5.

Eric havde vendt sig for at fylde vinduet ud og forhindre skytten i at sigte ind i resten af bilen, og han blev ramt i halsen. Et frygteligt øjeblik sank han sammen i sædet med et tomt ansigtsudtryk, mens det mørke blod flød trægt ned over hans hvide hud. Jeg skreg som om larmen kunne beskytte mig, og pistolen pegede på mig da skytten lænede sig ind i bilen for at sigte forbi Eric.

Men det var dumt af ham. Eric greb hårdt fat om mandens håndled og gav sig til at klemme. Så begyndte »betjenten« også selv at hvine og fægtede nyttesløst i luften med sin tomme hånd. Pistolen faldt ned på mig. Jeg var bare heldig den ikke gik af da den faldt. Jeg ved ikke ret meget om skydevåben, men pistolen så stor og dødbringende ud, og jeg kom op at sidde og sigtede på angrebsmanden med den.

Han stivnede i sin position halvt inde og halvt ude ad vinduet. Eric havde allerede brækket armen på ham og havde stadig godt fast. Fjolset skulle have været mere bange for vampyren som havde fat i ham end for servitricen der dårligt nok vidste hvordan hun skulle affyre pistolen, men det var pistolen der fastholdt hans opmærksomhed.

Jeg var sikker på at jeg ville have hørt om det hvis færdselspolitiet var gået over til at skyde fartsyndere i stedet for at give dem bøder.

»Hvem er du?« sagde jeg, og ingen kunne bebrejde mig hvis min stemme skælvede. »Hvem har sendt dig?«

»De gav mig besked på det,« gispede varulven. Nu hvor jeg havde tid til at lægge mærke til detaljerne, kunne jeg se at han ikke havde en rigtig politiuniform på. Det var den rigtige farve, og hatten var også rigtig, men bukserne var ikke uniformsbukser.

»Hvem de?« spurgte jeg.

Eric havde hugtænderne bidt fast i varulvens skulder. Selv om Eric var såret, trak han den falske betjent ind i bilen centimeter for centimeter. Det virkede kun rimeligt at Eric fik sig noget blod når han havde mistet så meget af sit eget. Attentatmanden gav sig til at græde.

»Lad ham ikke forvandle mig til en af dem,« tryglede han mig.

»Pris dig lykkelig hvis han gør,« sagde jeg, ikke fordi jeg mente det var specielt fedt at være vampyr, men fordi jeg var sikker på at Eric havde noget meget værre i sinde.

Jeg steg ud af bilen, for der var ingen idé i at prøve at få Eric til at slippe varulven. Han ville ikke lytte til mig når hans blodtørst var så stærk. Mit bånd til Eric var den afgørende faktor i beslutningen. Jeg var glad for at han morede sig og fik det blod han havde brug for. Jeg var rasende over at nogen havde forsøgt at gøre ham fortræd. Eftersom begge disse følelser normalt ikke ville optræde i mit følelsesspektrum, vidste jeg hvad de skyldtes.

Desuden var der blevet en ubehagelig trængsel inde i Corvetten med både mig og Eric og det meste af varulven.

Mirakuløst nok var der ingen biler der kørte forbi, mens jeg travede langs vejkanten hen til angrebsmandens køretøj, der (ikke specielt overraskende) viste sig at være en almindelig hvid bil med et illegalt blinklys monteret. Jeg slukkede billygterne, og ved at trykke på hver en knap og løsrive ethvert kabel jeg kunne finde, lykkedes det mig også at få slukket blinklyset. Nu var vi ikke helt så iøjnefaldende. Eric havde slukket lygterne på Corvetten i begyndelsen af episoden.

Jeg kiggede hurtigt rundt inde i den hvide bil, men kunne ikke se nogen kuvert med påskriften »Afsløring af hvem der hyrede mig, i tilfælde af at jeg bliver fanget«. Jeg skulle bruge en ledetråd. Der burde i det mindste have været et telefonnummer på en lap papir, et telefonnummer som jeg kunne slå op, hvis jeg ellers vidste hvor jeg skulle gøre det. Pokkers. Jeg traskede tilbage mod Erics bil og bemærkede i lyset fra en forbikørende lastvogn at der ikke længere stak nogen ben ud ad ruden ved førersædet, hvilket gjorde Corvetten en del mindre iøjnefaldende. Men vi var nødt til at komme væk.

Jeg kiggede ind i Corvetten, og den var tom. Den eneste påmindelse om hvad der netop var sket, var en fedtet plet blod på Erics sæde, og jeg tog et papirlommetørklæde op af min taske og gned det indtørrede blod af. Ikke nogen elegant løsning, men praktisk.

Pludselig stod Eric ved siden af mig, og jeg måtte undertrykke et hvin. Han var stadig ophidset på grund af det uventede angreb, og han klemte mig op mod siden af bilen og holdt mit hoved i den rette vinkel til et kys. Jeg mærkede et jag af begær og var meget tæt på at sige: »Så tag mig for fanden bare, din store viking.« Det var ikke kun blodbåndet der gjorde mig tilbøjelig til at tage imod hans tavse tilbud, men også erindringen om hvor pragtfuld Eric var i sengen. Men så tænkte jeg på Quinn og vristede mig med stort besvær fri af Erics mund.

Et øjeblik troede jeg ikke at han ville slippe mig fri, men det gjorde han. »Lad mig se,« sagde jeg med usikker stemme og trak skjortekraven til side for at se på skudsåret. Såret var næsten helet, men Erics skjorte var naturligvis stadig våd af blod.

»Hvad handlede det om?« spurgte han. »Var det en fjende af dig?«

»Aner det ikke.«

»Han skød efter dig,« sagde Eric som om jeg var sådan lidt tungnem. »Han gik efter dig først.«

»Men hvad nu hvis han gjorde det for at skade dig? Hvad nu hvis han ønskede at du skulle få skylden for min død?« Jeg var så træt af at være mål for komplotter at jeg vel virkelig ønskede at Eric var målet. Endnu en tanke slog mig, og jeg fulgte den op. »Og hvordan fandt de os?«

»En eller anden der vidste at vi ville køre tilbage til Bon Temps i aften,« sagde Eric. »En eller anden der vidste hvilken bil jeg kørte i.«

»Det kan ikke have været Niall,« sagde jeg og genovervejede min hurtige loyalitet over for min helt nye, angivelige oldefar. Han kunne jo trods alt have løjet hvert sekund vi sad ved bordet. Hvordan skulle jeg kunne vide det? Jeg kunne ikke læse hans tanker. Det føltes mærkeligt at være uvidende på den måde.

Men jeg troede ikke at Niall havde løjet.

»Jeg tror heller ikke at det var feen,« sagde Eric. »Men vi må hellere snakke om det undervejs. Det er en dårlig idé at blive her.«

Det havde han ret i. Jeg vidste ikke hvor han havde anbragt liget, og det gik op for mig at jeg egentlig var ret ligeglad. For et år siden ville jeg have været opbragt over at efterlade et lig og drøne videre på motorvejen. Nu var jeg bare glad for at det var ham og ikke mig der lå i skoven.

Jeg var en dårlig kristen, men jeg havde rimeligt styr på overlevelsesstrategier.

Mens vi kørte videre i mørket, tænkte jeg over den afgrund der åbnede sig lige foran mig og ventede på at jeg skulle tage endnu et skridt. Jeg følte mig strandet på kanten af den. Det blev sværere og sværere at holde sig til det rigtige når det nyttige virkede mere fornuftigt. Fattede jeg slet ikke, spurgte min hjerne nådesløst, at Quinn havde droppet mig? Ville han ikke have kontaktet mig hvis han stadig betragtede os som et par? Havde jeg ikke altid haft en svaghed for Eric, der elskede som et tog der drønede ind i en tunnel? Havde jeg ikke rigeligt med beviser for at Eric var bedre til at forsvare mig end nogen anden jeg kendte?

Jeg kunne dårligt nok samle kræfter til at blive chokeret over mig selv.

Hvis man overvejer hvilken elsker man skal vælge, ud fra hans evne til at forsvare én, så er man meget tæt på at vælge sin mage fordi man tror han har ønskværdige træk at give videre til fremtidige generationer. Og hvis der var en chance for at jeg kunne have født Erics barn (en tanke der fik mig til at skælve), ville han have stået øverst på listen, en liste jeg ikke engang havde vidst at jeg havde opstillet. Jeg forestillede mig selv som en påfuglehøne på udkig efter den påfuglehan der havde de smukkeste halefjer, eller en hunulv der ventede på at førerhannen (den stærkeste og kløgtigste og modigste) skulle bestige hende.

Okay, nu var jeg langt ude. Jeg var en menneskekvinde. Jeg prøvede på at være en ordentlig kvinde. Jeg var nødt til at finde Quinn, for jeg havde lovet mig selv til ham … eller hvad man nu skal sige.

Så, nu ikke ordkløveri!

»Hvad tænker du på, Sookie?« spurgte Eric i mørket. »De tankefulde folder bølger hen over dit ansigt så hurtigt at man ikke kan følge med.«

Det at han kunne se mig – ikke alene i mørket, men når han skulle holde øje med vejen samtidig – var stærkt irriterende og skræmmende. Og vidnede om hans overlegenhed, sagde min indre hulekvinde.

»Kør mig nu bare hjem, Eric. Jeg kan ikke klare mere følelsesmæssigt.«

Han sagde ikke mere. Måske var han klog, eller måske havde han smerter mens han helede.

»Vi er nødt til at tale om det på et andet tidspunkt,« sagde han da han drejede ned ad min privatvej. Han parkerede foran huset og drejede sig så meget mod mig som det kunne lade sig gøre i den lille bil. »Sookie, det gør ondt … Må jeg …« Han lænede sig hen og strejfede min hals med fingrene.

Alene tanken fik min krop til at forråde mig. Jeg mærkede en dunken forneden, og det var bare så forkert. Man skal jo ikke blive ophidset ved tanken om at blive bidt. Det er ikke godt, vel? Jeg knyttede hænderne så kraftigt at fingerneglene gjorde ondt i mine håndflader.

Nu hvor jeg kunne se Eric bedre, nu hvor bilens indre blev skarpt oplyst af loftslampen, gik det op for mig at Eric var endnu mere bleg end normalt. Mens jeg så på, begyndte kuglen at trænge ud af såret, og han lænede sig tilbage i sædet med lukkede øjne. Millimeter for millimeter blev projektilet stødt ud indtil det faldt ned i min ventende hånd. Jeg huskede hvordan Eric havde fået mig til at suge en kugle ud af hans arm. Ha! Sådan en bedrager. Kuglen ville være kommet ud af sig selv. Min harme fik mig til at føle mig lidt mere som mig selv.

»Jeg tror godt du kan klare den hjem,« sagde jeg selv om jeg følte en næsten uimodståelig trang til at læne mig hen mod ham og tilbyde ham min hals eller mit håndled. Jeg skar tænder og steg ud af bilen. »Du kan jo standse op ved Merlotte’s og få nogle flasker blod hvis du virkelig har brug for det.«

»Du er en hårdhjertet kvinde,« sagde Eric, men han lød ikke for alvor vred eller krænket.

»Nemlig,« sagde jeg og smilede til ham. »Pas nu på dig selv, okay?«

»Skal jeg nok,« sagde han. »Og jeg standser ikke for politiet.«

Det lykkedes mig at marchere ind i huset uden at se mig tilbage. Da jeg var kommet ind ad hoveddøren og havde lukket den grundigt bag mig, følte jeg en omgående lettelse. Gudskelov. For hvert eneste skridt jeg tog væk fra ham, spekulerede jeg på om jeg mon ville vende om. Det der med blodbåndet var virkelig irriterende. Hvis jeg ikke var meget forsigtig og på vagt, ville jeg komme til at gøre noget jeg ville fortryde.

»I am woman, hear me roar,« sagde jeg.

»Jamen dog, hvad udløste den bemærkning?« spurgte Amelia, og jeg hoppede. Hun kom ned ad gangen ude fra køkkenet i natkjole og matchende morgenkåbe, fersken med flødefarvet blondebesætning. Alt hvad Amelia havde, var fint. Hun ville aldrig sige noget negativt om andres indkøbsvaner, men hun ville aldrig selv gå i noget der var købt i et supermarked.

»Jeg har haft en anstrengende aften,« sagde jeg. Jeg så ned over mig selv. Der var kun lidt blod på den blå silkebluse. Jeg blev nødt til at lægge den i blød. »Hvordan står det til herhjemme?«

»Octavia ringede,« sagde Amelia, og selv om hun prøvede at bevare roen i stemmen, kunne jeg mærke bølger af angst fra hende.

»Din læremester.« Det var ikke mit kvikkeste øjeblik.

»Jep, i egen høje person.« Hun bukkede sig ned for at tage Bob op. Han var der tilsyneladende altid når Amelia var urolig. Hun trykkede ham ind til brystet og begravede ansigtet i hans pels. »Hun havde selvfølgelig hørt det. Selv efter Katrina og alle de forandringer den har betydet i hendes liv, måtte hun bringe fejltagelsen på bane.« (Det var hvad Amelia kaldte det – fejltagelsen).

»Gad vide hvad Bob kalder det,« sagde jeg.

Amelia så hen over Bobs hoved på mig, og jeg vidste straks at jeg havde sagt noget taktløst. »Undskyld,« sagde jeg. »Dér tænkte jeg mig ikke om. Men måske er det ikke så realistisk at tro at du kan slippe ud af det her uden at komme til at stå til regnskab, eller hvad?«

»Du har ret,« sagde hun. Hun lød ikke særligt begejstret for at jeg havde ret, men hun sagde det i det mindste. »Jeg gjorde noget forkert. Jeg prøvede på noget jeg ikke burde have prøvet, og Bob betalte prisen.«

Wauw, når Amelia først gik til bekendelse, så tog hun skridtet fuldt ud.

»Jeg bliver nødt til at tage skraldet,« sagde hun. »Måske fratager de mig retten til at udføre magi i et år. Måske længere.«

»Åh. Det lyder barsk,« sagde jeg. Jeg havde forestillet mig at Amelias læremester bare skældte hende ud for øjnene af et lokale fuld af magikere og troldmænd og hvad ved jeg, hvorefter de forvandlede Bob tilbage igen. Han tilgav på stedet Amelia og fortalte hende at han elskede hende. Og eftersom han tilgav hende, gjorde resten af forsamlingen det også, og Amelia og Bob tog med hjem til mig igen og blev boende her sammen … et godt stykke tid. (Den del af min fantasi var ikke så detaljeret).

»Det er den mildest mulige straf,« sagde Amelia.

»Åh.«

»Du vil ikke have lyst til at høre om de andre mulige straffe.« Hun havde ret. Det havde jeg ikke. »Nå, men hvad var det så for et mystisk ærinde Eric skulle have dig med ud på?« spurgte Amelia.

Amelia kunne ikke have givet nogen anden et vink om hvor vi skulle hen, eller hvad vej vi kørte, for hun vidste det ikke. »Nåhr, han ville bare have mig med på en ny restaurant i Shreveport. Den hed noget fransk. Der var ret godt.«

»Så det var ligesom en date?« Jeg kunne mærke at hun spekulerede på hvilken rolle Quinn spillede i mit forhold til Eric.

»Nej, ikke en date,« sagde jeg og syntes ikke engang selv jeg lød overbevisende. »Ikke noget med dreng møder pige. Bare, du ved, en aften i byen.« Hvor man kyssede. Og blev skudt.

»Han ser sgu godt ud,« sagde Amelia.

»Ja, det må man give ham. Jeg har mødt en del lækre mænd. Kan du huske Claude?« Jeg havde vist Amelia den plakat der var kommet med posten to uger forinden, en forstørrelse af en forside til en kærlighedsroman med Claude som model. Hun havde været imponeret – hvilken kvinde ville ikke have været det?

»Åh ja, jeg var henne at se Claude strippe i sidste uge.« Amelia kunne ikke se mig i øjnene.

»Uden at tage mig med!« Claude var en usædvanlig ubehagelig person, især i sammenligning med sin søster, Claudine, men han var overud lækker. Han var oppe på højde med Brad Pitt i mandlig skønhed. Han var selvfølgelig bøsse. Hvad skulle han ellers være? »Tog du derhen mens jeg var på arbejde?«

»Jeg regnede ikke med at du ville synes om at jeg tog derhen,« sagde hun og sænkede hovedet. »Jeg mener, du er jo venner med hans søster. Jeg tog derhen sammen med Tara. JB var på arbejde. Er du vred på mig?«

»Næh. Jeg er ligeglad.« Min veninde Tara havde en tøjbutik, og hendes nye mand, JB, arbejde på et fitnesscenter for kvinder. »Jeg kunne godt tænke mig at se Claude prøve at opføre sig som om han morede sig.«

»Jeg tror nu nok han nød det,« sagde hun. »Der er ingen som Claude elsker højere end Claude, vel? Så alle de kvinder der ser beundrende på ham … Han er ikke til kvinder, men han er klart til at lade sig beundre.«

»Sandt nok. Lad os tage hen og se ham sammen en dag.«

»Ja, lad os det,« sagde hun, og jeg kunne høre at hun var blevet muntret temmelig meget op. »Fortæl mig så hvad du fik på den der fine nye restaurant.« Jeg fortalte hende det. Og alt imens ønskede jeg at jeg ikke var nødt til at tie stille om min oldefar. Jeg ville så gerne fortælle Amelia om Niall: hvordan han så ud, hvad han havde sagt, at der var en hel familiekrønike jeg ikke kendte. Og det ville tage mig et stykke tid at bearbejde hvad min bedstemor havde gået igennem, at ændre mit billede af hende i lyset af de nye ting jeg havde fået at vide. Og jeg måtte også tage de ubehagelige minder om min mor op til fornyet overvejelse. Hun var faldet fuldstændig pladask for min far og havde fået børn med ham fordi hun elskede ham … blot for at finde ud af at hun ikke ønskede at dele ham med dem, især ikke med mig, et andet hunkønsvæsen. Det var i det mindste den nye måde jeg forstod det på.

»Der var mere,« sagde jeg og strakte kæberne i et gab. Det var blevet meget sent. »Men nu skal jeg altså i seng. Er der nogen der har ringet eller noget?«

»Ham varulven fra Shreveport ringede. Han ville snakke med dig, og jeg sagde at du ikke var hjemme, og at han kunne ringe på din mobil. Han spurgte om han kunne tage hen og møde dig, men jeg sagde at jeg ikke vidste hvor du var.«

»Alcide,« sagde jeg. »Gad vide hvad han ville.« Jeg måtte hellere ringe tilbage næste dag.

»Og en eller anden pige. Sagde at hun havde været servitrice på Merlotte’s tidligere, og at hun havde mødt dig til brylluppet i går.«

»Tanya?«

»Ja, det er rigtigt.«

»Hvad ville hun?«

»Ved jeg ikke. Hun sagde at hun ville ringe tilbage i morgen eller snakke med dig på baren.«

»Pokkers. Jeg håber ikke at Sam har ansat hende som afløser eller sådan noget.«

»Jeg troede det var mig der var afløser på baren.«

»Ja, medmindre nogen har sagt op. Pas på, Sam kan godt lide hende.«

»Og det kan du ikke?«

»Hun er en forræderisk møgkælling.«

»Kom nu, sig bare din ærlige mening.«

»Det er rigtigt, Amelia. Hun tog arbejde på Merlotte’s for at kunne udspionere mig for familien Pelt.«

»Nå, det er hende. Nå, men hun kommer ikke til at udspionere dig igen. Jeg skal nok træffe de nødvendige foranstaltninger.«

Det var en mere skræmmende tanke end at arbejde sammen med Tanya. Bevares, Amelia var en stærk og dygtig heks, men hun havde det også med at prøve på ting der rakte ud over hendes evner. Som det fremgik af Bob.

»Lad os lige aftale det først,« sagde jeg, og Amelia så overrasket ud.

»Okay,« sagde hun. »Nu går jeg også i seng.«

Hun gik op ad trappen med Bob i armene, og jeg gik ind på mit lille badeværelse for at fjerne makeuppen og tage natkjole på. Amelia havde ikke lagt mærke til blodstænkene på blusen, og jeg lagde den i blød i håndvasken.

Sikke en dag det havde været. Jeg havde været sammen med Eric, hvilket altid bragte blodet i kog, og jeg havde mødt en ny slægtning, selv om det ikke var et menneske. Jeg havde lært alt muligt nyt om min familie, det meste af det ubehageligt nyt. Jeg havde spist på en fin restaurant og kunne dårligt nok huske maden. Og til sidst havde nogen prøvet at skyde mig.

Da jeg lagde mig i sengen, bad jeg aftenbøn og prøvede at nævne Quinn øverst på listen. Jeg troede at spændingen over at have opdaget min oldefar ville holde mig vågen, men søvnen gjorde krav på mig mens jeg stadig var i gang med at bede Gud om at hjælpe mig med at finde vej gennem det moralske uføre det var at være medskyldig i et drab.