I den tomme mødesal – studenten – kontorerne
K. ventede i den følgende uge fra dag til dag på en ny kontakt, han kunne ikke tro, at man havde taget hans afkald på forhør bogstaveligt, og da den ventede kontakt endnu lørdag aften virkelig ikke var kommet i stand, antog han, at han stiltiende igen var blevet tilsagt til det samme hus og til den samme tid. Han begav sig derfor derhen igen om søndagen, gik denne gang den lige vej ad trapper og gange; nogle folk, som huskede ham, hilste på ham i deres døre, men han var ikke længere nødt til at spørge nogen og kom snart til den rigtige dør. På hans banken blev der straks lukket op for ham, og uden at se sig mere om efter den bekendte kvinde, som blev stående ved døren, ville han straks ind i værelset ved siden af. „Der er ikke møde i dag,“ sagde kvinden. „Hvorfor skulle der ikke være møde?“ spurgte han og ville ikke tro det. Men kvinden overbeviste ham om det, idet hun åbnede døren til naboværelset. Det var virkelig tomt og så i sin tomhed endnu mere ynkeligt ud end sidste søndag. På bordet, som stod uforandret på podiet, lå nogle bøger. „Kan jeg se på bøgerne?“ spurgte K., ikke af særlig nysgerrighed, men blot for ikke at have været her til slet ingen nytte. „Nej,“ sagde kvinden og lukkede atter døren, „det er ikke tilladt. Bøgerne tilhører undersøgelsesdommeren.“ „Nå sådan,“ sagde K. og nikkede, „bøgerne er velsagtens lovbøger, og det hører til dette maskineris væsen, at man ikke blot dømmes uskyldig, men også uvidende.“ „Det er nok sådan,“ sagde kvinden, der ikke havde forstået ham præcist. „Nå, så går jeg igen,“ sagde K. „Skal jeg meddele undersøgelsesdommeren noget?“ spurgte kvinden. „De kender ham?“ spurgte K. „Selvfølgelig,“ sagde kvinden, „min mand er jo retsbetjent.“ Først nu lagde K. mærke til, at værelset, hvori der sidst kun havde stået en vaskebalje, nu udgjorde en fuldt indrettet opholdsstue. Kvinden bemærkede hans forundring og sagde: „Ja, vi har fribolig her, men på mødedage må vi rydde værelset. Min mands stilling har visse ulemper.“ „Jeg er ikke så forundret over stuen,“ sagde K. og så vredt på hende, „men mere over, at De er gift.“ „Hentyder De måske til episoden under sidste møde, hvormed jeg forstyrrede Deres tale?“ spurgte kvinden. „Naturligvis,“ sagde K., „i dag er det jo allerede forbi og næsten glemt, men dengang gjorde det mig nærmest rasende. Og nu siger De selv, at De er en gift kvinde.“ „Det var ikke til skade for Dem, at Deres tale blev afbrudt. Man bedømte Dem meget ugunstigt bagefter.“ „Det kan være,“ sagde K. afværgende, „men Dem kan det ikke undskylde.“ „Jeg er undskyldt over for alle, som kender mig,“ sagde kvinden, „han som omfavnede mig dengang, har allerede længe forfulgt mig. Måske er jeg ikke i almindelighed tillokkende, men for ham er jeg det. Der findes ingen beskyttelse imod det, også min mand har allerede affundet sig med det; vil han beholde sin stilling, må han finde sig i det, for denne mand er student og vil, så vidt det kan forudses, opnå større magt. Han er hele tiden i hælene på mig, lige inden De kom, gik han sin vej.“ „Det passer til alt det andet,“ sagde K., „det overrasker mig ikke.“ „De vil velsagtens forbedre et og andet her?“ spurgte kvinden langsomt og prøvende, som om hun sagde noget, der var farligt både for hende og for K. „Jeg sluttede det allerede af Deres tale, som jeg personligt syntes vældig godt om. Jeg hørte ganske vist kun en del, begyndelsen fik jeg ikke hørt, og under slutningen lå jeg med studenten på gulvet. – Det er jo så modbydeligt her,“ sagde hun efter en pause og greb K.s hånd. „Tror De, at det vil lykkes Dem at opnå en forbedring?“ K. smilede og drejede sin hånd lidt i hendes bløde hænder. „Egentlig,“ sagde han, „er jeg ikke ansat til at opnå forbedringer her, som De udtrykker Dem, og hvis De for eksempel sagde det til undersøgelsesdommeren, ville De blive leet ud eller straffet. Faktisk ville jeg ganske givet ikke af egen fri vilje have blandet mig i disse sager, og dette retsvæsens behov for forbedring ville aldrig have forstyrret min søvn. Men ved at jeg angiveligt er blevet arresteret – jeg er nemlig arresteret –, er jeg blevet tvunget til at gribe ind her, og det for min egen skyld. Hvis jeg imidlertid derved også på en eller anden måde kan være til nytte for Dem, vil jeg naturligvis meget gerne. Ikke blot af næstekærlighed eller sådan noget, men desuden også, fordi De også kan hjælpe mig.“ „Hvordan skulle jeg dog kunne det?“ spurgte kvinden. „Ved at De for eksempel viser mig bøgerne dér på bordet.“ „Jamen gerne da,“ udbrød kvinden og trak ham skyndsomst efter sig. Det var gamle, slidte bøger, et af bindene var næsten helt gået over på midten, stykkerne hang kun sammen i trådene. „Hvor er alting her beskidt,“ sagde K. med en hovedrysten, og kvinden tørrede med sit forklæde i det mindste overfladisk støvet af, inden K. kunne gribe ud efter bøgerne. K. slog den øverste bog op, et uanstændigt billede kom til syne. En mand og en kvinde sad nøgne på en kanapé, tegnerens lave hensigt var tydelig at se, men hans kejtethed havde været så stor, at man til syvende og sidst alligevel kun så en mand og en kvinde, som ragede alt for kropsligt frem fra billedet, sad overdrevent ret op og ned og som følge af et forkert perspektiv kun med møje vendte sig mod hinanden. K. bladede ikke videre, men slog blot titelbladet på den næste bog op, det var en roman med titlen: „De plager, Grete måtte tåle af sin mand Hans.“ „Det er de lovbøger, man studerer her,“ sagde K., „den slags mennesker skal jeg dømmes af.“ „Jeg vil hjælpe Dem,“ sagde kvinden. „Vil De?“ „Ville De da virkelig kunne det uden at bringe Dem selv i fare? De sagde jo før, at Deres mand er meget afhængig af sine foresatte.“ „Alligevel vil jeg hjælpe Dem,“ sagde kvinden, „kom, vi må drøfte det. Faren for mig skal De ikke tale mere om, jeg frygter kun faren dér, hvor jeg vil frygte den. Kom.“ Hun pegede på podiet og bad ham om at sætte sig sammen med hende på trinet. „De har smukke mørke øjne,“ sagde hun, da de havde sat sig, og så nedefra op i K.s ansigt, „man siger mig, at jeg også har smukke øjne, men Deres er meget smukkere. Jeg lagde for øvrigt straks mærke til dem, dengang De første gang trådte ind her. De var også grunden til, at jeg senere gik ind i mødelokalet, hvad jeg ellers aldrig gør, og hvad der endog på en vis måde er mig forbudt.“ Det er altså det hele, tænkte K., hun byder sig til over for mig, hun er fordærvet som alle andre her omkring, hun har fået nok af rettens embedsmænd, hvad man jo godt kan forstå, og tager derfor imod enhver tilfældig fremmed og komplimenterer ham for hans øjne. Og K. rejste sig stiltiende, som om han havde udtalt sine tanker højt og derigennem forklaret kvinden sin opførsel. „Jeg tror ikke, at De kan hjælpe mig,“ sagde han, „for virkelig at hjælpe mig måtte man have forbindelser til høje embedsmænd. Men De kender utvivlsomt kun de lave funktionærer, som driver omkring her i massevis. Dem kender De utvivlsomt meget godt og kunne også sætte et og andet igennem hos dem, det tvivler jeg ikke på, men det største, som man kunne sætte igennem hos dem, ville være aldeles uden betydning for det endegyldige udfald af processen. De ville imidlertid alligevel have forskertset nogle venner ved det. Det ønsker jeg ikke. Før Deres hidtidige forhold til disse mennesker videre, det forekommer mig nemlig, at De ikke kan undvære det. Jeg siger det ikke uden beklagelse, for, for nu dog også på en eller anden måde at gengælde Deres kompliment, jeg synes også godt om Dem, især når De som nu ser så sørgmodigt på mig, hvad De for øvrigt slet ikke har nogen grund til. De tilhører det selskab, jeg må bekæmpe, men befinder Dem meget tilpas i det, De elsker oven i købet studenten, og hvis De ikke elsker ham, så foretrækker De dog i det mindste ham for Deres mand. Det kunne man nemt høre ud af Deres ord.“ „Nej!“ udbrød hun, blev siddende og greb efter K.s hånd, som han ikke trak hurtigt nok væk fra hende. „De må ikke gå Deres vej nu, De må ikke gå bort med en forkert dom over mig! Ville De virkelig være i stand til at gå Deres vej nu? Er jeg virkelig så værdiløs, at De ikke engang vil gøre mig den glæde at blive her et lille stykke tid endnu?“ „De misforstår mig,“ sagde K. og satte sig, „hvis det virkelig er Dem om at gøre, at jeg bliver her, så bliver jeg gerne, jeg har jo tid nok, jeg kom jo herhen i forventning om, at der skulle være et retsmøde i dag. Med det, jeg sagde før, ville jeg kun bede Dem om ikke at foretage Dem noget for mig i min proces. Men det behøver De heller ikke at være krænket over, hvis De betænker, at jeg er ganske ligeglad med udfaldet af processen, og at jeg kun vil le ad en domfældelse. Forudsat at det overhovedet kommer til en virkelig afslutning på processen, hvad jeg tvivler meget på. Jeg tror tværtimod, at sagsbehandlingen på grund af dovenskab eller glemsomhed eller måske endda på grund af embedsmændenes angst allerede er indstillet eller vil blive indstillet i den nærmeste fremtid. Muligt er det ganske vist også, at man i håb om en eller anden større bestikkelse vil føre processen videre på skrømt, helt forgæves, hvilket jeg kan sige allerede i dag, thi jeg bestikker ingen. Men De ville dog kunne vise mig en venlighed, hvis De meddelte undersøgelsesdommeren, eller hvem der ellers holder af at udsprede vigtige nyheder, at jeg aldrig og ikke ved nogen af de krumspring, som de herrer vel er rige på, vil kunne bringes til at foretage bestikkelse. Det ville være helt udsigtsløst, det kan De sige dem lige ud. For øvrigt vil man måske allerede have bemærket det selv, og selv hvis dette ikke skulle være tilfældet, er det mig slet ikke så meget om at gøre, at man erfarer det allerede nu. Det ville jo kun spare herrerne for arbejde, rigtignok også mig for nogle besværligheder, som jeg imidlertid gerne tager på mig, når jeg ved, at hver af dem samtidig er et slag mod de andre. Og at det bliver det, det vil jeg sørge for. Kender De egentlig undersøgelsesdommeren?“ „Selvfølgelig,“ sagde kvinden, „ham tænkte jeg endda først på, da jeg tilbød Dem hjælp. Jeg vidste ikke, at han kun er en lavere embedsmand, men da De siger det, skal det nok være rigtigt. Alligevel tror jeg, at den beretning, han afgiver opefter, dog nok har en vis indflydelse. Og han skriver så mange rapporter. De siger, at embedsmændene er dovne, bestemt ikke alle, især ikke denne undersøgelsesdommer, han skriver overordentlig meget. Sidste søndag for eksempel varede mødet til henunder aften. Alle folk gik deres vej, men undersøgelsesdommeren blev i salen, jeg måtte komme med en lampe til ham. Jeg havde kun en lille køkkenlampe, men han var tilfreds med den og begyndte straks at skrive. I mellemtiden var min mand også kommet, han havde netop fri den søndag, vi hentede møblerne, indrettede vores værelse igen, så kom der også nogle naboer, vi snakkede sammen ved et stearinlys, kort sagt, vi glemte undersøgelsesdommeren og gik i seng. Pludselig om natten, det må allerede have været sent på natten, vågner jeg op, ved siden af sengen står undersøgelsesdommeren og blænder lampen af med hånden, så der ikke falder noget lys på min mand, det var en unødvendig forsigtighed, min mand har sådan en søvn, at selv lyset ikke ville have vækket ham. Jeg blev så forskrækket, at jeg nær havde skreget, men undersøgelsesdommeren var meget venlig, formanede mig til at være stille, hviskede til mig, at han havde skrevet indtil nu, at han nu bragte mig lampen tilbage, og at han aldrig ville glemme det syn, han så, da han fandt mig sovende. Med alt det ville jeg blot fortælle Dem, at undersøgelsesdommeren virkelig skriver mange rapporter, ganske særlig om Dem, for forhøret over Dem var utvivlsomt et af de vigtigste emner på søndagens møde. Den slags lange rapporter kan dog ikke være helt uden betydning. Men desuden kan De også af denne episode se, at undersøgelsesdommeren bejler til mig, og at jeg netop nu i den første tid, han må overhovedet først have fået øje på mig nu, kan have stor indflydelse på ham. At han er meget interesseret i mig, det har jeg nu også fået andre beviser på. I går sendte han mig gennem studenten, som han har stor tillid til, og som er hans medarbejder, et par silkestrømper som gave, angiveligt fordi jeg rydder op i mødeværelset, men det er kun et påskud, thi dette arbejde er jo kun min pligt, og det er det, min mand får sin betaling for. Det er smukke strømper, se –“ hun strakte benene, trak skørterne op til knæene og betragtede også selv strømperne – „det er smukke strømper, men alligevel egentlig for fine og ikke egnet til mig.“
Pludselig afbrød hun sig selv, lagde sin hånd på K.s hånd, som om hun ville berolige ham, og hviskede: „Stille, Berthold iagttager os.“ K. løftede langsomt blikket. I døren til mødeværelset stod en ung mand, han var lille, havde ikke helt lige ben og prøvede at give sig selv værdighed med et kort, tyndt, rødligt fuldskæg, som han ustandselig førte fingrene rundt i. K. betragtede ham nysgerrigt, det var jo ikke den første student i den ukendte retsvidenskab, som han så at sige mødte som menneske, en mand, som sandsynligvis også engang ville nå op i højere embeder. Studenten derimod tog tilsyneladende slet ikke notits af K., han gjorde blot med en finger, som han for et øjeblik trak ud af sit skæg, tegn til kvinden og gik hen til vinduet, kvinden bøjede sig mod K. og hviskede: „Vær ikke vred på mig, jeg beder Dem så meget om det, tænk heller ikke slet om mig, jeg er nødt til at gå til ham nu, til dette afskyelige menneske, se blot hans krumme ben. Men jeg kommer straks tilbage, og så går jeg med Dem, hvis De tager mig med, jeg går, hvorhen De vil, De kan gøre med mig, hvad De vil, jeg vil være lykkelig, hvis jeg er væk herfra for så lang tid som muligt, allerhelst rigtignok for altid.“ Hun kærtegnede lige K.s hånd, sprang op og skyndte sig hen til vinduet. Uvilkårligt greb K. også ud efter hendes hånd i luften. Kvinden fristede ham virkelig, han fandt trods al overvejelse ingen holdbar grund til, at han ikke skulle give efter for fristelsen. Den flygtige indvending: at kvinden indfangede ham for retten, jog han uden besvær på flugt. På hvilken måde kunne hun indfange ham? Blev han ikke hele tiden ved med at være så fri, at han med det samme kunne slå hele retten itu, i det mindste for så vidt den angik ham? Kunne han ikke nære denne ringe tiltro til sig selv? Og hendes tilbud om hjælp lød oprigtigt og var måske ikke uden værdi. Og der fandtes måske ingen bedre hævn over for undersøgelsesdommeren og hans slæng, end at K. tog denne kvinde fra dem og over til sig. Så kunne der engang ske det, at undersøgelsesdommeren efter møjsommeligt arbejde med løgnerapporter om K. sent om natten fandt kvindens seng tom. Og tom, fordi hun tilhørte K., fordi denne kvinde ved vinduet, denne yppige, smidige, varme krop i den mørke kjole af groft, tæt stof, helt og holdent kun tilhørte K.
Efter at han på denne måde havde fjernet betænkelighederne over for kvinden, fandt han den lavmælte samtale ved vinduet for lang, han bankede med knoerne på podiet og derpå også med den knyttede hånd. Studenten så kort hen over kvindens skulder over mod K., men lod sig ikke forstyrre, tværtimod pressede han sig endog tæt ind til kvinden og tog om hende. Hun bøjede hovedet dybt, som om hun lyttede opmærksomt til ham, da hun bøjede sig ned, kyssede han hende højlydt på halsen uden at lade sig væsentligt afbryde i sin tale. K. så deri det tyranni bekræftet, som studenten ifølge kvindens beklagelser udøvede over hende, rejste sig og gik frem og tilbage i værelset. Han overvejede, mens han sendte sideblikke til studenten, hvordan han hurtigst muligt kunne skaffe ham af vejen, og det var ham derfor ikke ukært, at studenten, åbenbart generet af K.s gåen omkring, der allerede fra tid til anden var udartet til en trampen, bemærkede: „Hvis De er utålmodig, kan De gå Deres vej. De kunne også allerede være gået Deres vej før, ingen ville have savnet Dem. Ja, De burde faktisk være gået Deres vej, og det allerede, da jeg kom ind, og det i en fart.“ Det var muligt, at alt muligt raseri kom til udbrud i denne bemærkning, i hvert fald rummede den imidlertid også hovmodigheden hos den fremtidige retsembedsmand, som talte til en misliebig anklaget. K. blev stående helt tæt ved ham og sagde smilende: „Jeg er utålmodig, det er rigtigt, men denne utålmodighed kan lettest bringes ud af verden ved, at De forlader os. Hvis De imidlertid måske er kommet her for at studere – jeg hørte, at De er student – så vil jeg gerne gøre plads for Dem og gå min vej med kvinden her. De kommer for øvrigt til at studere meget endnu, inden De bliver dommer. Jeg kender ganske vist endnu ikke Deres retsvæsen særlig nøje, men antager, at det ikke på nogen måde er gjort alene med ubehøvlet tale, som De rigtignok allerede forstår at føre uforskammet groft.“ „Man skulle ikke have ladet ham gå så frit omkring,“ sagde studenten, som om han ville give kvinden en forklaring på K.s fornærmende tale, „det var et fejlgreb. Jeg har sagt det til undersøgelsesdommeren. Man skulle i det mindste have holdt ham i hans værelse mellem forhørene. Undersøgelsesdommeren er undertiden svær at blive klog på.“9 Nytteløs snak,“ sagde K. og rakte hånden ud efter kvinden, „kom her.“ „Nå sådan,“ sagde studenten, „nej nej, hende får De ikke,“ og med en styrke, som man ikke ville have tiltroet ham, løftede han hende op på én arm og løb med bøjet ryg, idet han så kærligt op på hende, hen til døren. En vis angst for K. var i den forbindelse ikke til at tage fejl af, alligevel vovede han at tirre K. yderligere, idet han med sin frie hånd klappede og trykkede kvindens arm. K. løb nogle få skridt ved siden af ham, rede til at gribe ham og, hvis det blev nødvendigt, tage kvælertag på ham, da sagde kvinden: „Det nytter ikke noget, undersøgelsesdommeren lader mig hente, jeg må ikke gå med Dem, dette lille uhyre,“ hun strøg, mens hun sagde det, med hånden over studentens ansigt, „dette lille uhyre slipper mig ikke.“ „Og De vil ikke befris!“ råbte K. og lagde sin hånd på studentens skulder, han snappede med tænderne efter den. „Nej!“ råbte kvinden og skubbede K. bort med begge hænder, „nej nej, blot ikke det, hvad tænker De dog på! Det ville være min undergang. Lad ham dog, å jeg beder Dem, lad ham dog. Han udfører jo kun undersøgelsesdommerens befaling og bærer mig til ham.“ „Så må han for min skyld løbe, og Dem vil jeg aldrig se mere,“ sagde K. rasende af skuffelse og gav studenten et skub i ryggen, så han kort snublede, for straks efter, af fornøjelse over, at han ikke var faldet, at hoppe så meget højere med sin byrde. K. gik langsomt efter dem, han indså, at dette var det første utvetydige nederlag, han havde lidt til disse mennesker. Det var naturligvis ikke nogen grund til at blive bange, han led kun nederlaget, fordi han opsøgte kampen. Hvis han blev hjemme og levede sit vante liv, var han hvert af disse mennesker tusindfold overlegen og kunne fjerne hver af dem fra sin vej med et spark. Og han forestillede sig den allerlatterligste scene, det for eksempel ville komme til, når denne ynkelige student, dette opblæste barn, denne krumme skægbærer ville knæle ved Elsas seng og med foldede hænder bede om nåde. K. syntes så godt om denne forestilling, at han besluttede, at han ville tage studenten med til Elsa, hvis der blot viste sig en lejlighed til det.
Af nysgerrighed skyndte K. sig nu også hen til døren, han ville se, hvor kvinden blev båret hen, studenten ville dog vel ikke ligefrem bære hende på armen tværs over gaderne. Det viste sig, at vejen var meget kortere. Lige over for lejligheden førte en smal trætrappe sandsynligvis op til loftet, den drejede, så man ikke kunne se enden af den. Ad denne trappe bar studenten kvinden op, allerede meget langsomt og stønnende, for han var svækket af det foregående løb. Kvinden hilste med hånden ned til K. og prøvede så ved at bevæge skuldrene op og ned at vise, at hun var uskyldig i denne bortførelse, men stor beklagelse lå der ikke i denne bevægelse. K. så på hende, udtryksløst, som på en fremmed, han ville hverken røbe, at han var skuffet, eller at han med lethed kunne overvinde skuffelsen.
De to var allerede forsvundet, men K. stod stadig væk i døren. Han måtte antage, at kvinden ikke alene havde bedraget ham, men med sin angivelse af, at hun blev båret til undersøgelsesdommeren, også havde løjet for ham. Undersøgelsesdommeren ville jo ikke sidde på loftet og vente. Trætrappen forklarede intet, hvor længe man end så på den. Da bemærkede K. en lille seddel ved siden af opgangen, gik over til den og læste i en barnlig, uøvet skrift: „Opgang til retskontorerne.“ Her på loftet i denne lejekaserne var altså retskontorerne? Det var ikke en indretning, som var i stand til at indgyde stor respekt, og det var for en anklaget beroligende at forestille sig, hvor få pengemidler der stod til rådighed for denne ret, når den placerede sine kontorer dér, hvor de lejere, som i forvejen selv hørte til de fattigste, smed deres unyttige ragelse hen. Ganske vist var det ikke udelukket, at man havde penge nok, men at embedsmændene kastede sig over dem, inden de blev anvendt til rettens formål. Det var efter K.s hidtidige erfaringer endog højst sandsynligt, blot var i så fald en sådan forkommenhed hos retten ganske vist nedværdigende for en anklaget, men i grunden endnu mere beroligende, end rettens fattigdom ville have været. Nu begreb K. også, at man ved det første forhør skammede sig ved at tilsige den anklagede til loftsværelserne og foretrak at genere ham på hans bopæl. I hvilken position befandt K. sig ikke over for dommeren, som sad på loftet, medens han selv i banken havde et stort værelse med et forværelse og gennem en kæmpemæssig vinduesrude kunne se ned på den livlige plads midt i byen! Rigtignok havde han ingen biindtægter ved bestikkelse eller underslæb og kunne heller ikke lade betjenten bære en kvinde på armen ind i hans kontor. Det ville K. imidlertid, i det mindste i dette liv, gerne give afkald på.
K. stod stadig væk foran opslaget, da en mand kom op ad trappen, så gennem den åbne dør ind i opholdsstuen, hvorfra man også kunne se mødeværelset, og til sidst spurgte K., om han ikke for lidt siden havde set en kvinde her. „De er retsbetjenten, ikke sandt?“ spurgte K. „Ja,“ sagde manden, „å ja, De er den anklagede K., nu kan jeg også kende Dem igen, velkommen.“ Og han rakte K., som slet ikke havde ventet det, hånden. „I dag er der imidlertid ikke berammet noget møde,“ sagde derpå retsbetjenten, da K. tav. „Det ved jeg,“ sagde K. og betragtede retsbetjentens civile tøj, der som det eneste embedstegn ved siden af nogle almindelige knapper også fremviste to forgyldte knapper, der så ud som om de var sprættet af en gammel officersfrakke. „Jeg talte med Deres kone for lidt siden. Hun er her ikke mere. Studenten har båret hende til undersøgelsesdommeren.“ „Der kan De se,“ sagde retsbetjenten, „altid bærer man hende væk fra mig. I dag er det dog søndag, og jeg er ikke forpligtet til noget arbejde, men blot for at få mig væk herfra sender man mig af sted med en i hvert fald ligegyldig besked. Og så sender man mig ikke langt bort, så at jeg har håb om, hvis jeg skynder mig meget, måske at komme tilbage i tide. Jeg løber altså, så stærkt jeg kan, råber min besked gennem dørsprækken til det kontor, jeg er blevet sendt til, så åndeløst, at man næppe har forstået den, render tilbage igen, men studenten har skyndt sig endnu mere end jeg, han havde ganske vist også en kortere vej, han skulle kun løbe ned ad loftstrappen. Hvis jeg ikke var så afhængig, så havde jeg for længst mast studenten op mod væggen her. Her ved siden af opslaget. Det drømmer jeg om hele tiden. Her, et lille stykke over gulvet, er han trykket fast, med armene strakt ud, fingrene spredt, de krumme ben drejet til en cirkel, og rundt om blodstænk. Men indtil nu har det kun været drøm.“ „Anden hjælp findes ikke?“ spurgte K. smilende. „Jeg ved ikke, hvad det skulle være,“ sagde retsbetjenten. „Og nu bliver det jo endnu værre, indtil nu har han kun båret hende op til sig selv, nu bærer han hende også til undersøgelsesdommeren, hvad jeg ganske vist længe har ventet på.“ „Har Deres kone da slet ingen skyld i det?“ spurgte K., han måtte gøre vold på sig ved dette spørgsmål, så stærkt følte nu også han skinsygen. „Jovist da,“ sagde retsbetjenten, „hun har endda den største skyld. Hun har jo klamret sig til ham. Hvad ham angår, så render han efter alle kvinder. Alene i dette hus er han allerede blevet smidt ud af fem lejligheder, som han havde sneget sig ind i. Min kone er rigtignok den smukkeste kvinde i hele huset, og lige netop jeg må ikke sætte mig til modværge.“ „Hvis det forholder sig sådan, så er der rigtignok ingen hjælp at få,“ sagde K. „Hvorfor dog ikke?“ spurgte retsbetjenten. „Man skulle engang, når studenten, som er en kujon, vil røre min kone, gennemprygle ham sådan, at han aldrig vover det mere. Men jeg må ikke, og andre gør mig ikke den tjeneste, thi alle frygter hans magt. Kun en mand som De ville kunne gøre det.“ „Hvorfor dog jeg?“ spurgte K. forundret. „De er jo anklaget,“ sagde retsbetjenten. „Ja,“ sagde K., „men desto mere måtte jeg dog frygte, at han har indflydelse, om måske ikke på processens udgang, så dog sandsynligvis på forundersøgelsen.“ „Ja, afgjort,“ sagde retsbetjenten, som om K.s mening var nøjagtig lige så rigtig som hans egen. „Men der føres i reglen ingen udsigtsløse processer hos os.“ „Jeg deler ikke Deres anskuelse,“ sagde K., „men det skal ikke forhindre mig i ved lejlighed at tage studenten under behandling.“ „Jeg ville være Dem dybt taknemmelig,“ sagde retsbetjenten noget formelt, han syntes egentlig alligevel ikke at tro på, at hans højeste ønske kunne gå i opfyldelse. „Måske,“ fortsatte K., „kunne også andre af Deres embedsmænd og måske endog alle til hobe fortjene det samme.“ „Ja ja,“ sagde retsbetjenten, som om det drejede sig om noget selvfølgeligt. Så betragtede han K. med et tillidsfuldt blik, hvilket han hidtil trods al venlighed ikke havde gjort, og tilføjede: „Man gør nu engang altid oprør.“ Men samtalen syntes dog at være blevet ham lidt ubehagelig, for han afbrød den, idet han sagde: „Nu må jeg melde mig på kontoret. Går De med?“ „Jeg har intet at gøre dér,“ sagde K. „De kan se kontorerne. Der er ingen, der vil tage notits af Dem.“ „Er de da værd at se?“ spurgte K. tøvende, men havde stor lyst til at gå med. „Nå ja,“ sagde retsbetjenten, „jeg troede, at det ville interessere Dem.“ „Godt,“ sagde K. til slut, „jeg går med.“ Og han løb op ad trappen hurtigere end retsbetjenten.
Ved sin indtræden var han nær faldet omkuld, thi bag døren var der et trin til. „Man tager ikke synderlig hensyn til publikum,“ sagde han. „Man tager overhovedet ikke hensyn,“ sagde retsbetjenten, „se blot venteværelset her.“ Det var en lang gang, hvorfra groft tømrede døre førte ind til loftets enkelte afdelinger. Skønt der ikke var nogen umiddelbar lyskilde, var der alligevel ikke fuldstændig mørkt, thi nogle afdelinger havde ud mod gangen i stedet for jævne bræddevægge blot tremmer, der ganske vist nåede op til loftet; gennem dem trængte noget lys ind, og man kunne også se enkelte embedsmænd, der sad ved borde og skrev eller ligefrem stod ved tremmerne og iagttog folk på gangen gennem sprækkerne. Der var, sikkert fordi det var søndag, kun få mennesker på gangen. De gjorde et meget tarveligt indtryk. Med næsten regelmæssig afstand mellem hinanden sad de på to rækker lange træbænke, som var anbragt på begge sider af gangen. Alle var forhutlet klædt, skønt de fleste at dømme efter ansigtsudtrykket, holdningen, skægvæksten og mange, knap nok helt skelnelige små detaljer tilhørte de højere klasser. Da der ikke fandtes knager, havde de lagt deres hatte under bænken, sandsynligvis fordi de havde fulgt hinandens eksempel. Da de, der sad nærmest døren, fik øje på K. og retsbetjenten, rejste de sig for at hilse; da de følgende så det, mente de også at måtte hilse, så at alle rejste sig, idet de to gik forbi. De stod aldrig fuldstændig oprejst, ryggen var hældet, knæene bøjet, de stod som gadetiggere. K. ventede på retsbetjenten, som gik et lille stykke bag ham, og sagde: „Hvor må de være ydmyget.“ „Ja,“ sagde retsbetjenten, „det er anklagede, alle som De ser her, er anklagede.“ „Virkelig!“ sagde K. „Så er det jo mine kolleger.“ Og han vendte sig til den nærmeste, en høj, slank, næsten allerede gråhåret mand. „Hvad venter De på her?“ spurgte K. høfligt. Den uventede tiltale forvirrede imidlertid manden, hvad der så så meget mere pinligt ud, som det åbenbart drejede sig om et verdenserfarent menneske, som andre steder givetvis forstod at beherske sig og ikke let gav afkald på den overlegenhed, som han havde erhvervet sig fremfor mange. Men her var han ikke i stand til at svare på et så simpelt spørgsmål og så hen på de andre, som om de var forpligtet til at hjælpe ham, og som om ingen kunne forlange svar af ham, hvis denne hjælp udeblev. Da trådte retsbetjenten til og sagde for at berolige og opmuntre manden: „Den herre her spørger jo blot, hvad De venter på. Svar ham dog.“ Retsbetjentens stemme, som han sandsynligvis kendte, virkede bedre: „Jeg venter –“ begyndte han og gik i stå. Åbenbart havde han valgt denne begyndelse for at kunne svare helt præcist på spørgsmålet, men nu fandt han ikke fortsættelsen. Nogle af de ventende havde nærmet sig og stod i kreds om gruppen, retsbetjenten sagde til dem: „Væk, væk, gør gangen fri.“ De veg lidt baglæns, men ikke til deres tidligere pladser. I mellemtiden havde den adspurgte samlet sig og svarede endog med et lille smil: „For en måned siden har jeg indgivet nogle andragender i min sag, og jeg venter på, at de ekspederes.“ „De ser jo ud til at gøre Dem stor ulejlighed,“ sagde K. „Ja,“ sagde manden, „det er jo min sag.“ „Ikke enhver tænker som De,“ sagde K., „jeg er for eksempel også anklaget, men har, ved min salighed, hverken indgivet et andragende eller i øvrigt foretaget mig noget som helst af den slags. Anser De da det for påkrævet?“ „Jeg ved ikke rigtig,“ sagde manden atter i total usikkerhed; han troede åbenbart, at K. lavede sjov med ham, derfor ville han sandsynligvis helst, af frygt for at begå en eller anden ny fejl, have gentaget hele sit tidligere svar, men over for K.s utålmodige blik sagde han blot: „Hvad mig angår, så har jeg indgivet andragender.“ „De tror velsagtens ikke, at jeg er anklaget?“ spurgte K. „Jovist da, bestemt,“ sagde manden og trådte lidt til side, men i svaret var der ikke tro, men kun angst. „De tror mig altså ikke?“ spurgte K. og greb ham, ubevidst opfordret dertil af mandens ydmyge væsen, i armen, som om han ville tvinge ham til at tro. Men han ville ikke berede ham smerte, han havde også kun grebet ganske let i ham, alligevel skreg manden op, som om K. ikke havde taget ham med to fingre, men med en glødende tang. Dette latterlige skrigeri gjorde K. endegyldigt træt af ham; troede man ham ikke, når han sagde, at han var anklaget, så var det så meget bedre; måske antog han ham endog for en dommer. Og han tog nu til afsked virkelig fastere på ham, skubbede ham tilbage på bænken og gik videre. „De fleste anklagede er så ømskindede,“ sagde retsbetjenten. Bag dem samledes nu næsten alle de ventende omkring manden, der allerede var holdt op med at skrige, og syntes at spørge ham nøje ud om episoden. Nu kom en vogter K. i møde, han kunne hovedsagelig kendes på en sabel, hvis skede, i det mindste efter dens farve at dømme, bestod af aluminium. K. forbavsedes over det og greb endog ud med hånden. Vogteren, som var kommet på grund af skrigeriet, spurgte, hvad der var hændt. Retsbetjenten prøvede at berolige ham med nogle få ord, men vogteren erklærede, at han nu dog selv måtte se efter, gjorde honnør og gik videre med meget ilsomme, men meget korte – formentlig af gigt afmålte – skridt.
K. kerede sig ikke ret længe om ham og om selskabet på gangen, især ikke, da han omtrent halvvejs henne ad gangen så en mulighed for at dreje ind ad en åbning uden dør. Han gjorde tegn til retsbetjenten, om det var den rigtige vej, retsbetjenten nikkede, og K. drejede nu virkelig derind. Det generede ham, at han hele tiden måtte gå et eller to skridt foran retsbetjenten, det kunne i det mindste her på stedet se ud, som om han blev fremstillet under arrest. Han ventede altså flere gange på retsbetjenten, men denne holdt sig straks atter tilbage. Til sidst sagde K. for at gøre en ende på sin irritation: „Nu har jeg set, hvordan her ser ud, nu går jeg min vej.“ „De har endnu ikke set det hele,“ sagde retsbetjenten ganske uden undertoner. „Jeg vil ikke se det hele,“ sagde K., som for øvrigt virkelig følte sig træt, „jeg går, hvordan kommer man hen til udgangen?“ „De går hen til hjørnet her og så til højre ned ad gangen lige ud til døren.“ „Kom med,“ sagde K. „vis mig vej, jeg tager fejl af den, der er så mange veje her.“ „Det er den eneste vej,“ sagde retsbetjenten nu allerede med bebrejdelse i stemmen, „jeg kan ikke gå tilbage med Dem igen, jeg skal jo overbringe min besked og har allerede spildt megen tid på grund af Dem.“ „Kom med!“ gentog K. nu allerede skarpere, som om han endelig havde grebet retsbetjenten i en usandhed. „Råb dog ikke sådan op,“ hviskede retsbetjenten, „der er jo kontorer overalt her. Hvis De ikke vil gå alene tilbage, så gå et lille stykke til med mig eller vent her, indtil jeg har afleveret min besked, så vil jeg jo gerne gå tilbage med Dem.“ „Nej nej,“ sagde K., „jeg vil ikke vente og De må gå med mig nu.“ K. havde endnu slet ikke set sig om i det værelse, han befandt sig i, først da nu en af de mange trædøre, som stod rundt om, gik op, så han derhen. En pige, som velsagtens var hidkaldt af K.s højrøstede tale, trådte ind og spurgte: „Herren ønsker?“ Bag ved hende i det fjerne så man i halvmørket også en mand, der kom nærmere. K. så på retsbetjenten. Han havde jo sagt, at ingen ville tage notits af K., og nu kom der allerede to, der skulle ikke meget til, førend embedsstanden blev opmærksom på ham, før man ville have en forklaring på hans tilstedeværelse. Den eneste forståelige og acceptable var den, at han var anklaget og ville have datoen for det næste forhør at vide, men netop denne forklaring ville han ikke give, især ikke, da den heller ikke var i overensstemmelse med sandheden, thi han var kun kommet af nysgerrighed eller, hvad der var endnu mere umuligt som forklaring, ud fra ønsket om at konstatere, at det indre af dette retsvæsen var lige så modbydeligt som dets ydre. Og det så jo ud til, at han havde ret i denne antagelse, han ville ikke trænge længere ind, han var tilstrækkelig beklemt af det, han havde set indtil nu, han var lige nu ikke i forfatning til at stå frem for en højere embedsmand, som kunne dukke op bag hver en dør, han ville gå sin vej, med retsbetjenten eller alene, om så skulle være.
At han stumt stod ret op og ned, måtte virke påfaldende og faktisk så retsbetjenten og pigen på ham på en måde, som om der i det næste minut måtte ske en eller anden stor forvandling med ham, som de ikke ville forsømme at iagttage. Og i døråbningen stod den mand, K. før havde set på afstand, han holdt sig fast i den lave dørs overkarm og gyngede let på tåspidserne som en utålmodig tilskuer. Pigen opdagede imidlertid som den første, at K.s optræden havde sin årsag i, at han ikke følte sig helt godt tilpas, hun kom med en stol og spurgte: „Vil De ikke sidde ned?“ K. satte sig straks og støttede, for at få endnu fastere hold, albuerne på armlænene. „De er lidt svimmel, ikke?“ spurgte hun ham. Han havde nu hendes ansigt tæt foran sig, det havde det strenge udtryk, som visse kvinder har netop i deres skønneste ungdom. „Det skal De ikke tænke på,“ sagde hun, „det er ikke usædvanligt her, næsten alle får sådan et anfald, når de kommer her for første gang. Det er første gang, De er her? Nå ja, det er altså ikke noget usædvanligt. Solen brænder her på tagspærene, og det varme træ gør luften så tyk og tung. Derfor er stedet ikke særlig egnet til kontorrum, uanset hvor store fordele det ganske vist ellers frembyder. Men hvad luften angår, så er den på dage med stort rend af folk, der har sager, og det er næsten hver dag, knap nok til at indånde. Hvis De så også tænker på, at der mange steder også hænges tøj til tørre her – man kan ikke forbyde lejerne det helt – så vil De ikke længere undre Dem over, at De fik det lidt skidt. Men man vænner sig til sidst helt godt til luften. Når De kommer her for anden eller tredje gang, mærker De knap nok det trykkende her længere. Har De det allerede bedre?“ K. svarede ikke, det var ham for pinligt, at han på grund af sin pludselige svaghed var prisgivet de folk her, desuden havde han det efter at have hørt grundene til sit ildebefindende ikke bedre, men lidt dårligere endnu. Pigen mærkede det med det samme, greb for at skaffe K. forfriskning en stang med en krog på, som stod op ad væggen, og skubbede med den en lille luge op, som var anbragt lige over K. og førte ud i det fri. Men der faldt så meget sod ind, at pigen straks igen måtte lukke lugen i og med sit lommetørklæde rense K.s hænder for soden, for K. var for træt til selv at sørge for det. Han ville gerne være blevet roligt siddende her, indtil han havde samlet kræfter nok til at gå sin vej, men det måtte ske desto hurtigere, jo mindre man ville tage notits af ham. Nu sagde imidlertid pigen oven i købet: „Her kan De ikke blive, her generer vi trafikken –“ K. spurgte med et blik, hvilken trafik han da generede her – „jeg vil bringe Dem til sygeværelset, hvis De ønsker det. Vær venlig at hjælpe mig,“ sagde hun til manden i døren, som også straks kom nærmere. Men K. ville ikke til sygeværelset, netop det ville han jo undgå, at blive ført videre, jo længere han kom, desto værre måtte det blive. „Jeg kan godt gå nu,“ sagde han derfor og rejste sig rystende, forvænt af den komfortable sidden. Men derpå kunne han ikke holde sig oprejst. „Det går alligevel ikke,“ sagde han hovedrystende og satte sig med et suk ned igen. Han huskede retsbetjenten, som trods alt let ville kunne føre ham ud, men han syntes for længst at være borte, K. så ud mellem pigen og manden, der stod foran ham, men kunne ikke finde retsbetjenten.
„Jeg tror,“ sagde manden, som for øvrigt var elegant klædt og især virkede påfaldende med en grå vest, som endte i to lange, skarptskårne spidser, „at den herres ildebefindende skyldes atmosfæren her, det vil derfor være bedst og også at foretrække for ham, hvis vi slet ikke fører ham til sygeværelset, men helt ud af kontorerne.“ „Netop,“ udbrød K. og afbrød af lutter glæde næsten mandens tale. „Jeg vil bestemt få det bedre med det samme, jeg er heller ikke nær så svag, jeg behøver kun en smule støtte under skuldrene, jeg skal ikke være Dem til ret meget besvær, det er jo heller ingen lang vej, led mig blot hen til døren, så sætter jeg mig lidt på trinene og vil straks være kommet mig igen, jeg lider nemlig slet ikke af den slags anfald, det kommer overraskende for mig selv. Jeg er jo også embedsmand og vant til kontorluft, men her forekommer det nu dog for slemt, De siger det selv. Vil De altså have den venlighed at føre mig lidt, jeg er nemlig svimmel, og jeg får det skidt, hvis jeg rejser mig op alene.“ Og han løftede skuldrene for at gøre det nemmere for de to at tage ham under armene.
Men manden fulgte ikke opfordringen, i stedet beholdt han roligt hænderne i lommerne og lo højt. „Dér kan De se,“ sagde han til pigen, „jeg ramte alligevel rigtigt. Det er kun her, den herre ikke har det godt, ikke i almindelighed.“ Pigen smilede også, men slog med fingerspidserne manden let på armen, som om han havde tilladt sig en for grov spøg med K. „Jamen hvad tror De da,“ sagde manden stadig leende, „jeg vil jo virkelig føre den herre ud.“ „Så er det i orden,“ sagde pigen, idet hun et øjeblik bøjede sit kønne hoved. „Tag Dem ikke af den latter,“ sagde pigen til K., som atter sørgmodig stirrede frem for sig og ikke så ud til at behøve nogen forklaring, „denne herre – jeg må vel have lov at præsentere Dem?“ (herren gav sin tilladelse med en håndbevægelse) – „denne herre altså er oplysningen. Han giver de ventende parter alle de oplysninger, de har brug for, og da vort retsvæsen ikke er særlig kendt i befolkningen, forlanges der mange oplysninger. Han kender svar på alle spørgsmål, De kan, hvis De engang har lyst, sætte ham på en prøve. Det er imidlertid ikke hans eneste fortrin, hans andet fortrin er det elegante tøj. Vi, dvs. de ansatte, mente engang, at man måtte klæde oplysningsmanden elegant på, når han hele tiden, og vel at mærke som den første, forhandler med parterne – af hensyn til det værdige første indtryk. Vi andre er, som De straks kan se på mig, desværre meget dårligt og gammeldags klædt; der er heller ikke megen mening i at give noget ud på tøjet, da vi næsten uden ophold er i kontorerne, vi sover jo også her. Men, som sagt, til oplysningsmanden betragtede vi engang smuk påklædning som en nødvendighed. Da den imidlertid ikke var til at få fra vor forvaltning, som i denne henseende er lidt sær, lavede vi en indsamling – der var også parter, som gav – og vi købte ham dette smukke sæt tøj og andre til. Alting ville nu være forberedt på at gøre et godt indtryk, men med sin latter spolerer han det så igen og forskrækker folk.“ „Sandt nok,“ sagde herren spotsk, „men jeg forstår ikke, frøken, hvorfor De fortæller den herre alle vore intimiteter, eller snarere påtvinger ham dem, for han ønsker jo slet ikke at høre om dem. Se bare hvordan han sidder dér, åbenbart kun optaget af sine egne anliggender.“ K. havde ikke engang lyst til at sige imod, pigens hensigt kunne være god nok, den gik måske ud på at adsprede ham eller at give ham mulighed for at samle sig, men midlet var slet valgt. „Jeg var nødt til at forklare ham Deres latter,“ sagde pigen. „Den var jo fornærmende.“ „Jeg tror, at han ville tilgive mig endnu værre fornærmelser, hvis jeg fører ham ud til sidst.“ K. sagde intet, så ikke engang op, han tolererede, at de to forhandlede om ham som om en sag, det syntes han endog bedst om. Men pludselig mærkede han oplysningsmandens hånd på den ene arm og pigens hånd på den anden. „Nå, op med Dem, De svage mand,“ sagde oplysningsmanden. „Jeg takker Dem begge mange gange,“ sagde K., glædelig overrasket, rejste sig langsomt og førte selv de fremmede hænder hen til de steder, hvor han havde mest brug for støtte. „Det ser ud,“ sagde pigen sagte ind i K.s øre, mens de nærmede sig gangen, „som om jeg er særlig opsat på at sætte oplysningsmanden i et godt lys, men det må man så tro, jeg vil jo sige sandheden. Han har ikke noget hårdt hjerte. Han er ikke forpligtet til at føre syge parter ud, og gør det alligevel, som De ser. Måske er ingen af os hårdhjertede, vi ville måske alle sammen gerne hjælpe, men som retsembedsmænd kommer vi nemt til at se ud, som om vi var hårdhjertede og ikke ville hjælpe nogen. Jeg lider ligefrem under det.“ „Vil De ikke sætte Dem lidt her?“ spurgte oplysningsmanden, de var allerede i gangen og lige ud for den anklagede, som K. før havde talt til. K. skammede sig næsten over for ham, før havde han stået så rank foran ham, nu måtte der to til at støtte ham, oplysningsmanden balancerede hans hat på sine udspilede fingre, frisuren var ødelagt, håret hang ned i hans sveddækkede pande. Men den anklagede så ikke ud til at bemærke noget af det, ydmyg stod han foran oplysningsmanden, som så hen over ham, og prøvede at undskylde sin tilstedeværelse. „Jeg ved,“ sagde han, „at mine andragender ikke kan ekspederes endnu i dag. Men jeg er kommet alligevel, jeg tænkte, at jeg dog kunne vente her, det er søndag, jeg har jo tid nok, og her forstyrrer jeg ikke.“ „De behøver ikke at undskylde det så stærkt,“ sagde oplysningsmanden, „Deres omhu er jo såre rosværdig, De optager ganske vist til ingen nytte plads her, men jeg vil alligevel, så længe det ikke generer mig, ikke på nogen måde hindre Dem i nøje at forfølge Deres anliggendes gang. Når man har set folk, som skammeligt har forsømt deres pligter, lærer man at have tålmodighed med folk af Deres slags. Sæt Dem.“ „Som han dog forstår at tale med parterne,“ hviskede pigen. K. nikkede, men fór straks op, da oplysningsmanden atter spurgte ham: „Vil De ikke sætte Dem ned her?“ „Nej,“ sagde K. „jeg vil ikke hvile mig.“ Han havde sagt dette med størst mulig bestemthed, i virkeligheden ville det have gjort ham såre godt at sætte sig. Han var ligesom søsyg. Han troede at være på et skib, som var i svær søgang. Han følte det, som om vandet væltede mod trævæggene, som om der fra gangens dyb kom en brusen som fra bølger, der kammer over, som om gangen gyngede om sin tværakse, og som om de ventende klienter på begge sider blev sænket og løftet. Så meget mere ubegribelig forekom ham roen hos pigen og manden, som førte ham af sted. Han var prisgivet dem, hvis de gav slip på ham, måtte han falde omkuld som et bræt. Fra deres små øjne gik skarpe blikke frem og tilbage, deres regelmæssige skridt følte K. uden at gøre dem med, thi han blev nærmest båret fra skridt til skridt. Endelig mærkede han, at de talte til ham, men han forstod dem ikke, han hørte kun larmen, som fyldte alt og gennem hvilken der syntes at lyde en uforanderlig høj tone, som fra en sirene. „Højere,“ hviskede han med sænket hoved og skammede sig, for han vidste, at de havde talt højt nok, om end uforståeligt for ham. Da kom, som om væggen foran ham var blevet flænget, et frisk luftpust ham endelig i møde, og han hørte sige ved siden af sig: „Først vil han væk, men så kan man sige hundrede gange til ham, at udgangen er her, uden at han rører sig.“ K. mærkede, at han stod foran udgangsdøren, som pigen havde lukket op. Det forekom ham, at alle hans kræfter med ét var vendt tilbage; for at få en forsmag på friheden gik han straks ud på et trappetrin og sagde derfra farvel til sine ledsagere, som bøjede sig ned til ham. „Mange tak,“ gentog han, trykkede gentagne gange dem begge i hænderne og holdt først op, da han mente at se, at de, vante, som de var, til kontorluften, ikke havde nemt ved at tåle den forholdsvis friske luft, som kom fra trappen. De kunne knap nok svare, og pigen ville måske være faldet ned, hvis K. ikke med lynets hast havde lukket døren. K. stod derpå endnu et øjeblik stille, strøg ved hjælp af et lommespejl sit hår til rette, tog sin hat op, som lå på den nærmeste trappeafsats – oplysningsmanden havde vel smidt den derned – og løb så ned ad trappen, så frisk og i så lange spring, at han næsten blev bange for dette omsving. Overraskelser af den art havde hans ellers aldeles pålidelige helbred endnu aldrig beredt ham. Ville måske hans krop gøre oprør og skaffe ham en ny proces på halsen, da han bar den gamle så ubesværet? Han afviste ikke helt tanken om ved først givne lejlighed at søge læge, men i hvert fald ville han – på det punkt kunne han selv give sig gode råd – anvende alle fremtidige søndagformiddage bedre end denne.