LUDVIG … ÅH, LUDVIG
Hvor kan man bare kede sig nogle gange, også selv om det er blevet forår.
I dag keder Børste sig gudsjammerligt.
Hun trisser lidt rundt inde i stuen. Bella er i gang med at stryge sine Barbiedukkers tennis-kjoler. Alle deres hvide marchstøvler står parallelparkerede i entreen to og to. Børste gaber. Hvorfor sker der aldrig noget overraskende?
Hun synger lidt for Aloshja for at holde fuglen i sangform, samtidig med at hun holder øje med, at den ikke ligger for stille for længe af gangen.
Bagefter går hun ind til fru Potersen for at spørge, om hun må gå en tur med Tut.
Tut plejer at løbe frit, men fru Potersen siger, at det er bedst, hvis Børste tager hundesnoren med i dag.
”Her er par hundekiks at lokke med, hvis kræet ikke opfører sig ordentligt.”
Tut hiver og slider i halsbåndet med tungen flagrende ud til siden. Den halser af sted som en stor bryggerhest med en campingvogn på slæb.
Da de drejer om hjørnet, ramler de direkte ind i den nye dreng.
”Av, hold da op for en gigantkøter. Hvad hedder den?”
Drengen har virkelig meget karrygyldne øjne og en syngende stemme.
”Den hedder Tut.” Børste bliver rød i hovedet.
”Hedder den det hver dag?” spørger drengen.
”Ja,” svarer Børste og bliver pludselig både glad og modig.
”Den hedder Tut hver eneste dag, og jeg hedder Børste. Også hver eneste dag, undtagen når min mor bliver rigtig rasende, så kalder hun mig for Ella.”
”Hej, Børste, jeg hedder Ludvig,” siger drengen med de lysende øjne. Ludvig … Børste smager på navnet.
De følges ned ad stien til Kattemosen og går i lang tid uden at sige noget. Ludvig sparker til den samme sten hele vejen. Sivene bliver højere og højere og stien våd og smattet.
Så rømmer Ludvig sig:
”Havet ligger under vandet. Det gælder også mosen her,” siger han betydningsfuldt.
”Er du klar over, at dernede behøver fisk slet ikke at trække vejret? Hvis mennesker skulle dykke lige så længe, så skulle vi godt nok have meget luft i maven.”
Børste nikker.
Så får Ludvig pludselig en ide:
”Hey, skal vi ikke lege Tarzan i junglen?”
”Jo, det kan vi godt,” svarer Børste.
”Så vil jeg være Tarzan,” råber Ludvig.
”Okay,” råber hun tilbage. ”Så vil jeg være junglen.”
”Hvad så med Tut?”
”Den kan være en farlig sabeltiger.” Det har Tut vist ikke noget imod. Børste slipper hunden fri, og hun og Ludvig stormer rundt.
Tut halser efter dem og ruller sig som en gal i det mudrede græs. Han er god som sabeltiger.
Ludvig kravler op i et stort træ og slår sig for brystet som en abe. De hujer og råber. Børste ville ønske, at Aloshja også var med. At den ikke bare sad derhjemme og pippede i kassen. Så kunne Alo-shja flyve som en stor ørn hen over hele junglen.
Børste ser op i trætoppene og breder armene ud. Så giver hun los og lukker øjnene, til det hele svimler umanerlig dejligt.
Da hun åbner øjnene igen, ser hun, at mosen er kommet nærmere og nærmere. Hun glider lige mod den, på den våde sti, og taber den ene sko, så den plopper lige ud i vandet. Børste står og svajer på kanten et kort sekund. Så får hun helt over-balance og skvatter med ned i mosen.
Ludvig er lynhurtig. Han kaster den ene ende af hundesnoren ud til Børste og råber: ”Hold fast!”
Hun holder, alt hvad hun kan, mens hendes ben padler som gale for at holde hovedet oven vande.
Ad, hvor er det ulækkert.
Der er både frøer og slimede alger dernede.
”Skynd dig,” råber hun, mens Ludvig sætter den anden ende af snoren fast i Tuts halsbånd.
Så begynder Tut at trække til.
Den trækker som en gal, og langsomt får Tut og Ludvig halet Børste op af mosen igen.
Børste er drivvåd og humper frysende på sin ene mudrede sko, indtil de når tilbage på vejen.
Tut har sorte poter og pelsen fuld af brakvand og haletudser.
Uden for Tuts hus står hr. Potersen. Han ser slet ikke, hvor møgbeskidte de er, alle tre. Hr. Potersen er nemlig i fuld gang med at pudse sin gamle motorcykel. Det har han gjort hvert eneste forår. Den har været pakket væk i skuret hele vinteren, og nu skal han endelig ud og ræse.
”Er hun ikke en skøn gammel sag?!”
Hr. Potersen stryger stolt hånden over den blanke tank.
”Man laver slet ikke sådan en pige mere. Er I overhovedet klar over, hvad sådan en ville koste i dag?” siger han nærmest til sig selv.
”Er det en Totakter eller en Boksermotor?” spørger Børste og læner sig interesseret og drivvåd ind over motorcyklen.
”A … hvad for noget?”
Ludvig og hr. Potersen står med kæberne hængende nede om bukserne.
”Jamen ellers kan man da ikke vide det,” siger Børste utålmodigt.
Far har fortalt hende alt, der er at vide om motorer.
”Ja, det er sådan en … sådan en …” Børste kan høre, at hr. Potersen ikke aner, hvad det er for en motor. Han nyder bare at stryge hånden hen over den, gasse op og få den til at skinne og brumme.
Børste og Ludvig står lidt og drypper, mens de ser, hvordan hr. Potersen pudser det allersidste stykke mikroskopiske snavs af styret.
Så ryster Tut sig pludselig.
Et gigantisk og ildelugtende springvand af mudder står ud over hr. Potersens nypudsede motorcykel.
Alt går i stå som en film i slowmotion.
Inden nogen igen begynder at røre på sig, giver Børste sig til at galoppere over mod sit hus.
”Jeg tror, min mor kalder. Jeg bliver desværre nødt til at løbe nu.”
”Ja, jeg synes også, jeg kan høre min far,” siger Ludvig og drejer om på hælen.
Der er ingen af de to, der tør vende sig om og se hr. Potersens ansigtsudtryk.
Børste er lettet over, at mor står med ryggen til, da hun kommer løbende ind.
Mor kvidrer løs i telefonen. Nogle gange er det et held, at mor er helt væk fra verden, når hun taler.
Børste går direkte i bad med alt tøjet på.
Selv om hun ryster af kulde, kan hun alligevel ikke lade være med at grine. Det kilder over hele kroppen.
Da Ludvig kommer hjem, løber han direkte ind i sin far, der står i entreen, og inden han styrter videre op på sit værelse, råber han: ”Den pige må jeg bare se igen!”