9.

Det var midt om natten, samme nat, og jeg var på vej ind i løvens hule. Det var min egen forbandede fejl. Gennem en hurtig række telefonsamtaler havde Alcide og Furnan fundet ud af hvor de skulle mødes. Jeg havde forestillet mig at de ville sidde ned på hver sin side af et bord med deres adjudanter lige bag sig og gennemgå hele situationen. Mrs. Furnan ville dukke op, og parret ville blive genforenet. Alle ville ende med at være tilfredse eller i hvert fald mindre fjendtligt indstillede. Jeg ville ikke være i nærheden.

Men her stod jeg så ved en tom kontorbygning i Shreveport, samme sted hvor dysten om at blive flokfører havde fundet sted. Sam var da i det mindste med mig. Der var mørkt og koldt, og vinden løftede mit hår fra skuldrene. Jeg flyttede vægten fra fod til fod, ivrig efter at få det her overstået. Selv om Sam ikke var lige så rastløs som jeg, kunne jeg mærke at han havde det på samme måde.

Det var min skyld at han var her. Da han var blevet nysgerrig efter at vide hvad der var i gære blandt varulvene, var jeg nødt til at fortælle ham det. Hvis der kom nogen ind ad dørene på Merlotte’s og forsøgte at meje mig ned, fortjente Sam jo i det mindste at få at vide hvorfor hans bar var fuld af huller. Jeg havde haft en heftig diskussion med ham da han havde sagt at han tog med, men nu stod vi her begge to.

Måske løj jeg for mig selv. Måske ville jeg bare gerne have en ven med, en der helt klart var på min side. Måske var jeg bare bange. Faktisk kunne man godt stryge »måske« i alle tilfælde.

Natteluften var frisk, og vi havde begge to vandtætte jakker på med hætter. Vi havde ikke rigtig brug for hætterne, men hvis det blev koldere, ville vi måske være taknemmelige for dem. De forladte kontorbygninger bredte sig omkring os i dyster tavshed. Vi stod på aflæsningspladsen til et firma der havde taget imod store forsendelser af et eller andet. De store metalporte dér hvor lastbilerne var blevet losset, lignede store, skinnende øjne i skæret fra de tilbageværende sikkerhedslamper.

Faktisk var der masser af store, skinnende øjne rundt omkring i natten. Sharks-banden og Jets-banden forhandlede. Nå nej, undskyld, Furnan-varulvene og Herveaux-varulvene. De to fløje i flokken ville måske nå til en forståelse, måske ikke. Og dér lige midt i det hele stod hamskifteren Sam og telepaten Sookie.

Da jeg mærkede den vrede, dunkende puls fra varulvehjerner der nærmede sig fra både nord og syd, vendte jeg mig mod Sam og sagde dybt oprigtigt: »Jeg burde aldrig have ladet dig komme med. Jeg skulle aldrig have åbnet munden.«

»Du har fået den vane ikke at fortælle mig noget, Sookie. Men jeg vil gerne vide hvad der sker med dig. Især hvis der er fare på færde.« Sams rødgyldne hår blev blæst rundt på hovedet af den skarpe lille brise der blæste mellem bygningerne. Jeg kunne mærke hans anderledeshed stærkere end nogen sinde før. Sam er en af de sjældne ægte hamskiftere. Han kan forvandle sig til alt. Han foretrækker hundeskikkelse, for hunde er velkendte og venlige, og folk skyder ikke så tit efter dem. Jeg så ind i hans blå øjne og så vildskaben i dem. »De er her,« sagde han og løftede næsen mod vinden.

Så stod de to grupper pludselig omkring tre meter fra os på hver sin side, og det var på tide at koncentrere sig.

Jeg genkendte ansigterne på nogle af Furnan-ulvene, der var de mest talstærke. Cal Myers, kriminalbetjenten, var blandt dem. Det var ikke så lidt frækt af Furnan at tage Cal med når han hævdede at være uskyldig. Jeg genkendte også den teenagepige Furnan havde taget som led i sin fejring af sejren over Jackson Herveaux. Hun så en million år ældre ud her i nat.

Alcides gruppe omfattede Amanda med det kastanjebrune hår, der nikkede til mig med et alvorligt ansigtsudtryk, og nogle varulve jeg havde set på Hair of the Dog den aften Quinn og jeg havde besøgt baren. Den magre pige der havde haft den stramme røde læderjakke på den aften, stod lige ved siden af Alcide, og hun var både meget spændt og meget skræmt. Til min store overraskelse var Dawson der. Ikke helt så meget den ensomme ulv som han havde fremstillet sig selv som.

Alcide og Furnan trådte væk fra deres flokke.

Det var den aftalte procedure for forhandlingerne eller mødet eller hvad man nu skulle kalde det: Jeg skulle stå mellem Furnan og Alcide. Hver varulveleder skulle tage mig i hånden. Jeg ville være den menneskelige løgnedetektor mens de talte sammen. Jeg havde sværget at jeg ville fortælle den anden det hvis en af dem løj, i hvert fald efter bedste evne. Jeg kunne læse tanker, men sind kan være vildledende eller listige eller bare svære at trænge ind i. Jeg havde aldrig prøvet noget helt magen til det her før, og jeg bad til at mine evner ville være ekstra nøjagtige i aften, og at jeg kunne bruge dem klogt, så jeg kunne hjælpe til med at gøre en ende på myrderierne.

Alcide gik stift hen til mig, og hans ansigt var barsk i sikkerhedslampernes skær. For første gang lagde jeg mærke til at han så tyndere og ældre ud. Der var grå stænk i det sorte hår som ikke havde været der dengang hans far havde været i live. Patrick Furnan så heller ikke for godt ud. Han havde altid været lidt fedladen, og nu så han ud som om han havde taget fem-ti kilo på. Han havde ikke haft godt af at blive flokfører. Og chokket over bortførelsen af hans hustru havde sat sig spor i hans ansigt.

Jeg gjorde noget som jeg aldrig havde forestillet mig at gøre. Jeg rakte min højre hånd frem mod ham. Han tog den, og strømmen af hans tanker skyllede straks igennem mig. Selv hans kringlede varulvehjerne var let at aflæse fordi han var så koncentreret. Jeg rakte venstre hånd ud til Alcide, og han greb alt for stramt om den. Et langt minut følte jeg mig oversvømmet. Så ledte jeg med stor anstrengelse deres tanker ind i en kanal så jeg ikke blev overvældet. Det ville være let for dem at lyve højtlydt, men det er ikke let at lyve inden i sit eget hoved. Ikke konsekvent. Jeg lukkede øjnene. Det var blevet afgjort ved plat eller krone at Alcide skulle stille første spørgsmål.

»Patrick, hvorfor dræbte du min kvinde?« Ordene lød som om de flænsede Alcides hals. »Hun var renblodet varulv, og så mild en skabning som nogen varulv kan være.«

»Jeg har aldrig givet nogen af mine folk ordre til at dræbe nogen af dine,« sagde Patrick Furnan. Han lød så træt at han dårlig nok kunne stå, og hans tanker bevægede sig på nogenlunde samme måde: langsomt og træt af sted ad et slidt spor i hans hjerne. Det var lettere at læse hans tanker end Alcides. Han mente hvad han sagde.

Alcide lyttede meget opmærksomt og sagde så: »Gav du nogen der ikke tilhørte din flok, ordre på at dræbe Maria-Star og Sookie og mrs. Larrabee?«

»Jeg har aldrig givet nogen ordre til at dræbe nogen af jer overhovedet,« sagde Furnan.

»Han er oprigtig,« sagde jeg.

Desværre ville Furnan ikke holde sin kæft. »Jeg hader dig,« sagde han og lød lige så træt som hidtil. »Jeg ville være lykkelig hvis du blev kørt ned af en lastbil. Men jeg har ikke slået nogen ihjel.«

»Det var også oprigtigt,« sagde jeg, måske en anelse spidst.

»Hvordan kan du påstå at du er uskyldig når Cal Myers er i din flok?« ville Alcide vide. »Han dolkede Maria-Star til døde.«

Furnan så forvirret ud. »Cal var der ikke,« sagde han.

»Han tror selv på hvad han siger,« sagde jeg til Alcide. Jeg vendte ansigtet mod Furnan. »Cal var der, og han myrdede Maria-Star.« Jeg vovede ikke at bryde koncentrationen, men jeg kunne høre at der blev hvisket omkring Cal Myers, og jeg så de øvrige Furnan-varulve rykke et skridt væk fra ham.

Det var Furnans tur til at stille et spørgsmål.

»Min kone,« sagde han, og hans stemme krakelerede. »Hvorfor hende?«

»Jeg har ikke taget Libby,« sagde Alcide. »Jeg ville aldrig bortføre en kvinde og da slet ikke en varulvekvinde med unger. Jeg ville aldrig beordre nogen anden til at gøre det.«

Han var oprigtig. »Alcide gjorde det ikke selv, og han gav ikke ordre til det.« Men Alcide hadede Patrick Furnan meget intenst. Furnan havde ikke behøvet at dræbe Jackson Herveaux ved kulminationen på dysten, men det havde han gjort. Bedre at indlede sit førerskab med at udrydde rivalen. Jackson ville aldrig have underkastet sig hans herredømme og ville have været en torn i øjet på ham i årevis. Tankerne blæste imod mig fra begge sider med en sådan kraft at det snurrede i hovedet, og jeg sagde: »Slap af, begge to.« Jeg kunne mærke Sam bag mig, hans varme, tilstedeværelsen af hans tanker, og jeg sagde: »Sam, lad være at røre ved mig, okay?«

Han forstod det og rykkede væk.

»Ingen af jer har dræbt nogen af dem der er døde. Og ingen af jer har givet ordre til det. Så vidt jeg kan afgøre.«

»Giv os Cal Myers så vi kan afhøre ham,« sagde Alcide.

»Hvor er min kone så?« knurrede Furnan.

»Død og borte,« sagde en klar stemme. »Og jeg er rede til at tage hendes plads. Cal er min.«

Vi kiggede alle sammen op, for stemmen kom oppe fra bygningens flade tag. Der stod fire varulve deroppe, og kvinden med det brune hår der havde talt, stod længst ude mod kanten. Hun havde flair for drama, det måtte jeg give hende. Kvindelige varulve har magt og status, men de bliver ikke flokførere … aldrig. Denne kvinde havde tydeligvis pondus og var vant til at bestemme selv om hun højst var 1,60 høj. Hun havde gjort sig klar til at forvandle sig, hvilket ville sige at hun var nøgen. Eller måske ville hun bare gerne have at Alcide og Furnan skulle se hvad der kunne blive deres. Hvilket var temmelig meget, både i kvantitet og kvalitet.

»Priscilla,« sagde Furnan.

Navnet passede så dårligt til en varulv at jeg vitterlig ikke kunne lade være med at smile, hvilket var en dårlig idé under disse omstændigheder.

»Du kender hende,« sagde Alcide til Furnan. »Er det en del af din plan?«

»Nej,« svarede jeg ham. Jeg zigzaggede gennem alle de tanker jeg kunne læse, og hægtede mig på en bestemt tråd. »Furnan, Cal er hendes skabning,« sagde jeg. »Han har forrådt dig.«

»Jeg tænkte at hvis jeg eliminerede nogle af de vigtigste hunner, ville I to gøre det af med hinanden,« sagde Priscilla. »Ærgerligt at det ikke lykkedes.«

»Hvem er hun?« spurgte Alcide Furnan igen.

»Det er Arthur Heberts mage. Han er flokfører i St. Catherine.« St. Catherine var en kommune langt nede sydpå, øst for New Orleans. Den var blevet hårdt ramt af Katrina.

»Arthur er død. Vi har ikke længere noget hjem,« sagde Priscilla Hebert. »Vi vil have jeres.«

Tja, det fremgik tydeligt.

»Cal, hvorfor gjorde du det?« spurgte Furnan sin lakaj. Cal skulle være flygtet op på taget mens han kunne. Både Furnans og Herveauxs ulve havde dannet kreds omkring ham.

»Cal er min bror,« råbte Priscilla. »Og I vover ikke at røre så meget som et hår på hans krop.« Hendes stemme havde fået en desperat klang som ikke havde været der før. Cal så ulykkeligt op på sin søster. Det var gået op for ham at han sad i saksen, og jeg var ret sikker på at han ønskede hun ville holde kæft. Det skulle blive hans sidste tanke.

Furnans arm var pludselig ude af ærmet og dækket af hår. Med stor kraft langede han ud mod sin tidligere adjudant og flænsede ham. Alcides klo kløvede Cals nakke, og den forræderiske varulv faldt om på jorden. Hans blod sprøjtede op på mig i en bue. Bag mig summede Sam af energi, for han stod også over for at forvandle sig på grund af spændingen, lugten af blod og det hyl jeg gav fra mig.

Priscilla Hebert brølede i raseri og smerte. Med overmenneskelig elegance sprang hun fra taget ned på parkeringspladsen fulgt af sine håndgangne mænd (eller håndgangne ulve).

Krigen var i gang.

Sam og jeg havde mast os ind i midten af Shreveportulvene. Priscillas flok nærmede sig fra begge sider, og Sam sagde: »Jeg forvandler mig, Sookie.«

Jeg kunne ikke se hvad nytte en collie ville være til i denne situation, men jeg sagde bare: »Okay, chef.« Han smilede skævt til mig, smed tøjet og bøjede sig frem. Overalt omkring os gjorde varulvene det samme. Den kølige natteluft var fuld af svuppelyde, lyden af hårde ting der bevæger sig gennem tyk, klæbrig væske, og som kendetegner menneskers forvandling til dyr. Store ulve rejste sig og rystede sig på alle sider af mig. Jeg genkendte Alcide og Furnan i ulveskikkelse. Jeg prøvede på at tælle ulvene i vores pludseligt genforenede flok, men de drønede rundt for at bringe sig i stilling til det forestående slag og var ikke til at holde styr på.

Jeg vendte mig mod Sam for at klappe ham og konstaterede at jeg stod ved siden af en løve.

»Sam,« hviskede jeg, og han brølede.

Alle stivnede et langt øjeblik. Shreveport-ulvene var først lige så forskræmte som St. Catherine-ulvene, men så gik det åbenbart op for dem at Sam var på deres side, og begejstrede bjæf gav genlyd mellem de tomme bygninger.

Så begyndte kampen.

Sam prøvede på at omringe mig, hvilket var umuligt, men et galant forsøg. Som ubevæbnet menneske var jeg stort set hjælpeløs i dette slagsmål. Det var en meget ubehagelig følelse – faktisk rædselsvækkende.

Jeg var den mest sårbare tilstedeværende.

Sam var fantastisk. Hans store poter fløj gennem luften, og når han ramte en ulv lige smask, så var det ude med den. Jeg dansede rundt som en forrykt elver og prøvede at holde mig udenfor. Jeg kunne ikke se alt hvad der foregik. Klynger af St. Catherine-ulve gik efter Furnan, Alcid og Sam, mens der også blev udkæmpet individuelle kampe omkring os. Det gik op for mig at disse klynger havde fået til opgave at gøre det af med lederne, og jeg vidste at det havde krævet en masse planlægning. Priscilla Hebert havde ikke formået at få sin bror ud hurtigt nok, men det sinkede hende ikke.

Ingen lod til at tage sig særligt af mig eftersom jeg ikke udgjorde nogen trussel. Men der var en stor risiko for at jeg ville blive slået ud af de snerrende krigere og blive lige så ilde tilredt som hvis jeg havde været mål for angrebet. Priscilla, der nu var en grå ulv, gik efter Sam. Men Amanda bed Priscilla i bagbenene mens Priscilla arbejdede sig gennem tumulten. Priscilla svarede igen ved at vende hovedet og blotte tænderne mod den mindre ulv. Amanda dansede væk, og da så Priscilla vendte sig for at fortsætte frem, for Amanda hen og bed hende i benet igen. Eftersom Amandas bid var kraftigt nok til at knuse knogler, var det mere end bare et irritationsmoment, og Priscilla snurrede hele vejen rundt mod hende. Før jeg overhovedet kunne nå at tænke Åh nej, greb Priscilla Amanda i sine jernkæber og brækkede hendes hals.

Mens jeg stod og så skrækslagent til, smed Priscilla liget af Amanda på jorden og snurrede rundt for at springe op på ryggen af Sam. Han ruskede sig voldsomt, men hun havde sat hjørnetænderne dybt i hans nakke og lod sig ikke kaste af.

Noget bristede inden i mig som knoglerne i Amandas hals. Jeg mistede enhver rest af fornuft, og jeg kastede mig frem som om jeg selv var en ulv. For ikke at glide ned fra de kæmpende dyr, viklede jeg armene om Priscillas pelsede hals, og jeg viklede benene om hendes liv og strammede til så jeg nærmest krammede mig selv. Priscilla ville ikke give slip på Sam, så hun kastede sig fra side til side for at ryste mig af. Men jeg klyngede mig til hende som en morderisk abe.

Til sidst blev hun nødt til at slippe hans hals for at tage sig af mig. Jeg klemte endnu hårdere, og hun prøvede på at bide mig, men kunne ikke nå ordentligt rundt eftersom jeg befandt mig på hendes ryg. Hun kunne krumme sig nok til at strejfe mine ben med tænderne, men hun kunne ikke gribe fat. Jeg mærkede dårlig nok smerten fra rifterne. Jeg holdt endnu kraftigere fast selv om det gjorde helvedes ondt i armene nu. Hvis jeg slækkede grebet det mindste nu, ville jeg ende som Amanda.

Selv om alt dette fandt sted ufatteligt hurtigt, føltes det som om jeg havde forsøgt at slå denne kvinde/ulv ihjel i evigheder. Jeg tænkte ikke rigtig »Dø, Dø!« inde i hovedet. Jeg ville bare gerne have hende til at holde op, og den sæk ville ikke. Så lød der endnu et øredøvende brøl, og kæmpestore tænder glimtede få centimeter fra mine arme. Jeg forstod at jeg burde give slip, og i samme sekund jeg løsnede grebet, tumlede jeg ned fra ulven og rullede hen over asfalten og landende i en dynge en meter væk.

Der lød en slags pop!, og så stod Claudine over mig. Hun var iført tanktop og pyjamasbukser og havde morgenhår. Mellem hendes stribede bukseben kunne jeg se løven næsten bide ulvens hoved af og så spytte hende ud med en kræsen mine. Så vendte han sig for at danne sig et overblik over parkeringspladsen og forberede sig på den næste trussel.

En af ulvene sprang på Claudine. Der var intet søvnigt ved hendes reaktion. Hun greb om dyrets ører mens det hang i luften. Så svingede hun det rundt og udnyttede dets vægt. Claudine slyngede den store ulv af sted så nemt som en ung fyr der kastede en øldåse, og ulven hamrede ind i metalporten med en lyd der virkede som om sagen var afgjort. Angrebet og reaktionen fandt sted med en helt ufattelig hastighed.

Claudine blev stående i en skrævende stilling, og jeg var klog nok til ikke at flytte mig. Faktisk var jeg udmattet, forskræmt og smurt en smule ind i blod, selv om kun de røde stænk på benet stammede fra mig selv. Slagsmål er så hurtigt overståede, men de bruger kroppens reserver op med forbløffende hastighed. Sådan er det i hvert fald for mennesker. Claudine så ud til at sprudle.

»Kom bare an, pelsrøv!« hvinede hun og vinkede med begge hænder en varulv nærmere som sneg sig ind på hende bagfra. Hun havde drejet sig rundt uden at flytte benene, en manøvre der var umulig for en almindelig menneskekrop. Varulven gik til angreb og fik nøjagtig samme behandling som sin flokfælle. Så vidt jeg kunne se, trak Claudine ikke engang vejret særlig kraftigt. Hendes øjne var spærret op og mere opmærksomme end normalt, og hun stod ligesom på spring, tydeligvis parat til at gå i aktion.

Der blev brølet og gøet og knurret mere, og der lød smertenshyl og flænselyde som jeg ikke turde tænke nærmere over. Men efter måske fem minutters yderligere kamp døde larmen hen.

Claudine havde ikke så meget som set ned på mig i den tid, og da hun endelig gjorde det, krympede hun sig. Jeg så åbenbart ikke for godt ud.

»Jeg var sent på den,« sagde hun og flyttede på sig så hun stod ved siden af mig. Hun rakte hånden ned, og jeg tog den. Straks var jeg på benene. Jeg omfavnede hende. Det var ikke bare noget jeg havde lyst til, jeg var nødt til det. Claudine duftede altid så vidunderligt, og hendes krop føltes på en eller anden måde mere fast end en menneskekrop. Hun nød tilsyneladende også at kramme mig, og vi klyngede os i lang tid til hinanden mens jeg genvandt ligevægten.

Så løftede jeg hovedet for at se mig omkring og frygtede hvad jeg ville få at se. De faldne lå i dynger af pels omkring os. De mørke pletter på asfalten var ikke olie. Hist og her snusede en tilsølet ulv sig rundt mellem ligene og ledte efter nogen. Løven sad sammenkrøben nogle meter væk og hev efter vejret. Der var striber af blod i hans pels. Han havde et åbent sår på skulderen, forårsaget af Priscilla. Han var også blevet bidt i ryggen.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre først. »Tak, Claudine,« sagde jeg og kyssede hende på kinden.

»Jeg kan ikke altid nå det,« sagde Claudine advarende. »Lad være med at regne med at blive reddet automatisk.«

»Har jeg sådan en slags fe-nødalarm? Hvordan vidste du at du skulle komme?« Jeg kunne se at hun ikke havde tænkt sig at svare. »Men jeg er i hvert fald taknemmelig over at være blevet reddet. Hør, jeg går ud fra at du ved at jeg har mødt min oldefar.« Jeg ævlede løs. Jeg var så glad for at være i live.

Hun bøjede hovedet. »Fyrsten er min bedstefar,« sagde hun.

»Åh,« sagde jeg. »Så er vi altså i familie?«

Hun så ned på mig, og hendes øjne var klare og mørke og rolige. Hun lignede ikke en kvinde der lige havde dræbt to ulve som ved et fingerknips. »Ja,« sagde hun. »Det er vi vel.«

»Hvad kalder du ham så? Bedste?«

»Jeg tiltaler ham ‘herre’.«

»Åh.«

Hun gik hen for at se nærmere på de ulve hun havde gjort det af med (jeg var stadig ret sikker på at de var døde), så jeg gik hen til løven. Jeg satte mig ned hos ham og lagde armen om hans hals. Han brummede. Jeg kløede ham automatisk på hovedet og bag ørerne, ligesom med Bob. Brummelyden blev kraftigere.

»Sam,« sagde jeg. »Tusind tak. Jeg skylder dig mit liv. Hvor slemme er dine sår? Hvad kan jeg gøre?«

Sam sukkede. Han lagde hovedet ned på jorden.

»Er du træt?«

Så blev luften omkring ham elektrisk, og jeg trak mig væk. Jeg vidste hvad der ventede. Efter nogle få øjeblikke var det et menneskelegeme, ikke et dyr, der lå ved siden af mig. Jeg førte nervøst blikket ned over Sam og konstaterede at sårene stadig var der, men de var meget mindre end de havde været da han var i løveskikkelse. Alle hamskiftere er gode til at hele. Det siger meget om den måde mit liv havde ændret sig på, at jeg ikke tog mig videre af at Sam var splitternøgen. Det var ligesom et punkt jeg var kommet over – hvilket var godt eftersom der var nøgne kroppe overalt. Både ligene og de sårede ulve forvandlede sig tilbage.

Det havde været lettere at se på ligene i ulveskikkelse.

Cal Myers og hans søster, Priscilla, var naturligvis døde, ligesom de to varulve Claudine havde gjort det af med. Amanda var død. Den magre pige jeg havde mødt på Hair of the Dog var i live, men alvorligt såret oppe ved lysken. Jeg genkendte også Amandas bartender, som så ud til at være uskadt. Tray Dawson støttede sin arm, som så ud til at være brækket.

Patrick Furnan lå midt i en ring af døde og sårede, alle sammen Priscillas ulve. Med et vist besvær banede jeg mig vej gennem blodige, mishandlede lig. Jeg kunne mærke alle blikke fra såvel ulve som mennesker blive rettet mod mig da jeg satte mig på hug ved ham. Jeg lagde fingrene mod hans hals og kunne ikke mærke noget. Jeg prøvede håndleddet. Jeg lagde sågar min hånd på hans bryst. Ingen bevægelse.

»Han er væk,« sagde jeg, og de der stadig var i ulveskikkelse, gav sig til at hyle. Langt mere foruroligende var de hyl der kom fra varulve i menneskeskikkelse.

Alcide kom stavrende hen til mig. Han så ud til at være mere eller mindre uskadt selv om han havde striber af blod i håret på brystet. Han gik forbi den dræbte Priscilla og sparkede til hendes lig. Han knælede et øjeblik ved Patrick Furnan og sænkede hovedet som om han bukkede for liget. Så rejste han sig op. Han så dyster og vild og beslutsom ud.

»Jeg er fører for denne flok!« sagde han i et fuldstændig sikkert tonefald. Der blev uhyggeligt stille på pladsen mens de overlevende ulve lod hans ord synke ind.

»I er nødt til at gå nu,« sagde Claudine meget stille lige bag mig. Jeg hoppede som en kanin. Jeg var blevet hypnotiseret af Alcides skønhed, af den primitive vildskab han emmede af.

»Hvad? Hvorfor?«

»De skal til at fejre sejren og den nye flokførers indsættelse,« sagde hun.

Den magre pige pressede sine hænder sammen og hamrede dem ned i skallen på en fjende der var faldet om, men stadig lå og spjættede. Knoglerne blev knust med en modbydelig knasende lyd. Overalt omkring mig blev de overvundne varulve henrettet, i det mindste dem der var alvorligt sårede. En lille klynge på tre kravlede hen for at knæle foran Alcide med nakken tilbage. To af dem var kvinder. De overgav sig ved at tilbyde Alcide deres struber. Alcide var meget ophidset. I enhver forstand. Jeg kunne huske hvordan Patrick Furnan havde fejret at have vundet flokførerposten. Jeg vidste ikke om Alcide ville kneppe fangerne eller dræbe dem. Jeg tog en dyb indånding for at protestere. Jeg ved ikke hvad jeg ville have sagt, men Sam lagde sin snavsede hånd over min mund. Jeg rullede med øjnene i et forsøg på at stirre vredt og ophidset på ham, og han rystede kraftigt på hovedet. Han så mig længe i øjnene for at sikre at jeg ville forblive tavs, og fjernede så hånden. Han lagde sin arm om livet på mig og vendte mig brat væk fra sceneriet. Claudine dannede bagtrop mens Sam hurtigt førte mig væk. Jeg holdt blikket rettet frem.

Jeg prøvede at ignorere lydene.