28

ADRIANO GALLIANI sad deroppe på Stadio Olimpico i Rom med lukkede øjne og bad en bøn: Lad os vinde, lad os vinde, og jeg forstår ham virkelig. Det var den 7. maj 2011. Klokken var halv elleve om aftenen, og minutterne gik. De tikkede alt for langsomt, og Allegri og de andre sad og vred sig på bænken. Uanset om man troede på Gud eller ej, var det på sin plads med en bøn. Vi spillede mod Roma, og klarede vi bare et point, ville Scudettoen være vores, for første gang i syv år.

Jeg var tilbage på banen. Hvor skønt var det ikke lige? Jeg havde været væk længe på grund af mine udelukkelser. Men nu måtte jeg være med til at afgøre ligaen, ikke fordi jeg troede, det ville blive nemt. Der var også krig mellem Roma og Milan, ikke kun fordi det er de to store byer mod hinanden. Det var en vigtig kamp for begge hold.

Vi kæmpede for ligatitlen og Roma for fjerdepladsen. En fjerdeplads er en stor sag, for som firer må du være med i Champions League, og det betyder mange penge via tv-rettigheder. Men der var også sket en ting tilbage i 1989, og i italiensk fodbold glemmer man ikke så let. Tingene sidder i væggene, som jeg sagde. De bliver hængende i luften. Alle husker Ronaldo, som ikke fik sit straffe den der gang. Men det her var noget meget værre. Det var Antonio De Falchi, en ung Roma-supporter, som rejste til Milano for at se udekampen mod Milan. Han havde en bekymret mor: »Du må ikke have noget rødt og gult på. Vis ikke, at du er Roma-supporter.« Og fyren adlød.

Han klædte sig neutralt. Han kunne være en fyr fra en hvilken som helst klub, men da en af Milans hardcore supportere kom hen og bad om en cigaret, blev han afsløret på grund af sin dialekt, og så lød det noget i stil med: »Holder du med Roma, din idiot?« og så blev han omringet. Han blev sparket ihjel. Det var en forfærdelig tragedie, og før vores kamp blev der vist en tifo for ham.

En tifo er en hyldest fra lægterne, og Antonio De Falchis navn lyste arenaen op i gule og røde farver, og det var helt klart en fin gestus, men det påvirkede også stemningen derinde. Det var en stor og nervepirrende dag. I Roma er Totti den store stjerne. Han har spillet for klubben, siden han var tretten. Han er som en gud for byen. Han har vundet VM, topscorerprisen, Guldstøvlerne, alt muligt, og selvom han ikke ligefrem var ung længere, havde han vist storform på det seneste, så selvfølgelig: der var Totti-plakater overalt og Romaskilte, men det vrimlede også med Milan- og Ibra-bannere. Vi havde mange tilrejsende fans, som håbede at komme til at fejre ligasejren, og det røg fra romerlys på lægterne.

Kampen blev fløjtet i gang 20.45, som sædvanlig. Det var mig og Robinho i front. Cassano og Pato sad på bænken, og vi lagde godt ud. Men i det fjortende minut kom Vučinić fri. Det lugtede af mål, han kommer til at score. Men Abbiati, vores målmand, lavede en kanonredning. Det var ren refleks, og det begyndte at blive nervøst. Roma havde slået os i det seneste møde på San Siro, og vi knoklede endnu hårdere på. Vi jagede deroppe på toppen, og jeg havde flere chancer, og Robinho havde et skud på stolpen. Prince Boateng havde verdens største chance, men vi scorede ikke, og tiden gik. 0-0 var nok, og uret tikkede og tikkede, og til sidst var der gået halvfems minutter. Den burde være hjemme.

Så siger de elendige dommere: Fem minutter i tillægstid! Fem minutter, og vi knoklede løs, og helt ærligt, der var vist andre end Galliani, der bad en bøn. Syv år uden en Scudetto er lang tid for en klub som Milan, og nu var det tæt på, og kan I huske det? Jeg havde lovet, at vi skulle vinde den igen. Det var det første, jeg sagde, da jeg blev præsenteret på San Siro, og klart nok, sportsstjerner siger så meget. De lover guld og grønne skove, og så bliver det alligevel shit. Men visse personer, som for eksempel Muhammad Ali, de holdt, hvad de lovede, og jeg ønskede virkelig at høre til dem. Jeg ville både føre mig frem og levere varen. Jeg var jo kommet til Milan med hele min afsindige vindermentalitet og svoret og lovet og kæmpet og knoklet og nu … talte sekunderne ned, ti, ni, otte, syv … og så!

Dommeren fløjtede af, og sejren var vores. Alle stormede ind, og på arenaen væltede røgen op. Folk skreg og sang. Det var smukt og hysterisk. Det var helt fantastisk, og Allegri, vores træner, blev kastet op i luften, og Gattuso styrtede rundt med en magnumflaske champagne og sprøjtede løs på alle. Cassano blev interviewet til tv, og alle omkring mig var helt oppe at køre. Der var meget med: »Tak, Ibra, du holdt, hvad du lovede,« men også sindssyge ting.

Vi var alle høje af adrenalin, og Cassano var en skøn fyr. Han kunne have brug for et spark. Jeg gik forbi ham og reporteren og svingede en fod i hovedet på Cassano, ikke hårdt selvfølgelig, men heller ikke helt løst, og han for sammen.

»Hvad er det, han laver?« sagde reporteren.

»Han er skør.«

»Ja, det ser sådan ud!«

»Men en spiller, der hjælper os med at vinde ligaen, må gøre lige, hvad han vil,« sagde Cassano og grinede.

Men han havde ondt. Han gik rundt med en ispose på hovedet bagefter. Det var en lidt hårdhændet kærlighed måske, og så begyndte festen. Jeg faldt ikke i søvn i noget badekar den aften. Men det var ret vildt alligevel, og helt ærligt, når jeg tænker på det, var det stort. Jeg havde været seks år i Italien og vundet Scudettoen hvert år. Har nogen anden gjort noget lignende? Jeg tvivler på det, og vi vandt heller ikke bare ligaen. Vi tog Super Cuppen hjem, opgøret mellem ligavinderen og cupvinderen. Vi tog til Kina. Der var hysteri omkring mig dernede også, og jeg scorede og blev Man of the Match og fik mit attende titeltrofæ, mit attende, og jeg var lykkelig, virkelig.

Men der var også sket noget med mig. Fodbold var ikke alt mere. Jeg havde min familie, og jeg havde sagt nej til landsholdet. Jeg kunne godt lide Lars Lagerbäck. Alligevel havde jeg ikke glemt episoden i Göteborg. Jeg glemmer ikke så let, og jeg ville have mere tid til Helena og drengene. Derfor havde jeg ikke spillet med Sverige et stykke tid, men på den anden side, det havde været den der sidste sommer i Barca, hvor alting var tungt, og jeg følte mig som ham den anderledes og besværlige fyr fra Rosengård igen, ham, der ikke rigtig passer ind.

Den sommer var mange af mine holdkammerater i Barcelona med og vandt hele VM, og jeg havde det mere og mere sådan: Jeg savner det der, ikke sådan at jeg havde tænkt mig at være med på landsholdet af den grund. Det tog for meget tid. Jeg var næsten aldrig hjemme med børnene. Jeg gik glip af så meget. Men på det tidspunkt stoppede Lasse Lagerbäck. Erik Hamrén blev ny landstræner. Han ringede til mig:

»Hej, hej. Jeg er den nye træner.«

»Jeg må sige det ligeud,« sagde jeg. »Jeg har ingen planer om at komme tilbage.«

»Hva'?«

»Jeg ved ikke, hvad man har sagt til dig. Du er måske blevet lovet noget forkert, men jeg spiller ikke.«

»For fanden, Zlatan. Du tager mig på sengen. Det havde jeg ingen anelse om.«

Men han var et stædigt asen. Jeg kan godt lide stædige asner. Han kørte på: Det bliver fantastisk. Det bliver så godt, alt sådan noget, og jeg inviterede ham til vores hus i Malmö, og jeg mærkede det med det samme, den fyr er skøn. Vi klikkede. Han var ikke nogen almindelig svensk træner. Han turde overskride grænser, og det er altid de bedste. Jeg giver ikke noget for duksedrenge, det ved I. Sommetider må du bryde reglerne. Det er sådan, du kommer videre. Jeg mener: hvad skete der med dem på MFF's drengehold, som altid opførte sig pænt? Bliver der skrevet bøger om dem?

Jeg sagde ja til sidst, og vi blev enige, jeg skulle have anførerbindet og få en lederrolle også på landsholdet. Det kunne jeg godt lide. Jeg kunne oven i købet også godt lide, at det var mig, der skulle tage skraldet i medierne, hvis vi tabte. Det gav mig et kick, og da jeg mødte gutterne på holdet, så jeg på dem. De tænkte: Hvad fanden sker der her? Normalt dukker der nogle få fans op for at overvære træningen. Nu kom der seks tusinde til en enkelt lille landsholdssamling i Malmö, og jeg sagde helt roligt:

»Velkommen til min verden!«

At komme til Malmö er altid specielt. Klart nok, jeg er der selvfølgelig tit. Malmö er vores hjem. Men så holder vi os som regel hjemme i vores hus. Det er noget andet at spille der. Så er det, minderne kommer tilbage. Sommeren efter Scudettoen og Super Cupsejren skulle Malmö FF og os i Milan spille en venskabskamp. Forhandlingerne mellem klubberne og sponsorerne havde stået på i lang tid, men da billetterne blev frigivet, strømmede folk til stadion. Det regnede, har jeg hørt. Folk stod i lange køer med paraplyer, og billetterne var udsolgt på tyve minutter. Der var sindssygt meget tryk på og køer hele vejen frem og tilbage til Pildammsparken.

Jeg har sagt en del shit om Malmö FF gennem årene. Jeg har ikke glemt, hvad Hasse Borg og Bengt Madsen gjorde, men jeg elsker også klubben, og jeg glemmer ikke, da vi kom til Malmö den dag. Hele byen gav mig et kæmpe knus. Det var ligesom et karneval. Der var kaos over alt, og afspærringer og hysteri og store menneskemængder. Folk hoppede og vinkede og råbte og skreg, når de så mig. Mange havde stået i timevis bare for at få et glimt af mig. Hele Malmö holdt fest. Alle ventede på Zlatan, og jeg har løbet ind på mange arenaer, der har været ekstatiske og på kogepunktet. Men det der var noget særligt; det var før og nu på én gang.

Det var hele mit liv, der kom tilbage, og hele stadion sang og skreg mit navn. I den der gamle dokumentar Blådårar sidder jeg i et tog og taler lige ud i luften:

»Jeg har bestemt mig for en ting,« siger jeg. »At jeg skal have en lilla Diablo, en bil, Diablo, det er en Lamborghini. Og så skal der stå på nummerpladen: Toys, legetøj … på engelsk.«

Det er lidt barnligt. Jeg var ung. Jeg var atten, og en heftig bil var det sejeste for en fyr som mig, og verden lå åben for mig. Men de ord røg ud alle vegne: Har du hørt, hvad ham der Zlatan, den rod, siger. En lilla Diablo! Det var længe siden. Det var langt væk, men alligevel på en måde tæt på, og så den aften på stadion i Malmö foldede fansene et kæmpestort lærred ud over lægterne, og jeg stirrede på det, og det tog et sekund. Så fattede jeg det. Det var en tegning af mig og ved siden af en bil med en nummerplade, hvor der stod Toys.

»Zlatan kom hjem. Vi fikser drømmebilen,« stod der.

Jeg følte det i hjertet, eller som en af mine venner sagde engang: Det er et eventyr det hele. Det er en rejse fra ghettoen frem til en drøm. For ikke så længe siden fik jeg tilsendt et billede, et fotografi af Annelundsbroen. Annelundsbroen ligger på grænsen til Rosengård, og på den bro var der også nogen, der havde sat et skilt op: Man kan tage en fyr ud af Rosengård, men man kan ikke tage Rosengård ud af en fyr, stod der, underskrevet Zlatan.

Jeg havde ikke haft en anelse om det. Det var helt nyt for mig, og på det her tidspunkt blev jeg skadet. Jeg forstuvede foden og tog hjem til Malmö nogle dage for at genoptræne. Jeg havde en fysioterapeut fra Milan med, og en eftermiddag tog vi ud til broen for at kigge på det der citat. Det var en mærkelig følelse. Det var sommer og varmt, og jeg steg ud af bilen og så på skiltet og oplevede, hvordan der virkelig skete noget med mig. Det der sted var specielt.

Det var under den bro, min far blev udsat for røveri og fik sin lunge punkteret. Ikke langt derfra ligger den tunnel, som jeg, ude af mig selv af skræk, løb igennem, når jeg skulle hjem til mor på Cronmans väg og havde lygtepælene som pejlemærke. Det var mit barndomskvarter. Det var de gader, hvor det hele var begyndt, og jeg følte mig, hvordan skal jeg sige det? Stor og lille på samme tid!

Jeg var helten, der vendte hjem. Jeg var fodboldstjernen, men også den skræmte dreng i tunellen igen, ham, der troede, at han ville klare sig, hvis bare han løb hurtigt nok. Jeg var det hele på en gang, og jeg garanterer, der gik hundrede minder gennem mit hoved.

Jeg huskede far med sine hovedtelefoner og håndværkeroveralls og de tomme køleskabe og øldåser, men også hvordan han bar min seng på ryggen, kilometer efter kilometer, og vågede over mig på sygehuset. Jeg husker mors ansigt, når hun kom hjem fra sit rengøringsjob, og hendes knus, da jeg tog af sted til VM i Japan. Jeg huskede mine første fodboldstøvler; dem jeg købte i Ekohallen for 59,90 ved siden af tomaterne og de andre grøntsager, og jeg huskede mine drømme om at blive så stor og god en fodboldspiller som mulig, og jeg tænkte: Jeg indfriede drømmen, og det var ikke gået uden alle de store spillere og trænere, jeg har spillet med, og jeg kunne mærke, at jeg var taknemmelig. Der lå Rosengård. Der var tunnelen. Langt væk kunne man høre et tog på vej over broen. Der var nogen, der pegede på mig.

En kvinde med slør kom hen og ville have et billede af os sammen, og jeg smilede til hende. Så begyndte folk at stimle sammen omkring os. Det var et eventyr, og jeg var Zlatan Ibrahimović.