13.

Jeg mærkede anspændtheden ryge ud af mig med et sus som luften fra et punkteret dæk.

»Victor, afblæs angrebet. Jeg vil gerne høre dig sige det til dine folk,« sagde Eric.

Victor, hvis smil var blevet endnu kraftigere, smuttede en lille mobiltelefon op af lommen og ringede til en person ved navn Delilah for at give hende ordrer. Eric brugte sin egen mobil til at ringe til Fangtasia. Eric fortalte Clancy om det nye styre.

»Glem ikke at fortælle Pam det,« sagde Eric meget tydeligt, »så hun ikke dræber flere af Victors folk.«

Der fulgte en forlegen pause. Alle spekulerede på hvad der nu ville ske.

Nu hvor jeg var temmelig sikker på at jeg ville overleve, håbede jeg Quinn ville forvandle sig tilbage til menneskeskikkelse så jeg kunne tale med ham. Vi havde meget at snakke om. Jeg var ikke sikker på at jeg havde ret til at føle sådan, men jeg følte mig svigtet.

Jeg bilder mig ikke ind at hele verden drejer sig om mig. Jeg forstod godt at han var blevet tvunget ind i den her situation.

Der foregik altid en masse tvang når der var vampyrer i nærheden.

Sådan som jeg så det, var det anden gang Quinns mor ganske uforvarende havde taget ham med sig i faldet og kastet ham i armene på vampyrer. Jeg forstod godt at hun ikke var ansvarlig, det gjorde jeg virkelig. Hun havde aldrig ønsket at blive voldtaget, og hun havde ikke valgt at blive psykisk syg. Jeg havde aldrig mødt kvinden og ville sandsynligvis aldrig komme til det, men hun var helt sikkert en ladt kanon. Quinn havde gjort hvad han kunne. Han havde sendt sin søster herhen for at advare os, selv om jeg ikke var helt sikker på at det havde gjort den store gavn.

Men han havde da forsøgt.

Nu da jeg så tigeren putte sig ind til Frannie, vidste jeg at jeg havde taget fejl af Quinn hele vejen igennem. Og jeg følte mig svigtet og vred. Uanset hvor meget jeg forsøgte at tale mig selv til fornuft, havde det at se min kæreste på samme side som vampyrer jeg måtte betragte som fjender, antændt en brand inden i mig. Jeg ruskede op i mig selv og så mig rundt om i lokalet.

Amelia var styrtet ud på badeværelset, så snart hun kunne tillade sig at slippe Frannie der stadig græd. Jeg havde på fornemmelsen at spændingen havde været for meget for min hekseveninde, og lydene ude fra badeværelset bekræftede det. Eric talte stadig i telefon med Clancy og lod som om han havde travlt mens han lige skulle fordøje den store ændring i sin situation. Jeg kunne ikke læse hans tanker, men så meget vidste jeg. Han gik ned ad gangen, måske for at kunne være lidt i fred mens han tog sin fremtid op til fornyet overvejelse.

Victor var gået udenfor for at tale med sine kohorter, og jeg hørte en af dem udbryde »Jaaa!« som om hans hold havde scoret et vindende mål, hvilket vel egentlig også var tilfældet.

Hvad mig selv angik, følte jeg mig lidt svag i knæene og kunne slet ikke få hold på mine tanker. Bill lagde armen om mig og fik mig til at sætte mig i den stol Eric havde rejst sig fra. Jeg mærkede hans kølige læber strejfe min kind. Jeg skulle have haft et hjerte af sten for at være upåvirket af hans lille tale til Victor – den havde jeg ikke glemt, uanset hvor skræmmende nattens begivenheder havde været – og mit hjerte er ikke gjort af sten.

Bill knælede ned ved mine fødder og vendte sit hvide ansigt op mod mig. »Jeg håber at du en dag vil komme til mig,« sagde han. »Jeg vil aldrig påtvinge dig mig selv eller mit selskab.« Og så rejste han sig og gik udenfor for at hilse på sine nye vampyrfæller.

Okey-dokey.

Åh gud, natten var ikke overstået endnu.

Jeg traskede tilbage til soveværelset og skubbede døren op og havde tænkt mig at vaske mig i ansigtet eller børste tænder eller gøre et forsøg på at glatte mit hår ud fra en idé om at det kunne få mig til at føle mig lidt mindre smadret.

Eric sad på min seng med hænderne for ansigtet.

Han kiggede op på mig da jeg trådte ind, og han så rystet ud. Det var selvfølgelig ikke så mærkeligt oven på den meget omfattende magtovertagelse og det traumatiske vagtskifte.

»Når jeg sidder her på din seng og mærker din duft,« sagde han med en stemme så lav at jeg var nødt til at anstrenge mig for at høre det. »Sookie … Jeg kan huske det alt sammen.«

»Årh, for helvede,« sagde jeg og gik ud på badeværelset og lukkede døren. Jeg børstede hår og tænder og skrubbede mig i ansigtet, men jeg var nødt til at komme ud igen. Jeg var lige så kujonagtig som Quinn hvis jeg ikke konfronterede vampyren.

Eric begyndte at tale i samme øjeblik jeg kom ud. »Det er slet ikke til at tro at jeg –«

»Ja ja, jeg ved det, elskede et sølle menneske, kom med alle de løfter, var så sød og rar og gerne ville være sammen med mig for evigt,« mumlede jeg. Det måtte være muligt at skyde genvej gennem denne scene.

»Det er slet ikke til at tro at jeg kunne føle så stærkt og være så glad for første gang i hundreder af år,« sagde Eric med en vis værdighed. »Det må da også tale lidt til min ære.«

Jeg gnubbede min pande. Det var midt om natten, jeg havde troet at jeg skulle dø, den mand jeg havde tænkt på som min kæreste, havde netop vendt helt op og ned på mit billede af ham. Selv om »hans« vampyrer nu var på samme side som »mine« vampyrer, havde jeg følelsesmæssigt knyttet mig til vampyrerne i Louisiana selv om nogle af dem havde været ekstremt frygtindgydende. Ville Victor Madden og hans folk være mindre skræmmende? Det kunne jeg ikke forestille mig. Alene her i nat havde de dræbt en hel del vampyrer jeg havde kendt og holdt af.

Og oven i alle disse begivenheder troede jeg ikke jeg også kunne klare en Eric der lige havde oplevet en åbenbaring.

»Kan vi tale om det her en anden gang hvis vi er nødt til at tale om det?« spurgte jeg.

»Ja,« sagde han efter en lang pause. »Ja. Dette er ikke det rette tidspunkt.«

»Jeg ved ikke om der findes noget rigtigt tidspunkt til den samtale.«

»Men vi bliver nødt til at føre den,« sagde Eric.

»Eric … åh, okay.« Jeg lavede en »glem det«-bevægelse med hånden. »Jeg er glad for det nye regime gerne vil beholde dig.«

»Det ville gøre dig ondt hvis jeg døde.«

»Ja, vi er forbundet gennem blodet og bla bla bla.«

»Ikke på grund af båndet.«

»Okay, du har ret. Det ville gøre mig ondt hvis du døde. Og jeg ville højst sandsynligt også selv være død så det ville ikke have gjort ondt så længe. Er du så venlig at skride?«

»Javist,« sagde han med et anstrøg af det gamle Eric-temperament. »Jeg skal nok skride nu, men vi tales ved senere. Og jeg kan forsikre dig om, min engang elskede, at vi nok skal nå frem til en forståelse. Hvad Las Vegas-vampyrerne angår, vil de være godt klædt på til at drive en anden stat der er stærkt afhængig af turisme. Kongen af Nevada er en magtfuld mand, og Victor er ikke en man skal undervurdere. Victor er hensynsløs, men han vil ikke ødelægge noget han kan gøre brug af. Han er meget god til at beherske sit temperament.«

»Så du er ikke for alvor utilfreds med magtovertagelsen?« Jeg kunne ikke skjule chokket i min stemme.

»Sket er sket,« sagde Eric. »Man opnår ikke noget ved at være ‘ulykkelig’ nu. Jeg kan ikke vække nogen til live igen, og jeg kan ikke overvinde Nevada ene mand. Jeg vil ikke bede mine folk dø i et forgæves forsøg.«

Jeg kunne bare ikke opvise samme pragmatisme som Eric. Jeg kunne følge hans pointer, og når jeg havde fået noget søvn, ville jeg måske være meget enig med ham. Men ikke nu og her. Han virkede alt for kold på mig. Han havde selvfølgelig også haft nogle hundrede år til at blive sådan, og måske havde han været nødt til at gå gennem den her proces mange gange.

Sikke dystre fremtidsudsigter.

Eric standsede op på vej ud ad døren for at bøje sig ned og kysse mig på kinden. Det var åbenbart endnu en aften hvor jeg skulle kysses på. »Jeg er ked af det med tigeren,« sagde han, og det var ligesom den sidste dråbe den nat. Jeg blev siddende sammensunken i den lille stol i hjørnet af soveværelset indtil jeg var sikker på at alle havde forladt huset. Da der kun var én varm hjerne tilbage, Amelias, kiggede jeg ud fra soveværelset for at se efter. Jep, alle andre var væk.

»Amelia?« kaldte jeg.

»Ja,« svarede hun, og jeg gik ud for at finde hende. Hun var inde i dagligstuen og var lige så udmattet som jeg.

»Tror du, du kan sove?« spurgte jeg.

»Jeg ved det ikke. Jeg har tænkt mig at prøve.« Hun rystede på hovedet. »Det her ændrer alt.«

»Hvad det her?« Utroligt nok forstod hun hvad jeg mente.

»Magtskiftet hos vampyrerne. Min far havde mange forbindelser til New Orleans-vampyrerne. Han skulle til at arbejde for Sophie-Anne, reparere hendes hovedkvarter i New Orleans. Såvel som alle hendes andre ejendomme. Jeg må hellere ringe og fortælle ham det. Han vil være interesseret i at komme tidligt på banen med den nye fyr.«

På sin egen måde tænkte Amelia lige så praktisk som Eric. Jeg følte mig ikke længere på bølgelængde med nogen som helst. Jeg kunne ikke komme på nogen jeg kunne ringe til, som ville føle sig den mindste smule bedrøvede over tabet af Sophie-Anne, Arla Yvonne, Cleo … Og listen fortsatte. Det fik mig for første gang til at spekulere over om vampyrer ikke blev hærdede over for tab. Af at se alt det liv der passerede forbi og så forsvandt. Generation efter generation gik i graven mens de udøde levede videre. Og videre.

Nå, men dette trætte menneske – som i sidste ende ville gå bort – havde noget så frygtelig brug for noget søvn. Hvis der kom endnu en fjendtlig magtovertagelse her i nat, måtte det blive uden mig. Jeg låste alle dørene igen, råbte op ad trappen for at sige godnat til Amelia og kravlede tilbage i seng. Jeg lå vågen i mindst en halv time fordi mine muskler spjættede lige når jeg var ved at døse hen. Så satte jeg mig op og var lysvågen og troede der kom nogen ind på værelset for at advare mig om en stor katastrofe.

Men til sidst kunne ikke engang disse spjæt holde mig vågen længere. Jeg faldt i en dyb søvn. Da jeg vågnede, var solen stået op og skinnende ind ad vinduet, og Quinn sad i stolen i hjørnet hvor jeg havde siddet sammensunken om natten og prøvet at finde ud af hvordan jeg skulle håndtere Eric.

Det var ikke en trend jeg brød mig om. Jeg havde ikke lyst til at en masse fyre skulle dukke pludseligt op og forsvinde lige så pludseligt fra mit soveværelse. Jeg ønskede én der ville blive.

»Hvem har lukket dig ind?« spurgte jeg og satte mig op på den ene albue. Han så godt ud i betragtning af at han ikke havde fået så meget søvn. Han var en meget stor mand med et meget glat hoved og store violette øjne. Jeg havde altid elsket den måde han så ud på.

»Amelia,« sagde han. »Jeg ved jeg ikke burde være kommet ind, at jeg skulle have ventet til du var stået op. Du vil måske ikke have mig i huset.«

Jeg gik ud på badeværelset for at give mig selv et øjeblik, en anden manøvre der var ved at blive lidt for meget en vane. Da jeg kom ud i en lidt pænere og mere vågen tilstand end jeg var gået ind i, havde Quinn hentet et krus kaffe til mig. Jeg tog en slurk og følte mig straks bedre i stand til at klare det der måtte komme. Men ikke i soveværelset.

»Køkkenet,« sagde jeg, og vi gik ud i det lokale der altid havde været hjertet i huset. Det havde været meget utidssvarende dengang branden havde ødelagt det. Nu havde jeg et splinternyt køkken, men jeg savnede det gamle. Det bord min familie havde spist ved i årevis, var blevet erstattet med et moderne, og de nye stole var meget mere komfortable end de gamle, men jeg blev stadig grebet af en følelse af savn en gang imellem når jeg kom til at tænke på hvad der var gået tabt.

Jeg havde en skæbnesvanger fornemmelse af at »savn« ville være dagens tema. I løbet af min urolige søvn havde jeg åbenbart tillagt mig noget af den praktiske indstilling der havde forekommet mig så trist aftenen før. For at udskyde den samtale vi skulle føre, gik jeg hen til bagdøren og kiggede ud og konstaterede at Amelias bil ikke holdt der. I det mindste var vi alene.

Jeg satte mig ned over for den mand jeg havde håbet på at elske.

»Skat, du ser ud som om én lige havde fortalt dig at jeg var død,« sagde Quinn.

»Sådan kunne det også lige så godt være,« sagde jeg, for jeg var nødt til at kaste mig ud i det uden at kigge til hverken højre eller venstre. Han krympede sig.

»Sookie, hvad kunne jeg have gjort?« spurgte han. »Hvad kunne jeg have gjort?« Der var en undertone af vrede i stemmen.

»Hvad kan jeg gøre?« spurgte jeg omvendt, for jeg havde ikke noget svar at give ham.

»Jeg sendte Frannie! Jeg prøvede på at advare dig!«

»For lidt, for sent,« sagde jeg. Jeg blev straks selvkritisk: Var jeg for hård, uretfærdig, utaknemmelig? »Hvis du havde ringet til mig for nogle uger siden, bare en enkelt gang, ville jeg måske have det anderledes. Men du havde vel for travlt med at prøve at finde din mor.«

»Så du slår op med mig på grund af min mor,« sagde han. Han lød bitter, og jeg kunne ikke bebrejde ham det.

»Ja,« sagde jeg efter at have afprøvet min beslutning indeni et øjeblik. »Det tror jeg, jeg gør. Det er ikke så meget din mor som hele situationen. Så længe din mor lever, vil hun altid komme i første række, fordi hun er så skadet. Jeg føler med hende, tro mig. Og jeg er ked af at du og Frannie har sådan en utaknemmelig opgave. Jeg ved alt om utaknemmelige opgaver.«

Quinn kiggede ned i sit kaffekrus med ansigtet forvredet af vrede og træthed. Det var sikkert det værst tænkelige tidspunkt til dette opgør, men det kunne ikke være anderledes. Jeg var for såret til at udsætte det længere.

»Og selv om du ved alt det, og ved at jeg holder af dig, har du ikke lyst til at se mig mere,« sagde Quinn og spyttede hvert ord ud. »Du har ikke lyst til at prøve på at få det til at fungere.«

»Jeg holder også af dig, og jeg havde håbet vi skulle have en masse mere sammen,« sagde jeg. »Men det her i nat var bare for meget for mig. Jeg var nødt til at høre om din fortid fra en anden, husker du nok? Jeg tror du måske ikke fortalte mig om det fra begyndelsen fordi du vidste det ville være et problem. Ikke dine kampe i arenaen – dem er jeg ligeglad med. Men din mor og Frannie … Tja, de er din familie. De er … afhængige af dig. De kan ikke undvære dig. De vil altid komme i første række.« Jeg holdt inde et øjeblik og bed mig i læben. Nu kom den sværeste del. »Jeg vil gerne være den vigtigste. Jeg ved godt det er egoistisk og måske uopnåeligt og måske udtryk for overfladiskhed. Men jeg vil bare gerne være den vigtigste for nogen. Hvis det er forkert af mig, så er det sådan det er. Så er det forkert af mig. Men det er sådan jeg har det.«

»Så er der ikke noget tilbage at snakke om,« sagde Quinn efter at have siddet og tænkt sig om et øjeblik. Han så glædesløst på mig. Jeg kunne ikke være uenig. Han satte sine store hænder fladt ned i bordet, rejste sig og gik.

Jeg følte mig som et dårligt menneske. Jeg følte mig ulykkelig, som én der har mistet noget. Jeg følte mig som en egoistisk møgkælling.

Men jeg lod ham gå ud ad døren.