DRIVE-IN-BIO
Næste morgen vågner de begge tidligt.
”Vrrooouuum … ” siger Børste. ”Jeg elsker altså bare biler, Aloshja.”
Børste prøver at få fuglen til at åbne næbbet, så hun kan give den en frisk regnorm.
”Det er sikkert sjovt at flyve, men gid du også kunne prøve at køre bil.”
Børste bruser over af glæde, hver gang hun tænker på biler. Hun er ved at bygge sin helt egen ude i haven af gamle brædder, og far hjælper hende. Han elsker nemlig også biler.
”Nu stiller jeg din kasse her i vindueskarmen, så kan du se på os imens,” siger hun.
Børstes far dufter af bål og redskabsskur. Når de bygger på bilen, siger han ikke ret meget. Ligesom de sanktbernhardshunde, der kun gør en enkelt gang om dagen, så taler far ikke særlig højt. Men når han endelig gør det, bliver alle stille og drejer hovedet og spidser ører.
Far sælger folkevogne, og Børste kan høre en folkevogn på lang afstand. Den lyder som en spare-gris med påhængsmotor. Hun har alle de sidste nye folkevognsmodeller stående på sin hylde.
”Giv mig lige knibtangen, far.” Børste og far ligger og roder med hjul, rat og syvtommersøm spredt i hele haven, ja, på det meste af fortovet.
”Bare man også skulle bruge en papegøjetang,” siger Børste længselsfuldt. ”De er så flotte.”
”Ja,” smiler far, mens han rækker hende værktøjet. ”Børste, du er et rigtigt lille mandfolk. En dag skal du arve mit værktøj.”
Det får Børste til at spankulere stolt rundt med bar mave resten af dagen. Mor stikker hovedet ud ad vinduet:
”Vil du ikke have den nye, orange sommerfuglekjole på, Børste?”
Børste ryster energisk på hovedet.
”Næ tak, jeg vil godt være et mandfolk, så længe jeg kan.”
Lidt på afstand står Bella og kikker. Hun skal ikke svines til af motorolie.
”Jeg har en overraskelse til jer, tøser,” siger far. ”Vi skal i drive-in-bio i aften.”
”Hvad er drive-in-bio?” spørger Børste og Bella i munden på hinanden.
”Det er en udendørs biograf. Man sidder i hver sin parkerede bil på lange rækker i en stor grusgrav og ser film på et stort lærred. Og så spiser man slik og hygger sig. Det er sjovt.”
Jubii yeah … jo, det lyder ret skægt!
Og det er det! En lang kø af biler er ved at parkere bildør ved bildør.
Der er en summen, og folk dytter og gasser op.
Hver bil får en lille slags radio, så man kan høre lyden fra filmen. Den sætter man på ruden.
Lige da filmen skal til at begynde, skal Børste pludselig tisse. Mor kan se, at toiletterne ligger lige bag deres række af biler.
”Åh, Børste, kan du ikke lige selv smutte ud?” siger hun.
Da Børste kommer tilbage, står døren til bag-sædet åben, og hun sætter sig musestille ind igen. Filmen er i fuld gang, og ingen i bilen siger noget. Det eneste, man kan se, er familiens nakker.
Alle har ansigterne vendt spændt mod lærredet. Bella er der ikke. Det er nok hende, der har ladet døren stå åben, tænker Børste. Hun er sikkert også lige ude at tisse.
Alle i bilen er opslugt af mørket og af filmmusikken, der bruser ud af højtalerne. Oppe på filmlærredet er der en mand med overskæg, der har stjålet nogle diamanter, og så en dame, der hele tiden vil anholde ham, men alligevel også kysse ham.
Pludselig siger en stemme i højtaleren:
”Undskyld! Vi bliver nødt til at afbryde filmen for en kort bemærkning. Vi har en vigtig meddelelse.” Det runger ud over hele grusgraven.
”En lille pige er blevet væk.”
Kan man overhovedet blive væk herude? tænker Børste. Godt, det ikke er mig!
”Er Bella kommet tilbage?” spørger hun højt. ”Bella?”
Alle i bilen vender sig om.
Så opdager Børste, at det er nogle fuldstændig fremmede, der stirrer måbende på hende. Det her er slet ikke hendes familie eller hendes folkevogn.
Børste har sat sig ind i en helt forkert bil.
Og den fremmede familie har ikke engang lagt mærke til, at Børste listede sig ind.
”Pigen hedder Børste,” fortsætter stemmen i højtaleren. ”Hun har æblekinder og pariserfrisure. Børste bedes henvende sig nede ved indkørslen med det samme!”
Børste stormer ud af bilen og drøner ned mod indkørslen.
Mor, Bella og far står der allerede, og mor sprutter af raseri.
Alligevel skiftevis omfavner og rusker hun Børste.
”Hvor har du været? Jeg var så bange! Kan man ikke lade dig være alene i to sekunder? Hvor er det bare flovt,” jamrer hun og ser på alle de folk, der hænger ud af bilerne for at få det hele med.
Nu giver de sig også til at dytte for at få filmen i gang igen.
”Rolig nu, Karen.” Far lægger armen om mor. ”Nu er hun her jo.”
”Jeg kom bare til at sidde sammen med en helt forkert familie med nogle helt forkerte hoveder,” forklarer Børste.
Far kan ikke lade være med at grine. ”Børste, altså.”
De får faktisk set resten af filmen. Manden med overskægget kysser damen til sidst, mens de stikker af sammen med alle de stjålne diamanter.
Folk i bilerne dytter og gasser op en sidste gang, inden de kører hjem.
”Nå, var det ikke sjovt?” spørger far.
Bella nikker, og Børste klukker:
”Jo, også selv om jeg blev væk. Jeg vidste det jo ikke engang selv. Men kan du ikke køre lidt hurtigere, for nu må jeg hjem og fortælle Aloshja det hele?”