seksten

Vi tumler gennem portalen side om side og lander i det bløde, fjedrende græs, og i næste sekund er vi på benene igen.

Jeg vender mig mod Jude og peger smilende på hans arme. ”Se!”

Forbløffet stirrer han på sine bare arme og så på mig, og så på armene igen. Han fatter overhovedet ingenting.

”Så meget som du har studeret diverse metafysiske fænomener, så må du da have hørt eller læst om Sommerland på et eller andet tidspunkt?” Jeg smiler til ham og føler mig mere glad og afslappet, end jeg har gjort længe. Monsteret i mig er borte, og jeg nyder det – selv om det kun er for en kort tid.

Han ser sig omkring, stirrer forbløffet gennem den bølgende dis på de svajende træer, på grenene, der er tynget af modne, saftige frugter, de store, farvestrålende blomster med deres skælvende kronblade og den regnbuefarvede flod bag dem. ”Er det her Sommerland?” spørger han med en blanding af forbløffelse og ærefrygt. ”Eksisterer det virkelig?”

Jeg nikker. Enhver bekymring, jeg måtte have haft over at tage ham med, er forsvundet som dug for solen. Bare fordi det var en dårlig idé at tage Ava med, behøver det ikke at gå på samme måde med Jude. De er helt forskellige. Han er simpelthen på et højere plan, end Ava nogen sinde kan gøre sig håb om at nå.

”Hvorfor jeg tog dig med hertil?” ler jeg, da jeg uden besvær opfatter det spørgsmål, han ikke engang har stillet endnu. Og jeg svarer ham telepatisk: For at helbrede dig, selvfølgelig!

Den anden og mere vigtige grund, at jeg håber på at kunne helbrede mig selv, passer jeg på ikke at kommunikere til ham. Den kan komme senere.

Tanker er energi, tilføjer jeg, da jeg ser hans overraskede ansigtsudtryk. Du kan føle dem, høre dem, ja, endda skabe med dem. Men hvis du hellere vil tilbage til hospitalet, så skal jeg gerne fremmane portalen igen …

Han ser på mig og skal lige til at sige noget, men så ombestemmer han sig og tænker det i stedet for. Først lukker han øjnene og koncentrerer sig, men så går det op for ham, hvor nemt alting er her, og han ser på mig og lader bare tankerne flyde direkte ind i mit hoved: Jeg fatter bare ikke, at det skulle vare så længe. Jeg kunne være sluppet for så meget smerte og besvær!

Jeg ler og nikker bekræftende. Den bedste måde at gøre det godt igen er at vise ham, hvad der ellers er muligt her.

”Luk øjnene,” siger jeg, og han gør det uden at tøve. Han stoler så blindt på mig, at jeg næsten skammer mig over det. ”Tænk så på noget, du ønsker dig – ligegyldigt hvad – og vær sikker på, at det virkelig er, hvad du ønsker dig, for lige om et øjeblik vil du få det – okay, er du parat?”

Og jeg når dårligt nok at tale ud, før jeg sidder på en lyserød sandstrand, mens han er i gang med at padle ud i det skønneste blå ocean, klar til at surfe på de største og flotteste bølger, man overhovedet kan forestille sig.

”Så du lige de vandtunneler?” råber han, da han kommer vadende ind mod stranden med surfbrættet under armen. ”De var helt fantastiske! Er du sikker på, at det her ikke er en drøm?”

Jeg smiler, da jeg kommer til at tænke på første gang, jeg besøgte Sommerland, og hvor fortryllet jeg var. Og uanset hvor mange gange jeg kommer her, så vil jeg aldrig blive træt af at manifestere i den målestok. ”Nej, det er ikke en drøm,” ler jeg og ser de salte dråber trille ned ad hans brystkasse og videre ned til den lavtsiddende kant på hans grå surfershorts.

Og pludselig mærker jeg igen den trygge, afslappede ro, som hans nærhed fremkalder i mig, og jeg slår blikket ned, da jeg fortsætter: ”Du kan være ganske rolig, det her er meget bedre end en drøm.” Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor mange af mine drømme, der er blevet forvandlet til mareridt i den seneste tid.

Okay. Hvad skal vi så? Han smider surfbrættet i sandet og ser glad på mig.

Jeg trækker på skuldrene. Det er din udflugt, så du bestemmer. Jeg prøver på at virke hjælpsom og positiv, men sandheden er, at jo længere han bliver her, des længere har jeg en undskyldning for at blive væk fra jordplanet, hvor alle mine problemer venter på mig.

Han trækker vejret dybt og lukker øjnene – og i næste øjeblik er surfbræt, strand og ocean forsvundet til fordel for racerbanen Indianapolis 500.

Jude kører banen rundt med halsbrækkende fart, mens jeg sidder højt oppe på tilskuertribunen og hepper på ham. Og lige da jeg så småt er begyndt at kede mig over det monotone syn, forvandler han igen hele sceneriet – denne gang til en romantisk café i Sydneys havn, med første-klasses udsigt til broen, vandet og operaen på den anden bred.

Han løfter sit glas og skåler, mens jeg smiler og siger: ”Jeg havde ikke regnet med, at du var til racerbiler.”

Han trækker på skuldrene. ”Det er jeg heller ikke, men man må jo gribe chancen, når den er der, ikke?”

Jeg tager en slurk af min sodavand og vrænger lidt over dens søde smag, for jeg er efterhånden blevet mere glad for eliksirens bitterhed.

Og så ændrer udsigten sig igen – fra Australiens vande til vindmøller, tulipaner og kanaler – og i samme øjeblik ved jeg, hvor vi er.

”Amsterdam?” spørger jeg forbløffet og en smule skræmt, for jeg kommer straks til at tænke på vores fælles fortid her. Dengang han var Bastiaan de Kool, og jeg var hans muse. Og jeg spørger mig selv, om han måske også har en ubevidst erindring om den tid – og om hans godt gemte erindringer kommer op til overfladen, nu da vi er her – selv om det aldrig har fungeret på den måde for mig.

Han trækker på skuldrene, tydeligt overrasket over min reaktion. ”Jeg har aldrig været her før, men jeg har altid haft lyst til at se Amsterdam. Men hvis du hellere vil et andet sted hen …”

Og før jeg kan nå at sige, at han da endelig skal nyde sin fantasi, lige så længe det passer ham, sidder jeg i en gondol i Venedig, iført en overdådig balkjole i pink og off-white, med glitrende juveler om halsen, mageligt tilbagelænet i en bunke røde fløjlspuder, mens jeg lader blikket glide hen over de mageløse bygninger, som glider forbi på begge sider af båden. Og indimellem kaster jeg et hurtigt blik på Jude, som er iført den venezianske gondolførers traditionelle uniform: sorte bukser, stribet skjorte og stråhat. Behændigt styrer han os ind og ud ad de smalle kanaler.

”Det klarer du da helt godt,” griner jeg, fast besluttet på at lægge min hollandske forskrækkelse bag mig og nyde de nye omgivelser. Jeg lukker øjnene et kort øjeblik og manifesterer en mild brise – som sender hans hat ud på en flyvetur, der naturligvis ender i vandet.

”Det er virkelig nemt,” siger han, mens han manifesterer en ny stråhat. ”Det her må jeg bestemt have prøvet i et tidligere liv. En gondolfører, som efterlod sig noget, han ikke blev helt færdig med.” Han holder op med at ro og støtter sig til den lange åre. ”Jeg mener, hvis det virkelig er sådan, at vi bliver født for at rette de fejltagelser, vi har begået i vores fortid, og bevæge os frem mod en større afklaring, så kan det vel tænkes, at jeg engang for længe siden havde en smuk kvinde som dig som passager og blev så distraheret af hendes skønhed og charme, at jeg kuldsejlede og druknede.”

”Hvem druknede?” spørger jeg med skarp stemme, mere alvorlig, end jeg egentlig havde tænkt mig.

”Det gjorde jeg selvfølgelig,” sukker han dramatisk og tilføjer med et grin: ”Sådan plejer det jo at gå. Skønjomfruen, derimod, blev selvfølgelig straks reddet af en høj, mørk adelsmand med penge og magt, som uden tvivl havde en meget større båd. Og så snart han havde hevet hende om bord, sørgede han for, at hun blev varm og tør og fik en kop kakao – ja, han genoplivede hende sikkert også med mund til mund-metoden, og snart overøste han hende med gaver, den ene mere kostbar end den anden, indtil hun omsider opgav al modstand og giftede sig med ham. Og så kender du resten af historien, ikke?”

Jeg ryster på hovedet, for jeg er blevet helt tør i halsen og kan ikke få et ord frem. På det bevidste plan er det bare et sjovt, lille eventyr, han finder på, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at denne historie måske stikker dybere, end han selv er klar over.

”Jamen de levede da lykkeligt til deres dages ende, indtil de døde, mætte af dage, og blev genfødt, så de kunne få fornøjelsen af at begynde forfra og finde hinanden igen.”

”Og hvad med gondolføreren? Hvad skete der med ham – med dig?” spørger jeg – selv om jeg ikke er helt sikker på, at jeg har lyst til at høre svaret. ”Der må da have været en eller anden belønning for at bringe to soulmates sammen?”

Han trækker på skuldrene og koncentrer sig igen om at ro, så han kan undgå mit blik. ”Gondolføreren er dømt til at gentage den samme ynkelige scene igen og igen i endeløs længsel efter det, som skæbnen åbenbart har tiltænkt en anden. Tid og sted skifter, men drejebogen er den samme. Det er min livshistorie – eller rettere mine livshistorier.”

Og selv om han ler, så er det ikke nogen smittende latter. Det er en ensom, bitter latter, som er alt for tynget af virkeligheden til at kunne deles med nogen. Og hans lille, uskyldige eventyr kom pludselig så tæt på sandheden, at jeg ikke kan få et ord frem.

Mit blik hviler på ham, mens jeg overvejer, om jeg skulle fortælle ham om … mig … om os … men hvad skulle det gøre godt for? Damen havde sikkert ret, da han sagde, at det ikke er meningen, at vi skal huske vores tidligere liv, at livet er noget, der skal læres forfra hver eneste gang. Vi har hver vores karma, vores egne udfordringer at håndtere, og uanset om jeg bryder mig om det eller ej, ser det ud til, at en af Judes udfordringer er mig.

Jeg rømmer mig, for jeg har besluttet mig for at springe ud i det. Jeg vil fortælle ham om den tredje grund til, at jeg ville have ham med til Sommerland. Den grund, jeg ikke rigtig har tænkt igennem endnu. Den, som jeg håber vil være til fordel for os begge to. Jeg beder til, at jeg ikke begår endnu en kæmpebommert, da jeg siger: ”Hvad ville du sige til at komme videre? Der er et andet sted, jeg gerne vil vise dig.”

”Et sted, der er bedre end det her?” siger han og hiver åren op, så han kan bruge den til at pege omkring sig med.

Jeg nikker og lukker øjnene et øjeblik, så jeg kan sende os tilbage til den vældige blomstereng, hvor Jude igen er iført sine forvaskede jeans, t-shirten med Aum-symbolet og de klip-klappere, han havde på til at begynde med. Selv erstatter jeg den store balkjole med et par shorts, en tanktop og et par sandaler, inden jeg tager ham med mig hen langs floden, over til vejen, ind gennem strædet til boulevarden og videre frem til De Store Lærdomshaller.

Jeg ser på ham og siger: ”Der er noget, jeg må tilstå.”

Han løfter sit kløvede øjenbryn og ser spørgende på mig.

”Det var ikke kun for at kurere dig, at jeg tog dig med hertil,” siger jeg. Han stopper op og ser på mig på en måde, som får mig til også at stoppe op. Jeg tager en dyb indånding og minder mig selv om, at det er nu, jeg har chancen. Dette er det eneste sted, jeg vil kunne sige det, så jeg retter mig op, skyder hjertet op i livet, løfter hagen og siger: ”Der er faktisk noget, jeg vil … bede dig om at gøre for mig.”

”O-kay …?” Han rynker panden en smule og ser venligt og afventende på mig.

”Ja, forstår du … Sagen er …” Jeg står og fumler med mit krystalarmbånd, drejer det rundt og rundt, kan ikke få mig til at se ham i øjnene. ”I den senere tid … Den dér magi, jeg fortalte dig om … den dér fortryllelse … Ja, det er altså blevet værre. Når jeg er her, går det helt fint, men derhjemme, på jordplanet – der er jeg altså helt til rotterne. Det er ligesom en sygdom. Jeg tænker hele tiden på Roman, og hvis du ikke skulle have bemærket det, så er det, som om mit ydre er begyndt at afspejle mit indre. Jeg taber mig, får for lidt søvn, og det er ikke til at komme uden om – hjemme på jordplanet, der ligner jeg altså lort. Men hver gang jeg prøver på at betro mig til Damen og bede ham om hjælp, så – ja, selv når jeg prøver på at bede dig om at bede ham om hjælp, så – jamen det er, som om forbandelsen tager over. Den mørke magi – eller monsteret, som jeg er begyndt at kalde det – vil ikke lade mig tale. Det er, som om der ikke må komme noget som helst imellem Roman og mig. Men her i Sommerland kan det ikke stoppe mig. Det er det eneste sted, jeg kan være mig selv igen. Og så var det altså, at jeg tænkte, at hvis jeg tog dig med hertil, så kunne du …”

”Hvorfor tager du ikke bare Damen med til Sommerland? Det burde da være nemt nok.” Han lægger hovedet på skrå og ser nysgerrigt på mig.

”Fordi han ikke vil med,” sukker jeg og ser ned på mine fødder. ”Han ved, at der er noget galt, at der er noget i vejen med mig, men han tror, at det er, fordi jeg er blevet afhængig af stedet her eller … eller sådan noget. Han vil i hvert fald ikke med, og eftersom jeg ikke bare kan sige sandheden, så er han hverken til at hugge eller stikke i. Og af samme grund … Nå ja, lad os bare sige, at det er alt for længe siden, jeg sidst har set noget til ham.” Jeg synker en klump og krymper mig over den måde, min stemme lige knækkede over på.

”Og … hvor kommer jeg så ind i billedet?” Han ser på mig. ”Vil du have mig til at suse tilbage til Jorden, så jeg kan fortælle det hele til Damen?”

”Nej,” siger jeg og trækker skuldrene op om ørerne. ”I hvert fald ikke lige nu. Først vil jeg tage dig med et sted hen, og hvis du kan komme indenfor …” Jeg ser på ham og håber – selv om jeg ikke tror på det – at han kan komme ind. ”… så kan du måske finde en løsning på problemet derinde. Jeg ved godt, det lyder skørt, men du må stole på mig, når jeg siger, at du er nødt til at have en længsel efter svaret, og så skal du nok få det. Jeg ville selv gøre det, hvis jeg kunne, men jeg er … jeg er ikke længere velkommen.”

Han ser på mig og nikker, og vi går videre. ”Og hvor er det sted så henne?” spørger han og gør store øjne, da jeg med det samme peger på det kæmpestore, gamle, smukke bygningsværk. ”Så er det altså sandt,” hvisker han for sig selv. Og han stråler over hele ansigtet, da han tager trappen i tre store spring.

Og der står jeg så og måber, da de store døre svinger op og lader ham komme ind, før jeg overhovedet kan nå at blinke.

De samme to døre, som smækker i for næsen af mig.

Jeg synker sammen på trappen, udelukket igen.

Jeg spørger mig selv, hvor længe jeg mon skal vente på, at han skal blive færdig med … nå ja, hvad det nu er, han har tænkt sig at gøre derinde. Jeg ved godt, at det kan tage meget lang tid, for der er meget at opleve i De Store Lærdomshaller – ikke mindst for en, som aldrig har været der før.

Jeg rejser mig op og børster støvet af mig. Jeg gider virkelig ikke sidde her som en anden taber, når jeg lige så godt kan tilbringe tiden med at se mig lidt omkring – måske gå lidt på opdagelse. Jeg har næsten altid et eller andet, jeg skal, når jeg kommer her, så det er sjældent, at jeg giver mig tid til bare at strejfe om.

Her i Sommerland kan jeg vælge præcis det transportmiddel, jeg har lyst til – metro, scooter, ja, jeg kan ride på en lyserød elefant, hvis det passer mig, for alt er muligt her. Så jeg beslutter mig for at ride – dog ikke på en elefant, men på en hest. Jeg manifesterer en af slagsen, magen til den, jeg red på, første gang jeg var her sammen med Damen, da han lokkede mig hertil for allerførste gang, blot med den forskel, at den her er en hoppe.

Jeg springer op på ryggen af hesten og sætter mig i sadlen, lader hånden glide hen over dens silkebløde manke og ned ad dens hals. Så kurrer jeg blidt i dens øre og giver den et blidt puf i siden med min hæl. Og så tager vi en afslappet spadseretur i rolig skridtgang uden noget egentligt mål.

Jeg kommer til at tænke på det, tvillingerne engang fortalte mig om Sommerland – at det var skabt af ønsker. Og hvis man skal kunne se noget, gøre noget, have noget, opleve noget eller besøge noget, så må man først ønske det.

Jeg stopper min ganger et øjeblik og lukker øjnene, mens jeg forsøger at ønske de svar, jeg søger.

Men så dum er Sommerland ikke.

Der sker ikke andet, end at min hest bliver utålmodig og fortæller mig det ved at fnyse, vrinske, slå med halen og stampe i jorden.

Så jeg tager en dyb indånding og forsøger mig med noget helt andet.

Jeg tænker på, at jeg har set så meget her i Sommerland. Biografer, kunstgallerier, skønhedssaloner, pragtfulde og smukke bygninger, alt muligt forskelligt. Men der må være noget, jeg endnu ikke har set, som jeg burde se.

Hvad er det ene sted, jeg virkelig har brug for at vide noget om?

Og før jeg ved af det, sætter min hest i galop – med flagrende man, blafrende hale og ørerne lagt tilbage, mens jeg griber tøjlerne og klamrer mig til den, så godt jeg kan. Omgivelserne bliver til en udflydende tåge omkring mig, mens vi suser af sted, og jeg bøjer mig fremover, så langt jeg kan, og må knibe øjnene sammen mod vinden.

I løbet af sekunder har vi tilbagelagt en enorm distance gennem områder, som ikke på nogen måde forekommer mig bekendt. Og pludselig stopper hesten op, så brat, at jeg flyver hen over dens hoved og lander på den mudrede jord.

Hoppen stejler og vrinsker højt, inden den atter hamrer hovene i jorden. Den fnyser, mens den langsomt går baglæns, og det er kun med stort besvær, det lykkes mig at komme på benene. Langsomt og forsigtigt for ikke at gøre den mere skræmt, end den er i forvejen.

Jeg ved mere om hunde end om heste, så med strakt pegefinger og med fast og ikke for kraftig stemme siger jeg: ”På plads.”

Men det synes hoppen åbenbart ikke er nogen god idé. Den ser bare på mig og lægger ørerne tilbage.

Jeg synker en klump, prøver at kontrollere min frygt for det store dyr og tilføjer: ”Bliv, hvor du er. Du må ikke gå.”

Jeg ved godt, at der ikke er meget, hesten kan gøre, hvis jeg kommer i knibe, men alligevel ville jeg føle mig mere utryg, hvis jeg var helt alene på dette klamme og uhyggelige sted.

Jeg ser ned på mine shorts, som er sølet til af mudder, og mit forsøg på at manifestere et nyt og rent par kommer der ikke noget ud af. Den slags metoder fungerer åbenbart ikke her.

Jeg trækker vejret dybt og kæmper for at berolige mig selv. Jeg er lige så utålmodig efter at komme væk herfra, som min hest er, men jeg har fattet, at der må være en grund til, at jeg skulle herhen. Her må være noget, det er meningen, jeg skal se, så jeg beslutter mig for at blive her lidt endnu.

Jeg kigger på sceneriet foran mig, og det går op for mig, at det sædvanlige, bløde, gyldne lys, som ellers er alle vegne i Sommerland, ikke findes på dette sted. Her er himlen bare mørk og blytung. Og i stedet for den glitrende tågedis, jeg er vant til, siler regnen bare ned, så jorden er en mudret sump. Alligevel ser de nøgne træer og buske så udtørrede ud, at det ikke kan være en særlig nærende regn.

Jeg tager et skridt fremad, fast besluttet på at få afkodet budskabet og finde ud af, hvad jeg skal her, men med det samme synker min fod ned, så jeg står i mudder til knæet. Jeg beslutter mig for at lade hesten tage føringen, men uanset hvad jeg hvisker af opmuntrende ord og lyde i øret på den, og ligegyldigt hvilke kommandoer jeg giver den, så nægter den at gå fremad. Den ved selv, hvor den vil hen, og det er tilbage, hvor vi kom fra, så til sidst overgiver jeg mig og giver hende frie tøjler.

Jeg kaster et sidste blik over skulderen, da vi forlader stedet, og mindes, hvad tvillingerne engang sagde til mig:

”I Sommerland er muligheden for alting til stede.”

Og jeg spørger mig selv, om det her så er bagsiden af Sommerland.