et

”Hvad siger du?!”

Haven slipper sin muffin, den med pink glasur, rødt drys og sølvskørt. Hendes øjne, som har et temmelig tykt lag makeup på, prøver at fange mine, men jeg har travlt med at se mig nervøst omkring på det travle butikstorv.

Jeg har for længst fortrudt min beslutning om at tage hende med herhen. Jeg troede jo, at en lille udflugt til hendes foretrukne muffinleverandør på en dejlig sommerdag ville give mig den perfekte baggrund til at fortælle hende den store nyhed. Som om den lille jordbærkage på en eller anden måde ville få den til at glide nemmere ned. Lige nu sidder jeg bare og ærgrer mig over, at vi ikke blev siddende i bilen.

”Dæmp dig lige, okay?” Jeg prøver på at sige det afslappet og henkastet, men kan godt selv høre, at jeg lyder som en sur skolefrøken.

Hun læner sig frem, mens hun skubber sit lange platinstribede pandehår om bag ørerne, og ser vantro på mig.

”Undskyld! Der er lige noget her, jeg ikke forstår. Altså først lader du en bombe springe, og ikke nogen helt lille bombe, sku’ jeg hilse og sige. Det ringer stadig for mine ører og snurrer i mit hoved, og jeg skal lige have dig til at gentage det, for jeg er ikke helt sikker på, at jeg hørte rigtigt … og det eneste, der bekymrer dig, er, at jeg taler for højt? Sig mig, er du rigtig klog?”

Jeg ryster på hovedet og gør en nervøs grimasse, for lige nu føler jeg bare, at det handler om at få styr på situationen, før den kommer helt ud af kontrol.

Jeg læner mig ind over bordet og dæmper stemmen. ”Det er jo bare, fordi … ingen må vide det. Det skal holdes hemmeligt. Det er en absolut nødvendighed.” Jeg gør mig virkelig umage for at få hende til at forstå, men i det samme går det op for mig, at jeg taler til en, som aldrig har kunnet holde på en hemmelighed – og slet ikke en af sine egne.

Hun himler med øjnene og lader sig falde tungt tilbage i stolen. Så mumler hun et eller andet uforståeligt, og jeg benytter lejligheden til at studere hende nærmere og bliver ærlig talt lidt forskrækket over, at tegnene allerede er begyndt at vise sig: Hendes blege hud har fået en indre glød og ser ud, som om den er glat som marmor, og hendes brune, bølgede hår med den hvide stribe foran er så blankt og skinnende som i en shampoo-annonce i et af de helt dyre modeblade. Selv hendes tænder er blevet mere hvide og mindre skæve, og jeg kan ikke lade være med at undre mig over, at det er kommet så hurtigt, bare efter nogle få slurke eliksir, når det tog så meget længere tid for mig.

Mine øjne fortsætter med at granske hende omhyggeligt, mens jeg tager en dyb indånding og dykker ned i hendes tanker. Det er et klart brud på mit princip om ikke at bruge mine evner til at snage i mine venners private tanker. Men lige nu er jeg mere optaget af at komme helt ind i hendes tankeverden, få et glimt af hendes energi, høre de ord, hun ikke udtaler, for jeg er lige blevet enig med mig selv om, at hvis der findes en situation, hvor det er i orden at snage, så er det den her.

Men i stedet for den ubegrænsede adgang, jeg er vant til, bliver jeg holdt ude af en solid mur. Jeg lader, som om jeg vil se nærmere på hendes sølvring med dødningehovedet, og rykker diskret min hånd hen til hendes, så jeg kan lade en enkelt finger ”komme til” at røre ved en af hendes. Men der kommer ikke noget. Intet. Hendes tanker og hendes fremtid er skjult for mig.

”Det er bare så …” Hun synker en gang og ser sig omkring. På det sprudlende springvand, på den unge mor, der skubber en klapvogn af sted, mens hun råber i sin mobiltelefon, flokken af piger på vej ud af svømmehallen med deres tasker i favnen. Haven ser alle steder hen, undtagen på mig.

”Jeg ved godt, det er ret meget sådan lige at få serveret på en gang, men alligevel …” Jeg trækker på skuldrene, for jeg er udmærket klar over, at der skal bedre argumenter til. Jeg ved bare ikke, hvor jeg skal finde dem.

”Meget at få serveret på en gang? Er det sådan, du ser det?” Hun ryster på hovedet og trommer med fingrene på den grønne metalstols armlæn, mens hendes blik glider tankefuldt hen over mig.

Jeg sukker dybt. Gid jeg dog havde håndteret det her lidt bedre, gid jeg dog kunne få det hele til at forsvinde, men det er desværre lidt for sent. Det er noget rod, jeg har lavet, og jeg er nødt til at gøre noget ved det. ”Nah, jeg håbede vel på, at det var sådan, du ville se det.” Jeg trækker på skuldrene. ”Ja, jeg ved godt, det var dumt tænkt.”

Hun tager en dyb indånding, Hendes ansigt er roligt, udtryksløst, umuligt at aflæse, og jeg skal lige til at sige noget, bede hende om at tilgive mig, da hun siger: ”Og den er god nok? Du har gjort mig udødelig? Sådan helt for alvor?”

Jeg nikker. Min mave kramper nervøst, så jeg retter mig op og trækker skuldrene tilbage, klar til at tage imod hendes reaktion. Uanset om den bliver fysisk eller verbal, så har jeg ikke tænkt mig at krybe udenom, for jeg ved godt, at jeg har fortjent den. Havens liv vil aldrig mere blive det samme, og det er min skyld. Længere er den ikke.

”Jamen jeg er bare så …” Hun suger luft ind mellem tænderne og blinker et par gange. Nu da hun er blevet ligesom mig, kan jeg ikke længere se hendes aura, så jeg aner ikke, hvilket humør hun er i. ”Jeg er fuldstændig chokeret. Jeg mener, jeg ved ikke engang, hvad jeg skal sige.”

Jeg presser læberne sammen og lader mine hænder falde ned i skødet, så krystalarmbåndet med hesteskoene klirrer, og så rømmer jeg mig. ”Haven … jeg er forfærdelig ked af det. Rigtig, rigtig, rigtig ked af det. Hvis du vidste, hvor meget jeg …” Jeg ryster på hovedet, for jeg ved godt, at jeg burde spole hurtigt frem til det væsentlige, men jeg er nødt til at forklare, hvordan det føles for mig. Hvad det var for et umuligt valg, jeg blev tvunget til at træffe. Hvordan det føltes at se hende så bleg, så hjælpeløs, så tæt på døden, at vide, at hvert eneste af hendes hivende åndedrag kunne blive det sidste …

Men før jeg kan nå at sige noget, læner hun sig frem mod mig og ser på mig med store, runde øjne. ”Sig mig, er du blevet sindssyg?” Hun ryster på hovedet. ”Sidder du her og siger undskyld? Jeg er bare så overvældet, at jeg slet ikke kan finde ud af, hvordan jeg nogen sinde skal kunne takke dig!”

A-hva’?

”Jeg mener, det her er da bare så sygt cool!” Hun griner og hopper op og ned i stolen som et lille barn, mens hendes ansigt lyser op som en tusind-watt-pære. ”Det er simpelthen det mest cool, der nogen sinde er sket med mig! Og det er en gave, som du har givet mig!”

Jeg synker lige en gang og ser mig nervøst omkring – ved ikke, hvordan jeg skal tackle det her. Det var ikke lige det her, jeg havde regnet med. Og slet ikke, hvad jeg havde forberedt mig på. Selv om det stort set er lige nøjagtig det, Damen advarede mig om.

Damen – min bedste ven – min soulmate – mit livs kærlighed. Min aldeles fantastiske, sexede, intelligente, talentfulde, tålmodige og forstående kæreste, som vidste, at det var det her, der ville ske, og som tiggede mig om at få lov at komme med af præcis samme grund. Men jeg var for stædig. Jeg ville absolut klare det alene. For det var mig, der gjorde hende … Det var mig, der fik hende til at drikke eliksiren, så det var mig, der skulle forklare hende det. Problemet er bare, at det slet ikke går, som jeg forestillede mig det. Ikke det, der ligner.

”Jeg mener, det er ligesom at være en vampyr, ikke? Bare uden at skulle suge blod?” Hendes øjne glinser, da hun ser på mig. ”Nå ja, også uden alt det der med kister og ikke at kunne tåle sollys!” Hendes stemme er næsten ved at knække over af begejstring. ”Det er bare så spændende! Det er ligesom juleaften gange hundrede! Alt, hvad jeg nogen sinde har drømt om, er gået i opfyldelse! Jeg er en vampyr! En smuk vampyr – bare uden alle de ulækre bivirkninger!”

”Du er ikke en vampyr,” siger jeg tonløst og uengageret. Jeg ved slet ikke, hvordan vi er havnet her. ”Vampyrer findes slet ikke.”

Niksen. Hverken vampyrer, varulve, alfer eller feer – kun udødelige, hvis antal, takket være Roman og mig, stiger med foruroligende hast …

”Og hvordan kan du vide det?” spørger Haven og løfter det ene øjenbryn.

”Fordi Damen har været her på jorden så meget længere, end jeg har,” siger jeg. ”Og han har aldrig nogen sinde mødt en – eller mødt nogen, som havde mødt en. Vi regner med, at vampyr-myterne i virkeligheden er historier om udødelige, som man har broderet videre på. Blod og dagslys og stager gennem hjertet og hvidløg og krucifikser.” Jeg læner mig over mod hende. ”For at gøre det mere spændende, du ved.”

”Interessant,” siger hun, men det er tydeligt, at hendes tanker er et andet sted. ”Kan jeg stadig spise muffins?” Hun gør et nik i retning af jordbærmassakren, hvis ene side er faldet sammen og kvaset op mod æskens inderside, mens den anden stadig er luftig og indbydende. ”Eller er der andre ting, jeg skal …” Pludselig bliver hendes øjne store og runde, og før jeg kan nå at svare, banker hun en næve i bordet og hyler: ”Oh my God! Det er saften, ikke også? Det der røde stads, Damen og dig altid drikker! Ikke også? Okay, hvad venter du på! Kom med stadset, så det kan blive officielt! Hvor er det bare spændende!”

”Jeg har ikke taget noget med,” siger jeg, og skuffelsen breder sig i hendes ansigt. ”Hør nu lige her, Haven. Jeg kan godt forstå, du synes, det lyder cool og alt muligt – og noget af det er cool. Jeg mener, du bliver aldrig gammel, du får ikke bumser, dit hår spalter ikke mere, du behøver aldrig mere at træne, og hvem ved, måske bliver du endda lidt højere. Men der er altså også andre ting. Ting, du bliver nødt til at vide. Ting, jeg lige må forklare dig, for at du kan …”

Så kommer jeg ikke længere, for i det samme springer hun op fra stolen så pludseligt og graciøst som en kat – endnu en af udødelighedens bivirkninger – og står og hopper utålmodigt fra fod til fod. ”Åh hold nu op! Det kan da ikke være så vigtigt! Hvis jeg kan springe højere, løbe hurtigere, aldrig blive gammel eller syg – så kan der da umuligt være andet at spekulere på! Hvorfor skulle jeg ikke kunne holde den gående i al evighed?”

Jeg ser mig nervøst omkring og håber virkelig, jeg kan få hende til at styre sin begejstring, inden hun når at gøre et eller andet dumt – et eller andet, der vækker den slags opmærksomhed, vi ikke har brug for. ”Haven, vær sød at sætte dig. Det her er alvorligt. Der er mere, jeg bliver nødt til at forklare dig. Meget mere,” hvisker jeg. Jeg synes selv, jeg lyder indtrængende, men ordene har overhovedet ingen effekt på hende. Hun står bare foran mig og ryster på hovedet og nægter at give sig. Så beruset af sine nye udødelighedskræfter, at hun springer trodsig over og går direkte til krigerisk.

”Alting er jo alvorligt for dig, Ever Bloom! Hver evig eneste ting, du siger eller gør, er så mega-alvorligt! Helt ærligt! Du åbner porten til Slaraffenland for mig, og så siger du, jeg ikke må gå derind, fordi der lige er en mørk side, du skal advare mig om. Du må da være sindssyg!” Hun himler med øjnene. ”Tag nu og slap lidt af for en gangs skyld. Kan jeg måske ikke lige få lov at tage en prøvetur? Jeg vil da se, hvad jeg kan. Kom nu, lad os løbe om kap. Den, der først når hen til biblioteket, har vundet!”

Jeg sukker dybt og ryster på hovedet. Jeg ville ønske, det ikke var nødvendigt, men her er åbenbart brug for lidt telekinese, hvis hun skal forstå, hvem der bestemmer her. Så jeg kniber øjnene sammen og fokuserer på hendes stol, så den kurer hen over fliserne og rammer hendes knæhaser så hårdt, at hun sætter sig med et bump.

”Av! Det gjorde altså ondt, det der!” Hun gnubber sine ben og ser ondt på mig.

Men jeg trækker bare på skuldrene. Hun er udødelig, så skulle hun have fået en skramme, så er den væk om cirka tyve sekunder. Og i øvrigt har vi andet at bruge tiden til. Der er meget, jeg skal have forklaret hende, og vi har slet ikke tid nok, hvis hun bliver ved på den måde. Så jeg ser alvorligt på hende, og da jeg er sikker på, at jeg har hendes fulde opmærksomhed, fortsætter jeg: ”Tro mig, du kan ikke spille spillet, hvis du ikke kender reglerne. Og hvis du ikke kender reglerne, så er det kun et spørgsmål om tid, før nogen kommer virkelig galt af sted.”