fire

Det første, jeg får øje på, da jeg drejer ind i indkørslen, er Munoz’ sølvhvide Prius. Og for at være ærlig så giver den mig en vældig lyst til at vende om og køre et andet sted hen. Ligegyldigt hvor. Men jeg gør det ikke. Jeg sukker bare og kører bilen ind i garagen i stedet for. Jeg ved jo godt, at jeg bliver nødt til at se virkeligheden i øjnene.

Den virkelighed, hvori Sabine – min tante og værge – er faldet pladask for min historielærer.

Og jeg må trøste mig med, at det i det mindste er bedre at spise middag sammen frem for morgenmad, hvilket i øvrigt kun kan være et spørgsmål om tid med den fart, tingene har på lige nu. Og så bliver det: Farvel, mr. Munoz, goddag, onkel Paul! Jeg har set det. Sagen er så godt som afgjort. Nu venter jeg kun på, at de selv skal opdage det.

Jeg smutter ind ad sidedøren og lister forsigtigt hen mod trappen i håb om, at jeg kan komme op på mit værelse uden at blive opdaget, så jeg kan få lidt tid for mig selv. Tid, som jeg har desperat meget brug for, så jeg kan nå at få et par ting på plads.

Jeg skal netop til at suse op ad trappen, da Sabine stikker hovedet frem og siger; ”Nå, der er du, det var godt. Jeg syntes nok, jeg hørte din bil i garagen. Vi spiser om en halv time, så kigger du ikke lige ind og gør os selskab så længe?”

Jeg prøver at kigge over hendes skulder for at få et glimt af Munoz, men takket være den væg, der skiller hyggekrogen fra resten af stuen, kan jeg ikke se andet end et par herresandaler af brunt læder, mageligt anbragt på den overpolstrede fodskammel. De ser ud, som om de aldrig har følt sig mere hjemme.

Så jeg flytter blikket til hende og ser, hvordan hendes lyse hår falder blødt ned til skuldrene, hvordan hendes kinder blusser forventningsfuldt, hvordan hendes blå øjne stråler – og endnu en gang lover jeg mig selv at være glad for, at hun er glad – selv om jeg bestemt ikke er vild med årsagen til, at hun er det.

”Øh, jeg kommer ned lige om lidt,” siger jeg og fremtvinger et smil. ”Jeg skal bare lige vaskes – og sådan …”

Jeg kan ikke lade være med at kigge efter Munoz igen, uanset hvor lidt jeg bryder mig om synet. Jeg mener, når man har sommerferie, så burde man vel have lov at slippe for synet af lærerfødder hjemme hos sig selv?

”Fint nok, men vær nu ikke for længe om det.” Hun skal til at vende sig og gå, men tilføjer så: ”Åh, det havde jeg nær glemt, der er kommet noget til dig.”

Hun snupper en flødefarvet kuvert fra bordet i entreen og rækker mig den. Ordene ”Mystik og Månestråler” er trykt i violet i det øverste venstre hjørne, og mit navn og adresse er skrevet hen over kuverten med Judes kantede kragetæer.

Jeg står bare og stirrer på den. Jeg ved godt, at jeg bare kunne lægge min hånd på brevet og lade min intuition fortælle mig alt, hvad der står. Der er bare det, at jeg ikke har lyst til at røre det. Jeg vil ikke have noget som helst at gøre med det brev eller med det job, jeg engang havde, eller Jude, min chef, som viste sig at have spillet en betydningsfuld rolle i stort set alle mine tilværelser. Igen og igen er han dukket op, og hver gang har han vundet mit hjerte, indtil Damen dukkede op og krævede det tilbage. Et trekantsdrama, som har stået på i århundreder, og som endte i det sekund, jeg så Ouroboros-tatoveringen på hans hals sidste torsdag i jacuzzien.

Og selv om Damen siger, at der er mange, der har sådan en tatovering – at dens oprindelige betydning ikke havde noget med ondskab at gøre, at det kun var en idé, Roman og Drina fik, så tør jeg ikke stole på, at han ikke har taget fejl.

Jeg kan ikke risikere, at Jude er en af dem, for det fortæller alle mine små nakkehår mig, at han er.

”Ever?” Sabine lægger hovedet på skrå og sender mig det sædvanlige blik. Det, der betyder: Uanset hvor mange bøger, jeg læser om emnet, så lærer jeg aldrig at forstå teenagere. Et blik, jeg er ved at være godt træt af.

Et blik, som får mig til at tage kuverten fra hendes hånd, passe på kun at røre ved kanterne, mens jeg smiler vagt og finder vej op ad trappen. Mine hænder ryster, blodet dunker i mine årer, mens jeg fornemmer, at kuvertens indhold er en løncheck, som jeg bestemt har gjort mig fortjent til, men absolut ikke har tænkt mig at indløse. Der er også et kortfattet brev fra ham, hvor han spørger, om jeg har tænkt mig at vende tilbage, eller om han skal se sig om efter en anden clairvoyant. Og det er det hele.

Ikke noget: Hvad fanden var det, der skete?

Eller: Hvad i alverden fik dig til næsten at kysse mig det ene øjeblik og så kyle mig tværs over din gårdhave og ind i havemøblerne i det næste øjeblik?

Men det er selvfølgelig, fordi han allerede kender svaret. Han har vidst det hele tiden. Og selv om jeg ikke ved, hvad han er ude på, så er jeg ikke i tvivl om, at han er ude på noget. Lige nu er han måske et skridt foran, men jeg skal nok indhente ham.

Jeg krøller brevet sammen og kaster det i retning af papirkurven, mens jeg bliver enig med mig selv om, at min manglende tilbagemelding må være svar nok. Jeg styrer det i en kompliceret bane af sløjfer og cirkler og et enkelt, afsluttende ottetal, som ender i papirkurven med et sagte, næsten lydløst bump.

Så åbner jeg for vandet i badekarret og går ind i min garderobe, hvor jeg tager kassen ned fra den øverste hylde – den kasse, som indeholder alle mine remedier – alt, hvad jeg skal bruge til at ophæve virkningerne af det rod, jeg har fået lavet.

Det er det rigtige tidspunkt – egnet til at begynde på noget nyt. Den perfekte lejlighed (den eneste lejlighed ifølge Romy og Rayne) til at bryde den forbandelse, jeg i min uvidenhed kom til at nedkalde over mig selv, da jeg bad de mørke kræfter om hjælp. Månen er nu i tiltagende, hvilket betyder, at gudinden er i færd med at stige op, mens Hekate, hende, jeg kom til at påkalde sidste gang, er på vej ned i underverdenen, hvor hun vil tælle dagene, indtil månens skiftende faser igen vil give hende magt.

Jeg stikker en hånd ned i kassen og får fat i de vokslys, krystaller, urter, olier og røgelsespinde, jeg skal bruge. Så ordner jeg dem og lægger dem i den rækkefølge, jeg skal bruge dem i.

Derefter tager jeg tøjet af og lægger mig i badekarret. Jeg har taget en lille pose med, som indeholder kvan, der skal beskytte mig og fjerne enhver forhekselse, enebær, som skal bortvise negative skabninger, og rude, som kan styrke healing, mentale kræfter og angreb på forbandelser. Og dertil et par dråber petitgrain-olie, som skulle kunne fordrive ondskab og fjerne al negativitet.

Jeg lader mig glide helt ned i vandet, til mine fødder ikke kan komme længere, og vandet stiger op omkring mig. Jeg griber et par af de klare krystaller fra karrets kant og lader dem synke til bunds, mens jeg sagte nynner:

Rengør og rens denne min krop,

så at magien kan hæve sig op.

Min genfødte ånd, som føler kraften,

klar til at hekse i denne aften.

Men i modsætning til sidste gang, jeg tog mig et rituelt, rensende bad, visualiserer jeg ikke Roman imens. Jeg vil ikke se ham, før jeg er klar. Ikke før det er absolut nødvendigt. Ikke før det er tid til at omgøre, hvad jeg har gjort.

Det vil være alt for risikabelt at gøre det tidligere.

Siden drømmene begyndte, har jeg ikke turdet stole på mig selv. Den første nat, jeg vågnede badet i sved med billeder af en dansende Roman i mit hoved, var jeg sikker på, at det bare var en eftervirkning af den forfærdelige nat – den nat, jeg opdagede sandheden om Jude og gav Haven eliksiren, så hun blev udødelig. Men de er dukket op hver eneste nat lige siden, og det er ikke kun om natten, han dukker op i mine drømme. Han trænger sig også på i mine daglige drømmerier. Og de er altid ledsaget af den underlige rytmiske dunken, som hele tiden er inden i mig. Så jeg er efterhånden ikke i tvivl om, at Romy og Rayne havde ret.

For selv om jeg havde det fint, lige efter at jeg havde udført det magiske ritual, så blev det ret tydeligt senere, da det hele begyndte at gå op i limningen, at jeg havde begået en kæmpebommert.

I stedet for at binde Roman til mig havde jeg bundet mig til ham. I stedet for at tvinge ham til at komme til mig og adlyde mine ordrer, så er det mig, som håbløst og skamløst opsøger ham igen og igen.

Og det er noget, som Damen absolut ikke må vide noget om. Ingen må vide noget om det. Jeg lyttede ikke til hans advarsler om, hvor galt det kan gå, når amatører som mig begynder at rode med magi, og præcis som han forudsagde, var jeg lige pludselig ude på meget dybt vand. Og jeg kan ikke lade være med at frygte, at selv Damens tålmodighed kan have sine grænser.

Det her kunne være dråben, der får bægeret til at flyde over.

Jeg tager en dyb indånding og lader mig synke endnu dybere ned i vandet, nyder den måde, de bittesmå bølger kærtegner min hage, mens jeg opsuger alle de healende energier, som stenene og urterne leverer. Jeg er ikke i tvivl om, at det kun er et spørgsmål om tid, før jeg har befriet mig selv fra denne rædsomme besættelse og fået alting tilbage på rette spor igen. Og da vandet begynder at blive køligt, så skrubber jeg hver eneste kvadratcentimeter hud omhyggeligt i håb om at bortvaske denne nye, smudsige udgave af mig selv, så jeg kan få den gamle tilbage.

Jeg står ud af badet og tager med det samme min hvide silkekimono på – den med hætten. Jeg binder bæltet stramt om livet og går ind i garderoben efter min athame. Den var Romy og Rayne heller ikke tilfredse med. De sagde, den var alt for skarp, og at den var beregnet til at skære energier over – og ikke fysisk stof. De sagde, jeg havde manifesteret den helt forkert, og ville have mig til at brænde den, smelte den om til en lille klump metal, som de så ville skaffe af vejen på betryggende vis, eftersom en vildfaren novice selvfølgelig ikke kunne finde ud af noget så kompliceret.

Så jeg lovede dem at brænde den og stod der og førte knivsbladet igennem flammen igen og igen som led i et eller andet magisk ritual, mens tvillingerne så til, og jeg følte mig dum og ydmyget. Men resten af deres plan lykkedes det mig at glemme alt om. Jeg havde en lumsk mistanke om, at de bare var ude på at gøre mig endnu mere til grin. Og hvis det egentlige problem var, at jeg havde udført mine ritualer, mens månen var mørk – og det var jo, hvad de sagde – så kunne jeg ærlig talt ikke se, hvorfor en ganske almindelig kniv skulle kunne gøre så stor forskel.

Men denne gang sætter jeg et par ekstra sten på knivens skæfte bare for at være på den sikre side. Apache-tårer skulle yde beskyttelse og give held (og det er tvillingerne helt sikre på, at jeg har stærkt brug for), blodsten vil give mig tapperhed, styrke og sejr (og det er jo altid en god kombination), og turkiserne vil bidrage med helse og styrkelse af chakraerne (det lader til, at jeg altid har haft problemer med mit halschakra, som står for dømmekraft).

Så strør jeg lidt salt på knivsbladet, inden jeg fører det gennem flammerne fra tre hvide stearinlys, mens jeg påkalder ildens, luftens, vandets og jordens elementer for at fordrive alt mørke og kun give plads til lyset – at skubbe det onde fra mig og byde det gode velkommen. Jeg gentager remsen tre gange, før jeg anmoder de højeste magiske magter om at opfylde mit ønske. Og denne gang er jeg helt sikker på, at det er de rigtige magiske magter – ikke Hekate, underverdenens trehovedede dronning med slangehåret denne gang, men Gudinden selv.

Med en røgelsespind i den ene hånd og min athame i den anden går jeg tre gange rundt om stedet for at rense det og danner en magisk ring ved at visualisere et hvidt lys, der flyder igennem mig. Det begynder fra toppen af mit hoved og arbejder sig hele vejen ned igennem min krop, ud gennem mine arme, ud i kniven og ned i gulvet.

Rundt og ind og ud væver lyset sig, spreder små gnister, som bliver til tynde tråde af glødende, hvidt lys, der fletter sig sammen og vokser sig højere og højere, indtil de samler sig til en søjle af lys. Og inden længe er jeg fuldstændig indhyllet i en sølvskinnende kokon, et væv af det klareste, glitrende lys, der danner en beskyttende skal omkring mig.

På mit nyrensede, hellige sted knæler jeg ned på gulvet og holder min venstre håndflade frem, mens jeg lader spidsen af kniven trække en streg, som følger min livslinje. Jeg bider tænderne sammen, da kniven glider ind i mit kød, og blodet strømmer ud. Jeg lukker øjnene og skynder mig at manifestere en Roman, som sidder over for mig i lotus-stilling og frister mig med sit uimodståelige dybblå blik og et stort smil. Jeg må kæmpe for at komme forbi hans hypnotiserende skønhed, hans ubestridelige charme og frem til den blodvædede silketråd, der sidder stramt om hans hals.

En silketråd, gennemvædet af mit blod.

Den selvsamme silketråd, jeg lagde om hans hals sidste torsdag, da jeg udførte et lignende ritual – et, der så ud til at virke, indtil alting åbenbart gik galt. Men denne gang er alting helt anderledes. Min hensigt er en anden. Jeg vil have mit blod tilbage. Jeg vil have løst mine bånd.

Før han kan nå at tone bort, skynder jeg mig at fremsige ordene:

Fortryllelse, som har mig ramt,

fordi jeg tråden bandt for stramt,

jeg beder dig om at forsvinde

og ikke længere at binde.

Din magt over mig vil være ude,

så snart jeg løser denne knude.

Gå bort i fred, lad ingen lide,

befri mig blot for denne kvide.

Uvilkårligt kniber jeg øjnene sammen, da en voldsom storm pludselig brøler gennem min cirkel med en kraft, så væggene i min sølvhvide kokon er lige ved at sprænges, mens et blændende lyn glimter, og et voldsomt tordenskrald giver genlyd over mig. Min højre håndflade er vendt opad, åben og parat – mit blik er fæstnet på hans, mens jeg i tankerne løsner tråden om hans hals og kalder blodet tilbage til mig.

Tilbage, hvor det kom fra.

Tilbage, hvor det hører til.

Jeg spærrer øjnene op, da blodet springer i en bue direkte mod midten af min sårede hånd, mens båndet om hans hals bliver lysere og hvidere, indtil det er så rent og ubesmittet som den dag, det hele begyndte.

Jeg skal lige til at bortvise ham én gang for alle, befri mig selv fra hans ubehagelige bindinger, da den mærkelige, fremmede kraft, den hæslige dunken trænger ind gennem mit indre med så stor en styrke, så stor en vilje, at jeg ikke har en chance.

Monsteret i mit indre er nu fuldstændig vågent, og det rejser sig, strækker sig og forlanger at få stillet sin voldsomme, dunkende sult.

Mit hjerte hamrer, hele min krop ryster, og ligegyldigt hvor meget jeg kæmper imod, er der intet at stille op. Jeg er fange af dyrets begær – et gidsel for dets længsel. Min vilje er uden betydning. Mit eneste formål er at følge dets vilje – at tilfredsstille dets behov.

Jeg kan kun se hjælpeløst til, mens det hele gentager sig. Mit blod strømmer ud, gennemvæder silketråden om Romans hals, indtil den er tung og rød af blod og begynder at dryppe et tykt spor af mig ned ad hans bryst. Og ligegyldigt hvad jeg gør – ligegyldigt hvor meget jeg prøver – så er det mig umuligt at stoppe det.

Umuligt at stoppe hans bliks uimodståelige tillokkelse. Umuligt at stoppe min krops længsel efter hans. Umuligt at stoppe den forbandelse, som lænker mig til ham. Han er som en magnet, som kun tiltrækkes af mig, og som lukker det lille mellemrum imellem os på mindre end et sekund.

Og nu er vores knæ presset imod hinanden, og vores ansigter blusser af forventning. Jeg er forsvarsløs – magtesløs – ude af stand til at tøjle min ustyrlige længsel efter ham. Han er det eneste, jeg kan se. Det eneste, jeg har brug for.

Hele min verden er reduceret til det lille område imellem hans blik og mit. Hans fugtige, fristende læber er kun en hårsbred fra mig, mens den gådefulde indtrænger i mit indre, den uforskammede, fremmede puls, som tvinger mig fremad, byder mig at forene mig med ham, smelte sammen med ham, blive til ét med ham.

Mine læber søger hans læber. De kommer nærmere, hele tiden nærmere, indtil en lille flamme dybt i mit indre, fra et sted, jeg ikke selv kan nå, blusser op i et glimt. Det er tanken om Damen, hans duft, hans ansigt. Blot et kort glimt af lys midt i alt dette mørke – men nok til at minde mig om, hvem jeg er, hvad jeg er – om den virkelige grund til, at jeg er lige her.

Præcis nok til at lade mig vride mig løs af dette frygtelige mareridt og skrige: ”Nej!”

Jeg springer tilbage, væk fra ham – fra det. Så pludseligt og hurtigt, at mit sølvhvide hylster splintres omkring mig, og stearinlysene går ud, og Roman går i opløsning for øjnene af mig.

Det eneste minde om, hvad der lige er sket, er mit hamrende hjerte, den blodbestænkede silkekimono, og de ord, som stadig runger i mine ører.

”Nej, nej, nej, nej, nej, åh gud, stop det, nej!”

”Ever?”

Jeg stirrer forvirret hen mod døren, mens jeg klamrer mig til den blodige silke, der aldrig bliver kimono igen, og håber bare, at hun vil gå sin vej og lade mig være i fred – eller i det mindste give mig tid til at finde ud af, hvad det er, der foregår …

”Der er ikke noget i vejen, vel? Maden er næsten klar, så du må nok hellere komme ned nu.”

”Okay … Jeg skal …” Jeg lukker øjnene et kort øjeblik, mens den hvide silkekåbe forsvinder, og en enkel, blå kjole dukker op i dens sted.

Jeg har ingen anelse om, hvad jeg skal gøre nu, hvilken vej jeg skal vælge herfra. Kun én ting er sikker: Romy og Rayne skal ikke have noget at vide om det her. De var vidner til min forrige fiasko, og jeg kan slet ikke se dem i øjnene denne gang. Og desuden er de alt for glade for Damen til, at de nogen sinde ville kunne tilgive mig.

”Jeg er der lige om et øjeblik!” råber jeg gennem den lukkede dør. Jeg kan mærke på hendes energi, at hun overvejer at trampe ind for at se, hvad jeg laver.

”Fem minutter!” advarer hun med træt stemme. ”Ellers kommer jeg og henter dig!”

Jeg lukker øjnene og ryster på hovedet, mens jeg stikker fødderne i et par klip-klappere og lader fem fingre løbe gennem håret. Jeg sørger omhyggeligt for, at mit ydre er pænt og præsentabelt, for i mit indre er der totalt kaos lige nu.