10.

Sam havde noget ekstra tøj i sin vogn og tog det på uden videre kommentarer. Claudine sagde: »Jeg skal tilbage i seng,« som om hun var vågnet for at lukke katten ud eller gå på toilettet, og så pop! var hun væk.

»Jeg skal nok køre,« tilbød jeg eftersom Sam var såret.

Han rakte mig sine nøgler.

Vi kørte derfra i tavshed. Det krævede en vis indsats at huske ruten ud til motorvejen for at komme tilbage til Bon Temps, for jeg var stadig chokeret på flere niveauer.

»Det er en normal reaktion på kamp,« sagde Sam. »En bølge af begær.«

Jeg undgik omhyggeligt at kigge på Sams skød for at se om han selv oplevede en sådan bølge. »Ja, jeg ved det. Jeg har været med til et par kampe efterhånden. Et par for mange.«

»Desuden steg Alcide til rangen som flokfører.« Endnu en grund til at føle sig »opstemt«.

»Men han gik ind i hele den her kamp på grund af Maria-Stars død.« Så han burde have været for nedtrykt til at overveje at fejre sin fjendes død, mente jeg.

»Han gik ind i hele den her kamp fordi han følte sig truet,« sagde Sam. »Det var virkelig dumt af Alcide og Furnan at de ikke satte sig ned og talte sammen før det nåede hertil. De burde have regnet ud hvad der foregik, meget tidligere. Hvis du ikke havde overtalt dem til det, ville de have indledt en total krig. De ville have gjort det meste af Priscilla Heberts arbejde for hende.«

Jeg var meget træt af varulve, af deres aggression og stædighed. »Sam, du gik igennem alt det her på grund af mig. Det har jeg det forfærdeligt med. Jeg ville være død hvis det ikke var for dig. Jeg skylder dig en kæmpe tjeneste. Og jeg er så ked af det.«

»Det er vigtigt for mig at holde dig i live,« sagde Sam. Han lukkede øjnene og sov resten af vejen tilbage til sin trailer. Han haltede op ad trappen uden hjælp og lukkede døren fast i. Jeg følte mig lidt forladt og ikke så lidt deprimeret da jeg satte mig over i min egen bil og kørte hjem mens jeg spekulerede på hvordan jeg skulle indpasse nattens begivenheder i resten af mit liv.

Amelia og Pam sad i køkkenet. Amelia havde lavet te, og Pam sad med et stykke broderi. Hendes hænder bevægede sig lynhurtigt, så nålen fløj gennem stoffet, og jeg vidste ikke hvad der var mest forbløffende: hendes færdigheder eller hendes valg af hobby.

»Hvad har du og Sam nu haft gang i?« spurgte Amelia med et stort smil. »Du ser ud som du er blevet redet hårdt og kommet våd på stald.«

Så kiggede hun nærmere på mig og sagde: »Hvad er der sket, Sookie?«

Selv Pam lagde sit broderi væk og så på mig med sit mest alvorlige ansigtsudtryk. »Du lugter,« sagde hun. »Du lugter af blod og krig.«

Jeg kiggede ned over mig selv og konstaterede at jeg var i en sørgelig forfatning. Mit tøj var blodigt, revnet og beskidt, og mit ben gjorde ondt. Jeg havde brug for førstehjælp, og ingen kunne have ydet mig bedre pleje end sygeplejerske Amelia og sygeplejerske Pam. Pam blev lidt ophidset af såret, men hun beherskede sig som en god vampyr. Jeg vidste at hun ville fortælle Eric alt, men jeg kunne ikke rigtig tage mig af det. Amelia fremsagde en helbredende besværgelse over mit ben. Healing var ikke hendes stærkeste side, fortalte hun mig beskedent, men besværgelsen hjalp en smule. Mit ben holdt op med at dunke.

»Er du ikke bekymret?« spurgte Amelia. »Det er et varulvebid. Hvad nu hvis du bliver smittet?«

»Det er sværere at blive inficeret med end nogen smitsom sygdom,« sagde jeg eftersom jeg havde spurgt næsten enhver varskabning jeg havde mødt, om sandsynligheden for at få deres tilstand overført ved bid. Når alt kommer til alt, har de jo også læger. Og forskere. »De fleste mennesker skal blive bidt flere gange over hele kroppen for at blive smittet, og selv da er det ikke sikkert.« Det er ikke ligesom influenza eller forkølelse. Hvis man renser såret hurtigt bagefter, falder risikoen desuden betydeligt alene af den grund. Jeg havde hældt en flaske vand ud over mit ben før jeg var steget ind i bilen. »Så jeg er ikke bekymret, men jeg er øm, og jeg tror nok at jeg får et ar.«

»Eric bliver ikke glad,« sagde Pam og smilede forventningsfuld. »Du bragte dig selv i fare på grund af varulvene. Du ved at de ikke har nogen høj stjerne hos ham.«

»Ja, ja, ja,« sagde jeg bedøvende ligeglad. »Han kan rende og hoppe.«

Pam lyste op. »Det vil jeg fortælle ham,« sagde hun.

»Hvorfor er du så glad for at drille ham?« spurgte jeg, og det gik op for mig at jeg var lige ved at falde om af træthed.

»Jeg har aldrig før haft så meget skyts at bruge imod ham,« svarede hun, og så var hun og Amelia ude af mit værelse, og jeg var vidunderligt alene og lå i min egen seng og var levende, og så faldt jeg i søvn.

Det brusebad jeg tog næste morgen, var en sublim oplevelse. På listen over mit livs bedste brusebade rangerede dette mindst som nummer 4. (Det bedste brusebad var det jeg havde taget sammen med Eric. Jeg kunne ikke engang tænke på det uden at komme til at skælve over det hele). Jeg skrubbede mig ren. Mit ben så fint ud, og selv om jeg var endnu mere øm af at have brugt muskler jeg ikke bruger ret meget, følte jeg at en katastrofe var blevet afværget, og at det onde var blevet besejret, i det mindste sådan til en vis grad.

Da jeg stod under det varme brusende vand og skyllede mit hår, tænkte jeg på Priscilla Hebert. Af det korte glimt jeg havde fået ind i hendes verden, havde jeg forstået at hun i det mindste havde prøvet at finde et sted til sin fordrevne flok, og hun havde gjort fodarbejdet for at finde et svagt stillet område hvor hun kunne få fodfæste. Hvis hun havde henvendt sig og bønfaldet Patrick, ville han måske med glæde have givet hendes flok et hjem. Men han ville aldrig have givet lederskabet fra sig. Han havde dræbt Jackson Herveaux for at opnå det, så han ville helt sikkert ikke have gået med til nogen form for magtdeling med Priscilla – heller ikke selv om ulvesamfundet havde accepteret det, hvilket var tvivlsomt, især i betragtning af hendes usædvanlige status som en kvindelig flokfører.

Nå, men det var hun ikke længere.

På det teoretiske plan beundrede jeg hendes forsøg på at skaffe sine ulve et nyt hjem. Eftersom jeg faktisk havde mødt Priscilla, kunne jeg kun være glad for at det ikke var lykkedes for hende.

Ren og forfrisket tørrede jeg mit hår og lagde makeup. Jeg havde dagvagt, så jeg var nødt til at være på Merlotte’s klokken elleve. Jeg trak i den sædvanlige uniform, sorte bukser og hvid bluse, besluttede at lade håret være løst for en gangs skyld og snørede mine sorte Reeboks.

Jeg besluttede at jeg følte mig rimelig tilpas, alt taget i betragtning.

En masse mennesker var døde, og nattens begivenheder ville blive fulgt af en stor sorg, men i det mindste var den indtrængende flok blevet besejret, og der burde nu være fred i Shreveport-området et stykke tid. Krigen var blevet overstået på meget kort tid. Og varulvene var ikke blevet afsløret for resten af verden, selv om det var et skridt de ville blive nødt til at tage snart. Jo længere tid vampyrerne var fremme i lyset, jo mere sandsynligt var det at nogen ville røbe varulvenes eksistens.

Jeg føjede dette til den kæmpestore kasse med ting der ikke var mit problem.

Skrammen på mit ben havde, hvad enten det nu skyldtes dens særlige karakter eller Amelias indsats, allerede dannet skorpe. Jeg havde blå mærker på arme og ben, men min uniform dækkede dem. Jeg kunne godt have lange ærmer på i dag, for det var faktisk køligt. Faktisk ville det have været rart med en jakke, og da jeg kørte på arbejde, fortrød jeg at jeg ikke havde taget en over mig. Amelia havde ikke rørt på sig da jeg gik, og jeg havde ingen idé om hvorvidt Pam befandt sig i mit hemmelige vampyrgemme i det ekstra soveværelse. Det angik ikke mig!

Mens jeg kørte, føjede jeg mere til listen over ting jeg ikke behøvede at bekymre mig om eller tænke på. Men jeg standsede brat op da jeg nåede på arbejde. Da jeg så min chef, kom der en masse tanker væltende som jeg ikke havde forventet. Ikke at Sam så ud som om han havde fået tæv eller sådan noget. Han så temmelig meget ud som han plejede når jeg lagde vejen forbi hans kontor for at lægge min taske i den sædvanlige skuffe. Faktisk syntes kampen at have livet ham op. Måske havde det været rart at forvandle sig til noget mere aggressivt end en collie. Måske havde han nydt at give nogle varulve røvfuld. Flænse nogle varulvemaver … brække nogle varulverygge.

Okay, fint – hvis liv var blevet reddet af nævnte flænsen og brækken? Mine tanker klarede hurtigt op. Impulsivt bøjede jeg mig ned for at give ham et kys på kinden. Jeg mærkede Sams karakteristisk lugt: aftershave, skov, noget vildt, men alligevel velkendt.

»Hvordan har du det?« spurgte han, som om jeg altid kyssede ham når jeg sagde hej.

»Bedre end jeg troede jeg ville,« sagde jeg. »Hvad med dig?«

»Lidt øm, men jeg klarer mig.«

Holly stak hovedet ind. »Hej, Sookie, Sam.« Hun kom ind for at lægge sin egen taske i skuffen.

»Holly, jeg hører at du og Hoyt har fundet sammen,« sagde jeg og håbede at jeg smilede og så fornøjet ud.

»Ja, vi svinger godt sammen,« sagde hun og forsøgte at lyde henkastet. »Han er virkelig god ved Cody, og hans familie er rigtig flink.« På trods af hendes heftigt farvede sorte strithår og den kraftige makeup var der noget vemodigt og sårbart over Hollys ansigt.

Det var let for mig at sige: »Jeg håber det går godt for jer.« Holly så meget tilfreds ud. Hun vidste lige så vel som jeg at hvis hun giftede sig med Hoyt ville hun i praksis blive min svigerinde, så stærkt som båndet mellem Jason og Hoyt var.

Så gav Sam sig til at fortælle os om et problem han havde med en af sine øldistributører, og Holly og jeg tog vores forklæder på, og arbejdsdagen begyndte. Jeg stak hovedet gennem lugen for at vinke til køkkenpersonalet. Den nuværende kok på Merlotte’s var en fyr ved navn Carson med militærbaggrund. Fastfood-kokke kommer og går. Carson var en af de bedre af slagsen. Han havde mestret Lafayette-burgere med det samme (hamburgere marineret i en tidligere koks særlige sovs), og han lavede kyllingenuggets og pommes frites helt rigtige, og han fik ikke raserianfald eller forsøgte at dolke afrydderen. Han kom til tiden og efterlod køkkenet rent ved vagtens afslutning, og det var så afgørende punkter at Sam ville have tilgivet Carson mange særheder.

Der var ikke så mange gæster, så Holly og jeg var ved at fylde op med drikkevarer, og Sam talte i telefon på sit kontor da Tanya Grissom kom ind ad hoveddøren. Hun var en lav kvinde med lidt til både gården og gaden, køn og sund som en malkepige. Tanya havde meget lidt sminke og masser af selvtillid.

»Hvor er Sam?« spurgte hun. Hendes lille mund dannede et smil. Jeg smilede lige så uoprigtigt tilbage. Møgkælling.

»Inde på kontoret,« sagde jeg som om jeg altid vidste præcis hvor Sam var.

»Den kvinde der,« sagde Holly og standsede op på vej hen til serveringslugen. »Den tøs er en dyb brønd.«

»Hvorfor siger du det?«

»Hun bor ude ved Hotshot og sammen med nogle af kvinderne derude,« sagde Holly. Af alle de almindelige borgere i Bon Temps var Holly en af de få der vidste at der fandtes væsner som varulve og hamskiftere. Jeg vidste ikke om hun havde opdaget at beboerne i Hotshot var varpantere, men hun vidste at de var indavlede og mærkelige, for det var almindelig viden i Renard sogn. Og hun betragtede Tanya (en varræv) som skyldig eller i det mindste mistænkelig på grund af sin forbindelse til dem.

Jeg mærkede et jag af reel ængstelse. Jeg tænkte: Tanya og Sam kunne forvandle sig sammen. Det ville Sam nyde. Han kunne endda selv forvandle sig til en ræv hvis han ville.

Det krævede store anstrengelser at smile til mine kunder efter at jeg havde fået den tanke. Jeg skammede mig da det gik op for mig at jeg burde være glad for at se nogen være interesseret i Sam, nogen der kunne værdsætte hans sande natur. Det sagde ikke noget godt om mig at jeg ikke var glad overhovedet. Men hun var ikke god nok til ham, og jeg havde advaret ham mod hende.

Tanya vendte tilbage fra gangen ind til Sams kontor og gik ud ad hoveddøren uden at se lige så selvsikker ud som da hun var kommet. Jeg smilede til hendes ryg. Ha! Sam kom ud for at skænke fadøl. Han virkede ikke nær så munter.

Det tørrede grinet af ansigtet på mig. Mens jeg serverede frokost for sherif Bud Dearborn og Alcee Beck (alt imens Alcee skulede til mig), bekymrede jeg mig over det. Jeg besluttede at smugkigge i Sams hoved, for jeg var ved at blive bedre til at anvende mit talent på bestemte måder. Det var også blevet nemmere at blokere for det og holde det ude af mine daglige gøremål nu efter at jeg var blevet forbundet med Eric, selv om jeg hadede at indrømme det. Det er ikke pænt at rode rundt i andres tanker, men det er noget jeg altid har kunnet, så det var helt naturligt for mig.

Jeg ved godt det er en dårlig undskyldning. Men jeg var vant til at vide, ikke til at spekulere. Hamskifteres tanker er sværere at læse end almindelige menneskers, og Sam var svær at tyde selv af en skifter at være, men jeg opfattede at han var frustreret, usikker og eftertænksom.

Så blev jeg forfærdet over min egen frækhed og mangel på manerer. Sam havde sat sit liv på spil for mig aftenen før. Han havde reddet mit liv. Og her stod jeg så og rodede rundt i hans hoved som et barn i en kasse med legetøj. Jeg blev flov og rød i kinderne, og jeg tabte tråden i hvad damen ved mit bord sagde, og hun spurgte mig forsigtigt om jeg var okay. Jeg tog mig sammen og koncentrerede mig og tog imod hendes bestilling: chili og saltkiks og et glas sød te. Hendes veninde, en kvinde i halvtredserne, bad om en Burger Lafayette og en salat ved siden af. Jeg noterede hvilken dressing og hvilken øl hun ville have, og styrtede hen til lugen for at give bestillingen videre. Jeg nikkede mod hanen da jeg kom hen ved siden af Sam, og han rakte mig øllen et øjeblik efter. Jeg var for nervøs til at tale med ham. Han sendte mig et nysgerrigt blik.

Jeg var glad for at komme væk fra baren da min vagt var forbi. Holly og jeg overgav arbejdet til Arlene og Danielle og tog vores tasker. Det var næsten helt mørkt da vi kom ud. Sikkerhedslyset var allerede tændt. De lovede regn senere, og skydækket skjulte stjernerne. Vi kunne svagt høre Carrie Underwood synge på jukeboksen. Hun ville have Jesus til at overtage rattet. Det lød som en rigtig god idé.

Vi stod et øjeblik ved vores biler ude på parkeringspladsen. Det blæste, og det var decideret køligt.

»Jeg ved at Jason er Hoyts bedste ven,« sagde Holly. Hendes stemme lød usikker, og selv om hendes udtryk var svært at tolke, vidste jeg hun ikke var sikker på jeg havde lyst til at høre det hun ville sige. »Jeg har altid godt kunnet lide Hoyt. Han var en fin fyr tilbage i gymnasiet. Jeg tror – nu håber jeg ikke at du bliver vred på mig – jeg tror at det der afholdt mig fra at gå ud med ham tidligere, var at han var så nær ven med Jason.«

Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere på det. »Du bryder dig ikke om Jason?« sagde jeg til sidst.

»Åh jo, jeg kan godt lide Jason. Hvem kan ikke det? Men har Hoyt gavn af ham? Kan Hoyt trives med at de to bliver mindre tæt knyttede? For jeg har ikke lyst til at komme tættere på Hoyt medmindre jeg tror han kan holde fast ved mig på samme måde som han altid har holdt fast ved Jason. Forstår du hvad jeg mener?«

»Ja,« sagde jeg. »Jeg elsker min bror. Men jeg ved Jason ikke rigtig har for vane at tænke på andre menneskers bedste.« Og det var at udtrykke det mildt.

»Jeg kan godt lide dig,« sagde Holly. »Jeg ønsker ikke at såre dine følelser. Men jeg regnede med du ville vide det under alle omstændigheder.«

»Ja, det gjorde jeg på en måde også,« sagde jeg. »Jeg kan også godt lide dig, Holly. Du er en god mor. Du har arbejdet hårdt for at tage dig af dit barn. Du er på god fod med din eks. Men hvad med Danielle? Jeg ville have sagt du var lige så tæt knyttet til hende som Hoyt er til Jason.« Danielle var en anden fraskilt mor, og hun og Holly havde hængt sammen som ærtehalm siden de gik i første klasse. Danielle havde mere bagland end Holly. Danielles mor og far var stadig sunde og raske og var meget glade for at hjælpe til med hendes to børn. Danielle havde nu også haft en kæreste et stykke tid.

»Jeg ville aldrig have troet at noget kunne komme mellem Danielle og mig, Sookie.« Holly tog sin vindjakke på og fiskede efter nøglerne i dybet af tasken. »Men hun og jeg, vi er gledet lidt fra hinanden. Vi mødes stadig til frokost en gang imellem, og vores børn leger stadig sammen.« Holly sukkede dybt. »Jeg ved ikke. Da jeg blev interesseret i andet end verden her i Bon Temps, end den verden vi voksede op i, syntes Danielle vist der var noget lidt forkert ved det, ved min nysgerrighed. Da jeg besluttede at blive wiccan, hadede hun det, hader det stadig. Hvis hun havde kendskab til varulve, hvis hun vidste hvad jeg havde været ude for …« En hamskifterheks havde forsøgt at tvinge Eric til at overgive noget af sin økonomiske virksomhed til hende. Hun havde tvunget alle de lokale hekse hun kunne skrabe sammen, til at hjælpe sig, herunder en uvillig Holly. »Alt det forandrede mig,« sagde Holly nu.

»Ja, det forandrer én at have noget med de overnaturlige at gøre.«

»Jep. Men de er en del af vores verden. En dag vil alle vide det. En dag … vil hele verden være anderledes.«

Jeg blinkede. Det her kom bag på mig. »Hvad mener du?«

»Når de alle sammen kommer frit frem,« sagde Holly og lød overrasket over min manglende fatteevne. »Når de alle sammen står frem og indrømmer deres eksistens. Så bliver alle i hele verden nødt til at indrette sig efter dem. Men nogle mennesker vil ikke. Måske vil der komme en modreaktion. Krige måske. Måske vil varulvene bekæmpe alle andre hamskiftere, eller måske vil mennesker angribe varulve og vampyrer. Eller vampyrerne – du ved jo at de ikke har noget som helst tilovers for ulvene – de vil vente til en skønne nat, og så vil de slå dem alle sammen ihjel og få menneskene til at takke dem.«

Hun havde en poetisk åre i sig, Holly. Og hun havde visioner – på sådan en dommedagsprofetagtig måde. Jeg havde ingen anelse om at Holly var så dybsindig, og jeg blev igen flov. Tankelæsere burde ikke få sig den slags overraskelser. Jeg havde gjort mig så stor umage for at holde mig ude af folks tanker at jeg overså vigtige signaler.

»Måske,« sagde jeg. »Eller også vil folk bare acceptere det. Men ikke i alle lande. Jeg mener, når man tænker på hvad der skete med vampyrerne i Østeuropa og nogle af de sydamerikanske …«

»Det har paven aldrig helt forstået at håndtere,« bemærkede Holly.

Jeg nikkede. »De har vel lidt svært ved at finde ud af hvad de skal sige.« De fleste kirker havde haft (undskyld mig) et helvede med at nå frem til en bibelsk og teologisk holdning til de udøde. Afsløringen af varulvene ville give flere rynker i panden. Varulvene var klart levende, ingen tvivl om det … Men de var næsten for levende, i modsætning til dem der allerede var døde én gang.

Jeg flyttede på fødderne. Jeg havde ikke tænkt mig at blive stående herude og løse alle verdens problemer og spekulere over fremtiden. Jeg var stadig træt efter natten forinden. »Vi ses, Holly. Du og jeg og Amelia skulle måske tage en tur i biografen i Clarice en aften?«

»God idé,« sagde hun en kende overrasket. »Hende Amelia, hun har ikke så høje tanker om min faglige kunnen, men vi kan da i det mindste gøre gode miner.«

For sent gik det op for mig at det trekløver nok ikke ville fungere, men hvad fanden. Vi kunne give det en chance.

Mens jeg kørte hjem, tænkte jeg på om nogen ville vente på mig derhjemme. Jeg fik svaret da jeg parkerede ved siden af Pams bil omme ved bagdøren. Pams valg af bil var naturligvis konservativt, en Toyota med en Fangtasia-streamer. Jeg var blot overrasket over at det ikke var en minivan.

Pam og Amelia var ved at se en dvd inde i stuen. De sad i sofaen, men ikke ligefrem viklet tæt sammen. Bob havde rullet sig sammen i min lænestol. Amelia havde en skål popcorn i skødet, og Pam havde en flaske TrueBlood i hånden. Jeg gik hen så jeg kunne se hvad de så. Underworld. Hmmm.

»Kate Beckinsale er bare hot,« sagde Amelia. »Nå, hvordan gik det på arbejde?«

»Okay,« sagde jeg. »Pam, hvordan kan det være du har fri to aftener i træk?«

»Fordi jeg har fortjent det,« sagde Pam. »Jeg har ikke afspadseret i to år. Eric var enig i at det var på tide. Hvordan tror du jeg ville se ud i den sorte dragt der?«

»Åh, lige så godt som Beckinsale,« sagde Amelia og drejede hovedet for at smile til Pam. De var i den klistersøde fase. Eftersom jeg selv var i alt andet end klistret lune, havde jeg ikke lyst til at være i nærheden.

»Har Eric fundet ud af noget mere om ham Jonathan-fyren?« spurgte jeg.

»Jeg ved det ikke. Hvorfor ringer du ikke selv til ham?« sagde Pam med fuldstændig mangel på interesse.

»Det er rigtigt, du har fri,« mumlede jeg og trampede ind på mit værelse, sur og lidt flov over mig selv. Jeg tastede nummeret på Fangtasia uden at behøve at slå det op. Et alt andet end godt tegn. Og det var indtastet som hurtigopkald på min mobiltelefon. Åh gud. Ikke noget jeg havde lyst til at tænke over lige i øjeblikket.

Telefonen ringede, og jeg skubbede mine tungsindige spekulationer til side. Man var nødt til at være veloplagt når man skulle snakke med Eric.

»Fangtasia, baren med bid i. Det er Lizbet.« En af blodpulerne. Jeg rodede rundt i det mentale skab i forsøg på at sætte et ansigt på navnet. Okay – høj, meget rund og stolt af det, måneansigt, fantastisk flot brunt hår.

»Lizbet, det er Sookie Stackhouse,« sagde jeg.

»Åh, hej,« sagde hun og lød forbløffet og imponeret.

»Øh … hej. Kunne jeg komme til at tale med Eric, tak?«

»Jeg skal se om herren har tid,« henåndede Lizbet i et forsøg på at lyde ærefrygtig og hemmelighedsfuld.

Herren, min bare røv.

Blodpulerne var mænd og kvinder der elskede vampyrer så højt at de ønskede at være sammen med dem hvert sekund vampyrerne var vågne. Job på steder som Fangtasia gav disse mennesker smør på brødet, og muligheden for at blive bidt blev nærmest betragtet som noget helligt. Ifølge blodpulernes uskrevne love var det en ære hvis en blodsuger havde lyst til at smage på dem, og hvis de døde af det, ja, så var det nærmest også en ære. Nede under al den typiske blodpulers ynkelighed og forskruede seksualitet lå et håb om at en eller anden vampyr ville finde blodpuleren »værdig« til selv at blive gjort til vampyr. Som at skulle bestå en personlighedstest.

»Tak, Lizbet,« sagde jeg.

Lizbet lagde røret på med et bump og gik ud for at se efter Eric. Intet kunne have gjort hende mere glad.

»Ja,« sagde Eric efter cirka fem minutter.

»Havde du travlt?«

»Tja … jeg fik mit aftensmåltid.«

Jeg rynkede på næsen. »Nå, så håber jeg du blev mæt,« sagde jeg med en total mangel på oprigtighed. »Sig mig, har du fundet ud af noget om ham Jonathan?«

»Har du set noget til ham igen?« spurgte Eric skarpt.

»Nej. Jeg spekulerede bare på det.«

»Hvis du ser ham, skal jeg have det at vide omgående.«

»Okay, det er noteret. Hvad har du fundet ud af?«

»Han er blevet set andre steder,« sagde Eric. »Han kom sågar her en aften hvor jeg ikke var der. Pam er hjemme hos dig, ikke?«

Jeg fik en sugende fornemmelse i maven. Måske gik Pam ikke i seng med Amelia bare fordi hun var tiltrukket af hende. Måske havde hun fundet et godt dække for arbejdet og boede hos Amelia for at holde øje med mig. Vampyrer, gid fanden havde dem, tænkte jeg vredt, for det scenarie mindede alt for meget om en hændelse i min fortid der havde såret mig utroligt meget.

Jeg ville ikke spørge. At vide det ville være værre end at have mistanke.

»Jo,« sagde jeg med stive læber. »Hun er her.«

»Godt,« sagde Eric med en vis tilfredshed. »Hvis han dukker op igen, ved jeg at hun kan tage sig af det. Ikke at det er derfor hun er der,« tilføjede han lidet overbevisende. Den åbenlyse eftertanke var Erics forsøg på at dæmpe mine følelser, som han kunne mærke var ved at flamme op. Den grundede helt sikkert ikke i nogen skyldfølelse.

Jeg skulede hen på skabsdøren. »Har du tænkt dig at give mig nogle reelle oplysninger om hvorfor du er så utryg ved den fyr?«

»Du har ikke set dronningen siden Rhodes,« sagde Eric.

Denne samtale udviklede sig ikke i en god retning. »Nej,« sagde jeg. »Hvad er det for noget med hendes ben?«

»De er ved at vokse ud igen,« sagde Eric efter en kort tøven.

Jeg spekulerede på om fødderne voksede ud af benstumperne, eller om benene ville vokse ud og fødderne først komme til syne sidst i processen. »Det er godt, ikke?« sagde jeg. Det måtte være en god ting at have ben.

»Det er meget smertefuldt,« sagde Eric, »når lemmer man har mistet, skal vokse ud igen. Det kommer til at tage et stykke tid. Hun er meget … Hun er uarbejdsdygtig.« Han sagde det sidste ord meget langsomt som om det var et ord han kendte, men aldrig havde sagt højt før.

Jeg tænkte over hvad han fortalte mig, både på overfladen og nedenunder. Samtaler med Eric havde sjældent kun ét lag.

»Hun er ikke rask nok til at regere,« sagde jeg til sidst. »Hvem er så?«

»Sherifferne har kørt showet,« sagde Eric. »Gervaise omkom selvfølgelig under bombeangrebet, så der er mig, Cleo og Arla Yvonne tilbage. Billedet ville have været klarere hvis Andre også havde overlevet.« Jeg følte et stik af panik og dårlig samvittighed. Jeg kunne have reddet Andre. Jeg havde frygtet og afskyet ham, og jeg havde ikke gjort det. Jeg havde ladet ham blive dræbt.

Eric tav et øjeblik, og jeg spekulerede på om han fornemmede min frygt og skyldfølelse. Det ville være meget skidt hvis han nogensinde fandt ud af at Quinn havde dræbt Andre for min skyld. Eric fortsatte: »Andre kunne have styret centrum fordi han var så veletableret som dronningens højre hånd. Hvis en af hendes håndlangere skulle dø, ville jeg ønske det kunne have været Sigebert, som er lutter muskler og ingen hjerne. Nu er Sigebert der i det mindste til at vogte over hendes krop, men det kunne Andre også have gjort og bevogtet hendes territorium samtidig.«

Jeg havde aldrig hørt Eric så snakkesalig om vampyranliggender. Jeg begyndte at få en frygtelig snigende fornemmelse af hvor han var på vej hen.

»I forventer et forsøg på magtovertagelse,« sagde jeg, og hjertet sank i livet på mig, eller snarere styrtdykkede. Ikke igen. »Du tror at Jonathan var udsendt som spejder.«

»Pas på, ellers begynder jeg at tro du kan læse mine tanker.« Selv om Eriks tonefald var fjerlet, var meningen som en skarp kniv gemt indeni.

»Det kan ikke lade sig gøre,« sagde jeg, og hvis han troede jeg løj, konfronterede han mig ikke med det. Eric fortrød tilsyneladende at han havde fortalt mig så meget. Resten af vores samtale blev meget kort. Han sagde igen at jeg skulle ringe til ham ved det mindste glimt af Jonathan, og jeg forsikrede ham om at det ville jeg med glæde gøre.

Efter at jeg havde lagt på, følte jeg mig ikke helt så søvnig. Af respekt for den kølige aften tog jeg mine uldne pyjamasbukser på, hvide med pink får på, og en hvid T-shirt. Jeg gravede mit kort over Louisiana frem og fandt en blyant. Jeg indtegnede de områder jeg kendte. Jeg stykkede min viden sammen ud fra stumper af samtaler jeg havde overhørt. Eric sad på Område Fem. Dronningen havde haft Område Et, som bestod af New Orleans og omegn. Det gav mening. Men det var indimellem et værre rod. Den endegyldigt afdøde Gervaise havde siddet på det område der omfattede Baton Rouge, som var dér dronningen havde boet siden Katrina havde forvoldt så omfattende ødelæggelser på hendes ejendomme i New Orleans. Så det burde have været Område To på grund af sin fremtrædende placering. Men det blev kaldt Område Fire. Jeg trak en streg så let at jeg ville kunne slette den igen, hvilket jeg også gjorde efter at have kigget lidt på den.

Jeg brød mit hoved for andre stumper af information. Område Fem, oppe nordpå, strakte sig næsten hele vejen hen over staten. Eric var rigere og mere magtfuld end jeg havde troet. Under ham, og med en næsten lige så stor udstrækning, befandt Cleo Babbitts Område Tre og Arla Yvonnes Område To sig. En linje fra det sydvestligste hjørne af Mississippi ned til Den Mexicanske Golf afgrænsede de store områder som tidligere var blevet besiddet af Gervaise og dronningen, henholdsvis Fire og Et. Jeg kunne kun fantasere om hvilke vampyrpolitiske fiksfakserier der havde ført frem til nummereringen og inddelingen.

Jeg kiggede på kortet nogle lange minutter og slettede alle mine let optrukne linjer. Jeg så på uret. Der var gået næsten en time siden min samtale med Eric. I en melankolsk stemning børstede jeg tænder og vaskede mit ansigt. Efter at jeg var krøbet i seng og havde bedt aftenbøn, lå jeg vågen i lang tid. Jeg filosoferede over den ubestridelige sandhed at den mest magtfulde vampyr i staten Louisiana på netop dette tidspunkt var Eric Northman, som mit blod var forbundet med, og som engang havde været min elsker. Eric havde sagt i mit påhør at han ikke ønskede at blive konge og ikke ønskede at erobre nye områder, og nu hvor jeg havde fundet ud af omfanget af hans nuværende område, gjorde det påstanden lidt mere troværdig.

Jeg troede jeg kendte Eric lidt, måske så meget som et menneske kan lære en vampyr at kende, hvilket ikke betyder at mit kendskab var særligt dybtgående. Jeg troede ikke han ønskede at overtage delstaten, ellers ville han have gjort det. Jeg tænkte hans magt betød at han gik omkring med en kæmpe målskive på ryggen. Jeg var nødt til at prøve at sove. Jeg kiggede på uret igen. Halvanden time siden jeg havde snakket med Eric.

Bill kom ganske lydløst ind på mit soveværelse.

»Hvad er der galt?« spurgte jeg og forsøgte at gøre min stemme meget stille, meget rolig, selv om hver eneste nerve i min krop var begyndt at skrige.

»Jeg er urolig,« sagde han med sin kølige stemme, og jeg kom næsten til at grine. »Pam blev nødt til at tage tilbage til Fangtasia. Hun ringede og bad mig om at overtage pladsen her.«

»Hvorfor?«

Han satte sig i stolen i hjørnet. Der var temmelig mørkt i værelset, men gardinerne var ikke trukket helt for, og der kom noget lys fra sikkerhedslamperne i haven. Der var også en natlampe på badeværelset, og jeg kunne skimte konturerne af hans krop og se hans ansigt sløret. Bill udsendte et svagt skær, sådan som alle vampyrer gør i mine øjne.

»Pam kunne ikke få fat på Cleo i telefonen,« sagde han. »Eric var kørt væk fra baren i et ærinde, og Pam kunne heller ikke få fat i ham. Men jeg lagde en besked på hans telefonsvarer, så jeg er sikker på at han ringer tilbage. Men at Cleo ikke svarer, det er problemet.«

»Er Pam og Cleo gode venner?«

»Nej, overhovedet ikke,« sagde han nøgternt. »Men Pam burde være i stand til at få fat på hende i hendes døgnkiosk. Cleo svarer altid.«

»Hvorfor prøver Pam at få fat på hende?« spurgte jeg.

»De ringes ved hver aften,« sagde Bill. »Og så ringer Cleo videre til Arla Yvonne. De har en kæde. Den bør ikke være brudt, ikke i disse tider.« Bill rejste sig med en hastighed som mine øjne ikke kunne følge. »Hør!« hviskede han med en stemme så let mod mit øre som et møls vinge. »Kan du høre det?«

Jeg kunne ikke høre en skid. Jeg lå stille under dynen og ønskede inderligt at det hele bare ville forsvinde. Varulve, vampyrer, problemer, stridigheder … Men så heldig var jeg ikke. »Hvad kan du høre?« spurgte jeg og forsøgte at være så stille som Bill var blevet, et forsøg der var dømt til at mislykkes.

»Der kommer nogen,« sagde han.

Og så hørte jeg at der blev banket på hoveddøren. Banket meget stille.

Jeg kastede dynen til side og rejste mig. Jeg kunne ikke finde mine slippers, fordi jeg var så febrilsk. Jeg gik hen mod døren på bare fødder. Natten var kølig, og jeg havde ikke tændt for varmen endnu. Mine fodsåler blev kolde på det bonede trægulv.

»Jeg lukker op,« sagde Bill og var foran mig uden at jeg havde set ham bevæge sig.

»Jesus Kristus, hyrde fra Judæa!« mumlede jeg og fulgte efter. Jeg spekulerede på hvor Amelia var: Sov hun ovenpå eller på sofaen i stuen? Jeg håbede at hun bare sov. Jeg var så forskræmt på det tidspunkt at jeg forestillede mig at hun måske var død.

Bill svævede lydløst gennem det mørke hus, ned ad gangen, gennem dagligstuen (der stadig lugtede af popcorn) og ud til hoveddøren, og så kiggede han gennem glughullet, hvilket jeg af en eller anden grund fandt morsomt. Jeg var nødt til at sætte en hånd for min mund for ikke at fnise.

Ingen skød Bill gennem glughullet. Ingen forsøgte at smadre døren. Ingen skreg.

Den vedvarende stilhed var ved at give mig gåsehud. Jeg så ikke engang Bill bevæge sig. Hans kølige stemme lød lige ud for mit øre. »Det er en meget ung kvinde. Hendes hår er afbleget, og det er meget kort og mørkt ved rødderne. Hun er tynd. Det er et menneske. Hun er bange.«

Det var hun ikke ene om.

Jeg prøvede som ind i helvede at tænke efter hvem nattegæsten kunne være. Pludselig troede jeg at jeg måske vidste det. »Frannie,« hviskede jeg. »Quinns søster. Måske.«

»Luk mig ind,« lød en pigestemme. »Åh, luk mig ind.«

Det var ligesom i en spøgelseshistorie jeg engang havde læst. Hvert eneste hår på mine arme rejste sig.

»Jeg er nødt til at fortælle dig hvad der er sket med Quinn,« sagde Frannie, og det fik mig til at træffe min beslutning på stedet.

»Åbn døren,« sagde jeg til Bill med normal stemmeføring. »Vi er nødt til at lukke hende ind.«

»Det er et menneske,« sagde Bill som for at sige: »Hvor meget besvær kan hun volde os?« Han låste døren op.

Jeg vil ikke sige at Frannie væltede ind, men hun spildte så afgjort ikke et sekund med at komme gennem døren og smække den bag sig. Mit første indtryk af Frannie havde ikke været så positivt, for hun havde overskud af aggression og fjendtlig indstilling og underskud af charme, men jeg havde lært hende en anelse bedre at kende da hun sad ved Quinns seng på hospitalet efter eksplosionen. Hun havde haft et hårdt liv, og hun elskede sin bror.

»Hvad er der sket?« spurgte jeg skarpt mens Frannie snublede hen til den nærmeste stol og satte sig.

»Selvfølgelig har du en vampyr her,« sagde hun. »Må jeg få et glas vand? Så vil jeg prøve at gøre det Quinn gerne vil have mig til.«

Jeg skyndte mig ud i køkkenet og hentede noget at drikke til hende. Jeg tændte lyset i køkkenet, men vi lod stuen henligge i mørke også efter at jeg kom tilbage.

»Hvor er din bil?« spurgte Bill.

»Den brød sammen et par kilometer herfra,« sagde hun. »Men jeg kunne ikke blive stående og vente. Jeg ringede til autohjælpen og lod nøglerne sidde i tændingen. Jeg håber ved gud at de får den væk fra vejen og ud af syne.«

»Fortæl mig hvad der foregår, lige nu,« sagde jeg.

»Den korte eller den lange version?«

»Den korte.«

»Nogle vampyrer fra Las Vegas kommer for at overtage Louisiana.«

Den bemærkning ødelagde stemningen.