4.

Mens jeg ventede på at fladjernet blev varmt, tjekkede jeg min kalender med Dagens Ord. »Androgyn.« Hmm.

Eftersom jeg ikke vidste hvilken restaurant vi skulle til, og jeg ikke vidste hvem vi skulle møde, valgte jeg den mest behagelige løsning og tog en himmelblå silkebluse på som Amelia havde sagt var for stor til hende, og et par pæne sorte bukser og sorte højhælede sko. Jeg gik ikke med så mange smykker, så en guldkæde og et par små guldøreringe måtte være pynt nok. Jeg havde haft en hård dag på arbejde, men jeg var for nysgerrig efter hvad der skulle ske om aftenen, til at føle mig træt.

Eric ankom præcist, og jeg mærkede (surprise, surprise) et brus af nydelse idet jeg så ham. Jeg tror ikke at det udelukkende skyldtes blodbåndet mellem os. Jeg tror at enhver heteroseksuel kvinde ville føle et brus af nydelse ved synet af Eric. Han var høj og må have fremtrådt som en kæmpe i sin egen tid. Han var bygget til at svinge et tungt sværd og hugge fjenderne ned. Erics gyldenblonde hår bredte sig tilbage som en løvemanke fra hans brede pande. Der var intet androgynt ved Eric, ikke nogen overjordisk skønhed. Han var helt igennem mandig.

Eric bøjede sig ned for at kysse mig på kinden. Jeg følte mig varm og tryg. Det var den virkning Eric havde på mig nu hvor vi havde byttet blod mere end tre gange. Blodudvekslingen havde ikke været for nydelsens skyld, men en nødvendighed – det havde jeg i hvert fald troet – hver gang, men jeg betalte en tårnhøj pris. Vi var forbundet nu, og når han var i nærheden, følte jeg mig grotesk glad. Jeg forsøgte at nyde fornemmelsen, men det var svært når jeg vidste at den ikke var helt naturlig.

Eftersom Eric var kommet i sin Corvette, var jeg ekstra glad for at jeg havde taget bukser på. At komme ind og ud af en Corvette på en anstændig måde var en særdeles vanskelig procedure hvis man havde kjole på. Jeg smalltalkede på vejen til Shreveport, men Eric var ukarakteristisk tavs. Jeg prøvede at spørge ham om Jonathan, den mystiske vampyr til brylluppet, men Eric sagde: »Det taler vi om senere. Du har ikke set noget til ham siden, vel?«

»Nej,« sagde jeg. »Skal jeg forvente det?«

Eric rystede på hovedet. Der opstod en forlegen tavshed. Eric holdt stramt om rattet, og jeg kunne se at han byggede op til at sige noget han ikke havde lyst til.

»Jeg er glad på dine vegne for at Andre tilsyneladende ikke overlevede bombesprængningen,« sagde han.

Dronningens kæreste barn, Andre, var død ved bombeangrebet i Rhodes. Men det var ikke bomben der havde dræbt ham. Quinn og jeg vidste hvad der havde gjort det af med ham: en stor træsplint som Quinn havde jaget i Andres hjerte mens han lå og ikke kunne røre sig. Quinn havde dræbt Andre for min skyld, for han vidste at Andre havde planer med mig som gjorde mig syg af frygt.

»Jeg er sikker på at dronningen vil savne ham,« sagde jeg forsigtigt.

Eric så skarpt på mig. »Dronningen er slet ikke sig selv,« sagde han. »Og der går måneder endnu før hun er kommet sig. Det jeg skulle til at sige …« Hans stemme døde hen.

Det lignede ikke Eric. »Hvad?« spurgte jeg.

»Du reddede mit liv,« sagde han. Jeg havde vendt mig for at se på ham, men han så direkte frem på vejen. »Du reddede mit liv, og også Pams.«

Jeg flyttede lidt utilpas på mig i sædet. »Tja. Jo.« Veltalenheden selv. Stilheden trak ud til jeg følte at jeg var nødt til at sige noget mere. »Vi er jo forbundne gennem blod og det der.«

Der gik et stykke tid før Eric svarede. »Det var ikke derfor du kom og vækkede mig som den allerførste den dag hotellet blev sprængt i luften,« sagde han. »Men det skal vi ikke tale mere om nu. Du har en stor aften foran dig.«

Javel, chef, sagde jeg studst, men kun til mig selv.

Vi var i en del af Shreveport som jeg ikke kendte særligt godt. Det var i hvert fald væk fra hovedstrøgene, som jeg kendte rimeligt. Vi befandt os i et kvarter med store huse og velplejede haver. De forretninger der var, var små og dyre … sådan nogle som fagfolk giver betegnelsen »boutique«. Vi parkerede ved en gruppe sådanne forretninger. De var arrangeret som et L med restauranten omme på den anden side. Den hed Les Deux Poissons. Der holdt omkring otte andre biler, som hver især svarede til min årsløn. Jeg så ned på min påklædning og blev pludselig usikker.

»Bare rolig, du er smuk,« sagde Eric dæmpet. Han lænede sig (til min forbløffelse) ind over mig og løsnede min sikkerhedssele, og idet han rettede sig op, kyssede han mig igen, denne gang på munden. Hans klare blå øjne strålede i det hvide ansigt. Han så ud som om han havde en hel historie lige på tungen. Men så tog han sig i det, kravlede ud af bilen og gik hen på min side for at åbne døren for mig. Jeg var måske ikke den eneste der var påvirket af det der blodbånd?

Hans anspændthed fortalte mig at jeg stod over for noget afgørende, og jeg begyndte at blive bange. Eric tog min hånd da vi gik hen mod restauranten, og han førte skødesløst sin tommelfinger hen over min håndflade. Til min overraskelse opdagede jeg at der var en direkte forbindelse fra min håndflade til, til … mavsen.

Vi trådte ind i foyeren, hvor der var et lille springvand og en skærm så man ikke kunne se ind på gæsterne. Ved skranken stod en smuk, sort kvinde med håret klippet tæt ind til hovedbunden. Hun havde en orange og brun, draperet kjole på og de højeste hæle jeg nogen sinde havde set. Hun kunne lige så godt have haft tåspidssko på. Jeg så nøje på hende, mærkede efter karakteren af hendes hjerne og konstaterede at hun var et menneske. Hun smilede strålende til Eric og var så fornuftig også lige at smile til mig.

»Bord til to?« sagde hun.

»Vi skal møde nogen,« sagde Eric.

»Åh ja, den herre som …«

»Præcis.«

»Så vær venlig at følge med denne vej.« Hendes smil blev afløst af et nærmest misundeligt udtryk, og hun vendte sig og gik elegant ind i selve restauranten. Eric gjorde tegn til at jeg skulle følge efter. Der var temmelig mørkt derinde med levende lys på bordene, som var dækket med snehvide duge og fint foldede servietter.

Jeg havde blikket rettet mod værtindens ryg, så da hun standsede op, gik det ikke straks op for mig at hun var nået hen til det bord hvor vi skulle sidde. Hun trådte til side. Ud for mig sad den smukke mand som havde været med til brylluppet for to dage siden.

Værtinden snurrede rundt på sine høje hæle, berørte ryglænet på stolen til højre for manden for at angive at det var min plads, og sagde at vores tjener straks ville være der. Manden rejste sig og trak stolen ud for mig. Jeg så tilbage på Eric. Han nikkede beroligende. Jeg smuttede ind foran stolen, og manden skubbede den frem med perfekt timing.

Eric satte sig ikke. Jeg ville gerne have ham til at forklare hvad der foregik, men han sagde ikke noget. Han så næsten trist ud.

Den smukke mand så meget opmærksomt på mig. »Mit barn,« sagde han for at få min opmærksomhed. Så førte han sit lange, fine gyldne hår tilbage. Ingen af de andre gæster på restauranten sad så de kunne se det han viste mig.

Han havde spidse ører. Han var en fe.

Jeg kendte to andre feer. Men de undgik vampyrer for enhver pris, for duften af en fe var lige så berusende for en vampyr som honning for en bi. Ifølge en vampyr der var begavet med en særlig lugtesans, har jeg en antydning af feblod i årerne.

»Okay,« sagde jeg, så han vidste at jeg havde bemærket ørerne.

»Sookie, dette er Niall Brigant,« sagde Eric. Han udtalte det »Nye-all«. »Han vil gerne tale med dig over middagen. Jeg er udenfor hvis du får brug for mig.« Han gav feen et stift buk med hovedet, og så var han væk.

Jeg så Eric gå sin vej, og angsten var pludselig ved at slå benene væk under mig. Så mærkede jeg en hånd oven på min. Jeg drejede hovedet og mødte feens blik.

»Som han sagde, hedder jeg Niall.« Hans stemme var lys, kønsløs, klangfuld. Hans øjne var grønne, den dybeste grønne farve man kan forestille sig. I det flakkende skær fra lysene betød farven ikke rigtig noget – det var dybden man bemærkede. Hans hånd på min var let som en fjer, men meget varm.

»Hvem er du?« spurgte jeg, og ikke fordi jeg ville have ham til at gentage sit navn.

»Jeg er din oldefar,« sagde Niall Brigant.

»Shit,« sagde jeg og dækkede munden med hånden. »Undskyld, jeg …« Jeg rystede på hovedet. »Oldefar?« sagde jeg for ligesom at prøve idéen af. Niall Brigant krympede sig en anelse. Hos et menneske ville det have virket feminint, men det gjorde det ikke hos Niall.

Ude hos os i provinsen er der mange børn der kalder deres bedstefar for »besse«. Jeg ville elske at se hans reaktion på det. Tanken hjalp mig til at blive lidt mere mig selv igen.

»Det må du forklare,« sagde jeg meget høfligt. Tjeneren kom hen for at spørge hvad vi ville have at drikke, og remse dagens retter op. Niall bestilte en flaske vin og sagde at vi gerne ville have laksen. Han spurgte ikke mig. Temmelig overlegent.

Den unge mand nikkede ivrigt. »Glimrende valg,« sagde han. Han var varulv, og jeg ville have forventet at han havde set nysgerrigt på Niall (der jo var et overnaturligt væsen af en type man ikke mødte så tit), men jeg var tilsyneladende mere interessant. Jeg tilskrev det tjenerens unge alder og mine bryster.

Det var det der var det mærkelige ved at møde min angivelige slægtning: Jeg betvivlede ikke et sekund at han talte sandt. Dette var vitterlig min oldefar, og oplysningen faldt bare på plads som en brik i et puslespil.

»Jeg skal nok fortælle dig det alt sammen,« sagde Niall. Meget langsomt, så hans hensigt var helt tydelig, lænede han sig frem for at kysse mig på kinden. Rynkerne bredte sig om hans mund og øjne da hans ansigtsmuskler lagde an til kysset. Det fine spindelvæv af rynker gjorde ham på ingen måde mindre smuk. Han var ligesom meget gammel silke eller et krakeleret maleri af en af de gamle mestre.

Jeg skulle åbenbart rigtig kysses den aften.

»Da jeg stadig var ung, for en fem-seks hundrede år siden, vandrede jeg omkring blandt menneskene,« sagde Niall. »Og af og til skete det at jeg så en menneskekvinde som jeg fandt tiltrækkende, som mænd nu gør.«

Jeg kiggede rundt så jeg ikke hele tiden sad og stirrede på ham, og jeg bemærkede noget sært: Der var ingen ud over tjeneren der kiggede på os. Jeg mener, ikke engang et tilfældigt flygtigt blik i retning af os. Og ingen menneskehjerner i lokalet opfattede overhovedet at vi var der. Min oldefar tav mens jeg tog bestik af situationen, og talte videre da jeg var færdig.

»En dag så jeg sådan en kvinde ude i skoven. Hun hed Einin. Hun troede jeg var en engel.« Han blev tavs et øjeblik. »Hun var en fryd,« sagde han. »Hun var så livlig og glad og troskyldig.« Nialls øjne var fast rettet mod mit ansigt. Jeg spekulerede på om han mente jeg var ligesom Einin: troskyldig. »Jeg var ung nok til at forelske mig blindt, ung nok til at kunne ignorere at vores forhold uundgåeligt måtte ende med at hun blev gammel og døde mens jeg levede videre. Men Einin blev gravid, hvilket kom som et chok. Det er sjældent at feer og mennesker får afkom sammen. Einin fødte tvillinger, hvilket er ganske almindeligt blandt feer. Einin og begge drenge overlevede fødslen hvilket på den tid langtfra var nogen selvfølge. Hun kaldte vores førstefødte søn Fintan. Den anden hed Dermot.«

Tjeneren kom med vores vin, og jeg blev revet ud af den fortryllelse som Nialls stemme kastede over mig. Det var som om vi havde siddet omkring et lejrbål i skoven og lyttet til et gammelt sagn, og så vupti! befandt vi os i en moderne restaurant i Shreveport i Louisiana, og der sad andre omkring os, som ikke anede hvad der foregik. Jeg hævede automatisk glasset og nippede til vinen. Det syntes jeg at jeg havde ret til.

»Halvfeen Fintan var din farfar, Sookie,« sagde Niall.

»Nej. Jeg ved godt hvem min farfar var.« Min stemme skælvede lidt, bemærkede jeg, men den var stadig meget dæmpet. »Det var Mitchell Stackhouse, som giftede sig med Adele Hale. Min far var Corbett Hale Stackhouse, og han og min mor døde under en pludselig oversvømmelse da jeg var en lille pige. Derefter voksede jeg op hos Adele, min bedstemor.« Selv om jeg kunne huske den vampyr i Mississippi der havde fortalt mig at han kunne spore en smule feblod i mine årer, og jeg troede på at jeg sad over for min oldefar, kunne jeg ikke få mit indre billede af familien til at passe.

»Hvordan var din bedstemor?« spurgte Niall.

»Hun lod mig vokse op hos sig selv om hun ikke havde behøvet at gøre det,« sagde jeg. »Hun tog mig og Jason til sig, og hun arbejdede hårdt for at give os en ordentlig opvækst. Vi har lært alt af hende. Hun elskede os. Hun fik selv to børn og måtte lægge dem begge i graven, og det må have knust hende, men hun var stærk for vores skyld.«

»Hun var smuk som ung,« sagde Niall. Hans grønne øjne dvælede ved mit ansigt som om han prøvede at finde spor af hendes skønhed hos hendes barnebarn.

»Det var hun vel,« sagde jeg usikkert. Man tænker normalt ikke først og fremmest på sin bedstemor som en skønhed.

»Jeg besøgte hende efter at Fintan havde gjort hende gravid,« sagde Niall. »Hun var dejlig. Hendes mand havde fortalt hende at han ikke kunne skænke hende børn. Han havde haft fåresyge på det forkerte tidspunkt. Det er en børnesygdom, ikke?« Jeg nikkede. »Hun mødte Fintan en dag hvor hun stod udenfor og bankede tæpper, omme bag huset hvor du bor nu. Han spurgte om han måtte få lidt vand at drikke. Han faldt for hende på stedet. Hun ville så gerne have børn, og han lovede at han kunne opfylde hendes ønske.«

»Du sagde at feer og mennesker normalt ikke kunne formere sig sammen.«

»Men Fintan var kun halvt fe. Og han vidste allerede at han kunne skænke en kvinde et barn.« Niall krusede munden. »Den første kvinde han elskede, døde i barselsseng, men din bedstemor og hendes søn var mere heldige, og to år efter kunne hun så sætte Fintans datter i verden.«

»Han voldtog hende,« sagde jeg og håbede næsten at det var sandt. Min bedstemor havde været den mest ufordærvede kvinde jeg nogen sinde havde mødt. Jeg kunne ikke forestille mig hende bedrage nogen på nogen måde, især ikke eftersom hun havde bekendtgjort over for Gud at hun ville være min bedstefar tro.

»Nej, det gjorde han ikke. Hun ville gerne have børn, selv om hun ikke ønskede at være sin mand utro. Fintan var ligeglad med andres følelser, og han var syg efter at få hende,« sagde Niall. »Men han var ikke voldelig. Han ville aldrig have voldtaget hende. Men min søn kunne overtale en kvinde til alt, sågar til noget der stred mod hendes moral … Og hvis hun var meget smuk, så var han det også.«

Jeg prøvede at se den kvinde hun måtte have været, i den bedstemor jeg havde kendt. Men jeg kunne bare ikke.

»Hvordan var din far, min sønnesøn?« spurgte Niall.

»Han var en flot mand,« sagde jeg. »Han var myreflittig. Han var en god far.«

Niall smilede svagt. »Hvordan havde din mor det med ham?«

Spørgsmålet faldt som et øksehug ned i de varme minder om min far. »Hun, øh, hun elskede ham højt.« Måske på børnenes bekostning.

»Var hun besat af ham?« Nialls stemme var ikke fordømmende, men sikker, som om han allerede kendte svaret.

»Meget besidderisk,« indrømmede jeg. »Selv om jeg kun var syv år da de døde, kunne selv jeg se det. Jeg troede vel at det var normalt. Hun ville gerne give ham al sin opmærksomhed. Nogle gange var Jason og jeg i vejen. Og hun var virkelig jaloux, kan jeg huske.« Jeg prøvede at se ud som om det morede mig, som om min mors stærke jalousi var en charmerende lille særhed.

»Det var hans fenatur der fik hende til at knytte sig så stærkt til ham,« sagde Niall. »Det har den virkning på nogle mennesker. Hun kunne se det overnaturlige væsen i ham, og det tryllebandt hende. Fortæl mig, var hun en god mor?«

»Hun prøvede ihærdigt,« hviskede jeg.

Hun havde virkelig prøvet. Min mor havde vidst i teorien hvordan man skulle være en god mor. Hun vidste hvordan en god mor opførte sig over for sine børn. Hun havde gjort alle de rigtige ting på overfladen. Men al hendes ægte kærlighed havde været rettet mod min far, som havde været helt fortumlet over intensiteten af hendes lidenskab. Det kunne jeg se nu som voksen. Som barn havde jeg været forvirret og såret.

Den rødhårede varulv kom med vores salat og stillede den foran os. Han ville spørge om der var andet vi ønskede, men han var for bange. Han havde fornemmet stemningen ved bordet.

»Hvorfor besluttede du dig for at ville møde mig nu?« spurgte jeg. »Hvor længe har du haft kendskab til mig?« Jeg lagde servietten i skødet og blev siddende med gaflen i hånden. Jeg burde tage en bid. Jeg var ikke blevet opdraget til at lade mad gå til spilde. Opdraget – af min bedstemor. Som var gået i seng med en halvfe (som var kommet strejfende ind i haven som en herreløs hund). Tilstrækkeligt mange gange over tilstrækkeligt lang tid til at der var kommet to børn ud af det.

»Jeg har haft kendskab til din familie i omkring de sidste tres år. Men min søn Fintan forbød mig at tage kontakt til nogen af jer.« Han puttede forsigtigt et stykke tomat i munden, beholdt det i munden, overvejede det og tyggede så. Han spiste på samme måde som jeg ville gøre hvis jeg var på en indisk eller nicaraguansk restaurant.

»Hvad har så ændret sig?« sagde jeg, men regnede det så ud. »Din søn lever ikke længere.«

»Nej,« sagde han og lagde gaflen fra sig. »Fintan er død. Han var trods alt halvt menneske. Og han havde levet i syv hundrede år.«

Skulle jeg have en mening om alt det her? Jeg følte slet ikke noget; det var som om Niall havde givet mit følelsescenter en bedøvende indsprøjtning. Jeg burde vel spørge hvordan min – min bedstefar var kommet af dage, men jeg kunne ikke få mig selv til det.

»Så du besluttede at komme og fortælle mig de her ting – hvorfor?« Jeg var stolt af hvor rolig jeg lød.

»Jeg er meget gammel, selv efter feers målestok. Jeg ville gerne lære dig at kende. Jeg kan ikke råde bod på den måde arven fra Fintan har fået dit liv til at forme sig på. Men jeg kan prøve at gøre dit liv lidt lettere, hvis du giver mig lov.«

»Kan du fjerne mine telepatiske evner?« spurgte jeg. Et vildt håb, blandet med frygt, flammede op i mig som et soludbrud.

»Du spørger om jeg kan fjerne noget der er en grundlæggende bestanddel af dit væsen,« sagde Niall. »Nej, det er jeg ikke i stand til.«

Jeg sank sammen i stolen. »Ville bare spørge,« sagde jeg og kæmpede med tårerne. »Får jeg tre ønsker, eller er det kun med lampeånder?«

Niall så på mig uden at fortrække en mine. »Du ville ikke ønske dig at møde en djinni,« sagde han. »Og jeg er ikke nogen komisk figur. Jeg er fyrste.«

»Undskyld,« sagde jeg. »Det er lidt svært for mig at forholde mig til alt det her … oldefar.« Jeg kunne ikke huske mine menneskelige oldeforældre. Mine bedsteforældre – okay, min farfar havde så ikke været min rigtige bedstefar – havde overhovedet ikke lignet eller opført sig som denne smukke skabning. Bedstefar Stackhouse var død for seksten år siden, og min mors forældre var begge døde før jeg blev teenager. Så jeg havde kendt min bedstemor Adele meget bedre end nogen af de andre, faktisk bedre end jeg havde kendt mine forældre.

»Hør engang,« sagde jeg. »Hvorfor var det Eric der skulle hente mig? Du er jo trods alt fe. Vampyrer går amok når de kan lugte feer.«

Faktisk mister de fleste vampyrer deres selvkontrol når der er feer i nærheden. Kun en meget veldisciplineret vampyr kunne opføre sig ordentligt hvis den kunne lugte en fe. Min gode fe, Claudine, var skrækslagen for at være i nærheden af en blodsuger.

»Jeg kan tilsløre mit inderste væsen,« sagde Niall. »De kan se mig, men de kan ikke lugte mig. Det er en meget praktisk trolddomskunst. Jeg kan forhindre mennesker i overhovedet at bemærke mig, som du har observeret.«

Hans tonefald fortalte mig at han ikke alene var meget gammel og mægtig, men også meget stolt. »Var det dig der sendte mig Claudine?« sagde jeg.

»Ja. Jeg håber at du har haft nytte af hende. Kun mennesker med feblod kan få sådan et forhold til en fe. Jeg vidste at du havde brug for hende.«

»Åh ja, hun har reddet mit liv,« sagde jeg. »Hun har været pragtfuld.« Hun havde sågar taget mig med ud at shoppe. »Er alle feer lige så søde som Claudine, eller lige så smukke som hendes bror?«

Claude, mandestripper og nu også iværksætter, var af udseende så flot som det er fysisk muligt, og af personlighed en selvoptaget båtnakke.

»Min søde ven,« sagde Niall, »vi virker alle sammen smukke på mennesker, men nogle feer er ganske ualmindeligt modbydelige.«

Okay, nu kom bagsiden af medaljen. Jeg havde en kraftig fornemmelse af at afsløringen af at jeg havde en oldefar der var fuldblodsfe, skulle være en god nyhed set fra Nialls synspunkt – men glasuren dækkede vist ikke helt den kage. Nu ville der også komme en dårlig nyhed.

»Der gik mange år før du blev fundet,« sagde Niall, »til dels fordi det var sådan Fintan ønskede det.«

»Men han holdt øje med mig?« Det varmede næsten mit hjerte at høre det.

»Min søn følte anger over at han havde dømt to børn til den hverken-eller-eksistens han selv havde oplevet som en fe der ikke var en rigtig fe. Jeg er bange for at de andre af vores race ikke var rare ved ham.« Min oldefars blik var urokkeligt. »Jeg gjorde mit bedste for at forsvare ham, men det var ikke nok. Fintan fandt også ud af at han ikke var menneskelig nok til at kunne udgive sig for et menneske, i hvert fald ikke i længere tid.«

»Ser I ikke sådan her ud normalt?« spurgte jeg meget nysgerrigt.

»Nej.« Og en brøkdel af et sekund så jeg et næsten blændende lys med Niall inde i midten, smuk og perfekt. Ikke så sært at Einin havde troet han var en engel.

»Claudine sagde at hun stræbte efter at stige i graderne,« sagde jeg. »Hvad betyder det?« Jeg famlede rundt i samtalen. Det var ligesom om jeg var blevet væltet omkuld af alle disse oplysninger, og jeg kæmpede for at komme på benene igen rent følelsesmæssigt. Jeg havde ikke meget held med det.

»Det burde hun ikke have fortalt dig,« sagde Niall. Han tænkte sig om et øjeblik før han fortsatte. »Hamskiftere er mennesker med et genetisk særtræk, vampyrer er døde mennesker der er blevet forvandlede, men fefolk har kun grundformen til fælles med mennesker. Der er mange slags fefolk – fra de groteske som trolde til de smukke som os.« Han sagde det sidste fuldstændig uden forlegenhed.

»Findes der engle?«

»Engle er endnu en type, én der har gennemgået en næsten fuldstændig forvandling både fysisk og moralsk. Det kan tage hundreder af år at blive engel.«

Stakkels Claudine.

»Men nok om det,« sagde Niall. »Jeg vil høre mere om dig. Min søn holdt mig væk fra din far og din faster og siden fra deres børn. Hans død kom for sent til at jeg kunne nå at lære din kusine Hadley at kende. Men nu kan jeg komme til at se dig og røre ved dig.« Hvilket Niall gjorde på en lidt anderledes måde end mennesker: Hvis han ikke holdt mig i hånden, lagde han hånden fladt på min skulder eller min ryg. Det var ikke sådan mennesker normalt gjorde, men det var ikke ubehageligt. Jeg flippede ikke ud over det, sådan som jeg ellers kunne have gjort, for jeg havde lagt mærke til at Claudine også hele tiden skulle røre. Eftersom jeg ikke kunne opfatte feers tankebølger, kunne jeg godt klare så meget kontakt. Med et almindeligt menneske ville jeg blive bombarderet med tanker eftersom berøring øgede min telepatiske følsomhed.

»Fik Fintan nogen andre børn eller børnebørn?« spurgte jeg. Det ville være dejligt at have mere familie.

»Det snakker vi om senere,« sagde Niall, hvilket fik nogle små alarmklokker til at ringe. »Nu hvor du kender mig lidt,« sagde han, »så fortæl mig hvad jeg kan gøre for dig.«

»Hvorfor skulle du gøre noget for mig?« sagde jeg. Vi havde allerede snakket om tre ønsker, og det emne ville jeg nødig ind på igen.

»Jeg kan mærke at du har haft et svært liv. Nu hvor jeg er i stand til at møde dig, så lad mig hjælpe dig på en eller anden måde.«

»Du sendte mig Claudine. Hun har været en stor hjælp,« gentog jeg. Uden min sjette sans at støtte mig til, havde jeg svært ved at forstå min oldefars følelser og tankegang. Sørgede han over sin søn? Hvordan havde deres forhold egentlig været? Havde Fintan ment at han gjorde os alle sammen en tjeneste ved at holde sin far væk fra familien Stackhouse i alle disse år? Var Niall ond, eller havde han nedrige hensigter med mig? Han kunne have gjort noget forfærdeligt mod mig på lang afstand uden at behøve at møde mig og give en dyr middag.

»Du har ikke lyst til at forklare mere, eller hvad?«

Niall rystede på hovedet, så håret fejede hen over skuldrene som uendeligt fine guld- og sølvtråde.

Jeg fik en idé. »Kan du finde min kæreste?« spurgte jeg forhåbningsfuldt.

»Har du en mand? Ud over vampyren?«

»Eric er ikke min mand, men eftersom jeg har fået hans blod nogle gange, og han har fået mit …«

»Der var derfor jeg henvendte mig igennem ham. Du er forbundet med ham.«

»Ja.«

»Jeg har kendt Eric Northman meget længe. Jeg regnede med at du ville komme, hvis han bad dig om det. Var det forkert af mig?«

Spørgsmålet kom bag på mig. »Nej,« sagde jeg. »Jeg tror ikke at jeg ville være kommet medmindre han havde sagt god for det. Han ville ikke have ført mig hertil hvis han ikke stolede på dig … Det tror jeg i hvert fald ikke.«

»Vil du have mig til at slå ham ihjel? For at bryde båndet?«

»Nej!« sagde jeg, og mit sind kom i kog. »Nej!«

For første gang var der faktisk nogle mennesker der kiggede hen på os. De hørte mit ophidsede tonefald på trods af min oldefars evne til at tilsløre os.

»Den anden kæreste,« sagde Niall og tog en bid til af laksen. »Hvem er han, og hvornår forsvandt han?«

»Vartigeren Quinn,« sagde jeg. »Han har været væk siden bombesprængningen i Rhodes. Han blev såret, men jeg så ham bagefter.«

»Jeg har hørt om Pyramiden,« sagde Niall. »Var du der?«

Jeg fortalte ham om det, og min nyfundne oldefar lyttede med forfriskende fordomsfrihed. Han blev hverken forfærdet eller rystet, og han havde ikke ondt af mig. Det kunne jeg rigtig godt lide.

Mens jeg talte, fik jeg en chance for at få styr på mine følelser igen. »Ved du hvad?« sagde jeg da der opstod en naturlig pause. »Lad være med at lede efter Quinn. Han ved hvor han kan finde mig.« Og han ved hvor han har mig, tilføjede jeg surt i tankerne. »Han dukker vel op når han mener at han kan. Eller også gør han ikke.«

»Men så er der jo ikke noget jeg kan gøre for dig,« sagde min oldefar.

»Du kan give mig en blankocheck,« sagde jeg og smilede og måtte så forklare ham udtrykket. »Der skal nok komme en lejlighed. Er jeg … Må jeg omtale dig? For mine venner?« spurgte jeg. »Nej, det må jeg vel ikke.« Jeg kunne ikke forestille mig at fortælle min veninde Tara at jeg havde fået en ny oldefar, der var fe. Amelia ville måske bedre kunne forstå det.

»Jeg vil gerne holde vores forhold hemmeligt,« sagde han. »Jeg er meget glad for endelig at møde dig, og jeg vil gerne lære dig bedre at kende.« Han lagde hånden mod min kind. »Men jeg har mægtige fjender, og jeg ville nødig give dem den idé at gøre dig skade for at ramme mig.«

Jeg nikkede. Jeg forstod. Men det ødelagde lidt glæden ved at finde en helt ny slægtning at det var forbudt at snakke om ham. Niall fjernede hånden fra min kind og lagde den på min hånd.

»Hvad med Jason?« spurgte jeg. »Vil du også snakke med ham?«

»Jason,« sagde han, og modviljen stod malet i hans ansigt. »Jason mangler af en eller anden grund den grundlæggende gnist. Jeg ved godt at han er gjort af samme stof som dig, men i hans tilfælde giver blodet sig kun til kende i hans evne til at tiltrække det modsatte køn, og det er ærligt talt ikke nogen stor anbefaling. Han ville hverken kunne forstå eller værdsætte vores forbindelse.«

Min oldefar lød temmelig hoven da han sagde det. Jeg skulle til at sige noget til Jasons forsvar, men så klappede jeg i. Inderst inde måtte jeg indrømme at Niall i høj grad havde ret. Jason ville stille alle mulige krav, og han ville ikke kunne holde tæt.

»Hvor tit kommer jeg til at se dig?« sagde jeg i stedet og gjorde mit bedste for at lyde nonchalant. Jeg vidste at jeg udtrykte mig klodset, men jeg vidste ikke hvordan jeg ellers skulle skabe nogle rammer omkring dette nye, noget vanskelige forhold.

»Jeg vil prøve på at komme på besøg ligesom enhver anden slægtning,« sagde han.

Jeg forsøgte ihærdigt at forestille mig det. Niall og mig ude at spise sammen på Hamburger Palace? Side om side i kirken om søndagen? Næppe.

»Jeg har en fornemmelse af at der er meget du ikke fortæller mig,« sagde jeg ligeud.

»Jamen, så har vi noget at snakke om næste gang,« sagde han og blinkede til mig med det ene søgrønne øje. Okay, der overraskede han mig. Han rakte mig et visitkort, endnu en ting jeg ikke ventede. Der stod bare »Niall Brigant« med et telefonnummer nedenunder. »Du kan altid nå mig på det nummer. Der vil være nogen der svarer.«

»Tak,« sagde jeg. »Jeg går ud fra at du kender mit nummer?« Han nikkede. Jeg havde troet at han skulle til at gå, men han blev siddende. Han virkede lige så uvillig til at gå som jeg. »Nå,« sagde jeg og rømmede mig. »Hvad får du så tiden til at gå med?« Jeg kan ikke beskrive hvor på en gang sært og rart det føltes at være sammen med et familiemedlem. Jeg havde kun Jason, og vi var ikke tæt knyttet; han var ikke sådan typen man fortalte alt. Jeg kunne regne med ham hvis jeg var i knibe, men vi ville aldrig komme til at hænge ud sammen.

Min oldefar besvarede mit spørgsmål, men da jeg prøvede på at huske hans svar bagefter, kunne jeg ikke nævne nogen detaljer. Han foretog sig vel hemmelige fefyrste-ting. Han fortalte mig at han var medejer af et par banker, en virksomhed der fabrikerede havemøbler, og – og det syntes jeg lød mærkeligt – en virksomhed der fremstillede og testede ny medicin.

Jeg så tvivlende på ham. »Medicin til mennesker,« sagde jeg for at være sikker på at jeg havde forstået det rigtigt.

»Ja. For det meste,« svarede han. »Men nogle af kemikerne laver særlige ting til os.«

»Til feerne.«

Han nikkede, og det fine gyldne hår der lignede trådene på en majskolbe, faldt ned omkring hans ansigt. »Der er så meget jern nu om dage,« sagde han. »Jeg ved ikke om du er klar over at vi er meget følsomme over for jern? Men hvis vi altid går rundt med handsker på, er vi for iøjnefaldende nu om dage.« Jeg så på hans højre hånd der lå oven på min på den hvide dug. Jeg trak hånden fri og strøg hans hud. Den føltes mærkeligt glat.

»Det er ligesom en usynlig handske,« sagde jeg.

»Præcis.« Han nikkede. »En af deres opskrifter. Men nok om mig.«

Lige nu hvor det var ved at blive interessant, tænkte jeg. Men jeg kunne godt se at min oldefar ikke havde nogen egentlig grund til at betro mig alle sine hemmeligheder endnu.

Niall spurgte mig om mit arbejde og min chef og min dagligdag som en rigtig oldefar ville gøre. Han brød sig tydeligvis ikke om tanken om at hans oldebarn gik på arbejde, men det rørte ham tilsyneladende ikke at det lige var på en bar. Som sagt var Niall ikke let at aflæse. Hans tanker var lukket land for mig, men jeg lagde mærke til at han nu og da bremsede sig selv når han var ved at sige noget.

Til sidst fik vi spist middagen op, og jeg så på uret og blev forbløffet over hvor mange timer der var gået. Jeg var nødt til at tage hjem. Jeg skulle på arbejde næste dag. Jeg undskyldte mig, takkede min oldefar (det fik mig stadig til at skælve at tænke på ham på den måde) for måltidet og lænede mig meget tøvende frem for at kysse ham på kinden da han havde kysset min. Han lod til at holde vejret imens, og hans hud føltes blød og blank som en blommes skind under mine læber. Selv om han var i stand til at ligne et menneske, føltes han ikke som et.

Han rejste sig da jeg gik, men blev ved bordet – for at tage sig af regningen, gik jeg ud fra. Jeg gik ud uden at notere mig noget af det mine øjne så undervejs. Eric ventede på mig ude på parkeringspladsen. Han havde fået sig noget TrueBlood mens han ventede, og han havde siddet og læst i bilen, der holdt parkeret under en lampe.

Jeg var udmattet.

Det gik ikke op for mig hvor nervepirrende min middag med Niall havde været, før jeg var væk fra ham igen. Selv om jeg havde siddet i en behagelig stol under hele måltidet, var jeg lige så træt som hvis vi havde snakket og løbet på en gang.

Niall havde formået at skjule duften af fe for Eric inde på restauranten, men jeg kunne se på den måde Eric spilede næseborede ud på, at den berusende duft hang ved mig. Eric lukkede øjnene ekstatisk og slikkede sig ligefrem om munden. Jeg følte mig som en T-bone-steak for snuden af en sulten hund.

»Tag dig sammen,« sagde jeg. Jeg var ikke i humør til det der.

Med en stor kraftanstrengelse fik Eric kontrol over sig selv. »Når du lugter sådan,« sagde han, »får jeg bare lyst til at kneppe dig og bide dig og gnubbe mig mod hele din krop.«

Det var jo rene ord for pengene, og jeg vil ikke påstå at der ikke var et kort øjeblik hvor jeg (med lige dele lyst og frygt) forestillede mig noget sådant. Men jeg havde vigtigere ting at tænke på.

»Stop engang,« sagde jeg. »Hvad ved du om feer? Ud over hvordan de smager?«

Eric så på mig med et mere klart blik. »De er smukke, både mændene og kvinderne. Ekstremt hårdføre og glubske. De er ikke udødelige, men de lever meget længe medmindre der sker dem noget. Man kan for eksempel slå dem ihjel med jern. Der er andre måder at dræbe dem på, men det er hårdt arbejde. For det meste foretrækker de at holde sig for sig selv. De kan godt lide tempereret klima. Jeg ved ikke hvad de spiser eller drikker når de er alene. De prøvesmager andre kulturers mad. Jeg har sågar set en fe prøve blod. De har højere tanker om sig selv end de har nogen som helst ret til. Når de afgiver et løfte, holder de det.« Han tænkte sig om et øjeblik. »Deres magiske evner er forskellige. De kan ikke alle sammen gøre de samme ting. Og de er meget magiske. Det er deres grundlæggende natur. De har ingen andre guder end deres egen race, for de er ofte blevet forvekslet med guder. Faktisk har nogle af dem tillagt sig gudeegenskaber.«

Jeg så vantro på ham. »Hvad mener du?«

»Ja, jeg mener ikke at de er hellige,« sagde Eric. »Jeg mener at de feer som bor i skovene, identificerer sig så stærkt med deres skov at man ikke kan beskadige skoven uden at beskadige dem og vice versa. Så deres antal er faldet kraftigt. Vi vampyrer bliver naturligvis ikke holdt velunderrettede om feernes politik og overlevelsesstrategier, eftersom vi er meget farlige for dem … simpelt hen fordi vi finder dem berusende.«

Jeg havde aldrig overvejet at spørge Claudine om nogen af disse ting. For det første brød hun sig tilsyneladende ikke om at snakke om feernes liv, og når hun dukkede op, var det som regel når jeg havde problemer og derfor mest tænkte på mig selv. For det andet havde jeg forestillet mig at der måske kun var en håndfuld feer tilbage i verden, men Eric fortalte mig at der engang havde været lige så mange feer som vampyrer, men at febefolkningen var dalende.

I skarp kontrast var vampyrerne – i hvert fald i Amerika – klart i vækst. Der var tre lovforslag til behandling i Kongressen om vampyrimmigration. Amerika udmærkede sig (sammen med Canada, Japan, Norge, Sverige, England og Tyskland) som et land der havde reageret forholdsvis roligt på Den Store Afsløring.

Den nøje arrangerede Store Afsløring havde fundet sted en aften hvor vampyrer over hele verden var trådt frem på tv, i radioen eller personligt, som det nu passede sig bedst det sted hvor de var, for at sige til den menneskelige befolkning: »Se her! Vi findes faktisk. Men vi er ikke en trussel mod jeres liv! Det nye japanske syntetiske blod kan dække vores behov for ernæring.«

De seks år siden dengang havde været én stor stejl indlæringskurve.

Denne aften havde jeg føjet meget nyt til min viden om det overnaturlige.

»Så vampyrerne er ved at vinde,« sagde jeg.

»Vi er ikke i krig,« sagde Eric. »Vi har ikke været i krig i flere hundrede år.«

»Så før i tiden har vampyrer og feer bekæmpet hinanden? Sådan med rigtige slag?«

»Ja,« sagde Eric. »Og hvis det kommer dertil igen, vil jeg sørge for at få ram på Niall før nogen anden.«

»Hvorfor?«

»Han har stor magt i feverdenen. Hans magi er meget kraftig. Hvis han oprigtigt ønsker at tage dig under sine vinger, er du både meget heldig og meget uheldig.« Eric startede bilen, og vi kørte ud fra parkeringspladsen. Jeg havde ikke set Niall komme ud fra restauranten. Måske var han bare forsvundet fra spisesalen ved et trylleslag. Jeg håbede at han havde betalt først.

»Det bliver jeg nok nødt til at bede dig om at forklare lidt nærmere,« sagde jeg. Men jeg havde på fornemmelsen at jeg egentlig ikke ønskede at kende svaret.

»Der var tusinder af feer i USA engang,« sagde Eric. »Nu er der kun nogle hundrede. Men de der er tilbage, er meget seje overlevere. Og de er ikke alle sammen venner af fyrsten.«

»Lige hvad jeg manglede,« mumlede jeg. »Endnu en gruppe overnaturlige væsener der ikke kan lide mig.«

Vi kørte tavst gennem natten, tilbage til motorvejen som ville føre os østpå til Bon Temps. Eric virkede tynget af tanker. Jeg havde selv rigeligt at tænke over. Jeg havde klart fået mere stof til eftertanke end jeg havde fået at spise under middagen.

Jeg nåede frem til at jeg alt i alt var glad, med visse forbehold. Det var dejligt at få sig en oldefar med forsinkelse, om man så må sige. Niall virkede oprigtigt opsat på at etablere et godt forhold til mig. Jeg havde stadig en hel bunke spørgsmål jeg gerne ville stille, men de kunne godt vente til vi kendte hinanden bedre.

Erics Corvette kunne køre fandens stærkt, og Eric overholdt ikke just fartgrænsen på motorvejen. Jeg blev ikke frygteligt overrasket da jeg så de blinkende lys nærme sig bag os. Jeg var faktisk kun overrasket over at politibilen kunne indhente Eric.

»Øh-hmm,« sagde jeg, og Eric bandede på et sprog der sikkert ikke var blevet talt i flere århundreder. Men selv sheriffen for Område Fem skal overholde menneskelovene nu om dage eller er i hvert fald nødt til at lade som om. Eric kørte ind til siden.

»Hvad forventer du når du kører rundt med en nummerplade hvor der står BLDSGR?« spurgte jeg og kunne ikke helt skjule at jeg nød situationen. Jeg så betjentens mørke skikkelse træde ud af bilen bag os og komme gående med noget i hånden – et clipboard, en stavlygte?

Jeg så bedre efter. Jeg rakte ud. En snerrende masse af aggression og frygt mødte mit indre øre.

»Varulv! Der er noget galt,« sagde jeg, og Erics store hånd skubbede mig ned mod gulvet, som ville have udgjort et bedre skjulested hvis bilen ikke havde været en Corvette.

Så kom betjenten hen til ruden og prøvede på at skyde mig.