seksogtyve

Jeg lander midt i den storslåede, blomstrende eng. Jeg føler mig utilpas, skyldig, ved, at jeg ikke skulle være kommet her på den måde. Skulle ikke have ladet Roman se mig forsvinde. Men havde jeg noget valg?

Min beslutsomhed var ved at forsvinde, udhulet af det indre monster, og var jeg blevet blot nogle få sekunder længere, ville det have været slut. Slut med mig. Slut med alt, hvad jeg holder af.

For problemet er jo, at Roman har ret. Fuldkommen. Grunden til, at jeg tabte spillet og ikke fik, hvad jeg ville have, er, at monsteret er mig. Der er ingen forskel. Monsteret sidder ved rattet og træffer alle beslutninger, og jeg er bare passager – uden anelse om, hvordan jeg kommer af eller trækker i nødbremsen. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre … kan gøre. Jeg ved kun, at mit forsøg på at løse forbandelsen mislykkedes, og at min bøn til Hekate ikke blev hørt. Og at Damen ikke kan redde mig.

Damen må ikke engang få noget at vide om det modbydelige, jeg lige har været meget tæt på at gøre.

Jeg kan ikke bruge de næste hundrede år på at redde mig fra mig selv.

Jeg er kommet så langt ned, sunket så dybt, at der ikke længere er nogen vej op. Ingen mulighed for at få mit liv tilbage på sporet. Jeg kan ikke længere vende tilbage til jordplanet. Det vil være alt for risikabelt.

Så jeg går bare – uden at vide, hvor jeg er på vej hen, eller hvad jeg vil gøre, når jeg kommer derhen. Slentrer langs den regnbuefarvede flod uden hastværk, i mine egne tanker, og lægger dårligt nok mærke til det, da floden ender, og stien under mine fødder bliver våd og mudret.

Bemærker dårligt nok, at luftens temperatur falder adskillige grader, eller at den flimrende, gyldne dis bliver tættere, mørkere og mere grå, mindre gennemsigtig.

Og måske er det derfor, jeg bliver så forskrækket, da det pludselig går op for mig, at jeg er kommet til det sted, hvor tågen altid er tættest, hvor det er alt for nemt at ende, der, hvor der ikke er nogen vej tilbage. Jeg betragter den velkendte, skrånende kontur, de flossede og slidte reb, det falmede og ormædte træværk. Den bølgende tåge viser kun dens udseende i korte glimt, men det er ikke til at tage fejl af, hvad det er.

Det er broen til den anden side. Sjælenes bro.

Jeg falder på knæ ved siden af den, og mine knæ synker ned i den fugtige, dampende jord. Og jeg spørger mig selv, om det er et tegn – om der er en grund til, at jeg blev ført herhen. Er det meningen, at jeg omsider skal krydse broen?

Kan det tænkes, at den mulighed, som jeg før har sagt nej til, nu bliver tilbudt mig igen? Et engangs-tilbud uden betingelser, specielt for faste kunder som mig?

Jeg rækker ud efter gelænderet, et flosset, halvråddent tov, der ser ud, som om det kan briste hvert sekund, og lægger mærke til, at tågen bliver tættere ud mod midten, faktisk så tæt, at det er et mysterium, hvor broen ender.

Jeg minder mig selv om, at det var den selvsamme bro, jeg i sin tid prøvede at overtale Riley til at gå over, og den, som far og mor og Buttercup krydsede for at komme over på den anden side. Og hvis de kunne slippe godt fra det, hvor slemt kan det så være?

Hvad nu hvis jeg nu bare rejser mig, børster snavset af mig, tager en dyb indånding og går over broen?

Hvis det er det eneste, der skal til for at løse alle mine problemer, slippe af med monsteret, slukke den sorte ild og se min familie igen … Bare tage et lille skridt og så et til og et til …

Bare nogle få skridt over til deres varme, imødekommende arme. Nogle få skridt væk fra Roman, Haven, tvillingerne, Ava og alt det rod, jeg har fået lavet.

Nogle få skridt frem mod den fred, jeg savner.

Jeg mener, helt ærligt, hvad skade kan det gøre? Far og mor må da stå og vente på mig på den anden side, ikke? Det gør de altid i de film, jeg har set om den slags.

Jeg griber godt fat om rebet og kommer op at stå. Jeg er lidt usikker på benene, da jeg læner mig lidt forover og prøver at få et bedre udsyn. Jeg kunne godt lide at vide, hvor langt jeg skal gå, før jeg når det punkt, hvor det er for sent at vende om. Jeg kan huske, at Riley sagde, at hun nåede halvvejs over, før hun vendte om og kom tilbage for at lede efter mig – og så blev så forvirret af disen, at hun ikke kunne finde broen igen, i hvert fald ikke lige med det samme.

Og hvis jeg så beslutter mig for at gå videre, gå hele vejen over til den anden side, vil jeg så overhovedet ende det samme sted, som de gjorde? Eller vil det være ligesom når et tog pludselig skifter spor, så jeg bliver kørt direkte til Skyggelands dybe og evige afgrund og ikke til det søde liv efter døden?

Jeg tager en dyb indånding og skutter mig. Så løfter jeg den ene fod op fra den smattede jord og skal til at bevæge mig fremad, da jeg pludselig mærker en bølge af ro lægge sig over mig – en ro, som kun kan betyde en eneste ting, for den følelse er der kun én person, som kan fremkalde i mig. En ro, som er den direkte modsætning til den opstemte varme, Damen fylder mig med. Så jeg bliver ikke det mindste overrasket, da jeg vender mig og ser Jude stå ved siden af mig.

”Du er godt klar over, hvor den fører hen, ikke?” siger han og nikker over mod broen, som duver stille i disen. Han kæmper for at holde sin stemme under kontrol, men den dirrer afslørende.

”Jeg ved, hvor den fører hen for andre mennesker,” siger jeg med et skuldertræk og kaster et hurtigt blik på broen, før jeg ser på ham igen. ”Men jeg har ingen anelse om, hvor den vil bringe mig hen.”

Han ser bekymret på mig og lægger hovedet på skrå. Det er tydeligt, at han vælger sine ord med omhu. ”Den fører til den anden side, og det gør den for alle. Der er ikke forskellige endestationer. Ingen forskelsbehandling her. Den slags finder du måske på jordplanet, men ikke her.”

Jeg trækker igen på skuldrene og føler mig bestemt ikke overbevist. Han ved ikke, hvad jeg ved. Har ikke set, hvad jeg har set. Så hvordan kan han overhovedet vide noget om, hvilke regler der gælder og ikke gælder for mig?

”Ikke desto mindre …” siger han og nikker. Han har åbenbart hørt mine tanker klart og tydeligt. ”Så tror jeg bare ikke, du skal overveje den mulighed endnu. Synes du måske ikke, livet er kort nok, som det er? Selv på de dage, hvor det føles meget, meget langt. Når det er forbi, så vil det føles som et blink, som et enkelt lille blip på evighedens radar, det kan du roligt regne med.”

”Sådan er det måske for dig, men ikke for mig,” siger jeg og møder hans blik på en måde, som er så åben og ærlig, at det er tydeligt, at jeg inviterer ham indenfor. Jeg er parat til at afsløre det hele, hoste op med alle de små, beskidte detaljer, lægge kortene på bordet, aflægge fuld tilståelse, bekende mine synder – fortælle ham alt det, jeg har holdt tilbage alt for længe. Han behøver kun at spørge. ”For mig er det nok ikke lige, hvad du kalder et blip på radaren.”

Han gnubber sin hage og rynker panden. Prøver at forstå, hvad jeg mener.

Og mere behøver jeg ikke. Hans ønske om at forstå er nok til, at det hele kommer væltende. Alt. En hel masse ord, som vælter ud af mig så hurtigt, at der hverken er hoved eller hale på dem. Helt tilbage fra den dag, ulykken skete, og Damen gav mig eliksiren, så jeg blev til det, jeg er nu, til sandheden om Roman, hvad han i virkeligheden er, og hvordan han sørgede for, at Damen og jeg aldrig kan være sammen, om Ava og tvillingerne og den underlige fortid, som knytter dem sammen, hvordan jeg fik forvandlet Haven til en freak ligesom mig selv, om chakraerne, og hvordan den eneste måde, man kan tilintetgøre os på, er at ramme vores chakraer, og selvfølgelig fortæller jeg ham også om Skyggeland, den evige afgrund, hvor alle udødelige ender – det eneste, der holder mig tilbage på denne side af broen.

Ordene kommer bare så hurtigt, at jeg slet ikke kan stoppe dem. Jeg prøver ikke engang på at stoppe dem. Det er så stor en lettelse for mig at læsse af.

Han gør, hvad han kan, for at bevare roen, for ikke at blive hylet helt ud af den, og det får bare mig til at blive ved med at snakke og snakke, for det føles så godt at få det hele ud af systemet.

Og da jeg når til den del, der handler om Roman, om min forfærdelige tiltrækning til ham, om, hvordan den uudslukkelige ild bliver ved med at brænde inden i mig, og den ydmygende oplevelse, jeg lige er kommet væk fra, så ser han på mig og siger: ”Ever, du må stoppe nu. Jeg kan ikke følge med, det går alt for hurtigt.”

Jeg nikker. Mit hjerte hamrer af sted, mine kinder blusser, mine arme ligger tæt omkring mig. Mit hår klistrer i lange, filtrede klumper til mine kinder, mine skuldre, min ryg, tynget af de store, runde dugdråber, som hele tiden falder. Jeg ser, hvordan flokke af nyankomne ivrigt strømmer mod broen og over den, hvordan den tynges ned og svinger fra side til side, mens de marcherer ligefrem, og alles øjne udstråler det mest mirakuløse, guddommelige lys.

”Sig mig, kan vi ikke gå et andet sted hen?” Han nikker i retning af rækken af mennesker, der er så lang, at jeg begynder at spekulere på, om der mon lige er sket en katastrofe. ”Jeg synes, her er lidt uhyggeligt.”

”Ja, det var ikke mig, der bad dig om at komme,” siger jeg og trækker på skuldrene.

Jeg ved ikke lige, hvorfor jeg er gået i forsvarsposition, men pludselig føler jeg, at jeg måske fik sagt alt for meget. Jeg har jo lige serveret alle mine hemmeligheder på et sølvfad, og det eneste, fjolset kan finde ud af at sige, er: Tag det roligt, og: Skal vi ikke se at komme et andet sted hen?

Jeg ryster på hovedet og himler med øjnene. Det var ikke lige den reaktion, jeg havde håbet på. ”Det var jo ikke mig, der inviterede dig, vel? Du dukkede bare op af dig selv.”

Han ser på mig, upåvirket af mit stemningsskift, og jeg kan se begyndelsen til et smil i hans ene mundvig. ”Det er nu ikke helt korrekt,” siger han, og jeg ser forvirret på ham og undrer mig over, hvad han mener.

”Jeg hørte dit nødråb og kom for at se, hvad der var galt. Det var dig, jeg kom for at finde – ikke det her.”

Jeg ser vantro på ham og skal lige til at protestere, da jeg kommer i tanker om dengang, jeg mødte tvillingerne første gang, og de sagde noget i samme stil.

”Jeg havde ikke tænkt mig at gå over broen,” siger jeg, men mine kinder bliver hede af forlegenhed. ”Jeg mener, det kan da godt være, jeg overvejede det, men det var kun et øjeblik, og jeg mente det ikke alvorligt. Jeg var bare nysgerrig, ikke andet. Og desuden så kender jeg altså et par stykker ovre på den anden side, og … nå ja, somme tider savner jeg dem …”

”Og så tænkte du, at du lige ville aflægge dem et kort besøg?” Hans stemme er muntert ironisk, men ordene rammer mig hårdere, end han er klar over.

Jeg ryster på hovedet og ser ned på mine fødder, der er dækket af mudder.

”Hvad var det så, Ever? Hvad var det, der stoppede dig? Var det mig?”

Jeg tager en dyb indånding, og så en til. Jeg må lige samle mig, før jeg løfter blikket igen for at møde hans. ”Jeg … jeg havde ikke tænkt mig at gøre det. Jeg mener, jo, jeg var da lidt fristet og sådan, men jeg ville ikke have gjort det – heller ikke, hvis du ikke var dukket op.” Jeg trækker på skuldrene og prøver at tolke hans ansigtsudtryk. ”Dels fordi det er forkert at efterlade så meget, man burde have fået styr på, så mange fejltagelser, som andre bliver nødt til at rydde op i for en – og dels fordi når man ved, hvad jeg ved om, hvilken skæbne, der venter en udødeligs sjæl, og hvor den ender, så … ja, det er ikke, fordi jeg ikke har fortjent det, men du skal ikke tro, jeg ligefrem har travlt med at komme derhen. Jeg har set den anden side eller i hvert fald den, der venter mig. Og jeg er ked af at måtte sige det, men det er nok ikke lige der, min familie er kommet hen. Jeg er bange for, at hvis jeg vil se dem igen, så får jeg nok mere ud af at få dig til at hjælpe mig end af at gå over den bro. For ikke at tale om …”

Han ser på mig, afventende.

Jeg sukker dybt og sparker til en lille sten, har besluttet mig for at tilstå, hvad den mest vigtige grund er, også selv om det måske vil gøre ham ked af det. Så jeg retter ryggen og ser ham ind i øjnene. ”For ikke at tale om, at jeg ikke kunne gøre det mod Damen.” Mine øjne møder Judes et kort sekund, før jeg ser væk. ”Jeg kunne aldrig stikke af fra ham på den måde … Ikke efter …” Jeg standser op og prøver på at få sunket den klump, jeg har i halsen. ”Ikke efter alt det, han har gjort for mig.”

Jeg gnubber mine arme for at få lidt varme i dem, selv om jeg egentlig ikke har det koldt – bare underligt. Underligt og i hvert fald ikke behageligt.

Men Jude nikker bare og forsikrer mig om, at det nok skal blive godt igen alt sammen. Jeg kan mærke hans hånd mod min lænd, da han blidt fører mig bort fra broen. Bort fra den lange kø af sjæle, der er glade for at tage springet til den anden side. Og han fører mig hele vejen tilbage til jordplanet.