11.
Bills stemme var meget barsk. »Hvor, hvornår, hvor mange?«
»De har dræbt nogle af sherifferne allerede,« sagde Frannie, og jeg kunne mærke en antydning af nydelse hos hende over at få lov at overbringe disse afgørende nyheder. »Mindre styrker overmander de svagere af dem, mens en større styrke er ved at omringe Fangtasia for at tage sig af Eric.«
Bill havde sin mobiltelefon fremme før ordene var nået helt ud af Frannies mund, og jeg så måbende på ham. Jeg havde været så længe om at indse hvor svækket Louisianas situation var, at det et sekund føltes som om jeg havde forårsaget begivenhederne ved at tænke på dem.
»Hvordan er det sket?« spurgte jeg pigen. »Hvordan blev Quinn blandet ind i det? Hvordan har han det? Er det ham der har sendt dig herhen?«
»Selvfølgelig er det ham der har sendt mig herhen,« sagde hun som om jeg var det mest ubegavede menneske hun nogen sinde havde mødt. »Han ved du er forbundet med ham vampyren Eric, hvilket også gør dig til skydeskive. Las Vegas-vampyrerne sendte sågar én hen for at se nærmere på dig.«
Jonathan.
»Forstår du, de var ved at vurdere Erics besiddelser, og det omfattede i deres øjne dig.«
»Hvorfor skulle det være Quinns problem?« spurgte jeg, og det var måske ikke den tydeligste måde at sige det på, men hun forstod meningen.
»Vores mor, vores forbandede forkludrede, forkludrende mor,« sagde Frannie bittert. »Du ved at hun blev fanget og voldtaget af nogle jægere, ikke? I Colorado. For sådan hundrede år siden.« Faktisk havde det nok været for omkring nitten år siden, for det var sådan Frannie var blevet undfanget.
»Og Quinn reddede hende og dræbte dem alle sammen, selv om han kun var dreng, og han kom til at stå i gæld til de lokale vampyrer for at få dem til at hjælpe ham med at rydde op på stedet og få sin mor væk.«
Jeg kendte Quinns mors triste historie. Jeg nikkede febrilsk nu, for jeg ønskede at nå frem til noget jeg ikke havde hørt før.
»Nå, men min mor blev gravid med mig efter voldtægten,« sagde Frannie og stirrede trodsigt på mig. »Så hun fik mig, men hun blev aldrig helt rigtig i hovedet, så det var ret hårdt at vokse op hos hende, okay? Quinn arbejdede sin gæld af i arenaen.« (Tænk Gladiator med varskabninger). »Hun blev aldrig rigtig i hovedet,« gentog Frannie. »Det blev kun værre.«
»Jeg er med,« sagde jeg og prøvede at holde min stemme i ro. Bill så ud som om han var på nippet til at vappe Frannie én for at fremskynde beretningen, men jeg rystede på hovedet.
»Okay, så hun endte et rart sted, som Quinn betalte for, uden for Las Vegas, de eneste plejeboliger i Amerika hvor man kan sende folk som min mor hen.« Plejehjem for Sindsforstyrrede Vartigre? »Men mor slap fri, og hun dræbte en eller anden turist og tog hendes tøj og smuttede ind til Vegas og fandt en mand. Ham slog hun også ihjel. Hun plyndrede ham og tog hans penge og tog på kasino indtil vi fik fat på hende.« Frannie holdt en pause og tog en dyb indånding. »Quinn var stadig ved at komme sig efter Rhodes, og det her var ved at tage livet af ham.«
»Åh, nej.« Jeg havde på fornemmelsen at jeg ikke havde hørt afslutningen på historien endnu.
»Ja, hvad er værst? At stikke af eller at dræbe?«
Det spørgsmål havde turisterne formodentlig haft en mening om.
Jeg havde vagt lagt mærke til at Amelia var kommet ind i lokalet, og det var også gået op for mig at hun ikke virkede overrasket over at se Bill. Så hun måtte have været vågen da Bill havde overtaget Pams plads. Amelia havde ikke mødt Frannie før, men hun afbrød ikke beretningen.
»Nå, men der er et enormt vampyrkartel i Las Vegas, fordi indtjeningsmulighederne er så gode,« fortalte Frannie. »De opsporede mor før politiet nåede at fange hende. De ryddede op efter hende igen. Det viser sig at Whispering Palms, det sted hun stak af fra, havde advaret alle overnattere i området og bedt dem være på udkig. Da jeg nåede frem til kasinoet hvor de havde snuppet min mor, var vampyrerne i gang med at fortælle Quinn at det var dem der havde klaret ærterne, og nu havde han endnu mere gæld der skulle arbejdes af. Han sagde at han var ved at komme sig oven på en slem skade og ikke kunne vende tilbage til arenaen. De tilbød i stedet at antage mig som bloddonor eller luder for besøgende vampyrer, og han var tæt på at slå ham ihjel der kom med forslaget.«
Selvfølgelig. Jeg vekslede et blik med Bill. Tanken bag tilbuddet om at »ansætte« Frannie var at få alt andet til at tage sig bedre ud.
»Så sagde de at de kendte et rigtig svagt kongedømme som var lige til at snuppe, og de mente Louisiana. Quinn sagde til dem at de kunne få det gratis hvis kongen af Nevada bare giftede sig med Sophie-Anne, som ikke befandt sig i en tilstand hvor hun kunne afslå. Men det viste sig at kongen stod lige ved siden af. Han sagde at han afskyede krøblinger og under ingen omstændigheder ville gifte sig med en vampyr der havde dræbt sin tidligere mand, uanset hvor lifligt et rige hun besad, ikke engang med Arkansas oven i købet.« Sophie-Anne var nominelt overhovedet over både Arkansas og Louisiana da hun var blevet frikendt for mordet på sin mand (Kongen af Arkansas) ved en vampyrdomstol. På grund af bombeangrebet havde Sophie-Anne ikke haft en chance for at gøre krav på sine nye besiddelser. Men jeg var sikker på det stod på hendes huskeliste så snart hendes ben var vokset ud igen.
Bill klappede sin telefon op igen og begyndte at taste numre. Hvem han end ringede til, blev der ikke svaret. Hans mørke øjne flammede. Han var virkelig oppe at køre. Han lænede sig hen for at tage et sværd han havde stillet op ad sofaen. Jep, han var ankommet fuldt bevæbnet. Jeg har ikke den slags remedier i mit redskabsskur.
»De vil gerne gøre det af med os i stilhed og lynhurtigt så de menneskelige nyhedsmedier ikke opfanger det. De opdigter en historie for at forklare hvorfor velkendte vampyrer er blevet erstattet med mere obskure skikkelser,« sagde Bill. »Sig mig, pige – hvilken rolle spiller din bror i det her?«
»De fik ham til at afsløre hvor mange I var, og fortælle hvad han ellers vidste om situationen i Louisiana,« sagde Frannie. For at fuldende det gav hun sig til at græde. »Han ville ikke. Han prøvede på at forhandle med dem, men de havde ham hvor de ville have ham.« Nu så Frannie omkring ti år ældre ud end hun var. »Han prøvede at ringe til Sookie en million gange, men de holdt opsyn med ham, og han var bange for at han ville føre dem direkte til hende. Men de fandt ud af det alligevel. Da først han vidste hvad de havde tænkt sig, løb han en stor risiko – for vores begge tos skyld – og sendte mig i forvejen. Det var godt jeg havde en ven der kunne skaffe mig min bil tilbage fra dig.«
»En af jer burde have ringet til mig eller skrevet til mig eller et eller andet.« På trods af krisesituationen kunne jeg ikke tie stille med min bitterhed.
»Du måtte ikke finde ud af hvor slemt det stod til. Han sagde han vidste du ville prøve at redde ham ud på en eller anden måde, men der var ingen vej ud.«
»Selvfølgelig ville jeg have prøvet at redde ham ud,« sagde jeg. »Det er det man gør når nogen er i knibe.«
Bill var tavs, men jeg kunne mærke hans blik på mig. Jeg havde reddet Bill da han havde været i knibe. Nogle gange var jeg ked af at jeg havde gjort det.
»Din bror, hvorfor er han sammen med dem nu?« spurgte Bill skarpt. »Han har givet dem oplysninger. De er vampyrer. Hvad kan de mere bruge ham til?«
»De tager ham med sig så han kan forhandle med det overnaturlige samfund, især var’erne,« sagde Frannie og lød pludselig som den rene direktionssekretær. På en måde havde jeg ondt af Frannie. Som resultatet af en forbindelse mellem et menneske og en vartiger havde hun ingen særlige evner der kunne give hende en fordel eller et udgangspunkt for forhandlinger. Hendes ansigt var stribet af udtværet mascara, og hendes negle var bidt ned til kødet. Hun så forfærdelig ud.
Og der var ikke tid til at bekymre sig om Frannie, for vampyrerne fra Las Vegas var ved at overtage staten.
»Hvad skal vi så gøre?« spurgte jeg. »Amelia, har du tjekket bevogtningen af huset? Omfatter den også vores biler?« Amelia nikkede ivrigt. »Bill, har du ringet til Fangtasia og alle de andre sheriffer?«
Bill nikkede. »Intet svar fra Cleo. Arla Yvonne svarede, og hun havde allerede fået nys om angrebet. Hun sagde hun ville gå under jorden og forsøge at nå frem til Shreveport. Hun har seks fra sit kollektiv med sig. Siden Gervaise mødte sit endeligt, har hans vampyrer taget sig af dronningen, og Booth Crimmons har været deres adjudant. Booth siger at han var ude i aften, og hans barn, Audrey, der blev tilbage hos dronningen og Sigebert, svarer ikke. Ikke engang den stedfortræder som Sophie-Anne sendte til Little Rock, svarer.«
Vi blev alle tavse et øjeblik. Den forestilling at Sophie-Anne skulle være endegyldigt død, var næsten utænkelig.
Bill skuttede sig synligt. »Okay,« fortsatte han, »vi kan blive her, eller vi kan måske finde et andet sted til jer tre. Når jeg er sikker på I er i sikkerhed, er jeg nødt til at få fat på Eric så hurtigt som muligt. Han får brug for alle mand i aften hvis han skal overleve natten.«
Nogle af de andre sheriffer var sikkert døde. Det gik op for mig at Eric kunne dø i nat. Den indsigt ramte mig i ansigtet som en stor, stærk behandsket hånd. Jeg trak vejret ujævnt og kæmpede for at holde mig oprejst. Jeg måtte bare ikke tænke de tanker.
»Vi skal nok klare os,« sagde Amelia standhaftigt. »Jeg er sikker på at du er fantastisk i kamp, Bill, men vi er ikke helt forsvarsløse.«
Med al respekt for Amelias hekseevner, så var vi forsvarsløse – i det mindste over for vampyrer.
Bill snurrede væk fra os og stirrede ned ad gangen mod bagdøren. Han havde hørt noget som vores menneskeører ikke havde opfattet. Men et øjeblik efter hørte jeg en velkendt stemme.
»Bill, luk mig ind. Jo før, jo bedre!«
»Det er Eric,« sagde Bill med stor tilfredshed. Med så hurtig en bevægelse at man kun så ham som en tågeklat, forsvandt han ned i den anden ende af huset. Eric stod ganske rigtigt udenfor, og noget inden i mig slappede af. Han var i live. Jeg bemærkede at han var alt andet end sit sædvanlige lapsede jeg. Hans T-shirt var revet i stykker, og han havde bare fødder.
»Jeg kunne ikke komme ind på baren,« sagde han da han og Bill kom ned ad gangen for at slutte sig til os. »Det var ikke nogen god idé at være hjemme hos mig selv, ikke alene. Jeg kunne ikke få fat på nogen anden. Jeg fik din besked, Bill. Så Sookie, jeg er kommet at bede om husly.«
»Selvfølgelig,« sagde jeg automatisk, selv om jeg egentlig burde have tænkt mig om. »Men måske burde vi gå –« Jeg skulle til at foreslå at vi gik hen over kirkegården og over til Bill, hvis hus var større og rummede flere faciliteter til vampyrer, da der kom problemer fra en ny kant. Vi havde ikke skænket Frannie nogen opmærksomhed efter hun havde fortalt sin historie færdig. Hun var sunket sammen så snart hun havde overbragt de dramatiske nyheder, og det havde givet hende lejlighed til at tænke på den mulige katastrofe vi stod over for.
»Jeg må væk herfra,« sagde Frannie. »Quinn sagde at jeg skulle blive her, men I gutter er …« Hun hævede stemmen og rejste sig op, og hver eneste muskel i hendes hals stod skarpt frem mens hun ophidset kastede rundt med hovedet.
»Frannie,« sagde Bill. Han lagde sine hvide hænder på hver side af Frannies ansigt. Han kiggede pigen ind i øjnene. Frannie tav. »Du bliver her, din dumme tøs, og gør hvad Sookie giver dig besked på.«
»Okay,« sagde Frannie med rolig stemme.
»Tak,« sagde jeg. Amelia så på Bill på en chokeret måde. Jeg tror aldrig hun havde set en vampyr bruge sit særlige blik før. »Jeg henter mit gevær,« sagde jeg uden at det var henvendt til nogen, men før jeg nåede at bevæge mig, vendte Eric sig mod skabet ved hoveddøren. Han stak hånden ind og tog min Benelli ud. Han vendte sig om for at række den til mig med et forvirret udtryk i ansigtet. Vores øjne mødtes.
Eric kunne huske hvor jeg havde mit gevær. Det havde han fundet ud af mens han opholdt sig hos mig da han havde mistet hukommelsen.
Da jeg blev i stand til at flytte blikket, så jeg at Amelia så bevidst eftertænksom ud. Selv min korte erfaring med at bo sammen med Amelia havde lært mig at det ikke var et udtryk jeg brød mig om. Det betød at hun skulle til at fremkomme med et argument og ikke ét der ville passe mig.
»Overreagerer vi ikke alle sammen lidt?« spurgte hun retorisk. »Måske er vi ved at gå i panik uden nogen grund.«
Bill så på Amelia som om hun havde forvandlet sig til en bavian. Frannie så ud som om intet af det vedkom hende.
»Når alt kommer til alt,« sagde Amelia med et lille, overlegent smil, »hvorfor skulle nogen så overhovedet komme efter os? Eller nærmere bestemt dig, Sookie. For jeg formoder ikke at vampyrerne vil være ude efter mig. Men bortset fra det, hvad skulle de så komme her efter? Du er ikke en afgørende del af vampyrernes forsvarssystem. Hvad skulle give dem grund til at ville dræbe eller fange dig?«
Eric havde været en tur rundt at tjekke døre og vinduer. Han kom tilbage da Amelia var ved at tale færdig. »Er der sket noget?« spurgte han.
»Amelia er i gang med at forklare mig hvorfor der ingen rationel grund er til at vampyrerne skulle gå efter mig i deres forsøg på at erobre staten,« sagde jeg.
»Selvfølgelig går de efter dig,« sagde Eric og så dårligt nok på Amelia. Han så nærmere på Frannie et øjeblik, nikkede billigende og stillede sig derefter ved vinduet i stuen for at kigge ud. »Sookie har et blodbånd til mig. Og nu er jeg her.«
»Ja,« sagde Amelia dystert. »Mange tak, Eric, for at komme direkte hertil.«
»Amelia. Er du ikke en heks med store evner?«
»Jo,« sagde hun forsigtigt.
»Er din far ikke en velhavende mand med en masse indflydelse her i staten? Er din læremester ikke en fremragende heks?«
Hvem havde været ude og gøre sit forarbejde på internettet? Eric og Copley Carmichael havde noget til fælles.
»Jo,« sagde Amelia. »Okay, de ville være interesseret i at få fat på os. Men hvis Eric ikke var kommet her, tror jeg stadig ikke vi havde behøvet bekymre os om at komme fysisk til skade.«
»Du overvejer om vi faktisk er i fare?« sagde jeg. »Vampyrer, ophidselse, blodtørst?«
»Vi vil ikke være til nogen nytte hvis vi ikke er i live.«
»Der sker ulykker en gang imellem,« sagde jeg, og Bill fnøs. Jeg havde aldrig hørt ham lave sådan en almindelig lyd, og jeg så på ham. Bill nød udsigten til en god kamp. Hans hugtænder var fremme. Frannie stirrede på ham, men hendes udtryk ændrede sig ikke. Hvis der havde været den mindste chance for at hun ville forblive rolig og samarbejdsvillig, ville jeg måske have bedt Bill om at bringe hende ud af den kunstige tilstand. Jeg elskede at se Frannie være stille og rolig – men jeg hadede at hun var blevet berøvet sin fri vilje.
»Hvorfor tog Pam væk?« spurgte jeg.
»Hun kan være til større nytte henne ved Fangtasia. De andre er henne på baren, og hun kan fortælle mig om de er spærret inde eller ej. Det var dumt af mig at ringe til dem alle sammen og bede dem samle sig … Jeg skulle have bedt dem om at sprede sig.« Ud fra Erics ansigtsudtryk at dømme var det ikke en fejl han nogen sinde ville begå igen.
Bill stod tæt ved vinduet og lyttede til nattens lyde. Han kiggede på Eric og rystede på hovedet. Der var ikke nogen endnu.
Erics telefon ringede. Han lyttede et øjeblik og sagde så »Held og lykke« og lagde på.
»De fleste af de andre er henne på baren,« sagde han til Bill, der nikkede.
»Hvor er Claudine?« spurgte Bill mig.
»Det har jeg ingen anelse om.« Hvorfor kom Claudine nogle gange når jeg havde problemer, og ikke andre gange? Var jeg ved at slide hende op? »Men jeg tror ikke hun kommer når I er her. Der er ingen pointe i at hun dukker op for at forsvare mig hvis du og Eric ikke kan holde hugtænderne fra hende.«
Bill stivnede. Hans skarpe ører havde opfanget noget. Han vendte sig og vekslede et langt blik med Eric. »Ikke det selskab jeg ville have valgt,« sagde Bill med sin kølige stemme. »Men vi skal nok klare os. Jeg er ked af det med kvinderne.« Så kiggede han på mig, og hans dybe, mørke øjne var fulde af stærke følelser. Kærlighed? Sorg? Uden et lille tip eller to fra hans tavse hjerne kunne jeg ikke afgøre det.
»Vi ligger endnu ikke i graven,« sagde Eric lige så køligt.
Nu kunne jeg også høre bilerne på vej ned mod huset. Amelia kom med en ufrivillig forskræmt lyd, og Frannie spærrede øjnene endnu mere op selv om hun blev siddende i stolen som om hun var lammet. Eric og Bill blev meget indadvendte.
Bilerne stoppede ude foran, og man kunne høre døre blive åbnet og lukket, og nogen gik hen til huset.
Der blev banket kraftigt – ikke på døren, men på en af verandastolperne.
Jeg gik langsomt hen mod døren. Bill greb min arm og gik ind foran mig. »Hvem er det?« råbte han og skubbede mig tilbage.
Han ventede at nogen ville skyde gennem døren.
Det skete ikke.
»Det er mig, vampyren Victor Madden,« sagde en munter stemme.
Okay, det var uventet. Og især for Eric, der lukkede øjnene et kort øjeblik. At det var Victor Madden, og at han var her, fortalte Eric mange ting, men jeg vidste ikke hvad det var for ting.
»Kender du ham?« hviskede jeg til Bill.
»Ja. Jeg har mødt ham,« sagde Bill. Men han tilføjede ikke nogen detaljer og blev stående fordybet i overvejelser. Jeg har aldrig nogen sinde ønsket mere intenst at vide hvad en anden tænkte, end i netop det øjeblik. Stilheden gik mig på nerverne.
»Ven eller fjende?« råbte jeg.
Victor lo. Det var en dejlig latter – godmodig og klukkende, en »jeg griner sammen med dig, ikke ad dig«-latter. »Det er et fremragende spørgsmål,« sagde han, »og et som kun du kan besvare. Har jeg den ære at tale med den berømte tankelæser Sookie Stackhouse?«
»Du har den ære at tale med servitricen Sookie Stackhouse,« sagde jeg iskoldt. Og jeg hørte en foruroligende hvæsende lyd, en lyd fra et dyrs strube. Et stort dyr.
Mit hjerte sank helt ned i mine bare fødder.
»Bevogtningen kan godt klare det,« sagde Amelia til sig selv med en hurtig hvisken. »Bevogtningen kan godt klare det, bevogtningen kan godt klare det.« Bill stirrede på mig med sine mørke øjne, og tanker flimrede hurtigt hen over hans ansigt. Frannie var uklar og fjern i blikket, men hun havde det også rettet mod døren. Hun havde også hørt lyden.
»Quinn er derude sammen med dem,« hviskede jeg til Amelia eftersom hun var den eneste i lokalet der ikke havde regnet det ud.
»Er han på deres side?« sagde Amelia.
»De har hans mor,« mindede jeg hende om. Men jeg fik det dårligt indvendig.
»Men vi har hans søster,« sagde Amelia.
Eric så lige så eftertænksom ud som Bill. Faktisk så de på hinanden nu, og jeg havde opfattelsen af at de førte en hel dialog uden at sige et ord.
Det var ikke godt med al den eftertænksomhed. Det betød at de ikke havde besluttet hvilken vej de skulle gå.
»Må vi komme ind?« spurgte den charmerende stemme. »Eller må vi forhandle med en af jer ansigt til ansigt? Det lader til at I har kraftig bevogtning på huset.«
Amelia spændte musklerne i overarmen og sagde: »Yes!« Hun smilede bredt til mig.
Der er ikke noget galt med lidt velfortjent selvros, men timingen er måske ikke altid lige heldig. Jeg smilede til hende, selv om smilet blev meget stift.
Eric tog sig tilsyneladende sammen, og efter et sidste langt blik på hinanden slappede han og Bill af. Eric vendte sig mod mig, kyssede mig ganske let på læberne og så et langt øjeblik på mit ansigt. »Han har tænkt sig at skåne dig,« sagde Eric, og jeg forstod at han ikke rigtig talte til mig, men til sig selv. »Du er for enestående til at lade gå til spilde.«
Og så åbnede han døren.