tre

”Hvordan gik det?”

Damen åbnede døren, før jeg kunne nå at banke på. Hans blik er opmærksomt og afventende, da han følger efter mig ind i stuen, hvor jeg lader mig falde ned i hans fløjlssofa og sparker klip-klapperne af mig. Jeg undgår omhyggeligt hans blik, da han lander i puderne ved siden af mig. Normalt kan jeg slet ikke få nok af at kigge på ham – nyde hans ansigts smukke konturer, hans høje, markerede kindben, de runde, indbydende læber, øjenbrynenes kurver, hans mørke, bølgede hår og de tætte øjenvipper – bare ikke lige nu. Lige nu foretrækker jeg at se alle mulige andre steder hen.

”Fortalte du hende det så?”

Hans fingre glider kærtegnende ned langs min kind, finder frem til mit øre, og hans berøring får min hud til at sitre og dirre, selv om det evindelige energislør ligger imellem os.

”Lykkedes det at formilde hende med en muffin?” Hans læber napper mig i øreflippen, før de fortsætter ned ad min hals.

Jeg læner mig tilbage i puderne og lukker øjnene i et påtaget anfald af udmattelse. Sandheden er, at han helst ikke skal se mig, helst ikke iagttage mig alt for indgående. Han skal ikke fornemme mine tanker, mit inderste væsen – min energi – denne underlige, fremmede puls inden i mig, som har rørt på sig i efterhånden adskillige dage.

”Nej, det kan man vist ikke lige påstå.” Jeg sukker dybt. ”Hun ignorerede den nærmest. Det lader til, at hun faktisk er blevet ligesom os nu – på mere end én måde.”

Han ser nysgerrigt på mig. ”Er det noget, du kunne tænke dig at uddybe?”

Jeg kryber endnu længere ned i sofaen og lægger mit ene ben over hans. Min vejrtrækning bliver lidt roligere, efterhånden som hans afslappede måde at være på breder sig fra ham til mig. ”Jamen det går bare så hurtigt med hende. Jeg mener, hun ligner allerede en udødelig. Hele det pletfri, skræmmende perfekte udseende. Og hun kunne høre mine tanker – indtil jeg blokerede dem.” Jeg ser opgivende på ham og ryster på hovedet.

”Skræmmende? Er det sådan, du ser på det – ser på os?” Det er tydeligt, at han er ilde berørt over mit ordvalg.

”Nå ja, måske ikke ligefrem skræmmende.” Jeg holder en pause og spørger mig selv, hvorfor jeg lige skulle vælge dét ord. ”Måske snarere unormal. Jeg mener, ikke engang supermodeller ser perfekte ud hele tiden, går jeg ud fra. Nå ja, for resten, hvad gør vi egentlig, hvis hun pludselig vokser ti centimeter nærmest fra den ene dag til den anden? Du ved, ligesom jeg gjorde. Hvordan skal vi forklare det?”

”På samme måde, som vi gjorde, da det var dig.” Hans øjne er blevet smalle og vagtsomme. Han er mere interesseret i det, jeg udelader, end i det, jeg siger. ”Vi kalder det bare vokseværk, eller hvad det nu hedder. Det er jo en ret almindelig ting blandt dødelige, ved du nok.” Han gør, hvad han kan for at få det til at lyde ubekymret, men det lykkes ikke rigtig.

Jeg undgår hans blik og ser i stedet på de overfyldte reolhylder med de mange læderindbundne førsteudgaver, de abstrakte oliemalerier, hvoraf de fleste er uvurderlige originaler, men jeg ved godt, at han har gennemskuet mig. Han ved, at jeg holder noget tilbage, og jeg håber bare, at han ikke kan mærke, hvor alvorligt det faktisk er. At jeg bare siger ordene og gør de rigtige ting uden rigtig at være med i det.

”Men hvad så … Hader hun dig, sådan som du frygtede?” Hans stemme er rolig, dæmpet og en lille smule udforskende.

Jeg kigger på ham, Damen, denne vidunderlige skabning, som har elsket mig i fire hundrede år og stadig gør det, uanset hvor mange bommerter jeg begår, uanset hvor mange liv det lykkes mig at forkludre. Jeg lukker øjnene med et dybt suk og manifesterer en enkelt, rød tulipan, som jeg straks rækker ham. Denne gang er den ikke blot et symbol på vores udødelige kærlighed. Den er også gevinsten i det væddemål, vi indgik.

”Du fik ret – du vinder.” Jeg ryster opgivende på hovedet, da jeg tænker på, hvordan hun reagerede præcis, som han havde forudsagt. ”Hun er helt oppe at køre over det. Og åh, så taknemlig. Hun føler sig som en rockstjerne. Nej, det passer ikke, bedre end en rockstjerne. Hun føler sig som en vampyr-rockstjerne. Men af den nye og forbedrede slags – nu uden blodsugning og kirkegårdsmuld.”

Jeg trækker på skuldrene og fremtvinger et skævt smil.

”De udødes hemmelige broderskab? Åh nej.” Damen gyser ved tanken. ”Jeg ved ikke lige, hvordan jeg har det med det.”

”Tag det roligt. Det er bare en bivirkning af den goth-fase, hun er inde i. Begejstringen skal nok lægge sig, efterhånden som virkeligheden går op for hende.”

”Er det sådan, du har det med det?” spørger han og løfter min hage med en finger, så jeg kommer til at se på ham igen. ”Har begejstringen lagt sig? Eller er den måske helt – forsvundet?” Hans blik er vågent og kløgtigt, opmærksomt på selv den mindste ændring i min stemning. ”Er det derfor, du har så svært ved at se mig i øjnene i dag?”

”Nej da!” Jeg ryster på hovedet, ganske klar over, at jeg er blevet taget på fersk gerning, og nu prøver jeg desperat på at afvise det. ”Jeg er bare – træt. Jeg har været lidt – pirrelig her på det sidste, det er det eneste.” Jeg møver mig lidt tættere på ham, putter mit ansigt godt ned under hans, lige ved siden af snoren til hans amulet. Og det er, som om hans mandige, moskusagtige duft får alle mine spændinger, al min uro, al min forvirring til at forsvinde som dug for solen. ”Hvorfor kan det ikke bare altid være sådan her?” mumler jeg. Men hvad jeg i virkeligheden mener er: Hvorfor kan jeg ikke bare altid være sådan her – og have det sådan her?

Hvorfor skal alting hele tiden ændre sig?

”Det kan det også,” svarer han og trækker på skuldrene. ”Det er der slet ikke nogen grund til, at det ikke skulle.”

Jeg retter mig op og ser på ham. ”Nå ikke? Jeg kan ellers godt komme i tanker om i hvert fald to gode grunde.”

Jeg nikker i retning af trappen, som Romy og Rayne, de enæggede plageånder, vi nu har ansvaret for, kommer buldrende ned ad. Fuldstændig ens af udseende, med deres blege hud, perfekt afskårne pandehår og store, mørke øjne – og fuldstændig uens, hvad påklædningen angår. Romy er iført en pink frotte-sommerkjole med matchende klipklappere, mens Rayne er barfodet og iført sort fra top til tå. Hun har Luna, deres lille, sorte kat, siddende på den ene skulder. De sender Damen et strålende smil, mens jeg må nøjes med et par kolde blikke – det er helt, som det plejer at være, og en af de ting, der ikke har ændret sig på det sidste.

”De skal nok blive gode igen,” siger han. Det er i hvert fald, hvad han gerne vil tro på, og det vil han så også have mig til.

”Det tror jeg ikke på.” Jeg sukker og får fat i mine klipklappere. ”Men det er jo heller ikke, fordi de ikke har deres grunde.” Jeg får sandalerne på og ser på ham.

”Skal du allerede gå?” spørger han.

Jeg nikker og undgår hans blik. ”Sabine laver mad i aften, Munoz kommer på besøg – det er noget med, at vi skal lære hinanden at kende og blive gode venner, du ved. Mindre lærer-elev og mere papfar-sød pige.” Jeg trækker på skuldrene og indser i det samme, at jeg skulle have inviteret ham. Det er faktisk meget uhøfligt af mig ikke at have ham med. Men Damens tilstedeværelse ville spænde ben for mine andre planer for aftenen. Planer, han kan have sine mistanker om, men i hvert fald ikke skal være vidne til. Især ikke efter, at han klart har givet udtryk for sin skepsis over for mine magiske eksperimenter. Jeg afslutter med et kluntet ”Så du kan nok forstå …” som får lov at hænge i luften mellem os, for jeg aner faktisk ikke, hvad jeg ellers skal sige.

”Og hvad med Roman?”

Jeg trækker vejret dybt ind, da mit blik møder hans. Det øjeblik, jeg har prøvet på at styre uden om, er kommet.

”Fik du advaret Haven? Fortalte du hende, hvad han har gjort?”

Jeg nikker og genkalder mig hele den lange tale, jeg sad og forberedte mig på i bilen på vej herover, om hvordan Haven måske kan vise sig at være vores bedste mulighed for at få fat i det, vi så gerne vil have fra Roman. Nu håber jeg bare på, at Damen vil synes, at det lyder mere overbevisende, end jeg selv gjorde.

”Og …?”

Jeg rømmer mig, så meget tilløb kan jeg godt tillade mig, men heller ikke mere. Han venter på, at jeg skal fortsætte, hans ansigt afspejler seks hundrede års tålmodighed, og jeg åbner munden for at gå i gang med min forklaring, men – jeg kan ikke. Han kender mig alt for godt. Så i stedet sukker jeg dybt, løfter skuldrene og slår ud med armene. Der er ingen grund til at sige noget – han har allerede læst svaret i mit ansigt.

Han nikker eftertænksomt. ”Javel ja.” Der er ikke antydning af bebrejdelse i hans stemme, og det gør mig på en eller anden måde lidt skuffet. Jeg mener, jeg bebrejder mig selv, så hvorfor skulle han ikke gøre det?

”Jo, men – det er virkelig ikke sådan, som du tror,” skynder jeg mig at sige. ”Jeg prøvede på at advare hende, men hun ville slet ikke høre på mig. Og så tænkte jeg, nå ja, hvad pokker. Hvis hun alligevel har tænkt sig at hænge ud med Roman, så kan hun vel lige så godt prøve, om hun kan snuppe modgiften fra ham, ikke? Ja, jeg ved godt, du synes, det er en dårlig idé, det har vi jo diskuteret, men jeg synes stadig ikke, det kan gøre så meget.”

Han ser på mig. Hans ansigt er roligt og afslører ingenting.

”Og så er der jo også det ved det, at vi faktisk ikke kan vide med sikkerhed, at han virkelig ville have ladet hende dø. Jeg mener, han havde jo modgiften inden for rækkevidde hele tiden, og han vidste jo godt, hvad jeg ville vælge. Men hvis han nu havde taget fejl, og jeg havde sagt nej, hvordan kan vi så vide, at han ikke selv ville have givet hende modgiften?”

Jeg tager en dyb indånding. Tænk, at jeg virkelig bruger Havens argument, det, som jeg selv stejlede over for ikke ret længe siden. ”Og så – så ville han måske have vendt hele situationen om og bildt hende ind, at det var os, der ville lade hende dø og ham, der havde reddet hende! Har du tænkt over dét?”

”Næh, det har jeg vel ikke,” siger han. Hans øjne er sammenknebne, og han ser temmelig bekymret ud.

”Og det er jo ikke, fordi jeg ikke har tænkt mig at holde øje med situationen, for det har jeg i hvert fald. Jeg skal nok holde øje med, at hun ikke kommer galt af sted. Men hun har jo sin frie vilje, ikke, og vi kan jo ikke vælge hendes venner for hende, så jeg tænkte, nå ja, skik følge eller land fly, som man siger …”

”Og hvad med de romantiske følelser, Haven har for Roman? Har du tænkt over dem?”

Jeg trækker på skuldrene, og jeg lyder nok mere overbevist, end jeg faktisk er, da jeg svarer: ”Der var også engang, hun havde følelser for dig, som du måske husker. Dem tog det hende ikke lang tid at komme over. Og tænk lige på Josh. Ham var hun helt sikker på var hendes soulmate, indtil han blev droppet på grund af en kattekilling. Og nu da hun kan få stort set alt, hvad hun ønsker sig – og hvem hun ønsker sig …” Jeg holder en pause, men ikke lang nok til, at han kan nå at bryde ind. ”Så er jeg sikker på, at Roman mister en hel del af sin tiltrækningskraft og forsvinder ned ad hendes hitliste. Jeg mener, jeg ved godt, at hun kan virke temmelig sårbar og skrøbelig, men hun er faktisk en hel del mere robust, end man lige skulle tro.”

Jeg rejser mig op som tegn på, at samtalen er forbi. Sket er sket, og jeg er ikke interesseret i at han skal gøre eller sige noget, som kan skabe mere tvivl om min holdning til Havens og Romans forhold, end jeg allerede har.

Han tøver, hans blik glider hen over mig, han studerer mig grundigt, og så rejser han sig i én hurtig, glidende bevægelse, griber min hånd og fører mig hen mod døren, hvor han presser sine læber mod mine. Vi dvæler, vi smelter sammen, vi trykker os mod hinanden, vi forener os, og vi prøver begge to på at få kysset til at vare så længe som overhovedet muligt. Ingen af os har lyst til at være den første til at give slip.

Jeg trykker mig ind imod ham og mærker tydeligt hans krops former gennem det tynde slør af energi, som svæver imellem os. Hans brede brystkasse, torsoens lavning – hver eneste tomme af ham passer så perfekt til min krop, at det næsten er umuligt at afgøre, hvor han holder op, og jeg begynder. Jeg ønsker bare, at hans kys kunne gøre det umulige – rette alle mine fejltagelser, fjerne den underlige stemning, jeg er i, bortjage de mørke, truende skyer, som følger mig, hvor jeg står og går.

”Jeg bliver nødt til at gå,” hvisker jeg. Det blev mig, der først brød fortryllelsen, for jeg kan mærke heden vokse imellem os, den brandfarlige magnetisme, en smertefuld påmindelse om, at det her er så tæt, vi kan komme på hinanden, som situationen er lige nu.

Jeg har lige sat mig ind i min bil, og Damen er gået ind i huset igen, da Rayne dukker op, stadig med Luna på sin skulder og tvillingesøsteren ved sin side.

”Det er i nat, det sker. Månen er på vej ind i sin næste fase,” siger hun. Hendes øjne er smalle, hendes mund er bister. Andet behøver hun ikke at sige. Vi ved alle tre, hvad det betyder.

Jeg nikker og sætter bilen i bakgear, klar til at bakke ud af indkørslen, da hun tilføjer: ”Du ved godt, hvad du skal gøre, ikke? Du kan godt huske vores plan, ikke?”

Igen nikker jeg. Jeg er ikke spor glad for den situation, jeg er i. Jeg er udmærket klar over, at hvis man spørger dem, så regner de ikke med, at det her kommer til at lykkes for mig.

Jeg svinger ud på vejen, skarpt forfulgt af deres tanker, som genlyder i mit hoved: Det er forkert at bruge magi til at opnå tvivlsomme fordele for sig selv. Der er karma, der skal betales, og med renter og renters rente bliver regningen tredoblet.