tretten

”Damen, jeg …”

Jeg prøver på at fortælle ham det – prøver at tvinge ordene over mine læber, men jeg kan ikke. Min hals er igen varm og tør og sammensnøret. Som om monsteret i mig ved, hvad jeg er ude på, og nægter at samarbejde.

Damen ser på mig. Hans voksende bekymring står tydeligt malet i hans ansigt.

”Lad os tage til Sommerland,” kvækker jeg, overrasket over, at jeg overhovedet kunne sige det. ”Tilbage til Versailles,” siger jeg ivrigt og vender mig i sædet og ser lige på ham. Mit blik tigger ham om at gøre, som jeg siger.

”Nu?” Han standser for rødt og ser på mig – med sammenknebne øjne og rynket pande. Der er ingen tvivl om, at han undrer sig over min adfærd.

Jeg presser læberne sammen og trækker på skuldrene, prøver på at se afslappet ud, som om jeg egentlig er ret ligeglad med, hvad han tænker, mens sandheden er, at jeg ikke har haft et øjebliks ro, fra vi ankom hos Miles, og til vi forlod ham igen. Og det eneste, som kan kurere min uro, det eneste, som vil gøre det muligt for mig at betro mig til Damen og bede ham om hjælp, er at komme til Sommerland så hurtigt som muligt. Her på jordplanet er jeg simpelthen ikke herre over mig selv.

”Jeg troede, du kunne lide at være der,” siger jeg, mens jeg omhyggeligt undgår hans blik. ”Det er trods alt dig selv, der har skabt det.”

Han nikker – på den måde man nikker, når man er tæt på at miste tålmodigheden og også prøver på at skjule, hvad man tænker. Og sandheden er, at jeg ikke kan klare det. Jeg kan virkelig ikke klare det. Jeg vil bare af sted – og det skal være nu. Før den ubudne gæst i mit indre overtager mig helt og holdent.

”Jeg kan godt lide at være der,” siger han afmålt og med dæmpet stemme. ”Og som du netop påpegede, er det mig, der har skabt det. Og jeg er bestemt glad for, at du også kan lide det … men jeg er også bekymret.”

Jeg puster håret væk fra ansigtet og lægger armene over kors for at signalere min utilfredshed. Der er virkelig grænser for, hvor meget tid jeg kan spilde på det her.

”Ever, jeg …”

Han rækker ud efter mig, men i det samme vrider jeg mig ud af hans rækkevidde. Endnu et eksempel på, hvor slem denne afhængighed er, og det sker helt uden, at jeg har kontrol over det. Og det er præcis derfor, jeg virkelig må se at komme væk herfra.

Han ryster på hovedet og prøver igen. Han ser virkelig dybt bekymret ud, da han siger: ”Hvad er der galt med dig? Du har ikke været dig selv i dagevis. Og her til aften, hos Miles …” Han kaster et hurtigt blik over skulderen, inden han skifter bane. ”Ja, jeg er ked af at sige det, men i samme øjeblik, du fik øje på Jude – ja, der kom i hvert fald en tydelig ændring i din energi. Og da Roman så dukkede op …” Han synker en gang og skyder hagen frem og må lige samle sig, før han kan fortsætte. ”Hvad er det, der er sket med dig, Ever?”

Jeg kan mærke, hvordan det svier i mine øjne, og jeg bøjer hovedet, mens jeg gør et nyt forsøg på at fortælle ham det, men jeg kan ikke – magien vil simpelthen ikke lade mig gøre det. Så i stedet prøver jeg på at starte et skænderi med ham. Det vil monsteret inden i mig bestemt ikke have noget imod, og lige nu er jeg parat til at gøre hvad som helst for at få ham til at følge med mig.

”Det er simpelthen for åndssvagt, det her!” siger jeg og har det med det samme rigtig dårligt over at tale sådan til ham, men det er åbenbart min eneste udvej. ”Jeg fatter ikke, du kan sige sådan noget! Det er muligt, du ikke har lagt mærke til det, men det virker, som om min drøm om at nyde sommeren på stranden sammen med dig, er i fuld gang med at gå i vasken, så du må virkelig undskylde, at jeg i det mindste gerne lige vil et smut til Sommerland, når jeg har et par ledige stunder!”

Jeg ryster på hovedet og ser væk, mens jeg lægger armene over kors, mest for at skjule, at de ryster så meget, at jeg dårligt nok kan styre dem. Jeg ved godt, at jeg er unfair og fuldstændig urimelig, men hvis bare jeg kan få ham til at komme med mig, hvis bare jeg kan få ham med til Sommerland, så kan jeg forklare ham det hele.

Jeg kan mærke, hvordan han ser på mit ansigt, ser på de rande under øjnene, som er dukket op, på de bumser, der er begyndt at spire på min hage, og han lægger mærke til, hvordan mit tøj er kommet til at hænge løsere og se mere sjusket ud, fordi jeg har tabt mig på det sidste. Og han undrer sig over, hvordan det er gået til, hvorfor alting pludselig går galt for mig. Og hans bekymring for mig er så dyb og ægte, at det gør ondt langt ind i sjælen på mig.

Så kniber han øjnene endnu mere sammen og ser intenst på mig. Og jeg ved, at han prøver på at nå mig telepatisk – prøver på at komme i kontakt med mig på en måde, som ikke længere er mulig – i hvert fald ikke her.

Så jeg vender mig mod sideruden, vender ham ryggen, desperat efter at beskytte ham mod det forfærdelige faktum, at jeg ikke længere kan høre ham. Ikke længere har adgang til hans tanker, hans energi, ikke engang til den søde kriblen og varme, hans berøring ellers altid fremkalder.

Det hele er væk. Totalt udraderet. Monsteret i mit indre har taget det fra mig.

Men det gælder kun her. I Sommerland vil jeg være udhvilet og have ren hud, og jeg vil være mit gode gamle jeg igen. Og sammen vil vi være alt det, det hele tiden har været meningen, at vi skulle være.

”Kom nu bare med,” siger jeg bedende, med svag og hæs stemme. ”Jeg kan forklare det alt sammen – men kun der, ikke her. Please?! ”

Han ser på mig og sukker. Splittet imellem ønsket om at føje mig og pligten til at gøre, hvad han mener er bedst for mig.

”Nej,” siger han i et tonefald, som er så entydigt og urokkeligt, at der ikke er noget at tage fejl af.

Det er ikke bare et nej til Sommerland, det er også et nej til mig. Et nej til det eneste i denne verden, jeg virkelig har brug for.

Han ryster på hovedet, og hans ansigt er tungt af beklagelse, da han tilføjer: ”Det gør mig virkelig ondt, Ever, det gør det altså, men svaret er nej. Vi skal ikke til Sommerland. Jeg tror, det er meget bedre, hvis vi tager hjem. Hjem til mig, hvor vi kan sætte os ned og snakke det hele igennem og komme til bunds i alt det, som åbenbart plager dig for tiden.”

Der sidder jeg så ved siden af ham, med indfaldne øjne, uren hud, irritabel og ængstelig, dårligt nok i stand til at holde sammen på mig selv, og kan slet ikke holde ud at høre ham kværne løs om alle sine bekymringer. Om, hvordan jeg ikke har været mig selv på det sidste, hvordan jeg ikke engang ligner mig selv mere, hvor meget jeg har ændret mig på den ene og den anden måde – og der er selvfølgelig ingen af ændringerne, der er til min fordel.

Men sandt at sige så går alle hans ord hen over hovedet på mig, nærmest som lyden af en fjern motorvej eller sådan noget. Jeg skal til Sommerland, med eller uden ham, det er helt sikkert.

”Drikker du din eliksir? Har du brug for nye forsyninger? Sig noget, Ever, vil du ikke nok? Fortæl mig, hvad det er, der foregår!”

Jeg lukker øjnene og ryster på hovedet, blinker et par gange for at stoppe de tårer, der er på vej. Jeg kan ikke forklare ham, hvorfor jeg ikke kan standse dette løbske godstog. Jeg ved ikke, hvem det er, der styrer det, men det er ikke mig.

Han kniber øjnene sammen og gør et sidste forsøg på at nå mig telepatisk, men det er håbløst. Jeg ville ikke engang kunne gætte mig frem til, hvad han har på hjerte. Hele mit system har været udsat for en nedsmeltning.

”Du kan ikke engang høre mig mere, kan du vel?”

Han stopper foran en fodgængerovergang og rækker igen ud efter mig, men om ikke andet er jeg i hvert fald stadig hurtig – for i næste sekund står jeg uden for bilen og har slynget armene omkring mig selv – så stramt, at det er lige før, de bliver helt følelsesløse.

Det gibber i mine fingre, det dunker i mine indvolde, og jeg ved én ting med sikkerhed: Hvis ikke jeg kommer væk herfra i en fart, så har jeg intet andet valg end at finde ham. Roman. Absolut intet andet valg.

”Hør nu efter,” siger jeg. Min stemme er hæs, og jeg har dårligt nok kontrol over den, men jeg ved, at jeg er nødt til at finde en løsning på den ene eller den anden måde. For jeg kører på pumperne, jeg har ingen tid at spilde. ”Jeg skal nok forklare det hele, så snart vi er der – det sværger jeg. Det er bare det, at … det skal være der – og ikke her. Så kommer du, eller kommer du ikke?” Jeg bider tænderne sammen, for at de ikke skal begynde at klapre, og jeg håber, at han ikke kan se mine læber bævre.

Han tager en dyb indånding og sukker dybt. Hans ene øjenbryn er hævet, hans øjne er triste, han har svært ved at få ordet frem, men det lykkes. ”Nej,” siger han så blidt, at jeg næsten ikke kan høre det. Så gentager han det og tilføjer: ”Jeg vil meget hellere blive her og sørge for, at du får den hjælp, du har brug for.”

Jeg ser på ham lige så længe, jeg kan holde det ud, hvilket sandt at sige ikke er ret længe. Jeg ønsker inderligt, at jeg bare kunne kravle ind i hans lune bil og putte mig ind til ham, sådan som jeg plejede at gøre, føle hans arme omkring mig, blive trøstet af hans varme nærvær og den sitrende summen i huden og bare bekende alle mine synder, så de kan blive vasket af mig – så jeg kan blive ren igen. Men desværre kommer den følelse fra den alt for lille del af mig, som stadig har en gnist af fornuft, og den bliver omgående knust af den anden del af mig – den del, som foretrækker den forbudne frugt … og helst serveret rå og uvasket.

Så i stedet nikker jeg bare og ser forbløffelsen brede sig over hans ansigt, da jeg lukker øjnene og visualiserer portalen – den vidunderlige, glitrende portal. Og lige før jeg træder igennem den, siger jeg: ”Jamen så må jeg jo bare tage af sted alene.”