fjorten

Jeg lander på halen. Med et bump. Lige foran kopien af det prægtige palads fra det attende århundrede, hvor Frankrigs kongelige boede. Men jeg går ikke indenfor. Det var præcis dette sted, jeg længtes efter, men uden Damen ville jeg slet ikke kunne klare at være derinde. Det er vores sted. Et sted, som er fælles. Et sted, hvor nogle af mine kæreste minder lever. Og det ville føles helt forkert at være der uden ham.

Jeg kommer på benene igen og børster støvet af mig, mens jeg ser mig omkring for at få en fornemmelse af, hvor jeg egentlig befinder mig, og hvad vej jeg skal gå. Jeg ved godt, at jeg bare kunne forestille mig et bestemmelsessted og så være der i næste øjeblik, men jeg har lyst til bare at spadsere, slentre i mit eget tempo og lade det tage den tid, det tager. Og nyde at være fri for den indre dæmon – selv om den nok bare ligger sammenrullet et eller andet sted, tålmodigt afventende, at jeg skal vende tilbage til den normale verden. Men lige nu er jeg fast besluttet på at få mest muligt ud af mit frikvarter.

Jeg begynder at gå, mens jeg med løftede hænder vifter den lette dis bort, det tågede, selvlysende slør, som er alle vegne og ser ud til at komme fra alle steder og ingen steder. Den behagelige, kølige luft kærtegner min hud og trøster mit plagede sind og får mig til at tro på, at jeg nok skal finde vej til et sted, som vil være godt – et sted, jeg har lyst til at være. Det er det vidunderlige ved Sommerland – alle veje fører til noget godt.

Jeg gør holdt ved den regnbuefarvede flod, som skærer sig igennem den vidtstrakte, duftende blomstereng. Der manifesterer jeg et lille håndspejl, så jeg kan tjekke mit udseende. Til min lettelse er mine øjne igen blevet klare og blå, mit hår er gyldent og blankt, og min hud – min hud er praktisk taget fri for porer og urenheder – og de rande, jeg havde under øjnene, er pist væk. Åh, hvor ville jeg dog ønske, at Damen kunne se mig lige nu – nu da jeg ligner den gode gamle mig – den mig, jeg plejede at være.

Jeg bliver helt trist ved tanken om, at hans sidste indtryk af mig var det uhyre, jeg har forvandlet mig selv til. Hvis bare han var gået med til at følge med, så kunne jeg have forklaret ham det hele.

Jeg spadserer hen over engen med de svajende træer og de skælvende blomster, nyder duftene, indtil jeg når frem til den efterhånden velkendte vej, som fører ind til byen og De Store Lærdomshaller, hvor jeg har tænkt mig at prøve lykken endnu en gang. Godt nok fik jeg ikke meget ud af det, sidst jeg var her, men det er en ny dag og en ny og forbedret mig, så jeg har god grund til at tro på, at resultatet vil blive bedre denne gang.

Jeg finder vej forbi en række spændende modebutikker, en biograf og en frisørsalon – og krydser gaden foran kunstgalleriet, går forbi en lille butik med hånddyppede stearinlys, blomster og trælegetøj, og overalt er der mennesker, der går omkring og har deres eget at passe, en interessant blanding af levende og døde. Så går jeg gennem det mennesketomme stræde og ud på den fredelige boulevard, der fører op til den store marmortrappe, som jeg skynder mig op ad.

Jeg ser spændt på de store indgangsdøre, for jeg har ikke glemt, at der stadig er en tærskel, jeg skal over.

Her står jeg så, foran De Store Lærdomshaller, og nyder synet af de kunstfærdige udskæringer, de imponerende søjler, det vældige, hvælvede tag – et tempel, skabt udelukkende af kærlighed, visdom og alt, hvad der er godt.

Jeg forventer at se det sædvanlige flimmer af bygningsværker: Parthenon, som forvandler sig til Taj Mahal, som forvandler sig til Lotustemplet, som bliver til de store pyramider ved Giza og så fremdeles – alle verdens smukkeste og mest hellige steder, som ubesværet glider ind og ud af hinanden, omdannes og ændrer form fra den ene til den anden – men det sker bare ikke. Jeg ser ingenting. Intet andet end den imponerende marmorbygning, som står stolt foran mig. Alle de smukke syner, som er nødvendige for at få adgang, er usynlige for mig.

Jeg er nægtet adgang.

Jeg er forvist.

Udelukket fra det eneste sted, som kan hjælpe mig ud af det rod, jeg befinder mig i.

Jeg prøver, om jeg kan snyde mig ind, visualiserer de forskellige bygninger, jeg allerede kender udenad, i den rækkefølge, jeg husker dem, men der er intet at gøre. De Store Lærdomshaller lader sig ikke narre af et sølle skvat som mig.

Jeg synker sammen på trappen og gemmer ansigtet i hænderne, kan næsten ikke tro, at jeg er sunket så dybt. Og jeg spørger mig selv, om det er sådan, det føles at have nået bunden. Jeg har svært ved at forestille mig noget værre end at føle sig som en taber i Sommerland.

”Undskyld!”

Jeg rykker sidelæns og trækker benene til mig, undrer mig over, hvorfor damen ikke bare kan gå udenom. Jeg ved godt, at jeg er en meter og treoghalvfjerds, men det er ikke, fordi trappen ligefrem er smal, vel?

Jeg har stadig ansigtet gemt i hænderne, har ikke lyst til at vise mig for en eller anden påtrængende Sommerlandbeboer, som bare slentrer ind ad de døre, som er lukkede for mig – men så …

”Jamen det er da Ever, er det ikke?”

Jeg stivner. Den stemme kender jeg. Jeg kender den alt for godt.

”Er det virkelig dig, Ever?”

Tøvende løfter jeg blikket, uvillig til at møde Avas blik. Bare synet af hendes kraftige, kastanjebrune hår og de store, brune øjne sætter et eller andet i gang inden i mig, som jeg ikke helt kan sætte fingeren på. Men det er ikke, fordi det betyder noget, for sandt at sige er hun sådan cirka den sidste person, jeg har lyst til at møde i dag – eller nogen som helst anden dag for den sags skyld. Men alligevel, hvorfor her? Hvorfor lige nu? Havde jeg det ikke slemt nok i forvejen?

”Nå, du er her måske for at se, om du kan snyde dig ind?” spørger jeg med bidsk og hadefuld stemme, mens jeg ser ondt på hende. Og i det samme går det op for mig, at jeg lige har beskyldt hende for det, som jeg selv forsøgte for et øjeblik siden. Og det skræmmer mig, at jeg er sunket så dybt, at jeg nu befinder mig på samme plan som hende.

Hun knæler ned ved min side og lægger hovedet på skrå, mens hun iagttager mig omhyggeligt. ”Er der noget i vejen?” spørger hun og ser så omsorgsfuld og bekymret ud, at man næsten skulle tro, at hun ikke var fuldstændig ligeglad.

Men mig narrer hun ikke. Den eneste, Ava ikke er ligeglad med, er Ava selv. Ingen andre er nogen form for ulejlighed værd. Det viste hun med al ønskelig tydelighed, da hun efterlod Damen, så han kunne ligge og dø, efter at hun havde lovet mig at hjælpe og passe på ham.

Jeg ser på hende og undrer mig over, at hun ikke ser ret meget anderledes ud, end før hun stak af med eliksiren. Men på den anden side så hun jo ret sund ud til at begynde med, så der var måske ikke behov for de helt store ændringer.

”Om der er noget i vejen?” vrænger jeg, og rammer hendes sukkersøde, åh-så-bekymrede tonefald perfekt. Og jeg fortsætter i samme tonefald: ”Ih nej, hvad skulle der dog være i vejen? Jeg har det selvfølgelig ikke så godt, som du har det.” Jeg trækker på skuldrene. ”Men hvem har det?”

Mit blik finder hendes hals, på udkig efter den afslørende Ouroboros-tatovering eller et andet tegn på hendes nye status som frafalden udødelig. Men der er intet at se, og jeg bemærker til min overraskelse, at hendes sædvanlige samling af glitrende, manifesterede halskæder og fingerringe er blevet nedtonet til en enkelt, usleben citrinkrystal i en tynd sølvkæde. Jeg rynker panden, mens jeg forsøger at komme i tanker om, hvad jeg har lært om lige netop den type kvartskrystal – et eller andet med, at den fremmer overflod og glæde og – åh ja, den beskytter alle syv chakraer. Så det er ikke så underligt, at det er sådan en, hun går med.

Jeg presser læberne sammen og sukker hørbart, og med det blik, jeg sender hende, kan hun umuligt være i tvivl om, hvad jeg mener om hende. ”Ja, for du har jo hele verden liggende for dine fødder nu, ikke? Der er ingen, der klarer sig bedre end dig, vel? Så sig mig, Ava, hvordan føles det? Hvordan føles det at være den nye, forbedrede dig? Er det så godt, at det var værd at svigte dem, der stolede på dig, for det?”

Hun ser undrende på mig, undrende og bekymret. ”Der må da være noget, du har fået galt i halsen,” siger hun. ”Det er slet ikke sådan, som du tror!”

Jeg rejser mig op, er lidt usikker på benene, men gør, hvad jeg kan, for at skjule det. Jeg vil ikke være her mere. Jeg vil ikke høre på hendes løgne.

”Jeg tog ikke eliksiren, Ever. Jeg …”

Jeg vender mig mod hende, og mine øjne gnistrer af vrede. ”Du er simpelthen for meget! Det kan jeg da regne ud, at du gjorde! Hallo! Jeg kom tilbage! Se selv!” Jeg hiver ud i min t-shirt og ryster på hovedet. ”Der skete jo ligesom det, Ava, at intet gik, som vi planlagde. Nej, undskyld, det er ikke korrekt, det gik ikke, som jeg planlagde, men det gik sandelig, som du planlagde. Du lod Damen være alene, syg og forsvarsløs, præcis som du hele tiden havde tænkt dig at gøre. Du lod ham bare ligge der, sårbar og døende, serveret på et sølvfad for Roman. Og som om det ikke var nok, så hjalp I to også hinanden med at brygge en dejlig varm kop belladonna-te, som I fik Haven til at drikke.”

Jeg ryster på hovedet og undrer mig over, hvorfor jeg overhovedet gider sige alt det her. Hun har allerede taget nok fra mig, så der er ingen grund til at give hende mere.

Jeg begynder at gå ned ad den brede marmortrappe. Mine ben føles tunge som bly, som om de nægter at adlyde de helt klare signaler, de får fra min hjerne. Jeg kæmper for at sætte det ene ben foran det andet. Og så siger hun: ”Jeg er ked af, at du går. Jeg ville ønske, du ville give mig en chance for at forklare.”

Men jeg ryster det bare af mig og går videre, mens jeg siger over skulderen: ”Nå ja, du ka’ ikke altid få, hvad du vil ha’ – den kan du godt huske, den sang, ikke?”

Hun står bag mig, så tavs og ubevægelig, at jeg ikke kan lade være med at vende mig. Mine muskler er spændte, hvis nu hun skulle finde på at angribe mig. Men til min overraskelse står hun bare med hænderne løftet og håndfladerne presset mod hinanden. Hun ser mig ind i øjnene, bukker let for mig og hvisker: ”Namaste.” Et øjeblik bliver hun stående, før hun vender sig og går op ad trappen mod dørene.

Og jeg er stum af forbløffelse, da de vældige, imponerende døre af sig selv svinger op og byder hende indenfor.