12.

Eftersom lyset stadig var slukket i stuen og sikkerhedsbelysningen befandt sig udenfor, havde vi et ret godt udsyn inde fra huset. Den vampyr der stod for sig selv ude i forhaven, var ikke særligt høj, men han havde et slående udseende. Han var iført jakkesæt. Hans hår var kort og krøllet, og selv om lyset ikke var godt nok til at sige det med sikkerhed, mente jeg at det var sort. Han stod i positur som en GQ-model.

Eric blokerede mere eller mindre døren, så det var alt hvad jeg kunne se. Det virkede kikset at gå hen til vinduet og glo.

»Eric Northman,« sagde Victor Madden. »Det er nogle årtier siden jeg har set dig.«

»Du har arbejdet hårdt ude i ørkenen,« sagde Eric neutralt.

»Ja, der har været gang i forretningen. Der er nogle ting jeg gerne vil drøfte med dig – temmelig presserende ting, er jeg bange for. Må jeg komme ind?«

»Hvor mange har du med?« spurgte Eric.

»Ti,« hviskede jeg bag Erics ryg. »Ni vampyrer og Quinn.« Hvis en menneskehjerne lavede et myldrende hul i min bevidsthed, lavede en vampyrhjerne et tomt. Det eneste jeg kunne gøre, var at tælle hullerne.

»Jeg har fire ledsagere med mig,« sagde Victor og lød helt pålidelig og oprigtig.

»Jeg tror du har mistet evnen til at tælle,« sagde Eric. »Jeg tror der er ni vampyrer derude og en hamskifter.«

Victors silhuet skiftede positur, og det rykkede i hans hånd. »Man skal ikke prøve at stikke dig blår i øjnene, hva’, gamle jas?«

»Jas?« mumlede Amelia.

»Bed dem træde frem fra træerne, så jeg kan se dem,« råbte Eric.

Amelia og Bill og jeg droppede forsøget på at være diskrete og gik hen til vinduerne for at kigge. Én efter én kom vampyrerne fra Las Vegas ud fra træerne. Eftersom de befandt sig i udkanten af lyskredsen, kunne jeg ikke se de fleste af dem ret godt, men jeg lagde mærke til en imposant kvinde med en masse mørkt hår og en mand der ikke var højere end mig og kunne fremvise et nydeligt skæg og en ørering.

Den sidste der kom ud af skovbrynet, var tigeren. Jeg var sikker på Quinn havde forvandlet sig til dyreskikkelse fordi han ikke havde lyst til at se mig i øjnene. Jeg havde frygtelig ondt af ham. Jeg forestillede mig at uanset hvor flænset jeg selv følte mig indvendig, ville hans indre være som hakkekød.

»Jeg kan se et par velkendte ansigter,« sagde Eric. »Er de alle sammen under din kommando?«

Dette havde en betydning som jeg ikke forstod.

»Ja,« sagde Victor meget bestemt.

Det her betød noget for Eric. Han trådte tilbage fra døråbningen, og resten af os vendte os for at se på ham. »Sookie,« sagde Eric, »jeg kan ikke invitere ham indenfor. Det er dit hus.« Eric vendte sig mod Amelia. »Kan din magiske bevogtning filtrere?« spurgte han. »Kan den åbne for ham alene?«

»Ja,« sagde hun. Jeg ville ønske hun lød mere sikker. »Han er nødt til at blive inviteret indenfor af en person som bevogtningen accepterer, såsom Sookie.«

Katte-Bob spankulerede hen til den åbne dør. Han satte sig præcis midt på dørtærsklen, svøbte halen om sine poter og studerede roligt den nytilkomne. Victor lo først lidt da Bob viste sig, men latteren forstummede hurtigt.

»Det er ikke bare en kat,« sagde Victor.

»Nej,« sagde jeg højt nok til at Victor kunne høre mig. »Og det er den kat derude heller ikke.« Tigeren lavede en brummelyd som jeg opfattede som tilstræbt venlig. Jeg regnede med det var så tæt Quinn kunne komme på at fortælle mig at han var ked af hele miseren. Eller måske ikke. Jeg stillede mig hen bag Bob. Han løftede hovedet for at kigge op på mig og slentrede derefter sin vej lige så nonchalant som han havde indfundet sig. Katte.

Victor Madden nærmede sig verandaen. Bevogtningen ville åbenbart ikke lade ham gå hen over plankerne, og han ventede neden for trappen. Amelia tændte lyset på verandaen, og Victor blinkede i det pludselige skarpe lys. Han var en meget tiltrækkende mand, men måske ikke ligefrem smuk. Hans øjne var store og brune, og han havde et markeret kæbeparti. Han havde flotte tænder som blev blottet i et stort bredt smil. Han så undersøgende på mig.

»Meldingerne om dine attraktive egenskaber var ikke overdrevne,« sagde han, og det tog mig et øjeblik at tyde bemærkningen. Mine åndsevner var ikke ligefrem på toppen. Jeg antog at spionen Jonathan var blandt vampyrerne ude i haven.

»Mmm,« sagde jeg uimponeret. »Det er kun dig der må komme ind.«

»Mig en fornøjelse,« sagde han og bukkede. Han trådte forsigtigt et skridt frem og så lettet ud. Derefter bevægede han sig så ubesværet hen over verandaen at han lige pludselig stod lige foran mig, så hans lommetørklæde – jeg sværger, han havde en snehvidt lommetørklæde – næsten rørte min hvide T-shirt. Jeg kunne næsten ikke lade være med at krympe mig, men det lykkedes mig at stå meget stille. Jeg mødte hans blik og følte presset fra øjnene. Han prøvede sine tanketricks for at se hvad der virkede på mig.

Ikke meget ifølge min erfaring. Da jeg havde ladet ham konstatere dette, trådte jeg tilbage for at give ham plads til at komme ind.

Victor stillede sig op og blev stående ganske stille lige inden for døren. Han så meget varsomt rundt på alle i lokalet uden at smilet på noget tidspunkt fortog sig. Da han fik øje på Bill, lyste han faktisk yderligere op. »Ah, Compton,« sagde han, og jeg ventede at han ville følge op med en mere oplysende bemærkning, men det gjorde han ikke. Han studerede Amelia grundigt. »Kilden til magien,« mumlede han og nikkede til hende. Frannie blev gransket hurtigere. Da Victor genkendte hende, så han et øjeblik stærkt utilfreds ud.

Jeg skulle have skjult hende. Jeg havde simpelt hen ikke tænkt over det. Nu vidste Las Vegas-gruppen at Quinn havde sendt sin søster i forvejen for at advare os. Jeg spekulerede på om vi ville slippe levende fra det.

Hvis vi overlevede natten, kunne vi tre mennesker køre væk i en bil, og hvis bilerne var blevet ødelagt, tja, så havde vi mobiltelefoner og kunne ringe og få nogen til at hente os. Men det var ikke til at vide hvilke dagslyshjælpere vampyrerne fra Las Vegas havde … ud over Quinn. Og med hensyn til Erics og Bills chancer for at kæmpe sig vej gennem rækken af vampyrer udenfor: De kunne prøve. Jeg vidste ikke hvor langt de ville nå.

»Værsgo at sidde,« sagde jeg og lød omtrent lige så indbydende som en ældre dame fra menigheden der blev tvunget til at beværte en ateist. Vi satte os alle sammen hen i sofaen og stolene. Vi lod Frannie sidde hvor hun var. Det var bedst at bevare roen i videst muligt omfang. Spændingerne i rummet var til at tage at føle på.

Jeg tændte nogle lamper og spurgte vampyrerne om de ville have noget at drikke. De så alle sammen overrasket på mig. Kun Victor sagde ja tak. Efter et nik fra mig gik Amelia ud i køkkenet for at varme noget TrueBlood. Eric og Bill sad i sofaen, Victor havde sat sig i lænestolen, og jeg sad ret op og ned i hvilestolen med hænderne knyttet i skødet. Der fulgte en lang tavshed mens Victor valgte sin åbningsreplik.

»Din dronning er død, viking,« sagde han.

Det gav et ryk i Erics hoved. Amelia var på vej ind og standsede et øjeblik brat op før hun bar glasset med TrueBlood hen til Victor. Han tog imod det med et lille buk. Amelia stirrede ned på ham, og jeg lagde mærke til at hun skjulte hænderne i folderne på sin kjole. Netop som jeg tog en indånding for at give hende besked på ikke at gøre noget vanvittigt, rykkede hun væk fra ham og stillede sig hen ved mig.

»Jeg havde gættet at det var tilfældet. Hvor mange af sherifferne?« spurgte Eric. Det må jeg give ham. Man kunne ikke høre på hans stemme hvordan han havde det.

Victor gjorde et nummer ud af at skulle huske efter. »Lad mig se. Åh, jo! Dem alle sammen.«

Jeg pressede læberne så hårdt sammen at ikke en lyd kunne undslippe. Amelia trak den højryggede stol hen som vi havde stående ved siden af pejsen. Hun satte den ved siden af mig og sank om på den som om hun var en sæk sand. Nu hvor hun sad ned, kunne jeg se at hun knugede en kniv i hånden, fileteringskniven ude fra køkkenet. Den var virkelig skarp.

»Hvad med deres folk?« spurgte Bill. Bill kunne også det med pokerface.

»Der er et par stykker i live. En mørklødet ung mand ved navn Rasul … et par af Arla Yvonnes opvartere. Cleo Babbitts folk døde sammen med hende selv efter et tilbud om overgivelse, og Sigebert er tilsyneladende omkommet sammen med Sophie-Anne.«

»Fangtasia?« Eric havde gemt dette til sidst fordi han næsten ikke kunne bære at tale om det. Jeg havde lyst til at gå hen til ham og lægge armene om ham, men det ville han ikke sætte pris på overhovedet. Det ville tage sig svagt ud.

Der fulgte en lang tavshed mens Victor tog en slurk TrueBlood.

Så sagde han: »Eric, dine folk er alle sammen inde på baren. De har ikke overgivet sig. De siger at de ikke vil før de hører fra dig. Vi er klar til at brænde bygningen ned. En af dine håndlangere undslap, og hun – vi mener at det var en hun – nedlægger enhver af mine folk der er dum nok til at bevæge sig væk fra de andre.«

Godt gået, Pam! Jeg bøjede hovedet for at skjule et ufrivilligt smil. Amelia smilede bredt til mig. Selv Eric så glad ud en brøkdel af et sekund. Bills ansigtsudtryk ændrede sig ikke det mindste.

»Hvorfor er jeg af alle sherifferne i live?« ville Eric vide – det helt store spørgsmål.

»Fordi du er den mest effektive, den mest produktive og den mest praktiske.« Victor havde svaret parat på læberne. »Og du har en omvandrende pengemaskine boende i dit område, og han arbejder for dig.« Han nikkede mod Bill. »Vores konge vil gerne beholde dig på posten hvis du vil sværge ham troskab.«

»Jeg tror jeg ved hvad der sker hvis jeg nægter.«

»Mine folk i Shreveport står klar med fakler,« sagde Victor med sit muntre smil. »Faktisk med mere moderne materiel, men jeg tror du forstår pointen. Og selvfølgelig kan vi tage os af din lille gruppe her. Du er tydeligvis glad for mangfoldighed, Eric. Jeg sporede dig hertil og forventede at finde dig omgivet af dine elitevampyrer, og så finder vi dig i dette umage selskab.«

Jeg end ikke overvejede at gøre indsigelser. Vi var et besynderligt blandet selskab, ingen tvivl om det. Jeg bemærkede også at resten af os ikke havde nogen stemme i afgørelsen. Alt dette kom til at afhænge af hvor stolt Eric var.

I den efterfølgende tavshed spekulerede jeg på hvor længe Eric ville tænke over sin beslutning. Hvis han ikke gav efter, ville vi alle dø. Det ville være Victors måde at »tage sig af« os på, på trods af Erics udtalte holdning om at jeg var alt for værdifuld til at dræbe. Jeg troede ikke at Victor gav en døjt for min »værdi«, og langt mindre Amelias. Selv hvis vi overmandede Victor (og med Bill og Eric kunne det formentlig lade sig gøre), behøvede resten af vampyrerne udenfor blot at sætte ild på huset som de truede med at gøre med Fangtasia, så ville det være slut med os. De ville ikke være i stand til at komme ind uden at blive indbudt, men vi var nødt til at komme ud.

Mit blik mødte Amelias. Hendes hjerne hvinede af frygt selv om hun gjorde en kraftanstrengelse for at holde ryggen rank. Hvis hun ringede til Copley, ville han forhandle om hendes liv, og han havde de nødvendige midler til at kunne forhandle effektivt. Hvis Las Vegas-slænget var sultne nok til at invadere Louisiana, var de også sultne nok til at gå med til en økonomisk kompensation for Copley Carmichaels datters liv. Og Frannie ville vel være i sikkerhed når hendes bror var lige udenfor? Ville de ikke skåne Frannie for at sikre at Quinn fortsat var medgørlig? Victor havde allerede gjort opmærksom på at Bill besad færdigheder de havde brug for, eftersom hans database gav godt udbytte. Så Eric og jeg var dem der bedst kunne ofres.

Jeg tænkte på Sam og ønskede at jeg kunne ringe til ham og snakke med ham bare et øjeblik. Men jeg ville for intet i verden trække ham ind i det her, for det ville betyde hans sikre død. Jeg lukkede øjnene og sagde farvel til ham.

Jeg hørte noget uden for døren, og det tog et øjeblik før det gik op for mig at det var lyden af en tiger. Quinn ville ind.

Eric kiggede på mig, og jeg rystede på hovedet. Situation var slem nok uden at blande Quinn ind i det også. Amelia hviskede »Sookie« og trykkede sin hånd mod mig. Det var den hånd med kniven.

»Lad være,« sagde jeg. »Der kommer ikke noget godt ud af det.« Jeg håbede Victor ikke var klar over hvad hun var ude på.

Erics øjne var store og vendt mod fremtiden. De lyste blåt op i den lange tavshed.

Så skete der noget uventet. Frannie kom med et ud af trancen, og hun åbnede munden og gav sig til at skrige. Da det første skrig undslap hendes mund, begyndte noget at hamre mod døren. Inden der var gået fem sekunder, havde Quinn splintret min dør ved at kaste sine to hundrede kilo imod den. Frannie kom usikkert på benene og løb hen til døren og greb dørhåndtaget og flåede døren op før Victor kunne nå at få fat i hende selv om han kun var få centimeter fra det.

Quinn kom springende så hurtigt ind i huset at han væltede sin søster omkuld. Han stillede sig over hende og brølede mod os alle sammen.

Man måtte give Victor at han ikke viste nogen tegn på frygt. Han sagde: »Quinn, hør på mig.«

Efter et øjeblik klappede Quinn i. Det var altid svært at sige hvor meget menneskelighed der var tilbage i en hamskifter i dyreskikkelse. Jeg havde oplevet at varulve forstod mig perfekt, og jeg havde før talt til Quinn når han var tiger, og han havde helt sikkert forstået mig. Men Frannies skrig havde vakt hans raseri, og han vidste tilsyneladende ikke hvor han skulle rette det hen. Mens Victor havde opmærksomheden rettet mod Quinn, fiskede jeg et kort op af min lomme.

Jeg hadede tanken om at indløse min oldefars blankocheck så hurtigt (»Jeg elsker dig, olde – kom lige og red mig!«), og jeg hadede tanken om uden varsel at hente ham ind i et lokale fuld af vampyrer. Men hvis der nogensinde havde været et godt tidspunkt at bede feer om indgriben, så var det nu, og jeg havde måske allerede ventet for længe. Jeg havde min mobiltelefon i pyjamaslommen. Jeg trak den i smug frem, klappede den op og ønskede at jeg havde indkodet ham. Jeg kiggede ned, tjekkede nummeret og begyndte at taste. Victor talte til Quinn og forsøgte at overbevise ham om at Frannie ikke blev gjort fortræd.

Gjorde jeg måske ikke det hele rigtigt? Ventede jeg ikke med at ringe til ham til jeg var sikker på at jeg havde brug for ham? Havde jeg ikke været så forudseende at have kortet på mig og have telefonen med mig?

Nogle gange når man gør alting rigtigt, viser det sig alligevel at være helt forkert.

Idet opkaldet gik igennem, rakte en hurtig hånd ud, flåede telefonen fra mig og slyngede den mod væggen.

»Vi må ikke bringe ham ind i det,« sagde Eric i mit øre, »så starter vi bare en krig der vil slå os alle sammen ihjel.«

Jeg tror at »os alle sammen« betød ham selv, for jeg var temmelig sikker på at jeg ville være okay, hvis oldefar startede en krig for at beskytte mig, men det kunne ikke nytte noget nu. Jeg kiggede på Eric med noget der lå meget tæt på had.

»Der er ingen du kan ringe til, som kan hjælpe dig i denne situation,« sagde Victor Madden roligt. Men så så han pludselig lidt mindre tilfreds ud, som om han var kommet på andre tanker. »Medmindre der er noget jeg ikke ved om dig,« tilføjede han.

»Der er meget du ikke ved om Sookie,« sagde Bill. Det var første gang han havde sagt noget, efter at Madden var kommet ind. »Du skal vide: Jeg er villig til at dø for hende. Hvis du gør hende noget, slår jeg dig ihjel.« Bill vendte sine mørke øjne mod Eric. »Kan du sige det samme?«

Det ville Eric tydeligvis ikke, hvilket bragte ham bagefter i »Hvem elsker Sookie mest?«-konkurrencen. Lige nu var det ikke så relevant. »Du skal vide en ting til som er endnu vigtigere,« sagde Eric til Victor. »Hvis der sker hende noget, vil kræfter du slet ikke kan forestille dig, gå i aktion.«

Victor så dybt eftertænksom ud. »Det kunne selvfølgelig være en tom trussel,« sagde han. »Men af en eller anden grund tror jeg du mener det alvorligt. Men hvis det er tigeren du henviser til, tror jeg ikke han vil dræbe os alle sammen for hendes skyld, når vi har hans mor og søster i vores varetægt. Tigeren har allerede meget at skulle forklare eftersom hans søster er her.«

Amelia var gået hen for at lægge armen om Frannie, både for at berolige hende og for at komme med i kredsen af folk tigeren ville forsvare. Hun så på mig og tænkte meget tydeligt: Skal jeg forsøge mig med magi? Måske en stasisbesværgelse?

Det var meget kvikt af Amelia at tænke på at kommunikere med mig på denne måde, og jeg tænkte som en gal over hendes tilbud. En stasisbesværgelse ville få alting til at stivne i den aktuelle situation. Men jeg vidste ikke om fortryllelsen ville kunne omfatte de vampyrer der ventede udenfor, og jeg kunne ikke se at det ville forbedre situationen synderligt, hvis hun kun fastholdt os her i lokalet med sig selv som undtagelse. Kunne hun rette besværgelsen mod individuelle personer? Jeg ville ønske at Amelia også kunne læse tanker, og det havde jeg aldrig ønsket for nogen før. Som landet lå nu, var der bare for meget jeg ikke vidste. Modstræbende rystede jeg på hovedet.

»Det her er latterligt,« sagde Victor. Hans utålmodighed var påtaget. »Eric, der er ikke mere at sige, det er mit endelige tilbud. Vil du acceptere min konges overtagelse af Louisiana og Arkansas, eller ønsker du at kæmpe til døden?«

Der fulgte en anden, kortere pause.

»Jeg anerkender din konges herredømme,« sagde Eric tonløst.

»Bill Compton?« spurgte Victor.

Bill kiggede på mig, og hans mørke øjne dvælede ved mit ansigt. »Jeg anerkender det,« sagde han.

Og dermed havde Louisiana en ny konge, og det gamle regime var borte.