5

I MALMÖ HAVDE VI noget, der hed Milen. Milen var en fandens lang løberute. Vi løb fra stadion ud mod Vandtårnet, ned langs Linhamnsvägen, forbi alle de hundedyre huse med den vildeste havudsigt, specielt et hus kan jeg huske, det var lyserødt og overdrevet fedt, og vi tænkte ligesom: Wauw, hvad er det for nogle mennesker, der bor der? Hvor sygt mange penge må de ikke have?

Vi fortsatte mod Kungsparken, ind under en tunnel, og så frem til Borgarskolen, i den bedst tænkelige stil foran alle de lækre piger og alle snobberne. Hold op hvor det gav mig kræfter, altså! Det var min hævn. Her kom jeg, idioten fra Rosengård, som knap nok turde tale med en pige, og så løb jeg her med alle de seje fyre i MFF, Mats Lilienberg og dem alle sammen. Det kunne ikke være mere cool, og jeg sørgede for at sætte lidt system i det. I starten knoklede jeg på. Jeg var jo ny på A-holdet og ville vise, hvad jeg var værd. Men så gik det op for mig, hvad der var sagens kerne: Det vigtigste var at at imponere pigerne.

Derfor fandt mig, Tony og Mete på en del tricks. Vi løb de første fire kilometer. Men på Linhamnsvägen smuttede vi let og elegant ind til siden ved busstoppestedet. Der var ingen, der så os. Vi havde ligget bagest og kunne nu stille og roligt vente på bussen og stige på. Vi var selvfølgelig ved at dø af grin. Hvor frækt var det ikke lige? Men bagefter måtte vi dukke os helt vildt, når vi kørte forbi de andre på holdet. Jeg mener, det der med bussen var jo ikke et tegn på en god indstilling til tingene. Hen mod slutningen af den lange rute hoppede vi af, helt udhvilede og langt foran de andre, og sørgede for at gemme os i et hjørne. Når holdet var kommet forbi, løb vi frem og havde totalt mange kræfter at blære os med foran hele skolen. Wauw, tænkte pigerne nok, de der fyre må være sindssygt stærke.

En anden dag på Milen sagde jeg til Tony og Mete: »Det her er latterligt. Vi stjæler en cykel i stedet for.« Jeg tror, de var lidt tøvende over for idéen. De havde ikke min erfaring på området. Men jeg overtalte dem, og så huggede jeg en cykel og cyklede af sted med dem på bagagebæreren. Andre gange kørte det helt af sporet. Jeg var ikke ligefrem byens mest modne fyr, og Tony var for resten også en idiot. Fjolset var begyndt på det der med pornofilm. Han gik ind i Kungsan og lejede en film og købte chokolade i stedet for at løbe, og den der chokolade sad vi så og guffede i os, mens de andre på holdet løb deres rute.

Jeg skal vist være glad for, at Roland Andersson troede på vores dårlige undskyldninger. Eller også gjorde han ikke. Han var skøn. Han forstod os unge. Han havde glimt i øjet. Men selvfølgelig ulmede det på andre fronter: Hvad er det med ham Zlatan? Hvorfor kan han ikke vise ydmyghed? Og jeg måtte høre på den sædvanlige gamle snak: »Han dribler for meget. Han tænker ikke på holdet.« En del af det var rigtigt nok. Helt sikkert! Jeg havde meget at lære. Men en del var ren misundelse. Spillerne kunne mærke konkurrencen, og jeg var virkelig ikke bare en fusker.

Jeg knoklede som et bæst, og jeg nøjedes ikke med MFF's træning. Jeg spillede hjemme i mors gård i timevis. Jeg havde fundet en fidus. Jeg løb ud i Rosengård og råbte til alle ungerne: »I får en tier, hvis I kan tage bolden fra mig!« og det var ikke kun en leg. Det finpudsede min teknik. Det lærte mig at beskytte bolden med kroppen.

Når jeg ikke øvede mine tricks med smådrengene, spillede jeg fodboldspil. Jeg kunne spille ti timer i træk, og tit så jeg løsninger i spillet, som jeg tog med mig ud i det virkelige liv. Det var fodbold 24-7, nærmest. Men til træningen i MFF var det ikke helt nemt, og måske legede jeg for meget. Det var, som om de havde fået et helt irrationelt element på holdet, en fyr, som de ikke forstod sig på. Jeg mener, enhver idiot prøver at passe ind i en bestemt sammenhæng og sige det, man nu siger i situationen. Men mig … jeg kom fra en anden planet. Jeg kørte bare på med alle mine vilde, sindssyge ting fra Rosengård.

I klubben var det meget de ældre mod de yngre. Vi unge skulle bære tasker og al mulig shit og passe de andre op. Det var latterligt, og stemningen var elendig lige fra begyndelsen. I starten af sæsonen havde Tommy Söderberg, træneren for landsholdet, forudsagt, at MFF ville vinde hele serien, men så gik først det ene og så det andet galt, og nu risikerede klubben altså at ryge ned i anden division. Det var første gang i sådan noget som tres år, og fansene var vrede og urolige, og alle de ældre på holdet var tynget til jorden af ansvar.

De vidste alle sammen, hvad det ville betyde for byen, hvis de røg ud af Allsvenskan, en katastrofe, intet mindre. Det var ligesom ikke tiden til at feste og lave brasser-ting. Men altså, jeg var jo stadig total lykkelig over at være udtaget til A-holdet, og jeg ville vise, hvem jeg var. Det var måske ikke det rigtige tidspunkt.

Men det lå i blodet på mig. Jeg var på et nyt hold. Jeg ville imponere folk, og jeg nægtede at bukke og skrabe. Da Jonnie Fedel, målmanden, allerede den første dag hvæsede: »Hvor fanden er boldene?« gav det et gib i mig, især da jeg mærkede, at alle så på mig og så ud til at forvente, at jeg ville hente de bolde. Men aldrig i livet, ikke når han snakkede på den måde.

»Hvis du vil have dem, må du hente dem selv!« hvæsede jeg, og det var ikke den normale måde at svare på i MFF.

Det var den der ghettoting igen, og den gik ikke hjem. Men jeg havde opbakning fra Roland og assistenttræneren Thomas Sjöberg, det kunne jeg mærke, også selvom det altså var Tony, de havde størst tiltro til. Han fik spilletid og scorede i sin debutkamp. Jeg var bænket og prøvede at anstrenge mig endnu mere. Men det hjalp ikke, og jeg bandede over det. Måske burde jeg have været tilfreds og ikke have haft så travlt. Men sådan fungerer jeg ikke. Jeg vil ind og vise, hvad jeg er værd med det samme. Men det virkede umuligt, og den 19. september mødte vi Halmstad ude på Örjans Vall.

Det var en skæbnekamp. Hvis vi vandt eller spillede uafgjort, ville vi blive i Allsvenskan. Ellers måtte vi fortsætte med at kæmpe i sidste runde, og alle på holdet var nervøse og usikre. Spillet var låst. I begyndelsen af anden halvleg blev Niklas Gudmundson, vores angriber, båret ud på en båre, og jeg håbede at blive indskiftet. Men nej, ikke så meget som et blik fra Roland, og tiden gik. Intet skete. Det stod 1-1, og det burde jo være nok. Men da der kun var et kvarter tilbage af kampen, blev vores anfører, Hasse Mattison, skadet, og lige efter kom Halmstad foran 2-1, og jeg så, hvordan hele holdet blegnede.

I den situation skiftede Roland mig ind, og mens alle andre var i krise, kørte jeg på det vildeste adrenalinkick. Jeg var sytten. Det var Allsvenskan, og der var ti tusinde tilskuere på lægterne. Der stod Ibrahimović på min trøje. Det var wauw, det var stort, ingen kan ligesom stoppe mig nu, og lige med det samme havde jeg et skud på mål, som strejfede overliggeren. Men så skete der noget. Vi fik straffe i de sidste minutter, og I fatter det garanteret. Det var liv eller død. Scorede vi på straffe, ville klubbens ære blive reddet, ellers risikerede vi en katastrofe, og alle de tunge drenge tøvede. De turde ikke tage det. Der stod for meget på spil, så Tony, den blærerøv, gik frem:

»Jeg tager det!«

Det var sejt gjort. Sådan Balkan-agtigt, man trækker sig ikke! Men her bagefter synes jeg, at en eller anden skulle have stoppet ham. Han var for ung til at tage sådan et ansvar på sine skuldre, og jeg husker, hvordan han tog tilløb, og hele holdet holdt vejret eller kiggede væk. Det var uhyggeligt. Men målmanden tog den, jeg tror, han fintede Tony en lille smule, og vi tabte, og så havnede Tony i dybfryseren. Det var synd for fyren, og jeg kender nogle journalister, der har betragtet det som en symbolsk ting. Det var det øjeblik, tingene vendte for mig. Tony kom aldrig tilbage til topfodbold, og i stedet fik jeg mere spilletid. Jeg blev skiftet ind seks gange i Allsvenskan, og i et eller andet interview kaldte Roland mig for en usleben diamant. Det var noget, der blev hængende, og snart begyndte der at komme småunger hen efter kampene og ville have min autograf. Ikke sådan at det var helt vildt det første stykke tid. Men jeg voksede af det og tænkte: Nu er jeg nødt til at blive endnu skarpere! Jeg må ikke skuffe smådrengene.

»Se lige her!« kunne jeg finde på at råbe til dem. »Se lige verdens lækreste detalje.« Og egentlig var det lidt underligt, ikke? Jeg havde ikke lavet noget endnu, ikke så meget i hvert fald. Alligevel dukkede der unge fans op ud af det blå, og jeg fik endnu mere lyst til at lave tricks. Ungerne bekræftede mig ligesom i mit spil. De var jo ikke dukket op, hvis jeg havde været en vildt kedelig holdspiller! Jeg begyndte at spille for de der børn, og lige fra det første øjeblik skrev jeg autografer til hver eneste. Ingen skulle undvære. Jeg var selv ung. Jeg vidste præcis, hvordan jeg ville have haft det, hvis mine kammerater havde fået en autograf, og jeg ikke havde.

»Er alle glade?« sagde jeg, inden jeg styrtede af sted, og der skete i det hele taget så meget omkring mig, at jeg ikke længere tog mig så meget af holdets modgang.

Det var egentlig sygt. Jeg var ved at blive et navn, mens min klub gik igennem noget i retning af den største krise nogensinde. Da vi tabte hjemme mod Trelleborg, græd fansene på lægterne og råbte, at Roland skulle gå af. Politiet måtte rykke ind og beskytte ham, og der blev kastet sten mod Trelleborgbussen, og der var optøjer og ballade, og bedre blev det ikke nogle dage senere, hvor vi blev ydmyget af AIK, og katastrofen var en kendsgerning.

Vi røg ud af Allsvenskan. For første gang i fireogtres år skulle Malmö FF ikke spille i den bedste række, og i omklædningsrummet sad folk og gemte hovedet i deres håndklæder og trøjer, mens ledelsen forsøgte at opmuntre og trøste, eller hvad de nu gjorde, og over hele linjen blussede frustrationerne og skammen op, og mange syntes sikkert, jeg var den værste primadonna, sådan som jeg havde sprunget rundt og lavet tricks i de her alvorlige kampe. Men jeg var ret ligeglad, rent ud sagt. Jeg havde andet i hovedet. Der var sket en ret utrolig ting.

Det var lige, da jeg var blevet hentet op på A-holdet. Vi havde trænet på bane 1, og jo, vi var Malmö FF. Vi var eller havde været byens stolthed. Men der var ikke mange, der kom og overværede vores træning, specielt ikke på det tidspunkt. Men den eftermiddag dukkede en mand med mørkegråt hår op. Jeg så ham på lang afstand. Jeg genkendte ham ikke. Jeg kunne bare mærke, han kiggede på os ovre fra træerne, og jeg følte mig lidt mærkeligt til mode. Jeg kunne ligesom fornemme noget, og jeg begyndte at give den fuld skrue med endnu flere finter. Men det tog lidt tid, inden jeg fattede det.

Jeg havde jo måttet klare mig selv som barn, der havde været tomt omkring mig, og helt sikkert, far havde også gjort nogle fantastiske ting. Men han havde ikke været som de andre fædre, jeg havde set. Han havde ikke overværet mine kampe eller opmuntret mig med skolen. Han havde haft sit drikkeri og sin krig og sin jugomusik. Men nu, jeg kunne ikke fatte det. Ham fyren var simpelthen min far. Han var kommet for at kigge på, og jeg blev helt fra den. Det var, som om jeg drømte, og jeg begyndte at spille med en helt sindssyg styrke. Shit, far er her! Det er for vildt. Se her! Kig lige engang! Din søn er verdens mest fantastiske fodboldspiller!

Jeg tror, at det er et af mine største øjeblikke. Jeg mener det virkelig. Jeg fik ham tilbage. Ikke fordi han ikke havde været der for mig før. Når der havde været krise på, kom han farende som en anden Hulk. Men det her, det var noget helt nyt, og bagefter løb jeg hen og snakkede med ham sådan helt cool, som om det var en helt naturlig ting, at far var her.

»Hva så?«

»Godt spillet, Zlatan.«

Det var ikke til at fatte. Far fik en slags mani, tror jeg. Jeg blev hans stof. Han begyndte at følge med i alt, hvad jeg lavede. Han overværede hver eneste træningstime. Hans hjem blev som et museum over min karriere, og han klippede hver eneste artikel, hver eneste lille notits, ud, og sådan er det blevet ved. I dag kan du spørge ham om alle mine kampe. Han har optaget dem og gemt hvert eneste ord, der er blevet skrevet om dem, og så alle trøjerne og støvlerne, jeg har haft, og priserne og Guldboldene. You name it, det hele er der, og der er ikke ligefrem rod i det, som der plejede at være i hans ting. Alt ligger på sin plads. Han kan finde hvad som helst på et splitsekund. Han har fuldkomment styr på det.

Fra og med den dag på bane 1 begyndte han at leve og ånde for mig og min fodbold, og jeg tror, det gjorde, at han fik det bedre. Han havde ikke haft det let. Han var ensom. Sanela havde brudt med ham på grund af hans drikken og hans temperament og alle de hårde ord om mor, og det havde taget hårdt på ham. Sanela var hans øjesten, det vil hun altid være. Men nu var hun der ikke længere for ham. Hun havde opsagt bekendtskabet, endnu en af de der hårde ting i min familie med andre ord, og far havde brug for noget nyt, og det fik han nu. Vi begyndte at snakke hver dag, og alt det der blev en ny drivkraft, også for mig. Det var wauw, fodbolden kan ligesom gøre nogle fantastiske ting, og jeg kløede endnu mere på. Hvad betød en nedrykning til anden division, når far var blevet den største fan af alle?

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle. Skulle jeg begynde at spille i Superettan, som anden division jo lidt åndssvagt kaldes, eller søge videre? Der var snak om, at AIK var interesseret i mig. Men passede det? Jeg havde ingen idé. Jeg vidste intet om, hvor eftertragtet jeg var. Jeg var jo ikke engang fast mand i MFF. Jeg var atten og burde skrive kontrakt med A-holdet. Men jeg udskød det. Det hele føltes så usikkert, især efter at Roland Andersson og Thomas Sjöberg havde fået sparket. Det var jo dem, der havde troet på mig, når alle andre havde brokket sig. Ville jeg overhovedet få lov til at spille, hvis jeg blev? Jeg vidste det ikke, og jeg tøvede. Både far og jeg tøvede, og hvor god var jeg egentlig?

Det havde jeg ikke tjek på. Jeg havde skrevet en del autografer til småunger. Men det havde selvfølgelig ingen betydning, og min selvtillid gik op og ned. Den første glædesrus over at være blevet rykket op på A-holdet begyndte at forsvinde. Men så mødte jeg en fyr fra Trinidad og Tobago. Det var i forsæsonen. Han var cool. Han prøvespillede med os, og bagefter kom han hen til mig.

»Du der,« sagde han.

»Hva'?«

»Hvis du ikke er professionel inden tre år, så er det din egen skyld!«

»Hvad mener du?«

»Du hørte, hvad jeg sagde,«

Ja, for helvede! Jeg havde hørt hvert eneste ord!

Men det tog et stykke tid at fordøje det. Kunne det virkelig passe? Hvis nogen anden havde sagt det, havde jeg nok ikke troet på det. Men ham her fyren lod til at have forstand på det. Han havde været rundt i hele verden, og det var ligesom at få stød. Var jeg virkelig det helt store prof-talent? Jeg begyndte at tro på det. For første gang gjorde jeg det virkelig, og jeg anstrengte mig endnu mere.

Hasse Borg, den gamle landsholdsback, var blevet sportsdirektør i MFF på det her tidspunkt. Hasse fik med det samme et godt øje til mig. Jeg vil gætte på, at han forstod mit talent, og han talte med journalisterne. Hej, hej, I skulle ta' og holde øje med den her fyr, og engang til træning i februar året efter kom der en journalist, der arbejdede for Kvällsposten, og som hed Rune Smith. Rune var skøn. Han blev nærmest en ven, og efter at han havde observeret mig, snakkede vi lidt, ham og mig, ikke om noget epokegørende, slet ikke.

Jeg snakkede om MFF og Superettan og om mine drømme om at blive professionel i Italien, ligesom Ronaldo, og Rune skrev ned og smilede, og jeg ved ikke rigtig, hvad jeg havde forestillet mig. Jeg havde ingen erfaring med journalister dengang. Men det blev en stor ting. Rune skrev noget i retning af: »Smag på det her nye forsidenavn, ZLATAN, det lyder spændende. Og han er spændende. En anderledes spillertype, et dynamitbundt i angrebet,« og så nævnte han det med den uslebne diamant igen, og jeg udtalte mig sådan lidt blæret og usvensk i artiklen, og jeg ved ikke rigtig.

Der må have været noget med den artikel. Nu kom der flere og flere småunger hen efter træning og faktisk også en del teenagepiger, og endda nogle voksne. Det var startskuddet til al hysteriet, alt det der: »Zlatan, Zlatan!« som skulle blive mit liv, og som var så uvirkeligt i starten: Hvad sker der ligesom? Er det mig, de mener?

Jeg ville lyve, hvis jeg ikke sagde, at det var sindssygt stort. Altså, hvad regner I med? Jeg havde forsøgt at få opmærksomhed hele mit liv, og nu dukkede folk pludselig op og var totalt imponerede og ville have min autograf. Selvfølgelig var det cool. Det var verdens største kick. Jeg voksede syv meter. Jeg blev fyldt med adrenalin. Jeg fløj af sted. Nu har jeg hørt spillere sige: »Åh, jeg har det så hårdt, folk råber uden for mit vindue. De vil have min autograf. Hvor er det synd for mig.« Det er noget pis at fyre af.

Det er sådan noget, man får et kick af, tro mig, især hvis man har haft det som jeg og været snotungen fra ghettoen. Det er, som om det fedeste projektørlys bliver tændt. Men det er klart, der var ting, jeg endnu ikke havde nogen idé om, misundelsen og den del af det, de psykologiske ting med at man vil trække den ned, der rager op, især altså hvis du kommer fra det forkerte sted og ikke opfører dig pænt og svensk. Jeg fik også alle spydighederne. Der var en hel del: »Du har bare været heldig!« og »Hvem tror du, du er?«

Jeg svarede igen ved at opføre mig endnu mere blæret. Hvad skulle jeg ellers gøre? Jeg var ikke opdraget til at komme med undskyldninger. I min familie siger vi ikke: »Undskyld, undskyld, det var synd, du blev ked af det!« Vi giver igen. Vi slås, hvis det kræves, og vi stoler ikke bare sådan på folk. Alle i familien har raget sig øretæver til, og far sagde altid: »Gør ikke noget forhastet. Folk vil bare udnytte dig,« og jeg hørte efter ham, og jeg tænkte over det. Men det var ikke let. På det her tidspunkt løb Hasse Borg efter mig i dyrt jakkesæt og ville have mig til at skrive kontrakt med A-holdet.

Han var meget ihærdig, og det smigrede mig. Jeg følte mig betydningsfuld. Men vi havde lige fået en ny træner. Han hed Micke Andersson, og jeg var stadig usikker på, hvor meget jeg ville få lov til at spille. Micke Andersson så ud til at ville satse på Niclas Kindvall og Mats Lilienberg i angrebet og have mig i reserve, og jeg havde ikke lyst til at komme til Superettan og så sidde på bænken.

Jeg diskuterede det med Hasse Borg, og der er selvfølgelig en masse at sige om ham. Men jeg tror ikke, det er nogen tilfældighed, at han har haft succes i erhvervslivet. Han er meget direkte i sin facon. Han er fantastisk dygtig til at overtale én, og han trak på erfaringerne fra sin egen spillerkarriere og gik lige på og hårdt:

»Det her bliver godt, knægt. Vi vil satse på dig, og Superettan bliver en perfekt rugekasse. Du får mulighed for at udvikle dig. Skriv du bare under!«

Jeg kunne mærke, jeg var enig med ham. Jeg begyndte at få tillid til fyren. Han ringede til mig hele tiden og gav mig gode råd, og jeg tænkte: Hvorfor ikke? Det er sikkert noget, han ved. Han har jo været professionel i Tyskland og alt det der, og det lader til, at han virkelig vil mig det bedste. »Agenter er tyveknægte,« sagde han, og jeg troede på ham.

Jeg havde en fyr efter mig. Han hed Roger Ljung. Roger Ljung var lige præcis agent og ville have mig i stald. Men far var skeptisk, og selv vidste jeg ingenting om agenter. Jeg havde det sådan lidt, hvad er det? Så jeg købte Hasse Borgs argument, »agenter er tyveknægte,« og jeg skrev under på hans kontrakt og fik en lejlighed på Lorensborg, en etværelses ikke så langt fra stadion, og så en mobil, hvilket virkelig var stort, telefonen hjemme hos far havde jo ikke været for mig, og så en løn på seksten tusind om måneden.

Jeg besluttede virkelig at give det en chance. Men det begyndte skidt. Sæsonens første kamp i Superettan var ude mod et et rent walk-over-hold, Gunnilse, og vi burde have vundet stort. Men holdet var stadig låst i sit spil, og jeg var bænket i lang tid. For fanden, var det sådan her, det skulle være? Det var kedeligt at sidde på bænken, og det blæste, og da jeg endelig kom ind, fik jeg en ond albue i ryggen. Jeg slog modstanderen i ryggen, bang, bare sådan uden videre, og så skændtes jeg også med dommeren, som gav mig det gule kort. Der blev en vældig ballade om det, både på banen og i aviserne bagefter, og Hasse Mattisson, vores anfører, begyndte at sige, at jeg spredte negativ energi.

»Hvad mener du med negativ? Jeg er bare tændt.«

»Du bærer nag« og så fulgte en masse pis om, at jeg slet ikke var den stjerne, jeg gik rundt og troede, og at de andre sørme også kunne lave fine tricks med bolden ligesom mig. De blærede sig bare ikke med det hele tiden og bildte sig ind, at de var den nye Maradona, og jeg blev frustreret. Der findes et billede af mig, hvor jeg står uden for bussen i Gunnilse og ser sur ud.

Men det gik over. Jeg begyndte at spille bedre, og jeg må give Hasse Borg ret; Superettan gav mig spilletid og muligheder for at udvikle mig. Jeg skal på en måde være taknemlig for nedrykningen, og ret hurtigt begyndte der at ske ting og sager.

Det var egentlig helt sindssygt. Jeg var ikke ligefrem Ronaldo endnu, og de svenske landsdækkende aviser plejer ikke at kunne hidse sig særlig meget op over fodbold i anden division. Men tabloidaviserne lavede nu store midteropslag, »Superprimadonnaen i Superettan,« og den slags, og Malmö fanklub fik uventet en masse nye unge kvindelige medlemmer, og alle de ældre på holdet undrede sig: Hvad handler det her om? Hvad er det, der foregår? Og det var virkelig ikke let at fatte, især ikke for mig. På lægterne sad folk og viftede med skilte: »Zlatan er kongen,« og de kom med de vildeste rockstjerneskrig, når jeg lavede mine driblinger. Hvad skete der lige der? Hvad gik det ud på? Jeg vidste det ikke. Jeg ved det stadig ikke helt.

Men jeg gætter på, at mange blev glade for mine tricks og showting, helt enkelt, og jeg kom til at høre en masse »Wauw« og »oj, oj, oj« igen, præcis som hjemme i mors gård, og det tændte mig. Jeg voksede, når folk genkendte mig i byen, og pigerne skreg, og ungerne styrtede hen med deres autografblokke, og jeg kørte min egen stil endnu hårdere. Men det er klart, nogle gang gik det over gevind. For første gang i mit liv havde jeg lidt penge, og for den første løn tog jeg kørekort på et intensivt kursus. For en fyr fra Rosengård er bilen ret grundlæggende, kan man roligt sige.

I Rosengård blærer man sig ikke med den fedeste lejlighed og strandvejsvilla. Man blærer sig med sin bil, og vil man vise, at man har haft succes i livet, er det med en lækker bil. I Rosengård kører alle bil, med eller uden kørekort, og da jeg leasede min Toyota Celica, var mig og mine venner ude at køre i den hele tiden, og på det tidspunkt havde jeg dæmpet mig lidt. Hele medieopstandelsen fik mig til at holde mig på måtten, i hvert fald nogenlunde, og da mine venner begyndte med biltyverier og den slags, sagde jeg til dem:

»Sådan noget kan jeg ikke gøre mere.«

Men alligevel, jeg havde brug for et kick indimellem, som dengang mig og en af vennerne kørte op ad Industrigatan, hvor alle de prostituerede i Malmö stod. Industrigatan ligger ikke ret langt fra Rosengård, og jeg havde løbet en del rundt og lavet ballade der, da jeg var lille. Engang havde jeg oven i købet kastet et æg lige i hovedet på en af kvinderne, som sådan en dum ting bare, ikke særlig pænt gjort, jeg indrømmer det. Men dengang tænkte jeg ikke så langt, og nu hvor mig og min ven kom kørende der i Toyotaen, fik vi øje på en prostitueret, der stod bøjet over en bil, præcis som om hun snakkede med en kunde, og så sagde vi: »Vi må hellere drille den idiot lidt,« og derfor drejede jeg skarpt ind foran ham og bremsede hårdt op, og så styrtede vi ud og råbte:

»Det er politiet. Hænderne op.«

Det var helt sygt. Jeg havde en shampooflaske i hånden som den latterligste attrappistol, og ham kunden, en eller anden gammel fyr, blev totalt skræmt og trykkede speederen i bund og forsvandt. Vi tænkte ikke mere over det, det var bare sådan noget, vi fandt på. Men da vi havde kørt et lille stykke, hørte vi sirener, og bag os i en politibil sad ham den gamle fra Industrigatan, og vi tænkte: Hvad sker der? Hvad er det her for noget? Og selvfølgelig, vi kunne jo have sat farten op og kørt derfra. Jeg var trods alt ikke helt uvant med sådan noget. Men øhh, vi havde jo sele på og det hele, og vi havde jo ikke gjort noget, ikke rigtigt. Derfor standsede vi pænt.

»Det var bare for sjov,« sagde vi. »Vi lod, som om vi var politi. Ikke nogen stor sag, vel? Vi er kede af det,« og strisserne grinede mest bare, det var ligesom ikke nogen big deal.

Men så dukkede der et fjols op, sådan en fotograf, der sidder og lytter til politiradioen hele tiden, og han knipsede et billede, og jeg store idiot smurte det bredeste smil på, for alt det her med medierne var jo nyt for mig dengang. Det var stadig cool at komme i avisen, uanset om jeg havde scoret det vildeste mål eller var blevet snuppet af politiet. Derfor smilede jeg som en nar, og min ven gik endnu længere. Han fik artiklen rammet ind bagefter og hængte den op på væggen, og ham den gamle, ved I, hvad han gjorde? Han gik ud i interviews og sagde, at han faktisk var den fine, fine fyr fra kirken, som bare hjalp de prostituerede. Come on! Men den historie blev hængende. Man sagde oven i købet, at visse klubber holdt sig tilbage fra at købe mig på grund af den. Det er sikkert noget sludder.

Men aviserne blev endnu vildere bagefter, og nogle på holdet brokkede sig over mig og blev ved med at gentage, »Han har jo meget at lære,« »Han er jo meget usleben,« og faktisk, jeg forstår dem godt. Det kan ikke have været nemt. De havde sikkert brug for at holde mig lidt nede. Her kom jeg trillende ind fra det rene ingenting og fik mere opmærksomhed på en uge, end de havde fået i hele deres karriere, og oven i det dukkede der alle mulige typer med dyre jakkesæt og Rolexure op på de der triste lægter i de der provinshuller, hvor vi spillede den sæson, fyre, som overhovedet ikke så ud til at høre hjemme der, og alle stirrede i min retning.

Bagefter ved jeg ikke, hvornår jeg først fattede det, eller overhovedet begyndte at tænke over det. Men folk begyndte at snakke om, at de der fyre var scouts fra europæiske klubber, og at de var her for at studere mig. Fyren fra Trinidad og Tobago havde selvfølgelig forberedt mig på det, men det føltes alligevel helt uvirkeligt, og jeg prøvede at tage det op med Hasse Borg. Men han gled af på det. Han lod ikke til at bryde sig om samtaleemnet.

»Er det rigtigt, Hasse? Er de udenlandske klubber ude efter mig?«

»Tag det nu rolig, knægt.«

»Men hvem er det?«

»Det er ikke noget,« sagde Hasse Borg. »Og vi vil ikke sælge dig,« og jeg tænkte: Nej, fint nok, så meget haster det trods alt heller ikke, og jeg forsøgte i stedet at forhandle min kontrakt op.

»Hvis du spiller godt fem kampe i træk, får du en ny deal,« sagde Hasse Borg, og så gjorde jeg det, jeg spillede fantastisk i fem, seks, syv kampe, og så satte vi os ned og snakkede om vilkårene.

Jeg fik min løn cirka ti tusind op og ville senere få ti tusind mere, og jeg syntes det var i orden. Jeg havde jo ingen tjek på det, og jeg kom hen til far og viste stolt kontrakten frem. Han blev ikke lige så imponeret. Han var jo som forvandlet. Han var den allermest engagerede supporter af alle nu, og i stedet for at grave sig ned i krigen eller andre ting sad han derhjemme hele dagen og fik styr på spørgsmål om fodbold, og da han læste paragrafferne om salg til udenlandske klubber, for han op.

»Hvad fanden,« sagde han. »Der står jo ikke noget om, hvor meget du skal have.«

»Hvor meget skal jeg have?«

»Du burde få ti procent af overgangssummen, hvis du bliver solgt. Ellers udnytter de dig bare,« og jeg tænkte, at jeg gerne ville have ti eller tyve procent. Men jeg havde ingen idé om, hvordan vi skulle få det igennem. Hvis den mulighed havde været der, så havde Hasse Borg vel taget den op, eller hvad?

Alligevel spurgte jeg ham. Jeg ville ikke give mig så let, trods alt. »Du Hasse,« sagde jeg. »Kan jeg ikke få procenter, hvis jeg bliver solgt?« Men selvfølgelig, jeg havde ikke forventet mig andet. »Sorry, knægt!« sagde han. »Sådan fungerer det ikke,« og det fortalte jeg til far. Jeg gik ud fra, at han ville give sig. Funker det ikke sådan, så funker det ikke sådan. Men sådan gik det slet ikke. Han blev tosset, og bad om Hasse Borgs nummer. Han ringede en, to, tre gange, og til sidst fik han fat i ham, og han lod sig ikke spise af med et nej i telefonen. Han krævede et møde, og derfor blev det bestemt, at vi skulle møde Hasse Borg dagen efter klokken ti på hans kontor, og I kan sikkert forestille jer det. Jeg var nervøs. Far er far, og jeg var bange for, at det skulle blive vildt og voldsomt, og helt ærligt, specielt afbalanceret blev det heller ikke! Far flippede ret hurtigt ud. Han begyndte at tale vredt og banke en knytnæve i bordet:

»Er min søn en hest?«

Nej, selvfølgelig var jeg da ikke nogen hest, mente Hasse Borg.

»Hvorfor behandler I ham så som en!«

»Vi behandler ham ikke som …«

Sådan fortsatte det, og til sidst erklærede far, at MFF ikke ville komme til at se skyggen af mig mere. Jeg ville ikke spille et sekund længere, hvis ikke kontrakten blev omformuleret, og så begyndte Hasse Borg åbenbart at blive en smule bleg, efter hvad jeg har fået at vide, og det forstår jeg godt, helt ærligt. Far er ikke til at spøge med, som sagt. Han er en løve, og vi fik det der med de ti procent ind i kontrakten, og det skulle komme til at betyde rigtig meget. Ros til far for det, og alt det der burde måske være blevet en lærestreg. Men agenter var stadig nogle tyveknægte, og jeg stolede stadig på Hasse Borg. Han var jo min mentor, nærmest en reservefar. Han inviterede mig hjem til sin gård ude på landet, et bindingsværkshus i Blentarp, og jeg mødte hunden, børnene og konen og dyrene, og jeg spurgte ham til råds, da jeg købte min Mercedes Cabriolet på afbetaling.

Men samtidig, hvordan skal jeg sige det? Situationen blev bedre og bedre. Min selvtillid voksede, og jeg turde mere og mere. Jeg havde lavet flere artistiske mål, og alle brasser-finterne, som jeg havde øvet i timevis, begyndte at sidde fast. Alt det hårde arbejde med de der ting betalte sig i sidste ende. I juniorrækken havde jeg mest fået ballade over det og havde måttet høre forældrene jamre: Åh, nu dribler han igen! Han spiller ikke for holdet, og alt det der! Men nu kom der jubel og klapsalver fra lægterne, og jeg fattede det med det samme, det her er min chance. Måske er der stadig mange, der brokker sig. Men det er ikke længere så let, når vi vinder kampene, og publikum elsker mig.

Autografjægere og tilråb og skilte i publikumshavet gav mig styrke, og jeg kom ind i en sand stime. Ude mod Västerås fik jeg et oplæg fra Hasse Mattisson. Det var på overtid. Kampen var stort set forbi. Men jeg så en åbning og vippede bolden over mig selv og et par modspillere, blandt andet Majstorović, det var en vidunderlig lille ting, og jeg kunne trille bolden i mål.

Jeg scorede tolv mål i Superettan, flere end nogen anden i MFF, og vi kvalificerede os til Allsvenskan, og der var ingen tvivl om, at jeg var vigtig for holdet. Jeg var ikke bare en individualist, som nogle sagde. Jeg begyndte at gøre en forskel, og hysteriet omkring mig voksede hele tiden, og dengang sagde jeg ikke bare en masse kedeligt ævl.

Jeg havde endnu ikke fået tæv i medierne. Jeg var stort set mig selv over for journalisterne, og jeg fortalte, hvilke biler jeg ville have, og hvilke PlayStation-spil jeg spillede, og jeg sagde ting som: »Der er kun én Zlatan« og »Zlatan er Zlatan,« ikke helt beskedne ting, og jeg tror, at jeg blev betragtet som noget helt nyt. Det var ikke det sædvanlige: »Bolden er rund,« og alt det der.

Det var mere frit, fra hjertet. Jeg snakkede bare løs næsten som derhjemme, og selv Hasse Borg indrømmede, at jeg var totalt populær, og at scoutsene luskede rundt i buskene. »Men det gælder om at have is i maven.«

Senere fik jeg at vide, at der på det tidspunkt cirka ringede en agent om dagen til ham. Jeg var glødende hot, og jeg går ud fra, at han allerede dengang havde en fornemmelse af, at jeg kunne blive redningen for klubbens økonomi. Jeg blev hans guldklump, som medierne senere skrev, og en dag kom han hen til mig og spurgte:

»Hvad med en lille rejse?«

»Klart, gerne!«

Det var en lille turné, forklarede han, rundt til forskellige klubber, der var interesserede i at købe mig, og jeg havde det sådan, for fanden altså, nu sker det virkelig.