3.

Jeg vidste at Amelia var kommet tilbage og stod bag øreklapstolen hvor hendes far sad, og jeg vidste at hun stod som stivnet. Jeg vidste at jeg holdt vejret et sekund.

»Jeg har aldrig mødt ham,« sagde jeg. Jeg følte det som om jeg havde gået ude i junglen og var røget ned i en skjult faldgrube. Jeg var meget glad for at jeg var den eneste tankelæser i huset. Jeg havde ikke fortalt nogen, nogen overhovedet, hvad jeg havde fundet i Hadleys bankboks da jeg tømte den, den dag i banken i New Orleans. »De havde været skilt et stykke tid før Hadley døde.«

»Du burde tage og møde ham en dag. Han er et interessant menneske,« sagde Cope som om han ikke var klar over at han smed en bombe. Han ventede naturligvis på min reaktion. Han havde håbet at jeg slet ikke havde kendskab til ægteskabet, at det var kommet helt bag på mig. »Han er uddannet tømrer. Jeg ville med glæde opspore ham og hyre ham igen.«

Den stol han sad i, var blevet betrukket med flødefarvet stof med masser af små broderede blå blomster på krumme grønne stilke. Den var stadig nydelig selv om den var falmet. Jeg koncentrerede mig om mønstret på stolen for ikke at afsløre over for Copley Carmichael hvor flintrende vred jeg var.

»Han betyder ikke noget for mig, uanset hvor interessant han er,« sagde jeg, og mit tonefald var så jævnt at man kunne have spillet pool på det. »Deres ægteskab var et overstået kapitel. Som du utvivlsomt ved, havde Hadley en anden partner da hun døde.« Blev myrdet. Men det offentlige tog sig ikke meget af vampyrdødsfald medmindre de var forårsaget af mennesker. Vampyrer udøvede i vid udstrækning selvjustits.

»Men jeg tænkte at du måske gerne ville se barnet,« sagde Copley.

Gudskelov havde jeg opfattet dette i Copleys hoved et par sekunder før han sagde ordene højt. Selv om jeg vidste hvad han skulle til at sige, ramte hans åh-så-henkastede bemærkning mig som et slag i solar plexus. Men jeg ville ikke give ham den tilfredsstillelse at få lov at se det. »Min kusine Hadley var vild. Hun tog stoffer, og hun udnyttede andre mennesker. Hun var ikke den mest pålidelige i verden. Hun så rigtig godt ud, og hun havde udstråling, så hun manglede aldrig beundrere.« Så havde jeg sagt alt for og imod min kusine Hadley. Og jeg havde ikke sagt ordet »barn«. Hvad for et barn?

»Hvordan tog din familie det da hun blev vampyr?« sagde Cope.

Hadleys forvandling var offentligt registreret. »Forvandlede« vampyrer skulle melde sig når de overgik til deres nye tilstand. De skulle opgive navnet på deres skaber. Det var en slags vampyrernes fødselsregister. Man kunne roligt regne med at Bureauet for Vampyranliggender ville slå ned som en høg på en vampyr der gik rundt og lavede for mange små nye vampyrer. Hadley var blevet gjort til vampyr af ingen ringere end Sophie-Anne Leclerq.

Amelia havde stillet faderens vinglas ved siden af ham og sat sig på pladsen ved siden af mig i sofaen. »Far, Hadley boede oven over mig i to år,« sagde hun. »Selvfølgelig vidste vi at hun var vampyr. Jeg troede for pokker at du ville fortælle mig nogle nyheder hjemmefra.«

Gud velsigne Amelia. Jeg havde svært ved at beherske mig, og kun års træning i at gøre præcis det når jeg overhørte noget forfærdeligt ad telepatisk vej, fik mig til at sidde bomstille.

»Jeg skal lige se til maden. Undskyld mig,« mumlede jeg og rejste mig og gik ud. Jeg håbede at jeg ikke pilede af sted. Jeg prøvede at gå normalt. Men da jeg var kommet ud i køkkenet, fortsatte jeg ud ad bagdøren og hen over bagverandaen, ud ad skærmdøren og ud i haven.

Hvis jeg troede jeg ville høre Hadleys genfærd hviske mig i øret hvad jeg skulle gøre, blev jeg skuffet. Vampyrer bliver ikke til spøgelser, i hvert fald ikke så vidt jeg ved. Nogle vampyrer tror at de ikke har sjæle. Jeg ved det ikke. Det er op til Gud. Og her stod jeg og plaprede for mig selv fordi jeg ikke ville tænke på Hadleys barn og at jeg ikke havde kendt til dets eksistens.

Måske opførte Copley sig altid sådan. Måske ville han bare gerne demonstrere hvor meget han vidste, som en måde at vise sin magt på over for andre.

Jeg var nødt til at gå ind igen for Amelias skyld. Jeg tog mig sammen, fandt smilet frem igen – selv om jeg vidste at det var et gyseligt, nervøst smil – og vendte tilbage. Jeg satte mig ved siden af Amelia og smilede strålende til dem begge. De så forventningsfuldt på mig, og det gik op for mig at der var opstået en pause i samtalen.

»Åh ja,« sagde Cope pludselig. »Det havde jeg glemt at sige, Amelia. Der var nogen der ringede og spurgte efter dig i sidste uge, en kvinde jeg ikke kendte.«

»Hvad hed hun?«

»Jeg skal lige tænke. Mrs. Beech skrev det ned. Ophelia? Octavia? Octavia Fant. Ja, det var det. Usædvanligt navn.«

Jeg troede at Amelia ville besvime. Hun fik en sær kulør i ansigtet og klyngede sig til sofaens armlæn. »Er du sikker?« spurgte hun.

»Ja, det er jeg. Jeg gav hende dit mobilnummer og fortalte hende at du boede i Bon Temps.«

»Tak, far,« sagde Amelia hæst. »Jeg tør vædde på at maden er færdig. Jeg går ud og tjekker.«

»Var Sookie ikke lige ude at se til maden?« Han smilede bredt på den overbærende måde mænd smiler på når de synes kvinder er fjollede.

»Jo, men den er meget tæt på at være parat,« sagde jeg mens Amelia fløj ud af lokalet lige så hurtigt som jeg havde gjort. »Det ville være en katastrofe hvis den brændte på. Amelia har puklet sådan.«

»Kender du denne ms. Fant?« spurgte Cope.

»Nej, det kan jeg ikke påstå.«

»Amelia så helt forskræmt ud. Der er ikke nogen der prøver at gøre min pige noget ondt, vel?«

Han var en anden mand da han sagde det, én jeg næsten kunne synes om. Uanset hvad man ellers kunne sige om Cope, så ville han ikke have at nogen gjorde hans datter fortræd. Nogen anden end ham selv, altså.

»Det tror jeg ikke.« Jeg vidste godt hvem Octavia Fant var, for jeg havde lige fået det at vide af Amelias hjerne, men hun havde ikke selv sagt det højt, så det var ikke noget jeg kunne kommentere. Nogle gange bliver de ting jeg hører sagt højt, og de ting jeg hører i hovedet, blandet grundigt og forvirrende sammen – det er en af grundene til at jeg har ry for at være lidt småskør. »Du er entreprenør, ikke, Cope?«

»Jo, blandt andet.«

»Så må der rigtig være gang i forretningen for tiden,« sagde jeg.

»Selv hvis min virksomhed var dobbelt så stor, ville vi ikke kunne følge med til alle de opgaver der er nu,« sagde han. »Men jeg synes det var frygteligt at se New Orleans blive så ødelagt.«

Sært nok troede jeg på ham.

Middagen forløb uproblematisk. Hvis det generede Amelias far at sidde og spise i køkkenet, viste han det ikke. Eftersom han var i byggebranchen, lagde han mærke til at køkkenet var en ny del af huset, og jeg måtte fortælle ham om branden, men det kunne være sket for enhver, ikke? Jeg sagde ikke noget om brandstifteren.

Cope nød tilsyneladende maden og roste Amelia, der virkede velfornøjet over det. Han fik sig endnu et glas vin til maden, men ikke mere end det, og han spiste også mådeholdent. Han og Amelia talte om venner af familien og nogle slægtninge, og jeg fik fred til mine tanker. Tro mig, jeg havde meget at tænke over.

Hadleys bevilling til indgåelse af ægteskab og hendes skilsmissebevilling havde ligget i bankboksen da jeg åbnede den efter hendes død. Der havde også været nogle familieting i boksen – nogle billeder, hendes mors dødsannonce, adskillige smykker. Der havde også været en lok fint hår, mørkt og tottet, holdt sammen med et lille stykke tape. Den havde været lagt i en lille kuvert. Jeg havde godt tænkt over det da jeg så hvor fint håret var. Men der havde ikke været nogen fødselsattest eller nogen andre beviser for at Hadley skulle have fået et barn.

Indtil nu havde jeg ikke haft nogen veldefineret grund til at kontakte Hadleys eksmand. Jeg vidste ikke engang at han fandtes, før jeg havde åbnet bankboksen. Han var ikke nævnt i hendes testamente. Jeg havde aldrig mødt ham. Han havde ikke vist sig mens jeg var i New Orleans.

Hvorfor havde hun ikke nævnt barnet i sit testamente? Det ville enhver forælder da gøre. Og selv om hun havde udnævnt mr. Cataliades og mig som eksekutorer begge to, havde hun heller ikke fortalt nogen af os – i hvert fald ikke mig – at hun havde givet afkald på rettighederne til barnet.

»Sookie, er du sød at række mig smørret?« spurgte Amelia, og jeg kunne høre på hendes tonefald at det ikke var første gang hun havde spurgt.

»Selvfølgelig,« sagde jeg. »Skal jeg hente mere vand til nogen af jer eller et glas vin til?«

De sagde begge to nej tak.

Efter middagen tilbød jeg at vaske op. Amelia tog imod mit tilbud efter en kort tøven. Hun og faderen skulle have noget tid alene, også selv om det ikke var noget Amelia så frem til.

Jeg vaskede op og tørrede af og stillede tingene på plads i forholdsvis ro og orden. Jeg tørrede køkkenbordene af og hev dugen af bordet og smed den i vaskemaskinen omme på den lukkede bagveranda. Jeg satte mig ind i soveværelset og læste et stykke tid selv om jeg ikke opfattede så meget af hvad der skete på siderne. Til sidst lagde jeg bogen til side og tog en æske op fra min skuffe med undertøj. Æsken indeholdt alt hvad jeg havde fået fra Hadleys bankboks. Jeg tjekkede navnet på vielsesattesten. Efter en pludselig indskydelse ringede jeg til oplysningen.

»Jeg skal bruge nummeret på en Remy Savoy,« sagde jeg.

»I hvilken by?«

»New Orleans.«

»Nummeret er opsagt.«

»Så prøv i Metairie.«

»Desværre, frue.«

»Okay, tak.«

Der var selvfølgelig masser af mennesker der var flyttet efter Katrina, og mange af dem var flyttet permanent. Folk der var flygtet fra orkanen, havde i mange tilfælde ikke nogen grund til at vende tilbage. Der var i alt for mange tilfælde ingen steder at bo og heller ingen arbejdspladser.

Jeg spekulerede på hvordan jeg skulle lede efter Hadleys eksmand.

En meget upopulær løsning sneg sig ind i hovedet på mig. Bill Compton var en rigtig computernørd. Måske kunne han opspore denne Remy Savoy, finde ud af hvor han var nu, om barnet var hos ham.

Jeg slyngede ideen rundt i hovedet som en mundfuld vin af tvivlsom kvalitet. Efter vores ordveksling ved brylluppet aftenen forinden kunne jeg ikke lige se mig selv gå til Bill for at bede om en tjeneste, selv om han ville være den rigtige til opgaven.

En bølge af længsel efter Quinn bragte mig næsten i knæ. Quinn var en opvakt og berejst mand, og han ville bestemt kunne give mig et godt råd. Hvis jeg nogen sinde så ham igen.

Jeg ruskede op i mig selv. I det samme hørte jeg en bil køre ind og parkere ude foran huset. Tyrese Marley var kommet tilbage for at hente Cope. Jeg rettede ryggen og forlod soveværelset med et smil klistret fast til ansigtet.

Hoveddøren stod åben, og Tyrese stillede sig i døren og fyldte den stort set ud. Han var en stor mand. Cope gav sin datter et let kindkys som hun tog imod uden antydningen af et smil. Katten, Bob, kom ind ad døren og satte sig ved siden af hende. Katten så op på Amelias far med store, stirrende øjne.

»Har du kat, Amelia? Jeg troede ikke du kunne fordrage katte.«

Bob vendte blikket mod Amelia. Ingen kan stirre som en kat.

»Far! Det var for længe siden! Det er Bob. Han er god nok.« Amelia tog den sorte og hvide kat op og knugede den ind til brystet. Bob så veltilpas ud og gav sig til at spinde.

»Hmmm. Nå, men jeg ringer. Pas nu på dig selv. Jeg bryder mig ikke om at du er her i den anden ende af staten.«

»Det er kun et par timers kørsel,« sagde Amelia og lød grangivelig som en syttenårig.

»Sandt nok,« sagde han og sigtede efter at lyde bedrøvet, men charmerende. Han ramte temmelig meget ved siden af. »Tak for i aften, Sookie,« sagde han hen over datterens skulder.

Marley havde været på Merlotte’s for at se om han kunne samle nogle oplysninger op om mig, hørte jeg tydeligt i hans hjerne. Han havde fået skrabet en lille samling blandede småoplysninger sammen. Han havde snakket med Arlene, hvilket ikke var godt, og med vores nuværende kok og afrydderen, hvilket var godt. Samt diverse bargæster. Han kunne aflægge en blandet rapport.

I samme øjeblik bilen kørte ud, sank Amelia lettet sammen i sofaen. »Gudskelov at han er væk igen,« sagde hun. »Nu kan du godt se hvad jeg mener, ikke?«

»Jep,« sagde jeg. Jeg satte mig ved siden af hende. »Han er det man kalder dynamisk, ikke?«

»Sådan har han altid været,« sagde hun. »Han prøver på at bevare et godt forhold til mig, men vi ser ikke helt ens på tingene.«

»Din far elsker dig.«

»Det gør han. Men han elsker også magt og kontrol.«

Det var en underdrivelse.

»Og han ved ikke at du har særlige evner som også giver dig en vis magt?«

»Nej, han tror ikke på alt det,« sagde Amelia. »Han påstår at han er troende katolik, men det passer ikke.«

»På en måde er det jo godt,« sagde jeg. »Hvis han troede på dine heksekræfter, ville han prøve at få dig til at gøre alle mulige ting for sig. Inklusive nogle du ikke havde lyst til at gøre, tør jeg vædde på.« Jeg kunne have bidt tungen af mig, men Amelia tog det ikke ilde op.

»Du har ret,« sagde hun. »Jeg ville ikke have lyst til at hjælpe ham med at sætte sin dagsorden igennem. Det klarer han udmærket uden min hjælp. Hvis han bare ville lade mig være i fred, ville jeg være tilfreds. Han prøver altid på at forbedre mit liv efter sine egne kriterier. Jeg klarer mig faktisk udmærket.«

»Hvem var det der havde ringet til dig i New Orleans?« Jeg vidste det godt, men var nødt til at spille skuespil. »Fant, hed hun?«

Amelia gøs. »Octavia Fant er min læremester,« sagde hun. »Det var på grund af hende jeg rejste fra New Orleans. Jeg regnede med at min gruppe ville gøre noget forfærdeligt ved mig når de fandt ud af det med Bob. Hun er gruppens overhoved. Så meget gruppe der nu er tilbage. Hvis der er noget som helst tilbage af den.«

»Ups.«

»Ja, for fanden. Nu kommer jeg til at bøde for det.«

»Tror du at hun tager herop?«

»Jeg er overrasket over at hun ikke allerede er her.«

På trods af sin angivelige frygt havde Amelia været ude af sig selv af ængstelse over hvordan læremesteren havde det efter Katrina. Hun havde gjort en stor indsats for at opspore Octavia selv om hun ikke ønskede at Octavia skulle finde hende.

Amelia var bange for at blive opdaget, især når Bob stadig var i katteskikkelse. Hun havde fortalt mig at hendes forsøg med forvandlingsmagi ville blive betragtet som ekstra forkastelige eftersom hun stadig var praktikant eller noget i den stil … trinnet over novice, i hvert fald. Amelia diskuterede ikke heksesamfundets organisation med mig.

»Du overvejede ikke at sige til din far at han ikke måtte afsløre hvor du var?«

»Det ville have gjort ham så nysgerrig at han ville have splittet hele min tilværelse ad for at finde grunden. Jeg regnede ikke med at Octavia kunne finde på at ringe til ham, for hun ved hvordan jeg har det med ham.«

Altså blandede følelser, for at sige det pænt.

»Jeg skal sige noget til dig som jeg har glemt,« sagde Amelia pludselig. »Apropos opringninger, så har Eric ringet.«

»Hvornår?«

»I går aftes. Før du kom hjem. Du havde så meget du skulle fortælle da du kom, at jeg helt glemte at sige det. Og desuden sagde du jo selv at du ville ringe til ham. Og jeg var meget oppe at køre over at min far skulle komme. Undskyld, Sookie. Jeg lover at skrive en seddel næste gang.«

Det var ikke første gang Amelia havde glemt at fortælle mig når nogen havde ringet. Det huede mig ikke, men sket var sket, og dagen havde været belastende nok i forvejen. Jeg håbede at Eric havde fundet ud af noget med de penge dronningen skyldte mig for min indsats i Rhodes. Jeg havde ikke modtaget en check endnu, og jeg brød mig ikke om at plage hende eftersom hun var så ilde tilredt. Jeg gik ind i soveværelset for at ringe til Fangtasia hvor der burde være fuld gang i den nu. Baren havde åben hver aften på nær mandag.

»Fangtasia, baren med bid i,« sagde Clancy.

Suk. Den vampyr jeg brød mig mindst om. Jeg valgte mine ord med omhu. »Clancy, det er Sookie. Eric har bedt mig om at ringe tilbage.«

Der var et øjebliks tavshed. Jeg turde vædde på at Clancy prøvede at regne ud om han kunne forhindre mig i at tale med Eric. Han besluttede at det ikke kunne lade sig gøre. »Et øjeblik,« sagde han. En kort pause hvor jeg lyttede til »Strangers in the Night«. Så tog Eric telefonen.

»Hallo?« sagde han.

»Undskyld at jeg ikke har ringet tilbage før. Jeg har først lige fået din besked. Ringede du angående pengene?«

Et øjebliks tavshed. »Nej, om noget ganske andet. Vil du gå ud med mig i morgen aften?«

Jeg stirrede på telefonen. Jeg kunne slet ikke tænke sammenhængende. Til sidst sagde jeg: »Eric, jeg kommer sammen med Quinn.«

»Og hvornår har du sidst set ham?«

»I Rhodes.«

»Og hvornår har du sidst hørt fra ham?«

»Ikke siden Rhodes.« Mit tonefald var stift. Jeg havde ikke lyst til at tale om det her med Eric, men vi havde vekslet blod så ofte at vi havde et meget stærkere bånd end jeg brød mig om. Faktisk afskyede jeg dette bånd som vi havde været tvunget til at knytte. Men når jeg hørte hans stemme, følte jeg mig tilfreds. Når jeg var sammen med ham, følte jeg mig smuk og lykkelig. Og der var ikke noget jeg kunne gøre ved det.

»Jeg tror godt du kan afse en enkelt aften til mig,« sagde Eric. »Det lyder ikke som om Quinn har lagt billet ind.«

»Det var ondskabsfuldt sagt.«

»Det er Quinn der er modbydelig når han lover dig at han vil være her, og så ikke holder ord.« Der var et mørkt element i Erics stemme, en undertone af vrede.

»Ved du hvad der er sket med ham?« spurgte jeg. »Ved du hvor han er?«

Der fulgte en sigende tavshed. »Nej,« sagde Eric meget blidt. »Det ved jeg ikke. Men der er en gæst i byen som gerne vil møde dig. Jeg har lovet at bringe det i stand. Jeg vil gerne selv køre dig til Shreveport.«

Så det var ikke sådan en aftale.

»Er det ham Jonathan? Han var med til brylluppet og præsenterede sig for mig. Jeg må sige at jeg ikke brød mig meget om ham. Ikke for at fornærme dig, hvis han er en god ven af dig.«

»Jonathan? Hvad for en Jonathan?«

»Jeg snakker om en asiat, måske thai? Han var med til brylluppet hos Bellefleur i går aftes. Han sagde at han gerne ville møde mig fordi han var i Shreveport og havde hørt så meget om mig. Han sagde at han havde meldt sig hos dig som en god lille vampyr på besøg.«

»Jeg kender ham ikke,« sagde Eric. Hans stemme blev meget skarpere. »Jeg spørger her på Fangtasia om nogen har set ham. Og jeg skal nok rykke dronningen for dine penge selv om hun … ikke helt er sig selv. Og vil du så gøre som jeg beder dig om?«

Jeg skar en grimasse ad telefonen. »Det vil jeg vel,« sagde jeg. »Hvem skal jeg møde? Og hvor?«

»Hvem bliver jeg nødt til at lade være en hemmelighed,« sagde Eric. »Med hensyn til hvor, så tager vi på en god restaurant. Sådan en med afslappet påklædning, kunne man sige.«

»Du spiser ikke. Hvad skal du så?«

»Jeg præsenterer dig og bliver så længe som du har brug for mig.«

En restaurant med mange mennesker lød o.k. »Okay,« sagde jeg, ikke synderligt taknemmeligt. »Jeg får fri et sted mellem seks og halv syv.«

»Så kommer jeg og henter dig klokken syv.«

»Giv mig til halv otte. Jeg skal også skifte tøj.« Jeg vidste godt at jeg lød gnaven, men det var jeg også. Jeg hadede hemmelighedskræmmeriet omkring det møde.

»Du bliver i bedre humør når du ser mig,« sagde han. Og han havde ret, gid pokker havde ham.