DE RELIGIØSE TALER om åbenbaringer. Jeg tror, det var sådan en, jeg fik, da jeg mødte ham første gang. Det skete selvfølgelig tilfældigt. Jeg havde været inde og betale på en tankstation midt på det jyske motorvejsnet. Da jeg gik over mod min bil med en kildevand i den ene hånd og kvitteringen for 32 liter blyfri 95 oktan i den anden, så jeg en mand stå i døren til sin bil, en stor mørkeblå Volvo. Han holdt ved standeren over for min og kiggede på mig hen over taget. Et meget direkte blik. Jeg smilede. Noget jeg ellers aldrig ville gøre. Der var noget tillidsvækkende ved ham. Derudover så han fantastisk godt ud på en underspillet, men alligevel selvsikker måde. Jeg nåede også at observere, at hans briller havde et lettere akademisk tilsnit. Han var ikke ansat i Tæppeland, det var helt sikkert.

Det var det eneste, jeg tænkte og opfattede i løbet af de få sekunder, det tog at tilbagelægge afstanden til min bil. Jeg gled ind på førersædet, stak nøglen i tændingen og mærkede min hånd ryste svagt. Jeg løsnede håndbremsen, satte bilen i gear og gjorde klar til at køre. Hump, sagde det, og bilen gik i stå. Jeg så uforstående på gearstangen. Hvad? Jeg startede motoren igen, satte bilen i frigear og derefter i første igen for at være på den sikre side. Godt, så kører vi. Efter halvanden meter satte motoren ud igen. Jeg sank en klump og udstødte en irriteret vrissen. Det var det forbandede gear! Jeg skævede over til manden i den blå Volvo. Han stod stadig i døren og fulgte mig med blikket. Jeg syntes, jeg kunne ane skyggen af et smil i hans mundvig. Forsøgte han at undertrykke en latter?

Satans! Jeg kom til at fnise. For helvede da. Tag dig sammen, Nell! Jeg drejede nøglen igen og trådte hårdt på speederen. Endelig! Bilen ræsede væk fra tankstationen som en Lotus. Mit hjerte hamrede, min hals strammede. Jeg sank en klump mere. For satan da! Fandt vejen ud til exitrampen, styrede med låret og åbnede flasken med kildevand. Drak halvdelen, inden jeg nåede ud på motorvejen. Hvad?

Hvad var det, der lige var sket? Ham der, Volvofyren, han havde lige set mig komme ud fra tankstationen, ikke andet! Jeg rystede på hovedet. Det var ikke seriøst. Han anede jo ikke, hvem jeg var! Slap nu af, sagde jeg til mig selv, mens jeg fandt min plads på motorvejen og lod den genkendelige tryghed ved at være en del af den store trafikale verdensbevægelse brede sig i min krop. Der var heldigvis ikke så mange biler i dag. Men det blik! Nej, det var ikke seriøst, overhovedet ikke. På den anden side, han havde måske set mig tanke op, inden jeg gik ind på tankstationen, uden at jeg havde bemærket det? Men alligevel! Så direkte kontakt? Jeg rystede på hovedet igen og gjorde klar til at overhale en BMW, der lå og slumrede i midterbanen foran mig. Typisk. Her lå halvdelen af bilisterne, selv om den inderste bane var gabende tom. Jeg blinkede og var lige ved at køre ud i en mørkeblå Volvo, der havde lagt sig i den blinde vinkel, uden at jeg havde opdaget det. Jeg trak forskrækket ind i midterbanen igen og kiggede ud ad sidevinduet. Det var ham! Han løftede to fingre fra rattet som tegn på, at jeg bare skulle køre ud.

Hvad?!

Det var ham! Manden fra tankstationen! Hvad lavede han der??

Jeg kiggede i sidespejlet. Han slap speederen og faldt lidt tilbage. Jeg blinkede igen og trak ud i tredje spor. Overhalede fem biler, mens jeg holdt øje med ham i bakspejlet. Han lå tredive meter bag mig, cirka. Jeg trak ind i midterbanen igen og fortsatte med de sædvanlige 130 kilometer i timen. Han blev liggende i yderbanen, skråt bag mig. Det var en stor bil, han kørte i, en firhjulstrækker af de mere elegante, men jeg vidste, at det var en af dem med automatgear og meget stor motor. Han ville være i Odense om ti minutter, hvis han trådte speederen i bund.

Det gjorde han ikke. Da vi nåede Lillebælt, lå han stadig bag mig. I perioder lige bag mig. Han fulgte altså efter mig. Gjorde han ikke? Vi kørte over broen sammen. Vi nåede Fyn, og jeg smilede et halvt smil, da han trak op på siden af mig og lagde an til at overhale. Han smilede tilbage. Jeg tænkte: Okay, nu kører han fra mig. Af en eller anden grund gav tanken mig et stik i hjertet. Jeg så ham allerede forsvinde i en støvsky med 200 kilometer i timen. Om lidt ville hans store Volvo være en lille plet, der forsvandt i en kurve. Det viste sig, at jeg tog fejl. Han satte godt nok farten op i et par sekunder eller ti, det så ud, som om Volvoen lettede fra asfalten. Men så trak han ind i midterbanen igen. Og der blev han liggende, indtil jeg overhalede ham efter afkørslen til Vissenbjerg.

Aha, tænkte jeg. Hvad er det, der sker her, Nell? Hvad foregår der? Her på E45 i østgående retning?

Han fulgte efter mig, det var jeg helt sikker på nu. Eller rettere, han fulgte mig. Men han vidste jo ikke, hvem jeg var? Jeg prøvede at tænke baglæns. Jeg havde været i Århus for at være censor for et hold bachelorstuderende på Institut for Nordisk Litteratur. Der havde ikke været nogen fremmede mænd til stede med skæg og intelligente briller, som gav et dybt sug i mellemgulvet, det var stensikkert. Hvad var der så sket? Jo, efter eksamen havde jeg drukket en hurtig kop kaffe på en cafe nede i midtbyen sammen med den lektor, som havde ført holdet op til afgang. Der havde heller ikke været nogen, som kom i nærheden af ham her, det var fuldstændig udelukket. Hvis han var gået forbi mit bord eller havde stået og betragtet mig i baren, ville jeg have opdaget det. Eller hvad? Han kunne i teorien godt have set mig, selv om jeg ikke så ham. Men alligevel. Så skulle han have fulgt efter mig hele vejen fra Århus Centrum, det virkede ikke som en sandsynlig tanke.

Ergo havde han set mig på tankstationen og besluttet sig for at følge efter mig. Var han mon psykisk syg? Det havde ikke set sådan ud, umiddelbart. Jeg prøvede at tænke, mens jeg kørte over Storebælt med ham i bakspejlet. Det virkede helt trygt nu. Jeg kunne godt lide at have ham liggende der. Men hvor var han på vej hen? København ligesom jeg? Hvem var han? Hvad lavede han? Havde han også været til møde i Jylland? Det havde han jo nok. Nu kunne jeg se betalingsanlægget forude. Vi nærmede os Sjælland. Igen mærkede jeg noget, der mindede om panik ile gennem kroppen. Hvad nu, hvis han kørte fra mig? Eller kørte ind i samme sluse som mig? Begge dele var skræmmende, syntes jeg. Mest det første.

Jeg trak over mod højre og kørte ind i en boks til kortbetaling, mens jeg holdt øje med ham i bakspejlet. Han kørte lige ud og satte farten ned. Mens jeg stak kortet i automaten, så jeg ham glide langsomt gennem en af sluserne for bilister med Brobizz. Jeg hev kortet ud igen, bommen gik op, og jeg kørte ud på motorvejen igen. Han lå foran, men kørte langsomt, indtil jeg havde overhalet. Så lagde han sig ind bag mig og blev liggende.

Det hele var meget mærkeligt nu. Vi var i gang med en eller anden historie, som jeg ikke kunne finde ud af, hvad handlede om. Fremmed mand følger efter fremmed kvinde på motorvej tværs gennem landet. Om en times tid ville vi nå frem til endestationen. I hvert fald til min endestation. Hvad så? Stemningen i min bil blev mere og mere meditativ. Jeg kørte forrest, han fulgte efter. Det var åbenbart mønsteret. Altså var det mig, der bestemte, hvad der skulle ske. Hvis der skulle ske noget! Okay, okay, det var mig der bestemte … Det tænkte jeg lidt over, indtil vi passerede det sted ved Køge, hvor motorvejen drejer mod nord. Så begyndte jeg at føle panikken igen. Hvad var der egentlig af muligheder? På et tidspunkt inden ret længe skulle jeg flette af mod Malmø for at komme bagom til Christianshavn, hvor jeg boede. Der var mange steder, man kunne flette af inden. Ring 4, ring 3. Centrum. Hvad nu, hvis han bare trak til venstre, når jeg trak til højre?

Der var kun én mulighed, og det var tankstationen i Karlslunde. Jeg sank en klump. Jeg blev nødt til at tage chancen. Jeg blev nødt til at køre ind på tanken og overlade initiativet til ham. Jeg havde ingen som helst ide om, hvad der skulle ske inde på den tankstation. Jeg vidste bare, at det var den eneste mulighed, vi havde, for at få fysisk kontakt med hinanden, inden trafikken gjorde det umuligt.

Jeg blinkede af mod tankstationen i god tid. Holdt øje med ham i bakspejlet. Han blinkede også af. Langsomme, dovne Volvo-blink. De sommerfugle der havde flagret rimelig stilfærdigt rundt i min mave siden Vejle, gav sig nu til at baske hysterisk rundt. Jeg må finde toilettet, tænkte jeg, men blev enig med mig selv om, at det ikke var hensigtmæssigt. Nu gjaldt det om at bevare roen.

Jeg parkerede bilen og gik langsomt hen mod tankstationen uden at vende mig om. Jeg gjorde et stort nummer ud af at bevæge mig naturligt, hvilket selvfølgelig havde den modsatte effekt. Jeg gik altså påtaget naturligt hen mod indgangen til tankstationen, mens jeg tænkte som en gal over, hvad der ville være det rigtige at gøre. Skulle jeg hellere gå ind på cafeteriet? Ja, det måtte jeg hellere. Det gav ligesom lidt luft til at tænke. På en måde var jeg vel også sulten nu? Jeg kiggede på uret. Klokken nærmede sig seks. Det kunne jeg godt være. Men det var jeg ikke. Jeg kunne ikke få en krumme ned. Jeg var her for at se ham. Jeg var her for at mærke ham.

Da jeg var nået indenfor i cafeteriet, stoppede jeg op og begyndte at studere skiltene med menuer. Jeg var ved at besvime. Var han bag mig eller hvad? Var han kørt videre? Havde han fortrudt? Var han gået ind i kiosken i stedet for? Jeg trak vejret dybt og vente mig om. Han stod lige bag mig.

Jeg så direkte ind i et par meget blå øjne. Og jeg lyver ikke, når jeg siger, at min livmoder trak sig sammen. Jeg stod bare der og kiggede ind I de der meget blå øjne, som kiggede lige ind i mine brune øjne, og der var ingen som sagde noget. Min krop var på vej væk – over i hans. Spændingen pulsede i tykke stråler frem og tilbage mellem os, eller også befandt vi os midt i et magnetisk felt, som nogen havde nedsænket over lige netop dette cafeteria i Karlslunde.

Vi stod ubevægelige. Jeg kunne se ham trække vejret. Hans brystkasse hævede og sænkede sig. Det var det eneste, jeg opfattede, ud over hans blik som ikke veg fra mit. Så nikkede han ganske kort med hovedet. Jeg kiggede mod højre og så, at der lå en mellemgang mellem cafeteriet og kiosken. Vi satte os i bevægelse samtidig og gik hen mod den glasdør, der førte ud til mellemgangen. Jeg åbnede den, kiggede mig omkring og så et skilt i loftet: Handicaptoilet. Han gav mig et blidt puf i lænden. Jeg gik hen mod døren med en kørestol uden på. Der var ledigt. Jeg tog i døren, den gik op. Jeg gik ind på handicaptoilettet, han fulgte efter. Jeg stillede mig foran vasken og så ind i et spejl af stål, mens jeg hørte ham slå låsen for. Så vendte jeg mig om og så ind i hans øjne igen. Ingen af os sagde noget. Vi stod lidt i tavshed. Magnetfeltet var nu fordoblet i styrke. Jeg havde aldrig oplevet noget lignende, det var som en implosion. Hele universet holdt vejret i dette urinstinkende rum af stål.

Han stod ti centimeter fra mig, vores ansigter var lige ud for hinanden. Jeg kunne fornemme hans krops varme. Hans åndedræt mod mit. Hans mave mod min. Og en meget stor bule i bukserne, da han tog det sidste skridt ind til mig. Så lagde han hænderne om mit ansigt og kyssede mig. Først forsigtigt, og så … forsigtigt igen, og så … dybt. Hans hånd gled op under min kjole og op til mit bryst i én bevægelse. Jeg må indrømme, at jeg ikke gjorde noget. Jeg kunne godt have rørt ved ham, eller taget ham på pikken, eller åbnet hans bukser eller noget, men det skete ikke. Jeg hørte bare mig selv stønne, jeg mærkede mig selv sprede benene, jeg mærkede hans hånd, der åbnede mig, og jeg fornemmede også, at han åbnede sine bukser. Jeg lod ham bare gøre det. Jeg var ved at besvime, da han trængte ind i mig. Mit ansigt faldt ind mod hans skulder, jeg mærkede mine lår sitre, hans hals mod min kind. Jeg forsøgte at være stille, da jeg kom, men jeg er ikke sikker på, at det lykkedes.

Da jeg satte mig ind i min bil igen, var jeg et andet menneske. Jeg havde kun været i Karlslunde i 25 minutter, men det var slut nu, mit liv som jeg kendte det. Jeg sad stille i lang tid og prøvede at finde en form for forståelse for det faktum, at jeg blev nødt til at tilbagelægge det sidste stykke til København. Jeg skulle ud på motorvejen igen. Jeg kunne ikke sidde her hele natten. Han var kørt. Jeg hedder Mads, havde han sagt, da vi var kommet nogenlunde til os selv igen. Okay, havde jeg sagt. Han var stadig inde i mig, eller også var han lige gledet ud. Hvad hedder du? spurgte han og gav mig et klem. Heldigvis var der ingen, der havde banket på døren endnu. Nell, svarede jeg. Nell? Han lød overrasket. Ja, Nell, sagde jeg. Nell … det lød, som om han smagte på det. Det er et smukt navn, sagde han så, anerkendende. Tak. Vi bliver nødt til at gå, jo. Ja. Jeg lagde ansigtet ind mod hans kind og løftede hans underbukser op. Holdt om hans pik uden på bukserne. Du er gift, sagde jeg. Ja, svarede han. Jeg trak ansigtet væk, bare to centimeter. Han klemte mig lidt hårdere. Så stod vi der, lidt stift. Han hviskede til mig. Nell … Mmm? Nell? Ja?! Han ruskede mig blidt, stadig med armene om mig. Jeg sukkede. Lagde ansigtet ind til hans kind igen. Forsøgte at hive hans bukser op. Kom til at grine. Jeg ville ikke rigtig se på ham nu. Jeg frygtede det, der skulle ske. Faktisk ville jeg helst blive inde i stålrummet, selv om der stank af pis. Stålet var på en måde varmt, livgivende. Jeg følte mig tryg derinde, måske for første gang i mit liv.

Nu sad jeg i min bil og kiggede på hans visitkort. Vendte og drejede det. Mads B. Hellmann stod der med stilren skrift. CEO i et byggekonsortium, som jeg havde hørt om i medierne. Store projekter, så vidt jeg huskede, blandet andet noget havne-noget. Arhh, pis! Virkeligheden kom strømmende ind i bilen, billeder af anonyme kontorbygninger, kraner, verden, himlen over havnen, store skilte med her-bygger-blabla, vejarbejde, trafikkaos, køer. Jeg var slet ikke klar til det. Bliv væk, verden! Jeg ville tilbage til stålvasken. Jeg ville ind i det rum igen. Jeg ville aldrig ud i verden mere.

Jeg havde lovet at skrive. Højt og helligt. Jeg havde set lige ind i de blå øjne og sagt: Ja. Jeg lover at skrive. Christ. Oh, christ, altså, Nell. Ikke en ny patriark! Oven i købet en gift patriark! Jeg sukkede. Sad lidt igen. Nyt suk, nu meget opgivende. CEO, min bare røv. Flere penge, mere magt, mere Robert. Jeg rettede mig resolut op i sædet og stak nøglen i tændingen. No way. Jeg skulle ikke have et forhold til en gift patriark, det blev over mit lig! Hvad skulle jeg så være? Hans elskerinde eller hvad? Ikke på vilkår! Jeg ville ikke dele en mand med nogen, slet ikke ham!! Jeg startede bilen og kiggede i bakspejlet. Nej, for fanden, hvad var nu det? Var jeg ved at bløde igennem? Jeg stak hånden ned i mine trusser og mærkede efter. De var våde. Jeg trak hånden op og kiggede på mine fingre. Snusede til dem. Det var sæd. Jeg mærkede et træk i livmoderen og faldt sammen igen. Det var hans sæd. I mine trusser. I mig. Jeg bakkede langsomt ud af parkeringsbåsen og kørte mod København.

Det er sikkert et dårligt ægteskab, tænkte jeg, da jeg næste formiddag sad og kiggede ind i min skærm. Et fornuftsægteskab, hvor de bliver sammen på grund af børnene. Er det ikke sådan, man siger? Jeg drak lidt mere af min the. Han var jo heller ikke patriark på den måde, tænkte jeg. Han havde trods alt arbejdet sig op til sin position. Det havde jeg, selv om jeg måske ikke havde lyst til at indrømme det, en vis respekt for. Ikke at jeg ikke havde respekteret Robert, det havde jeg, og han fortjente det, men hvem fortjente ikke respekt? I min verden fortjente alle respekt.

Men det her handlede ikke om respekt. Det her handlede om selvbedrag. Jeg kunne da godt lide mænd med ambitioner. Jeg kunne da godt lide handlekraft. Jeg var vild med handlekraft. Men det var slet ikke pointen her. Pointen var, at jeg forsøgte at bilde mig selv alt muligt ind. Jeg var i gang med at pudse mit gamle våben. At skabe afstand til verden ved at analysere den og konstruere min egen sandhed.

Jeg kunne ikke analysere det, der var sket på tankstationen i Karlslunde. Der var ikke noget at analysere. Det var bare sket. Og Mads, som han jo så hed, manden i Volvoen, havde haft ret: Sådan noget som det her, det kommer aldrig til at ske igen. Det havde han sagt. Vi har været meget heldige. Skriv til mig. Da han satte sig ind i sin bil for at køre væk fra mig, kunne jeg se, at han også var en anden. Jeg kunne se det, med mine egne øjne, der var ingen tvivl. Det der var sket, havde ændret os begge.

De følgende dage lod jeg mig selv falde.

Mads. Jeg skrev navnet på et stykke papir. Mads. Hentede en ny kop the. Mads. Jeg skrev det igen. Prøvede at få s’et til at se pænt ud. Det var svært med min håndskrift. Mads. Et rigtigt drengenavn. Måske også godt til hunde? Mads! Kom så her, Mads! Nej … der var ikke noget hund i ham.

Jeg prøvede at tænke tilbage. Hvad var der sket på det handicaptoilet? Jeg vidste det ikke. Jeg vidste det ikke. Jeg havde ladet mig forføre på et handicaptoilet af en fremmed mand, som havde fulgt efter mig fra Vejle. Og det var ikke engang præcist, for jeg havde sådan set ikke ladet mig forføre, det var bare sket. Vi havde ført hinanden. Jeg kunne ikke forklare mig selv, hvordan en tiltrækning, der var så voldsom, kunne opstå så hurtigt. Hvorfor havde vi ikke bare drukket en kop kaffe? Talt lidt sammen?

Fordi det ville ødelægge renheden. Manden der hed Mads, havde åbenbart også opfattet det sådan, for da han gav mig sit visitkort, sendte han mig et forlegent blik. Jeg ved godt, det er banalt … et visitkort. Men jeg vil bare være sikker på, at du ikke har en undskyldning for at lade være med at kontakte mig. Det er der, du kan få fat på mig, sagde han og nikkede mod kortet. 24 timer i døgnet.

Hvad nu?

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Sad og vendte og drejede visitkortet mellem fingrene, som om svaret på alle livets spørgsmål stod på bagsiden af det. Det var navnet. Mads B. Hellmann. Jeg havde ikke lyst til at kende hans navn. For mig var han manden i Volvoen. Den mystiske ukendte, der havde taget mig med storm. Hvorfor var han fulgt efter mig? Hvorfor lige mig? Og hvad ville der ske, hvis jeg skrev til ham? Ville vi ikke bare ødelægge en perfekt oplevelse? Indtil nu var det jo bare en historie. En unik fortælling om tiltrækning. Skulle jeg ikke bare lade den forblive det? En affære med en gift mand var jo ikke unik, det var den ældste, mest skamridte, mest løgnagtige historie i verden. Det var usselt. At forsøge at stjæle en andens mand, eller hvordan man nu ville udlægge det. Kønt var det ikke. Hverken for ham eller mig. En kærlighedshistorie baseret på bedrag med garanteret ulykkelig udgang. Og hvis det lykkedes at score ham, hvordan ville det så føles bagefter? Hvilke chancer var der for at få et lykkeligt samliv med en mand, hvis forholdet var baseret på andres ulykke?

Jeg slog ham op på Google. Ikke så meget, bare de sædvanlige henvisninger til netværk, telefonsider og et par bestyrelser. Han boede i Klampenborg. Emiliekildevej. Vejnavnet fik straks mytisk betydning for mig, ligesom hans eget navn. Emiliekildevej. Den lå mellem Bellevue og Skovshoved. Alle de gange jeg havde kørt på Strandvejen, havde jeg været mindre end en kilometer fra ham. Alle de gange jeg havde været på Bellevue Strand, havde jeg måske ligget ved siden af ham. Eller hans børn. Eller hans kone.

Jeg stivnede. Nu begyndte jeg allerede at føle mig som elskerinde. Den der lidt skamfulde følelse af ikke at have ret til at komme i de territorier, der tilhører elskerens legitime familie. Følelsen af at skulle være på vagt, hvis man alligevel bevægede sig derind, for tænk, hvis man nu mødte hele familien Hellmann på udflugt? Tanken gav mig kvalme. Jeg skulle ikke i nærheden af den følelse! Jeg var min egen, i min egen ret. Ingen skulle bestemme eller have en mening om, hvor jeg måtte eller ikke måtte bevæge mig hen.

Jeg satte mig hen foran computeren og trykkede resolut på ’Ny besked’. Kære Mads, skrev jeg.

Så gik jeg i stå. Kære Mads hvad?

Han var ikke Kære Mads, han var manden, hvis sæd jeg havde i mig! Vi kendte ikke hinanden! Hvad fanden skulle jeg skrive?! Du skal ikke bestemme, hvor jeg skal køre hen, og hvornår? Jo. Det ville se godt ud.

Ni dage efter lå vi i min seng, nøgne. Jeg havde forsøgt at tænke. Taget mange tilløb til at analysere situationen. Det slog bare ikke igennem den tåge, der havde installeret sig i min hjerne. Jeg var faktisk ikke i stand til at tænke en fornuftig tanke til ende. I stedet genspillede jeg en film for mit indre blik. Sekunderne uden for tankstationen ved Vejle, hvor vi fik øjenkontakt, det hurtige smil, bilen der gik i stå, og så … slut. Det hele havde højst taget to minutter. Og nu lå vi her. Hvordan kunne det lade sig gøre?

Jeg ved det ikke, siger Mads. Han har lagt sig på ryggen med den ene arm bag hovedet og den anden rundt om mig. Jeg ligger halvt ind over ham. Vi har lige elsket for anden gang. Han kom klokken fire som aftalt, og det var mærkeligt at se ham i min lejlighed, fordi den hører til mit gamle liv. Han passer ikke til noget i mit gamle liv, heller ikke til den jeg var, før jeg mødte ham. Det er en åbenbaring at se ham igen, at se, at han virkelig eksisterer i verden. Men det er også en tvangshandling, fordi hvert eneste minut vi tilbringer sammen, fra nu af vil bringe os længere væk fra hinanden. Det vi gør, er jo baseret på en løgn. Vi bliver nødt til at konstruere en virkelighed uden om løgnen, og det gør vi med stor ihærdighed fra det sekund, han træder ind ad døren. Vi går i gang med at skabe vores egen historie, uafhængig af verden, som flittige myrer i en myretue.

Da døren lukker sig bag ham, går vi i gang med at bygge vores egen lille myretue. En myretue for to. Det er ikke svært. I køkkenet tager han opstilling foran mig, på samme måde som han gjorde i Karlslunde. Med let spredte ben og et meget direkte blik. Tavs. Tiltrækningen er den samme som for ti dage siden, men nu forlenet med en vitterlighedserklæring. En forsikring. Nu er jeg hos dig. Jeg bliver hos dig. Og jeg vil have dig. Det sidste er ikke løgn. Det fremgår med al tydelighed af bulen i hans bukser.

Det var måden, du gik på, siger han nu. Du er jo ikke en klassisk skønhed, sådan i gængs forstand – jeg kilder ham i siden, da han siger det, han vrider sig og griner – det er faktisk værre … han leder efter ordene … du er striking. Din personlige udstråling er enorm … og den måde, du går på. Meget sexet. Eller rettere … majestætisk. Jo, du er faktisk smuk. Du er et væsen, siger han og kigger på mig.

Mange tak. Vi kysser hinanden, dovent. Men hvordan kunne du vide, at jeg var interesseret? Det ved jeg ikke, siger han efter lidt betænkningstid. Jeg tænkte ikke, det var noget, jeg følte. Jeg kunne ikke slippe dig af syne. Vi ligger lidt. Jeg holder om hans pik. Den er min nu. Det meddeler jeg. Den er min nu! Han griner. Jeg mener det, siger jeg og løfter hovedet, så han kan se, at jeg mener det alvorligt. Han kysser mig. Din bil gik i stå, siger han så. Jeg kigger spørgende på ham. I Vejle. Nåja, i Vejle. Ja, siger han og smiler, i Vejle. Da jeg så dig første gang. Og din bil gik i stå. Han kysser mig igen. Så mumler han med sit sexede, drillende tonefald: Da den gik i stå anden gang, tænkte jeg, at du havde det ligesom jeg. Så kigger han på uret og siger: Jeg skal gå.

Jeg lærer hurtigt, at Mads er en mand, der siger tingene ligeud. Han har det dårligt med at være sin kone utro, siger han. Jeg har jo dårlig samvittighed. Måden han siger det på, er fuldstændig afvæbnende i sin oprigtighed. Jeg har samvittighedskvaler, konstaterer han. Jeg burde tænke: Jamen, så lad dog være, din hykleriske nar. Det er jo god gammeldags dobbeltmoral, du her praktiserer! Men tanken strejfer mig ikke engang, eller jo, det gør den faktisk, men mest som en levn fra fortiden – en hilsen fra den jeg var, før jeg mødte ham. Jeg glider hele tiden frem og tilbage mellem mit nye og mit gamle jeg. Det nye får mere og mere forrang for hver dag, der går. Jeg indser langsomt, at jeg elsker et andet menneske for første gang, og alt andet er underordnet dette faktum. Jeg er en anden. Denne mand er brudt gennem alle mine forsvarsværker. Jeg føler mig taknemmelig. Ydmyg. At anklage ham for at være dobbeltmoralsk, fordi han ligger hos mig, ville være helligbrøde. Han er bare i en svær situation.

Da han er gået, sætter jeg mig på sengen og kigger på det krøllede lagen. Her har vi ligget! Mads og jeg. Jeg retter lagnet og ser, at han har efterladt en plet. Jeg har set hundredvis af den slags pletter før, men denne plet er hellig. Det er hans sæd. På mit lagen. I mig. Jeg genspiller vores samvær fra det øjeblik, han trådte ind i lejligheden. Vi står i køkkenet, han over for mig, jeg er ved at gå til af nerver og går i gang med at lave kaffe for at aflede mig selv. Han kommer hen bag mig, mens jeg hælder vand i elkedlen. Jeg stivner. Nell, siger han. Du behøver ikke lave kaffe nu.

Det sagde han: Du behøver ikke lave kaffe nu. Så vender han mig om, så jeg står med ansigtet mod hans. Jeg har aldrig været god til at lade mig føre. Nu står jeg bare spændt og afventer hans næste træk. Jeg kommer ikke til at vente længe. Uden at slippe mit blik åbner han mine bukser og trækker dem halvt ned over røven. Så lader han hånden glide hen over den krøllede behåring på mit venusbjerg, til hans fingre rører ved mine kønslæber. Jeg spreder benene lidt, så han kan komme til. Så kysser han mig. Selv om man vel egentlig ikke kan betegne det som et kys, teknisk set. Han lægger bare sin tungespids mod min, blødt, og lader den ligge der, næsten ubevægeligt. Nogle gange foretager han nogle bittesmå ryk, som vink fra en slørhale. Det var ikke sådan, han kyssede mig i Karlslunde. Jeg er aldrig blevet kysset sådan før. Lysten skyder gennem mig som en ildkugle, der lander lige dér, hvor hans fingre befinder sig. Jeg spreder benene lidt mere. Hans tunge forbliver næsten ubevægelig, mens han presser to fingre op i min skede. Jeg trækker bukserne ned over røven, men vil ikke afbryde for at få dem helt af. Fandens bukser!

Han er over mig som et rovdyr nu. Kysser mig, mens hans fingre bevæger sig langsomt, men kraftfuldt ind og ud af min kusse, der er blevet våd på rekordtid. Jeg stønner, og han angriber mig mere heftigt med tungen. Mundvandet sejler, jeg synker og stønner endnu højere, mens han presser sin krop ind mod mig og knepper mig med fingrene. Jeg er totalt fikseret op ad køkkenbordet. Det minder meget om vores første møde i stålrummet, og så alligevel ikke. Det her er vildt. Det er overlagt forførelse, nærmest manipulerende. Han formår at skabe en rytme, så hans fingre i min kusse fanger de stråler, der skyder ned gennem min krop, hver gang han bevæger tungen i min mund. Til sidst befinder jeg mig i en rytmisk bølge af lyst, der bare stiger og stiger. Mine knæ ryster, han holder nu tre fingre oppe i mig uden at bevæge hånden. Presser. Presser. Presser. Hans tænder mod mine tænder. Ånde mod ånde. Vi er dyr, tænker jeg. Han er i gang med at fortære mig. Jeg vil have ham til at fortsætte med det, han havde gang i, men han står bare og presser sine fingre op i min kusse. Lader mig hænge på kanten af orgasmen uden at skubbe mig det sidste stykke. Så mærker jeg min egen vilje vågne. Fandeme nej, om han skal styre mig på den måde! Jeg kan godt huske hans pik. Den er stor. Jeg vil se den.

Jeg slipper hans mund og lægger ansigtet mod hans bryst, mens jeg åbner hans bukser og trækker hans underbukser ned. Hans pik svinger ud som en bom og står lige ud i luften. Den er meget stor. Større end jeg husker. Og smuk. Lyserød, jernhård, pikhovedet ser ud, som om det kan flække en flagstang. Jeg synker i knæ og lader tungen spille mod spidsen. Nu er det hans tur til at stønne. Nej, nej, protesterer han og prøver at skubbe mit ansigt væk, men jeg har køkkenlågen bag mig og hænderne om hans røv, og jeg er skideligeglad, jeg skal bare have den pik ind i munden, inden vi gør noget som helst andet. Jeg vil mærke hver eneste centimeter mod min gane, jeg vil suge og sutte, til jeg kan høre ham skrige af brunst og liderlighed. Jeg skal fandeme vise ham noget om at kneppe uden at kneppe!

Ha, tænker jeg, da han kommer i munden på mig i store sprøjt. Han brøler tre gange, højt og utvungent, som en mand, der godt kan lide at slippe sine kræfter fri. Når det nu skal være.

Bagefter hiver han mig op at stå. Jeg har slugt hans sæd, grådigt. Men jeg må indrømme, at jeg allerede ærgrer mig lidt, mens vi står der og puster. Jeg vil have den op i mig, siger jeg. Hvad, nu? siger han, jeg er jo lige kommet! Din sæd, siger jeg. Den må ikke gå til spilde. Hvad mener du? Jamen, det er dyrebare dråber, siger jeg. De skal derhen, hvor de hører til, naturligt, og det er oppe i mig. Han kigger roligt på mig og smiler. Vent du bare, smukke. Du skal nok få, hvad der tilkommer dig. Jeg smiler og krænger mine bukser af. Jeg føler et stik af lykke, da jeg ser, at han gør det samme. Jeg fylder to glas med vand, og så går vi ind i soveværelset og tager resten af tøjet af. Står nøgne over for hinanden og skåler i vand. Vi bliver i sengen i to en halv time. Jeg får, hvad der tilkommer mig og mere til. Jeg er helt fyldt op, da han går. Tak, siger jeg. Det skulle da bare mangle, siger han høvisk. Han er sjov. Jeg elsker ham.

De kommende uger ser vi hinanden, når han har tid. Det har han ofte om tirsdagen mellem fire og seks, men nogle gange også om torsdagen. Jeg tilpasser mig uden at brokke mig og accepterer også, at han nogle gange må aflyse, selv om det skurrer i bunden af min bevidsthed. Hans forklaringer er altid knyttet til arbejde, han overbelaster ikke vores forhold med uvedkommende oplysninger om sit familieliv. Det sætter jeg meget stor pris på, selv om jeg ved, at det ikke får hans familie til at forsvinde. Umiddelbart har jeg ikke noget behov for at få hans familie til at forsvinde. Han har fortalt de statistiske fakta, han har tre børn på otte, tretten og femten, og en kone, der aldrig rigtigt er kommet sig oven på den tredje fødsel, som åbenbart var meget hård ved hendes underliv. Hun siger, at hun ikke kan lide sex mere, og at det ikke generer hende at afstå. Hun påstår, at hun ikke savner det, siger han. Og jeg snorker, fortsætter han, uden overgang. Så vi sover i hvert sit soveværelse, og det har vi det begge to fint med.

Jeg nikker. Det har jeg det også fint med. Men vi er enige om at blive sammen for børnenes skyld, siger han så på den der afvæbnende måde, som får mig til at lægge hårene ned. Og hvorfor skulle jeg ikke gøre det? Jeg kan alligevel ikke gøre noget. Man kan ikke argumentere imod at blive sammen for børnenes skyld, tænker jeg, det er i hvert fald ikke noget, jeg vil blande mig i. Hvis han en dag beslutter sig for at bryde ud af sin familie, skal det være hans egen beslutning og hans alene. Det siger jeg ikke, men jeg kan mærke, at det er min faste overbevisning. Jeg kunne aldrig drømme om at bede en mand om at forlade sin familie for min skyld. Så egoistisk er jeg ikke. Og jeg vil heller ikke stå med et medansvar for en beslutning, der har så store konsekvenser for tre børns skæbne. Så stor en kryster er jeg også. Jeg vil ikke være hende, der var skyld i, at en familie gik i opløsning. Jeg kan ikke udstå den slags banaliteter. Mads er en voksen mand, jeg ejer ham ikke. Jeg elsker ham bare.

Jeg har i øvrigt ikke nogen som helst ide om, hvad jeg vil med Mads, tænker jeg, da jeg står og vasker op, efter at han er gået. Han fylder mine tanker dag og nat, men jeg har ikke noget konkret mål med min kærlighed. Det undrer mig til at begynde med, men efterhånden som månederne går, slår jeg mig til tåls med, at min kærlighed bare er en tilstand. Nu kigger jeg ud ad vinduet, ud over gården, der efterhånden er ved at gro fuldstændig til. Syrenbuske, birketræer og tjørnehække kæmper om pladsen, og jeg undrer mig over, at der ikke er nogen i beboerbestyrelsen, som har taget stilling til den voldsomme vækst i karreens indre. Er alle gået på ferie eller hvad?

Jeg har gennemført både efterårs- og forårssemesterets undervisning mindre end halvhjertet. Sjovt nok lader det ikke til, at de studerende bemærker mit enorme mentale fravær. Det må skyldes rutinen, tænker jeg. Nu sidder jeg og skal rette 42 afslutningsopgaver. Det kræver koncentration. Koncentration er i restordre, men jeg må tvinge mig selv til at fokusere. Alt andet vil være useriøst. Så jeg læser. Og tjekker min mail. Og læser. Og tjekker min mail. Og læser. Og tjekker min telefon. Hvorfor skriver han ikke? Det er tirsdag i morgen, det har været en lang weekend. Uendelig lang, som sædvanlig. Jeg er begyndt at hade weekenderne. Årsagen er åbenlys, men da det ikke står til at ændre, forsøger jeg at ignorere den voksende frustration og anstrenger mig for at leve et normalt liv, mens han er sammen med sin familie. Problemet er, at jeg ikke længere kan huske, hvad et normalt liv er. Hvad gjorde jeg, før jeg mødte Mads? Hvad foretog jeg mig fredag aften, lørdag formiddag, lørdag eftermiddag, lørdag aften, søndag formiddag, søndag eftermiddag og søndag aften? Søndag aften så jeg en eller anden serie i fjernsynet. Resten kan jeg ikke huske. Jeg er også ligeglad, jeg har ikke lyst til at lave noget. Jeg har ikke lyst til at læse, ikke lyst til at ringe til nogen, ikke lyst til at se nogen. Jeg er holdt op med at invitere mine veninder over, jeg gider ikke snakke med dem.

Nu er klokken over ti, jeg skal snart i seng. Hvorfor ringer han ikke? Er der mon sket noget? Jeg sidder lidt og tænker over, hvor fanget jeg er af vores rutiner. Det er første gang, jeg ikke har hørt fra ham, inden vores faste tirsdagstræf, og i løbet af en time får jeg mig arbejdet op til en mild grad af hysteri. Jeg når til den første lukkede dør, når jeg tænker på, hvad der egentlig ville ske, hvis der virkelig var noget galt. Jeg ville jo ikke få det at vide! Ikke hvis det var alvorligt, i hvert fald, ikke hvis han lå på hospitalet efter en bilulykke. Der er lukket. Tanken føles som et slag i ansigtet. Hvis det sker, er jeg den hemmelige elskerinde, intet andet. Det er ikke en rar tanke. At jeg kun er vigtig, så længe Mads er ved sine fulde fem.

Jeg børster tænder med langsomme bevægelser. Jeg kan ikke arbejde mere i dag, tænker jeg, jeg må læse de sidste 17 opgaver i morgen formiddag på kontoret og håbe, at der ikke er nogen, som har brug for vejledning. I så fald må de vente. Jeg studerer mit ansigt i spejlet, men ser ingenting. Ikke andet end det sædvanlige ansigt. Alligevel er alt forandret. Jeg er i fængsel for første gang i mit liv, og jeg både elsker og hader det. Førhen var det mig der bestemte, hvornår et forhold skulle afsluttes. Nu lærer jeg, at det ikke er op til mig. Jeg lærer at fortryde. Jeg lærer at tilgive. Og jeg lærer at trygle. Men det er jeg ikke nået til endnu, eftersom det er første gang, han brænder mig af. Jeg tror stadig, at det er mig, og ikke kærligheden, der har magten.

Om torsdagen kan jeg se på min telefon, at han har ringet og lagt en besked. Jeg har været på toilettet og har ikke hørt den ringe. Jeg ville heller ikke tage den, hvis jeg havde hørt den. Jeg har siddet og kigget på telefonen uafbrudt i tre døgn nu, men de sidste to døgn har jeg ikke haft til hensigt at tage den. Jeg lytter til hans stemme, som er fuld af varme og oprigtig anger. Hans kone var blevet indlagt om søndagen, det så på et tidspunkt ret alvorligt ud, han havde været nødt til at koncentrere sig om børnene. Selvfølgelig skulle jeg have ringet til dig, men jeg blev nødt til at låne min telefon ud til min ældste datter, som har mistet sin … Jeg klikkede på afbryderknappen. Vorherrebevares. Han er da helt fra den, tænker jeg med syren silende ned ad indersiden på mit kranie. Uhadada, konen er indlagt, og datteren har mistet sin mobiltelefon. Hvor tragisk! Gad vide, om der er nogen overlevende?

Fem minutter efter tikker en sms ind. Nell? I am sorry. Jeg ved det godt. Undskyld. Jeg elsker dig. M.

De tre ord får det til at gyse i mig. Ellers tak, tænker jeg. Ellers mange tak, det går nok uden den form for kærlighed. Lige præcis den form for kærlighed har jeg ikke brug for. Vreden forlener mig med en pludselig opstået handlekraft. Jeg slukker for telefonen og forlader lejligheden. Ha! tænker jeg, da hoveddøren smækker i bag mig. Nu kan du ikke fange mig! Hahahahaha! Jeg vil aldrig tale med dig mere, din idiot. Dit skravl af en mand. Sorry. Det er slut. Færdig bum. Sådan behandler man ikke mig. Fandeme nej, mit liv er på spil her, mit hjerte er ved at briste, glem alt om en chance til.