tyve

Jeg er ikke engang nået ned til portvagten, før min bil forsvinder. Jeg lander på halen midt på vejen, og det tager et øjeblik, før jeg fatter, at den bare er forduftet. Jeg ser mig forvirret omkring, prøver at fatte, hvad der foregår, men en Mercedes med lidt for høj hastighed får mig til at vågne op – føreren dytter og sender en ladning skældsord efter mig og undgår mig kun med nød og næppe.

Jeg skynder mig ind til siden, hvor jeg lukker øjnene for at manifestere en ny bil, og jeg beslutter mig for, at den skal være stærkere og hurtigere. Så jeg forestiller mig en knaldrød Lamborghini, og faktisk ser jeg den så lyslevende for mig, at jeg bliver chokeret, da jeg åbner øjnene, og den ikke er der.

Så jeg lukker øjnene igen og prøver en gang til. Først satser jeg på en Porsche, så en Miata som den, jeg har derhjemme, og da det heller ikke lykkes, forsøger jeg mig med en sølvfarvet Prius, magen til den, Munoz har. Og til sidst en lille el-bil – men intet af det virker. Og nu er jeg efterhånden så desperat efter at komme af sted, at jeg er tilfreds med en scooter, men ikke engang det kan jeg præstere.

Halvt i spøg, halvt i alvor prøver jeg at manifestere et par rulleskøjter. Og jeg indser, hvor alvorlig situationen er, da resultatet er et par hvide læderstøvler med to metalstrimler der, hvor hjulene skulle have været.

Så er det, jeg beslutter mig for at løbe i stedet for. Og til min glæde kan jeg konstatere, at min styrke og min hastighed ikke fejler noget.

Som trommestikker slår mine fødder mod asfalten op og ned ad Coast Highways slyngninger på vej hjemad. Men pludselig har jeg passeret den sædvanlige frakørsel og har sat en anden kurs. En kurs mod et bedre mål. Mod et sted, som har alt, hvad mit hjerte nogen sinde vil kunne begære. Uden tanke for noget som helst andet end at nå mit mål sætter jeg farten endnu mere op, og det tager ikke mange øjeblikke, før jeg er fremme. Foran Romans dør.

Hele min krop dirrer af længsel og forventning, for den sorte ild i mit indre brænder nu så voldsomt, at den allerede har fortæret enhver modstand. Jeg lukker mine øjne og mærker ham, føler ham.

Roman er derinde.

Jeg behøver bare at skubbe døren op, så vil han være min.

I en eneste, flydende bevægelse er jeg inde. Døren hamrer så hårdt mod væggen, at det genlyder i hele huset, og jeg glider hurtigt og lydløst gennem entreen og ind i stuen, hvor jeg finder Roman, mageligt henslængt på en sofa med armene ud til siden, som om han sad og ventede på mig.

”Ever.” Han nikker uden mindste tegn på overraskelse. ”Du har vist et problem med døre, har du ikke? Sig ikke, at jeg skal ud at købe en ny – igen?”

Jeg styrer direkte mod ham. Hans navn kærtegner mine læber, mens hele min krop længes efter at mærke hans iskolde blik.

Han nikker, langsomt og rytmisk, som om han lytter til en musik, kun han kan høre. Og han lader Ouroborostatoveringen blive synlig i et glimt, mens han med dæmpet og afmålt stemme siger: ”Det er da sødt af dig at kigge ind, darling, men ærlig talt kunne jeg bedre lide dig sidste gang, du kom forbi. Den aften du stod udenfor og kiggede ind ad vinduet i den bedårende, halvgennemsigtige natkjole.” Han smiler skævt, da han sætter en cigaret mellem læberne og tager et dybt og tankefuldt hiv. Så sender han en række perfekt formede røgringe af sted imod mig, mens han tilføjer: ”Jeg har bestemt set dig kønnere, end du er lige nu. Faktisk tror jeg, jeg ville beskrive dit nuværende udseende som … underernæret.”

Jeg gnider mine læber mod hinanden og fugter dem med tungen, mens jeg prøver på at rede mit temmelig uglede hår med fingrene. Det er ikke længe siden, jeg var stolt af mit fyldige, glansfulde hår, men nu er det bare en høstak med spaltede spidser. Jeg skulle have gjort noget mere ud af mig selv, brugt noget parfume, duppet lidt pudder på, taget mig tid til at manifestere noget pænt tøj, som måske kunne passe bedre til min efterhånden ret slunkne figur.

Jeg krymper mig under hans blik, bryder mig slet ikke om den måde, han overbeglor min magre krop på. Det er tydeligt, at han er alt andet end imponeret over, hvad jeg har at byde på.

”Helt ærligt, darling. Når man kommer på uanmeldt besøg, sådan som du åbenbart har for vane, så er man virkelig nødt til at se mere præsentabel ud. Jeg er ikke Damen, pusser. Jeg hopper ikke i seng med hvad som helst. Jeg stiller visse krav til kvaliteten. Det kan du godt forstå, ikke?”

Jeg er parat til at gøre hvad som helst for at gøre ham tilfreds, for at være sammen med ham, så jeg lukker øjnene og koncentrerer mig et øjeblik …

Og da jeg igen åbner øjnene og ser hans ansigt lyse op, ved jeg, at jeg har fundet den rigtige opskrift.

”Drina!” hvisker han, og cigaretten falder ud af hans mund og ned på gulvtæppet og brænder hul, mens han øjne sluger mig. Hvad han ser, er mælkehvid hud, rosenrøde læber og pragtfuldt, kobberrødt hår, som vælder ned over mine skuldre, da jeg falder på knæ foran ham, slukker cigaretten med mine lange, slanke fingre og lægger mine hænder på hans knæ.

”Åh gud … Det kan ikke passe … Er det virkelig …?” Han ryster på hovedet og gnider sine øjne, før han igen ser ind i de smaragdgrønne øjne og giver sig hen til den illusion, han så brændende ønsker at tro på.

Jeg lukker øjnene igen og nyder at være tæt på ham, tæt på hans isnende kulde, og jeg lader mine hænder glide op over hans knæ, videre op ad hans lår, så tæt på det, jeg ønsker mig, og så endnu højere, og så …

Haven står bag mig. Hendes øjne flammer, hendes hænder er knyttede, og jeg spørger mig selv, hvor længe hun har stået der, for jeg har ikke hørt hende komme ind, jeg har ikke engang fornemmet hendes tilstedeværelse. Men hvad hun har set, og hvad hun tænker, er fuldstændig ligegyldigt. For mig er hun bare en hindring, der har en kedelig vane med at komme i vejen. En hindring, jeg nemt kan rydde af vejen.

”Hva’ fanden har du gang i, Ever?!”

Hun kommer hen imod mig, og hendes kolde, hårde blik ser hadefuldt og hævngerrigt på mig. Men hvis hun tror, hun kan skræmme mig, så tager hun grueligt fejl – hun har bare ikke opdaget det endnu.

”Ever?” Romans blik flakker forvirret fra hende til mig og tilbage igen – ude af stand til at se, hvad hun ser. ”Hvad mener du, darling? Det er da ikke Ever. Det er da …”

Men hendes ord har allerede haft deres virkning. Illusionen er brudt, hans fata morgana er forsvundet, og han ser mig, som jeg er.

”Føj for satan!” brøler han og skubber mig fra sig med en sådan kraft, at jeg flyver tværs gennem værelset, over et bord og ind i en stol, før jeg lander ved siden af Haven. ”Skulle det forestille en practical joke eller hvad?” Han er rasende over at være blevet holdt for nar.

Jeg synker en klump. Mit blik har ikke på noget tidspunkt sluppet hans og gør det heller ikke, da Haven kaster sig over mig i et brus af sorte kniplinger og sort læder. Hendes iskolde ånde rammer min ene kind, mens hendes negle skærer sig ind i mit håndled. ”Burde du ikke være et helt andet sted?” Hun tvinger ordene ud mellem sammenbidte tænder. ”Helt ærligt, Ever – ved Damen overhovedet, at du er her?”

Damen.

Det navn vækker noget i mig. Dybt inde i mig. Vækker noget, som får mig til at gribe hårdt om den amulet, jeg har hængende om halsen, mens jeg pludselig træder et skridt tilbage.

Hendes blik er ætsende, og hendes ansigt er furet af raseri. ”Du kan bare ikke holde det ud, vel? Kan ikke holde ud, at jeg har noget, du ikke har!” Hun ryster på hovedet. ”Det var derfor, du advarede mig mod Roman, ikke? For at du kunne få ham for dig selv. Men der er kommet nye boller på suppen, Ever! Jeg er ikke den, jeg var før. Jeg har forandret mig mere, end du overhovedet kan forestille dig!”

Jeg prøver at vriste mig fri, prøver at trække min hånd til mig, men hendes greb er for stærkt, for beslutsomt, og hendes blik fortæller tydeligt, at hun ikke er færdig med mig endnu.

”Du har slet ikke noget at gøre her, Ever. Du skulle have holdt dig væk. Jeg vil ikke have dig her, og Roman vil ikke have dig her. Kan du ikke se, hvor latterlig du er? Du er jo til grin, Ever!”

Hun retter blikket mod bumserne på min kind og så på mit nu indfaldne bryst – den absolutte modsætning til hendes porcelænshud og svulmende kurver. ”Hvorfor skrider du ikke bare tilbage til, hvor du kom fra? Jeg lever efter mine egne regler nu, og ved du, hvad de siger? De siger: Du forsvinder bare herfra i en vis fart, for hvis du bliver her ret meget længere, så kommer du meget, meget galt af sted!”

Hendes fingre snor sig omkring mit håndled og klemmer til, indtil hendes knoer er hvide, og på intet tidspunkt slipper hendes blik mine øjne. ”Du ligner lort, Ever. En bums med bumser, og dit hår ligner en rotterede.” Hun ryster på hovedet, så de sorte lokker og platinstriberne svirrer om hendes hoved. ”Hvad er der sket med dig, Ever? Har du mistet dine forsyninger af eliksir, fordi Damen alligevel ikke gad at tilbringe evigheden sammen med dig, eller hvad?”

Jeg åbner munden for at sige noget, men der kommer ikke et ord over mine læber. Så i stedet ser jeg på Roman, ser på ham med et blik, som tigger ham om at gribe ind, men hans blik er bare koldt og afvisende. Nu da han har konstateret, at jeg ikke er Drina, må jeg klare mig selv.

Eftersom jeg ikke kan finde på andet at gøre, så løfter jeg det håndled, hun har fat i, og svinger hende rundt så pludseligt og uventet, at hun står med ryggen trykket op mod mit bryst, før hun kan nå at reagere.

Og hendes øre er meget passende tæt på min mund, da jeg hvæser: ”Beklager meget, men sådan skal du ikke tale til mig. Det finder jeg mig ikke i.”

Hun kæmper voldsomt for at gøre sig fri, men det nytter ikke noget. Monsteret er der ingen, der kan overvinde. Ingen andre end …

Jeg får øje på hende og mig selv i det guldindrammede spejl foran os, og pludselig kan jeg se ligheden mellem Havens hadefulde ansigt og mit eget. Det er fortrukket af vrede, så forvrænget og så uhyrligt, at jeg næsten ikke kan genkende det. Endelig kan jeg se, hvad alle andre har kunnet se hele tiden – det nedværdigende syn af, hvor dybt jeg er sunket.

Jeg løsner mit greb lige nok til, at hun kan vriste sig fri. Hun snurrer omkring med løftede næver, og hun ved præcis, hvor hvert eneste af mine syv chakraer befinder sig.

Men før hun kan nå at fuldføre slaget, har jeg skubbet hende fra mig, og det voldsomme brag, da hendes ryg rammer væggen, giver genlyd bag mig, da jeg styrter ud ad døren.

Jeg beroliger mig selv med, at hun nok skal klare sig, for udødelige kommer jo aldrig til skade for alvor.

Men om det også gælder mig selv, er jeg ikke længere helt sikker på.