syv

”Jeg vidste, der var noget med jer to. Jeg har vidst det hele tiden. Og især dig.” Hun peger på Damen. Ja, jeg beklager meget, men så perfekt er der simpelt hen ingen, der er.”

Damen smiler, mens han lukker døren helt op og viser os indenfor. Hans dybe, mørke blik møder mit og føles som et kærligt favntag. Han sender mig en overflod af telepatiske røde tulipaner, som skal muntre mig op og give mig den styrke, jeg tydeligvis har hårdt brug for.

”Og bare lige så I ved det: Det der, det så jeg godt.” Havens fingre, som er tunge af fingerringe, griber om hendes læderklædte hofter, og hendes blik pendler imellem os et øjeblik, før hun ryster på hovedet og skynder sig ind i foyeren.

Damen ser på mig med løftede øjenbryn, men jeg trækker bare på skuldrene. Havens evner er kun lige begyndt at komme op til overfladen. Tankelæsning er bare en af dem.

”Wow! Tænk, at du bor så flot!”

Hun snurrer rundt for at få det hele med – den kunstfærdige lysekrone, der hænger ned fra det høje, hvælvede loft, Det bløde, persiske tæppe, der ligger for hendes fødder – flere hundrede år gamle, uvurderlige antikviteter, som nær var gået tabt, da Damen gennemgik det, jeg nu omtaler som hans ”munkefase” – den periode, hvor han var overbevist om, at hans ekstravagante, forfængelige, narcissistiske fortid var den egentlige årsag til alle de problemer, vi slås med nu. Han var fast besluttet på at skille sig af med alt sit jordiske gods – lige indtil tvillingerne flyttede ind, og TIL SALG-skiltet blev pillet ned igen, fordi han nu pludselig syntes, at han ville give dem al den plads og luksus, han overhovedet kunne.

”Du kunne jo holde en vildt fed fest, bare her i entreen!” Hun griner. ”Er det sådan, det er at være udødelig? Bor man så i sådan et palads? For hvis det er tilfældet, så vil jeg gerne skrives op!”

”Damen har haft en hel del tid til det …” siger jeg. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forklare Damens kostbare bolig, for jeg har endnu ikke fortalt hende om manifesteringens urgamle teknik eller om kunsten at vælge de rigtige heste på galopbanen – og jeg ved ikke engang, om jeg overhovedet vil gøre det.

”Ja, jeg ved så ikke lige, hvor lang tid Roman har haft, for der er da også flot hjemme hos ham, men det kan slet ikke måle sig med det her.”

Damen og jeg ser på hinanden. Vi kan ikke bruge telepati, nu da vi ved, at hun kan høre vores tanker, men vi bliver stiltiende enige om ikke at besvare hendes spørgsmål. Der er ingen grund til at fortælle hende flere detaljer end højst nødvendigt. Det gælder om at udsætte det uundgåelige så længe som muligt – den dag, hvor hun finder ud af, hvad alt det her faktisk handler om, for ikke at tale om, hvad der i virkeligheden skete med hendes veninde Drina.

Vi følger efter hende gennem køkkenet og ind i den lille stue, hvor vi finder tvillingerne mageligt henslængt i hver sin ende af sofaen. De er fordybet i hver sit eksemplar af den samme bog. Rayne gumler på et stykke chokolade, mens Romy er i gang med en stor skål popcorn med smeltet smør.

”Nå, I to er måske også udødelige?” spørger Haven, hvilket får de to søstre til at se op, Rayne med sin sædvanlige skulen, mens Romy nøjes med at ryste på hovedet og vende tilbage til læsningen.

”Nej, de er …” Jeg ser spørgende og en smule panisk på Damen. Jeg aner ikke, hvordan jeg skal forklare, at de teknisk set ikke er udødelige, men ikke desto mindre har tilbragt de sidste tre hundrede år i en anden dimension, som de nu – takket være mig – ikke længere kan vende tilbage til. ”De er familie,” nikker Damen og sender mig et blik, som siger, at jeg skal spille med på hans historie.

Haven står midt i rummet med rynket pande og hævede øjenbryn og lægger ikke skjul på, at hun ikke tror et ord af det. ”Okay, så du vil have, at jeg skal tro på, at du har holdt dig i kontakt med din familie i …” Hun ser på mig med sammenknebne øjne, som om hun prøver på at afgøre, hvor gammel han egentlig er. Så trækker hun opgivende på skuldrene og siger: ”Det må i hvert fald være nogle meget interessante familiesammenkomster, I holder.”

Jeg skæver hen til Damen, som åbenbart ikke har tænkt sig at modsige hende, men jeg bryder ind i håbet om at redde situationen: ”Det, Damen mener, er, at det er, ligesom de er familie. De er …”

”Årh, hold da op med det der!” Rayne kyler sin bog hen på sofabordet og ser vredt på mig og på Haven, men selvfølgelig ikke på Damen. ”Vi er hverken familie eller udødelige, okay? Vi er hekse. Flygtninge fra de berømte hekseprocesser i Salem. Og så ikke flere spørgsmål, tak, for vi gider ikke svare på dem. Og du har også allerede fået rigeligt at vide.”

Haven måber og ser på os alle fire med øjne, der er så store, at jeg slet ikke forstår, hvordan det kan lade sig gøre. ”Nej, nu må jeg be’ om mine himmelblå!” siger hun. ”Nu kan det da umuligt blive mere underligt!”

Jeg trækker på skuldrene og sender Rayne et blik, der siger, at hun godt lige kunne have holdt den sidste oplysning for sig selv.

Haven sætter sig på en af de overpolstrede stole og ser fra den ene til den anden – forventningsfuldt, som om hun regner med, at en af os vil afsløre et hemmeligt kodeord eller holde et foredrag eller lade hende gennemgå en rituel indvielse eller noget i den retning. Og hun gør ikke det mindste forsøg på at skjule sin skuffelse, da Damen går ud i køkkenet og lidt efter vender tilbage med en lille kasse, fuld af eliksir, som han giver hende.

Hun ser undrende ned i kassen, banker på hver enkelt kapsel med spidsen af sin sortlakerede pegefingernegl, kigger forvirret på os og siger: ”Er det det hele? Syv flasker? En uges forbrug? Det kan du da ikke mene? Hvordan skal jeg overleve på den smule? Er I ude på at slå mig ihjel, før jeg overhovedet er kommet i gang?”

”Hey, Dumbo! Du er udødelig – de kan ikke slå dig ihjel.” Rayne ryster på hovedet og himler med øjnene.

”Selv Dumbo! Vel kan de så. Det er jo nok ligesom derfor, Ever har sagt, at jeg skal gå med den her.” Haven hiver amuletten op af den sorte blondetop og svinger den frem og tilbage for næsen af Rayne.

Men Rayne stønner bare højlydt og lægger sine små, tynde arme over kors foran sit indsunkne bryst. ”Ja, det behøver du altså ikke at fortælle mig. Uden den er et velrettet slag mod det forkerte chakra nok til at svitse dig til toast. Og med den kan du leve lykkeligt til dine dages ende – bortset fra at dine dages ende aldrig kommer. Mere kompliceret er det heller ikke.”

”Du godeste. Er hun altid så sur og tvær?” Haven griner og ryster på hovedet.

Og jeg skal lige til at sige ja, lykkelig over endelig at have en, der holder med mig, da hun rejser sig og sætter sig over i sofaen ved siden af Rayne, hvor hun giver sig til at nulre Rayne i håret og kilde hende. Og mere skal der ikke til, før de er blevet slyngveninder – og jeg er ude i kulden igen.

”Du behøver ikke at drikke det hver dag,” siger Damen i et forsøg på at få samtalen tilbage på sporet. ”Faktisk ville du kunne klare de næste hundrede og halvtreds år uden så meget som en dråbe, muligvis endda endnu længere.”

”Og hvis det er tilfældet, hvordan kan det så være, at du bæller stadset, som om det var et spørgsmål om liv og død?” spørger Haven og skubber Raynes fødder ned fra skødet.

Damen trækker på skuldrene. ”Det er jo nok, fordi det er et spørgsmål om liv og død for mit vedkommende. For mig har det jo stået på i mange år. Rigtig mange år.”

”Hvor mange?” Haven læner sig frem og skubber det sorte hår med platinstriberne væk fra øjnene, der som sædvanlig har fået lidt for meget makeup på.

”Mange. Men det, jeg prøver på at sige …”

”Stop, stop, stop. Det mener du ikke alvorligt, det der, vel? Vil du ikke fortælle mig, hvor gammel du er? Er du ligesom en af de der kvinder, der fejrer den ene niogtyveårsfødselsdag efter den anden, indtil de er godt oppe i firserne? Vil du virkelig påstå, at du er så forfængelig, Damen?” Hun ler og ryster på hovedet. ”Jeg kan godt sige dig, at når jeg bliver gammel, så vil jeg skrige det ud fra hustagene. Jeg glæder mig bare så meget til at blive en hundrede og toogfirsårig med porcelænshud.”

”Det er ikke forfængelighed, det er praktiske hensyn,” bjæffer Damen. Jeg kan se på ham, at han er en smule befippet, og det skyldes nok, at han er en smule forfængelig og ikke vil indrømme det. Selv om han har skilt sig af med det meste af sit dyre tøj, sine kostbare hudcremer og de dyre, håndsyede italienske støvler, så er der stadig en rest af forfængelighed tilbage. ”Og i øvrigt så kan du slet ikke gå og prale med det. Har du og Ever ikke snakket om det …?”

”Jo, vi har,” siger Haven og jeg som med én stemme.

”Jamen så er sagen jo klar. Du skal bare fortsætte, som du plejer, spise dine muffins, opføre dig så normalt som muligt, passe på, du ikke tiltrækker dig …”

”Nogen som helst form for interesse.” Haven slår ud med armene og himler teatralsk med øjnene. ”Ever har givet mig hele smøren. Hun har advaret mig mod den mørke side, monsteret, der gemmer sig under sengen, uhyret i klædeskabet og trolden, som bor inde under trappen. Og jeg er ked af at sige det, Damen, men det kan jeg virkelig ikke bruge til noget. Jeg har været helt almindelig hele mit liv. Overset og ignoreret, gået i ét med tapetet og er blevet behandlet, som om jeg var usynlig, uanset hvor sindssygt jeg har klædt mig og opført mig, og jeg kan godt sige dig én ting: Den form for anonymitet er noget opreklameret bras. Det skal jeg ikke have mere af, tak. Så hvis det her er min store chance for at blive lagt mærke til og langt om længe blive set – så kan jeg love dig for, at jeg ikke har tænkt mig at holde igen. Det skal bare nydes, du – for fulde gardiner! Og så kan du jo nok regne ud, at det her slet ikke kommer til at slå til.” Hun banker demonstrativt på siden af kassen. ”Nu må du ikke skuffe mig, Damen. Jeg skal da have noget saft, hvis jeg skal få hele skolen til at tabe underkæben, når vi går i gang med det sidste år.”

Damen ser på mig, forskrækket, lamslået – og sender mig et blik, der siger: ”Det er dig, der har skabt hende – hun er dit Frankenstein-monster – gør noget!

Så jeg rømmer mig og vender mig mod hende med det ene ben lagt over det andet og hænder, der knuger hinanden, mens jeg lægger ansigtet i de rette folder. Jeg prøver på at se venlig og positiv ud, selv om sandheden er, at jeg er mindst lige så rædselsslagen, som han er.

”Hør nu her, Haven,” siger jeg og er omhyggelig med at holde min stemme dæmpet og rolig. ”Det her har vi jo talt om, og …”

Længere kommer jeg ikke, før hun afbryder mig. ”Du drikker det hele tiden, så hvorfor kan jeg ikke?” Hun trommer med fingrene på siden af kassen og kniber øjnene sammen.

Jeg må tænke mig om et øjeblik, før jeg kan svare. Jeg kan ikke lige finde ud af, hvordan jeg skal forklare hende, at saften forstærker visse af mine evner, som jeg ikke ville bryde mig om, at hun fik. Men for at pausen ikke skal blive alt for lang, kaster jeg mig ud i det: ”Det kan da godt være, det ser sådan ud, men faktisk så … så behøver jeg det ikke … ikke sådan, som Damen gør, i hvert fald. Jeg drikker det bare, fordi … fordi jeg har vænnet mig til det. Og selv om det ikke smager særlig godt, så … ja, så kan jeg faktisk godt lide det. Men det er slet ikke, fordi jeg behøver at drikke det hver dag – ikke engang hver uge – eller hvert år, for den sags skyld. For som Damen lige sagde, så kan man sagtens klare sig uden eliksir i hundrede år, måske endda to hundrede.” Jeg gør mit bedste for at lyde overbevisende og håber virkelig, at det fungerer, for hun skal helst ikke vide noget om det boost, som regelmæssig indtagelse af eliksiren giver min styrke og min hastighed og mine magiske evner. Det ville kun gøre hende endnu mere ivrig efter den.

”Fint,” siger hun og nikker. ”Så må jeg jo bare få den af Roman. Det er jeg sikker på, han ikke vil have noget som helst imod.”

Jeg trækker vejret dybt ind og holder det. Det her er en temmelig direkte konfrontation. I det samme hopper Luna op på skødet af Haven, som straks giver sig til at kæle med hende.

”Hej, lille missekat. Var det ikke dig, der skulle have været min? Er det derfor, du kommer hen til mig? Fordi du kan mærke, at jeg er din rigtige ejer?” Hun løfter killingen op og nusser den under hagen. Og hun griner, da Romy rejser sig fra sin ende af sofaen og snupper katten. ”Tag det roligt. Jeg stjæler hende ikke eller noget.”

”Du kan slet ikke stjæle hende.” Romy ser vredt på Haven og sætter Luna op på sin skulder. ”Og du kan heller ikke eje hende. Kæledyr er ikke noget, man ejer. De er ikke ting, man kan skille sig af med, når man ikke gider have dem mere. De er levende væsner, som deler deres tilværelse med os.” Hun ser på sin søster og gør tegn til, at hun skal følge med, da hun stormer ud af værelset.

”Uha – hun er godt nok nærtagende,” siger Haven og kigger efter dem.

Men så hurtigt skal hun ikke have lov at forlade det emne, hun selv lige bragte på bane. ”Nu da vi er ved det – hvordan går det med Roman?” spørger jeg og prøver på at få det til at lyde, som om det bare er høflig interesse, og håber, at ingen bemærkede, hvordan min stemme dirrede, da jeg sagde hans navn.

Hun trækker på skuldrene og ved udmærket, hvor jeg vil hen med det spørgsmål. ”Fint. Han har det fint. Pænt af dig at spørge. Men jeg har ikke noget at fortælle. Ikke noget, der kan interessere dig.”

Hun ser hen på Damen og så tilbage på mig, og et lille smil spiller om hendes læber, som om det hele er en joke, en leg, hun ikke rigtig gider være med i på trods af de forsikringer, hun gav mig. Så finder hun noget mere interessant at kigge på – sine fingre. ”Tak skal du da lige ha’! Gror jeres negle også så hurtigt? Jeg klippede dem her til morgen, og de er allerede lange igen!” Hun holder hænderne op, så vi selv kan se. ”Og mit hår … Mit pandehår vokser mindst en centimeter om dagen!”

Damen og jeg ser på hinanden og tænker det samme: Efter bare én flaske eliksir?

Men der er ingen vej udenom. Jeg må bare håbe, at jeg kan få det til at lyde overbevisende. ”Altså – med hensyn til Roman …”

Hun lader hænderne falde ned i skødet og holder om den lille kasse. Så ser hun på mig med et udtryk af overbærenhed.

”Det var det, jeg tænkte på …” Jeg holder en pause, kan mærke Damens blik, mørkt, intenst, fuld af undren over, hvor jeg mon vil hen, for det er i hvert fald ikke noget, jeg har drøftet med ham. Men sandheden er, at jeg heller ikke selv har tænkt over det før lige nu. Men med alt det uhyggelige, jeg har oplevet i det sidste døgns tid, ser det ud til at være den eneste vej. ”Jeg tror virkelig, du bliver nødt til at undgå ham. For enhver pris.” Jeg holder omhyggeligt øje med, hvordan hun reagerer. ”Jeg mener det virkelig. Hvis det er pengene, det handler om, så kan jeg sagtens holde dig forsynet, indtil du finder et andet job, men jeg syntes simpelthen ikke, du skal arbejde for ham. Det er for – for farligt. Jeg ved godt, at du ikke tror på mig – at du tror, jeg har misforstået det hele, men sådan er det altså ikke. Damen var der også. Han kan bekræfte det.”

Jeg ser hen på Damen, som nikker bekræftende, men Haven er hverken til at hugge eller stikke i. Hun ser nærmest ud, som om hun slet ikke kan høre os.

”Jeg kan simpelthen ikke understrege det kraftigt nok,” fortsætter jeg. ”Den mand er farlig. Virkelig. Dødsensfarlig. For ikke at tale om, at han er …”

Ond og forfærdelig, lokkende og forførerisk uimodståelig – hans stemme er i mit hoved, hans ansigt er i mine drømme – hele tiden, konstant til stede – og ligegyldigt hvor meget jeg prøver, så kan jeg ikke ryste ham af mig – kan ikke lade være med at længes efter ham – bliver ved med at drømme om ham …

”Og … øh … i hvert fald så vil jeg meget nødig se dig komme galt af sted.”

Jeg synker en klump, hele min krop dirrer bare ved tanken om ham, og den underlige, uforklarlige puls inden i mig er bare så tæt på at afsløre mig.

Og da hun ser spørgende på mig og løfter det ene øjenbryn, som om hun lige har hørt hvert eneste ord i mit hoved – som om hun har gennemskuet, hvad jeg i virkeligheden er ude på – så går jeg i panik. Uden en lyd og helt for mig selv går jeg i panik. Indtil jeg kommer i tanker om, at mit skjold er på plads. Og hvis Damen ikke kunne høre mig, så kunne hun heller ikke, uanset hvad hun ellers er i stand til.

”Alt det der er jo fuldstændig overflødigt, Ever. Du har forklaret mig det hele. Jeg hørte dig første gang, og jeg hørte dig denne gang. Og tillad mig at minde dig om, at vi blev enige om at være uenige. Og i øvrigt, hvis jeg slet ikke må charme mig ind på ham, hvordan skal jeg så få fat i det, du så gerne vil have?” Hun ser skiftevis på os med øjne, der er beregnende, katteagtige. ”Tro mig, Roman er overhovedet ikke en trussel, i hvert fald ikke mod mig. Han er utrolig sød og hjælpsom og kærlig – og slet ikke sådan, som du tror. Så hvis I to gerne vil være sammen …” – hendes pegefinger vipper sigende mellem mig og Damen – ”så er det nok bedst, I holder jer gode venner med mig. Så vidt jeg kan se, har I ikke rigtig andre muligheder – comprendo?”

Damen træder et skridt frem. Hans øjne gnistrer af indestængt vrede, og hans stemme er lavmælt og indtrængende.

”Det er et farligt spil, du har kørende, Haven. Jeg forstår godt, at du er begejstret over dine muligheder, og at dine nye kræfter er spændende, men du skal passe på, du ikke pludselig kommer ud på dybt vand. Jeg ved det, fordi jeg engang befandt mig præcis, hvor du befinder dig lige nu. Jeg var faktisk den første. Og selv om det er meget længe siden, så husker jeg det, som var det i går. Og jeg husker også den lange liste af fejltagelser, jeg begik, og alle de ting, jeg senere fortrød, fordi jeg lod mit begær efter magt vinde over sund fornuft og almindelig anstændighed. Du må ikke blive ligesom mig, Haven. Du må ikke begå de samme dumheder. Og du skal ikke så meget som tænke på at true Ever eller mig på nogen som helst måde. Vi har masser af muligheder, masser af midler. Og hvis der er noget, vi ikke har brug for …”

”Ja tak, det er forstået!” Haven ryster på hovedet, mens hendes blik flakker frem og tilbage imellem os. ”Jeg er dødtræt af, at I to taler ned til mig hele tiden. Er det overhovedet faldet jer ind, at jeg måske kunne lære jer et og andet om, hvordan man kan bruge al den magt?” Hun himler med øjnene og ser vredt på os, mens hun selv besvarer spørgsmålet: ”Nej, selvfølgelig har I ikke det! Det eneste, I tænker, det er: ‘Gør ditten, Haven, la’ vær’ med at gøre datten, Haven, vi skal nok bestemme, hvor meget eliksir du skal ha’, Haven, for vi stoler ikke på dig, Haven.’ Jeg mener, helt ærligt. Hvis I ikke stoler på mig, hvordan kan I så forvente, at jeg skal stole på jer?”

”Det er ikke dig, vi ikke stoler på,” skynder jeg mig at sige, ivrig efter at få afdramatiseret situationen, før det hele bliver lidt for ophedet. ”Det er Roman. Jeg ved godt, du ikke vil se det i øjnene, men han udnytter dig. Du er kun en brik i det perverterede spil, han har kørende. Han kan se alle dine svagheder og bruger dem til styre dig som en marionetdukke.”

”Og hvad skulle det så lige være for nogen svagheder?” Hun trommer utålmodigt på kassen og presser trodsigt læberne sammen.

Men før diskussionen når at køre af sporet og komme op på et plan, vi alle tre ville komme til at fortryde, løfter Damen en hånd og afbryder os. ”Vi er ikke ude på at blive uvenner med dig, Haven. Vi prøver kun på at passe på dig. Det er for din egen skyld.”

”Så jeg skal altså passes på? Fordi jeg er for dum til at finde ud af noget som helst selv?” Hendes blik flakser frem og tilbage mellem Damen og mig, og da Damen i sin afmagt kommer til at sukke og ryste på hovedet, bliver hendes øjne kolde og mørke. Så nikker hun, tager fat om kassen og rejser sig. ”Jeg ville virkelig ønske, jeg kunne tro på jer, men det kan jeg altså bare ikke. Det er dig, der har noget at skjule, Ever, det kan jeg bare mærke. Jeg aner ikke, hvad det er, men én ting er i hvert fald sikker: Du er jaloux.” Hun kruser læberne og tilføjer: ”Ja, man skulle tro, det var løgn, men den perfekte Ever Bloom er jaloux på mig – lille Haven Turner.” Hun ryster på hovedet. ”Ja, det var en helt ny drejning, hva’?”

Jeg stivner, men bliver stående uden at sige et ord.

”Du er så vant til at være den, der bestemmer alting her. Det er dig, der er den begavede, den smukke, hende, der kan det hele – og har den perfekte og mest sexede kæreste.”

Hun smiler til Damen, og ler højt, da han ikke smiler igen.

”Og nu da jeg er udødelig ligesom dig, er det kun et spørgsmål om tid, før jeg har indhentet dig – og er præcis lige så perfekt. Og sandheden er, at det kan du bare ikke klare. Du kan overhovedet ikke tåle det. Men det mest grinagtige er, at det er din egen skyld. Det var dig, der gjorde mig udødelig. Og selv om du bliver ved med at påstå, at du ikke har fortrudt det, og at du ville gøre det igen, så har jeg virkelig på fornemmelsen, at du meget bedre kunne lide den gamle Haven. Hende, der var ynkelig og sulten efter opmærksomhed. Hende taberen, der åd for mange muffins og fandt på hulke-historier til alle sine afhængighedsgrupper.”

Hun trækker på skuldrene og retter ryggen på en måde, som tydeligt viser, at hun i hvert fald ikke længere er den gamle Haven.

”Ja, du behøver ikke at se så fortørnet ud. Tror du måske ikke, jeg ved, at det er præcis de svagheder, du hentyder til? Og du har altid følt dig højt hævet over Miles og mig. Som om du nedlod dig til at hænge ud sammen med os, indtil der dukkede noget bedre op …”

”Det passer ikke! Du er min bedste veninde, du er min …”

”Årh, hvor dum tror du, jeg er?” Hun himler med øjnene og smækker med tungen på samme måde, som Roman plejer at gøre. ”Spar mig lige for dine dybtfølte erklæringer, hva’? I samme øjeblik, Casanova dér dukkede op, så så vi dig kun til frokost og somme tider ikke engang der, fordi det perfekte, lille par havde travlt med deres perfekte, lille liv og deres perfekte, lille kærlighed og slet ikke havde tid til at være sammen med sådan et par uperfekte halvhjerner som os. Vi var bare de to tabere, du havde i baghånden – for det tilfælde, at du skulle få brug for os en dag. Men nu ser det ud til, at du får en lang og ensom sommer, for Miles er på vej til Firenze, og jeg har fundet mig et par nye venner, som overhovedet ikke føler sig truet af den nye Haven.”

”Det er da fuldstændig vanvittigt, Haven! Hvordan kan du overhovedet sige sådan noget?” Jeg ser vantro og chokeret på hende. Selv om hun er lige så lille, som hun altid har været, selv om hun ikke er vokset den mindste smule, så er det, som om hendes fremtræden er blevet mere tydelig – mere velbygget, mere senet, som om hun er en lille, sort panter i de stramme, sorte læderbukser, sorte kniplingsskjorte og sorte støvler med stilethæle. Det er ikke første gang, hun har været vred på mig, men denne gang er det anderledes – hun er anderledes. Hun er farlig nu, og hun ved det, og hun kan lide det.

”Hvordan jeg kan sige sådan noget?” vrænger hun, og hendes øjne bliver helt smalle. ”Det kan jeg, fordi det passer.”

Hun lader kassen falde ned i favnen på Damen – og overlader det til ham at gribe den. På vej hen mod døren kaster hun et blik over skulderen og siger: ”I kan beholde jeres eliksir. Jeg har min egen leverandør. Og I kan roligt regne med, at han vil være mere end villig til at lære mig alt det, I ikke vil.”