19.

Amelia og Octavia kredsede rundt i to dage før de besluttede at det var bedst at lade mig være i fred. Det gjorde mig kun endnu mere tvær at læse deres ængstelige tanker, for jeg havde ikke lyst til at blive trøstet. Jeg skulle lide for hvad jeg havde gjort, og det betød jeg ikke kunne acceptere nogen forsøg på at mindske min elendighed. Så jeg skumlede og surmulede og rugede og fyldte hele huset med min dystre stemning.

Min bror kom på et tidspunkt ind på baren, og jeg vendte ryggen til ham. Dove Beck valgte at holde op med at gå på Merlotte’s, hvilket var godt, selv om han i mine øjne var den mindst skyldige af dem alle sammen – ikke at det gjorde ham til noget uskyldsrent lam. Når Alcee Beck kom ind, fremgik det tydeligt at hans bror havde betroet sig til ham, for Alcee så endnu mere vred ud end normalt, og han mødte mit blik ved enhver given lejlighed, bare for vise mig at han var min ligemand.

Gudskelov viste Calvin sig ikke. Jeg kunne ikke have klaret det. Jeg havde hørt rigeligt ved baren fra hans kolleger på Norcross om den ulykke han havde været ude for mens han arbejdede på sin vogn derhjemme.

Helt uventet trådte Eric den tredje aften ind på Merlotte’s. Jeg så en enkelt gang på ham, og pludselig løsnede min strube sig, og jeg mærkede tårerne vælde op i mine øjne. Men Eric gik gennem lokalet som om han ejede stedet, og videre ned ad gangen til Sams kontor. Nogle øjeblikke efter stak Sam hovedet ud og vinkede ad mig.

Jeg trådte ind, og til min overraskelse lukkede Sam døren til kontoret.

»Hvad er der galt?« spurgte Sam mig. Han havde forsøgt at finde ud af det i flere dage, og jeg havde affærdiget hans velmente forespørgsler.

Eric stod lidt til siden med armene over kors. Han lavede en håndbevægelse der betød: »Fortæl os det, vi venter.« På trods af hans bryske maner, løsnede hans tilstedeværelse den store knude i maven, den der havde holdt ordene låst fast inde i mig.

»Jeg smadrede Calvin Norris’ hånd,« sagde jeg. »Med en mursten.«

»Så han var … Han meldte sig som stedfortræder for din svigerinde ved brylluppet,« sagde Sam, der hurtigt havde regnet det ud. Eric så helt uforstående ud. Vampyrer ved godt noget om varskabningerne – det er de nødt til – men vampyrer tror de er så overlegne at de ikke behøver gøre sig den umage at lære de nærmere detaljer at kende om varskabningernes ritualer og skikke.

»Hun var nødt til at brække hans hånd, for den repræsenterer hans kløer i panterskikkelse,« forklarede Sam utålmodigt. »Hun gjorde det på vegne af Jason.« Og så vekslede Sam og Eric et blik der skræmte mig fordi de virkede så enige. Ingen af dem brød sig det mindste om Jason.

Sam så fra mig til Eric som om han forventede at Eric skulle gøre noget for at få mig til at føle mig bedre tilpas. »Jeg er ikke hans ejendom,« sagde jeg skarpt da jeg følte mig temmelig manipuleret. »Troede du at jeg straks ville føle mig glad og ubekymret, bare fordi Eric kom?«

»Nej,« sagde Sam og lød selv lidt vred. »Men jeg håbede at det ville hjælpe dig til at snakke om hvad der var i vejen.«

»Hvad der er i vejen,« sagde jeg meget stilfærdigt. »Okay, der er det i vejen at min bror arrangerede at Calvin og jeg skulle kigge forbi og se til Crystal, der er omkring fire måneder henne, og han arrangerede det sådan at vi ville komme nogenlunde samtidig. Og da vi så kom, fandt vi Crystal i seng med Dove Beck. Som Jason vidste vi ville.«

»Og derfor skulle du brække varpanterens fingre,« sagde Eric. Han kunne lige så godt have spurgt om jeg skulle iføre mig kyllingeknogler og dreje tre gange rundt om mig selv. Det var tydeligt at han forhørte sig om en primitiv stammes sære skikke.

»Ja, Eric, det var hvad jeg skulle,« sagde jeg dystert. »Jeg var nødt til at brække min vens fingre med en mursten i alles påsyn.«

For første gang syntes det at gå op for Eric at han havde grebet det forkert an. Sam så forbitret på ham. »Og jeg som troede at du ville være sådan en stor hjælp,« sagde han.

»Jeg har nogle opgaver der venter på mig i Shreveport,« svarede Eric en anelse defensivt. »Herunder at beværte den nye konge.«

Sam mumlede noget der i mistænkelig grad lød som: »Forpulede vampyrer.«

Det her var fuldstændig urimeligt. Jeg havde forventet en masse medfølelse nu hvor jeg endelig afslørede grunden til mit dårlige humør. Men nu havde Sam og Eric så travlt med at være irriterede på hinanden at ingen af dem et øjeblik tænkte på mig. »Tak, venner,« sagde jeg. »Det har sørme været hyggeligt. Eric, du har virkelig været en stor hjælp – tak for de medfølende ord.« Og så gik jeg stærkt fortørnet, som min bedstemor kaldte det. Jeg marcherede tilbage ud i baren og betjente kunderne med så barsk en mine at flere af dem ikke turde kalde på mig for at få mere at drikke.

Jeg besluttede mig for at rengøre bordpladerne bag baren, for Sam var stadig inde på kontoret sammen med Eric … medmindre Eric var gået ud ad bagdøren. Jeg skrubbede og polerede og skænkede nogle fadøl til Holly, og jeg stillede alting så omhyggeligt at Sam måske ville få et lille problem med at finde tingene. Bare en uge eller to.

Så kom Sam ud for at indtage sin plads, så på bordpladen med tavst mishag og lavede et ryk med hovedet for at antyde jeg skulle skride fra baren. Mit dårlige humør smittede tydeligvis.

I ved hvordan det er nogle gange, når nogen virkelig prøver på at muntre én op? Hvor man bare beslutter at der ved gud ikke er noget i verden der kan gøre en i bedre humør? Sam havde smidt Eric i hovedet på mig som om han havde stukket mig en lykkepille, og så var han fortørnet over at jeg ikke havde slugt den. I stedet for at være taknemmelig over at Sam holdt nok af mig til at ringe til Eric, var jeg vred over hans formastelighed.

Jeg var i virkelig sort humør.

Quinn var væk. Jeg havde opgivet ham. Dum fejl eller klog beslutning? Kendelsen var stadig ikke afsagt.

En masse varulve var døde i Shreveport på grund af Priscilla, og jeg havde set nogle af dem dø. Tro mig, det er ikke noget man lige ryster af sig.

Mere end et par vampyrer var også døde, herunder nogle jeg havde kendt ganske godt.

Min bror var et lusket manipulerende røvhul.

Min oldefar ville aldrig nogen sinde tage mig med på fisketur.

Okay, nu var jeg ved at blive fjollet. Pludselig kom jeg til at smile, fordi jeg for mit indre blik så feernes fyrste i gamle denimoveralls og en Bon Temps Hawks-baseballkasket belæsset med en dåse orm og et par fiskestænger.

Jeg mødte Sams blik mens jeg stod og ryddede tallerkener af et bord. Jeg blinkede til ham.

Han vendte sig bort og rystede på hovedet, men jeg nåede at opfatte antydningen af et smil i mundvigene.

Og lige med et var mit dårlige humør officielt slut. Min sunde fornuft tog over. Det gav ingen mening at blive ved med at pine mig selv på grund af Hotshot-episoden. Jeg havde gjort hvad jeg var nødt til at gøre. Calvin forstod det bedre end jeg gjorde. Min bror var et røvhul, og Crystal var en luder. Det var de kendsgerninger jeg var nødt til at forholde mig til. De var ganske vist begge to ulykkelige mennesker der teede sig fordi de havde giftet sig med den forkerte, men de var i teorien også begge to voksne mennesker, og jeg kunne ikke løse problemerne i deres ægteskab, lige så lidt som jeg havde kunnet forhindre det.

Varulvene havde klaret deres egne problemer på deres egen måde, og jeg havde gjort mit bedste for at hjælpe dem. Vampyrerne kunne man sige det samme om … mere eller mindre.

Okay. Måske ikke helt.

Da jeg fik fri fra arbejde, blev jeg ikke fuldstændig irriteret over at se Eric stå og vente ved min bil. Han så ud til at nyde natten, nyde at stå alene ude i kulden. Jeg skuttede mig, for jeg havde ikke taget kraftigt overtøj med. Min vindjakke var ikke nok.

»Det har været rart at være lidt alene,« sagde Eric uventet.

»På Fangtasia er du vel omgivet af folk hele tiden,« sagde jeg.

»Omgivet af folk der ønsker noget af mig,« sagde han.

»Men du nyder det da, ikke? At være en stor kanon?«

Eric så ud som om han grundede over det. »Jo, jeg kan godt lide det. Jeg kan lide at være boss. Jeg kan ikke lide at blive … aftjekket. Er der noget der hedder sådan? Jeg glæder mig til at Felipe de Castro og hans håndlanger Sandy rejser deres vej igen. Victor bliver og overtager New Orleans.«

Eric betroede sig til mig. Det var nærmest uden fortilfælde. Det var som et normalt gensidigt, ligeværdigt forhold.

»Hvordan er den nye konge?« Uanset hvor meget jeg frøs, kunne jeg ikke modstå at holde samtalen i gang.

»Han er smuk, hensynsløs og snedig,« sagde Eric.

»Ligesom dig.« Jeg kunne have stukket mig selv en lussing.

Eric nikkede efter et kort øjeblik. »Men i højere grad,« sagde Eric dystert. »Jeg bliver nødt til at være på stikkerne for at holde trit med ham.«

»Det glæder mig såre at høre dig sige det,« sagde en stemme med accent.

Dette var så ganske afgjort det jeg betegnede som en Oh, shit!-oplevelse. En særdeles flot mand trådte frem fra skovbrynet, og jeg blinkede da jeg så nærmere på ham. Mens Eric bukkede, skannede jeg Felipe de Castro fra de skinnende sko til det frimodige ansigt. Mens jeg også selv bukkede, lige lovligt sent, indså jeg at Eric ikke havde overdrevet da han kaldte den nye konge smuk. Felipe de Castro var en latinamerikaner der fik Jimmy Smits til at blegne i sammenligning, og jeg er ellers en stor beundrer af mr. Smits. Selv om Castro måske ikke var meget mere end 1,75, førte han sig frem med en sådan værdighed og kropsholdning at man ikke kunne tænke på ham som lav – han fik snarere andre mænd til at se alt for høje ud. Hans tykke, mørke hår var klippet tæt ind til hovedet, og han havde overskæg og et lille hageskæg. Han havde karamelfarvet hud og mørke øjne, kraftige svungne øjenbryn, en markant næse. Kongen bar kappe – jeg lyver ikke, en vaskeægte lang sort kappe. Han så så betagende ud, at jeg ikke engang overvejede at fnise. Ud over kappen så han ud som om han havde klædt sig på til en aften med flamencodans, med hvid skjorte, sort vest og fine sorte herrebukser. Castro havde hul i det ene øre, og der sad en mørk ædelsten i det. Sikkerhedsbelysningen var ikke stærk nok til at jeg kunne se, hvad det kunne være for en. Rubin? Smaragd?

Jeg havde rettet mig op og stirrede igen. Men da jeg kiggede på Eric, så jeg at han stadig bukkede. Åh-åh. Nå, men jeg var ikke en af hans undersåtter, og jeg havde ikke tænkt mig at bukke igen. Det stred allerede mod mine amerikanske idealer at gøre det én gang.

»Hej, jeg hedder Sookie Stackhouse,« sagde jeg da tavsheden var ved at blive pinlig. Jeg rakte automatisk hånden frem, kom i tanke om at vampyrer ikke gav hånd, og tog den til mig igen. »Undskyld,« sagde jeg.

Kongen bøjede hovedet. »Miss Stackhouse,« sagde han, og hans accent gav mit navn en herlig klang. (»Miiis Stekhuss«).

»Ja, sir. Jeg er ked af at måtte køre allerede nu, men der er virkelig koldt herude, og jeg har brug for at komme hjem.« Jeg smilede bredt til ham, det vanvittige strålende smil jeg sender folk når jeg er rigtig nervøs. »Farvel, Eric,« pludrede jeg og stillede mig på tå for at kysse ham på kinden. »Ring til mig når du har en ledig stund. Medmindre du af en eller anden tosset grund har brug for at jeg bliver?«

»Nej, gamle flamme, du er nødt til at køre hjem og komme ind i varmen,« sagde Eric og tog begge mine hænder i sine. »Jeg ringer til dig når arbejdet tillader det.«

Da han slap mig, gjorde jeg et akavet lille buk i retning af kongen (amerikanere er jo ikke vant til at skulle bøje sig!) og sprang ind i min bil før nogen af vampyrerne kunne nå at ændre mening om min exit. Jeg følte mig som en kujon – en meget lettet kujon – da jeg bakkede ud og kørte væk fra parkeringspladsen. Men allerede da jeg drejede ud på Hummingbird Road, blev jeg i tvivl om visdommen i min beslutning.

Jeg var bekymret for Eric. Det var et temmelig nyt fænomen, det gjorde mig meget urolig, og det var begyndt på kupnatten. At bekymre sig om Eric var som at bekymre sig om en klippes eller en tornados velbefindende. Hvornår havde jeg nogensinde måttet bekymre mig om ham før? Han var en af de mest stærke og magtfulde vampyrer jeg nogen sinde havde mødt. Men Sophie-Anne havde haft endnu større styrke og magt og været beskyttet af den store kriger Sigebert, og se hvad der var sket med hende. Jeg følte mig lige pludselig meget ilde til mode. Hvad var der galt med mig?

Jeg fik en forfærdelig tanke. Måske var jeg bekymret af den simple grund at Eric var bekymret? Ulykkelig, fordi Eric var ulykkelig? Var jeg så stærkt modtagelig for hans følelser og på så stor afstand? Burde jeg vende bilen og finde ud af hvad der foregik? Hvis kongen gjorde Eric fortræd, kunne jeg umuligt være til nogen hjælp. Jeg var nødt til at trække ind til siden af vejen. Jeg kunne ikke køre længere.

Jeg havde aldrig fået et panikanfald, men jeg var bange for jeg fik et nu. Jeg var lammet af ubeslutsomhed, igen ikke noget der sædvanligvis kendetegnede mig. Jeg kæmpede med mig selv og prøvede at tænke klart, og jeg indså at jeg var nødt til at køre tilbage hvad enten jeg ville eller ej. Det var en forpligtelse jeg ikke kunne ignorere, ikke på grund af mit bånd til Eric, men fordi jeg kunne lide ham.

Jeg drejede på rattet og lavede en U-vending midt på Hummingbird Road. Da jeg kun havde passeret to biler efter jeg kørte fra baren, var den manøvre ikke nogen stor færdselsforseelse. Jeg kørte tilbage meget hurtigere end jeg var kørt derfra, og da jeg kom til Merlotte’s fandt jeg kundeparkeringspladsen helt tom. Jeg parkerede omme foran og tog mit gamle softballbat som jeg gemte under sædet. Min bedstemor havde givet mig det til min sekstenårs fødselsdag. Det var et rigtig godt bat selv om det havde kendt bedre dage. Jeg sneg mig rundt om bygningen og skjulte mig i de buske der voksede langs fundamentet. Himmelsk bambus. Jeg hader himmelsk bambus. De er pjuskede og grimme og stilkede, og jeg er allergisk over for dem. Selv om jeg havde både vindjakke, bukser og sokker på, gav min næse sig til at løbe i samme øjeblik jeg banede mig vej ind mellem planterne.

Jeg kiggede meget forsigtigt rundt om hjørnet.

Jeg var så chokeret at jeg dårligt kunne tro mine egne øjne.

Sigebert, dronningens livvagt, var ikke blevet dræbt under kuppet. Nul putte, han var stadig blandt de udøde. Og her stod han på Merlotte’s parkeringsplads og havde det vældig sjovt med den nye konge, Felipe de Castro, og Eric – og med Sam, der formentlig var blevet indfanget alene fordi han var kommet ud fra baren for at gå hen til sin trailer.

Jeg tog en dyb indånding – en dyb, men lydløs indånding – og tvang mig til at analysere hvad det var jeg var vidne til. Sigebert var et bjerg af en mand, og han havde været dronningens muskelmand i århundreder. Hans bror, Wybert, var død i dronningens tjeneste, og jeg var sikker på Sigebert havde været mål for vampyrerne fra Nevada. Det havde sat sig sine spor på ham. Vampyrer heler hurtigt, men Sigebert var blevet så alvorligt såret at han selv adskillige dage efter kampen stadig var synligt beskadiget. Der løb et stort sår hen over hans pande, og han havde et forfærdeligt mærke lige over det sted hvor jeg mente hans hjerte måtte være. Hans tøj var forrevet og plettet og beskidt. Måske troede Nevada-vampyrerne at han var gået i opløsning, mens han i virkeligheden havde formået at slippe væk og gemme sig. Ikke vigtigt, sagde jeg til mig selv.

Det vigtige var at det var lykkedes ham at lænke både Eric og Felipe de Castro med sølvkæder. Hvordan? Ikke vigtigt, sagde jeg igen til mig selv. Måske var de flyvske tanker også noget der skyldtes Eric, som så meget mere forslået ud end kongen. Selvfølgelig måtte Sigebert opfatte Eric som en forræder.

Eric blødte fra hovedet, og hans arm var tydeligvis brækket. Castro blødte kraftigt ud af munden, så Sigebert havde måske trampet på ham. Eric og Castro lå begge på jorden, og i den skarpe sikkerhedsbelysning var de begge to mere hvide end sne. Sam var på en eller anden måde blevet bundet til kofangeren af sin egen bil, og han havde tilsyneladende ikke lidt overlast, i hvert fald ikke indtil videre. Gudskelov.

Jeg prøvede at regne ud hvordan jeg skulle overvinde Sigebert med mit aluminiumsbat, men jeg kom ikke på nogen gode idéer. Hvis jeg løb direkte på ham, ville han bare le. Selv om han var kraftigt såret, var han stadig vampyr, og jeg kunne ikke hamle op med ham medmindre jeg fik en rigtig god idé. Så jeg så til og ventede, men i sidste ende kunne jeg ikke klare at se ham gøre Eric mere fortræd, for tro mig, det gør ondt at blive sparket af en vampyr. Desuden morede Sigebert sig pragtfuldt med den store kniv han havde medbragt.

Det største våben jeg havde til rådighed? Okay, det måtte være min bil. Jeg følte et lille stik af ærgrelse, for det var den bedste bil jeg nogensinde havde haft, og Tara havde solgt den til mig for en dollar da hun havde fået sig en nyere. Men det var det eneste jeg kunne komme på, der kunne skade Sigebert bare en lille smule.

Så jeg sneg mig tilbage og bad til at Sigebert ville være så opslugt af torturen at han ikke ville bemærke lyden af en bildør. Jeg lagde hovedet ned på rattet og tænkte så intenst som jeg nogen sinde har tænkt. Jeg tænkte på parkeringspladsen og dens indretning, og jeg tænkte på placeringen af de bundne vampyrer, og så tog jeg en dyb indånding og drejede nøglen. Jeg kørte rundt om bygningen og ønskede at min bil kunne snige sig gennem de forbandede bambusbuske ligesom jeg havde gjort, og jeg svingede i en bred bue for at få plads til at angribe, og lys fra lygterne ramte Sigebert, og jeg jokkede speederen i bund og kørte direkte mod ham. Han prøvede at komme af vejen, men han var ikke alt for kvik, og jeg havde taget ham med bukserne nede (bogstaveligt talt – jeg havde overhovedet ikke lyst til at tænke på hans næste torturplan). Jeg ramte ham meget hårdt, og han røg i vejret og landede på taget af bilen med et højlydt bump.

Jeg skreg og bremsede, for det var så langt som min planlægning rakte. Han gled ned over bagenden af bilen, efterlod sig et frygteligt spor af mørkt blod og forsvandt ud af syne. Jeg var bange for at han ville dukke op igen i bakspejlet, så jeg satte bilen i bakgear og jokkede på sømmet igen. Bump. Bump. Jeg satte bilen i frigear og sprang ud med battet i hånden og konstaterede at Sigeberts ben og det meste af hans overkrop var klemt ind under bilen. Jeg styrtede hen til Eric og begyndte at fumle med sølvkæderne, mens han stirrede på mig med opspilede øjne. Castro bandede heftigt på spansk, og Sam sagde »Skynd dig, Sookie, skynd dig!« hvilket virkelig ikke gavnede min koncentrationsevne.

Jeg gav op over for de forbandede kæder og tog den store kniv og skar Sam fri så han kunne hjælpe. Kniven kom tæt nok på hans hud til at få ham til at hyle op en gang eller to, men jeg gjorde virkelig mit bedste, og han blødte ikke. Jeg må give ham at han kom hen til Castro på rekordtid og gik i gang med at befri ham, mens jeg løb tilbage til Eric og lagde kniven på jorden ved siden af os mens jeg baksede med ham. Nu hvor jeg havde mindst én allieret med lemmerne fri, kunne jeg koncentrere mig, og jeg fik Erics ben løsnet (så han i det mindste kunne løbe sin vej – det var vist mit ræsonnement) og derefter, mere langsomt, hans arme og hænder. Sølvet var blevet viklet omkring ham mange gange, og Sigebert havde sørget for at det rørte ved Erics hænder. De var et frygteligt syn. Castro havde lidt endnu mere under lænkerne, for Sigebert havde berøvet ham den smukke kappe og det meste af skjorten.

Mens jeg var ved at vikle den sidste kæde af, skubbede Eric så hårdt til mig som han kunne, greb kniven og kom så hurtigt på benene at jeg kun så en tågeklat. Så var han over Sigebert, der rent faktisk havde løftet bilen for at få sine ben fri. Han var begyndt at trække sig løs, og et øjeblik senere ville han have været på fri fod.

Har jeg nævnt at det var en stor kniv? Og den må have været skarp, for Eric landede ved siden af Sigebert, sagde »Bered dig på at møde din skaber«, og skar krigervampyrens hoved af.

»Åh,« sagde jeg skælvende og satte mig pladask ned på parkeringspladsens kolde grus. »Wauw.« Vi blev alle sammen siddende hvor vi var, og hev efter vejret en fem minutters tid. Så rejste Sam sig op ved siden af Felipe de Castro og tilbød ham en hånd. Vampyren tog den, og da han var kommet op at stå, præsenterede han sig for Sam, der automatisk præsenterede sig selv.

»Miss Stackhouse,« sagde kongen, »jeg står i gæld til dig.«

Jep.

»Det er okay,« sagde jeg med en stemme der ikke var helt så rolig som den burde være.

»Tak,« sagde han. »Hvis din bil blevet for beskadiget til at reparere, vil jeg med glæde købe en ny til dig.«

»Ih, tak,« sagde jeg fuldstændig oprigtigt og rejste mig. »Jeg vil se om jeg kan køre den hjem i aften. Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare skaden. Tror du at de vil tro på mig på pladeværkstedet hvis jeg siger at jeg kørte over en alligator?« Det skete en gang imellem. Var det underligt at jeg bekymrede mig om min bilforsikring?

»Dawson skal nok kigge på den,« sagde Sam. Hans stemme lød lige så underlig som min. Han havde også troet at han skulle dø. »Jeg ved godt at han er motorcykelmekaniker, men jeg tør vædde på at han godt kan reparere din bil. Han har alle mulige opgaver hele tiden.«

»Gør hvad der skal gøres,« sagde Castro storsindet. »Jeg skal nok betale det. Eric, vil du være venlig at forklare hvad der lige skete?« Hans stemme var betydeligt mere bitter nu.

»Det må du bede dine folk om at forklare,« svarede Eric med en vis berettigelse. »Sagde de ikke til dig at Sigebert, dronningens livvagt, var død? Men han ligger altså der.«

»En fremragende pointe.« Castro kiggede ned på det smuldrende lig. »Så det var den legendariske Sigebert. Han har nu sluttet sig til sin bror, Wybert.« Han lød helt fornøjet.

Jeg havde ikke vidst at brødrene var berømte blandt vampyrerne, men de havde helt sikkert været unikke. Deres vældige fysik, deres primitive gebrokne engelsk, deres fuldstændige hengivenhed over for den kvinde der havde gjort dem til vampyrer århundreder forinden – jovist, enhver rettænkende vampyr måtte elske den historie. Jeg var ved at falde om på stedet hvor jeg stod, og Eric rykkede så hurtigt hen til mig at jeg ikke kunne følge bevægelserne, og greb mig. Der var meget Scarlett og Rhett over det, et indtryk der alene blev ødelagt af at der var to andre fyre til stede, at vi befandt os på en ganske almindelig parkeringsplads, og at jeg var ked af skaderne på min bil. Samt ikke så lidt chokeret.

»Hvordan kunne han overmande tre stærke fyre som jer?« spurgte jeg. Jeg tog mig ikke af at Eric holdt om mig. Det fik mig til at føle mig lille, og det er ikke en følelse jeg har fornøjelsen af så tit.

Der fulgte et øjebliks generel forlegenhed.

»Jeg stod med ryggen mod skoven,« forklarede Castro. »Han havde kæderne klar til at kaste som … Det hedder noget lignende på engelsk. Lazo.«

»Lasso,« sagde Sam.

»Åh ja, lasso. Den første kastede han rundt om mig, og det var selvfølgelig et stort chok. Før Eric var over ham, havde han også fat i Eric. Smerten ved sølvet … vi blev meget hurtigt bundet. Da han« – han nikkede mod Sam – »kom os til hjælp, slog Sigebert ham bevidstløs, tog rebet fra ladet på Sams vogn og bandt ham.«

»Vi var alt for optaget af vores diskussion til at være ordentligt på vagt,« sagde Eric. Han lød temmelig brysk, og det kunne jeg ikke bebrejde ham. Men jeg besluttede at holde min kæft.

»Ironisk, ikke, at der skulle en menneskepige til at redde os,« sagde kongen fornøjet, en tanke jeg selv havde besluttet ikke at sige højt.

»Ja, det er morsomt,« sagde Eric og lød som om han absolut ikke morede sig. »Hvorfor kom du tilbage, Sookie?«

»Jeg kunne mærke din, øh, vrede over at blive angrebet.« I stedet for »vrede«, læs: »fortvivlelse«.

Den nye konge så meget interesseret ud. »Et blodbånd. Hvor interessant.«

»Nej, egentlig ikke,« sagde jeg. »Sam, jeg tænkte på om jeg kunne få dig til at køre mig hjem. Jeg ved ikke hvor I to herrer har stillet jeres biler, eller om I er kommet flyvende. Men jeg undrer mig over hvordan Sigebert kunne vide hvor han kunne finde jer.«

Felipe de Castro og Eric havde næsten identiske eftertænksomme ansigtsudtryk.

»Det skal vi nok finde ud af,« sagde Eric og satte mig ned. »Og der kommer til at rulle hoveder.« Eric var god til at lade hoveder rulle. Det var en af hans yndlingsbeskæftigelser. Jeg turde godt vædde på at Castro nærede samme tilbøjelighed, eftersom kongens ansigt lyste af skadefro forventning.

Sam fiskede nøglerne op af lommen uden et ord, og jeg satte mig ind i vognen til ham. Vi efterlod de to vampyrer fordybet i samtale. Liget af Sigebert der stadig lå delvist under min stakkels bil, var næsten væk og efterlod en mørk, fedtet plet på parkeringspladsens grus. Det gode ved vampyrer – ingen lig at skaffe af vejen.

»Jeg ringer til Dawson senere i aften,« sagde Sam uventet.

»Åh tak, Sam,« sagde jeg. »Jeg er så glad for at du var der.«

»Det var parkeringspladsen ved min bar,« sagde han, og det kunne skyldes min egen dårlige samvittighed, men jeg syntes jeg opfattede et bebrejdende tonefald. Det gik pludselig helt op for mig at Sam var vandret lige ind i et optrin i sin egen baghave, et optrin han ikke havde nogen andel eller interesse i, og at han næsten var død som følge af det. Og hvorfor havde Eric befundet sig på parkeringspladsen bag Merlotte’s? For at tale med mig. Og så var Felipe de Castro fulgt efter for at tale med Eric … selv om jeg ikke var klar over hvorfor. Men pointen var at det alt sammen var min skyld – at de overhovedet var der.

»Åh, Sam,« sagde jeg og var lige ved at græde, »jeg er så ked af det. Jeg vidste ikke at Eric stod derude og ventede på mig, og jeg vidste i hvert fald ikke at kongen ville følge efter ham. Jeg ved stadig ikke hvorfor han var der. Jeg er så ked af det,« sagde jeg igen. Jeg ville sige det hundrede gange hvis det kunne fjerne det tonefald fra Sams stemme.

»Det er ikke din skyld,« sagde han. »Jeg bad selv Eric om at komme her i første omgang. Det er deres skyld. Jeg ved ikke hvordan vi skal vriste dig løs fra dem.«

»Det var slemt, men på en eller anden måde tager du det ikke sådan som jeg forventede du ville.«

»Jeg vil bare gerne være i fred,« sagde han uventet. »Jeg vil ikke blandes ind i overnaturlig politik. Jeg har ikke lyst til at tage parti i deres varulvelort. Jeg er ikke varulv. Jeg er hamskifter, og skiftere organiserer sig ikke. Vi er for forskellige indbyrdes. Jeg hader vampyrpolitik endnu mere end varulvepolitik.«

»Du er vred på mig.«

»Nej!« Han lod til at kæmpe med det han gerne ville sige. »Jeg ønsker det heller ikke for dig! Var du ikke lykkeligere før?«

»Du mener, før jeg kendte nogen vampyrer, før jeg vidste noget om hele den verden der ligger uden for grænserne?«

Sam nikkede.

»På nogle måder. Det var rart at vide hvad man kunne forvente,« sagde jeg. »Jeg bliver også dødtræt af politikken og stridighederne. Men mit liv var ikke nogen dans på roser, Sam. Hver dag var en kamp for at opføre mig som om jeg var et almindeligt menneske, som om jeg ikke vidste alle de ting jeg ved om andre mennesker. Svindel og utroskab, de små uærlige handlinger, de grimme tanker. De virkelig barske domme mennesker fælder over hinanden. Deres mangel på næstekærlighed. Når man ved alt det, er det nogle gange svært at holde det ud. Kendskab til den overnaturlige verden sætter alt det i et andet perspektiv. Jeg ved ikke hvorfor. Mennesker er hverken værre eller bedre end de overnaturlige, men de er heller ikke de eneste.«

»Jeg tror godt jeg forstår det,« sagde Sam selv om han lød lidt skeptisk.

»Desuden,« sagde jeg meget stille og roligt, »er det rart at blive værdsat for netop det der får almindelige mennesker til at tro at jeg bare er en tosset pige.«

»Det forstår jeg helt klart,« sagde Sam. »Men det har sin pris.«

»Åh ja, ingen tvivl om det.«

»Og den er du villig til at betale?«

»Indtil videre.«

Vi tøffede ned ad vejen til mit hus. Der var ikke lys. Hekseduoen var gået i seng, eller de var ude at feste eller udøve trolddom.

»Jeg ringer til Dawson i morgen tidlig,« sagde Sam. »Han skal tjekke din bil og sørge for at den kan køre, og ellers skal han nok få den bugseret hjem til sig. Tror du at du kan få et lift til arbejde?«

»Det er jeg sikker på at jeg kan,« sagde jeg. »Amelia kan køre mig.«

Sam fulgte mig om til bagdøren som om han havde kørt mig hjem efter en aften i byen. Lyset på verandaen var tændt; det var betænksomt af Amelia. Sam lagde armene om mig, hvilket kom som en overraskelse, og så han puttede han bare hovedet tæt ind til mit, og sådan stod vi og nød hinandens varme et langt øjeblik.

»Vi overlevede varulvekrigen,« sagde han. »Du klarede dig gennem vampyrkuppet. Nu har vi overlevet angrebet fra livvagten der gik amok. Jeg håber at vi kan fortsætte den kurs.«

»Nu gør du mig bange,« sagde jeg idet jeg huskede alle de andre ting jeg havde overlevet. Jeg burde være død, ingen tvivl om det.

Hans varme læber strejfede min kind. »Måske er det kun godt,« sagde han og gik tilbage til sin bil.

Jeg så ham sætte sig ind og bakke ud, og så låste jeg bagdøren op og gik op på mit værelse. Oven på al adrenalinen og frygten og den pludselige skiften mellem liv og død på Merlotte’s parkeringsplads, virkede mit eget værelse meget stille og rent og sikkert. Jeg havde gjort mit bedste for at slå nogen ihjel i aften. Det var en ren tilfældighed at Sigebert havde overlevet mit forsøg på at begå drab ved hjælp af et motorkøretøj. To gange. Jeg kunne ikke lade være at bemærke at jeg ikke følte nogen anger. Det var helt sikkert en fejl, men lige på det tidspunkt var jeg bare ligeglad. Der var helt sikkert dele af min personlighed jeg ikke billigede, og måske var der fra tid til anden øjeblikke hvor jeg ikke brød mig så meget om mig selv. Men jeg klarede mig gennem hver dag som den nu forløb, og indtil videre havde jeg overlevet alt hvad livet havde udsat mig for. Jeg kunne kun håbe at min overlevelse var de personlige omkostninger værd.