6

PÅ EN MÅDE KUNNE JEG IKKE FØLGE MED. Det var gået for stærkt. For et øjeblik siden havde jeg været et problembarn i juniorrækken. Nu summede alting omkring mig, og Hasse Borg og jeg kørte ud til Arsenals træningsanlæg i St. Albans i det nordlige London, og prøv lige at forestille jer det.

Det var hellig jord, og jeg så Patrick Viera, Thierry Henry og Dennis Bergkamp på banen. Men det helt store var, at jeg skulle møde Arséne Wenger. Wenger var ret ny i klubben dengang. Han var den første ikke-englænder, som havde fået jobbet som træner i Arsenal, og aviserne havde overskrifter som »Arséne Who?« Hvem fanden er Arséne Wenger lige? Men allerede i den anden sæson tog han dobbeltstikket hjem, både ligaen og FA Cuppen, og blev vildt stor, og jeg følte mig som en lille dreng, da vi trådte ind på hans kontor.

Det var mig, Hasse Borg og en agent, hvis navn jeg har glemt, og Wengers blik fik mig til at gyse lidt. Det var, som om han forsøgte at se igennem mig eller finde ud af, hvem jeg var inderst inde. Han er en af dem, der laver psykologiske profiler af sine spillere, er de følelsesmæssigt stabile og den slags? Han var grundig, som alle store trænere, og jeg sagde ikke så meget til at begynde med.

Jeg sad bare tavs og var genert, men efter et stykke tid mistede jeg tålmodigheden. Der var noget ved Wenger, der provokerede mig. Han fløj hele tiden op for at tjekke, hvem der befandt sig uden for hans vindue. Han virkede, som om han ville have total kontrol, og så kørte han hele tiden frem med én bestemt ting.

»Du må godt prøvespille med os,« sagde han. »Du må gerne få en fornemmelse af det. Du kan prøve det af.«

Hvor gerne jeg end ville opføre mig pænt, triggede det mig, at han sagde sådan. Jeg ville vise ham, hvad jeg kunne.

»Giv mig et par fodboldstøvler. Jeg vil prøvespille. Jeg vil gøre det nu lige med det samme,« sagde jeg, og så gik Hasse Borg ind og sagde »Stop, stop, det her finder vi ud af, du skal ikke prøvespille, aldeles ikke,« og selvfølgelig, jeg fattede hans pointe: Enten er du interesseret, eller også er du ikke. At prøvespille er et skridt tilbage. Det gør dig til den svage part, og vi sagde nej tak. »We are sorry, mr. Wenger, but we are not interested,« og det er der selvfølgelig blevet snakket en del om.

Men jeg er sikker på, at det var den rigtige beslutning, og vi fortsatte mod Monte Carlo, hvor Monaco var på, men dem sagde vi også nej til, og endda til Verona i Italien, en søsterklub til Roma, og så tog vi hjem. Det havde været en fed tur, helt klart. Men der kom ikke noget konkret ud af det, og jeg tror heller ikke, det var meningen. Det var mest noget med, at jeg skulle fatte lidt mere af, hvordan tingene foregik nede i Europa, og hjemme i Malmö var det vinter og koldt. Jeg fik influenza.

Jeg var på det tidspunkt blevet udtaget til U21-landsholdet. Men jeg blev nødt til at aflyse min debutkamp, og der var en del fodboldscouts, der måtte tage skuffede hjem. Der var scouts efter mig overalt. Jeg havde ikke ret meget tjek på det. Kun en enkelt fyr kendte jeg lidt til. Det var en dansker. John Steen Olsen hed han. Han havde holdt øje med mig for Ajax så længe, at jeg var begyndt at hilse på ham. Men jeg gjorde ikke noget stort nummer ud af det. Han var bare en del af hele cirkusset, og jeg vidste ikke, hvad der bare var snak, og hvad der virkelig var seriøst. Alt det der var godt nok kommet tættere på efter vores rejse. Men jeg kunne stadig ikke helt tro på det. Jeg tog en dag ad gangen, og jeg kan huske, at jeg glædede mig til at tage af sted på træningslejr med MFF.

Vi skulle til La Manga. Det var i begyndelsen af marts, og jeg følte mig let i kroppen. Solen skinnede. La Manga er en lille kyststribe i det sydøstlige Spanien, et feriested med lange sandstrande og barer. Inde ved fastlandet ligger et idrætsanlæg, hvor storklubberne plejer at træne før sæsonen. Jeg delte rum med Gudmundur Mete, islændingen. Vi havde fulgtes ad siden drengeholdet, og ingen af os havde været på sådan en lejr før. Vi havde ikke tjek på reglerne, og vi kom for sent til middagen den første aften og fik bøder. Vi grinede mest ad det, og om morgenen den næste dag tog vi af sted til træning. Det var no big deal.

Men ude langs banen så jeg en kendt skikkelse. Det var ham der John Steen Olsen, og så gav det et gib i mig. Er han også kommet hertil? Jeg hilste, hej hej! Ikke andet. Jeg ville ikke op at køre over det. De der typer var over det hele. Jeg havde vænnet mig til det. Men dagen efter var der kommet endnu en mand. Det var den øverste scout fra Ajax, fik jeg at vide, og Hasse Borg virkede helt stresset.

»Nu begynder der at ske ting og sager! Nu begynder der at ske ting og sager!« sagde han, og jeg svarede: »Okay, super!«

Jeg knoklede bare på. Men det blev ikke helt let. Pludselig var der tre fyre fra Ajax. Assistenttræneren var også kommet, og fra Hasse Borg hørte jeg, at flere var på vej. Det var en ren invasion, og næste dag skulle vi møde norske Moss i en træningskamp. Nu var selv hovedtræneren Co Adriaanse på plads og så sportsdirektøren Leo Beenhakker.

Jeg havde ikke tjek på Beenhakker dengang. Jeg vidste ingenting om fodboldbosserne i Europa på det tidspunkt. Men jeg så det straks: Den fyr var big shot! Han havde hat på i solen og stod ude ved siden og røg en fed cigar, han havde halvlangt hvidt hår og ligesom sådan nogle lysende øjne. Der er nogen, der har sagt, at han ligner den skøre videnskabsmand i Tilbage til fremtiden, men så er det i hvert fald en barskere udgave af ham. Beenhakker udstrålede magt og kulde. Han lignede lidt en mafioso, og det kan jeg jo godt lide. Det er den stil, jeg er vokset op med, og det overraskede mig overhovedet ikke, at Beenhakker havde trænet Real Madrid og vundet ligaen og cuppen med dem. Man kunne se, at han havde været vant til at styre og bestemme, og folk sagde, at han bedre end nogen anden kunne spotte potentialet hos unge spillere, og jeg tænkte: Wauw, nu gælder det! Men selvfølgelig, der var meget, jeg ikke vidste noget om. Beenhakker havde gang på gang forsøgt at få Hasse Borg til at sætte en pris på mig. Hasse havde nægtet! Han ville ikke binde sig til et bestemt beløb.

»Fyren er ikke til salg,« havde han sagt, og det var sikkert smart. Men det var højt spil. Beenhakker havde meddelt:

»Får jeg ingen pris, kommer jeg ikke til La Manga!«

»Det er dit problem. Det lader du bare være med så,« svarede Hasse Borg, det påstår han i hvert fald, og Beenhakker bøjede sig.

Han var fløjet til Spanien, og det første, han skulle se, var altså vores kamp mod Moss. Bagefter kan jeg ikke huske at have set ham ved sidelinjen. Jeg så kun John Steen og træneren, Co Adriaanse, nede ved modstandernes mål. Men Beenhakker var åbenbart kravlet op på et af de der skure ved mållinjen for at få et bedre overblik, og selvfølgelig må han have været forberedt på at blive skuffet. Det ville ikke have været første gang, at han var rejst langt for at se et talent, som ikke levede op til forventningerne, og kampen var jo heller ikke vigtig. Der var ingen, der havde grund til at satse alt, og måske skulle det hele bare blive en trættende rejse. Ingen kunne vide det. Fyrene fra Ajax snakkede med hinanden indimellem, og jeg følte mig en smule nervøs. Det sprællede i kroppen.

Men ret tidligt i første halvleg fik jeg en aflevering fra højre. Jeg var lige uden for straffesparksfeltet, og vi havde vores lyseblå spillerdragter på. Klokken var 15.37, hvis man skal tro den rystede videooptagelse, der ligger ude på YouTube. Det var varmt, men der blæste en ret frisk vind fra havet, og det så ikke ud som nogen farlig situation. Spillet var meget defensivt. Men jeg så en åbning, en mulighed. Det var et af de der billeder, der bare dukker op i mit hoved, en af de der lynglimt, som slår ned i mine tanker, og som jeg aldrig rigtig har kunnet forklare. Fodbold er jo ikke noget, man planlægger. Fodbold sker bare, og lige da jeg modtog bolden, vippede jeg den direkte over en back, sådan et lille lob, som man lige med det samme mærker er perfekt, og så styrtede jeg af sted. Jeg spurtede forbi to forsvarere og mødte bolden nogle meter inde i straffesparksfeltet og var nu i den situation, at det passede perfekt med et hælspark.

Jeg hælsparkede den over endnu en modspiller og løb frem og skød en helflugter med venstre, og et øjeblik spørger man sig selv, man kan nemlig godt nå at tænke, selvom det hele sker på et splitsekund: Går den ind? Går den forbi? Men nej, den hvislede bare ind. Det var et af de smukkeste mål, jeg havde lavet, og jeg styrtede rundt på banen med armene i vejret og brølede. Journalisterne på stedet var sikre på, at det var: »Zlatan, Zlatan!« Men come on, hvorfor skulle jeg råbe mit eget navn? Jeg skreg »showtime, showtime.«

Det var et showtime-mål, og jeg har en idé om, hvad Beenhakker tænkte. Han må være gået helt grassat. Han kan næsten ikke have set noget lignende. Men senere fik jeg at vide, at han også blev urolig. Han havde fundet, det han ledte efter; en stor spiller, som var målfarlig og teknisk, og som på bestilling scorede det totale drømmemål. Men han var ikke dummere, end at han indså, at jeg med den opvisning havde skudt min pris i vejret, og hvis andre storklubber havde spioner omkring banen, ville det blive en sindssyg budrunde, og Leo Beenhakker besluttede straks at handle. Han sprang ned fra det der skur og opsøgte Hasse Borg.

»Jeg vil møde den her fyr med det samme,« sagde han, for som I ved, i fodboldverdenen handlede det aldrig kun om fodboldspilleren; det er også personen bagved. Det har ingen betydning, om fyren er fantastisk, hvis han har en forkert indstilling. Du køber hele pakken.

»Ved ikke, om det går,« sagde Hasse Borg.

»Hvad mener du med, at det ikke går?«

»Det er ikke sikkert, vi har tid. Vi har masser af aktiviteter og den slags!«

Beenhakker begyndte at svede på det tidspunkt, for selvfølgelig fattede han det.

Der var ingen forpulede aktiviteter. Hasse Borg måtte jo nærmest have haft orgasme. Manden havde pludselig fået alle trumfer på hånden, og nu ville han spille kostbar og køre alle sine tricks.

»Hvad snakker du om? Han er en ung fyr. I er på træningslejr. Selvfølgelig er der tid.«

»Muligvis et kort øjeblik så,« sagde Hasse Borg, noget i den stil, og så blev de enige om, at vi skulle mødes på Ajax-teamets hotel, der lå et lille stykke væk.

Vi kørte derhen. I bilen snakkede Hasse Borg løs om, hvor vigtigt det var, at jeg viste en god og positiv indstilling. Men jeg var helt rolig. Ajax ville måske købe mig, og ja, helt sikkert, det var stort, og havde situationen været en anden, var jeg nok blevet nervøs.

Jeg var ikke vant til udenlandske hot shots på det tidspunkt, og endnu mindre vant til at indgå store forretningsaftaler. Men efter sådan et mål ejer du hele verden. Så er det nemt at være noget så charmerende, og mig og Hasse Borg gik ind på deres hotel og gav hånd til hele slænget, sådan »How do you do«-agtigt, og vi small talkede lidt, og jeg smilede og sagde, at jeg virkelig ville satse på fodbolden, og at jeg vidste, at det var hårdt arbejde, alt sådan noget snak. Det var et lille stykke teater, hvor alle viste deres gode vilje. Men selvfølgelig, der var alvor og mistænksomhed lige under overfladen. Alle så undersøgende på mig: Hvem er han egentlig? Frem for alt husker jeg Leo Beenhakker. Han lænede sig frem og sagde:

»If you fuck with me I'll fuck you two times back,« og det imponerede mig altså.

Det var lige en snak, jeg kunne bruge, og Beenhakker havde et glimt i øjet. Men det er klart, ham og hans fyre havde sikkert lavet deres research. De vidste garanteret alt om mig, selv det der på Industrigatan. Det tænkte jeg nu ikke på dengang. Men hans ord kunne jo tolkes som en slags advarsel, ikke, og jeg kan huske, at vi vendte hjem til vores hotel bare et kvarter senere, og at jeg næsten ikke kunne sidde stille.

Der foregår ét spil på banen.

Der foregår et andet på transfermarkedet, og jeg kan lide begge to, og jeg kan en hel del tricks. Jeg ved, hvornår jeg skal tie stille, og jeg ved, hvornår jeg skal kæmpe. Men jeg har lært det på den hårde måde. I begyndelsen vidste jeg ingenting. Jeg var bare en fyr, der ville spille fodbold, og efter mødet på La Manga hørte jeg ikke et ord om Ajax, ikke i et godt stykke tid.

Jeg tog hjem, og dengang kørte jeg rundt i en blå Mercer Cab, ikke den jeg havde bestilt, men en lånebil jeg havde fået, mens jeg ventede på den rigtige, og jeg tror ikke, jeg på vej noget bestemt sted hen. Jeg kørte bare rundt og følte mig som en tjekket fyr, og på bagsædet lå en minibold, hvis jeg skulle få lyst til at øve tricks. Det var en helt almindelig dag i Malmö, med andre ord.

Der var stadig nogle uger til sæsonpremieren i Allsvenskan, og jeg skulle spille U21-landsholdskamp i Borås, men ellers var det stille og roligt. Der var bare noget med træning og sådan og at hænge ud med vennerne og spille PlayStation. Så ringede telefonen. Det var Hasse Borg. Det var der ikke noget underligt i. Vi ringede sammen hele tiden. Men han lød anderledes.

»Er du optaget?« spurgte han, og jeg kunne ikke ligefrem påstå, jeg var busy.

»Men er du klar? Er du parat?«

»Tjoh. Hvad er der?«

»De er her nu.«

»Hvem?«

»Ajax. Kom hen til Hotel St. Jörgen. Vi venter på dig,« sagde han, og klart, selvfølgelig, jeg kørte derhen.

Jeg parkerede udenfor, og det er klart, mit hjerte hamrede. Jeg vidste, nu var det i gang, og jeg havde jo sagt til Hasse Borg, at jeg ville sælges for en rekordsum. Jeg ville skrive historie. Der var en svensk spiller, der var røget til Arsenal for fyrre millioner, det var meget på det tidspunkt, og så var der en nordmand, John Carew, som Valencia havde betalt halvfjerds for. Det var rekord i Skandinavien, og den håbede jeg på at slå. Men for fanden, jeg var nitten år.

Det var ikke let at være cool, når det virkelig gjaldt, og kan I huske det? Os fra Rosengård gik i træningsdragter, og ja, jeg havde prøvet med en anden stil i Borgarskolen. Men nu dyrkede jeg igen noget med Nike-sæt og en lille hue på hovedet, og det var helt forkert. Da jeg kom ind på S:t Jörgen, blev jeg mødt af John Steen Olsen, og selvfølgelig, jeg fattede, at det hele var tophemmeligt. Ajax er et børsnoteret selskab, det ville være insiderinformation, hvis der slap noget ud. Men lige i det øjeblik så jeg Cecilia Persson, og det gav et gib i mig. Hvad lavede Cecilia her? På S:t Jörgen regnede jeg ikke med at møde folk fra Rosengård. Det var en anden verden. Det var langt fra vores kvarter. Men der stod hun.

Hun og jeg var vokset op i samme opgang, hun var datter af mors bedste veninde. Men pludselig kom jeg i tanke om det, hun gjorde jo rent på hotellet. Hun var rengøringsassistent præcis som min mor, og nu kiggede hun mistænksomt på mig: Hvad er det lige, Zlatan laver her med de der fyre? Og jeg signalerede til hende: Lad vær' med at sige noget, og så tog jeg elevatoren op og gik ind i et konferencerum, og der stod en del slipsedrenge, der var Beenhakker, hans økonomifyr, og så selvfølgelig Hasse Borg, og jeg kunne med det samme mærke, at der var noget lusket ved stemningen derinde.

Hasse var helt overspændt og nervøs, han var ét stort adrenalinbundt, men det er klart, han spillede cool: »Hej knægt! Du ved godt, vi ikke må sige et ord om det endnu. Men vil du til Ajax? De vil gerne have dig,« og selvom jeg havde haft det på fornemmelsen, gik det som et sus igennem mig.

»Selvfølgelig!« Svarede jeg. »Ajax er en god skole,« og så nikkede alle, der var en masse smil og sådan.

Men alligevel, der var stadig væk et eller andet mystisk ved det derinde, og jeg trykkede hænder og fik at vide, at nu skulle jeg forhandle min personlige kontrakt, og af en eller anden grund gik Beenhakker og hans fyre ud på det tidspunkt, og jeg blev alene med Hasse Borg. Hvad fanden var der galt med Hasse? Han havde den største portion snus under læben, og han viste mig en notesblok.

»Se lige her. Det her har jeg skaffet dig,« sagde han, og jeg kiggede på den der blok. Der stod et hundrede og tres tusind om måneden på den, og selvfølgelig, det var mange penge, det var wauw, får jeg det? Men om det var godt sådan rent markedsmæssigt, havde jeg ingen idé om, og det sagde jeg også.

»Er det godt det her?«

»Ja, for fanden da, absolut,« sagde Hasse. »Det er fire gange så meget, som du tjener i dag,« og jeg tænkte ok, han har sikkert ret, det er jo rigtig mange penge, og jeg kunne mærke, hvor stresset han var.

»Slå til,« sagde jeg.

»Fantastisk Zlatan! Til lykke! Så gik han ud, han skulle forhandle lidt mere, sagde han, og da han kom tilbage, så han stolt ud. Det var, som om han havde ordnet hele verdenssituationen.

»De står også for din nye Mercedes, de punger ud for den,« og det var jo også fedt, syntes jeg, og jeg svarede »Wauw, cool.«

Men jeg vidste stadig ikke mere om handlen, og det slog mig faktisk heller ikke, at det med bilen måske var en ligegyldig detalje i den store sammenhæng, for helt ærligt, hvad tror I? Var jeg forberedt på den forhandling?

Jeg var ikke en skid forberedt. Jeg vidste intet om, hvad fodboldspillere tjener, eller hvor meget der ryger til skat i Holland, og jeg havde virkelig ikke haft nogen, der talte på mine vegne eller repræsenterede mine interesser. Jeg var nitten år og fra Rosengård. Jeg vidste ingenting om verden. Jeg havde nogenlunde lige så meget styr på det som Cecilia derude, og som I ved, så troede jeg, Hasse Borg var min ven, en slags reservefar. Jeg havde ikke fattet, at han kun havde én ting i hovedet; at tjene penge til klubben, og faktisk, det skulle komme til at tage lang tid, inden jeg overhovedet fandt ud af, hvad den der oppiskede stemning i lokalet handlede om. Men det var jo klart, de nålestribede var midt i deres forhandlinger.

De havde ikke bestemt prisen på mig før mødet, og når de overhovedet havde kaldt mig ind, var det fordi, det selvfølgelig er nemmere at få en transfer i stand, hvis du først skriver under med spilleren og fastsætter hans løn, for så ved du, hvor mange penge, du har at gøre med, og hvis du så oven i købet er så udspekuleret, at du sørger for, at fyren tjener dårligst af alle på hele holdet, så er det nemmere at få en rigtig god betaling for ham. Jeg blev ganske enkelt udnyttet i det strategiske spil.

Men det der vidste jeg ingenting om dengang. Jeg gik bare ud i foyeren og udstødte et glædeshyl, eller noget i den stil, og jeg tror, jeg var ret god til at holde min kæft. Den eneste, jeg fortalte det til, var min far, og han var fornuftigt nok skeptisk over for det hele. Han stolede jo ikke på folk. Men selv lod jeg det bare ske, og næste dag tog jeg til Borås for at spille U21-landskamp mod Makedonien. Det var en EM-kvalifikationskamp og min debut på ungdomslandsholdet, og det burde have været en stor ting. Men jeg havde selvfølgelig tankerne et andet sted, og jeg kan huske, jeg mødtes med Hasse Borg og Leo Beenhakker igen og skrev under på kontrakten. Da var de var blevet færdige med at forhandle.

Alligevel var vi tvunget til at holde det hemmeligt til klokken to den eftermiddag, hvor nyheden skulle offentliggøres i Holland, og jeg fik at vide, at en hel flok udenlandske agenter var kommet til byen for at se mig. Men de var rejst forgæves. Jeg var klar til Ajax. Jeg svævede på en lyserød sky, og sådan lidt distræt spurgte jeg Hasse Borg:

»Hvad blev jeg solgt for?« og det svar, altså, det glemmer jeg aldrig.

Han måtte gentage det. Det var, som om jeg ikke fattede det, og måske nævnte han det i gylden først, og det var ikke en valuta, jeg havde tjek på. Men så gik det op for mig, hvor meget det var, og der fik jeg det vildeste kick.

Okay, jeg havde håbet på en rekordsum. Jeg havde ønsket at gå for mere end John Carew, men det var noget andet at se det sort på hvidt. Det var svimlende. Det var fucking femogfirs millioner, og ti procent af pengene var mine. Tak for det, far! Men frem for alt, ingen svensker, ingen skandinav, ikke Henke Larsson, ikke John Carew, var blevet solgt for et beløb, der bare var i nærheden af det her, og selvfølgelig, jeg var klar over, at der ville blive skrevet en masse. Jeg var ikke helt uvant med at være forsidestof.

Men alligevel, da jeg købte aviserne den næste dag, var det fuldstændigt sindssygt. Pressen havde lavet et Zlatanorgie. Det var drengen med guldbukserne. Det var Zlatan den utrolige. Det var Zlatan alt muligt, og jeg læste det og labbede det i mig, og jeg kan huske, da mig og Chippen og Kennedy Bakircioglü fra ungdomslandsholdet gik på café i Borås. Vi sad der på cafén og fik en sodavand og en kage, og pludselig kom der nogle piger på vores egen alder hen, og en af dem sagde lidt genert: »Er det dig, der er ham femogfirs-millionersfyren?« Og altså, hvad siger man så lige?

»Jeps,« sagde jeg. »Det er mig,« og mobilen ringede hele tiden.

Folk fedtede for mig og sagde tillykke og var almindeligt jaloux, alle bort set fra en, nemlig mor. Hun var helt ude af den. »Herregud Zlatan, hvad er der sket?« råbte hun. Er du blevet bortført? Er du blevet slået ihjel? for hun havde jo set mig i tv og ikke rigtig fattet, hvad de sagde, og normalt altså, hvis du er fra Rosengård og havner i medierne, så plejer det at være bad news.

»Alt er i orden, mor. Jeg er bare blevet solgt til Ajax,« sagde jeg, og så blev hun vred i stedet for. »Hvorfor har du ingenting sagt? Hvorfor skal man høre den slags i fjernsynet?«

Men hun faldt ned igen, jeg kan blive helt rørt, når jeg tænker på det, og dagen efter tog mig og John Steen Olsen af sted til Holland, og jeg havde den der lyserøde trøje på og den brune læderjakke, som var det mest tjekkede, jeg ejede, og så holdt jeg pressekonference i Amsterdam. Det var et totalt gedemarked med fotografer og journalister, som sad og lå over det hele, og jeg strålede. Jeg kiggede ned. Jeg var lykkelig og usikker. Jeg var både stor og lille på samme tid og smagte champagne for første gang i mit liv, og skar ansigter, der ligesom sagde: »Hvad er det her for noget shit?« og så fik jeg trøje nummer ni af Beenhakker, den som van Basten havde haft.

Det var næsten for meget, og midt i alt det her var der nogle fyre, der lavede en dokumentar om mig og MFF, den hed Blådårar, og de her folk fulgte med til Amsterdam og filmede mig med klubbens sponsor hos en Mitsubishi-forhandler, hvor jeg går rundt der i min brune læderjakke og kigger på alle bilerne.

»Sjovt, at man bare kan gå ind og vælge en. Det kan man sikkert godt vænne sig til,« siger jeg, og så stråler jeg.

Det var den her første vilde følelse af, at alt lige pludseligt var blevet muligt. Det var et rendyrket eventyr, helt ærligt, og der var forår i luften, og jeg tog hen til Ajax' stadion og stod der på den tomme tribune med en slikkepind i munden og tænkte, og journalisterne blev hele tiden mere og mere vilde. De kørte vinklen med ghettodrengen, som får mulighed for at leve sin drøm ud, og næste dag skrev de, at Zlatan har fået en forsmag på det vilde luksusliv som professionel, og det her var lige før, Allsvenskan skulle begynde. Hasse Borg havde forhandlet sig frem til, at jeg skulle blive i MFF i seks måneder mere, og derfor vendte jeg direkte hjem til træning fra Amsterdam. Det var lidt køligt den dag, kan jeg huske.

Jeg var nyklippet og glad og havde ikke set holdkammeraterne i et stykke tid. Men nu sad de alle sammen der i omklædningsrummet med avisen og læste om »mit luksusliv«. Den scene kan I se i Blådårar. Jeg kommer ind og griner og tager jakken af og udstøder et glædeshyl, et vildt lille »jiiaa«, og så kigger de op. Jeg synes næsten, det er synd for dem.

De ser kede ud af det alle sammen. De er selvfølgelig helt grønne af misundelse, og værst står det til med Hasse Mattison, ham som jeg skændtes med i Gunnilse. Han ser helt ødelagt ud, men alligevel, han er en fin fyr. Han er holdets anfører, og han vil kun det bedste. Han prøver virkelig:

»Så kan man da kun ønske tillykke. Det er kanon! Nu er det bare om at springe på,« siger han, men han narrer ingen, slet ikke kameraet.

Kameraet glider fra hans sørgmodige øjne over på mig, og jeg sidder der på bænken og griner, lykkelig som et barn, og måske, jeg ved det ikke, blev jeg ramt af lidt mani i løbet af de her dage. Der skulle hele tiden ske noget. Jeg ville have action, action. Ligesom holde gang i dramaet og showet, og derfor lavede jeg en masse dumme ting. Jeg fik lyse striber i håret, og jeg forlovede mig, ikke fordi det var særlig dumt at forlove sig med Mia. Hun var en skøn pige, hun læste webdesign og var lyshåret og pæn og al muligt. Vi havde mødt hinanden sommeren før på Cypern, hvor hun arbejdede på en bar, og vi havde udvekslet telefonnumre og var begyndt at se hinanden i Sverige og havde haft det fedt sammen. Men der var noget febrilsk over den forlovelse, og fordi jeg ikke ikke havde fået noget filter over for medierne endnu, fortalte jeg Rune Smith på Kvällsposten om det. Det er der, hvor han spørger:

»Hvad fik hun i forlovelsesgave?«

»Forlovelsesgave? Hun fik jo Zlatan.«

Hun fik jo Zlatan!

Det var sådan en kommentar, der bare kom, en replik, der væltede ud af mig, og som lød blæret, helt i stil med mit medieimage, og som stadig bliver trukket frem hele tiden. Der var bare lige det: Nogle uger senere fik Mia ingenting. Jeg brød forlovelsen, fordi en af mine venner bildte mig ind, at man skulle gifte sig inden et år, og i det hele taget lavede jeg sådan en masse impulsive ting. Jeg var helt speedet. Der skete for meget omkring mig, og premieren på Allsvenskan nærmede sig, og I kan forestille jer det, det var her, jeg skulle bevise, at jeg var de der femogfirs millioner værd. Dagen før havde Anders Svensson og Kim Källström scoret to mål i deres indledende kampe i Allsvenskan, og man snakkede om, at jeg ikke ville kunne håndtere min stjernestatus. Måske var jeg simpelt hen bare en opreklameret teenager. Som så mange gange før, blev der snakket om, at jeg bare var blæst op af medierne, og jeg følte mig virkelig tvunget til at præstere. Det var meget at skulle løfte, og jeg husker, at hele Malmö Stadion kogte. Det var den 9. april.

Jeg havde min blå Mercer Cab og var totalt stolt af den. Men da Rune Smith interviewede mig før kampen, ville jeg ikke fotograferes med den. Jeg ville ikke virke for blæret. Det så ud til, at jeg bare ville få det lige i hovedet igen, og jeg måtte høre på en del skepsis: Presset bliver for stort og sådan noget, og det var ikke helt let at håndtere. Jeg var nitten år, og det hele var gået stærkt. Alligevel triggede det mig. Det var på et andet niveau nu. Men trangen til at give igen over for alle dem, der ikke havde troet på mig, og som havde skrevet under på lister og den slags, havde jeg haft længe. Jeg havde været drevet af vrede og hævnlyst lige siden, jeg begyndte at spille, og nu lå der en masse forventninger og uro i luften. Vi skulle møde AIK, det var ikke nogen nem åbningskamp.

Sidst vi mødte dem, var vi blevet ydmyget og sendt ned i anden division, og her før den kommende sæson anså mange AIK for at være en af favoritterne til at vinde hele Allsvenskan, og egentlig, når det kom til stykket, hvad var vi så? Vi var lige med nød og næppe rykket op fra Superettan og lå endda ikke på førstepladsen i den serie. Alligevel lod presset til at ligge på os, og folk sagde, at det først og fremmest var på grund af mig, femogfirsmillioners-fyren. Alt var udsolgt på Malmö Stadion, næsten tyve tusind tilskuere, og der løb jeg gennem den lange korridor med det blå gulv ud mod banen og hørte, hvordan det brusede derude. Det var stort, så meget fattede jeg, vi var tilbage i Allsvenskan, men alligevel, det var næsten ikke til at fatte.

Det hvirvlede med papir derinde. Tilskuerne havde plakater og spisesedler fra aviserne, og da vi stillede op, skreg de noget, i starten kunne jeg ikke høre, hvad det var. Det var »Vi elsker Malmö,« men også mit navn. Det var det fedeste kor, og på de der spisesedler stod der: »Held og lykke, Zlatan,« og den slags ting, og jeg stod bare der på banen og labbede det hele i mig, holdt hånden bag øret, som om jeg sagde: Gi' mig mer', gi' mig mer', og helt ærligt, alle tvivlerne havde ret i én ting i hvert fald. Der var nærmest lagt op til en flop-kamp. Det var for meget.

Klokken kvart i ni blev kampen fløjtet i gang, og larmen steg endnu mere. Dengang var det vigtigste ikke at score mål. Det var showet, artisterierne, alt det som jeg øvede på igen og igen, og allerede tidligt i kampen lavede jeg en tunnel på en AIK-back og lavede også nogle driblinger. Så forsvandt jeg ud af spillet, og AIK fik overtaget og havde den ene chance efter den anden, og i lang tid så det ikke godt ud for os. Måske ville jeg alt for meget. Det var noget, jeg havde oplevet allerede dengang. Hvis man vil for meget, så låser tingene sig meget nemt.

Men jeg prøvede at løsne op, og i det trettende minut fik jeg en aflevering uden for straffesparksfeltet af Peter Sørensen. Det så ikke ud som nogen fantastisk chance til at begynde med. Men jeg fintede. Jeg trak bolden med hælen og rykkede fremad, og med indersiden drønede jeg et skud af sted mod mål, og for fanden altså, det var ligesom at få stød: Nu kommer eksplosionen, nu sker det, og jeg gik ned på knæ i målscoringspositur, mens hele stadion skrålede: »Zlatan, Zlatan, Super-Zlatan,« en masse i den stil, og bagefter var det, som om jeg blev båret frem.

Jeg lavede den ene ting efter den anden, og ni minutter inde i anden halvleg fik jeg en ny god aflevering fra Sørensen. Jeg lå ude på højrekanten på det tidspunkt og styrtede nu af sted ned mod mållinjen, der så ikke ud til at være nogen mulighed for at skyde selv, overhovedet ikke, og alle tænkte, han afleverer. Men jeg skød selv alligevel. Fra den der umulige vinkel fik jeg bolden ind, og tilskuerne gik fuldstændigt amok, og så gik jeg sådan der helt langsomt rundt på banen med armene ude til siden, og med det ansigtsudtryk, jeg plejer at have på, når jeg har scoret! Det betyder power, det betyder: Her er jeg, I røvhuller, som bare brokkede jer over mig og prøvede at få mig væk fra fodbold.

Det var hævn, det var stolthed, og jeg tror, at alle de, der mente, at det var overdrevet med de femogfirs millioner, måtte æde det i sig nu, og jeg glemmer ikke journalisterne bagefter. De strålede, og en af dem sagde:

»Hvis jeg siger Anders Svensson og Kim Källström, hvad svarer du så?«

»Jeg siger Zlatan, Zlatan,« og folk grinede, og jeg gik ud i forårsaftenen, og der stod min Mercer Cab, og det var i sig selv stort.

Men det tog lang tid at komme hen til den. Overalt stod der unge, både drenge og piger, der ville have min autograf, og derfor skrev jeg løs i en evighed, der var jo ingen, der skulle snydes, det var en del af min filosofi. Jeg skulle betale tilbage, og først derefter satte jeg mig ind i min nye bil og drønede af sted, mens fansene skreg og viftede med deres autografblokke, og det ville allerede have været fint nok. Men det var ikke slut endnu, det var kun begyndelsen, og næste dag kom aviserne, og hvad tror I? Skrev de noget?

Ja, for fanden, hvor de skrev, og åbenbart havde jeg sagt, dengang vi røg ud af Allsvenskan:

»Jeg vil ha', at folk glemmer mig. Man skal ikke være klar over, at jeg eksisterer. Senere, når vi er kommet tilbage, slår jeg ned som et lyn på banen,« og den replik trak aviserne frem.

Jeg blev lynet, der slog ned. Jeg blev alt muligt fedt, og man begyndte oven i købet at snakke om Zlatan-feber i landet. Jeg var over det hele, i alle medier, og man sagde, at det ikke kun var unge drenge og teenagepiger, der læste det. Det var den ældre dame på postkontoret, det var den gamle gut på Systembolaget, og jeg hørte jokes, som for eksempel »Hej, hva' så? Hvordan har du det?« »Jeg tror, jeg har fået Zlatan-feber,« og jeg havde det, som om jeg svævede på en lyserød sky. Det var helt ufatteligt. Der var oven i købet nogle fyre, der lavede en sang, der blev en ren landeplage. Man hørte den overalt. Folk havde den som ringetone på deres mobiler: Ohiya, Zlatan, och jag, vi e från samma stad, sang de, og helt ærligt: Hvordan håndterer man sådan noget? De synger om dig. Men selvfølgelig var der også en bagside, og den fik jeg at se i tredje runde i Allsvenskan. Det var den 21. april. Det var i Stockholm, og vi skulle møde Djurgården.

Djurgården var det hold, der røg med os ned i Superettan, og som også rykkede op igen samtidig med os, Djurgården som nummer et i serien og os som nummer to, og rent ud sagt, de havde banket os ud af banen i Superettan, første gang med 2-0 og anden gang 4-1, så på den måde havde de helt klart en psykologisk fordel. Men alligevel, vi havde slået både AIK og Elfsborg med 2-0 i vores første kampe, og frem for alt, Malmö FF havde mig. Alle talte om det, Zlatan, Zlatan, jeg var mere hot end glødende lava, og man snakkede om, at landstræneren Lars Lagerbäck sad på tilskuerbænken for at studere mig.

Men selvfølgelig, endnu flere blev provokerede af det nu: Hvad fanden er det ved ham, der skulle være så fantastisk? En af tabloidaviserne opsøgte Djurgårdens bagkæde. Det var tre kraftige fyre, kan jeg huske, som stod med armene over kors på billedet på midtersiderne, og oven over dem stod overskriften: »Det er os, der stopper Zlatan, den opreklamerede primadonna«, og jeg tror, jeg forventede en ret hadefuld stemning på banen. Det var jo et prestigeopgør, helt oplagt at tonen ville blive hård, og alligevel gøs jeg, da jeg trådte ind på Stockholms stadion.

Djurgårds-supporterne dampede af had, eller hvis det ikke var had, så var det i hvert fald den værste omgang psykning, jeg nogensinde har været udsat for: »Vi hader Zlatan! Vi hader Zlatan!« Det drønede bare løs omkring mig. Alle tilskuerne kørte en hetz mod mig, og jeg hørte en masse andre slagsange, en masse væmmeligt lort om mig og min mor.

Jeg havde aldrig oplevet noget lignende, og ok, et eller andet sted forstod jeg det godt. Fansene kunne ikke selv løbe ned og spille, så hvad gjorde de? De kastede sig over modstanderens bedste spiller, de forsøgte at nedbryde mig, det er faktisk ikke så mærkeligt, på en måde. Det er sådan, det foregår i fodbold. Men det her var over grænsen, og jeg blev afsindig. Jeg skulle vise dem, og på en måde spillede jeg mere mod tilskuerne end mod selve holdet. Men nøjagtig ligesom mod AIK tog det lidt tid, inden jeg kom ind i kampen.

Jeg var tæt mandsopdækket. Jeg havde de der blodsugere fra avisen på mig, og i de første tyve minutter dominerede Djurgården. Vi havde lige købt en fyr fra Nigeria. Peter Ijeh hed han, og rygtet sagde, at han var en strålende målskytte. Han blev topscorer i Allsvenskan året efter. Men dengang stod han stadig i skyggen af mig. Hvem gjorde ikke det, ligesom? I kampens femogtyvende minut fik han en aflevering fra Daniel Majstorović, vores midterforsvarer, som senere skulle blive en af mine nære venner.

Peter Ijeh scorede til 1-0, og så i det otteogtresindstyvende minut havde han en smuk frispilning af Joseph Elanga, den anden afrikanske spiller, som vi havde erhvervet det år, og Elanga tacklede bolden forbi en back og scorede til 2-0. Tilskuerne buhede helt vildt, de råbte og skreg og selvfølgelig, jeg var elendig, jeg var et nul. Jeg havde ikke scoret, præcis som de der forsvarsspillere havde sagt, at jeg ikke ville, og det var også rigtigt, indtil videre havde jeg ikke spillet specielt godt.

Jeg havde lavet en del finter og et hælspark nede ved hjørneflaget, men ellers var det mere Ijehs og Majstorovićs kamp end min, og der var ingen magi i luften, da jeg to minutter senere fik bolden nogenlunde midt på banen. Men det skulle blive anderledes, for pludselig trak jeg forbi en fyr, det skete bare, og så en til, og jeg havde det sådan: Wauw, jeg er flyvende, jeg har kontrol, og jeg fortsatte.

Det var ligesom en dans, og selvom jeg ikke var klar over det i situationen, så driblede jeg faktisk forbi hver eneste af forsvarsspillerne fra avisen og prikkede bolden ind med venstrefoden, og helt ærligt, den følelse der, det var ikke kun glæde. Det var hævn. Det her er til jer, tænkte jeg, som tak for jeres slagsange og jeres had, og jeg regnede med, at min krig mod tilskuerne ville fortsætte, efter at dommeren havde fløjtet kampen af.

Altså, vi havde jo ydmyget Djurgården, det endte med 4-0, men ved I, hvad der skete? Jeg blev omringet af Djurgårdsfans, og ingen ville slås eller hade mig mere.

De ville have min autograf. De var fuldstændig vilde med mig, og faktisk, når jeg ser tilbage på den tid, så handler det meget om netop sådan nogle ting, om hvordan det faktisk kunne lade sig gøre at vende alting med et mål eller en flot finte. Der var ingen film, jeg elskede mere end Gladiator, og her er der en scene, alle kender den vist, hvor kejseren kommer ned i arenaen og beder gladiatoren tage masken af, og gladiatoren gør det og siger:

»My name is Maximus Dedimus Meridius … And I will have my vengeance, in this life or the next.«

Det var sådan, jeg følte mig eller ønskede at føle mig, jeg ville stå der, over for hele verden, og vise alle dem, der havde tvivlet på mig, hvem jeg i virkeligheden var, og jeg kunne ikke forestille mig, hvem der skulle kunne stoppe mig.