Første undersøgelse
K. havde telefonisk fået meddelelse om, at der næste søndag ville finde en lille undersøgelse sted i hans anliggende. Man gjorde ham opmærksom på, at disse undersøgelser ville følge regelmæssigt på hinanden, om måske ikke hver uge, så dog ret hyppigt. Det var på den ene side af almen interesse at føre processen rask til en afslutning, men på den anden side måtte undersøgelserne i enhver henseende være grundige og måtte alligevel af hensyn til den dermed forbundne anstrengelse aldrig vare alt for længe. Derfor havde man valgt denne udvej med de hurtigt på hinanden følgende, men korte undersøgelser. Fastsættelsen af søndagen som undersøgelsesdag var man nået til for ikke at forstyrre K. i hans arbejde. Man forudsatte, at han var indforstået med det, skulle han ønske et andet tidspunkt, så ville man, så godt man kunne, imødekomme ham. Undersøgelserne kunne for eksempel også finde sted om natten, men da ville K. velsagtens ikke være oplagt nok. I hvert fald ville man, så længe K. ikke havde noget at indvende, lade det blive ved søndag. Det sagde sig selv, at han bestemt måtte møde frem, det behøvede man vel ikke ekstra at gøre ham opmærksom på. Man gav ham nummeret på det hus, han skulle indfinde sig i, det var et hus i en afsides forstadsgade, hvor K. aldrig nogen sinde havde været.
Da K. havde modtaget denne besked, lagde han røret på uden at svare; han var med det samme besluttet på at gå derhen om søndagen, det var bestemt nødvendigt, processen gik i gang og han måtte sætte sig op imod det, denne første undersøgelse skulle også blive den sidste. Han stod stadig eftertænksom ved telefonen, da hørte han bag sig direktørens stedfortræders stemme, han ville telefonere, men K. stod i vejen for ham. „Dårlige nyheder?“ spurgte direktørens stedfortræder henkastet, ikke for at få noget at vide, men for at få K. væk fra apparatet. „Nej nej,“ sagde K., trådte til side, men gik ikke sin vej. Direktørens stedfortræder greb røret og sagde, mens han ventede på at få telefonforbindelse, hen over røret: „Et spørgsmål, hr. K.: Ville De gøre mig den glæde at tage med på en udflugt i min sejlbåd søndag morgen? Det bliver et større selskab, sikkert også nogle, De kender, iblandt. Blandt andet statsadvokat Hasterer. Vil De komme? Kom dog med!“ K. prøvede at lægge mærke til, hvad direktørens stedfortræder sagde. Det var ikke uvigtigt for ham, for denne invitation fra direktørens stedfortræder, som han aldrig var kommet særlig godt ud af det med, betød et forsoningsforsøg fra dennes side og viste, hvor vigtig K. var blevet i banken, og hvor vigtigt hans venskab eller i det mindste hans neutralitet forekom bankens næsthøjeste funktionær. Denne invitation var en ydmygelse for direktørens stedfortræder, måtte den så også blot være fremsat hen over røret under afventen af den telefoniske forbindelse. Men K. måtte lade en ny ydmygelse følge ovenpå, han sagde: „Mange tak! Men desværre har jeg ikke tid på søndag, jeg har allerede en aftale.“ „Det var en skam,“ sagde direktørens stedfortræder og vendte sig til telefonsamtalen, som netop var kommet igennem. Det var ingen kort samtale, men K. blev i sin distraktion stående ved siden af apparatet, lige så længe den varede. Først da direktørens stedfortræder ringede af, fór han sammen og sagde, for blot en smule at undskylde, at han stod dér uden at tage sig noget til: „Jeg blev ringet op om, at jeg skulle komme et eller andet sted hen, men man glemte at fortælle mig hvornår.“ „Spørg dog en gang til,“ sagde direktørens stedfortræder. „Det er ikke så vigtigt,“ sagde K., skønt hans tidligere, i sig selv allerede mangelfulde undskyldning derved faldt endnu mere fra hinanden. Direktørens stedfortræder talte om andre ting, mens han allerede var på vej væk. K. tvang også sig selv til at svare, men tænkte først og fremmest på, at det ville være bedst at komme derhen klokken ni søndag formiddag, eftersom det er den tid, hvor alle domstole begynder arbejdet om hverdagen.
Om søndagen var vejret trist. K. var meget træt, da han på grund af en stambordsfestlighed var blevet i beværtningen til langt ud på natten, han havde nær sovet over sig. Skyndsomt, uden at have tid til at tænke sig om og at stille de forskellige planer sammen, som han havde udtænkt i ugens løb, klædte han sig på og skyndte sig uden at spise morgenmad ud til den ham opgivne forstad. Ejendommeligt nok mødte han, skønt han ikke havde megen tid til at se sig om, de tre funktionærer, som havde at gøre med hans anliggende, Rabensteiner, Kullich og Kaminer. De to første kørte i en sporvogn tværs over K.s vej, men Kaminer sad på en caféterrasse og lænede sig, netop som K. kom forbi, nysgerrigt ud over balustraden. Alle så vel efter ham og undrede sig over, som deres foresatte rendte; det var en eller anden trods, der havde holdt K. fra at køre, han nærede afsky for enhver, selv den mindste fremmede hjælp i denne hans sag, han ville heller ikke lægge beslag på nogen og på den måde indvie vedkommende i blot den mindste lille smule; endelig havde han imidlertid heller ikke den fjerneste lyst til at ydmyge sig for undersøgelseskommissionen ved alt for stor punktlighed. Ganske vist løb han nu, for blot om muligt at ankomme klokken ni, skønt han ikke engang var blevet tilsagt til nogen bestemt tid.
Han havde troet, at han allerede på lang afstand ville kende huset på et eller andet tegn, som han ikke selv havde forestillet sig nærmere, eller på et særligt røre foran indgangen. Men Juliusstraße, som det skulle ligge i, og ved hvis begyndelse K. standsede op et øjeblik, rummede på begge sider næsten helt ensbyggede huse, høje, grå, af fattigfolk beboede lejekaserner. Nu, søndag morgen, var der folk i de fleste af vinduerne, mænd i skjorteærmer lænede sig ud og røg eller holdt forsigtigt og kærligt små børn hen til vindueskanten. Andre vinduer var højt fyldt op med sengetøj, over hvilket en kvindes forpjuskede hoved flygtigt kom til syne. Man råbte til hinanden tværs over gaden, et sådant tilråb fremkaldte netop oven over K. stor latter. Regelmæssigt fordelt befandt der sig i den lange gade små butikker med forskellige levnedsmidler; de lå under gadeniveau, og man kom ned til dem ad nogle få trappetrin. Kvinder gik ud og ind eller stod på trinene og snakkede. En frugthandler, som falbød sine varer op mod vinduerne, havde, lige så uopmærksom som K., nær væltet denne omkuld med sin trækvogn. Netop nu begyndte en grammofon, der havde udtjent i bedre bydele, at spille morderisk.
K. gik længere ind i den smalle gade, langsomt, som om han nu nok havde tid, eller som om undersøgelsesdommeren så ham fra et eller andet vindue og altså vidste, at K. havde indfundet sig. Klokken var lidt over ni. Huset lå temmelig langt væk, det var næsten usædvanlig udstrakt, i særdeleshed portindkørslen var høj og vid. Den var åbenbart bestemt for vognlæs, der hørte til de forskellige varelagre, som nu tilskoddet omgav den store gård og bar påskrifter for firmaer, hvoraf K. kendte nogle fra bankforretninger. Idet han mod sin sædvane gav sig nærmere af med alle disse ydre omstændigheder, blev han også stående stille lidt ved indgangen til gården. I nærheden af ham sad på en trækasse en barfodet mand og læste en avis. På en trækvogn gyngede to drenge. Foran en pumpe stod en svagelig, ung pige i en nattrøje og kiggede, mens vandet løb ned i hendes kande, hen på K. I et hjørne af gården blev der spændt en snor ud mellem to vinduer, det vasketøj, der skulle tørres, hang allerede på den. En mand stod nedenunder og ledede arbejdet med nogle få tilråb.
K. vendte sig mod trappen for at komme til undersøgelsesværelset, men stod så atter stille, thi foruden denne trappe så han i gården yderligere tre forskellige trappeopgange, og desuden syntes en lille passage for enden af gården at føre ind i endnu en gård. Han ærgrede sig over, at man ikke nøjere havde angivet ham værelsets beliggenhed, det var dog en sælsom skødesløshed eller ligegyldighed, man behandlede ham med, han satte sig for at slå dette fast meget højt og tydeligt. Til sidst gik han alligevel op ad trappen og legede i tanker med en erindring om vogteren Willems udtalelse, at retten blev tiltrukket af skylden, hvoraf egentlig fulgte, at undersøgelsesværelset måtte ligge ved den trappe, som K. tilfældigt valgte.
Idet han gik op, forstyrrede han mange børn, der legede på trappen, og som, når han gik gennem deres rækker, så vrede ud. „Hvis jeg inden længe skulle gå herhen igen,“ sagde han til sig selv, „må jeg enten tage slik med for at vinde dem, eller en stok for at prygle dem.“ Lige inden første sal måtte han endog vente et øjeblik, indtil en kugle havde nået vejs ende, to små drenge med voksne landstrygeres upålidelige ansigter holdt ham fast i buksebenene imens; havde han villet ryste dem af sig, havde han måttet gøre dem fortræd, og han frygtede deres skrigeri.
På første sal begyndte den egentlige eftersøgning. Da han jo ikke kunne spørge efter undersøgelseskommissionen, opfandt han en snedker Lanz – navnet faldt ham ind, fordi kaptajnen, fru Grubachs nevø, hed sådan – og ville nu spørge efter i alle lejligheder, om der boede en snedker Lanz dér for på denne måde at få mulighed for at se ind i værelserne. Det viste sig imidlertid, at det for det meste uden videre kunne lade sig gøre, thi næsten alle døre stod åbne, og børnene rendte ind og ud. Det var i reglen små værelser med kun ét vindue, i hvilke man også lavede mad. Nogle kvinder havde spædbørn på armen og arbejdede med den frie hånd på komfuret. Halvstore piger, der tilsyneladende ikke havde andet på end nederdele, løb særlig flittigt frem og tilbage. I alle værelserne var sengene endnu i brug, der lå syge dér eller folk, der sov endnu, eller nogle, som strakte sig i dem med tøjet på. Ved de lejligheder, hvis døre var lukket, bankede K. på og spurgte, om der boede en snedker Lanz her. For det meste lukkede en kone op, hørte spørgsmålet og vendte sig ind i værelset til en eller anden, som satte sig op i sengen. „Den herre spørger, om der bor en snedker Lanz her.“ „Snedker Lanz?“ spurgte han, der sad i sengen. „Ja,“ sagde K., skønt undersøgelseskommissionen utvivlsomt ikke befandt sig her, og hans opgave derfor var tilendebragt. Mange troede, at K. var meget opsat på at finde snedker Lanz, tænkte længe over det, nævnte en snedker, som imidlertid ikke hed Lanz, eller et navn, som havde en ganske fjern lighed med Lanz, eller de spurgte hos naboer eller ledsagede K. til en dør langt borte, hvor der efter deres mening måske boede en sådan mand som logerende, eller hvor der var nogen, som kunne give bedre besked end de selv. Til sidst behøvede K. knap nok længere at spørge selv, men blev på denne måde trukket gennem etagerne. Han fortrød sin plan, som til at begynde med var forekommet ham så praktisk. Før femte etage besluttede han sig for at opgive eftersøgningen, sagde farvel til en venlig, ung arbejder, som ville føre ham videre op, og gik ned. Men så ærgrede det nytteløse ved hele dette foretagende ham igen, han gik tilbage igen og bankede på den første dør på femte sal. Det første, han så i det lille værelse, var et stort vægur, som allerede viste ti. „Bor der en snedker Lanz her?“ spurgte han. „Værsågod,“ sagde en ung kvinde med sorte, lysende øjne, hun var netop ved at vaske børnetøj i en spand og pegede med den våde hånd på den åbne dør ind til værelset ved siden af.
K. mente at træde ind i et møde. En trængsel af de mest forskellige mennesker – ingen bekymrede sig om den nyankomne – fyldte et middelstort værelse med to vinduer; det var tæt under loftet omgivet af et galleri, der ligeledes var fuldt besat, og hvor folk kun kunne stå bøjet og stødte hovedet og ryggen mod loftet. K., for hvem luften var for kvalm, trådte ud igen og sagde til den unge kvinde, som sandsynligvis havde misforstået ham: „Jeg spurgte efter en snedker, en vis Lanz?“ „Ja,“ sagde kvinden, „gå De bare ind.“ K. ville måske ikke have rettet sig efter hende, hvis kvinden ikke var gået hen imod ham, havde taget i dørhåndtaget og sagt: „Efter Dem må jeg lukke, ingen flere får lov at komme ind.“ „Meget fornuftigt,“ sagde K., „men der er allerede for fuldt nu.“ Men så gik han alligevel ind igen.
Frem mellem to mænd, som talte sammen umiddelbart ved døren – den ene gjorde med begge, langt fremstrakte hænder, en bevægelse, som når man tæller penge, den anden så ham skarpt i øjnene – greb en hånd efter K. Det var en lille, rødkindet dreng. „Kom, kom,“ sagde han. K. lod sig lede af ham, det viste sig, at der alligevel i den til alle sider myldrende trængsel var en smal vej fri, som muligvis skilte to partier; for dette talte også, at K. i de forreste rækker til højre og venstre knap så ét ansigt, der vendte imod ham, men kun ryggene af folk, som kun henvendte deres ord og bevægelser til folk fra deres eget parti. De fleste var i sort tøj, i gamle, lange og løst hængende festdragter. Kun denne klædedragt forvirrede K., ellers ville han have anset det hele for et politisk distriktsmøde.7
Ved den anden ende af salen, hvor K. blev ført hen, stod på et meget lavt, ligeledes overfyldt podium et lille bord, stillet på tværs, og bag det, tæt ved podiets kant, sad en lille, tyk, prustende mand, som netop under stor latter underholdt sig med en, der stod bag ved ham – denne sidste havde støttet albuerne på stoleryggen og lagt benene over hinanden. Nu og da slog den lille mand ud med armen, som om han karikerede en eller anden. Drengen, som førte K., havde møje med at få sin besked afleveret. To gange havde han allerede, stående på tåspidserne, prøvet at få noget sagt, uden at blive bemærket af manden deroppe. Først da en af personerne oppe på podiet gjorde opmærksom på drengen, vendte manden sig om imod ham og lyttede, idet han bøjede sig ned til ham, til hans lavmælte beretning. Så tog han sit ur frem og så hurtigt hen på K. „De skulle være mødt op for en time og fem minutter siden,“ sagde han. K. ville svare noget, men han fik ikke tid til det, thi næppe havde manden talt færdig, førend en almindelig murren hørtes i højre halvdel af salen. „De skulle være mødt op for en time og fem minutter siden,“ gentog manden nu med hævet stemme og så nu også hurtigt ned i salen. Straks blev også den murrende lyd kraftigere og døde, da manden ikke sagde mere, først efterhånden hen. Der var nu meget mere stille i salen, end da K. kom ind. Kun folkene på galleriet holdt ikke op med at gøre deres bemærkninger. De så, så vidt man kunne skelne noget deroppe i halvmørket, tågen og støvet, ud til at være dårligere klædt end dem forneden. Nogle af dem havde taget puder med, som de havde lagt mellem hovedet og loftet for ikke at mase sig skrammer til.
K. havde sat sig for at iagttage snarere end at tale, som følge heraf gav han afkald på at forsvare sig på grund af sin angivelige forsinkelse og sagde blot: „Nå, så er jeg kommet for sent, men nu er jeg her.“ En bifaldsklappen, atter fra højre halvdel af salen, fulgte. De folk er lette at vinde, tænkte K. og var kun generet af stilheden i den venstre salhalvdel, som lå lige bag ham, og hvorfra der kun havde lydt yderst spredte bifaldsklap. Han tænkte over, hvad han kunne sige for at vinde alle på en gang, eller, hvis det ikke skulle vise sig muligt, i det mindste for en tid også de andre.
„Ja,“ sagde manden, „men jeg er ikke længere forpligtet til at afhøre Dem nu“ – atter murren, denne gang imidlertid misforstået, thi manden fortsatte, idet han vinkede folk af med hånden – „men jeg vil alligevel undtagelsesvis gøre det endnu i dag. En sådan forsinkelse må imidlertid ikke gentage sig. Og træd så frem!“ En eller anden sprang ned fra podiet, så at der blev en plads fri til K., som han steg op på. Han stod presset tæt ind mod bordet, trængslen bag ved ham var så stor, at han måtte gøre modstand mod den, hvis han ikke ville skubbe undersøgelsesdommerens bord og måske også dommeren selv ned fra podiet.
Undersøgelsesdommeren tog imidlertid ikke notits af det, men sad ret skødesløst på sin stol og greb, efter at han havde sagt et afsluttende ord til manden bag sig, ud efter en lille notesbog, den eneste genstand på hans bord. Den var skolehæfteagtig, gammel, ved megen bladen bragt helt ud af facon. „Nuvel,“ sagde undersøgelsesdommeren, bladede i hæftet og vendte sig til K. i en konstaterende tone. „De er malersvend?“ „Nej,“ sagde K., „jeg er førsteprokurist i en stor bank.“ På dette svar fulgte der hos det højre parti nedenfor en latter, der var så hjertelig, at K. måtte le med. Folk støttede sig med hænderne på knæene og skælvede som under svære hosteanfald. Der var endog enkelte på galleriet, som lo. Undersøgelsesdommeren, der var blevet meget vred, og som sandsynligvis var magtesløs over for folk nedenfor, sprang op, truede ad galleriet, og hans ellers lidet opsigtsvækkende øjenbryn trængtes buskede, sorte og store over øjnene på ham.
Den venstre halvdel af salen var imidlertid stadig stille, folk stod der i rækker, havde vendt ansigtet mod podiet og lyttede til de ord, der veksledes deroppe, med den samme ro som til larmen fra det andet parti, de tolererede endog, at enkelte fra deres rækker hist og her gjorde fælles sag med det andet parti. Folkene fra det venstre parti, som for øvrigt ikke var så talrige som de andre, var velsagtens i grunden lige så ubetydelige som dem fra det højre parti, men roen i deres adfærd fik dem til at se mere betydningsfulde ud. Da K. nu begyndte at tale, var han overbevist om at udtrykke deres mening.
„Deres spørgsmål, hr. undersøgelsesdommer: om jeg er malersvend – ja, De har slet ikke spurgt, men påstået det uden videre – er karakteristisk for hele den måde, hvorpå der føres sag imod mig. De kan indvende, at det jo overhovedet ikke er nogen sag, det har De ganske ret i, thi det er jo kun en sag, dersom jeg anerkender den som en sådan. Men jeg anerkender den altså for dette øjeblik nu, af medlidenhed så at sige. Man kan ikke forholde sig andet end medlidende til den, hvis man overhovedet vil tage notits af den. Jeg siger ikke, at det er en ussel sag, men jeg vil gerne have tilbudt Dem denne betegnelse til selverkendelse.“
K. afbrød sig selv og så ned i salen. Det, han havde sagt, var skarpt, skarpere end han havde haft til hensigt, men alligevel rigtigt. Det havde fortjent bifald her eller der, men alting var stille, man ventede åbenbart spændt på fortsættelsen, der forberedtes måske i det stille et udbrud, som ville gøre en ende på det alt sammen. Forstyrrende var det, at døren ved salens ende nu gik op, den unge vaskekone, som sandsynligvis havde afsluttet sit arbejde, trådte ind og trods al den forsigtighed, hun opbød, trak nogle blikke til sig. Kun undersøgelsesdommeren beredte K. umiddelbar glæde, thi han syntes straks at blive ramt af ordene. Han havde hidtil lyttet stående, thi han var blevet overrasket af K.s tale, mens han havde rejst sig op for galleriet. Nu, i pausen, satte han sig langsomt ned, som skulle det ikke bemærkes. Sandsynligvis for at få ro i sit ansigtsudtryk tog han atter hæftet frem.
„Det nytter ikke noget,“ fortsatte K., „også Deres hæfte, hr. undersøgelsesdommer, bekræfter hvad jeg siger.“ Tilfreds med kun at høre sine egne rolige ord i den fremmede forsamling vovede K. endda uden videre at tage hæftet fra undersøgelsesdommeren og med fingerspidserne, som om han nødig ville røre ved det, at løfte det op i et af de midterste blade, så at de tætbeskrevne, plettede, gulrandede blade hang ned til begge sider. „Det er undersøgelsesdommerens dokumenter,“ sagde han og lod hæftet falde ned på bordet. „Læs De blot videre i det, hr. undersøgelsesdommer, denne skyldbog er jeg sandelig ikke bange for, skønt den er utilgængelig for mig, for jeg kan kun tage på den med to fingre og ville ikke tage den i hånden.“ Det kunne kun være et tegn på dyb ydmygelse, eller det måtte i det mindste opfattes sådan, at undersøgelsesdommeren greb ud efter det lille hæfte, så såre det var faldet på bordet, prøvede at bringe det lidt i orden og bøjede sig over det igen for at læse i det.
Ansigterne hos personerne i første række var rettet så spændt mod K., at han et lille stykke tid så ned på dem. De var alle sammen ældre mænd, nogle var hvidskæggede. Var måske de de afgørende personer, som kunne øve indflydelse på hele forsamlingen, der end ikke ved undersøgelsesdommerens ydmygelse lod sig bringe ud af den ubevægelighed, den var sunket ned i, siden K. havde taget ordet?
„Hvad der er overgået mig,“ fortsatte K., noget sagtere end før, og aflæste gang på gang ansigterne i første række, hvad der gav hans tale et lidt usammenhængende udtryk, „hvad der er sket mig, er jo kun et enkelt tilfælde og som sådant ikke særlig vigtigt, da jeg ikke tager det særlig tungt, men det er et tegn på en sagsbehandling, som den bliver mange til del. På deres vegne står jeg her, ikke på mine egne.“
Han havde uvilkårligt hævet sin stemme. Et eller andet sted klappede en i sine løftede hænder og råbte: „Bravo! Ja, hvorfor ikke? Bravo! og atter bravo!“ De i første række tog hist og her i deres skæg, ingen vendte sig om på grund af udbruddet. Heller ikke K. tillagde det nogen betydning, men han var dog opmuntret; han betragtede det nu slet ikke længere som nødvendigt, at alle klappede, det var nok, hvis almenheden begyndte at tænke over sagen og blot nu og da en blev vundet ved overtalelse.
„Jeg ønsker ikke succes som taler,“ sagde K. ud fra denne overvejelse, „den ville nok heller ikke være opnåelig for mig. Hr. undersøgelsesdommeren taler sandsynligvis langt bedre, det hører jo til hans embede. Hvad jeg vil, er blot offentligt at omtale en offentlig skandale. Hør selv: For henved ti dage siden blev jeg arresteret, selve den kendsgerning, at jeg blev arresteret, ler jeg ad, men det kommer ikke sagen ved nu. Jeg blev overfaldet tidligt om morgenen i sengen, måske havde man – det kan efter det, undersøgelsesdommeren sagde, ikke udelukkes – ordre til at arrestere en eller anden tilfældig malersvend, der er lige så uskyldig som jeg, men man valgte mig. Værelset ved siden af var besat af to ubehøvlede vogtere. Hvis jeg havde været en farlig røver, kunne man ikke have truffet bedre forholdsregler. Disse vogtere var forøvrigt noget demoraliseret pak, de snakkede mig et øre af, de ville lade sig bestikke, de ville under alle mulige påskud lokke tøj og linned fra mig, de ville have penge for angiveligt at komme med morgenmad til mig, efter at de skamløst havde sat min egen morgenmad til livs for øjnene af mig. Ikke nok med det. Jeg blev ført ind i et tredje værelse, til opsynsmanden. Dette værelse tilhører en dame, jeg sætter megen pris på, og jeg måtte se på, hvorledes dette værelse på grund af mig, men uden min skyld så at sige blev besudlet af vogternes og opsynsmandens tilstedeværelse. Det var ikke let at forholde sig rolig. Det lykkedes mig imidlertid, og jeg spurgte fuldkommen roligt opsynsmanden – hvis han var her, måtte han bekræfte det – hvorfor jeg var arresteret. Hvad svarede nu denne opsynsmand, hvem jeg endnu ser for mig, som han sidder på bemeldte dames stol som et billede på det mest indskrænkede hovmod? Mine herrer, han svarede i grunden intet, måske vidste han virkelig intet, han havde arresteret mig og var tilfreds med det. Han gjorde endda mere end det, han bragte tre underordnede funktionærer fra min bank ind i nævnte dames værelse, og de gav sig af med at fingerere ved fotografier, damens ejendom, og at bringe dem i uorden. Disse funktionærers tilstedeværelse havde naturligvis også et andet formål, de skulle, ligesom min værtinde og hendes tjenestepige, udsprede nyheden om min arrestation, skade mit offentlige omdømme og ganske særlig rokke ved min position i banken. Nu er intet af alt dette lykkedes, ikke i mindste måde, selv min værtinde, en ganske enfoldig person – jeg nævner hende her til hendes ære, hun hedder fru Grubach – selv fru Grubach var kløgtig nok til at indse, at en sådan arrestation ikke betyder mere end et anslag, som udføres af gadedrenge, der ikke er under tilstrækkeligt opsyn. Jeg gentager, mig har det hele kun forskaffet ubehageligheder og forbigående ærgrelser, men kunne det ikke også have haft værre følger?“
Da K. her afbrød sig selv og så hen på den tavse undersøgelsesdommer, mente han at bemærke, at denne netop med et blik gav tegn til nogen i mængden. K. smilede og sagde: „Hr. undersøgelsesdommeren her ved siden af mig har netop givet en af Dem et hemmeligt tegn. Der er altså personer iblandt Dem, som dirigeres heroppefra. Jeg ved ikke, om tegnet nu skulle fremkalde piften eller bifald, og giver derved, at jeg røber sagen i utide, helt bevidst afkald på at få betydningen af tegnet at vide. Det er mig aldeles ligegyldigt, og jeg bemyndiger offentligt hr. undersøgelsesdommeren til at give sine betalte folk dernede ordre med klare ord i stedet for med hemmelige tegn, idet han for eksempel en gang siger: „Pift nu! Hys nu!“, og næste gang: „Klap nu!““
I forlegenhed eller utålmodighed skubbede undersøgelsesdommeren sig frem og tilbage på sin stol. Manden bag ham, som han allerede tidligere havde talt sammen med, bøjede sig igen ned til ham, om det så var for i al almindelighed at sætte mod i ham eller for at give ham et specielt råd. Nedenfor talte folk lavmælt, men livligt med hinanden. De to partier, som tidligere syntes at have haft så modstridende meninger, blandede sig med hinanden, enkelte personer pegede med fingeren på K., andre på undersøgelsesdommeren. Den tågede luft i værelset var yderst generende, den forhindrede endda, at man nøjere kunne iagttage dem, der stod længere borte. Navnlig for gallerigæsterne måtte den være forstyrrende, de var – rigtignok med sky sideblikke til undersøgelsesdommeren – tvunget til at stille lavmælte spørgsmål til mødedeltagerne for at få nøjere besked. Svarene blev givet lige så lavmælt, beskyttet af hænderne, der holdtes op for munden.
„Jeg er straks færdig,“ sagde K. og slog, da der ikke var nogen klokke i nærheden, med sin knyttede hånd i bordet; i forskrækkelse herover fløj undersøgelsesdommerens og hans rådgivers hoveder øjeblikkelig fra hinanden: „Mig står hele sagen fjernt, jeg bedømmer den derfor roligt, og De kan – forudsat at De lægger nogen vægt på denne angivelige domstol – drage stor nytte af at høre på mig. Deres gensidige drøftelser af det, jeg fremfører, beder jeg Dem vente med til senere, thi jeg har ikke tid og vil snart gå min vej.“
Straks var der stille, i den grad beherskede K. allerede forsamlingen. Man råbte ikke længere i munden på hinanden som i begyndelsen, man klappede ikke engang længere, men man syntes allerede overbevist eller på den nærmeste vej til at blive det.
„Der er ingen tvivl om,“ sagde K. meget sagte, for han glædede sig over hele forsamlingens anspændte lytten, i denne stilhed opstod en susen, der var mere æggende end det mest henrykte bifald, „der er ingen tvivl om, at der befinder sig en stor organisation bag alle ytringer fra denne ret, i mit tilfælde altså bag arrestationen og dagens undersøgelse. En organisation, som ikke blot beskæftiger bestikkelige vogtere, fjantede opsynsmænd og undersøgelsesdommere, som i bedste fald er beskedne, men som ydermere i hvert fald underholder en dommerstand af højere og højeste grad, medsamt det talløse, uomgængelige følge af betjente, skrivere, gendarmer og andre hjælpere, måske endog bødler, jeg viger ikke tilbage for ordet. Og meningen med denne store oganisation, mine herrer? Den består i, at uskyldige personer arresteres, og at der iværksættes en meningsløs og for det meste, som i mit tilfælde, resultatløs rettergang imod dem. Hvordan skulle man med en sådan total meningsløshed kunne forhindre den værste korrumpering af embedsstanden? Det er umuligt, det ville den højeste dommer ikke engang kunne klare for sit eget vedkommende. Derfor prøver vogterne at stjæle tøjet fra den arresteredes krop, derfor bryder opsynsmænd ind i fremmede boliger, derfor skal uskyldige, i stedet for at blive forhørt, hellere nedværdiges af hele forsamlinger. Vogterne har kun fortalt om depoter, til hvilke man bringer de arresteredes ejendele, jeg ville gerne engang se disse depotsteder, hvor de arresteredes møjsommeligt erhvervede formue rådner op, i det omfang den ikke er blevet stjålet af tyvagtige depotfunktionærer.“
K. blev afbrudt af en skrigen fra salens ende, han holdt hånden over øjnene for at kunne se derned, thi det matte dagslys gjorde tågen hvidlig og blændede. Det drejede sig om vaskekonen, som K. straks ved hendes indtræden havde erkendt som en væsentlig forstyrrelse.8 Om hun var skyldig eller ej nu, kunne man ikke afgøre. K. så kun, at en mand havde trukket hende hen i et hjørne ved døren og dér trykkede hende ind til sig. Men det var ikke hende, der skreg op, men derimod manden, han havde trukket munden bredt ud og så op mod loftet. En lille kreds havde dannet sig omkring dem begge, gallerigæsterne i nærheden syntes begejstret over, at den alvor, som K. havde indført i forsamlingen, på denne måde blev afbrudt. K. ville i en første indskydelse straks løbe derhen, han tænkte også, at alle måtte være interesseret i at skabe orden dér og i det mindste at vise parret ud af salen, men de forreste rækker foran ham var helt faste som før, ingen rørte sig, og ingen lod K. slippe igennem. Tværtimod, man hindrede ham i det, gamle mænd rakte armen frem, og en eller anden hånd – han havde ikke tid til at vende sig om – greb ham bagfra i kraven. K. tænkte ikke egentlig længe på parret, han følte det, som om hans frihed blev indskrænket, som om man gjorde alvor af arrestationen, og han sprang hensynsløst ned fra podiet. Nu stod han ansigt til ansigt med trængslen. Havde han ikke bedømt folk her rigtigt? Havde han tiltroet sin tale for megen virkning? Havde man forstillet sig, mens han havde talt, og havde man nu, da han nåede til følgeslutningerne, fået nok af forstillelsen? Hvad var det for ansigter rundt om ham! Små, sorte øjne fór frem og tilbage, kinderne hang ned som hos drankere, de lange skæg var stive og tynde, og greb man i dem, var det, som om man blot dannede kløer, ikke som om man greb i skæg. Men under skæggene – og det var den egentlige opdagelse, K. gjorde – lyste på jakkeopslagene emblemer i forskellig størrelse og farve. Alle havde disse emblemer, så vidt man kunne se. Alle hørte sammen, de tilsyneladende partier til højre og til venstre, og da han pludselig vendte sig om, så han de samme emblemer på opslaget hos undersøgelsesdommeren, som med hænderne i skødet roligt så ned i salen. „Jaså,“ udbrød K., og slog ud med armene, den pludselige erkendelse ville have plads, „I er jo alle sammen funktionærer, kan jeg se, I er den korrupte bande, jeg talte imod, I har trængtes her som tilhørere og snusere, har dannet tilsyneladende partier, og det ene gav bifald for at sætte mig på prøve, I ville lære, hvordan man skal forføre uskyldige! Nuvel, I har ikke været her forgæves, håber jeg, enten har I talt med hinanden om, at nogen har ventet forsvaret for uskylden af jer, eller også – slip mig eller jeg slår,“ råbte K. til en rystende olding, som havde skubbet sig særlig tæt ind på ham – „eller også har I virkelig lært noget. Og dermed ønsker jeg jer lykke til i jeres håndtering.“ Han tog rask sin hat, som lå på kanten af bordet, og maste sig under almindelig stilhed, i hvert fald under den stilhed, der følger af den mest fuldstændige overraskelse, hen til udgangen. Undersøgelsesdommeren syntes imidlertid at have været endnu hurtigere end K., for han ventede på ham ved døren. „Et øjeblik,“ sagde han. K. standsede op, men så ikke på undersøgelsesdommeren, derimod på døren, hvis håndtag han allerede havde i hånden. „Jeg ville blot gøre Dem opmærksom på,“ sagde undersøgelsesdommeren, „at De i dag – det turde endnu ikke være trængt ind i Deres bevidsthed – har berøvet Dem selv den fordel, som et forhør i alle tilfælde betyder for den anklagede.“ K. lo hen mod døren. „I sjovere,“ udbrød han, „jeg blæser på jeres forhør,“ åbnede døren og skyndte sig ned ad trappen. Bag ham brød larmen fra den nu atter levende forsamling løs, som sandsynligvis begyndte at drøfte begivenhederne efter studerendes art.