11
INGEN ANEDE NOGET OM HELENA og mig, ikke engang hendes mor. Vi havde kæmpet vildt for at holde det hemmeligt. Den mindste ting om mig trak overskrifter, og vi ville ikke have, at journalisterne skulle rode og grave i vores forhold, før vi overhovedet selv vidste, hvad vi havde gang i.
Vi gjorde alt for at snyde dem for historien, og i begyndelsen havde vi nok stor fordel af vores forskelligheder. Ingen kunne regne ud, at jeg var sammen med en som hende, en elleve år ældre karrierekvinde. Når vi blev set det samme sted, på et hotel eller lignende, så fes den alligevel ikke ind hos folk, og det var heldigt. Det hjalp os. Men alt det der luskeri havde en pris.
Helena mistede venner og følte sig ensom og isoleret, og jeg blev mere vred på medierne end nogensinde før. Året inden var jeg fløjet til Göteborg for at spille landskamp mod San Marino. Det var begyndt at fungere i Ajax på det tidspunkt, og jeg var i godt humør og snakkede vidt og bredt ligesom i gamle dage, endda med en fyr på Aftonbladet. Jeg havde bestemt ikke glemt, hvad avisen havde foretaget sig med episoden på Spy Bar. Men jeg gad ikke bære nag, og derfor snakkede jeg løs, oven i købet om at stifte familie i fremtiden, ikke noget specielt, slet ikke. Det var bare løs snak – noget i stil med, at det ville være dejligt at få børn engang i fremtiden. Men ved I, hvad journalisten gjorde?
Han udformede artiklen som en kontaktannonce. »Vil du vinde Champions League med mig! Atletisk fyr på 21 år, 192/84 med mørkt hår og mørke øjne søger kvinde i passende alder til seriøst forhold,« skrev han, og hvad tror I? Blev jeg glad for det? Jeg blev tosset. Skulle det forestille respekt? En kontaktannonce! Jeg ville slå idioten ned, og derfor var det ikke så smart, at vi mødtes allerede næste dag i den mørke spillergang på stadion.
Hvis jeg har forstået det rigtigt, havde avisen fundet ud af, at jeg var rasende. Jeg tror, det var nogen fra landsholdet, der var stået frem og fortalt det, og nu ville jounalisten undskylde, så businessen kunne fortsætte, som den plejede. Der var jo allerede dengang en masse penge i mit navn. Men tro mig, det kunne han godt glemme, og jeg skal vist være glad for, at jeg holdt mig nogenlunde på måtten. Det lykkedes mig at nøjes med at hvæse ad ham.
»Hvad er du for en nar? Og hvad fanden er det, du vil sige. At jeg har problemer med piger, eller hva'?«
»Jeg er ked af det, jeg ville bare …« Han vrøvlede bare løs. Han fik ikke fremstammet et eneste fornuftigt ord.
»Jeg vil aldrig nogensinde snakke med dig igen,« råbte jeg og gik derfra, og ærlig talt, jeg troede, jeg havde skræmt ham, eller i hvert fald fået dem på avisen til at udvise lidt mere respekt fremover. Men det blev værre. Vi vandt landskampen 5-0, og jeg scorede to mål, og hvad tror I, at Aftonbladet havde på spisesedlen dagen efter: Heja Sverige. Nu venter VM? Nej, ikke helt! Der stod: »Skam dig, Zlatan!« og det var ikke, fordi jeg ligefrem havde trukket bukserne ned eller slået dommeren.
Jeg havde taget et straffe – som var gået ind. Der havde stået 4-0, og jeg var blevet fældet i straffesparksfeltet, og ok, selvfølgelig, Lars Lagerbäck havde sin liste over dem, der skulle skyde straffe, og øverst stod Kim Källström, men han havde lige scoret, og jeg tænkte, det er min den her, jeg er parat, jeg er tændt, og da Kim kom frem, tog jeg bolden om bag ryggen, sådan lidt lad være med at tage mit legetøjagtigt, og så rakte han hånden frem: Giv mig den!
Jeg gav ham five i stedet, lagde bolden til rette på straffesparkspletten og skød, mere var der ikke i det, det var ikke den bedste ting, jeg har gjort, og jeg undskyldte også for det bagefter, men kom nu; det var ikke Balkankrigen. Det var ikke optøjer i forstæderne. Det var et mål i en fodboldkamp. Alligevel lavede Aftonbladet seks sider om sagen, og jeg fattede ingenting. Hvorfor fanden komme med kontaktannoncer og skam dig, Zlatan, når vi vinder 5-0?
»Er der nogen, der skal skamme sig, så er det Aftonbladet,« sagde jeg på et pressemøde dagen efter.
Efter det boykottede jeg avisen, og da EM i Portugal begyndte, var situationen ikke ligefrem til et tøbrud. Jeg fortsatte krigen, men jeg løb en risiko. Hvis jeg ikke talte med dem, havde de intet at tabe, og det sidste, jeg ville, var, at mit og Helenas forhold skulle komme frem. Det ville være en katastrofe for forberedelserne til EM, og det gjaldt om at være forsigtig. Men hvad skulle jeg gøre? Jeg savnede hende. »Kan du ikke komme herned,« sagde jeg. Det kunne ikke lade sig gøre. Hun havde for meget at lave. Men åbenbart havde nogle af hendes chefer købt billetter til EM og kunne ikke selv tage af sted: »Er der nogen, der vil rejse i stedet?« sagde de, og så tænkte hun: Det er et tegn, jeg tager af sted, og hun var med nogle få dage. Men som sædvanlig gik vi stillede med det, og ikke engang nogen på landsholdet kendte til hende; den eneste, der lod til at have fattet mistanke, var ham der entreprenøren Skara-Bert, som var stødt på hende i lufthavnen og havde undret sig over, hvad én som hun foretog sig blandt alle fodboldfansene med deres landsholdstrøjer og sjove hatte. Men det lykkedes os at holde det hemmeligt, og jeg kunne fokusere på fodbolden.
Vi var et godt slæng på holdet. Vi var nogle gode fyre, og så en primadonna. Primadonnaen kørte frem med sit bullshit: »I Arsenal, altså, der gør vi sådan. Det er faktisk sådan, man skal gøre. For i Arsenal, ved man sådan noget, og jeg spiller på det hold.« Nogenlunde den stil.
Det tændte mig af. »Jeg har så ondt i ryggen,« sagde han. Oj, oj. »Jeg kan ikke køre i den almindelige bus. Jeg må have min egen. Jeg må have det og det.« Jeg mener, hvem fanden skulle han forestille, komme her og spille overklasse over for os? Lars Lagerbäck snakkede med mig om ham:
»Søde, rare Zlatan, prøv at takle det her professionelt. Vi kan ikke have konflikter på holdet.«
»Hør lige,« svarede jeg. »Respekterer han mig, så respekterer jeg ham. Slut punktum,« og der var en del ballade om det.
Men bort set fra det, for fanden, hvor var der bare en utrolig stemning. Da vi gik ind til den første kamp mod Bulgarien i Lissabon, var det som om hele stadion var klædt i gult, og alle sang med, Ind med bolden i mål, Markoolios EM-slagsang for Sverige, og alt var så utrolig stort, og vi knuste Bulgarien fuldstændigt.
Det endte 5-0, og forventningerne til os voksede. Alligevel var det, som om EM ikke rigtig var begyndt endnu. Den store kamp, som alle havde ventet på, var selvfølgelig den mod Italien den 18. juni i Porto, og det var ingen hemmelighed, at italienerne var tændte og ude på revanche. De havde kun fået uafgjort mod Danmark i den første kamp, og selvfølgelig havde ingen af dem glemt finalenederlaget til Frankrig i Rotterdam ved det forrige EM. Italien var pisket til at vinde, og de havde et utroligt hold med Nesta, Cannavaro og Zambrotta nede bagved og Buffon på mål og Christian Vieri oppe foran, og godt nok var Totti, deres store stjerne, udelukket, han havde spyttet på en modstander i Danmarkskampen, men alligevel, det sugede i maven at skulle møde de her fyre.
Det var min vigtigste kamp indtil nu, og på lægterne sad far, og alt var højtidligt og stort, og allerede fra start kunne jeg mærke det, italienerne havde respekt for mig. Det var lidt sådan, hva' finder ham fyren nu på? Og jeg lå i krig mod bagkæden. Men det var ikke nogen leg. Italienerne havde en skræmmende offensiv, og lige før pausen scorede Cassano, en ung fyr, der havde erstattet Totti, til 1-0 på et indlæg fra Panucci, og ingen kan sige, det var uretfærdigt. Italienerne havde presset os hårdt. Men vi arbejdede os ind i kampen, og i anden halvleg havde vi nogle chancer. Alligevel var det stadig italienernes kamp, og det var virkelig ikke nemt at komme til afslutning mod dem. Man sagde tit, at italienerne havde verdens bedste forsvar. Men med kun fem minutter igen fik vi hjørnespark i venstre side.
Kim Källström tog det, og der blev trængsel i straffesparksfeltet. Markus Allbäck var på bolden, og også Olof Mellberg, og der var almindeligt kaos. Men bolden var stadig højt oppe i luften, og jeg susede mod den, og i det øjeblik så jeg Buffon løbe frem og Christian Vieri stå på mållinjen, og så sprang jeg op og lavede et hælspark. Der var lidt kung-fu over det. På fotografierne er min hæl oppe i højde med min skulder, og bolden fløj i en perfekt bue over Christian Vieri, som prøvede at heade, og der var ikke mange centimeter mellem hans hoved og overliggeren. Men den sad der, lige i krydset, og det var mod Italien.
Det var EM. Det var med hælen, og der var kun fem minutter tilbage, og jeg løb af sted fuldstændig sindssyg, og hele holdet løb efter mig, lige så sindssyge, alle bort set fra én selvfølgelig, der løb i en anden retning. Men hvem gik op i det? Jeg kastede mig ned, og alle var over mig, og Henke skreg: Enjoy! Sådan! Som om han først nu fattede målets klasse, og ok, det blev kun uafgjort. Men det føltes, som om vi havde vundet, og vi kom videre til kvartfinalen, og mødte Holland, og det var selvfølgelig også højspændt.
De hollandske fans i deres orange tøj og hatte piftede og buhede ad mig, som om jeg spillede for det forkerte hold, og kampen blev utrolig tæt med masser af chancer. Alligevel stod det stadig 0-0 efter den ordinære spilletid, og så blev der forlænget spilletid. Vi havde skud både på overliggeren og stolpen. Vi burde have fået den ind flere gange. Men vi blev tvunget ud i straffesparkskonkurrence, og alle på stadion stod, som om de bad en bøn.
Der var nerver på over hele linjen, og som sædvanlig turde mange ikke engang kigge. Andre buhede og forsøgte at psyke os. Det var et forfærdeligt pres. Men det begyndte godt. Kim Källström satte sit straffe ind, og også Henke. Det stod 2-2, og så var det min tur. Jeg havde et sort pandebånd på. Jeg var ret langhåret, og jeg smilede lidt, hvorfor ved jeg ikke. Men jeg følte mig ret cool, trods alt, jeg var nervøs, men alligevel, der var ikke panik på, slet ikke, og det var Edwin van der Sar i mål. Det burde virkelig kunne lade sig gøre.
I dag når jeg skal skyde straffe, så ved jeg præcis, hvor den skal sidde, og det er i målet. Men nu fik jeg sådan en mærkelig følelse, og den følelse kom præcis, da jeg nærmede mig bolden. Det var, som om jeg bare skulle skyde, og det gjorde jeg. Jeg skød bare, som om det skulle være en overraskelse, hvor bolden ville ende, og jeg missede totalt. Jeg skød ad helvede til. Det var en katastrofe, og vi røg ud af turneringen – Olof Mellberg missede også – og tro mig; det er ikke et sjovt minde. Det var noget shit. Vi havde et godt hold. Vi burde være nået langt i EM. Men alligevel; de kampe trak det hele i gang.
August er en urolig tid. Transfervinduet lukker den 31., og transferrygterne summer over det hele. Man kalder det Silly Season. Det er stadig forsæson, og aviserne har ikke meget andet at skrive om: Skal han derhen? Eller herhen? Hvor meget vil klubberne betale? Der var vildt meget uro i luften, og mange spillere bliver stressede, og det var særlig tydeligt hos os i Ajax.
Alle de unge i klubben ønskede at blive solgt, og overalt kiggede folk nervøst på hinanden: Har han noget i gang? Har ham der? Og hvorfor ringer min agent ikke? Det var anspændt, og der var meget misundelse, og jeg gik selv og ventede, men prøvede alligevel at koncentrere mig om fodbolden, og jeg kan huske, at vi spillede kamp mod Utrecht, og det sidste, jeg havde regnet med, var at blive skiftet ud. Men det blev jeg. Koeman vinkede mig ud, og jeg blev så gal, at jeg sparkede til et reklameskilt langs banen, hva' fanden var det nu for noget, sætte mig på bænken?
Allerede dengang havde jeg fået til vane at ringe til Mino efter kampene. Det var dejligt at kunne tale tingene igennem med ham, og sådan brokke sig lidt i almindelighed, men den her gang råbte og skreg jeg:
»Hvad er han for en idiot, at han skifter mig ud? Hvordan kan han være så dum i hovedet?« og selvom Mino og jeg havde været barske mod hinanden, forventede jeg opbakning i den her situation, sådan lidt: Ja, jeg holder med dig, Koeman må have fået en hjerneblødning, stakkels dig.
Mino sagde:
»Selvfølgelig skifter han dig ud. Du var den dårligste på banen. Du var elendig.«
»Hvad fanden er det, du siger?«
»Du var ingenting værd. Du skulle have været sendt ud på bænken noget før.«
»Du …« sagde jeg.
»Hva'?«
»Du kan skride ad helvede til. Både du og træneren.«
Jeg smed på og gik i bad og kørte hjem til Diemen, og jeg blev virkelig ikke i bedre humør. Men da jeg nåede hjem, så jeg, at der stod nogen ved døren. Det var Mino. Kæft en mave han har, idioten, tænkte jeg, og jeg var ikke engang kommet ud af bilen, før vi begyndte at råbe og skrige ad hinanden igen.
»Hvor mange gange skal jeg sige det til dig?« brølede han. »Du var elendig, og du skal fandme ikke sparke reklameskilte ned. Du må se at blive voksen.«
»Skrid ad helvede til.«
»Go and fuck yourself.«
»Fuck you. Jeg vil væk herfra,« skreg jeg.
»Så må du vel hellere flytte til Torino.«
»Hvad snakker du om?«
»Jeg har måske gang i Juventus.«
»Hva'?«
»Du hørte det godt,« og det gjorde jeg. Jeg kunne bare ikke fatte det, ikke midt i det her vilde skænderi.
»Har du fikset Juventus til mig?«
»Måske.«
»Hvor er du skøn, din forbandede idiot!«
»Der er ikke noget, der er på plads endnu, men jeg vil arbejde på det,« sagde han, og jeg tænkte Juventus!
Det var noget andet end Southampton.
Juventus var måske Europas bedste klub dengang. De havde stjerner som Thuram Trézéguet, Del Piero, Buffon og Nedvěd, og godt nok havde klubben tabt finalen i Champions League mod Milan året før. Men på papiret var der ikke noget hold, der så meget som var i nærheden af dem. Spillerne var superstars hele slænget, og klubben havde lige skrevet under med Fabio Capello, træneren fra Roma, som havde villet have mig i flere år, og jeg begyndte virkelig at håbe. Kom nu, Mino, få nu den her hevet hjem!
På det her tidspunkt blev Juventus ledet af Luciano Moggi. Moggi var en hård negl og et magtmenneske, der havde arbejdet sig op fra ingenting, og nu var blevet en af de store kanoner i italiensk fodbold. Han var kongen af transfermarkedet.
Fyren havde forvandlet Juventus. Under hans ledelse havde klubbet vundet ligaen gang på gang. Men Luciano Moggi var ikke ligefrem kendt for at være uskyldsren. Der havde været en del skandaler omkring ham med bestikkelse, doping og retssager og al muligt, og rygter om at han tilhørte den napolitanske Camorra. Det var selvfølgelig bullshit. Men fyren lignede virkelig en mafioso. Han kunne lide cigarer og blærede jakkesæt, og som forhandler var han aldrig den, der trak sig. Han var verdensmester i at få deals i stand, og bestemt ikke nogen ufarlig modpart. Men Mino kendte ham.
De var gamle fjender, kan man sige, som var blevet venner. Mino havde bestilt et møde med Moggi allerede dengang, hvor han forsøgte at få gang i sin virksomhed. Men det var ikke nogen god start. Moggis kontor var åbenbart som et fucking venteværelse. Der sad cirka tyve personer udenfor, og alle var utålmodige. Men der skete ingenting. Tiden gik bare, og til sidst eksploderede Mino. Han tog derfra, helt afsindig: Hvad fanden lignede det at brænde ham af på den måde? De fleste havde nok bare accepteret situationen. Moggi var big shot. Men Mino har ingen respekt for den slags. Fik han en dårlig behandling, så gav bare han igen. Derfor opsøgte han Moggi senere på dagen på klubbens stamsted, restaurant Urbani i Torino.
»Du har behandlet mig dårligt,« hvæsede han.
»Hvem helvede er De?« sagde Moggi.
»Det vil du få at se, når du skal købe en spiller af mig«, brølede Mino, og i lang tid blev han ved med at være gal på manden.
Han præsenterede sig oven i købet sådan for andre fodboldbosser: »Mit navn er Mino. Jeg er imod Moggi,« og eftersom Moggi var en person, der let fik fjender, var det tit en god replik. Problemet var bare: Før eller siden var Mino nødt til at gøre forretninger med Moggi, og i 2001 ville Juvenus have Nedvěd, en af Minos storspillere. Men ingenting var afgjort, slet ikke. Mino havde også gang i Real Madrid, og han og Nedvěd skulle bare møde Moggi i Torino for at diskutere sagen. Men Moggi spillede højt spil, og ringede til journalister, fotografer og fans. Han sammensatte en hel velkomstkomite, inden forhandlingerne overhovedet var startet, og hverken Nedvěd eller Mino kunne sno sig udenom.
Ikke fordi Mino egentlig havde noget imod det. Han ønskede at få Nedvěd til Juventus, og kuppet gav ham mulighed for at forhandle kontrakten et godt stykke op, men for første gang blev Mino imponeret over Moggi. Manden havde måske nok været et røvhul dengang, men han kunne sit kram, og de to sluttede fred og blev venner. Sådan lidt: »Mit navn er Mino. Jeg er for Moggi.« Ikke fordi de sådan sad og hyggede sig sammen. Men der var en respekt der, og åbenbart havde en del andre klubber disset mig. Det var kun Moggi, der for alvor var tændt. Men det skulle ikke blive helt nemt.
Moggi havde ikke meget tid til os. Vi kunne komme til at møde ham hemmeligt en halv time i Monte Carlo. Det var på det tidspunkt, hvor Formel 1-løbet, Monacos Grand Prix, løb af stablen, og jeg tror, Moggi var i byen for at lave forretninger. Fiat-gruppen ejer både Ferrari og Juventus, og vi skulle møde ham i et VIP-lokale i lufthavnen. Men der var en fandens trafik, og vi kom ingen steder i bilen. Vi blev nødt til at løbe, og Mino er ikke ligefrem i topform. Han er overvægtig. Han pustede og stønnede. Han var helt gennemblødt af sved, og han havde ikke just klædt sig på til mødet.
Han havde hawaiishorts på. Han var i Niketrøje og kondisko uden strømper og var drivvåd af sved, og vi kom væltende ind i VIP-lokalet i lufthavnen, og derinde var der røg over det hele. Luciano Moggi sad og bappede på en fed cigar. Han er lidt ældre og skaldet, og man mærker det straks, ham her fyren har magt. Han er vant til, at folk gør, som han siger. Men nu gloede han bare på Minos tøj.
»Hvad fanden er det, du har på?«
»Er du kommet for at tjekke, hvordan jeg ser ud, eller hvad?« bed Mino tilbage, og det var der, det begyndte.
Næsten samtidig spillede vi landskamp i Stockholm mod Holland. Det var kun en træningskamp, men ingen af os havde glemt nederlaget i EM, og vi ville selvfølgelig vise, at vi kunne slå Holland. Hele holdet var tændt på at få revanche, det blev offensivt, ret aggressivt fodbold, og allerede tidligt i kampen fik jeg en bold uden for straffesparksfeltet. Jeg havde straks fire hollændere på mig. En af dem Rafael van der Vaart, og alle hev og sled i mig. Det var en hård situation, og jeg stangede mig igennem og fik bolden frem til Mattias Jonson, som var fri.
Han scorede til 1-0, og efter det lå van der Vaart i græsset og havde ondt i vristen. Fyren måtte bæres ud på en båre med en ledbåndsskade, det var ikke noget alvorligt. Men måske ville han misse en kamp eller to, og i aviserne gik han ud og påstod, at jeg havde skadet ham med vilje. Jeg sprang op. Hvad er det for noget pis at fyre af? Der var ikke engang frispark, hvordan kan han sige ’med vilje’? Og han skal skal være min anfører!
Jeg ringede til ham: »Hør her, jeg er ked af det, det er ærgerligt med din skade, jeg undskylder, men det var ikke meningen, hører du?« og til journalisterne sagde jeg det samme. Jeg sagde det hundrede gange. Men van der Vaart blev ved, og jeg kunne ikke forstå det. Hvorfor i helvede går han ud og kaster mudder på sin holdkammerat? Det var helt åndssvagt. Eller for resten, var det nu det?
Jeg begyndte at spekulere, for glem ikke, at det var august, og transfervinduet var åbent. Måske var han ude på at brokke sig ud af klubben? Det ville ikke være første gang, det trick blev brugt, og fyren fik også medierne med sig dernede.
Det var jo ham, der var hollænder. Han var sladderpressens yndling, og jeg var bad boy og alt det der, ham udlændingen. »Mener du det alvorligt?« sagde jeg, da jeg mødte ham til træning. Det gjorde han åbenbart.
»Okay, okay,« sagde jeg. »Så vil jeg sige det for sidste gang. Det var ikke med vilje. Hører du mig?«
»Jeg hører dig!«
Alligevel rykkede han sig ikke en millimeter, og stemningen i klubben blev mere og mere nervøs. Hele holdet delte sig i to. Hollænderne stod på Rafaels side, og udlændingene på min. Til sidst indkaldte Koeman til et møde, og på det tidspunkt var jeg helt oppe at køre over sagen. Hvad fanden lignede det at anklage mig for sådan noget? Jeg kogte bare helt vildt, og der til mødet på anden sal i vores frokoststue satte vi os alle i en rundreds, og det kunne mærkes i rummet lige med det samme. Det var alvor. Ledelsen havde gjort alt, for at vi skulle forsones. Vi var nøglespillere, og vi var nødt til at være venner. Men der var ikke umiddelbart nogen åbninger. Rafael gik hårdere ud end nogensinde før.
»Zlatan gjorde det med vilje,« sagde han, og jeg så rødt.
Hvad fanden skete der? Hvorfor ville han ikke give sig?
»Jeg skadede dig ikke bevidst, og det ved du. Og hvis du anklager mig en gang til, så brækker jeg begge dine ben, og med vilje denne gang,« sagde jeg, og klart, alle på van der Vaarts side begyndte straks: »Der kan I selv se, der kan I selv se, han er aggressiv. Han er ikke rigtig klog,« og Koeman forsøgte at dæmpe gemytterne:
»Nu skal vi ikke komme så langt ud, det her får vi styr på.«
Men ærlig talt, det virkede ikke sandsynligt, og vi blev kaldt op til Louis van Gaal, sportsdirektøren. Han og jeg havde skændtes før, og det var ikke noget fedt udgangspunkt at gå op til van Gaal i selskab med van der Vaart. Det var ikke ligefrem sådan, at jeg følte mig omgivet af venner, og van Gaal begyndte straks på sit magtsprog:
»Det er mig, der er direktør,« sagde han.
Tak for oplysningen!
»Og jeg siger til jer,« fortsatte han. »Begrav stridsøksen. Når Rafael bliver skadesfri, skal I spille sammen!«
»Overhovedet ikke,« sagde jeg. »Så længe han er på banen, spiller jeg ikke.«
»Hvad er det, du siger?« svarede van Gaal. »Han er min anfører, du skal spille med ham! Du skal stille op for klubben.«
»Din anfører?« sagde jeg. »Hvad er det for noget bullshit? Rafael går ud til pressen og siger, at jeg skadede ham med vilje. Hvad er det for en anfører? En, der angriber sine egne holdkammerater? Jeg spiller ikke med ham, aldrig i livet. Aldrig nogensinde. Du kan sige, hvad du vil.«
Så gik jeg. Det var højt spil. Men det er klart, jeg fik styrke af, at jeg havde gang i Juventus. Der var ikke skrevet under på noget, men jeg håbede virkelig, og jeg snakkede med Mino: Hvad sker der? Hvad siger de? Der var forskellige rejser hele tiden, og den 22. august skulle vi møde NAC Breda i ligaen. På det tidspunkt skrev aviserne stadig om konflikten, og mere end nogensinde stod journalisterne på van der Vaarts side. Han var yndlingsspilleren. Jeg var ham bøllen, der havde skadet ham.
»Forbered dig på at blive pebet ud,« sagde Mino. »Tilskuerne kommer til at hade dig.«
»Fint,« svarede jeg.
»Fint?«
»Sådan noget trigger mig, det ved du. Jeg skal vise dem.«
Jeg var tændt. Det var jeg. Men situationen var ikke så enkel, og jeg fortalte Koeman om Juventus. Jeg ville forberede ham, og sådan nogle samtaler er altid svære. Jeg kunne godt lide Koeman. Han og Beenhakker var de første i Ajax som for alvor forstod min kapacitet, og jeg tvivlede ikke på, at han ville forstå mig nu. Hvem ville ikke gerne til Juventus? Men Koeman ville næppe slippe mig frivilligt, og jeg vidste jo, at han havde været ude i medierne for nylig og sige, at visse personer lader til at mene, at de er større end klubben, og det var åbenlyst; det var mig, han mente. Jeg var nødt til at finde de helt rigtige ord, og jeg havde på forhånd besluttet mig for at referere noget, som van Gaal havde sagt til mig.
»Jeg ønsker virkelig ikke, at der også skal blive ballade om det her,« sagde jeg til Koeman. »Men Juventus vil have mig, og jeg håber, I kan finde en løsning. Sådan en chance her får man bare en gang i livet,« og helt klart, Koeman forstod det, han havde jo selv været professionel.
»Men jeg vil ikke have, du forlader os«, sagde han. »Jeg vil beholde dig. Jeg har tænkt mig at kæmpe for det!«
»Ved du, hvad van Gaal har sagt?«
»Nej, hvad?«
»Han har sagt, I ikke har brug for mig til ligaen. Den klarer I fint endda. Han har brug for mig til Champions League.«
»Hvad fanden? Har han sagt det?«
Koeman flippede ud. Han blev gal på van Gaal. Han syntes, de ord bastede og bandt ham og gav ham dårligere muligheder for at kæmpe for mig, og det var selvfølgelig lige nøjagtig det, jeg havde ønsket, og jeg kan huske, at jeg trådte ind på arenaen og tænkte, at nu måtte det briste eller bære. Det var blevet en vigtig kamp for mig. Folkene fra Juventus ville studere mig grundigt. Men det var helt sygt. Det føltes, som om hollænderne spyttede på mig. De piftede og råbte, og et stykke oppe på lægterne sad alles favorit, Rafael van der Vaart og blev hyldet, det var så latterligt. Jeg blev anset for at være en led fyr. Han var det uskyldige offer. Men det hele skulle komme til at ændre sig.
Vi legede med Breda, og da der var tyve minutter tilbage af kampen, stod der 3-1 til os. Som erstatning for Rafael van der Vaart havde vi fået en ung fyr fra Ajax' ungdomsakademi, der hed Wesley Sneijder, og den knægt var god. Han spillede intelligent. Han scorede til 4-1. Han fik sit gennembrud på det her tidspunkt, og bare fem minutter efter hans mål fik jeg bolden tyve meter uden for straffesparksfeltet. Jeg havde en forsvarsspiller i ryggen, og jeg masede og kæmpede med ham og kom fri, og så driblede jeg forbi endnu en fyr. Det var begyndelsen. Det var introen.
Det fortsatte med, at jeg lavede en skudfinte og nærmede mig straffesparksfeltet og fintede en gang mere, jeg forsøgte at finde skudmulighed. Men jeg fik nye forsvarsspillere over mig hele tiden. Det vrimlede omkring mig, og måske burde jeg have afleveret, men jeg så ingen mulighed for det. I stedet brød jeg igennem i et ryk, i en hurtig slalom-dribling og fik også målmanden til at snurre rundt og satte så med venstrefoden bolden ind i et åbent mål. Det var en klassiker lige med det samme.
Det blev kaldt mit Maradonamål, fordi det på en måde mindede om Maradonas mål mod England i kvartfinalen i VM i 1986. Det var et helt hold, der blev driblet ned, og stadion eksploderede. Alle blev fuldstændig skøre. Selv Koeman dansede rundt som en idiot, hvor meget jeg end ville forlade ham. Det var, som om alt had mod mig blev vendt til kærlighed og triumf.
Alle jublede og skreg, alle stod og hoppede, altså alle bortset fra én. Kameraerne gled hen over den jublende arena frem til Rafael van der Vaart. Han sad der på lægterne og var helt stivnet. Han fortrak ikke en mine, rørte sig ikke ud af stedet, selvom hans eget hold lige havde fået mål. Han sad bare der, som om min opvisning sådan cirka var det værste, der var sket, og det var det måske også. For glem ikke, før kampen blev fløjtet i gang, havde alle buhet ad mig!
Nu blev der kun råbt og skreget ét navn, og det var mit. Ingen gik op i van der Vaart længere, og hele aftenen og næste dag viste tv-kanalerne målet igen og igen. Senere blev det valgt til årets smukkeste af Eurosports seere. Men jeg var alligevel koncentreret om noget andet. Uret tikkede. Transfervinduet var kun åbent nogle få dage mere, og Moggi gjorde knuder. Eller fintede, det er som altid svært at sige. Moggi erklærede pludselig, at mig og Trézéguet ikke kunne spille sammen, og David Trézéguet var den store målskytte i Juventus.
»Hvad er det for noget sludder?« sagde Mino.
»Deres spillestil passer ikke sammen. Det kommer ikke til at fungere,« svarede han, og det lød ikke godt, overhovedet ikke.
Når Moggi havde sat sig noget i hovedet, var det ikke nemt at få ham på andre tanker. Men Mino så en udvej. Han forstod, at Capello, træneren, havde en anden indstilling. Capello havde jo været ude efter mig i lang tid, og det er rigtigt, selvfølgelig, det var Moggi, der var direktør. Men Fabio Capello var heller ikke til at spøge med. Den mand kan sænke en hvilken som helst stjernespiller bare med sit blik. Capello er stenhård, og Mino inviterede derfor dem begge på middag, og han lagde hårdt ud:
»Passer det, at Trézéguet og Zlatan ikke kan spille sammen?«
»Hvad er det for noget snak? Hvad har det med vores middag at gøre?« svarede Capello.
»Moggi har sagt, at deres spillestil ikke passer sammen, ikke sandt, Luciano?«
Moggi nikkede.
»Så mit spørgsmål til Fabio er: Er det rigtigt?« fortsatte Mino.
»Jeg vil skide på, om det er rigtigt eller ej, og det burde I også gøre. Hvad der sker på banen er mit problem. Sørg bare for, at Zlatan kommer hertil, så klarer jeg resten,« svarede Capello, og helt ærligt, hvad skulle Moggi stille op?
Han kunne jo ikke belære træneren om spillet på banen. Han var tvunget til at give efter, og Mino nød det selvfølgelig. Han havde fået dem præcis derhen, hvor han ville. Men ingenting var afgjort af den grund, og i Amsterdam afholdt man den hollandske fodboldgalla.
Mino og jeg var der for at fejre Maxwell, som modtog prisen som ligaens bedste spiller, og vi var begge glade på hans vegne. Men det blev ikke til meget fejring. Mino var helt stresset. Han gik frem og tilbage og talte med Juventus' og Ajax' direktører, og der opstod hele tiden nye problemer og spørgsmål, hvad enten det nu var reelle problemer, eller den slags som bliver skabt for at forbedre forhandlingspositionerne. Situationen virkede fastlåst, og næste dag om aftenen ville transfervinduet blive lukket, og jeg var helt overspændt.
Jeg sad hjemme i Diemen og spillede Xbox, Evolution, tror jeg, eller Call of Duty, fede spil begge to. Det fik mig næsten til at glemme det hele. Men Mino ringede hvert andet minut. Han var irriteret. Min kuffert var pakket, og Juventus havde et privatfly, der ventede på mig i lufthavnen. Så helt klart, klubben ville have mig. Men de kunne ikke blive enige om beløbet. Der var det ene og det andet, og ledelsen i Ajax lod ikke til at mene, at handlen var seriøs. Italienerne havde jo ikke engang en advokat med i Amsterdam, og jeg forsøgte på egen hånd at lægge pres på Ajax.
»Som jeg ser det, spiller jeg ikke længere med jer. Jeg er færdig med jer!« sagde jeg til van Gaal og hans folk.
Men der var ikke noget, der hjalp. Der skete ingenting, og tiden gik, og jeg var dybt inde i min Xbox, og I skulle se mig i en sådan situation. Jeg er total koncentreret. Mine fingre danser på controlleren. Det er ligesom en feber. Al min frustration gik ud over spillet. Jeg bare kørte løs, mens Mino sled i det for at få handlen i hus. Han var på sin side helt ude af den. Hvorfor kunne Moggi ikke engang få sendt en jurist til Amsterdam? Hvad var det for en overlegen stil?
Det kunne selvfølgelig være en del af spillet. Ikke nemt at vide. Ingenting føltes sikkert, og Mino besluttede at give igen. Han ringede til sin egen advokat: »Flyv til Amsterdam«, sagde han, »og lad som om du repræsenterer Juventus,« og klart, advokaten fløj derhen og spillede sit teater, og det hjalp, forhandlingerne tog fart. Men de blev ikke afsluttet, slet ikke, og til sidst fik Mino nok. Han ringede igen.
»Vi skider på det,« sagde han. »Tag advokaten med og flyv hertil. Vi må strikke det sammen herfra,« og jeg slap Xboxen og tog af sted; jeg låste knap nok døren, helt ærligt.
Jeg tog bare af sted og kørte til vores stadion, hvor klubledelsen sad med Minos advokat, og ingen tvivl om den sag: Alle blev stressede, da jeg kom ind, og advokaten snurrede rundt og sagde kun en ting:
»Der mangler bare et papir, et eneste papir. Så vil alt være klar.«
»Det når vi ikke. Vi må af sted, Mino siger, vi skal blæse på det,« svarede jeg, og så kørte vi til lufthaven og Juventus' privatfly.
På det tidspunkt havde jeg allerede ringet til far. »Hallo, hallo, det haster helt sindssygt, jeg er i gang med at strikke en deal med Juventus sammen. Vil du være med?«
Selvfølgelig ville han det, og det var jeg glad for. Hvis det her lykkedes, gik min drengedrøm i opfyldelse, og så ville det jo være fint at have far der, os, der har gået så meget igennem sammen. Jeg ved, han straks tog til Kastrup i København og fløj til Milano, hvor Minos fyr hentede ham og kørte ham til forbundskontoret. Her registrerer man alle overgange på transfermarkedet.
Han var der før mig, og da jeg selv dukkede op med advokaten, blev jeg fuldstændig paf: Er det dig ligesom? Det var ikke den far, jeg havde været vant til, slet ikke ham, der havde siddet hjemme og lyttet til jugomusik i høretelefoner og med håndværkeroveralls på. Det her var en fyr i pænt jakkesæt, en mand, der kunne gå for at være en hvilken som helst stor italiensk kanon, og jeg følte mig stolt, og helt chokeret, ærlig talt. Jeg havde aldrig set ham i jakkesæt før.
»Far.«
»Zlatan.«
Det var fint, og over det hele udenfor stod der journalister og fotografer. Rygtet havde spredt sig. Det var en stor nyhed i Italien. Men ingenting var afklaret. Uret tikkede. Der var ikke meget tid at spille på længere, og Moggi blev ved med at gøre knuder og finte, og desværre, det gav resultat. Min pris var gået ned, fra femogtredive millioner euro, som Mino havde krævet i begyndelsen, til femogtyve, tyve og til sidst til seksten millioner euro, et hundrede og tres millioner svenske kroner, og selvfølgelig, helt klart, det var stadig meget. Det var dobbelt så meget, som Ajax havde betalt i sin tid. Alligevel burde det ikke være nogen stor sag for Juventus. Klubben havde solgt Zidane til Real Madrid for syv hundrede millioner. De havde fandme råd til det. Ajax-fyrene burde ikke være urolige. Men de var nervøse alligevel, eller påstod, de var det. Det lykkedes ikke for Juventus at ryste nogen bankgaranti frem. Klart nok, der kan have været en naturlig forklaring på det.
På trods af alle sine successer var Juventus endt med et underskud på tyve millioner året inden, men det var ikke usædvanligt for storklubberne, tværtimod. Uanset hvor store indtægterne er, så bliver udgifterne altid endnu større. Nej, det der med den manglende bankgaranti, jeg funderer på, om ikke også det var et trick, et forhandlingskneb? Juventus var en af verdens største klubber og burde helt bestemt kunne finde pengene. Men uden en bankgaranti nægtede Ajax at skrive under på noget, og tiden gik. Det var håbløst, og godt nok sad Moggi der på sin stol og bappede på sin fede cigar og lod til at have situationen under kontrol, sådan lidt: ’Det her skal nok ordne sig’, eller ’jeg ved, hvad jeg foretager mig’. Men Mino stod med headset ikke langt fra ham og råbte til ledelsen i Ajax:
»Hvis I ikke skriver under, får I ikke seksten millioner. I får ikke Zlatan. I får ingenting. Har I fattet det? Ikke en skid! Og hvad forestiller I jer, at Juventus vil forsøge at snyde sig fra betalingen? Juventus! Er I rigtig kloge? Men selvfølgelig, gør som I vil, bare smid det hele væk. Værsgo!«
Det var hårde ord. Mino kan sit kram. Alligevel skete der ingenting, ikke en skid, og stemningen blev mere og mere nervøs, og jeg gætter på, at Mino havde brug for at få afløb for sin energi. Eller også ville han bare tage gas på det hele. Der var en masse fodboldgrej derinde, og Mino tog en bold op og begyndte at lave tricks. Det var helt sygt. Hvad havde han gang i? Jeg havde ingen idé. Den der bold fløj rundt og sprang op og ramte Moggi i hovedet og på skulderen, og alle måtte bare spørge sig selv: Hvad sker der lige her? Skal han stå og lave tricks med en bold i den her situation? Midt i den værste forhandlingskrise. Det var ikke lige tiden til at lege.
»Hold op med det der? Du rammer jo folk i hovedet.«
»Nej, nej, spil med i stedet,« udfordrede han. »Vi spiller om sagen, forsøg at tage den, op med dig, Luciano, vis hvad du kan. Nu kommer der et hjørne, Zlatan. Tag den. Brug hovedet, din sløve banan.«
Han blev ved på den måde, og ærlig talt, jeg har ingen idé om, hvad registratoren og alle andre derinde tænkte. Men en ting er sikkert, Mino fik en ny supporter den dag – far. Far var ved at dø af grin. Hvad er det her for en fyr, ligesom? Hvor er han skøn! Stå og lave tricks foran et big shot som Moggi. Der var lige fars stil. Det var det samme som at synge og danse på et upassende tidspunkt. Det var at køre sin stil uanset hvad, og siden den dag samler far ikke kun på udklip om mig. Han klistrer også alt, hvad der skrives om Mino ind. Mino er hans favoritgalning, for selvfølgelig, han kunne fornemme det: Mino var ikke bare en skør kugle. Han fik også kontrakten i hus. Ajax ville ikke miste både mig og pengene, og ledelsen skrev under i sidste øjeblik. Klokken var over ti på det tidspunkt, og forbundskontoret skulle egentlig have lukket klokken syv. Men vi fik den i hus, og det tog lidt tid at fordøje. Professionel i Italien? Det var ikke til at fatte.
Bagefter kørte vi til Torino, og på motorvejen ringede Mino til Juventus' stamsted Urbani og bad dem holde åbent, og personalet var naturligvis ikke svære at overtale. Vi blev modtaget som konger lige før midnat, og vi satte os ned og spiste og gennemgik hele aftalen, og ærlig talt, jeg var især glad for, at far var der og så det hele.
»Stolt af dig, Zlatan,« sagde han.
Mig og Fabio Cannavaro blev klar til at stille op for Juventus samtidig og holdt pressemøde sammen på Stadio delle Alpi i Torino. Cannavaro er en fyr, der joker og griner hele tiden. Jeg kunne lide ham lige med det samme. Han blev valgt til verdens bedste fodboldspiller et års tid efter, og han hjalp mig meget i den første tid. Men her lige efter pressemødet fløj mig og far direkte til Amsterdam, hvor vi tog afsked med Mino, inden vi fortsatte til Göteborg. Jeg skulle spille landskamp der.
Det var en hysterisk tid, og jeg kom aldrig tilbage til mit rækkehus i Diemen. Jeg lagde det bag mig, helt enkelt, og i lang tid boede vi på Hotel Le Meridien på Via Nizza i Torino. Jeg boede der, indtil jeg flyttede ind i Filippo Inzaghis lejlighed på Piazza Castello.
Derfor blev det Mino, som tog til Diemen for at sende mine gamle ting videre. Man da han trådte ind i huset, hørte han lyde fra overetagen, og han for sammen. Var der indbrud? Der hørtes tydelige stemmer deroppefra, og Mino sneg sig op, forberedt på ubehageligheder.
Men han mødte ingen tyv. Det var min Xbox, som var tændt og havde stået og brummet i tre uger, lige siden jeg kastede mig af sted i Juventus' privatfly til Milano og forbundskontoret.