En dag blev K. ringet op, lige før han skulle til at gå, og opfordret til straks at komme til retskontoret. Man advarede ham imod at være ulydig. Hans uhørte bemærkninger om, at forhørene var omsonst, ikke fører til noget og ikke kan føre til noget, at han ikke længere ville komme derhen, at han ikke ville tage notits af telefoniske eller skriftlige invitationer og smide bude på porten – alle disse bemærkninger var protokolleret og havde allerede skadet ham meget. Hvorfor ville han dog ikke føje sig? Gjorde man sig måske ikke, uden hensyn til tid og omkostninger, ulejlighed med at bringe orden i hans indviklede sag? Ville han med forsæt forstyrre dette og lade det komme til voldelige forholdsregler, som man indtil nu havde forskånet ham for? Dagens tilsigelse var det sidste forsøg. Han kunne gøre, hvad han ville, men burde have i tankerne, at den høje ret ikke kunne lade sig spotte.
Nu havde K. meldt sit besøg hos Elsa denne aften og kunne alene af den grund ikke komme til retten; han var glad for at kunne retfærdiggøre sin udebliven fra retten med dette, selv om han naturligvis aldrig ville gøre brug af denne retfærdiggørelse og højst sandsynligt alligevel ikke var gået til retten, hvis han ikke havde haft nogen som helst anden forpligtelse denne aften. Men han stillede dog, i bevidstheden om sin gode ret, gennem telefonen det spørgsmål, hvad der ville ske, hvis han ikke kom. „Man vil vide at finde Dem,“ lød svaret. „Og vil jeg blive straffet, fordi jeg ikke er kommet frivilligt?“ spurgte K. og smilede i forventning om det, som han ville få at høre. „Nej,“ lød svaret. „Fortrinligt,“ sagde K., „men hvilken grund skulle jeg da så have til at efterkomme tilsigelsen i dag?“ „Man plejer ikke at hidse rettens magtmidler på sig,“ sagde stemmen, som blev svagere og til sidst svandt bort. „Det er meget uforsigtigt, hvis man ikke gør det,“ tænkte K., da han gik, „man skal da forsøge at lære magtmidlerne at kende.“
Uden at tøve kørte han til Elsa. Bekvemt tilbagelænet i vognhjørnet, med hænderne i frakkelommerne – det begyndte allerede at blive køligt – så han ud over de livlige gader. Med en vis tilfredshed tænkte han på, at han voldte retten ikke så lidt besvær, såfremt den virkelig var i aktivitet. Han havde ikke udtalt sig tydeligt om, hvorvidt han ville komme til retten eller ej; dommeren ventede altså, måske ventede endda en hel forsamling, kun K. ville til særlig skuffelse for galleriet ikke dukke op. Uforstyrret af retten kørte han derhen, hvor han ville. Et øjeblik var han ikke sikker på, om han ikke i distraktion havde givet kusken rettens adresse, han råbte derfor højt Elsas adresse til ham; kusken nikkede, han havde ikke fået opgivet nogen anden. Fra da af glemte K. lidt efter lidt retten, og tankerne om banken begyndte igen at opfylde ham helt, som i tidligere tider.
Pludselig, under middagsmaden, faldt det ham ind, at han ville besøge sin mor. Nu var foråret allerede ved at være forbi og dermed det tredje år, hvor han ikke havde set hende. Dengang havde hun bedt ham om at komme og besøge hende på hans fødselsdag, han havde trods mange forhindringer opfyldt denne bøn og havde endda givet hende det løfte at tilbringe hver fødselsdag hos hende, et løfte, som han rigtignok nu allerede to gange ikke havde holdt. Til gengæld ville han nu ikke vente helt til sin fødselsdag, skønt der kun var fjorten dage til den, men tage af sted med det samme. Han sagde ganske vist til sig selv, at der ikke forelå nogen speciel grund til at tage af sted netop nu, tværtimod, de efterretninger, som han fik regelmæssigt hver anden måned fra en fætter, der havde en købmandsforretning i den lille by og forvaltede de penge, som K. sendte til sin mor, var mere beroligende end nogen sinde tidligere. Moderens syn var ganske vist ved helt at forsvinde, men det havde K. efter lægernes udsagn ventet gennem mange år; til gengæld var hendes øvrige tilstand blevet bedre, forskellige alderdomslidelser var taget af i stedet for at tage til, i det mindste klagede hun mindre. Efter fætterens mening hang det måske sammen med, at hun i de seneste år – K. havde allerede under sit besøg nærmest med afsky lagt mærke til dette tegn – var blevet overdrevent from. Fætteren havde i et brev meget anskueligt skildret, hvordan den gamle kone, som før i tiden kun med besvær havde slæbt sig af sted, nu skridtede ganske godt ud arm i arm med ham, når han fulgte hende i kirke om søndagen. Og fætteren kunne K. fæste lid til, for han var i reglen bekymret og overdrev snarere det dårlige end det gode i sine beretninger.
Men hvordan det nu end stod til, så havde K. nu bestemt sig for at tage af sted; han havde i den sidste tid blandt andre ubehageligheder konstateret en vis selvynk hos sig, en næsten viljeløs bestræbelse på at give efter for alle sine ønsker – nuvel, i dette tilfælde tjente denne svaghed i det mindste et godt formål.
Han gik hen til vinduet for at samle sine tanker lidt, lod derpå straks maden tage ud, sendte budet hjem til fru Grubach for at meddele hans afrejse og hente håndtasken, som fru Grubach kunne pakke det ned i, som hun anså for nødvendigt, gav derpå hr. Kühne nogle forretningsmæssige ordrer vedrørende den tid, han var borte, ærgrede sig denne gang knap nok over, at hr. Kühne med en uopdragenhed, som allerede var blevet en vane, tog mod ordrerne med ansigtet vendt til siden, som om han ganske nøjagtig vidste, hvad han havde at gøre og kun tolererede denne ordregivning som en ceremoni, og gik så til sidst ind til direktøren. Da han anmodede denne om at få fri i to dage, eftersom han måtte besøge sin mor, spurgte direktøren naturligvis, om K.s mor måske var syg. „Nej,“ sagde K. uden nærmere forklaring. Han stod midt i værelset, med hænderne foldet på ryggen. Med sammentrukket pande tænkte han sig om. Havde han måske forhastet sig med forberedelserne til rejsen? Var det ikke bedre at blive her? Hvad ville han dér? Ville han måske tage dertil af rørstrømskhed? Og af rørstrømskhed muligvis forsømme noget vigtigt her, en lejlighed til at gribe ind, som dog nu kunne vise sig hver dag, hver time på dagen, efter at processen nu tilsyneladende allerede havde hvilet i ugevis, og knap nok så meget som en præcis meddelelse var nået frem til ham? Og ville han til og med ikke forskrække den gamle kone, hvad han naturligvis ikke havde til hensigt, men hvad der meget nemt kunne ske mod hans vilje, eftersom der nu skete meget mod hans vilje: Og moderen savnede ham slet ikke. Tidligere var moderens indtrængende indbydelser regelmæssigt blevet gentaget i fætterens breve, men nu var det allerede længe siden. Det var altså ikke for moderens skyld, han tog af sted, så meget var klart. Men hvis han tog af sted i en eller anden forhåbning på egne vegne, så var han en fuldkommen nar og ville i den endelige fortvivlelse få lønnen for sin naragtighed dér. Men som om al denne tvivl ikke var hans egen, men noget, som fremmede mennesker prøvede at indgyde ham, holdt han, idet han formelig vågnede op, fast ved sin beslutning om at tage af sted. Direktøren havde i mellemtiden tilfældigt eller, hvad der var mere sandsynligt, af speciel hensynsfuldhed over for K., bøjet sig over en avis, nu løftede også han blikket, gav, idet han rejste sig op, K. hånden og ønskede ham, uden at stille yderligere spørgsmål, god rejse.
K. ventede derpå endnu på budet, mens han gik frem og tilbage i sit kontor, afviste næsten uden ord direktørens stedfortræder, som adskillige gange kom ind for at forhøre sig om grunden til K.s afrejse, og skyndte sig, da han endelig havde håndtasken, straks ned til den allerede bestilte vogn. Han var allerede på trappen, da kom øverst på den i sidste øjeblik nu funktionæren Kullich til syne, med et påbegyndt brev i hånden, til hvilket han åbenbart ville udbede sig en vejledning fra K. K. vinkede ham ganske vist af med hånden, men langsomt opfattende, som dette blonde, storhovedede menneske var, misforstod han tegnet og fór, viftende med papiret, i livsfarlige spring efter K. Denne var så forbitret over det, at da Kullich indhentede ham på den udendørs trappe, tog han brevet ud af hånden på ham og rev det itu. Da K. derefter vendte sig om i vognen, stod Kullich, som sandsynligvis stadig væk ikke havde indset sin fejl, på samme sted og så efter den bortkørende vogn, medens portieren ved siden af ham tog sin hue dybt af. K. var altså dog stadig væk en af de øverste embedsmænd i banken; ville han benægte det, ville portieren gendrive ham. Og moderen anså ham endog trods al modsigelse for bankens direktør, og det havde hun gjort i årevis. I hendes opfattelse ville han ikke dale, uanset hvordan hans anseelse ellers havde lidt skade. Måske var det et godt tegn, at han, lige inden han kørte af sted, havde fået bekræftet, at han stadig væk kunne tillade sig at tage et brev fra en funktionær, endda fra en, som havde forbindelser til retten, og uden nogen form for undskyldning rive det itu, uden at hans hænder brændte op.
Herfra strøget
… Men det, som han allerhelst ville have gjort, havde han ikke kunnet tillade sig, nemlig at give Kullich to knaldende lussinger på hans blege, runde kinder. På den anden side er det naturligvis meget godt, for K. hader Kullich og ikke blot Kullich, men også Rabensteiner og Kaminer. Han tror, at han har hadet dem fra tidernes morgen, det var ganske vist først deres opdukken i frk. Bürstners værelse, der gjorde ham opmærksom på dem, men hans had er ældre. Og i den sidste tid har K. næsten lidt under dette had, for han kan ikke tilfredsstille det; det er så svært at få krammet på dem, det er nu de nederste funktionærer, alle helt igennem mindreværdige, de vil ikke komme frem, undtagen under anciennitetens pres, og selv her langsommere end enhver anden, det er som følge heraf næsten umuligt at lægge dem en hindring i vejen; ingen hindring lagt af fremmed hånd kan være så stor som Kullichs dumhed, Rabensteiners dovenskab og Kaminers modbydelige sleske beskedenhed. Det eneste, man kunne foretage sig imod dem, ville være at få dem sagt op, det ville endda være meget nemt at opnå, et par ord fra K. til direktøren ville være nok, men det viger K. tilbage for. Måske ville han gøre det, hvis direktørens stedfortræder, som åbent eller skjult foretrækker alt, hvad K. hader, ville gøre sin indflydelse gældende til fordel for de tre, men mærkværdigvis gør direktørens stedfortræder her en undtagelse og vil det, som K. vil.
Til trods for den menneskekundskab og den verdenserfaring, som K. havde erhvervet sig gennem sin lange tid i bankens tjeneste, var selskabet ved hans stambord dog altid forekommet ham overordentlig agtværdigt, og han benægtede aldrig over for sig selv, at det var en stor ære for ham at tilhøre et sådant selskab. Det bestod næsten udelukkende af dommere, statsadvokater og forsvarsadvokater, også nogle helt unge embedsmænd og advokatfuldmægtige var optaget, men de sad helt nede ved bordenden og fik kun lov til at blande sig i debatten, når der blev stillet spørgsmål specielt til dem. Den slags spørgsmål havde imidlertid for det meste kun til formål at more selskabet, især statsadvokat Hasterer, der sædvanligvis var K.s sidemand, holdt af at bringe de unge herrer i forlegenhed på denne måde. Når han spredte sin store, stærkt behårede hånd ud midt på bordet og vendte sig mod den nederste bordende, lyttede alle straks spændt. Og når så én dernede tog spørgsmålet op, men enten ikke engang kunne fatte meningen i det eller så eftertænksomt ned i sin øl eller i stedet for at tale blot snappede med kæberne eller ligefrem – og det var det værste – med uopholdelig ordstrøm gik ind for en forkert eller udokumenteret mening, så drejede de ældre herrer sig smilende på deres stole, og først nu syntes de at befinde sig rigtig godt. De virkelig alvorlige, faglige samtaler var forbeholdt dem alene.
K. var blevet indført i dette selskab af en advokat, bankens juridiske repræsentant. Der havde været en tid, hvor K. havde måttet føre lange forhandlinger i banken med denne advokat til langt ud på aftenen, og det havde så givet sig af sig selv, at han havde spist aftensmad sammen med advokaten ved dennes stambord og var kommet til at synes godt om selskabet. Han så her lutter lærde, ansete, i en vis forstand mægtige herrer, hvis afslapning bestod i, at de prøvede at løse vanskelige spørgsmål, som kun stod i fjern forbindelse med det almindelige liv, og brød deres hjerne med det. Om end han selv naturligvis kun i ringe grad kunne gribe ind, så fik han dog mulighed for at erfare meget, som før eller siden også kunne skaffe ham fordele i banken, og desuden kunne han knytte personlige kontakter til retten, som altid var nyttige. Men selskabet syntes også gerne at ville have ham iblandt sig. Som forretningsmæssig fagmand var han snart anerkendt, og hans mening gjaldt i sådanne anliggender som uomstødelig – selv om det heller ikke gik helt uden ironi i den forbindelse. Det skete ikke sjældent, at to, som bedømte et retsligt spørgsmål inden for handelsretten forskelligt, afkrævede K. hans mening om sagsforholdet, og at derpå K.s navn kom igen i alle taler og gensvar og blev trukket med ud i de mest abstrakte undersøgelser, som K. for længst var holdt op med at kunne følge med i. Rigtignok var der efterhånden meget, som blev klarere for ham, især da han i statsadvokat Hasterer havde en god rådgiver ved sin side, som også trådte i nærmere venskabelig forbindelse med ham. Han fulgte ham endog flere gange hjem om natten. Men det varede længe, før K. vænnede sig til at gå arm i arm med den kæmpemæssige mand, som uden videre ville have kunnet skjule ham i sit cykelslag.
Men i tidens løb fandt de sammen i en sådan grad, at alle forskelle i dannelse, erhverv, alder blev visket ud. De omgikkes hinanden, som om de fra de tidligste tider havde hørt sammen, og hvis en undertiden udadtil virkede som den overlegne i deres forhold, så var det ikke Hasterer, men K., for hans praktiske erfaringer viste sig oftest at være rigtige, da de var erhvervet mere umiddelbart, end det nogen sinde kan ske fra rettens bord.
Dette venskab blev naturligvis snart almindeligt kendt ved stambordet, man glemte halvvejs, hvem der havde bragt K. ind i selskabet, nu var det i hvert fald Hasterer, som dækkede K.; hvis K.s berettigelse til at sidde her skulle støde på tvivl, kunne han med god ret påberåbe sig Hasterer. Derigennem opnåede K. imidlertid en særlig begunstiget position, thi Hasterer var lige så anset som frygtet. Styrken og smidigheden i hans juridiske tankegang var ganske vist meget beundringsværdige, i denne henseende var dog mange herrer mindst hans jævnbyrdige; men ingen nåede op på siden af ham i den vildskab, med hvilken han forsvarede sin mening. K. fik det indtryk, at Hasterer, hvis han ikke kunne overbevise sin modstander, så dog i det mindste satte ham en skræk i livet, mange veg allerede tilbage for hans udstrakte pegefinger. Det så da ud, som om modstanderen var ved at glemme, at han var i selskab med gode bekendte og kolleger, at det jo kun drejede sig om teoretiske spørgsmål. At der i virkeligheden ikke under nogen omstændigheder kunne ske ham noget – men han forstummede, og en hovedrysten var allerede mod. Et pinligt syn var det, når modstanderen sad langt væk, Hasterer indså, at der ikke kunne opnås nogen enighed på den afstand, – og han så skubbede tallerkenen med sin mad fra sig og langsomt rejste sig for at opsøge manden selv. De, der sad i nærheden, lænede så hovederne tilbage for at iagttage hans ansigt. Ganske vist var det kun forholdsvis sjældne episoder, fremfor alt kunne han næsten kun hidse sig op over juridiske spørgsmål, hovedsagelig over den slags, som havde at gøre med processer, som han selv havde ført eller førte. Drejede det sig ikke om den slags spørgsmål, var han venlig og rolig, hans latter var elskværdig, og hans lidenskab var rettet mod at spise og drikke. Det kunne endog ske, at han slet ikke lyttede til den almindelige samtale, vendte sig mod K., lagde armen over hans stoleryg, spurgte ham halvhøjt ud om banken, så selv talte om sit eget arbejde eller også fortalte om sine damebekendtskaber, som gav ham næsten lige så meget at bestille som retten. Man så ham ikke tale på den måde med nogen anden i selskabet, og virkelig kom man ofte, hvis man ville bede om noget hos Hasterer – for det meste skulle der tilvejebringes forsoning med en kollega – først til K. og bad ham om hans formidling, som han altid gennemførte med glæde og lethed. Han var i det hele taget, uden i øvrigt at udnytte sin forbindelse med Hasterer i denne henseende, meget høflig og beskeden over for alle og forstod – hvad der var endnu vigtigere end beskedenhed og høflighed – at skelne rigtigt inden for herrernes rangforordning og at behandle enhver sådan, som det tilkom ham efter hans rang. Ganske vist belærte Hasterer ham gang på gang om det, det var de eneste forskrifter, som Hasterer ikke, selv ikke i den mest ophidsede debat, overtrådte. Derfor henvendte han sig også altid kun til de unge herrer under ét ved den nederste bordende, som endnu dårligt nok havde nogen rang overhovedet, – som om de ikke var enkeltpersoner, men blot en sammenpresset klump. Men lige netop disse herrer viste ham den største ærbødighed, og når han henad klokken elleve rejste sig for at gå hjem, var der straks én til stede, som hjalp ham i den tunge frakke, og en anden, som med et dybt buk åbnede døren for ham og naturligvis også stadig holdt håndtaget, når K. forlod rummet efter Hasterer.
Medens K. i den første tid fulgte Hasterer et stykke på vej eller denne K., endte sådanne aftener senere i reglen med, at Hasterer bad K. om at komme med ham hjem og at blive et lille stykke tid hos ham. Så sad de endnu godt en times tid over snaps og cigarer. Disse aftener holdt Hasterer så meget af, at han ikke engang ville give afkald på dem, da han nogle uger igennem havde et kvindemenneske ved navn Helene boende hos sig. Det var en tyk, gammelt udseende kone med gullig hud og sorte krøller, som slangede sig om hendes pande. K. så hende først kun i sengen, hun lå sædvanligvis temmelig skamløst i den, plejede at læse en serieroman og kerede sig ikke om herrernes samtale. Først når det blev sent, strakte hun sig, gabte og kastede også, hvis hun ikke på anden vis kunne henlede opmærksomheden på sig, et hæfte af sin roman efter Hasterer. Han rejste sig da smilende, og K. sagde farvel. Senere ganske vist, da Hasterer begyndte at blive træt af Helene, forstyrrede hun i mærkbar grad samværet. Hun ventede nu altid fuldt påklædt på herrerne, og hun var sædvanligvis iført en kjole, som hun formodentlig anså for meget dyrebar og klædelig, men som i virkeligheden var en gammel overlæsset balkjole, der virkede særlig utiltalende i kraft af nogle rækker af lange frynser, som den var behængt med til pynt. K. kendte slet ikke denne kjoles nøjagtige udseende, han vægrede sig på en vis måde ved at se på hende og sad i timevis med halvt sænkede blikke, mens hun vuggende gik gennem stuen eller sad i nærheden af ham og senere, da hendes stilling blev mere og mere uholdbar, i sin nød endog prøvede at gøre Hasterer jaloux ved at favorisere K. Det var kun nød, ikke ondskab, når hun med sin blottede runde, fede ryg lænede sig ind over bordet, nærmede sit ansigt til K.s og på den måde ville tvinge ham til at se op. Hun opnåede med dette kun, at K. kort efter vægrede sig ved at komme hos Hasterer, og da han efter nogen tid alligevel gik derhen igen, var Helene endegyldigt sendt bort; K. tog dette som en selvfølge. Den aften blev de særlig længe sammen, drak på Hasterers opfordring dus, og på hjemvejen var K. næsten lidt bedøvet af røg og alkohol.
Netop næste morgen gjorde direktøren i banken i løbet af en forretningsmæssig samtale den bemærkning, at han mente at have set K. aftenen før. Hvis han ikke havde taget fejl, så havde K. gået arm i arm med statsadvokat Hasterer. Direktøren syntes at finde dette så mærkværdigt, at han – hvad der ganske vist svarede til hans øvrige præcision – nævnte den kirke, på hvis langside i nærheden af springvandet dette møde havde fundet sted. Hvis han havde villet beskrive en luftspejling, så kunne han ikke have udtrykt sig anderledes. K. forklarede ham nu, at statsadvokaten var hans ven, og at de virkelig var gået forbi kirken i går aftes. Direktøren smilede forundret og opfordrede K. til at tage plads. Det var et af de øjeblikke, der fik K. til at holde så meget af direktøren, øjeblikke, hvor denne svagelige, syge, kremtende, med det mest ansvarstunge arbejde overbebyrdede mand lod en vis bekymring for K.s vel og for hans fremtid skinne igennem, en bekymring, som man ganske vist i lighed med andre embedsmænd, som havde oplevet noget lignende med direktøren, kunne kalde kold og udvendig, som ikke var andet end et godt middel til at binde værdifulde embedsmænd til sig år frem i tiden ved at ofre to minutter, – hvorom alting var, K. lå under for direktøren i disse øjeblikke. Måske talte direktøren også en smule anderledes med K. end med de andre, han glemte nemlig ikke sin overordnede stilling for på denne måde at tilpasse sig K. – dette gjorde han tværtimod regelmæssigt i den normale forretningsmæssige omgang – men her syntes han netop at have glemt K.s stilling og talte med ham som med et barn eller som med et uvidende ungt menneske, som først skal til at ansøge om en stilling og af en eller anden uforståelig grund faldt i direktørens smag. K. ville bestemt ikke have tolereret en sådan måde at tale på hverken hos en anden eller hos direktøren selv, hvis ikke direktørens omsorg var forekommet ham ægte, eller hvis ikke i det mindste muligheden af en sådan omsorg, som den viste sig for ham i sådanne øjeblikke, fuldstændig havde fortryllet ham. K. erkendte sin svaghed; måske havde den sin grund i, at der i denne henseende virkelig stadig væk var noget barnagtigt i ham, fordi han aldrig havde erfaret omsorg fra sin egen far, der var død meget ung, og fordi han tidligt var kommet hjemmefra og altid snarere havde afvist end fremlokket ømheden hos moderen, som halvt blind stadig levede derude i den uforanderlige lilleby, og hvem han sidst havde besøgt for omkring to år siden.
„Dette venskab har jeg slet ikke vidst noget om,“ sagde direktøren, og kun et svagt, venligt smil mildnede strengheden i disse ord.
Anmærkning: Dette fragment ville have knyttet sig umiddelbart til romanens syvende kapitel. Begyndelsen af det er skrevet på det stykke papir, som også rummer afskriften af de sidste sætninger af syvende kapitel.
Uden til at begynde med at forbinde nogen bestemt hensigt med det havde K. ved forskellige lejligheder prøvet at bringe i erfaring, hvor det retskontor lå, hvorfra den første anmeldelse i hans sag var kommet. Han fik det uden vanskelighed at vide, både Titorelli og Wolfahrt opgav ham ved det første spørgsmål det nøjagtige husnummer. Senere kompletterede Titorelli med det smil, som han altid havde parat til hemmelige planer, der ikke var forelagt ham til udtalelse, oplysningen med at påstå, at netop dette kontor ikke havde den fjerneste betydning, man udtalte kun, hvad man fik besked på, og var kun det yderste organ for den store anklagemyndighed selv, som ganske vist var utilgængelig for de involverede. Hvis man altså ønskede noget af anklagemyndigheden – der var naturligvis altid mange ønsker, men det var ikke altid klogt at sige dem højt – så måtte man rigtignok henvende sig til det nævnte underordnede kontor, men derved ville man hverken selv kunne trænge igennem til den egentlige anklagemyndighed eller nogen sinde styre sit ønske derhen.
K. kendte allerede malerens væsen, derfor sagde han ham ikke imod, forhørte sig heller ikke yderligere, men nikkede blot og tog hans ord til efterretning. Atter forekom det ham, som allerede flere gange i den sidste tid, at Titorelli rigeligt kunne erstatte advokaten, for så vidt det kom an på at pine og plage ham. Forskellen bestod alene i, at K. ikke var så prisgivet Titorelli, og at han, når som helst det passede ham, uden videre vrøvl kunne have rystet ham af sig, at Titorelli desuden var overmåde meddelsom, ja snakkesalig, om end før i tiden mere end nu, og at K. til syvende og sidst meget vel også på sin side kunne plage Titorelli.
Og det gjorde han også i denne sag, talte flere gange om det omtalte hus i en tone, som om han fortav noget for Titorelli, som om han havde optaget kontakt med denne myndighed, men som om den endnu ikke havde udviklet sig langt nok til uden risiko at kunne gøres bekendt, men hvis Titorelli så prøvede at presse ham til nærmere oplysninger, skiftede K. pludselig emne og talte i lang tid ikke mere om det. Han glædede sig over den slags små succeser, han troede da, at han nu allerede meget bedre forstod de mennesker, som omgav retten, at han nu allerede kunne lege med dem, at han næsten selv rykkede ind blandt dem, i det mindste for en tid fik det bedre overblik, som det første trin af retten, som de stod på, på en måde gav dem mulighed for. Hvad gjorde det, hvis han dog endelig skulle miste sin stilling hernede? Dér var der selv da en mulighed for redning, han skulle blot smutte ind i disse folks rækker, hvis de, på grund af deres lave stilling eller af andre årsager, ikke kunne hjælpe ham i hans proces, så kunne de dog optage ham og skjule ham, ja de kunne, hvis han satte det hele velovervejet og hemmeligt i værk, slet ikke forsvare sig imod at tjene ham på denne måde, især ikke Titorelli, hvis nære bekendt og velgører han jo nu var blevet.
Det forholdt sig ikke sådan, at K. dagligt ernærede sig af sådanne og lignende forhåbninger, i almindelighed skelnede han endnu nøjagtigt og vogtede sig for at overse eller overspringe nogen som helst vanskelighed, men nu og da – for det meste var det i tilstande af total udmattelse om aftenen efter arbejdet – søgte han trøst i de mindste og tilmed mest mangetydige episoder i dagens løb. Normalt lå han da på kanapeen i sit kontor – han kunne ikke længere forlade kontoret uden at hvile sig en time på kanapeen – og føjede i tankerne den ene iagttagelse til den anden. Han begrænsede sig ikke nøje til de folk, som hang sammen med retten, her i halvsøvne blandede alle sig med hinanden, så glemte han rettens store arbejde, det forekom ham, at han var den eneste anklagede, og alle andre gik mellem hinanden som embedsmænd og jurister på gangene i en retsbygning; selv de mest indskrænkede havde lagt hagen ned på brystet, spidset læberne og antaget den ansvarsfulde eftertænksomheds stive blik. Hver gang optrådte så, som en sluttet gruppe, fru Grubachs lejere, de stod sammen hoved ved hoved, med åbne munde, som et anklagende kor. Der var mange ukendte iblandt dem, for K. havde allerede længe undladt at bekymre sig det mindste om pensionatets anliggender. Som følge af de mange ukendte voldte det ham dog et vist ubehag at give sig nøjere af med gruppen, hvad han dog undertiden blev nødt til, når han ledte efter frk. Bürstner i den. Han så for eksempel hastigt hen over gruppen, og pludselig skinnede to aldeles fremmede øjne ham i møde og standsede ham. Så fandt han ikke frk. Bürstner, men da han så for at undgå enhver fejltagelse ledte en gang til, fandt han hende lige midt i gruppen, med armene lagt om to herrer, som stod på hver side af hende. Det gjorde uendelig ringe indtryk på ham, især fordi dette syn ikke var noget nyt, men kun den uudslettelige erindring om et fotografi fra badestranden, som han engang havde set i frk. Bürstners værelse. Ikke desto mindre drev dette syn K. bort fra gruppen, og selv om han stadig væk flere gange vendte tilbage til den, så ilede han nu med lange skridt på kryds og tværs gennem retsbygningen. Han fandt sig altid meget godt til rette i alle værelser, fortabte gange, som han aldrig kunne have set, forekom ham velkendte, som havde de alle dage været hans bolig, detaljer pressede sig med smertelig tydelighed gang efter gang ind i hans hoved, for eksempel spadserede en udlænding i en forsal, han var klædt på omtrent som en tyrefægter, taljen var indskåret, som med knive, hans ganske korte lille jakke, som sad stift om ham, bestod af gullige, grovtrådede kniplinger, og denne mand lod sig uophørligt beglo af K. uden så meget som et øjeblik at standse sin gang. Krumbøjet sneg K. sig rundt om ham og gloede med anstrengt vidtåbne øjne på ham. Han kendte alle tegninger i kniplingerne, alle forkerte frynser, alle fald i jakken og havde alligevel ikke set sig mæt. Eller rettere, han havde for længst set sig mæt, eller endnu rettere, han havde aldrig villet se på det, men det slap ham ikke. „Sikke maskerader udlandet byder på!“ tænkte han og spærrede øjnene endnu mere op. Og i denne mands følge forblev han, indtil han kastede sig rundt på kanapeen og pressede ansigtet ned i læderet.
Herfra strøget
Sådan lå han længe og hvilede sig nu virkelig. Han tænkte ganske vist også nu frem og tilbage, men i mørke og uforstyrret. Helst tænkte han på Titorelli. Titorelli sad på en stol, og K. knælede foran ham, strøg hen over hans arme og indyndede sig hos ham på alle måder. Titorelli vidste, hvad K. stræbte efter, men han lod, som om han ikke vidste det, og pinte ham på den måde lidt. Men K. vidste på sin side, at han til sidst ville sætte alt igennem, for Titorelli var en letsindig person, let at vinde, uden pligtfølelse, og det var ubegribeligt, at retten havde indladt sig med sådan en person. K. indså: her, om nogen steder, var gennembruddet muligt. Han lod sig ikke forvirre af Titorellis skamløse smil, som denne med løftet hoved rettede ud i det blå, han insisterede på sin bøn og gik så vidt som til at klappe Titorelli på kinderne. Han gjorde sig ikke alt for megen umage, han var næsten skødesløs, han trak sagen i langdrag af nydelsessyge, han var sikker på sin succes. Hvor simpelt var det ikke at overliste retten! Som under indflydelse af en naturlov bøjede Titorelli sig endelig ned mod ham, en venlig langsom lukken øjne viste, at han var rede til at opfylde bønnen, han gav K. hånden med et fast tryk. K. rejste sig, han var naturligt nok en smule højtidelig til mode, men nu ville Titorelli ikke vide af nogen højtidelighed længere, han omfavnede K. og trak ham med sig af sted i løb. Straks var de i retsbygningen og skyndte sig op ad trapperne, ja ikke kun opad, men op og ned, uden den mindste anstrengelse, let som en let båd i vandet. Og netop som K. iagttog sine fødder og nåede til den slutning, at denne skønne måde at bevæge sig på ikke kunne høre til hans hidtidige, lave liv, netop nu, oven over hans sænkede hoved, skete forvandlingen. Lyset, som indtil nu var faldet ind bagfra, skiftede og strømmede pludselig blændende forfra. K. så op, Titorelli nikkede til ham og vendte ham om. Atter var K. i retsbygningens korridor, men alt var roligere og enklere. Der var ingen påfaldende detaljer, K. omsluttede alt med et blik, gjorde sig fri af Titorelli og gik sin vej. K. bar i dag en ny lang, mørk klædning, den var velgørende varm og tæt. Han vidste, hvad der var sket med ham, men han var så lykkelig over det, at han endnu ikke ville indrømme det over for sig selv. I hjørnet af en korridor, i hvis ene væg store vinduer stod åbne, fandt han i en bunke sit tidligere tøj, den sorte jaket, de skarpt stribede bukser og oven på dem skjorten med rystende strakte ærmer.
En morgen følte K. sig langt friskere og mere modstandsdygtig end ellers. Retten skænkede han knap en tanke; men når den faldt ham ind, forekom det ham, at denne helt uoverskuelige, store organisation nemt kunne gribes, rives op og knuses på et eller andet, rigtignok skjult sted, som man først skulle famle sig frem til i mørket. Hans usædvanlige tilstand fristede ham endda til at invitere direktørens stedfortræder ind på sit kontor for i fællesskab at drøfte et forretningsanliggende, som allerede havde været presserende i nogen tid. Altid ved den slags anledninger lod direktørens stedfortræder, som om hans forhold til K. ikke i mindste måde havde ændret sig gennem de seneste måneder. Roligt kom han, som i tidligere tiders konstante kappestrid med K., roligt påhørte han K.s udredninger, viste ved små fortrolige, ja kammeratlige bemærkninger sin deltagelse og forvirrede kun K. derved – hvori man dog ikke behøvede at se nogen hensigt, – at han ikke lod sig distrahere fra den forretningsmæssige hovedsag af noget som helst, formelig ned til sit væsens grund var opladt for denne sag, medens K.s tanker ansigt til ansigt med dette mønster af pligtopfyldenhed omgående begyndte at sværme til alle sider og tvang ham til næsten uden modstand at overlade selve sagen til direktørens stedfortræder. Engang var det så galt, at K. til sidst kun bemærkede, hvordan direktørens stedfortræder pludselig rejste sig og tavs vendte tilbage til sit kontor. K. vidste ikke, hvad der var sket, det kunne være, at denne drøftelse var regulært afsluttet, men det kunne lige så godt være, at direktørens stedfortræder havde afbrudt den, fordi K. uden at vide det havde såret ham, eller fordi han havde våset, eller fordi det var blevet helt klart for direktørens stedfortræder, at K. ikke hørte efter og var optaget af andre ting. Men det kunne endog være, at K. havde truffet en latterlig afgørelse, eller at direktørens stedfortræder havde lokket den ud af ham, og at han nu havde travlt med at føre den ud i livet til skade for K. Man kom i øvrigt ikke tilbage til dette anliggende, K. ville ikke minde om det, og direktørens stedfortræder lod sig ikke mærke med noget; der viste sig ganske vist foreløbig heller ingen synlige følger. Men i hvert fald var K. ikke blevet skræmt af denne episode; når der viste sig blot den mindste passende anledning, og han var blot en smule ved magt, stod han straks ved direktørens stedfortræders dør for at gå ind til ham eller invitere ham ind til sig. Det var ikke længere tiden at skjule sig for ham, sådan som han før havde gjort. Han håbede ikke længere på en snarlig afgørende succes, som med ét slag ville befri ham for alle bekymringer og af sig selv genoprette det gamle forhold til direktørens stedfortræder. K. indså, at han ikke måtte slippe taget, veg han tilbage, sådan som kendsgerningerne måske krævede det, så var der risiko for, at han muligvis aldrig mere kom fremad. Direktørens stedfortræder måtte ikke forblive i den tro, at K. var færdig, han måtte ikke sidde roligt på sit kontor i denne tro, han skulle foruroliges. Han skulle så ofte som muligt opleve, at K. levede, og at han som alt, der levede, en skønne dag kunne overraske med nye evner, hvor ufarlig han end forekom i dag. Undertiden sagde K. ganske vist til sig selv, at han med denne metode ikke kæmpede for noget andet end sin ære, for nytte kunne han egentlig ikke drage af, at han i sin svaghed gang på gang søgte konfrontationen med direktørens stedfortræder, forstærkede hans magtfølelse og gav ham lejlighed til at gøre iagttagelser og at tage sine forholdsregler præcis efter de øjeblikkelige forhold. Men K. kunne slet ikke have ændret sin adfærd, han var et offer for selvbedrag, han troede undertiden fuldt og fast, at han netop nu kunne vove ubekymret at prøve kræfter med direktørens stedfortræder; han tog ikke ved lære af de mest ulykkelige erfaringer; hvad der ikke var lykkedes for ham i ti forsøg, troede han at kunne sætte igennem i det ellevte, skønt alting altid var forløbet ganske ensformigt til hans ugunst. Når han efter et sådant samvær sad tilbage, udmattet, badet i sved, med tomt hoved, vidste han ikke, om det havde været håb eller fortvivlelse, som havde presset ham hen mod direktørens stedfortræder, næste gang var det igen fuldkommen entydigt kun håb, hvormed han ilede til direktørens stedfortræders dør.
Herfra strøget til og med ordene: „søgte at få overdraget særlige opgaver af ham.“
Denne morgen viste dette håb sig særlig berettiget. Direktørens stedfortræder trådte langsomt ind, holdt hånden mod panden og klagede over hovedpine. K. ville først til at svare på denne bemærkning, men besindede sig så og begyndte straks med de forretningsmæssige udredninger uden at tage det ringeste hensyn til direktørens stedfortræders hovedpine. Om nu hovedpinen ikke havde været særlig stærk, eller om interessen for sagen fortrængte den for en tid, – i hvert fald tog direktørens stedfortræder i samtalens løb hånden væk fra panden og svarede som altid, slagfærdigt og nærmest uden overvejelse, som en duksedreng, der med sine svar afbryder spørgsmålene. K. kunne denne gang træde op imod ham og flere gange gendrive ham, men tanken på direktørens stedfortræders hovedpine generede ham uafladelig, som om den ikke var en ulempe, men en fordel for direktørens stedfortræder. Hvor beundringsværdigt tålte og betvang han ikke disse smerter! Nu og da smilede han, uden at det var begrundet i hans ord, han så ud til at rose sig selv af, at han havde hovedpine, men ikke af den grund blev forhindret i at tænke. Man talte om helt andre ting, men samtidig foregik et tavst ordskifte, i hvilket direktørens stedfortræder ganske vist ikke benægtede, at hans hovedpine var heftig, men hver gang også pegede på, at det kun var smerter uden dybere betydning, altså helt andre end dem, K. plejede at lide af. Og om så K. sagde imod: den måde, hvorpå direktørens stedfortræder klarede sine smerter, gendrev ham. Samtidig viste de ham imidlertid et eksempel. Også han kunne lukke sig til over for alle bekymringer, som ikke hørte til hans embede. Det var kun nødvendigt, at han holdt sig endnu mere til arbejdet end hidtil, gennemførte nye indretninger i banken, hvis opretholdelse ville optage ham hele tiden, knyttede sine en smule løsnede forbindelser til forretningsverdenen tættere ved besøg og rejser, aflagde hyppigere beretninger for direktøren og søgte at få overdraget særlige opgaver af ham.
Sådan var det også i dag. Direktørens stedfortræder trådte straks ind, blev så stående lige indenfor, pudsede efter en vane, han for nylig havde tillagt sig, sin pincenez og så først nøjere på K. og derpå – for ikke at beskæftige sig alt for påfaldende med K. – også hele værelset. Det var, som om han benyttede lejligheden til at prøve sine øjnes synsstyrke. K. modstod blikkene, smilede endda lidt og bad direktørens stedfortræder om at tage plads. Han selv smed sig i sin lænestol, rykkede den så tæt som muligt hen til direktørens stedfortræder, tog straks de nødvendige papirer fra bordet og påbegyndte sin beretning. Direktørens stedfortræder så først knap nok ud til at høre efter. Pladen på K.s skrivebord var omgivet af en lav udskåret balustrade. Hele skrivebordet var meget fint håndværk, og også balustraden sad godt fast i træet. Men direktørens stedfortræder lod, som om han netop nu havde fået øje på et løst sted, og prøvede at rette fejlen ved at slå løs på balustraden med pegefingeren. Ved synet af det ville K. afbryde sin beretning, hvilket direktørens stedfortræder imidlertid ikke ville tolerere, eftersom han, erklærede han da, hørte og opfattede alting præcist. Medens K. imidlertid indtil videre ikke kunne aftvinge ham nogen saglig bemærkning, syntes balustraden at kræve særlige foranstaltninger, for direktørens stedfortræder tog nu sin lommekniv frem, tog som vægtstang K.s lineal og prøvede at løfte balustraden op, sandsynligvis for så lettere at kunne skubbe den endnu længere ned. K. havde optaget et forslag af helt ny art i sin beretning, han forventede, at det ville gøre særligt indtryk på direktørens stedfortræder, og da han nu nåede frem til dette forslag, kunne han slet ikke holde inde, i den grad blev han fanget ind af sit eget arbejde eller rettere: i den grad glædede han sig over den stadig sjældnere bevidsthed om, at han stadig havde noget at betyde her i banken, og at hans tanker havde kraft til at retfærdiggøre ham. Måske var ligefrem denne måde at forsvare sig på den bedste, ikke kun i banken, men også i processen, måske meget bedre end ethvert andet forsvar, som han allerede havde forsøgt eller planlagde. I sin talestrøms hast havde K. slet ikke tid til udtrykkeligt at drage direktørens stedfortræder bort fra hans arbejde med balustraden, kun en to-tre gange strøg han under oplæsningen med den frie hånd hen over balustraden, nærmest beroligende, for dermed, næsten uden selv at være helt klar over det, at vise direktørens stedfortræder, at der ikke var fejl ved balustraden, og at det, selv hvis der skulle vise sig en fejl, lige i øjeblikket var vigtigere at høre efter, og også hæderligere end alle forbedringer. Men direktørens stedfortræder var, som det ofte sker for livfulde, udelukkende åndeligt aktive mennesker, blevet ivrig af dette håndværksmæssige arbejde, et stykke af balustraden var nu virkelig trukket op, og det drejede sig nu om at bringe de små søjler ned i de dertil hørende huller igen. Det var vanskeligere end alt det foregående. Direktørens stedfortræder måtte rejse sig og med begge hænder prøve at presse balustraden ned i pladen. Men det ville trods hele hans opbud af kræfter ikke lykkes ham. K. havde under oplæsningen – som han i øvrigt blandede op med en hel del fri tale – kun utydeligt registreret, at direktørens stedfortræder havde rejst sig. Skønt han næppe på noget tidspunkt helt tabte direktørens stedfortræders bibeskæftigelse af syne, havde han dog antaget, at direktørens stedfortræders bevægelse dog også på en eller anden måde hang sammen med hans foredrag, også han rejste sig altså, og med fingeren under et tal rakte han et stykke papir over til direktørens stedfortræder. Men direktørens stedfortræder havde i mellemtiden indset, at det ikke var nok at presse med hænderne, og altså satte han sig resolut med hele sin vægt på balustraden. Nu lykkedes det rigtignok, de små søjler fór knirkende ned i hullerne, men i hastværket brækkede en af søjlerne i stykker, og et andet sted gik den øverste fine liste itu. „Dårligt træ,“ sagde direktørens stedfortræder fortrydeligt.
Da de kom ud af teatret, støvregnede det. K. var allerede blevet træt af stykket og den dårlige opførelse, men tanken om, at han skulle have onkelen boende hos sig, gjorde ham helt nedslået. Netop i dag var det ham meget om at gøre at tale med F.B., måske ville man have kunnet finde endnu en lejlighed til at komme sammen med hende; men onkelens selskab forhindrede det fuldstændig. Der gik ganske vist et nattog, som onkelen endnu kunne nå, men at han kunne bevæges til at tage af sted i dag, hvor K.s proces i den grad optog ham, forekom ganske aldeles udsigtsløst. Alligevel gjorde K. uden større forhåbninger et forsøg: „Jeg er bange for, onkel,“ sagde han, „at jeg virkelig vil få brug for din hjælp i den nærmeste tid. Jeg kan endnu ikke præcis se i hvilken retning, men i hvert fald vil jeg få brug for den.“ „Du kan regne med mig,“ sagde onkelen, „jeg tænker jo hele tiden kun på, hvordan man kunne hjælpe dig.“ „Du er altid den gamle,“ sagde K., „blot er jeg bange for, at tante vil være vred på mig, når jeg snart kommer til at bede dig om at komme til byen igen.“ „Din sag er vigtigere end den slags trakasserier.“ „Det kan jeg ikke tilslutte mig,“ sagde K., „men hvorom alting nu er, så vil jeg ikke holde dig borte fra tante, uden at det er strengt nødvendigt, jeg forudser, at jeg vil få brug for dig i de allernærmeste dage, ville du så ikke hellere foreløbig tage hjem?“ „I morgen?“ „Ja, i morgen,“ sagde K., „eller måske nu med nattoget, det ville være det mest bekvemme.“