Prygleren
Da K. en af de næste aftener passerede den korridor, som skilte hans kontor fra hovedtrappen – han gik denne gang hjem næsten som den sidste, kun i ekspeditionen arbejdede stadig to bude i det lille lysfelt fra en glødelampe – hørte han bag en dør, bag hvilken han altid kun havde formodet et pulterkammer, uden nogen sinde selv at have set det, nogen udstøde suk. Han standsede forbløffet op og spidsede endnu en gang øren for at konstatere, om han ikke tog fejl – der blev stille et øjeblik, men så blev der alligevel igen sukket. – Først ville han hente et af budene, man kunne måske få brug for et vidne, men så blev han grebet af en i den grad utæmmelig nysgerrighed, at han formelig flåede døren op. Det var, som han rigtigt havde formodet, et pulterkammer. Ubrugelige, gamle trykmønstre, væltede tomme blækflasker af ler lå bag tærskelen. Men i kammeret selv stod der tre mænd, sammenkrummet i det lave rum. Et stearinlys, som var gjort fast på en hylde, gav dem lys. „Hvad laver I her?“ spurgte K., snublende over ordene af ophidselse, men ikke højlydt. Den ene mand, som åbenbart beherskede de andre og først ledte blikket hen på sig, var iført en slags mørk læderdragt som lod halsen være nøgen langt ned og armene helt. Han svarede ikke. Men de to andre råbte: „Herre! Vi skal prygles, fordi du har klaget over os hos undersøgelsesdommeren.“ Og nu først opdagede K., at det virkelig var vogterne Franz og Willem, og at den tredje holdt en stok i hånden for at prygle dem. „Nuvel,“ sagde K., „jeg har ikke klaget, jeg har kun fortalt, hvordan det gik til hjemme hos mig. Og I opførte jer jo ikke udadleligt.“ „Herre,“ sagde Willem, mens Franz åbenbart prøvede at beskytte sig mod den tredje bag ham, „hvis I vidste, hvor dårligt vi bliver betalt, så ville I dømme os mildere. Jeg skal forsørge en familie, og Franz her ville gifte sig, man prøver at berige sig, så godt det går, ved arbejde alene lykkes det ikke, selv ikke når man anstrenger sig allermest. Jeres fine linned fristede mig, selvfølgelig er det forbudt vogterne at handle sådan, det var forkert, men det er tradition, at linnedet tilhører vogterne, sådan har det altid været, tro mig; det er jo også forståeligt, hvad betyder vel den slags ting nu for den, der er så ulykkelig at blive arresteret? Men hvis han så bringer det på tale offentligt, ja så må straffen følge på.“ „Det, I siger nu, vidste jeg ikke, jeg har heller ikke i mindste måde krævet afstraffelse af jer, for mig drejede det sig om det principielle.“ „Franz,“ vendte Willem sig til den anden vogter, „sagde jeg ikke nok til dig, at den herre ikke har krævet os afstraffet? Nu hører du, at han ikke engang har vidst, at vi skal straffes.“ „Lad dig ikke bevæge af den slags snak,“ sagde den tredje til K., „straffen er lige så retfærdig som uundgåelig.“ „Lyt ikke til ham,“ sagde Willem og afbrød kun sig selv for i hast at føre hånden, som han havde fået et stokkeslag over, op til munden, „vi bliver kun straffet, fordi du har meldt os. Ellers ville der ikke være sket os noget, selv ikke, hvis man havde erfaret, hvad vi har gjort. Kan man kalde det retfærdighed? Vi to, men jeg især, havde gennem lang tid gjort os særdeles fortjent som vogtere – du må selv indrømme, at vi, fra myndighedernes synspunkt, har vogtet godt – vi havde udsigt til at komme frem og ville bestemt også snart være blevet pryglere ligesom han her, som netop havde det held ikke at være blevet meldt af nogen, thi en sådan anmeldelse forekommer virkelig meget sjældent. Og nu, herre, er alting tabt, vores løbebane endt, vi kommer i fremtiden til at udføre langt mere underordnede arbejder end vagttjenesten, og oven i købet får vi nu disse frygtelig smertefulde prygl.“ „Kan stokken da forårsage så store smerter?“ spurgte K. og undersøgte stokken, som prygleren svingede foran ham. „Vi er jo nødt til at klæde os helt af,“ sagde Willem. „Nå sådan,“ sagde K. og så nøje på prygleren, han var solbrændt som en matros og havde et vildt, frisk ansigt. „Findes der ingen mulighed for at forskåne de to for pryglene?“ spurgte han ham. „Nej,“ sagde prygleren og rystede smilende på hovedet. „Klæd jer af!“ befalede han vogterne. Og til K. sagde han: „Du skal ikke tro på alt, hvad de siger, de er allerede blevet en smule åndssvage af angst for pryglene. Det, som han her for eksempel“ – han pegede på Willem – „har fortalt om sin mulige karriere, er rent ud sagt latterligt. Se blot, hvor fed han er – de første stokkeslag vil i det hele taget gå tabt i fedtet. – Ved du, hvordan han er blevet så fed? Han har den vane at spise alle de arresteredes morgenmad. Har han ikke også spist din morgenmad? Ja, det var jo det, jeg sagde. Men en mand med sådan en vom kan aldrig i livet blive prygler, det er helt udelukket.“ „Der findes også den slags pryglere,“ påstod Willem, som netop var i færd med at spænde sin livrem op. „Nej,“ sagde prygleren og strøg ham sådan med stokken over halsen, at han fór sammen, „du skal ikke lytte, men klæde dig af.“ „Jeg ville belønne dig godt, hvis du lader dem løbe,“ sagde K. og tog, uden at se på prygleren igen – den slags forretninger afvikles på begge sider bedst med nedslagne øjne – sin tegnebog frem. „Så vil du vel også melde mig,“ sagde prygleren, „og også skaffe mig prygl. Nej nej!“ „Vær dog fornuftig,“ sagde K., „hvis jeg havde ønsket, at disse to skulle straffes, ville jeg da ikke ønske at løskøbe dem nu. Jeg kunne ganske simpelt smække døren her i, ikke ønske at se eller høre mere og gå hjem. Nu gør jeg imidlertid ikke sådan, tværtimod er jeg alvorligt interesseret i at befri dem; hvis jeg havde anet, at de skulle straffes eller kunne straffes, ville jeg aldrig have nævnt deres navne. Jeg betragter dem nemlig slet ikke som skyldige, skyldig er organisationen, skyldige er de høje embedsmænd.“ „Netop!“ udbrød vogterne og fik straks et slag over deres allerede afklædte rygge. „Hvis du havde en højtstående dommer her under din stok,“ sagde K. og trykkede, mens han talte, stokken, som allerede skulle til at løfte sig igen, ned, „så ville jeg sandelig ikke hindre dig i at slå til, tværtimod, jeg ville oven i købet give dig penge, så du kunne styrke dig til den gode sag.“ „Det du siger, lyder jo troværdigt,“ sagde prygleren, „men jeg lader mig ikke bestikke. Jeg er ansat til at prygle, altså prygler jeg.“ Vogteren Franz, som måske i forventning om, at K.s indgriben ville falde gunstigt ud, indtil nu havde holdt sig temmelig meget tilbage, kom nu, kun med sine bukser på, hen til døren, hængte sig knælende i K.s arm og hviskede: „Hvis du ikke kan sætte igennem, at vi begge to bliver skånet, så prøv i det mindste at befri mig. Willem er ældre end jeg, i enhver henseende mindre følsom, han har også allerede for et par år siden engang fået en let pryglestraf, men jeg er endnu ikke vanæret og har dog kun gjort, som jeg gjorde, på grund af Willem, som er min lærer på godt og ondt. Nede foran banken venter min stakkels forlovede på udfaldet, jeg skammer mig jo så ynkeligt.“ Han tørrede med K.s jakke sit ansigt, der flød helt over af tårer. „Jeg venter ikke længere,“ sagde prygleren, greb stokken med begge hænder og slog løs på Franz, mens Willem krøb sammen i et hjørne og i det skjulte så til, uden at turde dreje hovedet. Da løftede det skrig, som Franz udstødte, sig udelt og uforanderligt, det syntes ikke at stamme fra et menneske, men fra et martret instrument, hele korridoren gav genlyd af det, hele huset måtte høre det. „Skrig ikke,“ råbte K., han kunne ikke holde sig tilbage, og mens han spændt så i den retning, som budene måtte komme fra, skubbede han til Franz, ikke kraftigt, men alligevel kraftigt nok til, at han, der havde mistet besindelsen, faldt omkuld og i krampe afsøgte gulvet med begge hænder; men slagene undgik han ikke, stokken fandt ham også på jorden; mens han vred sig under den, svirpede dens spids regelmæssigt op og ned. Og nu dukkede der allerede i det fjerne et bud op og nogle få skridt bag ham et til. K. havde i hast smækket døren i, var gået hen til et af vinduerne til gården og lukkede det op. Skrigeriet var hørt helt op. For ikke at lade budene komme hen til sig, råbte han: „Det er mig!“ „God aften, hr. prokurist!“ lød det tilbage. „Er der sket noget?“ „Nej nej,“ svarede K., „det er bare en hund, der hyler nede i gården.“ Da budene alligevel ikke rørte på sig, føjede han til: „De kan godt blive ved Deres arbejde.“ For ikke at blive nødt til at indlade sig i samtale med budene, lænede han sig ud ad vinduet. Da han lidt efter så ind i korridoren, var de allerede borte. Men nu blev K. ved vinduet, han turde ikke gå ind i pulterkammeret, og gå hjem ville han heller ikke. Det var en lille firkantet gård, han så ned i, rundt om var der installeret kontorlokaler, alle vinduer var allerede mørke nu, kun de øverste opfangede et genskær af månen. K. prøvede anstrengt at trænge med sine blikke ind i et gårdhjørnes mørke, hvor nogle trækvogne var skubbet ind i hinanden. Det pinte ham, at det ikke var lykkedes ham at forhindre prygleriet, men det var ikke hans skyld, at det ikke var lykkedes; hvis Franz ikke havde skreget – vist så, det måtte have gjort meget ondt, men i et afgørende øjeblik skal man kunne beherske sig – hvis han ikke havde skreget, så ville K., i det mindste var det meget sandsynligt, have fundet et andet middel til at overtale prygleren. Hvis hele den laveste embedsstand var pak, hvorfor skulle så lige netop prygleren, som havde det mest umenneskelige embede, være en undtagelse, K. havde også lagt godt mærke til, hvordan hans øjne havde lyst ved synet af pengesedlen, han havde åbenbart kun gjort alvor af at prygle for at forhøje bestikkelsessummen lidt mere endnu. Og K. ville ikke have sparet, det var ham virkelig om at gøre at befri vogterne; når han nu engang var begyndt på at bekæmpe dette retsvæsens fordærv, så var det en selvfølge, at han også greb ind fra denne side. Men i det øjeblik, hvor Franz var begyndt at skrige, var alting naturligvis slut. K. kunne ikke tillade, at budene og måske alle mulige mennesker kom og overraskede ham i forhandlinger med selskabet i pulterkammeret. Denne opofrelse kunne virkelig ingen forlange af K. Hvis han havde haft til hensigt at gøre det, så havde det jo næsten været mere ligetil, hvis K. havde klædt sig selv af og tilbudt sig selv til prygleren som erstatning for vogterne. For øvrigt ville prygleren givetvis ikke have taget imod denne erstatning, eftersom han derved – uden at få fordel af det – alligevel ville have forsømt sine pligter på det groveste,10 og sandsynligvis have forsømt dem dobbelt, thi K. måtte vel nok, så længe hans proces varede, være ukrænkelig for alle rettens ansatte. Rigtignok var det også muligt, at der gjaldt særlige bestemmelser her. I hvert fald havde K. ikke kunnet gøre andet end at smække døren i, skønt det heller ikke nu på nogen måde betød, at K. var uden for al fare. At han tilmed til slut havde givet Franz et skub, var beklageligt og kunne kun undskyldes med hans ophidselse.
I det fjerne hørte han budenes skridt; for ikke at virke påfaldende på dem, lukkede han vinduet og gik i retning af hovedtrappen. Ved døren til pulterkammeret blev han stående lidt og lyttede. Der var helt stille. Manden kunne have pryglet vogterne til døde, de var jo helt i hans vold. K. havde allerede rakt hånden ud efter håndtaget, men trak den så tilbage igen. Hjælpe kunne han ikke mere, og budene måtte lige straks komme; han svor imidlertid ved sig selv, at han ville bringe denne sag på bane og, så vidt det stod i hans magt, give de virkelig skyldige, de højtstående embedsmænd, af hvilke endnu ingen havde turdet vise sig for ham, deres velfortjente straf. Da han gik ned ad bankens udvendige trappe, iagttog han omhyggeligt alle forbipasserende, men selv i den videre omkreds var det ikke til at få øje på en pige, som skulle have ventet på nogen. Franz’ bemærkning om, at hans forlovede ventede på ham, viste sig at være en rigtignok undskyldelig løgn, som kun havde haft til formål at vække større medlidenhed.
Heller ikke dagen efter kunne K. få vogterne ud af hovedet; han var adspredt i sit arbejde og måtte, for at få det gjort færdigt, blive endnu lidt længere på kontoret end dagen før. Da han på hjemvejen igen kom forbi pulterkammeret, åbnede han det som af gammel vane. Det, som han fik øje på i stedet for det ventede mørke, bragte ham helt ud af fatning. Alt var uforandret, sådan som han havde fundet det, da han åbnede døren aftenen i forvejen. Trykmønstrene og blækflaskerne lige bag tærskelen, prygleren med stokken, de stadig helt afklædte vogtere, stearinlyset på hylden, og vogterne begyndte at klage og råbte: „Herre!“ Straks smækkede K. døren i og slog også med knytnæver mod den, som om den på den måde var lukket fastere i. Nærmest grædende skyndte han sig til budene, som arbejdede roligt ved kopieringsmaskinerne og forbavset standsede i deres arbejde. „Se dog endelig at få ryddet op i pulterkammeret!“ råbte han. „Vi går jo til i skidt og møg!“ Budene var parate til at gøre det næste dag, K. nikkede, nu sent på aftenen kunne han ikke længere tvinge dem til arbejdet, hvad han egentlig havde haft til hensigt. Han satte sig lidt ned for at beholde budene i sin nærhed et stykke tid, rodede nogle kopier mellem hinanden, hvorved han mente at give indtryk af, at han kontrollerede dem, og gik derpå, da han indså, at budene ikke ville vove at gå samtidig med ham, træt og tankeløs hjem.