ja, det synes jeg faktisk. Men synes du stadig, jeg er pæn? Du er pæn. Okay, siger hun. Næste scene: Hun er alene, tømmer adskillige øl over i nogle lys pilsner-flasker, klemmer kapslerne på igen og stiller dem i køleskabet. Han kommer hjem, hun er gået, han åbner køleskabet, tager en lys pilsner, drikker, tager endnu en, drikker også den, telefonen ringer, han får en besked, sandsynligvis fra hende. Klip til, at han kører bil i Københavns smalle gader, han virker oprevet, rasende over et eller andet, en mor med et barn dukker pludselig frem fra en container, lige foran ham, han bremser alt, hvad han kan, drejer, vrider på rattet, men det er for sent, han mejer dem ned, det er ikke hans skyld, men det er sket. Næste scene: Politi, ambulance, han skal blæse i et alkometer, det giver udslag, han er altså beruset, fuld, han bedyrer sin uskyld, men uskyld kan ikke overtrumfe beviser. Jeg kan ikke sige andet, end at jeg hadede det her. Det var konstrueret. Det var ikke andet end konstruktion. Det var lige præcis det, professoren kaldte smuk lort, mens han stadig drak. Nu drak han ikke mere og lavede smuk lort. Det her var pynt. Det her var filmens kaminhylde. Så følger der en scene, hvor hun besøger ham i fængslet, altså et tidsklip, det er blevet vinter, snart jul, de har et særligt lokale til den slags besøg med madras og tilbehør, og mens fængselsbetjenten står udenfor og kan se dem gennem ruden i døren, hvad han naturligvis gør, det er hans POV, knepper de, hun sidder på ham og taler i telefon samtidig, hun byder på de lejligheder, de har besøgt, højere og højere i takt med, at den ene eller den anden nærmer sig orgasmen.

Da så jeg, hvad der var galt: Hun havde øreringen i højre øre, ikke venstre. Det er øjet, der ser, det kommer an på, ikke, efterårssol i rav, en skinnende ring i lyngen, den slags, eller den måde, hvorpå Audrey Hepburn tager solbrillerne af, ikke for at se bedre, men for at blive set.

Men hvor længe måtte jeg vente, før jeg fik mit navn at se?

Jeg fik det aldrig at se.

Og jeg gentager, for at være på den sikre side, at jeg måske ikke yder denne historie retfærdighed, men hvem er til syvende og sidst i stand til at yde en historie det, retfærdighed?

Alle klappede, de rejste sig sågar, trampede begejstret i gulvet, succes, før de fortsatte til et andet lokale, hvor der var servering, bagvaskelse og utroskab.

Jeg blev imidlertid siddende i den forladte sal med nummersedlen til min bagage i hånden, mens kameluldsfrakken fortsat lækkede under sædet som et vådt dyr. Jeg kunne selvfølgelig sagsøge Peder Holm. Jeg kunne sagsøge professoren, selveste Skak, jeg kunne oven i købet sagsøge den såkaldte virkelighed for alt, hvad den er værd. Det var det alligevel ikke værd. Man kan sikkert sige meget om mig, Willy Bråten, men min slutning er den bedste.