DET KRÆVEDE IKKE en studentereksamen at regne ud, at det ville ende galt, hvis vi fortsatte med at have sex med hinanden, Volvo-manden og jeg. Han var gift, og selv om jeg allerede fra starten besluttede mig for at have et filosofisk forhold til hans ægteskab, så var det selvfølgelig problematisk. Men jeg fortrængte det. Jeg tænkte, at det ikke var mit problem, hans privatliv interesserede mig ikke. Der var kun én ting, der interesserede mig, og det var at få ham ind. Jeg konstaterede, at han havde erektion, hver gang han trådte ind ad døren. Det var svar nok. Det, og så måden han stod over for mig på. Med let spredte ben, kæmpe bule i bukserne og et roligt blik. Ingen flakken, hakken eller stammen, ingen nervøs fnisen eller forsøg på at starte en konversation. Han stod der bare, fuldstændig hvilende i sig selv. Så stod vi begge to der, mens strålerne pulsede frem og tilbage mellem os. Nogle gange var jeg febrilsk, andre gange på bristepunktet af begær. Det var også fint. Bagefter drak vi kaffe.

Da han havde besøgt mig et par gange, lagde jeg mærke til, at han nogle gange stod med siden til på samme måde, som min far havde gjort, da jeg var lille. Men jeg var ikke bange for ham. Kun lidt i hvert fald. Og angsten var ingenting sammenlignet med glæden. Synet af ham fyldte mig med en følelse af velbehag, som var så intens, at den fik min krop til at skælve. Jeg havde aldrig haft denne følelse af totalt behag ved et andet menneske før, den var så voldsom, at den fyldte mig ud som en ballonhandske og iltede de sværest tilgængelige dele af både min krop og mit væsen, helt ud til den yderste fingerspids.

Det var exceptionelt, men også svært, fordi jeg ofte blev overmandet af en form for anspændthed, når han skulle komme, en slags ophidselse, som jeg forsøgte at holde i ave ved at kaste mig over en eller anden aktivitet, det kunne være en kagedej, eller nogle masker, der skulle slås op, eller nogle knapper, der skulle sys på en jakke. Maskerne løb, knapperne sad pilskævt, kanelsneglene kom aldrig i ovnen. En af de første gange han besøgte mig, klippede jeg en klatrerose helt ned til roden, mens han sad i stolen ved siden af og snakkede. Den var to meter høj og temmelig omfangsrig, og jeg havde egentlig bare tænkt mig at beskære den lidt, men da han var kørt, var der kun tre små stubbe tilbage. Året efter måtte jeg købe en ny klatrerose.