MUSIK & BRUNKAGER
Det er blevet første maj, og i aften er der forårskoncert på skolen. Der vil både være musik og overraskelser. Børste skal synge med sit skolekor Sanglopperne oppe på selve scenen, og de fleste fra vejen kommer for at høre.
Også Ludvig.
Hr. Potersens orkester skal spille til allersidst.
Det glæder Børstes far sig til. Selv om han er stille og rolig, så elsker han nemlig musik. Især den slags musik, der logrer. På visse dage strømmer der jungletrommer og hæse saxofoner ud af hans fine, gamle pladespiller.
Pladespilleren har en ægte diamantnål, der får pladerne til at spille, og man må ikke bare sætte en plade på, hvis far ikke er der.
Når han er rigtig glad, sætter han musik på under middagsmaden. Så sidder han og spiller lufttrommer hen over mælkekartoner og gryder. En sjælden gang, går far også rundt og nynner My Baby, My Baby Doll, mens han prøver at svinge mor gennem stuen. Hun ryster grinende på hovedet, mens hun lader sig føre.
Og så kysser mor ham midt på munden, mens trommer og trut hvirvler ud af pladespilleren og blæser havedøren halvt op.
Børste er løbet hjem fra skole, for hun glæder sig vildt til at synge i aften. At synge er ligesom at blive skrubbet godt og grundigt indvendigt.
Men da hun kommer hjem, er der ikke noget musik, der logrer i far.
”Er det dig, der har puttet en brunkage i min pladespiller?” spørger han alvorligt.
”Nej,” svarer Børste hurtigt.
”Det var mærkeligt.”
Far rynker panden.
”For der ligger en brunkage i pladespilleren, og jeg tror ikke, at det er Bella eller mor, der har gjort det.”
”Mmm, nej,” siger Børste. ”Det forstår jeg ikke. Måske har der været en tyv herinde. En, der har stjålet pladerne og så sat en brunkage på i stedet.”
Det tror far vist ikke.
”Er du sikker på, at du ikke kender noget til det?” spørger han igen, men da er Børste allerede på vej ind på sit værelse, og han får ikke noget svar.
Lidt senere kommer Børste ind i stuen igen og kredser lidt rundt om far.
”Altså, måske er jeg kommet til at lægge en lillebitte brunkage på pladespilleren,” begynder hun. ”Jeg fandt nemlig pakken med dem fra jul bagerst i skabet. Jeg har altid godt ville høre, hvordan en brunkage lød, hvis den blev spillet.”
”Det må du aldrig gøre igen.”
Far ser strengt på hende.
”Så ødelægger du pladespilleren. Forstår du det?”
Børste hiver ned i begge sine ærmer uden at svare. Skuldrene er skudt helt op om ørerne.
”Undskyld,” siger hun og bider sig i læben. ”Det er altså svært at sige undskyld, far. Det gør ondt i munden.”
”O.k.” Far rusker hende lidt i håret. ”Godt, du fik det sagt alligevel.”
Så bliver han nysgerrig:
”Hvordan lød det egentlig, da brunkagen blev spillet?”
”Ret godt. Sådan lidt juleagtigt. Brunt og hyggeligt, synes jeg.”
Far blinker til hende:
”Du er ikke helt almindelig,” klukker han og sætter hende på skødet. Selv om det er blevet forår, og julen for længst er pakket sammen, så lytter de til en af hans juleplader med saxofoner.
Inden de skal over på skolen, synger Børste for Aloshja.
”Gid du kunne komme med ud og høre de andre fugle på vejen og se mig sammen med Sanglopperne.” Men Aloshjas vinge er ikke rask.
”Den har det bedst herhjemme i sin kasse,” siger far.
På vej ud af værelset åbner Børste dog det øverste vindue på klem, så den krøllede fuglesang fra de lilla syrener kan flyde ind til Aloshja.
Så går hele familien.
Udenfor møder de Ludvig og hans far. De voksne hilser høfligt og taler lidt stift med hinanden. Børste bliver rød i hovedet, og Ludvig sparker til en sten.
Indenfor er salen propfyldt. De sætter sig ved siden af fru Potersen på første række. Hun har sit barnebarn, Laust, på skødet. Han er helt væk i sin Rasmus Klump-bog.
Allerede inden det hele er startet, slår Laust en høj prut.
”Addd, nej, altså, Laust. Hvad laver du?” Børste ser forbløffet på ham.
”Jeg rydder op i numsen,” svarer Laust, som om det var det mest normale i verden.
Hele første række begynder at grine.
”Så vil jeg bede dig om rydde op på et andet tidspunkt, for nu begynder forestillingen,” klukker fru Potersen.
Først er der åben scene for alle elever på skolen. En dreng fra parallelklassen går på i lang kåbe, turban og en stortakket sav. Han kalder sig Maniske Malambou, og han skal trylle.
”Nummeret hedder Den Oversavede Mor, og jeg skal bruge en frivillig mor,” siger han.
Der er ikke rigtig nogen, der melder sig.
Til sidst rejser hans egen mor sig og går op på scenen.
Maniske Malambou lægger hende ind i en kæmpestor papkasse, og så begynder han at save. Man kan se hendes hoved og fødder i hver sin ende.
Folk gyser.
Til sidst går papkassen med Malambous mor i to stykker, men hendes ansigt smiler bare og ser ikke ud til at have ondt.
”Damse, fimle og karamba.”
Maniske Malambou smækker de to papkasse-dele sammen og på karamba stiger Malambous mor ud af kassen.
Hel og usavet.
Alle klapper.
”Godt, det ikke var min mor,” hvisker Børste til Ludvig.
Men Maniske Malambou er ikke færdig endnu. Han vender kassen op på højkant.
”Nu kommer der et verdensnummer, som jeg kalder for De To Halvbrødre.”
Ind løber to drenge, der ligner hinanden på en prik. De har stribede trøjer på, er malet med fuldskæg og har små turbaner på hovedet.
Børste synes, det ligner tvillingerne fra 1. b.
De stryger lige ind i den store kasse og lukker den efter sig.
”Salam, karamba og Vagn Jensen! Lad disse mine halvbrødre blive til en enkelt fuldblods bror!” messer Maniske Malambou.
Så åbner han kassen.
”Voila, en vaskeægte fuldblodsbror,” siger han og bukker dybt.
Og det er rigtigt. Der er kun én dreng tilbage. Den anden er forsvundet, eller også er de virkelig smeltet sammen til en enkelt bror.
Publikum er meget imponeret.
Bagefter kommer der flere kunstnere på scenen. Der er en tyk pige, der kan ligge på syvtommersøm. En anden kan gætte alt, hvad hele første række tænker på, og til sidst kommer en dreng, der har en hund, som tror på Gud.
Så er det Børstes tur. Hun vil gerne fortælle vittigheder. Hun kikker ud over den propfyldte sal.
”Der sidder to spejlæg i et træ og strikker,” begynder hun.
”Så kommer der en hest forbi.”
Publikum lytter interesseret.
”Øh … så har jeg desværre glemt resten.” Hun bliver rød i hovedet og vrikker om på foden. ”Nå nej … Nu kan jeg huske det. Så går der hundrede år. Så kommer der en hest mere forbi. Så siger det ene spejlæg til det andet: Det var mærkeligt, hva’? Ja, siger det andet spejlæg. De har nok en rede i nærheden.”
Børste bukker, og folk klapper lidt forvirret. De sidder og tænker over den mærkelige vittighed, mens der bliver stillet nodehæfter op til koret.
For nu er det blevet tid til at høre Børste og Sanglopperne. Hvor er det bare fanofantastisk at synge.
Det hele starter langt inde i maven og spreder sig som bølger ud i alle ti tæer og fingre. Når Børste når til omkvædet i sangen, er det, som om hendes stemme kører med den største rutsjebane. Den på Bakken. Og når alle i koret synger med på én gang, så er hele holdet med i den rutsjebane. Man bliver fuldkommen svimmel.
Børste skal synge solo, helt alene.
Hun trækker vejret ind, og så åbner hun gabet.
Lyden strømmer bare ud af hende. Aldrig havde man troet, at der boede så stor en stemme i dén lille pige.
Hun lukker øjnene og synger, til brystkassen åbner sig som på en gigantisk solsort.
Det vælter ud med toner og triller.
Denne gang er publikum ikke forvirret. De rejser sig op og klapper af hende som gale. Ludvig står op på stolen med hænderne over hovedet.
”Du er helt vidunderlig,” råber fru Potersen, mens hele første række med far i front hujer og stamper i gulvet.
Da Børste kommer ned fra scenen, rusker mor smilende Børste i pariserfrisuren.
”Flot, min sangfugl. Nu ved vi da, hvad du skal lave, når du bliver stor.”
”Ja,” svarer Børste.
”Enten vil jeg være sangerinde, eller også vil jeg stå i en osteforretning.”
Det bliver en forrygende aften. Hr. Potersens tredive mand store hornorkester tager over. Potersen selv står forrest iført ternede bukser og slangeskindssko og trutter med udspilede kinder på sin skinnende trompet.
Bella danser med en rødhåret dreng fra sin klasse, og far swinger mor gennem salen.
Fru Potersen sidder og vugger frem og tilbage på første række med Laust på armen, mens hun tager en slurk af sin skummende øl.
”Godt, at Tut ikke er med i aften.”
Børste blinker til Ludvig.
”Tænk, hvis den nu havde rullet sig i mudder fra Kattemosen igen. Man kan lige se den ryste sig ud over alle de skinnende trompeter og horn. Det ville tage mindst en uge for hr. Potersen at pudse hele orkestret.”
”Ja,” Ludvig griner. Han dufter af mandler, og øjnene lyser særlig meget af karry i aften. Det er, som om de fine fregner på hans smalle kinder er vokset. Han ligner en smuk giraf.
De følges alle sammen småsyngende hjem. Potersens og Laust, Børstes familie, Ludvig og så hans far. De voksne er meget mindre høflige, end da de kom. Nede på vejen står Tut og logrer ved havelågen.
”Tak for i aften,” råber fru Potersen, og Ludvig vinker til Børste.
Derhjemme får Aloshja natmad og hele historien om Maniske Malambou og Børstes store solsortesang serveret, inden de går i seng.