RUS & RASERI
Næste dag skal far følge Børste i skole. De kom sent hjem fra drive-in-biografen, og nu er de kommet alt for sent op. Far går nærmest stadig i søvne, mens han forvirret prøver at finde sine bilnøgler. Børste når lige at made Aloshja, inden hun løber ud foran døren. Nu står hun på trappen og tripper som en gal.
”Far, far, skynd dig,” råber hun. ”Vi er ved at komme for sent til en konsonant!” Tænk, hvis man gik klip af K, så ville man hverken kunne stave til kissemisse, kruseduller eller kakerlak.
Ovre i klassen er de begyndt, men heldigvis kan Børste stadig nå at smage på alle de fantastiske
k-ord … Kukkelure, kaffesøster, kleinsmed og kattepine.
Næste time skal de have regning. Børste forstår ikke et muk.
”Tre mand graver et hul i en have. Det tager to timer. Hvor lang tid tager det så, hvis de er fem mand?”
Børstes hjerne bliver helt tom. Hvorfor er de også pludselig fem mand? Normalt er der da aldrig nogen, der gider hjælpe med havearbejde?! Og hvad skal de overhovedet bruge så stort et hul til?
Børste kan mærke, at hendes dejlige humør er ved at sænke sig ned under gulvbrædderne. Og så hader hun, når hun ikke bare kan alting … lige fra starten.
Da hun kommer hjem, er hun stadig muggen.
”Hvorfor kan jeg ikke bare nøjes med at lære bogstaver?” spørger hun mor.
”Mmm, ja, det kan jeg godt se,” svarer mor inde fra stuen. Hun er ved at sy en heldragt i nervøst velour og har ikke rigtig tid.
”Det ville selvfølgelig være dejligt. Men man skal også kunne regne, Børste, så man kan lægge til og trække fra. Tegn du nu lidt. Det er du så god til, skat. Så bliver du nok også i bedre humør.”
Børste finder et stykke papir og nogle farvekridt i lilla og solsikkegul. Nu tegner jeg sommerhuset, tænker hun. Så får jeg det meget bedre.
Hun begynder energisk at lave stregerne til selve huset, men allerede dér går det galt. I dag vil det overhovedet ikke ligne et rigtigt sommerhus. Og den lilla ser bare helt forkert ud!
Så bliver hun vred. Raseriet starter som et lille, lusket lavtryk.
De tunge skyer i Børstes mave stiger og stiger, til de vælter ud og sprænger alle elastikkerne inde i hende.
Børste river papiret i stykker, knækker farve-blyanten, stamper i gulvet, bider sig i armen, bander og råber. Det er, som om hun skruer sig selv længere og længere ned i et stort hul i høj fart.
Et stort hul uden gulv, som hun ikke kan komme op af. Hvad skal man stille op? Nogen må gøre noget, så man ikke skal blive nede i hullet og skamme sig.
Bare nogen deroppe ville smide en rebstige ned og sige: ”Børste, vil du ha’ et glas koldt mælk?” eller: ”Såååh, Børste, det er ikke så slemt,” og så ellers bare kramme hende ind til sig.
Men i dag er der ingen hjælp at hente.
For Aloshja sover i sin kasse, og mor … ja … mor har syet forkert, må trævle det hele op igen og vil slet ikke forstyrres!
Det røde hindbærbrus inde i Børste bliver kulsort. Hun stormer ind og bider i ryglænet på spisestuestolen, bider, lige til det knaser.
Nu får mor for alvor nok af hendes stampen i gulvet og biden i møblerne. Der står små lyn ud af munden på mor, og Børste bliver sendt ind på sit værelse.
Nu er Børste nødt til at blive nede i sit sorte hul i en halv evighed.
Det er ikke til at holde ud.
Hun er én stor, susende skypumpe af raseri. Og det er svært at blive god igen. Bare Børste tænker på at blive god igen, så kommer der mere raseri. Hun skumler og skumler.
Omsider driver stormen over, og der bliver helt stille inde i hende. Forsigtigt kravler hun op af hullet og sidder og sunder sig inde på sit værelse. Der er stille rigtig længe. Stilheden runger i hele huset.
Så står mor endelig uden for døren og siger:
”Søde, lille skat, skal vi være gode venner igen? Er du sulten? Skal jeg smøre dig en makrel-mad?”
”Mmm.” Børste åbner døren på klem. ”Så må det godt være med gul hestemakrel.”
”Gul hestemakrel, hvad er det?” spørger mor.
”Det er en fisk, som mig og fru Potersen så i Danmarks Akvarium. Den var helt selvlysende.”
”O.k.,” klukker mor og stryger Børste over pariserfrisuren.